Socialdemokraterne skriver (røven ud af bukserne på de blå)

De har fået skrivekløe i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Kaare Dybvad og Mattias Tesfaye har med deres nye bøger været kuglestøbere i en ny idépolitisk debat i det gamle arbejderparti. De er nu blevet suppleret af endnu en socialdemokrat, gruppeformand Henrik Sass Larsen, der med sin nye selvudgivne bog Exodus viser, at også ledende socialdemokrater føler behov for skrive sig ind i debatten om fremtiden for centrum-venstre. Og flere socialdemokrater er på vej med idépolitiske bøger. Det gælder f.eks. Peter Hummelgaard, Dan Jørgensen, Pernille Rosenkrantz-Theil og Ane Halsboe-Jørgensen.

Hummelgaard udkommer med en bog til efteråret, som har fået den foreløbige titel, Den syge kapitalisme. Han ser skrivekløen i Socialdemokratiet som et forsøg på gøre op med »den idépolitiske tørke«, der har præget partiet i mange år.

»Idépolitisk har vi været trængt i defensiven siden 2001. Og der er en erkendelse af, at der er brug for en mere sammenhængende socialdemokratisk analyse,« siger han.

Den nye lyst til at udfolde socialdemokratisk tænkning skyldes dels, at der ikke blev givet plads til idédebat i årene under Thorning og Corydon. Dels at socialdemokraterne oplever, at vælgerne nu i langt højere grad end tidligere forventer, at de kan give sammenhængende svar på tidens store udfordringer omkring voksende ulighed, en ’syg’ kapitalisme og et grådigt erhvervsliv. Samtidig bliver der stillet spørgsmålstegn ved de nyliberale løsninger. I hvert fald hvis man spørger dem selv.

Men også politiske modstandere med hang til at udtrykke tanker i skriftform anerkender, at idédebatten stortrives i Socialdemokratiet, mens der er mere tomt på den borgerlige boghylde.

»Der er en intellektuel grøde i Socialdemokratiet lige nu, som gør, at de står stærkere, end de gjorde for ti år siden. Og det tjener Mette Frederiksen til stor ære, at fritænkere som Mattias Tesfaye og Kaare Dybvad får lov til at trives og skrive bøger, som har stor værkhøjde, og som har været ekstremt dagsordensættende,« siger medlem af Liberal Alliance, forfatter og sociolog Henrik Dahl, med henvisning til Dybvads bøger om Udkantsdanmark og overuddannelse og Tesfayes Kloge hænder. Tesfayes seneste bog, Velkommen Mustafa, om 50 års socialdemokratisk udlændingepolitik, ser Henrik Dahl som en genfortælling af allerede kendt stof. Men også som et opgør med Auken-æraen i udlændingepolitikken.

»Nyrup og Lykketoft måtte afvikle Auken inden for den økonomiske politik, lige som Mette Frederiksen har måttet afvikle Auken inden for udlændingepolitikken. Når det kommer til Sass’ nye bog om en ny retning for centrum-venstre, har den bare ikke værkhøjde som Tesfayes og Dybvads bøger. De er på niveau med Henning Fonsmark (borgerlig forfatter og ideolog, red.) som noget, man kan tage frem igen og læse.«

Ifølge kommunikationschef i centrum-venstre-tænketanken Cevea, Kasper Fogh, er bøgerne først og fremmest et eksempel på, at socialdemokraterne lægger afstand til den idépolitiske forbudstid, han mener kendetegnede Helle Thorning-Schmidts ledelse, selv om de første bøger skrevet af Dybvad og Tesfaye udkom i slutningen af Thornings formandstid.

»Nu gør socialdemokraterne i stor stil det, formanden efterlyste, da hun ved sin tiltrædelse klart sagde meget, at nu måtte man igen diskutere politik,« siger Kasper Fogh, der deltog i forsøget på at sparke gang i en idépolitisk debat i partiet i 2008 under navnet Den Røde Skole, hvilket fik en kold skulder af partiets daværende ledelse.

»Den nuværende idédebat er et svar på den politiske nultænkning i Thorning-årene, hvor floskler om reformer ofte dækkede over topstyring, idéforladthed og bureaukratstyre. Partiet var jo både medlemsmæssigt og intellektuelt hensygnende, og der blev stanget dummebøder ud til folk, der tænkte eller talte om noget som helst. Så rent intellektuelt var parti og folketingsgruppe som hummere i Limfjorden – omtrent gået til af iltmangel,« siger Kasper Fogh, der fremhæver, at forsøget på at genstarte den politiske tænkning i Socialdemokratiet er blevet en måde for yngre socialdemokrater at markere sig.

Kættersk 

Kommunikationschefen peger desuden på, at vakuummet under Thorning fik den konsekvens, at vælgerne mistede fornemmelsen af, hvad socialdemokraterne egentligt mener og tænker.

»Folk er jo nærmest overraskede over at læse, at Henrik Sass tænker på et værn imod frasalg af fælles selskaber. Men ingen har jo tænkt på eller talt om værdien af de fællesskabte organisationer i ti år. Så der er et behov for at minde folk om, hvad den socialdemokratiske tænkning er, og det er et kæmpe arbejde at genskabe en politisk kultur, der selv identificerer problemer og skaber svar. Bogprojekterne forstår jeg som udtryk for et parti, der er ved at finde sig selv, sin intellektuelle tradition og gerne vil afklare vælgernes spørgsmål,« siger han.

Lars Midtiby var partisekretær for Socialdemokratiet gennem ni år, inden han i 2016 blev direktør i Danske Handicaporganisationer. Han mener ikke, der manglede ideer under Helle Thornings lederskab, og hæfter sig ved, at Mattias Tesfayes Kloge hænder og Dybvads Udkantsmyten udkom, mens Thorning var formand.

»I Thorning-årene kom idédebatten blandt andet til udtryk ved, at arbejdet med forskellige store kongresprogrammer blev genoplivet, og hvor partiets visioner og grundlæggende værdier blev sat til debat. Derudover blev Piopio etableret (socialdemokratisk netmedie, red.), og der blev udgivet en stribe bøger, som på forskellige måder var med til at præge partiet. Det gælder bl.a. Antorinis Fremtidens partier, Tesfayes og Dybvads første bøger og Dan Jørgensens Grønt håb,« pointerer han.

Henrik Dahl påpeger til gengæld, at Kaare Dybvad er blevet betegnet som en socialdemokratisk kætter på linje med den socialdemokratiske fritænker og systemkritiker, Jørgen Dich, der i 1973 udgav en debatbog, som gjorde op med den nye herskende klasse af offentligt ansatte i den socialdemokratiske velfærdsstat.

»Kaare Dybvads tanker har ikke været officiel S-politik, men jeg ville ønske, at den politik, der blev ført i Danmark, tog mere højde for de ting, Kaare bringer frem,« siger han og kommer halvt i grin i tanke om en anekdote om at gå imod strømmen i den borgerlige lejr:

»Søren Pind har jo sagt flere gange, at Anders Fogh ikke nødvendigvis var superbegejstret for fritænkning, men han accepterede altid Bertel. Da jeg kom i Folketinget gav Bertel mig det råd, at jeg skulle huske at skrive langt, for så kan man gå op imod sit eget parti – underforstået at så langt læser de færreste. Det gælder også for Kaare,« siger Henrik Dahl, der før han blev medlem af Liberal Alliance selv forsøgte sig med at skabe debat på centrum-venstre-fløjen, bl.a. som redaktør af den politiske debatbog Epostler, hvor flere socialdemokratiske topfolk var blandt bidragyderne.

»Jeg har selv prøvet at sparke gang i debatter i partiet. Og for at sige det lige ud, så er en af grundene til, at Epostler ikke blev bedre, at forfatterne ikke var bedre. Det var de ideer, der var. Og man kunne ikke blive enige,« siger han,

Væk fra den trejde vej 

En bog som tidligere partisekretær, Lars Midtiby, også nævner, er Socialdemokratiske tænkere fra 2014. Den er redigeret af Anders Dybdal, direktør i kommunikationsbureauet Operate, som også bidrog til bogen om de store ideologer i partiet nationalt såvel som internationalt. Anders Dybdal bakker imidlertid op om Kasper Foghs karakteristik.

»Det mest tankevækkende er, hvor lidt idémæssig idéudvikling, der var det tiår, hvor Thorning var formand. Efter finanskrisen i 2008 kunne man jo netop have forventet et skifte i tænkningen hos centrumvenstre,« siger han og peger på, at Antorinis bog om partierne mest af alt handlede om, hvordan man fører politik. Ikke om politik.

Ser man på de europæiske socialdemokratier efter krisen, gik de ifølge Dybdal fra at være relativt fælles om den politiske retning, der blev døbt Den tredje vej, til at være langt mere splittede.

