Læsetid: 5 min.

Skulder ved skulder: Juristen tjener 45.300 på den nye overenskomst. Pædagogmedhjælperen 25.000

Fagbevægelsen opnåede markante lønstigninger ved at stå historisk samlet i de netop overståede overenskomstforhandlinger. Men solidariteten rakte ikke langt i forhold til lavtlønsgrupper og kvindefag. Overenskomsten forøger løngabet mellem højt- og lavtlønnede, viser beregning
Fagbevægelsen opnåede markante lønstigninger ved at stå historisk samlet i de netop overståede overenskomstforhandlinger. Men solidariteten rakte ikke langt i forhold til lavtlønsgrupper og kvindefag. Overenskomsten forøger løngabet mellem højt- og lavtlønnede, viser beregning

Morten Pape

9. maj 2018

De offentligt ansatte faggrupper har stået skulder ved skulder i netop de overståede overenskomstforhandlinger, hvor resultatet stadig afventer medlemmernes dom ved urafstemninger.

Det har sikret markante lønstigninger og revitaliseret solidariteten i fagbevægelsen. Men lønstigningen på 8,1 procent, som de offentligt ansatte opnåede gennem langstrakte og dramatiske forhandlinger, forøger samtidig løngabet mellem lavtlønsgrupper og kvindefag på den ene side og højtlønnede akademikere på den anden.

»Det var skulder mod skulder, men skuldrene sad i meget forskellig højde. De lavtlønnedes skuldre nåede kun til de højtlønnedes hofter. Og overenskomstfornyelsen cementerer det uretfærdige løngab, der er mellem kvinde- og mandefag og mellem lavtlønnede og højtlønnede,« siger chefforhandler Dennis Kristensen, afgående formand for FOA, der organiserer lavtlønsgrupper i den offentlige sektor som for eksempel social-og sundhedshjælpere og dagplejere. Fagområder, der typisk beskæftiger kvinder.

Beregninger foretaget af den borgerlige tænketank Cepos viser, at en pædagogmedhjælper eksempelvis får 25.001 kroner mere i lønningsposen om året, og at en social- og sundhedshjælper får 31.758 kroner ekstra som følge af overenskomstfornyelsen. Mens kommunalt ansatte jurister og økonomer vil få 45.391 kroner mere at gøre godt med om året og en overlæge 86.628 kroner.

Desuden blev der i overenskomstforliget afsat to puljer på samlet 85 millioner kroner til at løfte de lavest lønnede og kvindefagene. Det giver ifølge FOA 200 til 300 kroner ekstra på lønsedlen årligt, afhængigt af hvordan de forskellige forbund gør det op. Puljerne fordeler sig med 60 procent til ligeløn og 40 procent til lavtlønsgrupper.

»I overenskomstfornyelsen, hvor der i den grad blev slået på den store solidaritet og sammenhørighed, kunne vi så blive enige om at afsætte 85 millioner kroner til de lavest lønnede og til kvindefagene,« siger Dennis Kristensen, der dog glæder sig over, at der trods alt er slået et lille hul igennem til et løft af lavtlønnede og kvindefag denne gang.

»Men det er mere symbolsk, end det reelt flytter noget økonomisk. Hvis man ser det samlede overenskomstforløb udviste fagbevægelsen solidaritet. Men man skal huske på, at vi kun får de løft af de lavest lønnede, som de højest lønnede vil acceptere.«

Yderligere løngab

Ifølge beregninger, som FOA offentliggjorde sidste år, er løngabet mellem lavtlønnede kvindefag og akademikere øget i perioden 2011 til 2016.

Alle FOA’s større faggrupper har haft en lønstigning fra 2011 til 2016, der ligger under gennemsnittet for alle kommunalt ansatte. Forskellen mellem social- og sundhedshjælperes løn og jurister og økonomers løn var eksempelvis 18,5 procent større i 2016, end den var i 2011.

