Som samfund er vi »simpelthen blevet bedre og bedre« til integration

33 milliarder kroner. Hvert år. I de næste 82 år.

Det er, hvad ikkevestlige indvandrere og deres efterkommere vil koste den danske stat, vurderer Finansministeriet på baggrund af en fremskrivning, der blev publiceret torsdag. Et tal, der afspejler, at »gruppen i gennemsnit har en relativt lav beskæftigelsesgrad og lønindkomst og derfor i højere grad modtager offentlige overførsler og betaler mindre i skatter og afgifter«, skriver ministeriet.

Beregningerne har skabt store overskrifter i danske medier og fået Dansk Folkeparti til at kræve, at alle indvandrere, der kan, skal »sendes hjem«.

Men i virkelighedens verden er det langtfra sikkert, at det kommer til at gå så galt, som Finansministeriet spår.

»Det er i virkeligheden ikke så nyttig en information, man får i Finansministeriets fremskrivning,« siger Hans Lassen, der er ph.d. i integration på arbejdsmarkedet fra Aalborg Universitet.

Beregningen bygger nemlig på »en videreførelse af herkomstgruppernes historiske alders- og kønsfordelte beskæftigelsesfrekvenser«, som ministeriet formulerer det.

Eller med andre ord: at det ikke for alvor vil gå fremad med integrationen på arbejdsmarkedet. Det er noget pessimistisk, mener Hans Lassen.

»I virkeligheden er der tendenser til, at beskæftigelsen for de ikkevestlige stiger, og jeg forventer også, at den vil stige i de nærmeste år,« siger han.

Østarbejderne smutter

I sin ph.d.-afhandling har Hans Lassen gennemgået stort set al eksisterende empiri om integrationen på det danske arbejdsmarked.

Den overordnede konklusion er, at det går fremad på en lang række parametre. Fra 1996 til 2009 faldt det såkaldte beskæftigelsesgab – dvs. forskellen på, hvor stor en andel af de ikkevestlige, der er i beskæftigelse, sammenlignet med danskere – fra 40,7 procentpoint til 20,7. 

I kølvandet på finanskrisen steg gabet til 25,1 procentpoint i 2016, men nu er tendensen igen for nedadgående. De seneste tal viser et gab på 24,4 procentpoint. Og meget tyder på, at den positive udvikling vil fortsætte, vurderer Hans Lassen.

For det første er den østeuropæiske arbejdskraftindvandring – der tæller som ’vestlig’ i de officielle statistikker – for nedadgående.

»Det vil sige, at konkurrencen om nogle af de job, som ikkevestlige kandiderer til, ikke bliver så hård som den har været de senere år,« siger Hans Lassen.

For det andet er uddannelsesniveauet markant stigende blandt de ikkevestlige indvandrere og deres efterkommere.

»Når du hæver uddannelsesniveauet i gruppen, så hæver du også beskæftigelsesgraden i gruppen – uanset højkonjunktur eller lavkonjunktur. Forskningen viser, at det er en sikker effekt,« siger Hans Lassen.

For det tredje ser det økonomiske opsving ud til at have bidt sig fast. Og for det fjerde forventes der at blive 180.000 færre danskere i år 2030. Der ser altså ud til at blive behov for de ikkevestliges arbejdskraft, siger Hans Lassen.

Bedre og bedre

Finansministeriet har forsøgt at tage højde for det metodeproblem, Hans Lassen påpeger, ved også at lave en såkaldt ’følsomhedsanalyse’ af beregningerne, hvor man reducerer beskæftigelsesgabet med en femtedel.

I sådan et scenarie ville udgifterne ikke være 33 milliarder om året, men 27, viser Finansministeriets beregninger.

Beskæftigelsesgabet kan dog sagtens vise sig at blive endnu mindre, mener Hans Lassen. Med de rigtige investeringer er det »ikke urealistisk«, at de ikkevestlige indvandrere inden for 10-15 år vil være nærmest på niveau med de vestlige indvandrere hvad angår beskæftigelsesfrekvens, vurderer han. Det betyder dog ikke, at udgifterne vil gå helt i nul.

»Når vi tager imod flygtninge og deres familier, så er det jo ikke med det rationale, at de skal bidrage til samfundsøkonomien. Rationalet er, at vi har forpligtet os på nogle humanitære konventioner. Og det indebærer en eller anden form for samfundsøkonomisk omkostning, som vi selvfølgelig skal forsøge at nedbringe mest muligt,« siger Hans Lassen.

Specifikt i forhold til flygtninge og deres familiesammenførte er der dog også bedring at spore, pointerer han. Fra 2015 til 2017 er den gruppes beskæftigelsesfrekvens eksempelvis steget med 18 procentpoint fra 20 til 38. 

»Det er jo en voldsom stigning på meget, meget kort tid,« siger Hans Lassen.

»Som samfund er vi simpelthen blevet bedre og bedre til opgaven.«

I et skriftligt svar til Information fremhæver Finansministeriet, at de i analysen har »understreget«, at analysens konklusioner er »forbundet med en vis usikkerhed«.

Uddannelse er vejen

Trods fremskridt – og uanset om udgifterne til ikkevestlige indvandrere og deres efterkommere bliver 33 milliarder kroner eller mindre – er integrationen fortsat en udfordring. Her viser Hans Lassens forskning, at uddannelse er det absolut mest effektive sted, man kan sætte ind.

»Man kunne starte der, hvor det ser mest sort ud: Ikkevestlige indvandrerkvinder, der står uden for arbejdsmarkedet,« siger han.

Hans Lassen mener, det vil være oplagt at lave et »strategisk sats« for at få dem i arbejde på eksempelvis ældreområdet, hvor 73 procent af kommunerne ifølge en rapport fra FOA og KL i dag mangler kvalificeret arbejdskraft.

Konkret foreslår han blandt andet, at man kunne rekruttere flere via tiltag som de såkaldte IGU-forløb, hvor flygtninge i dag kan få en lønnet praktikstilling, samtidig med at de uddanner sig.

Specifikt i forhold til flygtninge ville det også give mening at opprioritere indsatsen mod traumer og måske genindføre den obligatoriske helbredsscreening, så man kan opdage fysiske og psykiske lidelser og sætte ind tidligt.

Derimod er der ikke meget, der tyder på, at den incitamentstænkning, der gennem de seneste knap 20 år har ført til tiltag som starthjælpen, kontanthjælpstloftet og 300-timersreglen, har nogen væsentlig effekt på beskæftigelsen, siger Hans Lassen:

»Hvis du sammenligner, hvor meget den type tiltag har bidraget med i forhold til den samlede beskæftigelse i perioden, så er det en meget lille del. Det samme ser du også nu omkring integrationsydelsen og det såkaldte moderne kontanthjælpsloft. Det er noget småtteri. Det viser regeringens egne tal. Så hvis man skal gøre det, skal det i hvert fald ikke være af beskæftigelsesmæssige grunde.«