I Holland forsøgte man f.eks. at gentænke Den tredje vej i såkaldte New New Labour. Mens mere klassisk og marxistisk inspirerede socialdemokrater som britiske Labours Jeremy Corbyn er søgt tilbage til de tidligste rødder. Det danske Socialdemokratiet lå under Thorning markant tættere på Holland, påpeger Dybdal. Han mener dog ikke, at det udelukkende kan tilskrives Thornings lederskab, at den socialdemokratiske tænkning ikke udviklede sig i 00’erne. Det handler også helt banalt om, hvor mange i en folketingsgruppe, der har lysten og evnerne til at tænke nyt og sætte sig til tasterne.

Dybdal hæfter sig ved to politiske nybrud i tænkningen i Socialdemokratiet i dag. Det handler dels om nyt fokus på den nationale velfærdsstat og udlændingepolitikken, og dels på den stigende ulighed.

Sidstnævnte tema er centralt i Sass’ nye bog. Her bygger han videre på en dagorden, som Peter Hummelgaard har været ihærdig indpisker af siden finanskrisen, og som nu sættes på bogform. Den bog Pernille Rosenkrantz-Theil udkommer med til august sammen med en anden socialdemokrat, Ane Halsboe-Jørgensen, handler om behovet for nye regnemetoder i Finansministeriet som grundlag for en tidlig indsats for børn og forebyggelse på socialområdet.

Antipopulisme

Og endelig er Christine Antorini gået i gang med en bog om ti teser, der skal vise vejen væk fra populismen.

»At dømme efter den nye socialdemokratiske debatlitteratur, mener jeg, der sker et skift i tænkningen siden Den tredje vej. Det ser man tydeligst i det skarpe fokus på ulighed,« siger Anders Dybdal.

Ifølge tredje vejs-tænkningen var det at mindske ulighed et spørgsmål om at give folk lige muligheder gennem uddannelse. Men nu er ulighed igen blevet et økonomisk spørgsmål. Det har man senest set eksempler på i form af socialdemokraternes passionerede angreb på regeringens planer om at sænke arveafgiften – med udgangspunkt i, at det handler om privilegier.

Men ulighed er også blevet et geografisk spørgsmål, hvilket man ser i Kaare Dybvads bog om centralisering, påpeger Anders Dybdal:

»Der er kommet en erkendelse af, at uddannelse ikke skaber øget lighed i sig selv. Og med Dybvads seneste bog, De lærdes tyranni, bliver der også set kritisk på uddannelse. Man skal langt tilbage, før uddannelse og lang uddannelse ikke udelukkende blev set som et fremskridt. Under Den tredje vej talte man heller ikke om sociale grupper og klasser. Det er også kommet stærkt igen. Man er nu meget fokuseret på, hvem man repræsenterer, mens Den tredje vej var fokuseret på, hvad man repræsenterede. Underforstået nogle universelle værdier om lige muligheder.«

På spørgsmålet om, hvorvidt Socialdemokratiet er i gang med en transformation til et mere klassisk rødt parti efter Thorning-Corydon-årene, svarer Anders Dybdal, at han ser bøgerne som et forsøg på at trække på de socialdemokratiske rødder. Dan Jørgensens kommende bog hedder da også Staunings arv og handler om, hvad socialdemokrater »kan lære af den gamle landsfader i dag«, som forfatteren udtrykker det.

»Der er ingen tvivl om, at man henter stor inspiration i partiets rødder. Når Mette Frederiksen taler om kapitalismen i dag, er der en klar linje til en af Socialdemokratiets grundlæggere, Eduard Bernstein, der talte om, at man skal tøjle kapitalismen. Det er meget klassisk socialdemokratisk tænkning,« siger Dybdal.

Venstrepopulisme 

En anden strømning, der er blevet læst ind i det socialdemokratiske forsøg på en ny fortælling, er ’det folkelige Danmark’. Et begreb der dækker over vigtigheden af stærke fællesskaber, lokalsamfund, stærke institutioner og stærke foreninger. At det skulle være udtryk for, at arbejderismen er vendt tilbage i Socialdemokratiet, som bl.a. kender af partiet og samfundsredaktør på Berlingske, Bent Winther, mener, giver Henrik Dahl imidlertid ikke meget for.

»Det er sådan nogle automatreaktioner, man kommer med, når man intellektuelt er sat til vægs. Begge Kaares bøger er dagsordensættende. Han vender udkantsdiskussionen på hovedet og siger, at udkantsproblematikken ikke bare er noget uundgåeligt. Udkantsmyten er virkelig god, og De lærdes tyranni er næsten endnu bedre. De er nødvendige korrektioner af Richard Floridas snak om den kreative klasse, der var forkert. Og Tesfaye laver med Kloge hænder et paradigmeskifte i forhold til det med overuddannelse. Der får han kørt nu afdøde sociolog Erik Jørgen Hansens dagsorden ind på Christiansborg,« siger Henrik Dahl.

Til gengæld ser Dahl den socialdemokratiske idédebats fokus på stigende ulighed som et forsøg på at finde fælles fodslag i rød blok, efter at partiet er rykket markant til højre i udlændingepolitikken.

»Sass gentager nogle venstrepopulistiske dagsordener om stigende ulighed, som normalt overlades til dem, der sidder lidt længere nede i salen, f.eks. Peter Hummelgaard.  Hvorimod Frederiksen, Wammen og Hækkerup ikke udtaler sig meget om den slags. De erkender jo begræsningen i, at de vil få det samme Finansministerium, hvis de får magten. Jeg ser det som et forsøg på – inden valget næste år – at forholde sig til det problem, at alternativet til den nuværende regering er om muligt endnu mere skrøbeligt end den regering, vi har. For godt nok er Dansk Folkeparti nogle gange tunge at danse med. Men forestil dig, at S skal have De Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet ind i en regeringskonstellation,« siger han.

Liberale på retur 

Endelig vil der være dem, der mest af alt ser de socialdemokratiske bøger som et forsøg på netop at profilere sig op til den kommende valgkamp. Om det siger Peter Hummelgaard:

»Jeg har ikke så meget litterært selvværd, at det at skrive en bog bare er noget, jeg lige kaster mig over, selv om jeg har skrevet mange kronikker og lignende. Og hvis du sammenligner de tanker og frustrationer, man har i forbindelse med et bogprojekt, der kan virke håbløst og usammenhængende med at skrive 500 indlæg til Information, så kan jeg sige, at det i hvert fald ikke er for profileringens skyld, at man gør det.« 

Til gengæld mener Hummelgaard, Kasper Fogh og Mattias Tesfaye, at det idépolitiske overherredømme, som de liberale kræfter har siddet på i Danmark siden 2001, er ved at smuldre.

»Handelsskoleliberalismen i Danmark har jo tabt. Måske har de bare ikke flere ideer. Det er i hvert fald værd at bemærke, at det liberale Danmark bestående af Liberal Alliance, De Radikale, De Konservative og Venstre kun tegner sig for omkring en tredjedel af vælgeropbakningen i dag,« siger Kasper Fogh.

Mattias Tesfaye oplever, at der bliver stillet forventninger til Socialdemokratiet i dag blandt danskerne, hvilket han mener er unikt for partiet og afspejles i litteratur og debatbøger.

»Blandt andre partier af samme størrelse som Socialdemokratiet – DF, Venstre og Enhedslisten – ser man jo ikke en lignende optagethed af at definere, hvad deres partier står for, og hvad man kan lære af deres partiers historie,« siger han og tilføjer, at det ikke kun er i folketingsgruppen, der skrives om socialdemokratisk politik:

»Der er også mange, der skriver om Socialdemokratiet. Der er lige kommet en biografi om Urban Hansen, og Weekendavisens Arne Hardis har skrevet om Jørgen Dich, ligesom tv-serier og forfattere som Merete Pryds Helle og Kasper Colling kommenterer den socialdemokratiske velfærdsstat. Jeg mener, det skyldes, at der i befolkningen er en tilslutning til grundlæggende socialdemokratiske idealer. Men alle kan se, at de idealer er pressede af frihandel, indvandring og digitalisering. Det er med til at øge uligheden. Derfor er der en stor forventning til, at Socialdemokratiet kan forstå at tackle de megatrends.«

At der er tomt på den borgerlige bogreol, medgiver Liberal Alliances Henrik Dahl.

»Jeg må også se at få skrevet noget. Problemet er bare, at der er så meget at lave, når man er medlem af et regeringsparti. Det er, når man sidder i opposition, man skal skrive bøger,« siger han.

Det er muligt, at den tidligere finansminister Bjarne Corydon også opfattede det sådan. Men som en lille ironisk krølle på halen til kritikken af den intellektuelle idéfattigdom under hans og Helle Thornings ledelse, kan man tilføje, at Corydon i dag skriver ledere på en udgivelse ved navn Børsen, hvor han også er chefredaktør og administrerende direktør.