»Mønstret ved denne her overenskomstfornyelse er det samme, som det har været altid. Løngabet kommer til at vokse yderligere på baggrund af den overenskomst, vi har indgået,« siger konsulent i FOA Thomas Fjord Bonven og fortsætter: »Lavtløns- og ligelønspuljerne er et skridt i den rigtige retning, men de er ikke store nok til rigtigt at dæmme op for den udvikling.«

Ifølge FOA’s undersøgelse er reallønnen – også kaldet købekraften – steget med 5,9 procent, hvilket svarer til 1.738 kroner i gennemsnit for kommunalt ansatte i perioden 2011 til 2016. Alle FOA’s store faggrupper ligger under den gennemsnitlige reallønsstigning. Lærere målt på grundløn, jurister og økonomer har haft den største procentvise stigning i realløn på henholdsvis 10,7 og 8,3 procent. Mens social- og sundhedshjælpere er steget 4,9 og pædagogmedhjælpere 4,8 procent.

Cheføkonom i Cepos Mads Lundby Hansen bekræfter udviklingen.

»Hvis man kigger på lønstigningerne ved det års overenskomstforhandlinger, så bliver forskellen i kroner og ører større. Men målt i procent, så øges den relative forskel ikke. Det, at overlægen får mere ud af det i kroner og ører, skyldes ene og alene, at hans udgangssituation er højere,« siger Mads Lundby Hansen.

Derfor påvirkes uligheden inden for faggrupperne i den offentlige sektor ikke, hvis man måler på procent. Til gengæld øges den såkaldte ginikoefficient ifølge Mads Lundby Hansen, hvis man inddrager gruppen på overførselsindkomster, der står uden for arbejdsmarkedet.

»Det skyldes, at man har vedtaget, at dem på overførselsindkomster skal have mindre regulering end dem, der er i arbejde,« siger han.

Ginikoefficienten måler, hvor lige indkomsterne er fordelt, og hvis alle fik lige meget, ville denne være nul.

Private er solidariske 

Det har løbende været diskuteret i dele af fagforbundene på det offentlige område, hvorvidt man i stedet for at stille lønkrav udelukkende i procenter skulle gå over til at kræve en del af lønstigningen i kroner og ører.

Dennis Kristensen henviser til det private arbejdsmarked, hvor LO-forbund inden for eksempelvis industri- og transportområdet lægger linjen for andre forbund og laver forlig i kronebeløb.

»Der kan du tale om en egentlig solidarisk lønpolitik, som vi ikke har i den offentlige sektor. På det offentlige område har vi kun kunnet lave småting gennem tiden. Det er et tilbagevendende slagsmål,« siger han.

»Kunne man derimod finde en kombination af en lønandel i kroner og ører og en anden del i procenter, ville det skabe mere afbalancerede løsninger. Og det ville være ægte solidaritet.«

Chefforhandler og formand for Akademikerne Lars Qvistgaard mener ikke, at de højtlønnede akademikere har et problem med solidariteten:

»Overenskomstfornyelsen er solidarisk på den måde, at det er den samme procent, der bliver udmøntet. Det er den måde, vi altid har gjort det på. Og så har vi fra Forhandlingsfællesskabet side denne gang valgt, at vi på forhånd ville reservere nogle penge til lavtlønsgrupper og ligeløn og justere ad den vej. Det er et nybrud.«

Lars Qvistgaard erkender, »at man altid kan diskutere størrelsen« på puljerne til lavtløn og ligeløn. Men til gengæld har Akademikerne og de andre forbund accepteret arbejdsgivernes hovedkrav om en rekrutteringspulje.

»Det er jo også en gevaldig skævdeling, som godt kunne have skabt mere støj, end den gjorde,« siger han med henvisning til de godt 500 millioner kroner, der er afsat til en rekrutteringspulje på det kommunale område.

Vigtigt for rekruttering

På spørgsmålet om, hvorvidt kommende lønkrav i den offentlige sektor skal formuleres efter en anden opdeling mellem procenter og kroner og ører, siger Akademikernes formand:

»Vi er jo alle sammen gået til forhandlingerne med et krav om, at reallønnen skulle sikres. Og så er det jo procenterne, man skal kigge på, og derfor hæfter vi os ved det. Det er også klart, at det udmønter sig forskelligt i kroner og ører. Men jeg synes, at ligestillingen ligger lige så meget i procenterne.«

– Hvordan det? En social- og sundhedshjælper kan jo ikke købe lige så mange rugbrød som juristen for sin lønstigning?

»Nej, men forholdsmæssigt får hun lige så mange penge i lønstigning.«

– Men det handler vel også om, at hvis lavtlønsgrupper som SOSU’erne skal have flere penge, så skal akademikere have færre, fordi det er den samme kage, I skal dele?

»Det er jo en del af det, hvis man kigger på det isoleret set i den offentlige sektor. Men der er også nødt til at være en parallelitet til lønningerne på det private arbejdsmarked, hvis den offentlige sektor fortsat skal have mulighed for at rekruttere alle de kompetencer, der er brug for. Jurister, ingeniører, læger og psykologers lønninger ligger eksempelvis væsentlig lavere end sammenlignelige grupper på det private arbejdsmarked,« siger Lars Qvistgaard.

I de forbund, hvor overenskomstaftalerne skal til urafstemning, stemmes der fra den 11. maj til den 4. juni. Siger et forbund nej, vil faggruppen gå i konflikt fra den 11. juni.

Serie

Overenskomstforhandlinger 2018

Lærernes arbejdstid, løn, betalt frokostpause og musketered er nogle af de ting, der er på spil, når der forhandles nye overenskomster for de cirka 750.000 offentligt ansatte i stat, kommuner og regioner.

Ifølge køreplanen skulle aftalerne være på plads ved udgangen af februar og i løbet af marts sendt ud til urafstemning blandt medlemmerne i de enkelte fagforbund. Det skete ikke, og parterne er nu i Forligsinstitutionen. Senest har staten, regionerne og KL varslet lockout som modsvar til fagbevægelsens konfliktvarsel.

Seneste artikler

  • Aftalen er en skuffelse for lærerne. Men den er bedre end en ny konflikt

    5. juni 2018
    Selv om det helt centrale krav om en ny arbejdstidsaftale ikke er blevet indfriet, har et stort flertal af lærerne stemt ja til en ny overenskomst. Alternativet var en ny konklikt, og det havde alligevel ikke nyttet noget, forklarer lærer Jonna Andersen fra Tune Skole, der fodslæbende har stemt ja
  • Lærerne har valgt en ny vej

    5. juni 2018
    Lærernes ja til overenskomstforliget er et presset og lunkent ja. Men det er godt for den offentlige sektor, hvis kompromiser kan afløse drama ved forhandlingsbordene
  • Lærer: Derfor stemmer jeg nej til OK18-aftalen

    31. maj 2018
    Anders Bondo Christensen har kæmpet en sej kamp for os medlemmer, men jeg er ikke enig i hans beslutning om at indgå en aftale om en kommission uden beslutningskompetence
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Mondrup
  • Ejvind Larsen
Christian Mondrup og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Viggo Okholm

Hvis de ansatte især dem på de højere lønninger ikke vil anerkende den forskel og at de bilder sig ind de er mere værd og derfor skal stige i forhold til den nuværende løn er vi lige vidt- Dyrtidsstigningerne i sin tid var jo fuldstændig på samme måde og det var vel derfor disse lønstigninger et par gange om året bortfaldt. Utroligt vi ikke bliver klogere.

Niels Kjøller, Anne Mette Jørgensen, Ole Bach, Kjeld Hansen, Kim Houmøller, Ib Christensen, Randi Christiansen, Bjarne Bisgaard Jensen, P.G. Olsen, Eva Schwanenflügel, Peter Beck-Lauritzen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Jens Østerby Hansen

Surprise! 8,1 procent af "meget" er mere end 8,1 procent af "lidt". Mærkeligt, at ingen tænkte på det, mens der blev forhandlet.

Niels Kjøller, Anne Mette Jørgensen, Søren Kristensen, Morten Wieth, Ib Christensen, Hanne Ribens, Eva Schwanenflügel, Ejvind Larsen, Dorte Sørensen og Peter Knap anbefalede denne kommentar

Som Jens Østerby Hansen bemærker. Det er der ikke noget nyt i, det har været gældende ved alle lønforhandlinger, hvor fokus ikke har været på de lavest lønnede.
Hvis man virkelig af sit hjerte ønsker at sætte overenskomst forhandlingerne i et dårligt lys, findes der nok ikke en bedre kilde end CEPOS.
Hvorfor bliver den citeret igen og igen?
Hvad med at bearbejde dens informationsmislyde med grundig kritisk journalistik i stedet?

Niels Kjøller, Anne Mette Jørgensen, Thomas Jørgensen, Michael Waterstradt, Henrik Leffers, Ib Christensen, Henrik Peter Bentzen, Egon Stich, Eva Schwanenflügel og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Der var forslag om at lønstigningerne burde være i kr. og øre og IKKE i procent. Ligledes skulle de lavste lønnede også have de højeste lønstigninger.
Hvorfor har CEPOS ikke taget det med i beskrivelsen og fremhævet, at arbejdsgiverne ikke var særlig meget for de forslag.
PS: Hvis de lavest lønnede fik de højeste lønstigninger så vil det leve op til regeringens megen tale om ,at det skal kunne betale sig at arbejde - når KL,regeringen/Løhde ikke ville det så viser det, at regeringen "det skal betale sig at arbejde" kun handler om at stille de ledige, syge osv. udenfor arbejdsmarket så dårligt og ubehageligt som muligt.

Niels Kjøller, Anne Mette Jørgensen, Ole Bach, Karsten Aaen, John S. Hansen, Hanne Ribens, Ulf Johannesson, Randi Christiansen, Bjarne Bisgaard Jensen, Henrik Peter Bentzen, Viggo Okholm, Eva Schwanenflügel, Ebbe Overbye og Peter Knap anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Procentuelle stigninger, sådan har det altid været. Arbejdernes organisationer har ikke haft fokus på effekten, nemlig større løngab. De højtlønnede, KL, regering, ministerier, Løhde & Co etc, har alle en egeninteresse i procentuelle stigninger, selvklart. Så på med vanten, fremtidige reguleringer skal være i kroner og ører, jævnt fordelt, uanset om de skal udtrykke dyrtid, højere produktivitet eller sågar motivation for at arbejde, gerne med udjævnende tiltag for de lavestlønnede, så især disse føler "det kan betale sig at arbejde" (pladder-argument!). Jeg ville hellere undvære Løhdes arbejdsindsats end skraldemandens, om jeg kunne vælge!

Niels Kjøller, Anne Mette Jørgensen, Ole Bach, Bettina Jensen, Flemming Berger, Birgitte Street Jensen, John S. Hansen, Randi Christiansen, Bjarne Bisgaard Jensen, Egon Stich, Viggo Okholm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Når de faglige organisationer satser så hårdt i disse forhandlinger, at storstrejke har været en reel mulighed, er det en kæmpebrøler, at man lader arbejdsgiverne slippe afsted med den perverse procentuelle stigning. Det virker ubegavet. Samtidig burde man være gået all in i spørgsmålet om oprettelsen af flere job.

Niels Kjøller, Flemming Berger og John S. Hansen anbefalede denne kommentar
Jens Winther

@Viggo Okholm, nej, den automatiske dyrtidsregulering blev afskaffet fordi alle (eller næsten alle) kunne indse, at den resulterede i en galoperende inflation, som gjorde alle fattigere og ødelagde Danmarks internationale konkurrenceevne.

@Peter Beck-Lauritzen løngabet er uændret, når der sker samme procentuelle lønstigninger til alle. De relative lønforskelle er uændrede! Jeg giver gerne et kursus i elementær procentregning. Du kan ikke først argumentere for, at de lavest lønnede skal have større lønstigninger end andre, og så kalde argumentet om at "det skal kunne betale sig at arbejde" for et pladder-argument! Jeg kan også lave en liste over nogle, hvis arbejdsindsats jeg gerne ville være fri for - om jeg kunne vælge.

@Randi Christensen, der er ikke noget "perverst" ved procentvise lønstigninger - og i lyset af den store stigning, der blev resultatet kan man bestemt ikke sige at arbejdsgiverne er sluppet af sted med noget. Løhde og Co smed sig bogstavelig talt ned på ryggen og gav arbejdstagerne stort set alt, hvad de ville have. Der var ikke meget kompromis i det.

Mht. oprettelse af flere job: er det ikke gået op for dig, at vi har mangel på arbejdskraft? Den offentlige sektor har - generelt - rigeligt med ansatte, så der er ikke nogen grund til at oprette flere jobs der.

Christian Mondrup

I en længere årrække var jeg ansat som akademiker i en halvoffentlig virksomhed. Mine ikke-akademiker kolleger havde tårnhøje faglige kompetencer og videreuddannelse. Men de blev lønnet langt lavere end jeg, uanset, at det arbejde, som vi bestred i fællesskab, var lige afhængigt af hver af os. Men arbejdsgiveren var ikke til at hugge og stikke i, når vi pressede på for at få løftet lønnen for de ikke-akademiske kolleger.

Niels Kjøller, Anne Mette Jørgensen, Ole Bach, Karsten Aaen, Torsten Jacobsen, Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Morten Wieth, Henrik Leffers og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Jens Winther

@Christian Mondrup, du kunne jo have tilbudt at reducere din løn, så den matchede dine ikke-akademiske kollegers - eller I kunne have taget lønsummen og delt beløbet, så dine kolleger fik lidt mere, og du en del mindre. Mon ikke det kunne have ladet sig gøre?

Niels Kjøller, Anne Mette Jørgensen, Eskil Nielsen, Rikke Nielsen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Jens, mht diskussionen om procentuelle lønstigninger, taler vi selvfølgelig om arbejdets værdi. Jeg synes, det er afsporet at udnævne nogens arbejde til mere værdifuldt end andres. Og indsatsen i forbindelse med uddannelse bør ikke bonne ud med livsvarig forfordeling af de, som bestrider andre lige så vigtige men ufaglærte opgaver - ofte med ofre der er lige så store eller større, som det er at tage en uddannelse.

Bedre løn til bedre kvalifikationer? Ja, i et eller andet omfang måske, men hvis lønnen er den primære drivkraft, er vi allerede ude på et sidespor, som ikke bringer vores fælleskab i retning af at leve i fred med sig selv, hinanden og omgivelserne.

Niels Kjøller, Michael Finn Jørgensen og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar
Jørgen Wind-Willassen

Velkommen til matematik undervisningen.
Skattestigninger procentuelt giver derfor større beløb for højtlønnede, som derfor rammes hårdere.
Omvendt med en tilsvarende procentsænkning.
Det glemmes altid af ordmagerne.
Fagbevægelsen kan jo selv stille de overenskomstkrav de ønsker.
Så hvor er solidariteten fra folkeskolelærerne, som er de HØJEST lønnede af de sammenlignelige grupper- sygeplejersker-pædagoger.

Niels Kjøller, Anne Mette Jørgensen, Karsten Aaen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Jens Winther

@Randi Christiansen, problemstillingen er ikke helt så enkel, som du ser den:

Ja, fx akademikere har - gennemsnitligt - en højere månedsløn end fx ufaglærte. Men nogle ufaglærte har faktisk en løn, som overstiger visse akademikeres.

Samtidig betyder akademikerens længere uddannelse, at han/hun er færre år på arbejdsmarkedet - dvs. regner man på livslønnen, så er forskellen meget mindre - og regner man på nutidsværdien af livslønnen reduceres forskellen yderligere (fordi de år, hvor den ufaglærte tjener penge, og akademikeren ikke, kommer tidligst i livsforløbet.

Rimeligvis bør man også tage i betragtning, at de fleste akademikere står med en gæld i form af SU-lån, når de er færdiguddannede (fordi ingen kan leve af SU'en). Det reducerer yderligere forskellen.

Og endelig beskattes akademikeren hårdere end den ufaglærte - både absolut og relativt. Det skyldes, at vi har et voldsomt progressivt skattesystem, som endvidere beskatter på årsbasis og ikke på livsindkomst (en akademiker med samme livsindkomst før skat, som en ufaglært, vil have lavere livsindkomst efter skat end den ufaglærte). Igen en faktor, som reducerer forskellene.

Alt i alt: ja, visse højtlønnede har bedre forbrugsmuligheder over et livsforløb end andre. Men i realitetens verden findes der rigtig mange akademikere, som har ringere forbrugsmuligheder eller levestandard end ufaglærte.

Der findes sgu langt større urimeligheder og skævheder. Fx burde fx lotterigevinster og arv være de hårdest beskattede indtægter - for det er hvad økonomer kalder windfall gains, dvs. indtægter, der drysser ned fra himlen.

I øvrigt viser alle undersøgelser, at det er næsten ingen (uanset indkomstniveau!), for hvem lønnen er den primære drivkraft - og ingen, der er lige glade med størrelsen af deres løn (uanset indkomstniveau!). Jeg har heller ikke hørt om nogen, der er lige glade med størrelsen på kontanthjælp eller andre offentlige sociale bidrag.

Michael Waterstradt, Rikke Nielsen og Morten Wieth anbefalede denne kommentar
Ib Christensen

Hvad end procenterne er, bliver vi alle svindlet af en stor gruppe lederer i dette land. De sidder med mere eller mindre fri adgang til fælles kassen. De opføre sig som butikstyve i butikken Danmark, og tager selv. Tager fra deres landsmænd, medborgerer og kollegaer, for at opføre sig som korrupte politikere og bestikker arbejdsgivere med vores skattekroner, til at betale dem en leder løn de ikke evner at fortjene selv.
Til stor fornøjelse for arbejdsgiver der gerne, via trickle down effekt, deler promiller af vores givne skattekroner retur som partistøtte. Mens de klager over arveafgift og kræver skattelettelser.
Alt i mens skatteyderne kan få lov at vente ti timer på en skadestue, eller få at vide at politiet ikke har ressourcer til at hjælpe.

Niels Kjøller, Anne Mette Jørgensen, Randi Christiansen, Kim Houmøller, Christel Gruner-Olesen, Lillian Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Lars-Bo Abdullah Jensen

Viser dette netop ikke, at sammenholdet, musketer eden virker.
Hvis den ikke havde virket, var de lavstlønnede rendt væk og krævet mere af de højstlønnedes lønkroner, men man havde aftalt et forhandlingsgrundlag, som man stod fast ved.

Jeg kan ikke se denne omgang som andet end at fagbevægelsen er ved at finde sine tænder frem igen, efter i mange år at have vist sig at være næsten tandløse.

CEPOS er måske nærmere skræmt ved tanken om, at faggrupperne på tværs er begyndt at indse at de må stå sammen, for at få gennemført deres krav, og at den trussel blev bevist. Så er det jo godt at forsøge at hælde lidt malurt i bæret, ved at fremhæve at visse grupper fik mere ud af det end andre. Der var vel ingen af fagbevægelsens forhandlere der gik ind med en overbevisning om at de skulle omfordele lønkronerne mellem de forskellige faggrupper?

Lars-Bo Abdullah Jensen

Viser dette netop ikke, at sammenholdet, musketer eden virker.
Hvis den ikke havde virket, var de lavstlønnede rendt væk og krævet mere af de højstlønnedes lønkroner, men man havde aftalt et forhandlingsgrundlag, som man stod fast ved.

Jeg kan ikke se denne omgang som andet end at fagbevægelsen er ved at finde sine tænder frem igen, efter i mange år at have vist sig at være næsten tandløse.

CEPOS er måske nærmere skræmt ved tanken om, at faggrupperne på tværs er begyndt at indse at de må stå sammen, for at få gennemført deres krav, og at den trussel blev bevist. Så er det jo godt at forsøge at hælde lidt malurt i bæret, ved at fremhæve at visse grupper fik mere ud af det end andre. Der var vel ingen af fagbevægelsens forhandlere der gik ind med en overbevisning om at de skulle omfordele lønkronerne mellem de forskellige faggrupper?

Lars-Bo Abdullah Jensen

Viser dette netop ikke, at sammenholdet, musketer eden virker.
Hvis den ikke havde virket, var de lavstlønnede rendt væk og krævet mere af de højstlønnedes lønkroner, men man havde aftalt et forhandlingsgrundlag, som man stod fast ved.

Jeg kan ikke se denne omgang som andet end at fagbevægelsen er ved at finde sine tænder frem igen, efter i mange år at have vist sig at være næsten tandløse.

CEPOS er måske nærmere skræmt ved tanken om, at faggrupperne på tværs er begyndt at indse at de må stå sammen, for at få gennemført deres krav, og at den trussel blev bevist. Så er det jo godt at forsøge at hælde lidt malurt i bæret, ved at fremhæve at visse grupper fik mere ud af det end andre. Der var vel ingen af fagbevægelsens forhandlere der gik ind med en overbevisning om at de skulle omfordele lønkronerne mellem de forskellige faggrupper?

Lars-Bo Abdullah Jensen

Viser dette netop ikke, at sammenholdet, musketer eden virker.
Hvis den ikke havde virket, var de lavstlønnede rendt væk og krævet mere af de højstlønnedes lønkroner, men man havde aftalt et forhandlingsgrundlag, som man stod fast ved.

Jeg kan ikke se denne omgang som andet end at fagbevægelsen er ved at finde sine tænder frem igen, efter i mange år at have vist sig at være næsten tandløse.

CEPOS er måske nærmere skræmt ved tanken om, at faggrupperne på tværs er begyndt at indse at de må stå sammen, for at få gennemført deres krav, og at den trussel blev bevist. Så er det jo godt at forsøge at hælde lidt malurt i bæret, ved at fremhæve at visse grupper fik mere ud af det end andre. Der var vel ingen af fagbevægelsens forhandlere der gik ind med en overbevisning om at de skulle omfordele lønkronerne mellem de forskellige faggrupper?

John S. Hansen

@Winther 1148

Der mangler kun arbejdskraft i visse brancher. Man bør ikke falde for de udmeldinger(propaganda) som Dansk erhverv, DA og DI m.fl. kommer med. De kommer kun for at styrke de udbudsøkonomiske "argumenter"!

Der findes masser af tilgængelige beregninger af livsløn for forskellige grupper. Det hører vist til undtagelserne, at ufaglærte eller kortuddannede(sosuer, politifolk osv. opnår en livsløn svarende til akademikerne .

Niels Kjøller, Randi Christiansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
John S. Hansen

ER forøvrigt træt af at høre om de markante lønstigninger. En Sosu får f.eks. 5000 mere om året - før skat!! Med fare for at lyde som Lille lars - så må jeg sige, at det ikke rækker til mere end et par sko!

Niels Kjøller, Anne Mette Jørgensen, Randi Christiansen, Carsten Munk, Torsten Jacobsen, Kim Houmøller, Christel Gruner-Olesen, Eskil Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jens Winther

@John S. Hansen, "din" SOSU-assistent har fået en lønstigning, der i både kr. og procent er større end lønstigningerne på fx HK butiksområdet, og SOSU'ens løn og pensionstillæg er i forvejen større.

Randi Christiansen

Der er åbenbart divergerende meninger om hvem, der forfordeles, men hvad, jeg finder på alle måder uhensigtsmæssigt, er, når dynamikken tillader få at eje mest og stadig flere at have forringede løn-og arbejdsvilkår. Den lønforhøjelse, som nu er opnået, er jo småpenge ifht de enorme formuer, der centraliseres på få hænder.

Søren Kristensen

Men det var godt vi stod sammen om at proklamere storstrejke, ellers var det slet ikke blevet til noget med de lønstigninger. Nu gælder det bare om at hjælpe lærerne næste gang.

Christian Mondrup

@Jens Winther, du kunne jo have tilbudt at reducere din løn, så den matchede dine ikke-akademiske kollegers - eller I kunne have taget lønsummen og delt beløbet, så dine kolleger fik lidt mere, og du en del mindre. Mon ikke det kunne have ladet sig gøre?

Det er mere end usandsynligt. Lønnen i den lille virksom forvaltes af en meget stor offentlig organisation, som går helt i panik, dersom en fra en personalegruppe stikker lønmæssigt af fra resten af gruppen. Ejerne af vores lille organisation ville gerne løfte lønnen for ikke-akademikerne. Men det fik de ikke lov til.

Ole Bach, Randi Christiansen, Eskil Nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar