Læsetid: 13 min.

Socialdemokraterne skriver (røven ud af bukserne på de blå)

Siden 2001 har de borgerlige domineret kultur- og idedebatten, mens socialdemokraterne har været uden intellektuel appel. Men nu har både Dybvad, Tesfaye og Sass bøger på gaden, og der er flere S-forfattere på vej. Vi har spurgt nuværende og kommende socialdemokratiske forfattere, politiske modstandere, iagttagere og en rød tænketank om, hvordan Socialdemokratiet pludselig har overtaget den intellektuelle dagsorden
Siden 2001 har de borgerlige domineret kultur- og idedebatten, mens socialdemokraterne har været uden intellektuel appel. Men nu har både Dybvad, Tesfaye og Sass bøger på gaden, og der er flere S-forfattere på vej. Vi har spurgt nuværende og kommende socialdemokratiske forfattere, politiske modstandere, iagttagere og en rød tænketank om, hvordan Socialdemokratiet pludselig har overtaget den intellektuelle dagsorden

Mikkel Lock Svendborg

25. maj 2018

De har fået skrivekløe i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Kaare Dybvad og Mattias Tesfaye har med deres nye bøger været kuglestøbere i en ny idépolitisk debat i det gamle arbejderparti. De er nu blevet suppleret af endnu en socialdemokrat, gruppeformand Henrik Sass Larsen, der med sin nye selvudgivne bog Exodus viser, at også ledende socialdemokrater føler behov for skrive sig ind i debatten om fremtiden for centrum-venstre. Og flere socialdemokrater er på vej med idépolitiske bøger. Det gælder f.eks. Peter Hummelgaard, Dan Jørgensen, Pernille Rosenkrantz-Theil og Ane Halsboe-Jørgensen.

Hummelgaard udkommer med en bog til efteråret, som har fået den foreløbige titel, Den syge kapitalisme. Han ser skrivekløen i Socialdemokratiet som et forsøg på gøre op med »den idépolitiske tørke«, der har præget partiet i mange år.

»Idépolitisk har vi været trængt i defensiven siden 2001. Og der er en erkendelse af, at der er brug for en mere sammenhængende socialdemokratisk analyse,« siger han.

Den nye lyst til at udfolde socialdemokratisk tænkning skyldes dels, at der ikke blev givet plads til idédebat i årene under Thorning og Corydon. Dels at socialdemokraterne oplever, at vælgerne nu i langt højere grad end tidligere forventer, at de kan give sammenhængende svar på tidens store udfordringer omkring voksende ulighed, en ’syg’ kapitalisme og et grådigt erhvervsliv. Samtidig bliver der stillet spørgsmålstegn ved de nyliberale løsninger. I hvert fald hvis man spørger dem selv.

Men også politiske modstandere med hang til at udtrykke tanker i skriftform anerkender, at idédebatten stortrives i Socialdemokratiet, mens der er mere tomt på den borgerlige boghylde.

»Der er en intellektuel grøde i Socialdemokratiet lige nu, som gør, at de står stærkere, end de gjorde for ti år siden. Og det tjener Mette Frederiksen til stor ære, at fritænkere som Mattias Tesfaye og Kaare Dybvad får lov til at trives og skrive bøger, som har stor værkhøjde, og som har været ekstremt dagsordensættende,« siger medlem af Liberal Alliance, forfatter og sociolog Henrik Dahl, med henvisning til Dybvads bøger om Udkantsdanmark og overuddannelse og Tesfayes Kloge hænder. Tesfayes seneste bog, Velkommen Mustafa, om 50 års socialdemokratisk udlændingepolitik, ser Henrik Dahl som en genfortælling af allerede kendt stof. Men også som et opgør med Auken-æraen i udlændingepolitikken.

»Nyrup og Lykketoft måtte afvikle Auken inden for den økonomiske politik, lige som Mette Frederiksen har måttet afvikle Auken inden for udlændingepolitikken. Når det kommer til Sass’ nye bog om en ny retning for centrum-venstre, har den bare ikke værkhøjde som Tesfayes og Dybvads bøger. De er på niveau med Henning Fonsmark (borgerlig forfatter og ideolog, red.) som noget, man kan tage frem igen og læse.«

Ifølge kommunikationschef i centrum-venstre-tænketanken Cevea, Kasper Fogh, er bøgerne først og fremmest et eksempel på, at socialdemokraterne lægger afstand til den idépolitiske forbudstid, han mener kendetegnede Helle Thorning-Schmidts ledelse, selv om de første bøger skrevet af Dybvad og Tesfaye udkom i slutningen af Thornings formandstid.

