Læsetid: 4 min.

Den danske folkekirke står ved en korsvej: Forstening eller fornyelse?

Et biskop-ledet fagudvalg lægger op til at frigøre søndagsgudstjenesterne fra den stramme centralstyring af indholdet. Ellers risikerer kirken at blive uvedkommende. Men den kan også blive for hjemmelavet
19. juni 2018

Den danske folkekirke står foran, hvad der kan blive en hed debat. Det drejer sig om kirkens højmesse.

Hele 75,1 procent af den danske befolkning er medlemmer af folkekirken. Hvor mange af dem kan mon besvare spørgsmålet: Hvad er kirkens højmesse?

Lad svaret straks blive røbet: Det er det enkelte kirkesogns faste hovedgudstjeneste, der normalt finder sted om formiddagen på alle søn- og helligdage. Når ’høj’ er hæftet på messen, skyldes det, at det er en gudstjeneste med mulighed for dåb og nadver, som er særligt højtidelige begivenheder i kirkens liv.

De fleste danskere – både medlemmer og ikkemedlemmer af kirken – har overværet en søndagsgudstjeneste, ofte i forbindelse med dåb.

De, der ikke er kirkevante, kan studse over gudstjenestens indhold. Den betjener sig af ord og begreber, der ligger meget langt fra det almindelige levet liv i dagens Danmark.

Det er en kritik, der deles langt ind i kirkens egne strukturer.

Derfor nedsatte landets biskopper sidste år tre teologiske faggrupper til at forberede en debat om gudstjenesternes form. Nu har den ene af grupperne, under ledelse af Ribe-bisp Elof Westergaard, afgivet sin rapport. Den kan forventes at rejse en kraftig debat i kirkekredse – uanset rapportens fredsommelige titel: Hvem bestemmer? Overvejelser om forholdet mellem autorisation & frihed i folkekirkens liturgi.

Forklaring

To fagudtryk i titlen kræver forklaring. ’Liturgi’ er de faste led i den kristne gudstjeneste: Det, der bedes, siges, synges og gøres.

Disse handlinger er i dag i vid udstrækning undergivet ’autorisation’. Det vil sige, at de skal være fastlagt på forhånd. I den særlige danske ordning er det dronningen, der står for autorisationen, der således er ’kongelig’. Det betyder i praksis, at det er kirkeministeren, der står for autorisationen – typisk efter indstilling fra biskopperne.

Hvis præsterne vil afvige fra det autoriserede, skal de søge om særlig tilladelse, medmindre der er tale om emner, hvor afvigelse på forhånd er godkendt.

Kontrol med, at præsterne holder sig inden for det autoriserede, udøves af biskopperne og provsterne.

Det er endnu en ejendommelighed ved folkekirken, at reglen herom står i Chr. den Femtes Danske Lov fra 1683. Den bestemmer, at provster og biskopper skal se til, »at alt går retteligt og skikkeligt til«.

Det er i dag forholdsvis nemt at se til, for de nuværende regler for højmesser – senest opdateret i 1992 – er klare og ret stramme.

Det teologiske fagudvalg fremlægger tre modeller for en fremtidig ordning. Den første er, hvad udvalget kalder »Den konservative«: At beholde den nuværende gudstjenesteordning.

Den anden kalder udvalget »Den frie«. Den går ud på, at kun strukturen i gudstjenesteforløbet skal være autoriseret, resten skal gives frit til præst og menighed.

Den tredje er det kompromis, som sagen tænkeligt havner på, nemlig »Mellemvejen«. Den går ud på både at autorisere strukturen og ordlyden i udvalgte dele af gudstjenesten.

Dilemmaet

Dilemmaet for folkekirken trækker et af faggruppens medlemmer, Aarhus-professor Hans Jørgen Lundager Jensen, op således:

»Hvis intet ændres, vil gudstjenesten blive mere og mere fremmed for folkekirkens omverden, det vil sige mennesker, som gerne skulle blive og forblive medlemmer. Hvis intet autoriseres, risikerer gudstjenesten at blive til noget, der ikke kan identificeres som folkekirkeligt.«

Kirken står altså i et valg mellem to risici: At blive uvedkommende eller at blive for hjemmelavet. Det sidste bliver kirken, hvis man lokalt finder frem til en gudshyldest, der ligger så langt fra kirkens traditioner, at det bryder det fællesskab, som folkekirken ellers stræber imod.

At dette ikke bare er vidtløftige formaliteter, belyser en sag, som Kristeligt Dagblad har fremdraget. Den handler om noget folkekirkeligt meget principielt: Er alle børn Guds børn – eller er de det kun, når de er døbt?

Lindevang Kirke på Frederiksberg i københavnsområdet har siden 2011 haft stilling som »liturgisk forsøgssogn«. Det har blandt andet indebåret, at kirken udelader dåbsbønnens formulering om, at dåben gør børnene til Guds børn.

Sognepræst Christiane Gammeltoft-Hansen, der er medlem af fagudvalget om liturgien, har den opfattelse, at børn er Guds børn allerede fra fødslen.

Men det er et kontroversielt synspunkt i folkekirken. Ifølge sognepræst Herluf Christensen i Aalborg Stift risikerer dåben at blive overflødig, hvis alle børn er født som Guds børn. Han advarer i det hele taget mod forskelle i dåbsritualet. Til Kristeligt Dagblad siger han:

»Nogle vil nok også blive efterladt med den tanke, om det var den rigtige dåb, deres barn fik, hvis den er så forskellig fra sogn til sogn.«

Og sognepræst Nanna Hauge fra Vestsjælland spørger: »Skal en kirke for eksempel også have lov til at udelade formuleringen om, at man får syndernes forladelse ved dåben – fordi de ikke synes, der er synd i mennesket?«

Forvent en heftig folkekirkelig debat – om liturgi og autorisation, og hvad de betyder for syndernes forståelse og forladelse.

Information har mødt Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen til en samtale om at bevare håbet
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
  • Niels-Simon Larsen
Katrine Damm, Eva Schwanenflügel og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Man er nok ubehøvlet, hvis man antyder, at det er helt ude i hampen at diskutere, om børn er en Guds bø

Niels-Simon Larsen

Man er nok ubehøvlet, hvis man antyder, at det er helt ude i hampen at diskutere, om børn er en bestemt guds børn. Det viser, hvor langt mange af os står fra visse andre. Ydermere er disse diskussioner indirekte på finansloven. Hvor i alverden er vi henne? Er vi splittergale?

Bjørn Sunesen, Ejvind Larsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Katrine Damm, Hanne Ribens, Torben Lindegaard og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Torben Nielsen

Nej vi er ikke splittergale. Der er mange meninger om tro, der er jo tale om tro, så det er vel ikke så mærkeligt. Det vidunderlige er, at vi kan diskutere troen, og manglen på samme, uden at komme op at slås. Det er i erkendelse af, at alle har ret til sin tro. Det behøver man ikke blive splittergal af, måske bare lidt fornøjet.

lars søgaard-jensen, Katrine Damm, Knud Jacobsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Der er ingen, der efterspørger reformation af gudstjenesten - bortset fra dem, der måske har svært ved i øvrigt at finde mening i arbejdet, hvis de ikke kan sætte deres eget præg. Det er selvfølgelig et udtryk for galopperende storhedsvanvid at tro, at man kan bedre og mere indhold i højmessen, end der er.
Som med alting af betydning kræver det forberedelse at hente et udbytte, en forberedelse, som opvæksten i vores protestantiske samfund automatisk bibringer i ånd og tankegang. Hvis man altså ikke er liberalist.

Niels-Simon Larsen

Torben Nielsen: Din tro skal ikke have noget med mig at gøre, men det har den, når stat og religion er blandet sammen. Det er derfor, at vi skal have indført det sekulære samfund. De religiøse samfund må ikke have deres snabler nede i statskassen, og det har de, som det vises i artiklen. Hvad er argumenterne for status quo?

Bjørn Sunesen, Bjarne Bisgaard Jensen, Ejvind Larsen, Mogens Holme, Hans Houmøller, Katrine Damm, Leo Nygaard, Hanne Ribens, Kjeld Jensen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jo, Niels-Simon Larsen, iflg. grundloven er vi et luthersk-evangelisk samfund, og det er vi jo også i praksis med små 80% af befolkningen indmeldt i folkekirken og kirkegangen i vækst.
Det er i orden at have personlige præferencer, men de er altså ikke gældende ude i virkeligheden.

Kjeld Jensen

Når nu ca 80% er medlem, så burde kirken kunne klare sig uden staten. Jeg forstår heller ikke at man kan pålægge nogle tjenestemænd (præster) , at de skal tro på en bestemt religion. Der er vel ellers religionsfrihed her i landet.

Troels Brøgger, Hans Houmøller og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

Det er nok både en nødvendig, men vel også spædende diskussion. For hvordan beslutter man troen og er der en tro på en skaber som vi mennesker personificerer bare for at kunne forstå. Så er der logikken omkring skabelsen eller kredsløbet? Er der en overodnet skaber så vil den skaber jo være universel uanset om vi tror eller ej, hvilket vel gør kampen mellem de tre store religioner absurd og for de to andre store det samme. Vi ved vi forgår uanset hvilken tro. Spørgsmålet er om der er en kerne et sted i os sjæl som fortsætter og som får frelsen helt afhængig af om man har handlet rigtigt i dette liv og tilbedt tilstrækkeligt. Hvis vi tager den kristne trosbekendelse så virker den jo i princippet absurd i forhold til den virkelighed vi er i. Hvis skaberen findes kunne man jo forestille sig at den skaber, som vi ser i vores billede, for vi har ikke andet, vel ville grine smørret et sted i universet. Men uanset så må det vel gælde om kristendommen i hverdagen, hvis det er det man vil og så må en form for fornyelse være på in plads men med en form for ramme for genkendelsen og tryghedens skyld. I min optik må kirken stadig gerne være en del af staten bare andre religioner får samme rammer. PS: Jeg er buddhist efter små 70 år som døbt, konfirmeret og gift tre gange i folkekirken.

Man skal som præst ikke skeje for meget ud, hvis man prædiker i folkekirken. Det fik sognepræs Harald Søbye at føle i 1964. Han havde en helt egen opfattelse af, hvad det ville sige at være præst.
Ved hans død citerede Henning Kløvedal Prins præsten:

- * ”Jordkloden foretager sine normale, præcise omdrejninger om solen,
- men menneskene er rablende gale.
- De slås om deres guder.
- Var det ikke bedre, at der ingen guder var?
- Fra i morgen er der ingen Gud, og slagsmålene hører op.”

https://da.wikipedia.org/wiki/Harald_S%C3%B8bye

Ejvind Larsen, Mogens Holme, Niels-Simon Larsen, Katrine Damm, Kjeld Jensen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar

Igen, igen har vi denne snak, om sammenhængen mellem stat og kirke er grundlovsfæstet.
Det eneste argument vi hører er, at sådan har det altid været.
Men det underliggende og uudtalte er rædsel for, at antallet af medlemmer i en FRI forening går kraftigt nedad, og at guds tjenere mister deres arbejde i stort tal.
Når vi kan melde os ud af kirken, men ikke af staten, ses problemet tydeligt.

Folkekirken er en underskudsforretning og støttes økonomisk af staten, dvs at alle skatteydere er med, selv om vi ikke er med !!!!
Ulogisk, urealistisk, uretfærdigt og latterligt.

Ja, måske endda grundlovsstridig, da ingen kan tvinges til at bidrage til anden gudsdyrkelse, end sin egen (§68). Måske et sagsanlæg mod staten er nødvendig for at afklare disse forhold en gang for alle.
Et emne for en forfatningsdomstol, som vi ikke har.

Bjørn Sunesen, Troels Brøgger, Ejvind Larsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels-Simon Larsen og Katrine Damm anbefalede denne kommentar
Hans Houmøller

Pudsigt at Folkekirken og Folkeskolen deler problemer gennem for stor individualisering.
Det fælles forsvinder, hvis alle kan bedrive kirke og skole, som de selv lyster.

Troels Brøgger

Efter at have været menighedsrådsformand og dermed fået kraftigt kik ind bag kulisserne har jeg meldt mig ud af Folkekirken, og det er min inderligste overbevisning at stat og kirke bør adskilles, det kan ikke gå hurtigt nok! Det kan godt være at ca.75% (og ikke 80, Steffen Gliese) er medlemmer af Folkekirken men de kommer der kun til de fem centrale begiveheder: Dåb, konfirmation, bryllup,begravelse og jul. De øvrige søndage står kirkerne temmelig tomme. Folkekirken koster staten omkring 8 milliarder om året at drive. Det er rigtig mange penge som sagtens kunne bruges på en anden måde til større gavn for borgerne. En provst tjener til eksempel omkring 650.000 kr om året, en biskop omkring en million. Som menighedsrådsformand oplevede jeg en skov af forskellige DYRE firmaer som allesammen gerne vil udføre noget for kirken, den har jo pengene. Derudover er der alt hysteriet med hvad man må og ikke må ved kirkebygninger. Her skal nationalmuseet involveres, og hverken de eller deres løsninger er billige i drift.
Jeg oplevede en sådan inkompetence og sløsethed at det blev uudholdeligt at være med mere. Til min bestyrtelse opdagede jeg så at jeg STADIG via skatten betaler til præsternes lønninger.

Niels-Simon Larsen

Troels: Jeg kender dig som en af de gamle debattører her, og du kan sagtens skrive en kronik over det, du har oplevet som menighedsrådsformand. Du må ikke sige til dig selv, at det ikke nytter noget, for det er vigtigt, at det kommer frem. Go for it, please!

jens peter hansen

Se lige dette fra Kristeligt Dagblad: https://www.kristeligt-dagblad.dk/folkekirkens-oekonomi
Det fremgår her at Staten bidrager med 780 mio af de små 8.mia kirken koster. Kirkeskatten indbringer omkring 6 mia. Hvis kirken skulle friholdes fra staten ville kirkeskatten altså skulle hæves fra 0.88 % til omkring 1% . Vel ikke uoverkommeligt. Kirkeministeriet skulle naturligvis nedlægges og de mange bevaringsværdige bygninger lægges fuldt og helt ind under Nationalmuseet som så skulle tilføres nogle mia. til vedligeholdelse.
Selvfølgelig skal kirke og stat skilles ad, men helt så let som det ser ud er det nok ikke.

jens peter hansen

Se lige dette fra Kristeligt Dagblad: https://www.kristeligt-dagblad.dk/folkekirkens-oekonomi
Det fremgår her at Staten bidrager med 780 mio af de små 8.mia kirken koster. Kirkeskatten indbringer omkring 6 mia. Hvis kirken skulle friholdes fra staten ville kirkeskatten altså skulle hæves fra 0.88 % til omkring 1% . Vel ikke uoverkommeligt. Kirkeministeriet skulle naturligvis nedlægges og de mange bevaringsværdige bygninger lægges fuldt og helt ind under Nationalmuseet som så skulle tilføres nogle mia. til vedligeholdelse.
Selvfølgelig skal kirke og stat skilles ad, men helt så let som det ser ud er det nok ikke.

Christian De Thurah

"Det eneste argument vi hører er, at sådan har det altid været", skriver Leo Nygaard. Jeg kunne godt tænke mig at fremføre et andet argument for at bevare Folkekirken. Jeg er ikke selv medlem og har ikke været det i en menneskealder, men jeg tror, Folkekirken har en funktion, nemlig at sikre det danske samfund den højest mulige grad af sekularisme. Når 3/4 af befolkningen får afløb for deres religiøse tilbøjeligheder i en stor, apolitisk (ingen kan jo tale på dens vegne) organisation, hindrer det, at denne religiøsitet får politisk indflydelse. Adskiller man derimod stat og kirke, kan det gå helt galt. Det ses tydeligst i USA, en republik grundlagt i slutningen af Oplysningstiden med klar adskillelse af stat og kirke. Het får religiøsiteten afløb gennem alle mulige besynderlige trossamfund og sekter, der blander sig i alt mellem himmel og jord. Man skal lede længe blandt civiliserede lande for at finde et, hvor religionen spiller en større rolle i det politiske liv end i USA.
Så vel er Folkekirken da en tumpet konstruktion, men ønsker man at bevare et sekulært Danmark, tror jeg ikke, man skal pille for meget ved den.
Jeg har ikke noget imod, at en lille del af min skattebetaling går til Folkekirken. Jeg ser det som en form for miljøsikring.

Jens J. Pedersen

Det væsentlige er forsvundet fra Folkekirken for længe siden. Det vedkommende er væk, borte med tidevandet.
Det grundlæggende i Kristendommen er fællesskabet omkring måltidet, men det er kun pseudo nu.

Jeg argumenterer for en adskillelse, ikke i foragt for religionen, men i et forsvar for kirkens frihed fra staten og emsige politikere.
Hvad kirken, måske kirkerne, så gør med den nyvundne frihed, vil tiden vise.
Det med bygninger og gravpladser er et praktisk problem, der kan løses.

Thura, det modsatte af "alle mulige besynderlige trossamfund og sekter, " er ensretning.
Forskelligheden har vi iøvrigt allerede haft i hundreder af år.

Christian De Thurah

Leo Nygaard
Jeg har ikke set nogen kommentarer, der ville ensrette det religiøse liv i Danmark, og det har jeg heller ikke noget ønske om. Enhver er - og skal naturligvis være - ganske frit stillet mht. konfessionelle spørgsmål. For mig er det vigtige at holde religion og politik adskilt, og det tror jeg, man - paradoksalt nok - opnår ret godt med den nuværende ordning.

Der var da en minister, der blandede sig i vielse af homoer. Og kirkens folk er delte i det spørgsmål.
Via økonomien er religion og politik ikke adskilt.
Videre bare henvise til mit indlæg 16.43.

Troels Brøgger

@Niels Simon: Tak for opmuntringen. Jeg har faktisk tænkt en del på det, men du rammer plet når du antager at jeg har opgivet det. Jeg var en enkelt gang i P1's ring til regerignen hvor jeg konfronterede kirkeministeren med problematikken. Jeg fik selvfølgelig et ikke-svar og blev derefter lukket ned af studieværten Mads Aagard som ikke ville have ballade, så jeg skal nok en gang til rundt i den indre manege hvis jeg skal få taget mig sammen, men tak endnu en gang:)

Niels-Simon Larsen

Troels: Alle vi gamle debattører kunne sagtens give op. Vi har gjort vores, og nu må de yngre til. Ja, hurra, men hvor er de? Der foregår et utal af debatarrangementer rundt omkring, men stikker man kniven i problemet, så er det ud. Derfor har vi alle de der søde debatter, hvor vi skal være positive over for hinanden. Jeg er ikke ude på ballade, men gider heller ikke spilde en aften. Du har en dyb indsigt i et område, er afbalanceret og klart skrivende. Hvis ikke du skulle skrive en kronik, hvem skulle så?

"Trosretningen" Jehovas Vidner får statstilskud. Alle kender noget til de ufri og fundamentalistiske forhold i den forening. De får angiveligt penge af skatteyderne for deres aktivitet.
Samme politikere, der blander sig i homovielser, nu forbyder ansigtstekstil og måske også omskæring af drenge.
Religionen - alle religioner - skal holdes i privatssfæren uden indblanding og tilskud fra samfundet, under ansvar for landets love.