Læsetid: 6 min.

Efter 109 års ægteskab – med enkelte sidespring – har parret slidt hinanden op

Det er aldrig før sket, at Socialdemokratiet forud for et valg har udelukket De Radikale fra regeringsdeltagelse. De to partier har over de sidste 109 år formet det danske samfund
Statsminister Thorvald Stauning (S) og udenrigsminister Peter Munch (R) var ledere af Danmarks længst siddende flertalsregering. Stauning-Munch-regeringen styrede landet i de farefulde kriseår fra 1929 til den tyske besættelse af Danmark i 1940. Regeringen gennemførte omfattende reformer. Arkivfoto.

Statsminister Thorvald Stauning (S) og udenrigsminister Peter Munch (R) var ledere af Danmarks længst siddende flertalsregering. Stauning-Munch-regeringen styrede landet i de farefulde kriseår fra 1929 til den tyske besættelse af Danmark i 1940. Regeringen gennemførte omfattende reformer. Arkivfoto.

Holger Damgaard

9. juni 2018

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen foretog tirsdag en historisk handling. Hun udelukkede på forhånd De Radikale fra ministerposter i en eventuelt kommende regering under socialdemokratisk ledelse.

Det fik dagbladet Politiken til på sin forside at bringe den femspaltede overskrift: »Tre årtiers bånd er revet itu.« Det er en mild underdrivelse af forholdets varighed. SR-samarbejdet går 109 år tilbage i tiden. I oktober 1909 dannede Carl Th. Zahle sin første radikale mindretalsregering. Det skete med støtte fra Socialdemokratiet, anført af Thorvald Stauning.

Interessesammenfaldet mellem S og R bestod i, at De Radikale som parti var opstået i 1905 ved et brud med det Venstre, som frem til det parlamentariske systemskifte i 1901 vitterligt havde levet op til sit navn ved at være venstreorienteret – efter datidens forestillinger. Da Venstre i 1901 fik regeringsmagten, fandt en gruppe i partiet, at det blev for behagesygt over for borgerligheden. Denne gruppe ønskede en mere radikal udgave af Venstres politik.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Stig Bøg
  • Kim Folke Knudsen
Stig Bøg og Kim Folke Knudsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Nej, i dag lever vi i en prototype på Anders Fogh Rasmussens neoliberalistiske helvede, og ingen synes at kende vejen ud.

Karsten Lundsby, Steen K Petersen, Karsten Aaen, Flemming Berger, Anders Reinholdt, Kim Folke Knudsen, Eva Schwanenflügel, Anne Mette Jørgensen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Jeg synes ikke hele denne historiske gennemgang af forholdet mellem S og R giver megen anden forståelse end, at der tilsyneladende kan øjnes en "skilsmisse", og at forholdet har en historik.'

R vil jo nok mene, at de selv repræsenterer en form for "ansvarlighed" i den økonomiske politik. Under HTS betød det, at R trak regeringens politik i liberal retning. Hvad S og SF havde linet op inden valget i 2011 i form af Fair løsning blev jo på ingen måde forløst

Der er måske lidt stærkt udtrykt, at den røde del af alliancen i S-SF-R regeringen stod lidt i krise efter sidste valg. Men SF fremstod jo rent ud sagt forpjusket og Mette Fs melding om, at S var et rødt parti skal vel ses lidt i den kontekst, for den førte politik under HTS var jo lidt mildt sagt blå i mange henseender.

Hvad der sker nu efter, at vi fik mange migranter fra Syrien i 2015 er, at S har rykket sig markant på flygtninge udlændinge politikken. Og herved divergerer S ikke alene fra R på dette politik område, men fra hele venstrefløjen.

Og det betyder måske også, at der tegner sig et andet billede når man skal samle 90 mandater bag en regerings politik i folketinget.

Kim Folke Knudsen

Jeg afventer med interesse resultatet af den nye politiske alliance S og DF.

Hvad går de to partier til valg på, og hvad binder de to partier og deres vælgere sammen ?

Jeg vælger at holde SF ude af spørgsmålet, da jeg formoder at et SF med 6% af stemmerne ikke får et ben til jorden i en S-DF alliance, hvor DF vil ligge på mellem 18-23% af stemmerne. SF´ere er hermed fritaget for at besvare disse spørgsmål, men kan jo privat overveje gevinsten ved den nye politiske alliance: S-DF og SF som den lille røde hjælpemotor.

Jeg stiller følgende spørgsmål til vælgerne og debattørene her på debattråden:

1. Bliver pensionsalderen nedsat til 65 år ?

2. Bliver Efterlønsordningen genindført fra de 60 år ?

3. Bliver Dagpengeperioden på 4 år genindført ?

4. Bliver kontanthjælpsloftet, de lave kontanthjælpsydelser, integrationsydelse og ungeydelse afskaffet ?

5. Bliver Førtidspensionsreformen og behandlingen af de sygemeldte afskaffet og erstattet af ny lovgivning, hvor syge borgere tildeles førtidspension på værdige vilkår ?

6. Bliver Ghettoplanen med alle dens tvangsindgreb og nedrivning af lejeboliger afskaffet ?

7. Bliver der bygget nye billige lejeboliger til borgene uden høj indkomst ?

8. Får vi en storstillet grøn plan med økologi vedvarende energi med DF stemmer ?

Svar fra Mette Frederiksen Socialdemokraterne og Kristian Thulesen Dahl DF samt debattører her på Informations sider modtages gerne.

Kim Folke Knudsen

Kære David Rehling.

En helt igennem fremragende og grundig artiklel om de historiske bånd mellem Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre.

Det danske Socialdemokrati har nu valgt nye partnere. Sommerforelskelsen mellem Fru Mette Frederiksen S og Kristian Thulesen Dahl DF er hedere end nogensinde før. Der holdes uformelle sammenkomster i hyggelige sofaer omgivet af en Giftefoged fra " Den Røde fagbevægelse ". Vælgerne er vidne til den helt store markedsføring af dette storslåede projekt, som vil genrejse et rødt og socialt retfærdigt Socialdemokrati ?

Nu er forelskelsen annonceret. Vi har forstået budskabet og anerkender dette. Men hvad bringer det nye ægteskab mellem S og DF med sig ?

Er det et omfattende nyt program med helt nyt fælles politisk grundlag mellem S og DF ?.

eller er det en luftspejling i en socialdemokratisk ørken af nederlag, hvor palmerne og det rare vandhul med et forsvinder udi ingenting ?

Svar modtages gerne.

Kim Folke Knudsen

Konsekvensen af Mette Frederiksen (S) udmelding er for mig at se følgende. Det Radikale Venstre må tage konsekvensen af Socialdemokraternes og SF´s mangeårige boykot af R. Ja det er sund fornuft, for Det Radikale Venstre er et socialliberalt borgerligt midterparti og ikke et socialistisk parti.

Derfor må konsekvensen være. Det Radikale Venstre anbefaler,at Lars Løkke Rasmussen (V) udpeges som forhandlingsleder efter en Dronningerunde. Det Radikale Venstre anbefaler dannelse af en ren Venstre Regering, som " måske " kan samarbejde ind over midten eller en VK Regering, som " måske " kan samarbejde ind over midten. Det Radikale Venstre erkender, at DF for tiden tegner butikken 100% i spørgsmålet om Udlændinge politikken. Vi deler ikke DF´s retorik og de indgreb, som DF støtter i denne sag. Derfor kan Det Radikale Venstre ikke indgå i en borgerlig regering på nuværende tidspunkt, men partiet kan tilkendegive, at vi vil frede en borgerlig regering, så den kan arbejde uforstyrret, såfremt den ikke på afgørende områder kører Det Radikale Venstre over.

Det Radikale Venstre bør tydeliggøre, at vi ikke er et parti, som er tilhænger af ureguleret indvandring og ureguleret asyltilstrømning. Men vi kan ikke goutere det menneskesyn, som skinner igennem DF´s og Nye Borgerliges tilgang til Udlændingedebatten.

Den nuværende tilslutning hos Det Radikale Venstre til at støtte rød blok og Mette Frederiksen som Statsministerkandidat er ikke længere holdbar. Tiden er løbet fra dette ståsted. Uoverensstemmelserne med de borgerlige partier Venstre og Det Konservative Folkeparti er bortset fra udlændinge politikken ikke uoverstigelige. Der er mange fælles synspunkter på den økonomiske politik og viljen at fastholde reformer, som et grundlag for at finansiere Velfærdssamfundet fremover.

Det Radikale Venstre blev stiftet, da en fløj af partiet Venstre brød ud af partiet i 1905 med ønsket om afrustning og stop for den militære udbygning af Københavns befæstning. I dag er Det Radikale Venstre tilhænger af NATO, EU, og af Danmark skal have et tidssvarende forsvarsbudget. De historiske stridspunkter med Venstre er historiske og ikke dagsaktuelle idag.

Det Radikale Venstres søsterparti i Sverige Centerpartiet har ikke valgt den mærkværdige position, som Det Radikale Venstre nu har, at være et borgerligt parti, som peger på de socialistiske partier og på Socialdemokraterne som de regeringsbærende.

Morten Østergaard (RV) står med hans nuværende udmelding i en helt umulig situation. Det svarer til at møde op i den rockerklub som man ikke selv er en del af og inviterer sig selv til et selskab, som ikke kan fordrage os. Drop det bliv væk og dyrk de politiske kontakter, som værdsætter dele af det socialliberale livssyn, fremfor at sidde fast i en umulig koalition af partier, der ønsker et borgerligt parti hen hvor peberet gror.

Nu er Mette Frederiksen og Socialdemokraterne havnet der hvor de gerne vil være omgivet af DF og med Lille SF som den røde hjælpemotor for Socialdemokraterne. Det er deres valg tillykke med det, men der hører vi ikke hjemme under nogen omstændigheder.

Link til Centerpartiet SE vores søsterparti i Sverige:
https://www.centerpartiet.se/var-politik/politik-a-o/europa

Hvis bare folk ikke tog sig selv og sin egen selvforståelse så allerhelvedes højtideligt, ville Det Radikale Venstre aldrig have haft nogen resonans blandt vælgerne. Billedet af, at nogle politikere er bedre mennesker med en større, lydhør ansvarlighed end 'de andre' har historisk været en givtig propaganda i politik.

Mange vælgere befinder sig nemlig godt, ved ikke at tilhøre segmentet af 'de udskammede' dyrisk primitive andre. Paradoksalt interessant, hvis man tænker lidt over det.

Måske har essensen i denne propaganda vist skyggen af sit ellers skjulte, grimme fjæs her på det seneste.

Poul Erik Pedersen

Kin Folke Knudsen: jeg er ikke enig i at analysen er fremragende eller grundig. Mit argument herfor er at D. Rehling er for meget fokuseret på en gennemgang og, til dels, forklaring af Radikale Venstres historie set ud fra et parlamentarisk perspektiv. I modsætning til Rehling mener jeg man må se partiets udvikling i et samspil med det samfund samme parti skulle virke i.
Det vil være for vidtgående at gennemgå hele perioden artiklen dækker over, med inddragelse af de ovennævnte temaer. Men jeg synes dog der er et enkelt sted man kan gribe fat i, for at illustrere denne pointe. Med hensyn til perioden omkring første verdenskrigs afslutning: her vurderer Rehling at alt tegner lyst for alliancen mellem Socialdemokratiet og Radikale Venstre, men så sker det uventede: at kong Christian d. 10 afskediger ministeriet i 1920. Det kan undre, hvad der er Rehlings argument for at det skulle tegne lyst for denne alliance. Jeg undrer mig på baggrund af følgende: ministeriet havde siddet siden 1913. Politisk var det en særdeles svær periode: dels skulle regeringen navigere landet igennem 1. verdenskrig som erklæret neutralt land, dels skulle samme ministerie sikre at landets befolkning kunne overleve krigskonjunkturene uden at sulte - eller blive så fattig at den ikke have råd til det daglige brød. Læg her til at ministeriet også skulle føre en revision af grundloven til ende i 1915 og gennemføre landets sidste store jordreform: ophævelsen af adelens priviligerede adgang til jord i 1919. Det var en temmelig stor politisk opgave, man havde her.
Det var vel, især, hele reguleringen af den danske økonomi under 1. verdenskrig der skabte størst frustration blandt både Radikale Venstres og, støttepartiet, Socialdemokratiets politiske modstandere. Reguleringspolitikken betød nemlig at både landbruget og redererhvervet fik begrænset mulighederne for at tjene penge på krigskonjunkturerne. Især Venstre, der repræsenterede det middelstore gårdbrug, udgjorde en meget hård ideologisk modstand mod regeringens politik. Indenrigsministeren, der stod for udformningen af det meste af reguleringen, blev skydeskive for oppositionens kritik og agitation. Det videre perspektiv var naturligt nok forskelle i opfattelsen af staten og dens rolle i det danske samfund, fordi reguleringspolitikken havde bevirket at staten blev en langt mere aktiv spiller i det økonomiske liv her i landet, faktisk kom den til at kontrollere al økonomisk aktivitet. Dette vakte modstand i, især, Venstre-kredse. Opgøret herom var benhårdt.
Samtidigt havde reguleringspolitikken som nævnt begrænset skibsredernes indtjening, hvilket især faldt H. N. Andersen (lederen af Østasiatisk Kompagni, et af datidens store internationalt orienterede skibsrederier) for brystet. Han havde tætte kontakter til kongehuset og førte sin egen udenrigspolitik, der ikke altid var forenelig med regeringens udenrigspolitik - men han var god til at overbevise majestæten om at den siddende regering var af det onde.
Set i det ovenstående lys, kan det derfor ikke undre at Venstre ventede på sin chance for at få mulighed for at vælte den siddende radikale regering. Venstre lagde derfor også pres på regeringen, for at få afviklet reguleringspolitikken umiddelbart efter krigens afslutning i 1918 - noget regeringen ikke bifaldt. De fire års konstante krisepolitik, hvor man samtidigt fandt kompromisser i grundlovssagen og i reformen af adelens ejendomsforhold til jorden (loven om len og stamhuse 1919) havde slidt på den radikale regering. på den baggrund er det ikke underligt at regeringen faldt i 1920, den var nemlig alt andet end populær blandt de herskende eliter i landet. Altså det økonomisk magtfulde redererhverv og den politisk magtfulde gårdmandsklasse.
Ovenstående illustrerer at man nødvendigvis må have fat i BÅDE interne politiske forhold og eksterne økonomiske magtforhold, hvis man vil forstå og forklare et politisk partis udvikling og levedygtighed. En ren politisk magtanalyse som den D. Rehling har forfattet, kan til tider lede på vildspor. Det mener jeg ovenstående illustrerer.
Mvh. poul.