Aftalen er en skuffelse for lærerne. Men den er bedre end en ny konflikt

Det blev et ja. Tre ud af fire lærere stemte for den overenskomstaftale, som Lærerforeningens formand, Anders Bondo Christensen, efter lange og dramatiske forhandlinger indgik med Kommunernes Landsforening i slutningen af april. Tilmed med en historisk høj stemmeprocent på hele 77,8 procent af Lærerforeningens medlemmer.

Det klare resultat kommer, til trods for at lærerne ikke fik opfyldt deres altoverskyggende krav om en ny arbejdstidsaftale, der skulle erstatte det lovindgreb, som Folketinget gennemførte i forbindelse med lockouten i 2013. Lærerne måtte acceptere, at der i stedet blev nedsat en undersøgelseskommission, der skal komme med anbefalinger til en ny arbejdstidsaftale frem mod de næste overenskomstforhandlinger i 2021.

Også på Tune Skole i Greve Kommune, som Information har fulgt løbende gennem forårets forhandlinger, har de fleste af lærerne stemt ja. I februar fortalte samfundsfagslærer Jonna Andersen, hvordan hun har brugt lærerkonflikten i 2013 og det efterfølgende lovindgreb – den omstridte lov 409, der også fremover vil danne rammen for lærernes arbejdstid – i undervisningen som et eksempel på, hvordan den danske model ikke burde fungere. Alligevel endte hun med at stemme for den nye overenskomst.

»Helt grundlæggende tror jeg ikke, vi havde fået noget ud af en ny konflikt. Slet ikke én, hvor vi stod alene igen. Jeg håber, at den kommission, der nu bliver nedsat kan føre til konkrete forbedringer for lærerne, for eksempel mere forberedelsestid. Det ville en ny konflikt i hvert fald ikke have givet,« siger Jonna Andersen.

Fodslæbende ja

Principielt mener Jonna Andersen stadig, at lærernes arbejdstid burde være reguleret af en overenskomst indgået af arbejdsmarkedets parter og ikke af et politisk lovindgreb.

»I den bedste af alle verdener havde vi fået en aftale,« siger hun.

Og Jonna Andersen troede egentlig også, at det ville lykkes. Lærerne var ikke alene ligesom i 2013, forklarer hun. Lærerforeningen var indgået i den såkaldte musketered, der begyndte som et fælles krav om, at KL skulle indlede »seriøse« forhandlinger om en ny arbejdstidsaftale for lærerne. Og i modsætning til i 2013 havde lærerne befolkningens opbakning.

»De to parter har set så forskelligt på tingene, at det ikke har kunnet lade sig gøre. Desværre,« siger Jonna Andersen, der er overbevist om, at Anders Bondo Christensen og de øvrige forhandlere har gjort, hvad de kunne.

– I februar talte du om princippet i, at det er arbejdsmarkedets parter – ikke politikerne – der indgår overenskomster. Er det ikke værd at gå i konflikt for?

»Gik vi i konflikt nu, ville vi jo igen stå alene. Vi havde ikke fået noget ud af det. Så selvfølgelig er princippet vigtigt. Men kan vi få nogle konkrete forbedringer i lærernes hverdag med denne her kommission, så er det også vigtigt,« siger hun.

Burde tage kampen

Hendes kollega fra Tune Skole Charlotte Vinæs er uenig. Hun kan sagtens forstå, at størstedelen af lærerne, ligesom Jonna Andersen, har stemt ja.

»Jeg orker da heller ikke en ny konflikt, og de har jo nok ret, når de siger, at vi ikke ville få noget ud af det. Men jeg vil bare ikke give op og lægge mig ned,« siger Charlotte Vinæs.

Også selv om der siden 2013 er indgået lokale arbejdstidsaftaler i 72 ud af 96 kommuner, og Charlotte Vinæs er tilfreds med den aftale, Lærerforeningen har indgået med Greve Kommune. Det handler om at trække en streg i sandet, mener hun.

En uge inden at Anders Bondo Christensen indgik den nye overenskomst, sagde Charlotte Vinæs til Information, at lærernes kamp var alle offentligt ansattes kamp. Hvis ikke lærerne fik en arbejdstidsaftale, ville den danske model dø. »Så vil det blive den nye normaltilstand på det offentlige arbejdsmarked, at politikerne bare regulerer med en lov, hvis nogle offentligt ansatte fremsætter et krav, arbejdsgiverne ikke bryder sig om,« sagde hun dengang. Og det står hun ved.

»De kan sige, at den danske model ikke er i fare, fordi de har nedsat en kommission. Men en kommission ændrer ikke på, at det stadig, på femte år, er en lov, der regulerer vores arbejdstid. Og bare ordet ’kommission’ lugter af politisk spin,« siger Charlotte Vinæs. »Det havde været hårdt, og det er langtfra sikkert, at vi ville få noget ud af det, men helt principielt burde vi have taget kampen.« 

Ligesom Jonna Andersen troede Charlotte Vinæs på, at de ville få en aftale. Først og fremmest på grund af de offentligt ansattes sammenhold. »Politikerne tør ikke lægge sig ud med 700.000 vælgere,« sagde hun til Information i april.

»Det der ’alle for en’ smuldrede,« siger hun. »Selvfølgelig har både vi, og de andre faggrupper fået noget mere i løn. Og jeg er glad for, at SOSU’erne og andre lavtlønsgrupper kommer til at få mere i løn. Men for mig betyder løn ikke noget i forhold til en arbejdstidsaftale.«

Bondo også skuffet

Anders Bondo Christensen glæder sig over resultatet af afstemningen. Men han forstår udmærket, at lærerne ikke ligefrem er begejstrede for den nye overenskomst.

»Jeg er lige så skuffet som lærerne over, at det ikke lykkes at lande en arbejdstidsaftale. Men alternativet var en ny konflikt. Og det er ikke at foretrække,« siger han.

Selv om Anders Bondo Christensen gentagne gange har fremhævet en ny arbejdstidsaftale som et uomgængeligt krav for lærerne under forhandlingerne, har han ikke villet indgå en aftale for enhver pris.

»Vi er blevet tilbudt en arbejdstidsaftale. Vi blev tilbudt det, jeg vil kalde en lov 409 light med lidt glasur i hjørnerne. En sådan aftale havde skabt et rigtig dårligt udgangspunkt for fremtidige forhandlinger. Det er vigtigt, at vi ikke har bekræftet og taget ansvar for lov 409 eller noget, der ligger tæt på,« siger han.

– Nu har I forsøgt at få en arbejdstidsaftale i fem år. I foråret havde I en pagt med de øvrige forbund og befolkningens opbakning. Hvorfor er det ikke lykkedes?

»Musketereden var en opbakning, men det var også et kolossalt pres. I det øjeblik, der kom en konflikt, som handlede om lærernes arbejdstid, og de andre organisationer kunne se millioner strømme ud af strejkekassen ville der være kommet et enormt pres på os for at få indgået en aftale,« siger han.

Derudover mener Anders Bondo Christensen stadig ikke, at hverken danskerne eller lærerne har gjort sig helt klart, hvor stort et overgreb lærerne var udsat for i 2013.

»Man lockoutede lærerne i fire uger, inden man gennemførte et totalt ensidigt lovindgreb, hvor der tilmed blev nedsat et sekretariat, der havde til opgave at sikre de ’politiske målsætninger’ med lov 409. Det er uhørt, at der overhovedet er politiske målsætninger i et indgreb i en lovlig konflikt. Den binding har gjort, at vi hverken i 2015 eller 2018 kunne komme i mål med en ordentlig aftale.«

– Hvorfor skulle det lykkes næste gang?

»Nu får vi en kommission, der skal komme med konkrete anbefalinger, som både KL og vi har forpligtet os til at forhandle med udgangspunkt i. Vi får altså nogle nye rammer, der kan bryde den fastlåste situation.«