»Nu gør socialdemokraterne i stor stil det, formanden efterlyste, da hun ved sin tiltrædelse klart sagde meget, at nu måtte man igen diskutere politik,« siger Kasper Fogh, der deltog i forsøget på at sparke gang i en idépolitisk debat i partiet i 2008 under navnet Den Røde Skole, hvilket fik en kold skulder af partiets daværende ledelse.

»Den nuværende idédebat er et svar på den politiske nultænkning i Thorning-årene, hvor floskler om reformer ofte dækkede over topstyring, idéforladthed og bureaukratstyre. Partiet var jo både medlemsmæssigt og intellektuelt hensygnende, og der blev stanget dummebøder ud til folk, der tænkte eller talte om noget som helst. Så rent intellektuelt var parti og folketingsgruppe som hummere i Limfjorden – omtrent gået til af iltmangel,« siger Kasper Fogh, der fremhæver, at forsøget på at genstarte den politiske tænkning i Socialdemokratiet er blevet en måde for yngre socialdemokrater at markere sig.

Kættersk 

Kommunikationschefen peger desuden på, at vakuummet under Thorning fik den konsekvens, at vælgerne mistede fornemmelsen af, hvad socialdemokraterne egentligt mener og tænker.

»Folk er jo nærmest overraskede over at læse, at Henrik Sass tænker på et værn imod frasalg af fælles selskaber. Men ingen har jo tænkt på eller talt om værdien af de fællesskabte organisationer i ti år. Så der er et behov for at minde folk om, hvad den socialdemokratiske tænkning er, og det er et kæmpe arbejde at genskabe en politisk kultur, der selv identificerer problemer og skaber svar. Bogprojekterne forstår jeg som udtryk for et parti, der er ved at finde sig selv, sin intellektuelle tradition og gerne vil afklare vælgernes spørgsmål,« siger han.

Lars Midtiby var partisekretær for Socialdemokratiet gennem ni år, inden han i 2016 blev direktør i Danske Handicaporganisationer. Han mener ikke, der manglede ideer under Helle Thornings lederskab, og hæfter sig ved, at Mattias Tesfayes Kloge hænder og Dybvads Udkantsmyten udkom, mens Thorning var formand.

»I Thorning-årene kom idédebatten blandt andet til udtryk ved, at arbejdet med forskellige store kongresprogrammer blev genoplivet, og hvor partiets visioner og grundlæggende værdier blev sat til debat. Derudover blev Piopio etableret (socialdemokratisk netmedie, red.), og der blev udgivet en stribe bøger, som på forskellige måder var med til at præge partiet. Det gælder bl.a. Antorinis Fremtidens partier, Tesfayes og Dybvads første bøger og Dan Jørgensens Grønt håb,« pointerer han.

Henrik Dahl påpeger til gengæld, at Kaare Dybvad er blevet betegnet som en socialdemokratisk kætter på linje med den socialdemokratiske fritænker og systemkritiker, Jørgen Dich, der i 1973 udgav en debatbog, som gjorde op med den nye herskende klasse af offentligt ansatte i den socialdemokratiske velfærdsstat.

»Kaare Dybvads tanker har ikke været officiel S-politik, men jeg ville ønske, at den politik, der blev ført i Danmark, tog mere højde for de ting, Kaare bringer frem,« siger han og kommer halvt i grin i tanke om en anekdote om at gå imod strømmen i den borgerlige lejr:

»Søren Pind har jo sagt flere gange, at Anders Fogh ikke nødvendigvis var superbegejstret for fritænkning, men han accepterede altid Bertel. Da jeg kom i Folketinget gav Bertel mig det råd, at jeg skulle huske at skrive langt, for så kan man gå op imod sit eget parti – underforstået at så langt læser de færreste. Det gælder også for Kaare,« siger Henrik Dahl, der før han blev medlem af Liberal Alliance selv forsøgte sig med at skabe debat på centrum-venstre-fløjen, bl.a. som redaktør af den politiske debatbog Epostler, hvor flere socialdemokratiske topfolk var blandt bidragyderne.

»Jeg har selv prøvet at sparke gang i debatter i partiet. Og for at sige det lige ud, så er en af grundene til, at Epostler ikke blev bedre, at forfatterne ikke var bedre. Det var de ideer, der var. Og man kunne ikke blive enige,« siger han,

Væk fra den trejde vej 

En bog som tidligere partisekretær, Lars Midtiby, også nævner, er Socialdemokratiske tænkere fra 2014. Den er redigeret af Anders Dybdal, direktør i kommunikationsbureauet Operate, som også bidrog til bogen om de store ideologer i partiet nationalt såvel som internationalt. Anders Dybdal bakker imidlertid op om Kasper Foghs karakteristik.

»Det mest tankevækkende er, hvor lidt idémæssig idéudvikling, der var det tiår, hvor Thorning var formand. Efter finanskrisen i 2008 kunne man jo netop have forventet et skifte i tænkningen hos centrumvenstre,« siger han og peger på, at Antorinis bog om partierne mest af alt handlede om, hvordan man fører politik. Ikke om politik.

Ser man på de europæiske socialdemokratier efter krisen, gik de ifølge Dybdal fra at være relativt fælles om den politiske retning, der blev døbt Den tredje vej, til at være langt mere splittede.

I Holland forsøgte man f.eks. at gentænke Den tredje vej i såkaldte New New Labour. Mens mere klassisk og marxistisk inspirerede socialdemokrater som britiske Labours Jeremy Corbyn er søgt tilbage til de tidligste rødder. Det danske Socialdemokratiet lå under Thorning markant tættere på Holland, påpeger Dybdal. Han mener dog ikke, at det udelukkende kan tilskrives Thornings lederskab, at den socialdemokratiske tænkning ikke udviklede sig i 00’erne. Det handler også helt banalt om, hvor mange i en folketingsgruppe, der har lysten og evnerne til at tænke nyt og sætte sig til tasterne.

Dybdal hæfter sig ved to politiske nybrud i tænkningen i Socialdemokratiet i dag. Det handler dels om nyt fokus på den nationale velfærdsstat og udlændingepolitikken, og dels på den stigende ulighed.

Sidstnævnte tema er centralt i Sass’ nye bog. Her bygger han videre på en dagorden, som Peter Hummelgaard har været ihærdig indpisker af siden finanskrisen, og som nu sættes på bogform. Den bog Pernille Rosenkrantz-Theil udkommer med til august sammen med en anden socialdemokrat, Ane Halsboe-Jørgensen, handler om behovet for nye regnemetoder i Finansministeriet som grundlag for en tidlig indsats for børn og forebyggelse på socialområdet.

Antipopulisme

Og endelig er Christine Antorini gået i gang med en bog om ti teser, der skal vise vejen væk fra populismen.

»At dømme efter den nye socialdemokratiske debatlitteratur, mener jeg, der sker et skift i tænkningen siden Den tredje vej. Det ser man tydeligst i det skarpe fokus på ulighed,« siger Anders Dybdal.

Ifølge tredje vejs-tænkningen var det at mindske ulighed et spørgsmål om at give folk lige muligheder gennem uddannelse. Men nu er ulighed igen blevet et økonomisk spørgsmål. Det har man senest set eksempler på i form af socialdemokraternes passionerede angreb på regeringens planer om at sænke arveafgiften – med udgangspunkt i, at det handler om privilegier.

Men ulighed er også blevet et geografisk spørgsmål, hvilket man ser i Kaare Dybvads bog om centralisering, påpeger Anders Dybdal:

»Der er kommet en erkendelse af, at uddannelse ikke skaber øget lighed i sig selv. Og med Dybvads seneste bog, De lærdes tyranni, bliver der også set kritisk på uddannelse. Man skal langt tilbage, før uddannelse og lang uddannelse ikke udelukkende blev set som et fremskridt. Under Den tredje vej talte man heller ikke om sociale grupper og klasser. Det er også kommet stærkt igen. Man er nu meget fokuseret på, hvem man repræsenterer, mens Den tredje vej var fokuseret på, hvad man repræsenterede. Underforstået nogle universelle værdier om lige muligheder.«

På spørgsmålet om, hvorvidt Socialdemokratiet er i gang med en transformation til et mere klassisk rødt parti efter Thorning-Corydon-årene, svarer Anders Dybdal, at han ser bøgerne som et forsøg på at trække på de socialdemokratiske rødder. Dan Jørgensens kommende bog hedder da også Staunings arv og handler om, hvad socialdemokrater »kan lære af den gamle landsfader i dag«, som forfatteren udtrykker det.

