Læsetid: 7 min.

Danmark og Europa er blevet Erdogans fremskudte kampplads

Den tyrkiske præsident Erdogan er populær langt ud over landets grænser. I Danmark har over halvdelen af tyrkerne stemt på ham. Præsidenten har gjort meget for at få og fastholde støtter gennem de seneste år. Det har han bl.a. gjort gennem direktoratet for religiøse anliggender, Diyanet, som de danske moskeer hører under, og som har en forbindelse til en organisation i Danmark
Tyrkiske statsborgere bosat i Danmark har i årevis været kendetegnet ved, at de stemmer konservativt. Da der sidste år var folkeafstemning om den forfatningsændring, der skulle ændre Tyrkiet fra en parlamentarisk til en præsidentiel republik, var Danmark det sted i Norden, hvor flest stemte ja – hele 60 procent. Det samme mønster var tydeligt ved søndagens valg.

Tyrkiske statsborgere bosat i Danmark har i årevis været kendetegnet ved, at de stemmer konservativt. Da der sidste år var folkeafstemning om den forfatningsændring, der skulle ændre Tyrkiet fra en parlamentarisk til en præsidentiel republik, var Danmark det sted i Norden, hvor flest stemte ja – hele 60 procent. Det samme mønster var tydeligt ved søndagens valg.

Jens Nørgaard Larsen

28. juni 2018

Da Tyrkiet gik til valg i søndags, var det en begivenhed, som kunne mærkes langt uden for landets grænser. Og det er der en god grund til, for i mange år har tyrkisk politik fyldt en stor del på dansk grund – for ikke at snakke om andre steder rundt om i Europa med store tyrkiske mindretal, som for eksempel Tyskland og Holland.

Mandag kom stemmeoptællingen fra den tyrkiske diaspora, som viste, at 57,6 procent havde stemt på Recep Tayyip Erdogan her i Danmark og 50,6 procent på hans parti AKP – der var både valg til præsidentembedet og til parlamentet, derfor de to tal. Ud af de 33.000 stemmeberettigede tyrkiske statsborgere, havde 12.031 valgt at afgive deres stemme på den tyrkiske ambassade på Østerbro i København.

Det har i årevis været kendetegnende for de herboende tyrkiske statsborgere, at de stemmer konservativt. Da der sidste år var folkeafstemning om den forfatningsændring, der skulle ændre Tyrkiet fra en parlamentarisk til en præsidentiel republik, var Danmark det sted i Norden, hvor flest stemte ja – hele 60 procent.

Kigger man på tallene for, hvor mange der samlet set er berettiget til at stemme til valg i Tyrkiet, når vi op i omegnen af 60 millioner mennesker. Tre millioner af dem bor uden for landets grænser, og dem vil Erdogan – med god grund – gerne holde tråd i.

Det er gennem de seneste år i høj grad sket gennem Diyanet, som er direktoratet for religiøse anliggender i Tyrkiet. Direktoratet har udsendt og betaler i alt 29 imamer i Danmark. Derudover hører Dansk Tyrkisk-Islamisk Stiftelse – som moskeerne hører under – under både Diyanet og Den Tyrkiske Ambassade.

»Diyanets rolle hænger sammen med, hvor AKP og Erdogan har bevæget sig hen politisk. Man har haft det som strategi at udbrede AKP’s rækkevidde i europæiske lande. Der er en stemmemæssig fordel i at få motiveret de millioner af tyrkiske vælgere, som lever uden for Tyrkiet,« siger Pola Rojan Bagger, som er mellemøstanalytiker for Mellemfolkeligt Samvirke og tidligere Tyrkiet-korrespondent.

»Derudover har man eksporteret de sekteriske og politiske skillelinjer, der findes i Tyrkiet, for eksempel mellem tyrkere og kurdere, mellem sekulære og islamister. Og der har Diyanet spillet en nøglerolle, fordi polariseringen sker med religiøse overtoner – helt klokkeklart og bevidst,« siger han.

Man har med andre ord valgt at bruge Diyanet til at føre politik på dansk og europæisk jord.

Da Information sidste uge besøgte pladsen foran Den Tyrkiske Ambassade, udtrykte cirka halvdelen af dem, vi talte med, stor begejstring for Erdogan, som har siddet på magten de seneste 16 år som henholdsvis premierminister og præsident. Når Information derimod talte med repræsentanter for det mindretal, der ikke støtter Erdogan, fortalte de, at de frygtede at blive angivet gennem de såkaldte stikkerlinjer, eller at miljøet ville blive yderligere splittet, hvis Erdogan blev genvalgt.

Valgresultatet fra søndagens valg

Efter søndagens præsident- og parlamentsvalg ser stemmefordelingen fra de tyrkiske stemmer i Danmark ud som følger (i procent):

Præsidentposten:

  • Recep Tayyip Erdogan (AKP): 57,6
  • Selahattin Demirtas (HDP): 23,1
  • Muharrem Ince (CHP): 16,7
  • Meral Aksener (IYI): 2,2

Udvidet moskénetværk

Gennem de seneste år har Tyrkiet været involveret i opførelsen af en række nye moskeer. Som Kristeligt Dagblad skrev i 2017, så var otte ud af de i alt 27 tyrkiske moskeer i Danmark i gang med at udvide eller havde et ønske om det.

Det er for så vidt ikke nyt, at moskeerne hører under Diyanet. Direktoratet har eksisteret siden 1924 – året efter Atatürks grundlæggelse af republikken – og var i begyndelsen tænkt til at holde styr på islam og sikre sekularismen. Men over de seneste år har direktoratet fået en markant anderledes rolle.

Som Jakob Lindgaard, forsker i Tyrkiet fra Dansk Institut For Internationale Studier, siger: »Diyanet er i dag direkte underlagt Erdogan. Under ham er kursen ændret, og er siden 2011 blevet brugt til at genintroducere en mere konservativ forståelse af islam i den tyrkiske stat og det tyrkiske samfund.«

»Efter kupforsøget i 2016 er Diyanet blevet brugt proaktivt af AKP-regeringen som et redskab i denne her omfattende bekæmpelse af Gülen-bevægelsen, som de betragter som terrorister. I Europa er det bl.a. blevet brugt til at lave lister over Gülen-tilhængere,« siger han.

Ud over at have bånd til samtlige tyrkiske moskeer i Danmark, er der også en forbindelse til Unionen for Europæiske Demokrater (UID) – omend det er uklart, præcis hvad denne bruges til. UID er en organisation, som er utrolig vigtig i forhold til at forstå, hvordan Erdogans indflydelse udbredes i Europa – i hvert fald hvis man spørger en række forskere, bl.a. Jakob Lindgaard:

»UID kan sammenlignes med Erdogans version af dialogforum. Det er en form for ngo, der ser ud til at repræsentere tyrkiske demokrater, men som i praksis fungerer som en slags lobbyplatform for AKP,« siger han.

For et par dage siden skrev Weekendavisen, at der var »en forbindelse mellem denne forening (UID Danmark, red.) og det statsstyrede tyrkiske moskénetværk«. Forbindelsen går på, at UID holder til i en murstensbygning i Albertslund, som er ejet af Dansk Tyrkisk-Islamisk Stiftelse. Ved siden af ligger Alaadin-moskeen, som har samme ejer. De oplysninger kan man slå op under ejendomsdata på borger.dk, hvor man også kan se, at bygningerne blev solgt til stiftelsen i 2014 for 10 millioner kroner.

At UID lejer sig ind hos Dansk Tyrkisk-Islamisk Stiftelse, der som sagt hører under den tyrkiske ambassade og Diyanet, er ikke et bevis i sig selv på, at der er et link mellem AKP-regeringen og foreningen. Men som Jakob Lindgaard siger: »Jeg ville blive overrasket, hvis det var helt tilfældigt.«

»Man kan ikke forestille sig, at foreninger, der er kritiske over for Erdogans regering, kunne leje sådanne lokaler. Når man ser på det polariserede landskab, er der en stemning af, at enten er man med ham, eller også er man imod ham,« siger han og konkluderer, at det som minimum er udtryk for et sammenfald af positioner og synspunkter, men at man ikke kan sige, om de er organisatorisk forbundet.

Også Pola Rojan Bagger kalder lokalelejet for et »påfaldende sammentræf«.

»Kommer man i de pågældende moskeer er der ingen tvivl om, hvilket overhoved man tyr til,« siger han med henvisning til professor Samin Akgönul, som forsker i Tyrkiet, Diyanet og imamer på Strasbourg Universitet, og sidste år lavede en analyse af de fredagsprædikener, som Diyanet sender til moskeer i hele Europa hver uge.

Analysen blev bragt i Kristeligt Dagblad og viste, at prædikenerne var stærkt farvet af politiske og nationale budskaber, ligesom prædikener støttede Erdogans styre.

Ikke andet end et kontorfællesskab

Selv erklærer UID sig uafhængig, hvilket man eksempelvis kan læse på de forskellige afdelingers hjemmesider. Det holder formanden for den danske afdeling, tidligere imam Fatih Alev, fast i, da han mener, at organisationen »er til for at styrke tyrkiske interesser, uafhængig af partipolitik«.

På sin facebookside har Fatih Alev delt adskillige opslag, som sympatiserer med AKP og Erdogan inden, under og efter det seneste valg, og han siger da også selv, at han »personligt støtter Erdogan«, men at det intet har med organisationen at gøre.

»Der er tale om et kontorhotel, hvor vi lejer os ind og betaler husleje. Der er også en masse andre erhverv på samme adresse,« siger Fatih Alev.

»Det ser kun mærkeligt ud, hvis man er konspiratorisk og ser spøgelser overalt. Samtlige moskeer er meget opmærksomme på ikke at blive forbundet med noget som helst politisk,« supplerer han.

Fatih Alev kan ikke huske, præcis hvornår UID begyndte at leje lokalerne, men ifølge Dogan Polat, som er formand for kulturforeningen, der styrer moskeerne og lejer lokalerne ud, kom UID til 1. september 2017. Grunden til, at kulturforeningen i sin tid købte de to store bygninger er, at de på sigt vil udvide moskeen til et kulturhus. Indtil da lejer de lokalerne ud, så de kan betale huslejen, lyder det.

Dogan Polat understreger, at de i kulturforeningen ingen informationer har om, at UID skulle yde hverken støtte til eller have sympati for AKP-regeringen. »Ifølge deres egne vedtægter, er de uafhængige,« siger han.

Skal vi forvente øget indflydelse?

Forbindelse eller ej, så har Fatih Alev en stor betydning for både Diyanet og for Tyrkiet, fordi han har en rækkevidde i den danske offentlighed, som når langt ud over den tyrkiske minoritet, lyder det fra Pola Rojan Bagger.

»Spørger du til, om Diyanet skulle have en interesse i at knytte UID tættere på sig, så vil jeg svare entydigt ja. Det kan de bruge til rigtig meget – uanset om der er organisatoriske bånd eller ej,« siger han.

I søndags blev Erdogan som sagt genvalgt med mere end halvdelen af stemmerne. Samtidig træder forfatningsændringen, der blev stemt igennem sidste år, også nu for alvor i kraft, hvilket giver ham markant større magtbeføjelser. Om det betyder, at Diyanet kommer til at spille en endnu større rolle i de kommende år, er svært at svare på. Men de kommer fortsat til at være bindeleddet mellem det officielle Tyrkiet i Danmark og de mange tyrkere, som bor i landet.

Jakob Lindgaard peger på, at UID kan komme til at spille en langt større rolle, som man også har set i Tyskland. Her var den tyske afdeling f.eks. aktiv i forbindelse med sagen om komikeren Jan Böhmer, der skrev et digt, som gjorde grin med Erdogan og endte i en diplomatisk krise mellem Merkel og Erdogan. UID i Tyskland opfordrede til, at komikeren blev retsforfulgt, fordi han havde krænket den tyrkiske præsident.

»Som opinion i det offentlige rum kan UID komme til at spille en stor rolle, også i Danmark,« siger Jakob Lindgaard.

Serie

Erdogans sidste stik

Præsident Erdogan er kun ét valg fra at legalisere sit forfatningsstridige enmandsstyre af den tyrkiske republik. Med præsident- og parlamentsvalget den 24. juni træder Tyrkiets nye forfatning i kraft, hvor premierministerposten nedlægges og præsidenten overtager beføjelser til at udpege ministre, forfatningsdommere, topembedsmænd og universitetsrektorer, mens militæret sættes under styrket civil kontrol. Vi følger sidste led i Erdogans kamp for at konsolidere sin magt.

Seneste artikler

  • Nu gælder det for Erdoğans modstandere om at komme væk

    26. juni 2018
    Erdoğans tilhængere jubler over endnu en sejr. Hans modstandere har mistet det sidste håb om, at det nogensinde bliver bedre. Selv hvis Erdoğan skulle falde død om, har det store flertal vist sig alt for villige til at undertrykke anderledes tænkende. »Det er ikke de vilkår, vores børn skal vokse op under,« siger en fyret lektor
  • Erdogans nemesis lurer i Tyrkiets mest beskidte valgkamp

    23. juni 2018
    Erdogan er rimelig sikker på genvalg, men hans flertal er i risiko, og hans politiske projekt har delt nationen i en uforsonlighed hinsides politisk debat, og hvor uenighed med Erdogan udlægges som sympati med terror
  • Tuna Ateş kender ingen, som støtter Erdoğan. Den tyrkiske befolkning lever i forskellige sfærer

    23. juni 2018
    Søndag går tyrkerne til valg. De fleste regner med, at Recep Tayyip Erdoğan genvinder præsidentposten. Også den 25-årige universitetsstuderende Tuna Ateş, som selv er meget kritisk over for Erdoğan. Men han har opgivet troen på, at det kan betale sig at protestere i Tyrkiet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Touhami Bennour

Jeg har selv haft det fornemmelse når jeg besøger landet(muslimsk). Generelt soger folk at komme ud om aften, det sker for alle over hele verden; hvor man går hen afhængig af traditioner og skikke. I et Europeisk eller kristne land går folk efter "barer" og i Danmark går folk til værthus og drikke øl, men i de muslimske lande findes de slags ting ikke, de er ikke populære; derfor går de til moskeer og høre et eller andet. På en måde ligne det en folkeuniversitet. Men de smager ikke af noget for artiklen, men ikke desto mindre er det rigtig. Resten af artiklen ligne en jagt på Erdogan tilhængere.

Når vi ser Erdogan i medierne er han altid ulasteligt klædt - "sekulært", enten i jakke, bikser, skjorte og slips osv., eller mere "casual" klædt uden slips og med åbenstående skjorte øverst - altså helt i vestlig påklædningsstil.

Det stemmer overhovedet ikke ens med den politisk religiøse kultur han fører sig frem med, og som indeholder diktatorrollen ved samme lejlighed slet skjult af de politiske paroler, der tilsidesætter ethvert håb om noget sekulært og demokratisk som han åbenbart gerne vil tages til indtægt for med sin påklædning.

Heri ligger et stort bedrag som Erdogan omgiver sig med, og som Europas politiske ledere næppe stoler meget på, og det samme må gælde for NATO medlemskabet for Tyrkiet.

Det kan virke forvirrende, men når alt kommer til alt, så må vi vurdere Erdogan ud fra han politiske handlinger, som rækker ud efter mere religiøsitet for helt Tyrkiet, - og dermed vender ryggen til det sekulære og vesten.

Karsten Lundsby, Anne Eriksen, Kim Houmøller og Peter Hansen anbefalede denne kommentar
Jens J. Pedersen

Meget tyder på, herboende tyrkiske borgere stemmer på Erdogar, fordi de ikke selv skal leve under tyraniet.

Estermarie Mandelquist og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar
Peter Hansen

@Espen Bøgh

Måske går han "sekulært" klædt, men har du set hans kone, hun går i noget der ligner jeg ved ikke hvad (70ér tøj?), og så naturligvis med det undertrykkende tørklæde, der pådutter og viser kvinden hendes plads bag den store mand og kalif.

Tyrkiet synes tabt for Europa, og synes at være en trojansk hest i NATO, vi kan jo se, hvordan Tyrkiet bekæmper vores allierede kurderne i kurdistan og køber nye våben systemer i Rusland, altsammen noget som undergraver NATO indefra.

Vi bør i Danmark vedtage, at moskeer og lignende religiøse og urationelle institutioner, ikke må finansieres fra udlandet, og sprede had og propaganda.

Erdogans moskeer fungere i dag både som, spiontjenester, propagandamaskiner, og anmelder steder, hvor man kan anmelde dem der er i mod det Tyrkiske diktatur. Samtidigt med dette, så modarbejder de integrationen i div. lande, da de er med til at bibeholde en dyrkelse af tyrkisk nyislamisk nationalisme på fremmed jord.

Estermarie Mandelquist, Steffen Gliese, Espen Bøgh og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

For at sige det som det er : Erdogan er blevet leder af et autokratisk demokrati - Putin Style - med en underforstået trussel om at det kunne blive permanent.

Peter Hansen, Karsten Lundsby, Bjørn Pedersen, Jørgen Larsen, Steffen Gliese og Jens J. Pedersen anbefalede denne kommentar
Runa Lystlund

Runa skriver.
Forbyd mennesker med dobbelt statsborgerskab, at stemme i andre lande end dem er bosatte i. Hvis man er bosat i Danmark og ønsker at forblive dansk statsborger, stemmer man kun i Danmark. Det er naturligt, at man stemmer i det land man er bosat i og ikke har lov til at stemme i et land man ikke er bosiddende i. Hvis personer med dobbelt statsborgerskab vil stemme andre steder end i Danmark, bør de og deres familie udvises til de respektive lande de kommer fra. Således undgår Danmark problemer desangående og ledere som Erdogan f.eks. får ikke magt over tyrkere i Danmark. Dette skal i øvrigt gælde for alle nationaliteter. Jeg stemmer f.eks. kun i Danmark. Jeg finder det rigtigt ikke at bestemme over mine landsmænd, når jeg nu bor i Danmark. Jeg deler ikke deres vilkår og bør ikke bestemme over deres liv.

Estermarie Mandelquist og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar