Er du en af de 142.595, som følger Information på Facebook? Gør du det, fordi du ikke vil gå glip af de vigtigste og bedste historier serveret på en nem måde der, hvor du alligevel er?
Så er Facebook ikke løsningen.
Derfor prøver Information et eksperiment i tre uger: Vi holder op med at dele links til vores artikler på Informations facebookside og opfordrer vores facebookfølgere til at få historierne med et dagligt morgennyhedsbrev i stedet for.
Facebook har løbende justeret på algoritmerne, og for nogle måneder siden meddelte Facebook, at indhold delt fra virksomheder og medier nedprioriteres til fordel for indhold delt af almindelige facebookbrugere.
Det er ingen hemmelighed, at besøgstallet fra Facebook har været stødt faldende for de fleste større medier gennem det seneste års tid. Det gælder også Information. For et år siden var Facebook vores største trafikkilde – ca. et ud af tre besøg på Information.dk kom fra Facebook. Sådan er det ikke længere.
Facebook fylder mindre og mindre
Det skyldes flere ting. For det første kan langt færre af vores artikler læses af folk, der ikke abonnerer på Information. Det betyder, at der er færre, der klikker på artiklerne, når vi deler dem på Facebook, og der er færre, der deler dem med deres venner. Der er ikke nødvendigvis færre, der kommenterer, og det kan man jo så tænke over.
Sammenligner vi de tre første måneder af 2018 med de første tre måneder af 2017, er trafikken fra Facebook faldet med 50 procent. Facebook står nu kun for 18 procent af trafikken til Information.dk. Så hvorfor gør vi ondt værre? Fordi vi gerne vil se, hvordan vi klarer os helt uden selv at bruge Facebook.
Og fordi vi gerne vil fortælle alle jer, der følger os, hvordan I kan være sikre på at få dagens vigtigste og bedste historier fra Information leveret direkte til jer der, hvor I er. Og det er ikke via Facebook. Det er via god, gammeldags e-mail. Eller ved at modtage papiravisen i postkassen selvfølgelig.
Information har fremgang
Men det her er ikke en klagesang. Vi klarer os faktisk fint med trafiknedgangen, flere og flere nye abonnenter kommer til (vi har haft abonnementsfremgang de seneste tre år), og på en god måned kommer 900.000 danskere forbi Information.dk.
Vi har haft meget sjov på Facebook. Vi har brugt Facebook til at sikre udbredelsen af vores journalistik, men vi har aldrig været og bliver aldrig et medie, der lader Facebook bestemme måden, vi laver journalistik på.
Men Facebook har i høj grad påvirket den måde, hvorpå vi tænker formidling af journalistik. Er en historie vigtig, så skal den deles på Facebook på det rigtige tidspunkt med den rigtige overskrift og den helt rigtige statusopdatering. Men hvorfor, når vi alligevel ikke er sikre på, at artiklen bliver set?
Og når Facebooks algoritme favoriserer opdateringer, der får mange kommentarer, er det noget nær umuligt at få komplekse og nuancerede pointer til at bryde gennem facebookmuren. Og helt ærligt, ingen af os gider jo den slags fordummende clickbait-overskrifter.
De kommende tre uger vil vi sammen med jer prøve at tage magten over vores nyhedsfeed tilbage. Det bliver ikke noget sexet med en ny app eller at følge os på Snapchat i stedet for. Måden, vi gør det på, er med e-mail.
Så hvis du vil være sikker på, at du ikke går glip af dagens vigtigste historier fra Information, så gør som 53.000 andre allerede har gjort, og skriv dig op til vores gratis morgennyhedsbrev.
Hvad kommer der til at ske?
Vi har naturligvis overvejet, hvad der kommer til at ske de kommende tre uger. Vi regner med at nogle besøgende falder fra. Måske 10-15 procent. Det skete i hvert fald for TV Midtvest, da de for nogle måneder siden som det første større danske medie holdt pause fra Facebook i to uger. Til gengæld oplevede de, at de besøgende, der blev, fandt dem på nye måder og brugte længere tid på deres website.
Det er en udvikling, vi allerede godt kan genkende. Vi har færre besøgende, men de er mere loyale. Og de, der kommer fra morgennyhedsbrevet, er faktisk dem, som bruger allermest tid på at læse artiklerne.
Så nu gør vi det, vi tager en facebook-detox på tre uger. Vi ses forhåbentligt i indbakken i stedet for.
Ok.
Jeg foretrækker stadig at læse avisen direkte fra siden her.
Mails er til beskeder, ikke til nyheder - i min postkasse.
Forslag til jeres næste FB opslag:
Information stoppede med Facebook - hvad der derefter skete, havde ingen regnet med [klik her]
Det er vel nok heldigt, for i går slettede jeg min Facebook account, færdig med rastløshed a la Zuckerberg
Respekt, Informeren!!!
Hvad med twitter?
#delitefacebook - done.
Godt initiativ. Håber i holder fast!
Om et par årtier kommer vi til at snakke om information og Facebook som vi i dag gør om mad og McDonalds.
Vi har ingen planer om at holde pause fra Twitter.
Alting har sin tid!
Intet afsavn for min del, men tak for at jeg - som betalende abonnent - stadig har lov til at nøjes med at læse Information på papir eller skærm.
Stærkt! Jeg håber, I holder ved efter de tre uger.
Gør det permanent. Skønt at facebook ikke længere skal være en del af Information.
Velkommen i klubben.
Jeg er abonnement digitalt, så fint med mig, men jeg går ud fra at os der læser her og synes artiklerne bør ud til flere stadig kan dele disse på face book? Jeg synes det er vigtigt stadig væk.
Facebook bringer debatten videre ud, så det er ikke en særlig god idé.
Steffen - du skriver jo også i Politiken - så den vej kommer du alligevel på Facebook.
Fint initiativ fra Information - der er ingen grund til at støtte et konkurrerende medies forretning.
Ad. Viggo Okholm
Ja, artiklerne kan stadig deles af brugerne selv, det er kun vores egen Facebookvæg, vi midlertidigt undlader at opdatere.
Debatvært
Espen Fyhrie
Faktisk på tide - og har aldrig brugt jeres Facebooktjeneste så ingen afsavn herfra - til gengæld kunne det være rart at få feedback via jeres alternativer til Facebook - de to gange jeg har skrevet til jeres WEB redaktion, har jeg ingen svar fået..
Og nu til et spørgsmål: Jeg føler mig lidt dumt, men jeg er ikke sikker på at jeg kan tænke mig til nogen pointe ud fra dette her
"[...] langt færre af vores artikler læses af folk, der ikke abonnerer på Information. Det betyder, at der er færre, der klikker på artiklerne, når vi deler dem på Facebook, og der er færre, der deler dem med deres venner. Der er ikke nødvendigvis færre, der kommenterer, og det kan man jo så tænke over."
Jeg studsede som Thomas B også over, at "Der er ikke nødvendigvis færre, der kommenterer, og det kan man jo så tænke over". Jeg har dog længe haft den fornemmelse, at der er færre, der kommenterer på artiklerne. Jeg kan ikke bevise det, men der er tidsrum, hvor der ikke sker særligt meget, og slår man nederste og øverste synlige kommentar op, viser tidspunkterne med al tydelighed, at der går længe imellem, at der kommer en ny kommentar. Det behøver så slet ikke være et problem. Selv tager jeg det blot som endnu et udtryk for, at alting har sin tid.