»Der er ingen tvivl om, at man henter stor inspiration i partiets rødder. Når Mette Frederiksen taler om kapitalismen i dag, er der en klar linje til en af Socialdemokratiets grundlæggere, Eduard Bernstein, der talte om, at man skal tøjle kapitalismen. Det er meget klassisk socialdemokratisk tænkning,« siger Dybdal.

Venstrepopulisme 

En anden strømning, der er blevet læst ind i det socialdemokratiske forsøg på en ny fortælling, er ’det folkelige Danmark’. Et begreb der dækker over vigtigheden af stærke fællesskaber, lokalsamfund, stærke institutioner og stærke foreninger. At det skulle være udtryk for, at arbejderismen er vendt tilbage i Socialdemokratiet, som bl.a. kender af partiet og samfundsredaktør på Berlingske, Bent Winther, mener, giver Henrik Dahl imidlertid ikke meget for.

»Det er sådan nogle automatreaktioner, man kommer med, når man intellektuelt er sat til vægs. Begge Kaares bøger er dagsordensættende. Han vender udkantsdiskussionen på hovedet og siger, at udkantsproblematikken ikke bare er noget uundgåeligt. Udkantsmyten er virkelig god, og De lærdes tyranni er næsten endnu bedre. De er nødvendige korrektioner af Richard Floridas snak om den kreative klasse, der var forkert. Og Tesfaye laver med Kloge hænder et paradigmeskifte i forhold til det med overuddannelse. Der får han kørt nu afdøde sociolog Erik Jørgen Hansens dagsorden ind på Christiansborg,« siger Henrik Dahl.

Til gengæld ser Dahl den socialdemokratiske idédebats fokus på stigende ulighed som et forsøg på at finde fælles fodslag i rød blok, efter at partiet er rykket markant til højre i udlændingepolitikken.

»Sass gentager nogle venstrepopulistiske dagsordener om stigende ulighed, som normalt overlades til dem, der sidder lidt længere nede i salen, f.eks. Peter Hummelgaard.  Hvorimod Frederiksen, Wammen og Hækkerup ikke udtaler sig meget om den slags. De erkender jo begræsningen i, at de vil få det samme Finansministerium, hvis de får magten. Jeg ser det som et forsøg på – inden valget næste år – at forholde sig til det problem, at alternativet til den nuværende regering er om muligt endnu mere skrøbeligt end den regering, vi har. For godt nok er Dansk Folkeparti nogle gange tunge at danse med. Men forestil dig, at S skal have De Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet ind i en regeringskonstellation,« siger han.

Liberale på retur 

Endelig vil der være dem, der mest af alt ser de socialdemokratiske bøger som et forsøg på netop at profilere sig op til den kommende valgkamp. Om det siger Peter Hummelgaard:

»Jeg har ikke så meget litterært selvværd, at det at skrive en bog bare er noget, jeg lige kaster mig over, selv om jeg har skrevet mange kronikker og lignende. Og hvis du sammenligner de tanker og frustrationer, man har i forbindelse med et bogprojekt, der kan virke håbløst og usammenhængende med at skrive 500 indlæg til Information, så kan jeg sige, at det i hvert fald ikke er for profileringens skyld, at man gør det.« 

Til gengæld mener Hummelgaard, Kasper Fogh og Mattias Tesfaye, at det idépolitiske overherredømme, som de liberale kræfter har siddet på i Danmark siden 2001, er ved at smuldre.

»Handelsskoleliberalismen i Danmark har jo tabt. Måske har de bare ikke flere ideer. Det er i hvert fald værd at bemærke, at det liberale Danmark bestående af Liberal Alliance, De Radikale, De Konservative og Venstre kun tegner sig for omkring en tredjedel af vælgeropbakningen i dag,« siger Kasper Fogh.

Mattias Tesfaye oplever, at der bliver stillet forventninger til Socialdemokratiet i dag blandt danskerne, hvilket han mener er unikt for partiet og afspejles i litteratur og debatbøger.

»Blandt andre partier af samme størrelse som Socialdemokratiet – DF, Venstre og Enhedslisten – ser man jo ikke en lignende optagethed af at definere, hvad deres partier står for, og hvad man kan lære af deres partiers historie,« siger han og tilføjer, at det ikke kun er i folketingsgruppen, der skrives om socialdemokratisk politik:

»Der er også mange, der skriver om Socialdemokratiet. Der er lige kommet en biografi om Urban Hansen, og Weekendavisens Arne Hardis har skrevet om Jørgen Dich, ligesom tv-serier og forfattere som Merete Pryds Helle og Kasper Colling kommenterer den socialdemokratiske velfærdsstat. Jeg mener, det skyldes, at der i befolkningen er en tilslutning til grundlæggende socialdemokratiske idealer. Men alle kan se, at de idealer er pressede af frihandel, indvandring og digitalisering. Det er med til at øge uligheden. Derfor er der en stor forventning til, at Socialdemokratiet kan forstå at tackle de megatrends.«

At der er tomt på den borgerlige bogreol, medgiver Liberal Alliances Henrik Dahl.

»Jeg må også se at få skrevet noget. Problemet er bare, at der er så meget at lave, når man er medlem af et regeringsparti. Det er, når man sidder i opposition, man skal skrive bøger,« siger han.

Det er muligt, at den tidligere finansminister Bjarne Corydon også opfattede det sådan. Men som en lille ironisk krølle på halen til kritikken af den intellektuelle idéfattigdom under hans og Helle Thornings ledelse, kan man tilføje, at Corydon i dag skriver ledere på en udgivelse ved navn Børsen, hvor han også er chefredaktør og administrerende direktør.

De røde skriver fra år 1900 til i dag

  • Socialdemokratiets Århundrede af Frederik Borgbjerg og C.E. Jensen (1904). Arbejderbevægelsens historie fra revolutionen 1789.
     
  • Pest over Europa af Hartvig Frisch (1933). Bogen beskriver Europas totalitære regimer, både de fascistiske og de kommunistiske i året, hvor nazisterne kommer til magten i Tyskland.
     
  • Tidehverv og samfundsorden – en socialistisk orientering af J.O. Krag m.fl. (1954). Bogen er resultatet af, at en forsamling af ledende socialdemokrater, bl.a. Jens Otto Krag og Viggo Kampmann, dannede en lukket debatkreds for at diskutere socialistiske ideer sammen med intellektuelle som arkitekten Poul Henningsen.
     
  • Velstand uden velfærd – en kritik af det danske klassesamfund af Bent Hansen (1969). Bogen kortlægger, at der trods stor velstandsstigning i Danmark op gennem 1950’erne og 1960’erne stadig er store sociale skel. 
     
  • Rapport fra en ’kaffeklub’ – om socialdemokratisk kulturpolitik af Ritt Bjerregaard m.fl. (1977). Bogen stiller spørgsmålstegn ved, om den kulturpolitik, socialdemokratiet fører på daværende tidspunkt, svarer til behovet hos partiets vælgere.
  • Sans og samling – en socialdemokratisk krønike af Mogens Lykketoft (1994). Lykketoft forsøger i bogen at give et bud på en ny æra for Socialdemokratiet, mens han på den ene side holder fast i gamle idealer og på den anden side gør op med politisk vanetækning.
     
  • Den demokratiske udfordring af Svend Auken, Poul Nyrup Rasmussen m.fl. (1995). Bogen forholder sig til de problemer, som et gammelt masseparti organisatorisk har med politikudvikling og inddragelse.
     
  • Forsvar for fællesskabet af Morten Bødskov, Helle Thorning-Schmidt, Tine Aurvig Brøndum, Villy Dyhr og Lars Olsen (2002). Bogen handler om, hvordan centrum-venstre sikrer samfundets sammenhængskraft. Den indeholder – på det tidspunkt – et kontroversielt kapitel, hvor der foreslås stramninger på familiesammenføringsområdet.
     
  • Kloge hænder af Mattias Tesfaye (2013). I bogen beskriver Tesfaye, hvordan samfundet er begyndt at nedvurdere værdien af den praktiske faglighed for i stedet at forsøge at akademisere sig til mere velstand. Faglig og teoretisk viden er ikke hinandens modsætninger, men hinandens forudsætninger, er en af pointerne.
     
  • De lærdes tyranni af Kaare Dybvad (2017). Et opgør med centraliseringen, akademiseringen og forestillingen om, at fremtiden tilhører den kreative klasse. Det er tværtimod de industriansatte og bygningshåndværkere, der skaber værdierne, mener Dybvad.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Eva Schwanenflügel
  • Torben K L Jensen
  • David Zennaro
  • Ejvind Larsen
  • Peter Knap
  • Niels P Sønderskov
Espen Bøgh, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen, David Zennaro, Ejvind Larsen, Peter Knap og Niels P Sønderskov anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kender kun Dybvads bog, og den var sq ikke noget at skrive hjem om. Han angreb den "elite" han selv tilhører, og hvor han tjener sine penge.
Sass' bog vrimlede jo også med mange slag i bolledejen, men også med meget, der ikke vat tænkt til bunds, og som ikke hænger sammen med den førte politik..
Mht. de bøger, der er på vej - når man kender Dan Jørgensens mange vildfarelser og selvmodsigelser, da er der grund til at forvente - hvad? Manden kan jo forbedre sig, men lad nu være med at falde i svine, for bøgerne kommer fra politikere, der vil både det ene og det andet, og som tilhører et parti, der er ude i en dyb identitetskrise.
Forhåbentlig ligner bøgerne ikke partiets seneste klima- og energiudspil for så går det galt - igen.

Henrik Peter Bentzen, Espen Bøgh, Trond Meiring, Anne Mette Jørgensen, Mogens Holme og Bent Gregersen anbefalede denne kommentar
Christian Lucas

Jeg synes ærligt talt at jeg betaler overpris for en fredags avis der har samme side antal som en pjece. Efter jeg tog kultur sektionen ud var der 12 sider plus opinion. Og ja, jeg er totalt ligeglad med ramadanen.

Det er simpelthen ikke nok, jeg er ligeglad med hvad jeres ledelse siger.

Steffen Gliese

Det er jo ikke gjort med at skrive bøger - når de er visionsløse og bygger på antagelser, som har bragt vores samfund ud på et skråplan over de seneste 25 år, og vi nu heldigvis begynder at gennemskue, virker det snarere som panik før lukketid.

Henrik Peter Bentzen, Jesper Lerche, Trond Meiring, Flemming Berger, Bettina Jensen, Anders Reinholdt, Anne Mette Jørgensen, Mogens Holme, Torben K L Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Herdis Weins, Arne Lund og Bent Gregersen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Det kan være, at de stedlige socialdemokrater kan hjælpe. Der er vist et par stykker.

Henrik Peter Bentzen, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Niels-Simon, jeg er socialdemokrat. Desværre er partiet det ikke.

Trond Meiring, Flemming Berger, Anders Reinholdt, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Prekariatet har vokseværk

Som klaveret spiller i nyhedsbranchen for tiden, er der vel ikke meget andet at stille op for de økonomiansvarlige på avisredaktionerne i dk end at indrette sig efter 'de forhåndenværende søms princip' og krydse fingre på ryggen i håb om, at abonnenterne og annoncørerne bliver ved med at hænge på ... ;)

Henrik Peter Bentzen, Trond Meiring, Bettina Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
David Engelby

Rettelse: “Vi har spurgt nuværende og kommende socialdemokratiske forfattere, politiske modstandere, iagttagere og en på papiret rød tænketank om, hvordan Socialdemokratiet pludselig har overtaget den intellektuelle dagsorden og fortsætter i de liberales blå spor.”

Henrik Peter Bentzen, Jens Erik Starup, Flemming Berger, Anne Mette Jørgensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Når man kun har haft regeringsmagten een gang siden Fogh-mareridtet startede (og hvilken eén), så kunne man godt forventer sig at Socialdemokraterne kunne diske op med andet end debatbøger...

Mick Øgendahl er dog helt med på "anmelde" Socialdemokraternes idépolitiske debatbøger på DR1. Han er bare ikke til rigtige bøger....

Herdis Weins

1. maj havde det nye intellektuelle håb i S en kronik i Politiken, skrevet sammen med formanden for DSU.
Essensen af kronikken var, at kun på arbejdspladsen lærer man at indgå i et fælleskab og kun der lærer man den dannelse, der skal til for at fungere i samfundet , bl.a. at indgå i hierarkier og lære at acceptere sin plads der. SIC !!!
Hvis det skal gælde for at være kronen af den intellektuelle kapital i S, så sæjer a tak for kaffe - a will int wær mæ.

Henrik Peter Bentzen, Nike Forsander Lorentsen, Arne Lund, Kim Folke Knudsen, Lillian Larsen, Anders Reinholdt, Flemming Berger, Bettina Jensen, Anne Mette Jørgensen, Mogens Holme og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

ja, Herdis Weins, er det ikke paradoksalt, at en demokratisk socialistisk bevægelse i den grad nærmer sig arvefjenden i marxistisk-leninistisk retning?

Herdis Weins

Jo Steffen Gliese - et parti, der gik forrrest i kampen for nedsat arbejdstid, ferielov, barselsorlov etc. oprettede oplysningsforbund og højskoler, på lokalt plan arbejdede ihærdigt for at etablere biblioteker og kultur- og beboerhuse - udnævner nu ARBEJDET og ARBEJDSPLADSEN til at være selve livets mening.
Det giver virkeligt nyt liv til begrebet tragikomisk.

Henrik Peter Bentzen, Nike Forsander Lorentsen, Arne Lund, Lillian Larsen, Anders Reinholdt, Steffen Gliese, Bettina Jensen, Torsten Jacobsen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Det er tragikomisk med S.
Hørte i dag i, Adams Holms program i p1 et interview med en kendt kunstner( beklager hiúsker ikke hans navn)
Til folkemødet i år møder 25.000 antallet må være forkert hørt, at folk møder op klædt i burka, og når så politiet beder dem om, at identificere sig, så vupti af med burkaen og nøgne står de.
Du må ikke optræde nøgen offentligt, så hov hvad gør ordensmagten?
Sådan opfatter jeg socialdemokratiet. Pakket ind, men de har jo intet at have deres floskler i, og det har de stort set aldrig haft.

Torben K L Jensen

Når et parti - som socialdemokratiet - har svigtet sine rødder gennem 30 år nytter det ikke en skid at fortælle om fortids storhed. Der skal helt andre ting på banen som feks. at sige undskyld - vi tog fejl og det vil vi gøre alt for at rette op på - så vi har tænkt os at følge Jeremy Corbyn og Labours linje og prøve at overtale resterne af de haverede socialdemokratier til at følge trop til en socialdemokratisk bevægelse med afgørende magt i det 21. århundrede. Sammen er vi stærke (og troværdige)

Henrik Peter Bentzen, Per Torbensen, Egon Stich, Steffen Gliese og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Herdis Weins

Problemet er vel, at S i årtier har satset på at gøre alle lønmodtagere til småborgere, hvis hedeste drømme går på at købe et parcelhus, så snart de stifter familie. Og når hver familie er placeret i sin egen parcelhus eller ejerlejlighed lille celle, så generer det vækst, hvor de skal alle købe vaskemaskiner etc. fordi der ikke er nogle fælles faciliteter i de parcelhuskvarterer, de flytter ud i, i modsætning til i boligselskabernes blokke og rækkehuse, der oprindeligt var den socialdemokratiske drøm.

Peder Bahne

En meget spændende diskussion. Jeg har aldrig stemt socialdemokratisk. Ikke på grund af socialdemokratiet men mere deres parlamentariske 90 mandaters grundlag. De aktuelle støttepartier har altid stået for udbetalingerne og har ikke følt ansvar for selve værdiskabelsen bag vores velfærd.

Alternativet Venstre står for mig i dag som en bevarelse af status quo for at følge trop med den centrale magt i unionen med en magtfuldkommen elite med lange handels- og jurauddannelser, som er godt i gang med at smadre initiativ og udvikling med snærende bånd i form af regulativer, forordninger og cirkulærer uden for enhver demokratisk kontrol. Min seneste oplevelse i den retning er al den spam, jeg har modtaget de seneste dage fra nær og fjern. Føler jeg mig og mine data mere sikre nu ? Naaa, men Løkke siger jo, vi får mer' indflydelse ved at eksportere den til centraleuropa. Lyver han, eller er han bare dum.

Jeg synes socialdemokraterne har vist nye takter på den politiske bane i den sidste tid. De har erkendt, at vore politiske beslutninger i dag afgør, om vi skal kunne bevare vores unikke ligeværd og velfærd for de kommende generationer. De ser andre veje end den slagne mod føderationen i Europa. De går ikke bare helt betingelsesløst chokamok over globaliseringen som den hellige gral på alle niveauer. Selv narkotikalovgivningen stiller de spørgsmålstegn ved efter 50 års nederlag.

Ved det næste folketingsvalg satser jeg på en konsolidering af vores velfærdssystem og vores sammenhængskraft generelt på vej ind i stemmeboksen.

Steffen Gliese

Men, Peter Bahne, det er jo længst brudt sønder, det velfærdssystem. Den helt basale garanti for social tryghed er røget lidt efter lidt over de seneste 24 år, og uden den giver resten ikke rigtigt nogen mening.

Kim Folke Knudsen

Imodsætning til de herskende partier, så er Socialdemokraterne formet af ideen og håbet om at kunne forandre samfundet i en mere retfærdig og demokratisk retning. Det er altid nemmere, at være partiet Venstre eller Det Konservative Folkeparti eller Liberal Alliance, for de nuværende samfundsforhold har givet dem et forspring på forhånd. Dem skal de ikke lave om på. De skal bevare deres nuværende og allerede opnåede magtpositioner.

Således har vi i dag Privat ejendomsret, en kapitalistisk og markedsbaseret økonomi, og finansvirksomhedernes næsten uindskrænket ret til at bestemme over en almindelige borgers forbrugsmuligheder.

Som følge her af følger økonomisk ulighed og et disciplin pres, som udøves med stigende eftertryk, for at få de arbejdsløse i arbejde ved egen personlig indsats koste hvad det vil.

Det er derfor ikke dårligt, at mange socialdemokrater føler sig kaldet til at udgive debatbøger. Det viser et ægte engagement og at der er et ønske om dele politiske standpunkter med offentligheden.

Noget andet er så, at vi ikke altid behøver at være enige i de fremsatte standpunkter.

Jeg håber, at Socialdemokraterne op til næste valg ved pege på 4-5 temaer, som er deres egne. Det er vigtigt at vælgerne op til valget ser en klar profil af partiet, som adskiller dette fra den nuværende regerings politik. Lad være med at fedtspille med udspil på dette område af angst for vælgernes dom og professionel spindoktor mobning af Venstres valgmaskine.

Venstrefløjen skal passe på med at forhåbninger ikke den ene dag vækkes for den næste dag at briste. Jeg ser en tendens til, at pressen gerne vil overbetone forslag fra Venstrefløjen f.eks fra Alternativet vel vidende, at det bliver aldrig gennemført med de nuværende styrkeforhold. Når så frustrationen melder sig over afstanden mellem forslag og ideer og realiteter, så bruges dette til at køre de samme partier helt ud i grøften. Vi så det med SF under den forrige regering. Brug tid på at forklare vælgerne at de store forslag tager tid at gennemføre. Sådan var det med gennemførelse af 8 timers arbejdsdag og med gennemførelsen af retten til at holde ferie fra arbejde.

God arbejdslyst med nye ideer og tanker fra Socialdemokraterne.

Sosserne befinder sig i en dyb identitetskrise - det er ikke nogen hemmelighed. Og de udsendte bøger, og politiske udspil forstærker kun hvor slemt det står til. For et par uger siden kom SD's klima- og energiudspil. Heri hedder det bl.a.:
"Vi har ikke ladet markedet klare sig selv. Vi har turdet regulere, og vi har udvalgt områder, som vi har satset mere på end andre".

SD er ikke blind for, at det vil være dyrt, at løse de udfordringer, som klimaproblemerne stiller os overfor. Desværre er de forslag, der fremsættes til dels afhængige af hvad markedskræfterne vil være med til. Den politiske styring beløber sig til at angive retningen, tage initiativer, mens udførel-sen beror på finans- og erhvervslivets velvilje.

Således skal der "oprettes en grøn fremtidsfond, hvor staten indskyder 20 mia kr. Fonden skal være politisk uafhængig og operere på markedsvilkår, og forventes at give store indtægter til erhvervslivet og til statskassen. Fonden skal skabe fundamentet for fremtidens grønne teknologier, og bidrage til at løse verdens allerstørste udfordringer".

Temmelig kræmmeragtigt, hvor der kun investeres, hvis der er et afkast. Hvis ikke, har det ingen interesse. Er det sådan det skal forstås? Ja, det er det, for til at "til rådgive fonden om investeringsbeslutninger og -strategier, nedsættes et internationalt rådgivende organ sammensat af den absolutte internationale investeringselite fra kapitalfonde og finans og virksomheder, der har potentialet til både at generere størst muligt afkast og størst mulige grønne gennembrud."

Med andre ord: først tjener "den absolutte internationale investeringselite" sig fede på at ødelægge vore fælles livsbetingelser, og så skal de med SD's hjælp tjene på at genoprette de skader, de selv har forvoldt.
Og så fremdeles.....
Beløbet 20 mia kr. er i øvrigt langt mindre, end hvad der årligt snydes for i skat, og det udgør en femtedel af borgernes gæld til det offentlige. Langtfra imponerende, set i forhold til landets rigdom.

Steffen Gliese, Torben K L Jensen, Trond Meiring og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar