Læsetid: 14 min.

»Vi troede, at vi med alle kræfter skulle hamre en gigantisk, solid port ind«

Dagbladet Information blev ungdomsoprørets avis. Og det var også på debatredaktørens kontor, at journalisterne David Rehling og Ejvind Larsen mødte hinanden første gang. Dengang i konflikt. Her 50 år senere er de enige om, at oprøret i foråret ’68 var nødvendigt og af det gode. Det var først bagefter, at det gik galt, og deres veje skiltes. For en tid
De to mangeårige kolleger på Information Ejvind Larsen og David Rehling var for 50 år siden på hver sin side under ungdomsoprøret. Mens David Rehling var talsmand for De Moderate Studerende, var Ejvind Larsen lederskribent på ungdomsoprørets mediepartner, Dagbladet Information. Og spørger man bare til foråret 1968, er de helt enige: Ungdomsoprøret var ikke bare helt nødvendigt. Det var også ganske uundgåeligt.

De to mangeårige kolleger på Information Ejvind Larsen og David Rehling var for 50 år siden på hver sin side under ungdomsoprøret. Mens David Rehling var talsmand for De Moderate Studerende, var Ejvind Larsen lederskribent på ungdomsoprørets mediepartner, Dagbladet Information. Og spørger man bare til foråret 1968, er de helt enige: Ungdomsoprøret var ikke bare helt nødvendigt. Det var også ganske uundgåeligt.

Peter Nygaard Christensen

15. juni 2018

Så vidt Ejvind Larsen husker, havde David Rehling korte bukser på den dag i 1971, hvor han stormede ind på Larsens kontor på Dagbladet Information for, mano a mano, at fortælle præcis, hvor træt han var af, hvad han mente, var avisens leflen for de totalitære tilbøjeligheder, der havde korrumperet studenterbevægelsen.

»Jeg havde læst Information, siden jeg var 13 år,« fortæller David Rehling.

»Og pludselig skulle jeg opleve, at min avis viste sympati for noget, som helt åbenbart var totalitære tendenser!«

Vi vender tilbage til den dag, for mens der var konflikt dengang, er stemningen denne forårsdag, små 50 år senere, højst drilsk mellem de to mangeårige kolleger.

Vi har sat dem i stævne i gården bag Cafe Blå Time for at tale om en tid, som de begge var en aktiv del af: David Rehling som talsmand for De Moderate Studerende og Ejvind Larsen som lederskribent på ungdomsoprørets mediepartner, Dagbladet Information.

Og spørger man bare til foråret 1968, er de helt enige: Ungdomsoprøret var ikke bare helt nødvendigt. Det var også ganske uundgåeligt.

»Det var et forstenet og størknet samfund,« siger David Rehling.

Ejvind nikker ivrigt.

»Ja, det var netop forstenet. På alle leder og kanter. På trods af, at alle de nye tanker jo var formuleret, gav man stadig bare børnene nogle lektier for, sendte dem til eksamen og håbede på det bedste. Og det fortsatte så hele deres studietid, hvor de til sidst på universiteterne bare forventedes at kunne gentage, hvad professoren sagde.«

Ude af trit

Larsen var startet som skolemedarbejder på Information og kunne slet, slet ikke få det til at hænge sammen.

»Man havde jo i mange år haft alle de her tanker om en ny pædagogik, der skulle sætte barnet fri til at udvikle dets kreativitet, men man holdt alligevel stædigt holdt fast i, hvad allerede Grundtvig havde betegnet som ’den sorte skole’!« fortæller Ejvind Larsen.

Og det var ikke bare helt ude af trit med tankerne. Det var også skudt helt forbi de krav, som samfundet stillede, drevet af blandt andet den teknologiske udvikling.

»Da russerne satte Sputnik op, blev amerikanerne ekstremt opmærksomt på, at der måtte gang i uddannelse og forskning. Det medførte et kolossalt pres på alle uddannelsesinstitutioner i den vestlige verden. Så der mødte 300 studerende op til 20 pladser, og resten måtte sidde på gulvet. Det skabte en fornemmelse af, at mens man forlangte af dem, at de tog lange uddannelser, ville man ikke stille midler til rådighed.«

USA

I foråret 1968 var David Rehling lige blevet færdig med studentereksamen og startede så på jurastudiet i september samme år. Men hvordan var den unge Davids politiske verdenssyn? 

»Jeg var meget påvirket af, at jeg havde været en tur i USA i 1966-67, så jeg havde set forløberen til oprøret med Summer of Love og Blomsterbevægelsen. Der ikke alene deltog jeg i de store demonstrationer mod Vietnamkrigen, men – ikke mindre afgørende for min videre færd – stiftede jeg bekendtskab med den amerikanske venstrefløj og dens tankegods, som jo på mange måder var meget mere frisindet og bredt favnende, end den danske venstrefløj var dengang.«

Også Ejvind peger på USA som den primære inspiration.

»Vietnamkrigen, først som sidst. Chokket over at USA, at verdens førende nation, Thomas Jeffersons og George Washingtons nation, den nation, som grundlagde selve forestillingen om det moderne projekt i teseform, dem, som insisterede på, at det var selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, og at de er velsignet med rettigheder. Det var den nation, der nu behandlede mennesker, som den gjorde i Vietnamkrigen. Det var nok det mest afgørende for mig.«

David deltog som sagt selv i de store demonstrationer i USA, da han som gymnasieelev besøgte landet i 1966-67.

»Og den unge europæiske opinion ernærede sig jo ved den indre amerikanske kritik af krigen. Det kom så ofte til udtryk som antiamerikanisme, hvilket var helt skørt, fordi det jo netop var ud af den amerikanske debat, at modstanden blev formuleret. Det var en rædselsfuld fejltagelse, der førte til intellektuelt havari.«

Sløve danskere

Information var i de år studenteroprørets organ par excellence – om end der på begge fløje var konstant utilfredshed med avisens linje. Det var ikke mindst på grund af en kommentar af Ejvind Larsen i marts 1968.

»Ja, den bredte sig. Jeg have det utrolige held, at jeg her i avisen fik lov at skrive en kommentar med overskriften ’Er danske studenter for sløve til at gøre oprør mod systemet?’ »Det fik en landsretsdommer Fritz Møller til siden at påstå, at det var mig, der havde udløst det hele – han gav mig trods alt ikke æren for Maos kulturrevolution, men ellers var det vist min skyld det hele. Det er naturligvis noget vrøvl, men der, hvor det er interessant, er, at det måtte ske. Det var så tæt på at indtræffe, at jeg, uden at jeg vidste det, kunne sidde og skrive en artikel, og dagen efter gjorde de oprør.«

Men det var bestemt ikke uden interne sværdslag, husker Ejvind Larsen.

»Det kunne vi jo også mærke på Informations redaktion. Diskussionerne bragede løs på. Man skal huske, at Information jo på det tidspunkt i sin selvopfattelse nærmest havde overtalt Hedtoft til at melde os ind i NATO. Vi var mere NATO-venlige end Jyllands-Posten og Berlingske til sammen.«

Make Love …

De protester havde været planlagt, længe før han satte sig til tasterne, understreger Ejvind Larsen.

»Det strømmede ind over os. Fra USA, Frankrig, Tyskland og ikke at forglemme Italien, hvor de i to år havde protesteret. Og så tænkte de danske studerende: Hvorfor sidder vi bare her og glor, og finder os tilfredse med at have en studenterrepræsentant, uden stemmeret og blot med taleret, hvis han opførte sig ordentlig. Det kan ikke være rigtig, tænkte vi. Og så sad folk og planlagde det samme, uden at kende hinanden, måske endda inden for samme by.

Og sådan brød det ud. Sted efter sted. Rundt omkring i verden, på steder der ingen som helst forbindelse havde med hinanden, men med næsten de samme paroler. Derfor kunne man godt få den mistanke, som Ebbe Kløvedal skrev, at der hang en satellit og sendte et budskab ud over hele kloden, igen og igen: Make love not war, Make love not war. Og så ramte den Peking, og så ramte den Paris, og så ramte den Vor Frue Plads, efterhånden som jorden drejede.«

Bred opbakning

Men hvordan kunne de unge have sådan en selvtillid? Hvordan vidste I, at I havde ret?

David: »Fordi vi var så mange! Man skal huske på, at vi taler om den største generation, der nogensinde havde eksisteret, efterkrigsgenerationen. Bare det at være så mange give fornemmelsen af, at man umuligt kan tage fejl. Og så fordi medierne kom med. De var jo den satellit. Journalisterne havde siddet og rapporteret fra en helt forstenet koldkrigsvirkelighed, men nu vågnede de op. Endelig skete der noget, der gik på tværs og ikke fulgte de gamle Øst-Vest-linjer, ligesom oprøret i Prag heller ikke gjorde.«

Men hvem var så ungdomsoprørerne?

David: »Det var jo som i ethvert oprør de mest artikulerede, der gik forest, men det er værd at bemærke, at det havde bred tilslutning også hos de passive. Det var en bred bevægelse i starten. Jeg var i ’68 bestemt heller ikke selv i første række, men sad trygt og godt og klappede i hænderne længere nede i salen.«

Ejvind: »Ja, det startede måske nok mediemæssigt i Information, men det spredte sig. Tag en figur som Karen Jespersen – altså før hun kom på andre tanker. Hun kunne dengang på Rådhuspladsen gå hen og tage mikrofonen fra LO’s formand, Thomas Nielsen, og sige, at nu gider vi ikke mere bøvl. Det handler jo om kvindekamp. Og det kan ikke gøres uden klassekamp, sagde hun.

Og hvem bringer billedet af Karen Jespersen med sådan en lille sød blå hat på? Det gør Alt for Damerne sgu! Så det er rigtigt nok, at vi i en vis forstand var meget få, men det gav genlyd derude. Ikke mindst kvinderne syntes, at det sgu da var meget godt, at der kom ryk i tingene.«

Generationsopgør

Skulle man være venstreorienteret for at være med, eller skulle man bare være for frihed og seksualitet?

David: »Nej, på det tidspunkt, i foråret ’68, var fronterne slet ikke udkrystalliseret, som de blev senere. Det var stadig primært et oprør mod far. Det var ungdommen mod mumierne.«

Når Bertel Haarder siger, at når han også var 68’er så er det meget forståeligt?

David:. »Ja, for det var frem for alt et generationsopgør.«

Ejvind er enig. »Parolen sagde det jo: Stol aldrig på nogen over 30!«

Men tankegodset var også arvegods, understreger han.

»Det var jo ikke os, der havde fundet på det. Meget af vores frustration handlede netop om, at vi ikke oplevede, at vores forældre havde realiseret, hvad de allerede vidste var sandheden. De foregående generationer, helt tilbage til oplysningsprojektet, havde lagt op til noget, der ikke var sket. Og så er vi jo helt tilbage til Frankfurterskolen og Habermas’ opgør med sine forgængere og …«

Den synes jeg bare, at vi lader ligge i dag, Ejvind …

Ejvind: »Ja, ja, Rune. Men det er vigtig for mig at få understreget, at det var overraskende for os, at vi ville en forandring, som det så viste sig, at den forhadte forældregeneration, når det kom til stykket, også længtes efter.«

Åben port

Men var I ikke overraskede over, at systemet var så relativt nemt at ryste?

Ejvind: »Jo da! Som sagt: Alt virkede så forstenet, at vi havde forberedt os på, at vi skulle ase og mase for at vælte en voldsom massiv port, og så røg vi sgu lige igennem, og før vi så os om, stod vi sgu selv der med ansvaret!«

David: »Jo, det var overraskende, men jeg tror, at tiden var klar. Dem, der forvaltede det bestående system, var inderst inde klar over, at det ikke var holdbart længere.

Det gav en stille sympati og i flere tilfælde en artikuleret sympati fra uventet kant. Det var selvfølgelig nogle af de gamle venstrefløjskæmpere, der endelig vågnede og sagde: ’Åh, nu kommer den medvind, vi har ventet på siden 1920’erne!’ Men der var også de trætte, borgerlige administratorer, der havde siddet og kedet sig, som nu tænkte: ’Ahh, det var da på tide, at der skete noget nyt.’«

Ejvind: »Det var faktisk ret overraskende så nemt, det var at overbevise Helge Larsen (den radikale undervisningsminister, red.).«

David :»Men da endnu mere chokerende, at Venstre og De Konservative, der sad i samme regering, var med på den. Venstre, der så ikke har lavet andet siden end at rulle det hele tilbage, så vi på uddannelsesområdet efterhånden er der, hvor vi startede.«

Men var der ingen, der var imod det?

David: »Jo da, der sad da også mørkemænd dengang og skumlede rundt om i hjørnene.«

Ejvind: »Og der skete hurtigt et skred, der satte flere af. Jeg kan huske, at Jens Otto Krag sagde til mig, at han tabte tråden lidt, da der kom alle dem, der skulle redde verden ved hjælp af hash og Marx.«

Vejene skilles

Og så er vi tilbage der, hvor vi begyndte. Den dag i 1971, hvor en ilter, kortbukset David Rehling går ind på Ejvind Larsens kontor.

David: »Ja, det er så her, at mine og Ejvinds veje skilles, for fra efteråret 1968 frem til efteråret 1970 tager det hele en voldsom drejning. Fra frigørelse til kommissærtænkning. Det var, som om de første frigørere havde tabt pusten og derfor givet plads til et andet geled, som var inspireret af bolsjevistisk tankegang.

Det var så underligt at opleve, at Studenterrådet pludselig blev erobret af mennesker, for hvem oprøret nu skulle bruges som løftestand for en ideologisk disciplinering. De satte sig i Studenterrådet og foreslog uigennemskuelige og udemokratiske valgsystemer, der skulle sikre dem magten. Og det tog Information ikke grundigt nok afstand fra.«

David fortæller om en episode, hvor han af præsidiet i Studenterrådet blev forelagt en politisk tilståelse til underskrift.

»Jeg blev simpelthen underlagt en bolsjevistisk afhøring – med arkitektlampe ind i hovedet og det hele, og en tekst hvor jeg med underskrift skulle erkende politiske forbrydelser. Det ville jeg naturligvis ikke, men da jeg bagefter tog papiret i hånden og gik fra dagbladsredaktion til dagbladsredaktion, ville ingen skrive om den. Ikke Dagbladet Information. Men sgu heller ikke på Berlingske Tidende. Det var oprørende!«

De moderate

Det var her, at David Rehling og en række andre studerende, blandt andre senere juraprofessor Eva Smith etablerede Moderate Studerende.

»Det var et rædselsfuldt navn,« siger David Rehling. »Det smager jo af middelmådighed og nøjsomhed.«

Ejvind: »Ha! Nu du selv siger det, David!«

David:»Det var nu heller ikke os selv, der fandt på det. Det var pressen, der brugte ordet, og så hang det bare ved. Jeg er overbevist om, at havde vi fundet et bedre navn, havde vi også haft langt større tilslutning.«

Ejvind: »Det ved jeg nu ikke, men i betragtning af, at jeg er fuldstændig enig med Davids kritik af de marxistiske skolemestre, så har jeg meget at fortryde. Og det fortryder jeg ikke.

Selvfølgelig burde jeg på det tidspunkt have sagt til David, at han bare skulle finde på et nyt navn, for ellers var jeg for så vidt enig med ham. Men prøv lige at få Vibeke Sperling og Finn Ejner Madsen til at forstå, at vi bliver nødt til at blive ’moderate’. Det gik bare ikke. Jeg kunne simpelthen ikke overskue det på Dagbladet Informations vegne. Jeg var bange for, at det ville ødelægge den oplagsfremgang, vi endelig havde fået.«

Med folket bjæffe

Men Ejvind, sidder du der og siger, at du simpelthen skrev mere venstreorinterede ledere for oplagets skyld?

Ejvind: »Her bliver jeg nødt til at forsvare mig med Grundvig: ’Hvem folket vil træffe / tilbunds under ø, / med folket må bjæffe, / om ej han kan gø’. Det var også det, jeg sagde, når jeg også skulle stå ret på Børge Outzes kontor, når de gamle modstandsfolk havde ringet, fordi de var sure over, at jeg skrev ledere, der var ’for socialistiske’.

Selvfølgelig ville jeg meget hellere have gjort helt klart, at Højskolesangbogen var at foretrække frem for alle deres arbejdersange. Og at de kunne citere Gundvig lige så ivrigt som de – mere eller mindre misforstået – citerede Marx. Så i den forstand er jeg ikke bleg for at indrømme, at jeg ikke har skrev direkte imod min egen samvittighed, men nogle gange har holdt min egen samvittighed tilbage af hensyn til Informations oplag.«

– Ej, hør lige her. Det her var jo Informations ’finest hour’. Vi var selve ungdomsoprørets organ. Og nu sidder du, Ejvind, og siger, at vi bare var medløbere …

Ejvind: »Det ville være hykleri, hvis jeg påstod, at jeg altid havde skrevet uden hensynstagen til mine læsere. Men når det så er sagt, har jeg selvfølgelig heller aldrig skrevet direkte mod min samvittighed.«

David: »Men det ville have været klædeligt, hvis Information dengang mere tydeligt havde viftet med den frihedens fane.«

Fejlede

Ejvind: »Det kan ikke diskuteres, at det kunne have stået langt klarere. Men jeg opfatter ikke, at vi på de afgørende strækninger svigtede så eklatant, som David oplevede det.«

– Men altså, kan man ikke tilgive en tid for, at tanker bliver prøvet af og nogle gange for ekstremt? Det gamle system var faldet, er det ikke naturligt nok, at der i en fase bagefter er nogle eksperimenter, der fejler?

David: »Jo, selvfølgelig kan man det. Man skal hele tiden afprøve nye tanker, især i en brydningstid. Men man satte jo demokratiet ud af kraft. Hvis man ikke vil sikre en bred repræsentation af anskuelser, men bare sætte sig på magten og bruge den til at ensrette, så er det ikke at ’afprøve nye tanker’. Så er det at afprøve uhyggeligt gamle tanker.«

Ejvind: »I den grad amen, David! Selvfølgelig må et antiautoritært oprør ikke ende med at diktere, at en bestemt sonate af Beethoven er for kapitalistisk. Så er vi derude, hvor det bliver så grotesk åndssvagt. Så er vi der, hvor vi er enige: At et smukt oprør endte med at blive sin egen karikatur.«

Nye strøminger

Og i årene efter glider den danske ventrefløj kun længere væk fra idealerne fra foråret ’68, er de to enige om.

David: »Med oliekrisen i 1973 skete der også noget nyt. Vi kunne ikke længere omfordele fra en uudtømmelig pose. Det var nye boller på suppen, og dem kunne kommunisterne lide. De var langt bedre til kriseretorik end den mere diffuse antiautoritære venstrefløj.«

Ejvind: »Ja, da man ikke længere kunne øse penge ud til højre og venstre, overdrages faklen til på den ene side kommunisterne og på den anden side de højreorienterede keynesianere  – forgængerne for nyliberalismen. 

David: »Der er da en stor historisk ironi i, at det der i ’68 begyndte som en ægte frigørelse, i begyndelsen af 70’erne tog en krængning i totalitær retning, der så bliver overtaget af DKP, der fik en opdrift, der appellerede til unge begavede mennesker – vi nævner ingen navne. Tænk, at et frigørelsesprojekt via nogle ironiske slyngninger kan ende med at blive en opblomstring af et fuldstændig formuldet gammelmandsparti.«

Ejvind: »Ja, og jeg vil gerne tage en del af ansvaret her. For da vi endelig selv fik magten og ikke længere kunne give professoren eller kapitalismen skylden, anede vi ikke, hvad vi skulle stille op med den. Vi svigtede.

Jeg troede faktisk i 1968, at vi nu kæmpede for, at alle mennesker skulle have lov til at segne under ansvarets åg og brække sig af magtens bærme. Det privilegium skal ikke alene være overdraget til kapitalejere, depardementschefer og chefredaktører.«

Alle over 30 …

Vi runder af og drikker ud. Nu mangler vi bare lige at få nogle fakta på plads. 

Hvor gammel var det nu, du var i ’68, Ejvind?

David: »Over 30!«

Ejvind: »Nu tager gymnasieeleven ordene ud af min mund! Jeg havde da forberedt mig på at skulle forsvare det i dag. Jeg var 32 helt præcis. Men Preben Wilhjelm var altså også over 30. Og Erik Sigsgaard. Selv Ebbe Kløvedal Reich var for gammel. Og Hans-Jørgen Nielsen sgu! Vi var nogle modne mænd, der hægtede os på David Rehling og de andre unge lømlers oprør.«

Artiklen er tidligere publiceret den 3. maj 2018. 

Læs også
Serie

’68 – Vi er alle børn af ungdomsoprøret

Denne særavis handler om ’68 som begivenhed. Om, hvad der skete det forår. I Paris hvor der for 50 år siden for alvor kom skub i tingene. Og brand i gaderne. Derefter sted efter sted. Verden om, hvor der simultant udbrød protester, der havde meget forskellige udtryk, og som gjorde op med meget forskellige undertrykkelser, men med en særlig forbundethed.

Det var det forår, hvor en ung Lasse Jensen fulgte sine drifter og endte i centrum af begivenhederne. Hvor også Anette Steen Petersen ville have lov til at snakke i auditoriet. David Rehling havde en summer of love i Californien. Og Morten Thing bare gerne ville gynge.

En masse unge mennesker, der kom alle mulige steder fra, men endte på samme frekvens. Dem og mange flere kan du møde i denne særavis.

Og så vil Informations anmeldere de næste uger give den ultimative guide til et oprørende pensum.

Seneste artikler

  • Rune Lykkeberg: Vi er alle børn af ungdomsoprøret

    15. juni 2018
    Vi har brugt 50 år på at gøre op med ungdomsoprøret. I dag gør vi det til vores arv og udgangspunkt
  • Forstå penismisundelsen

    3. maj 2018
    De tanker, der skabte ’68's ideologiske bagtæppe, var i mange tilfælde formuleret årtier før. Men holder de også mange år efter? Informations anmeldere giver her den ultimative guide til et oprørende pensum
  • Erotiser hele livet

    3. maj 2018
    De tanker, der skabte ’68’s ideologiske bagtæppe, var i mange tilfælde formuleret årtier før. Men holder de også mange år efter? Informations anmeldere giver den ultimative guide til et oprørende pensum. Her er det Søren Mau om Herbert Marcuses ’Eros og civilisationentager’
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maria Francisca Torrezão
  • Henrik Leffers
  • Niels-Simon Larsen
Maria Francisca Torrezão, Henrik Leffers og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Hvad skete der dengang? Jo, der blev slået et vindue op med udsigt til både den ydre og den indre verden. Tingene kunne blive anderledes, ja, i virkeligheden var de anderledes. Det var bare noget, man havde glemt. Det glemmer man hele tiden.

Nu hedder det nødvendighedens politik, og det skal alle bøje sig for. Dengang troede jeg, at det var nogen dumme nogens skyld. I dag er det nogle veluddannede Corydon’ers, og de er sværere at have med at gøre. De kan nærmest bevise, at det er nødvendigt at køre verden i sænk, og det er så det, der sker.

Dengang var der nogle enkelte, der faldt ud af vinduet - eller ind. I dag står vinduerne åbne, og pile peger hen til dem: “Denne vej til afgrunden”.

Niels-Simon Larsen

Der var også idealister, der begik selvmord. Først i 70’erne kendte jeg en meget revolutionær og dygtig dramalærer, der begik selvmord. Senere en kollega der var KAP’er og meget idealistisk, der gjorde det samme. En af forfatterne til Den lille røde for skoleelever begik også selvmord. Jeg kan godt huske det psykiske tryk ved at kunne se idealet uden at kunne nå det.
I dag sker det samme, når man opdager, at vi har ti år til at vende udviklingen, og der ikke gøres noget, der batter. Nu sker der nemlig det, at Venstre smider slipset og tager den grønne førertrøje på og blider os ind, at vi kan vækste os ud af problemerne. Lykkes det, vinder de næste valg, for folk vil gerne lulle sig ind i forestillingen om, at vi ikke behøver at ændre os.
Hvor mange miljøaktivister, der har begået selvmord, ved jeg ikke noget om.

Søren Stensbo-Smidt

Hvor er det dog godt at høre nyt fra Ejvind L igen. Måtte det blive lidt hyppigere!

Maria Francisca Torrezão og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar