Læsetid: 4 min.

Den erklæret uafhængige netavis Pio undlader at oplyse om sponsorater fra LO og 3F

Netavisen Pio hævder at være uafhængig af organisationer. Men LO og 3F har i årevis støttet mediet, uden at nogen af parterne aktivt har sørget for at oplyse offentligheden om det. Problematisk, vurderer medieforsker
Blandt andre 3F har ikke noget imod at fortælle, at de har støttet netavisen Pio, men på det angiveligt uafhængige netmedie fremhæver chefredaktøren, at det er af hensyn til sponsorerne, at de ikke har oplyst om deres bidrag.

Blandt andre 3F har ikke noget imod at fortælle, at de har støttet netavisen Pio, men på det angiveligt uafhængige netmedie fremhæver chefredaktøren, at det er af hensyn til sponsorerne, at de ikke har oplyst om deres bidrag.

Joachim Adrian

5. juni 2018

Fagbevægelsen er et af Netavisen Pios absolutte fokusområder. Nu viser det sig, at avisen har modtaget økonomisk støtte fra LO og 3F. Og det vel at mærke uden, at parterne aktivt har sørget for at oplyse offentligheden om det.

Tværtimod forklarer chefredaktør Jens Jonatan Steen, at mediet bevidst har tilbageholdt oplysninger om støtten, og at Pio også modtager støtte fra et mindre fagforbund, hvis identitet chefredaktøren ikke vil oplyse.

I en mail til Information oplyser organisations- og udviklingschef i LO Jakob Sand Kirk, at de siden 2013 har støttet Pio med samlet 1,82 millioner kroner. 3F’s formand Per Christensen ønsker ikke at oplyse konkrete beløb, men bekræfter, at de »ved et par lejligheder har ydet iværksætter-/sponsorstøtte« til Pio.

De økonomiske bånd er problematiske, vurderer professor Mark Ørsten fra Roskilde Universitet, der forsker i journalistisk etik og troværdighed. Han henviser til, at Netavisen Pio på sin hjemmeside præsenterer sig som »uafhængig af organisationer og partipolitiske interesser«.

»Man postulerer en uafhængighed. Men hvis man modtager penge fra organisationer, så er man nærmest pr. definition ikke uafhængig,« siger Mark Ørsten.

Pio under pres

Kritikken kommer på et tidspunkt, hvor Netavisen Pio i forvejen er under anklage for at vildlede om sin uafhængighed. Reelt er mediet en »forlænget arm« for Socialdemokratiet, mener Venstres politiske ordfører Britt Bager. Hun har foreslået at ændre reglerne for tildelingen af den statslige mediestøtte, som Pio siden 2017 har fået bevilget omkring 700.000 kroner af.

For det kan ikke være meningen med mediestøtten, at den skal gå til »politiske partiers netmedier«, har Britt Bager sagt til Berlingske. Chefredaktør Jens Jonatan Steen har afvist beskyldningerne og kaldt forslaget »direkte totalitært«.

Som Information tidligere har afdækket, har chefredaktør Jens Jonatan Steen dog deltaget i interne møder i partiets kommunikationsafdeling, selv om den slags møder normalt er lukket land for journalister. Chefredaktøren har også ved to lejligheder ageret studievært på Socialdemokratiets facebook-livesendinger mod betaling og efterfølgende skrevet om de samme begivenheder i Netavisen Pio uden at nævne sine bijob for partiet.

En tendens

Netavisen Pio er ikke ene om at tage imod støtte og sponsorater. I en mediebranche, der de seneste mange år har kæmpet med faldende omsætning, er det blevet en stadig mere udbredt praksis.

Dagbladet Information, der bryster sig af at være »uafhængig af partipolitiske og økonomiske interesser«, har eksempelvis fået støtte fra Velux Fonden til en kampagne om grøn omstilling, støtte fra Foreningen Roskilde Festival til projektet ’Grænseland – samtaler med mænd om sex’ og en millionbevilling fra Google til udvikling af nye digitale forretningsmodeller.

Udviklingen gør åbenhed og gennemsigtighed afgørende, siger professor Mark Ørsten. Det giver mediets brugere mulighed for at forholde sig kildekritisk, når et medie skriver om en virksomhed eller organisation, de er støttet af.

I Information er det fremgået af bl.a. artikler, podcasts og seriebokse, at serien Grænseland »er støttet af Foreningen Roskilde Festival«, og at kampagnen ’Hvad gør vi nu?’ er »et samarbejde mellem DR og Dagbladet Information med støtte fra Velux Fonden«.

Millionbevillingen fra Google, som Information fik i december efter en åben ansøgningsrunde, blev meldt ud af tech-giganten i en pressemeddelelse, og efterfølgende har den været beskrevet i fagmedierne MediaWatch og Journalisten, hvor Informations udviklingsdirektør Rasmus Øhlenschlæger Madsen har givet interview. På Informations website fremgår bevillingen imidlertid ikke.

Støtten til Netavisen Pio fra LO og 3F er ikke aktivt blevet annonceret i offentligheden af nogen af parterne. Og når man på Netavisen Pios hjemmeside klikker på linket »vores økonomiske fundament er beskrevet her«, kommer man frem til en side med en opfordring til at donere et beløb til avisen. Her fremgår det, at Netavisen Pio kun sikrer driften »gennem støtte og donationer« – men ikke hvem donorerne er. Det fremgår dog af Pios ugentlige podcast, at den er sponseret af to andre organisationer – HK/Danmark og Dansk Metal.

Støtten fra 3F har tilsyneladende først været omtalt i offentligheden i maj måned i år, da fagforeningen adspurgt af Ekstra Bladet bekræftede, at de sponserer Pio. Støtten fra LO, som altså har stået på siden 2013, har tilsyneladende kun været nævnt på side 29 og 34 i det 108 sider lange »Grundlag for en eventuel ny hovedorganisation«, som blev lagt op på FTF’s og LO’s hjemmesider tidligere i år i forbindelse med den forestående fusion mellem de to.

Hemmelig sponsor

Når Netavisen Pio ikke har annonceret åbent, at de modtager støtte fra LO og 3F, er det ifølge chefredaktør Jens Jonatan Steen »af respekt for dem, der sponserer os«.

»Det er ikke noget, vi kan lægge frem en til en. Også fordi, der er forskellige måder, man gerne vil støtte på – med forskellige beløb og forskellig tilgang til det,« siger han.

– Men ville det ikke være en meget god oplysning for jeres læsere, når de læser en artikel, hvor I skriver om LO, at vide, at Pio faktisk er finansieret af LO?

»Jo, det kan du sige. Det ville skabe en større eksponering. Jeg synes, vi er meget eksplicitte omkring, hvor vi kommer fra, og hvor vi står. Vi lægger det frem, som vi har mulighed for.«

– I må ikke sige, at LO støtter jer, eller hvad?

»Det er forskelligt, hvad vores sponsorer ønsker at få offentliggjort. Jeg kan sagtens forestille mig, at vi på et tidspunkt vælger at lægge lidt flere beløb frem. Det synes jeg ville være fint. Men det er sådan her, vi gør det på nuværende tidspunkt.«

– Jeg havde ellers ikke noget problem med at få det oplyst. LO ville faktisk gerne oplyse beløbet, som de støtter jer med, også. Så jeg forstår ikke, at I ikke skulle kunne lægge det frem, når de gerne vil fortælle mig det?

»Ja, men det er fordi, LO ikke er min eneste sponsor.«

Ud over HK, Dansk Metal, 3F og LO er der »et enkelt mindre forbund, som også støtter«, forklarer Jens Jonatan Steen. Han vil ikke oplyse, hvilket forbund, der er tale om.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Beck-Lauritzen

Se, LO & 3F toner rent flag! Det bør alle andre medie-støtter også gøre. Og så må chefredaktørerne følge efter, med åben pande.
Lad os få et åbent samfund, hvor en spade er en spade etc., istedet for det "krims-kramseri", som statsministeren er "første eksponent" for, føj, fulgt af andre dårlige "rapse-ministre" - åhh, undskyld, det hedder VIP-ministre. Lav-måls-niveauet er nået.

Malan Helge, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Anne Mette Jørgensen, Flemming Berger, Christian Larsen, Bjarne Bisgaard Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Maj-Britt Kent Hansen, LO ejede Aktuelt igennem A-Pressen.
Jeg synes godt nok, at hele denne sag snarere peger på journalister, som vi har fået lidt for mange af, der chokeres og stejler på skrømt over måder, ting naturligt foregår på.
Ingen burde være i tvivl om, at S og fagbevægelsen med Pio endelig har fået et netmedie, der synes levedygtigt og udbredt - og som også synes at være en velsignet tilbagevenden til dengang, hvor medier stod ved deres tilhørsforhold i stedet for at lyve sig objektive.

Malan Helge, Eva Schwanenflügel, Anders Graae, Flemming Berger, Carsten Wienholtz, Torben Bruhn Andersen, Egon Stich, Torben K L Jensen og Anders Reinholdt anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Dagbladet Information - uafhængigt af partipolitiske og økonomiske interesser

Hvis ingen længere gider købe, læse, abonnere på og/eller annoncere i et dagblad, som konkurrerer på markedsvilkår med andre og større danske omnibus-aviser, kan dette dagblads bestyrelse lige så godt dreje nøglen om i hovedsædet, og dets ansatte begynde at se sig om efter andre steder at lufte deres uforgribelige meninger om 'meningsdannerne' på de resterende trykte og digitale 'platforme' i sprogområdet.

Så enkelt er det Steffen Gliese.

Maj-Britt Kent Hansen

Tak for oplysningen - Steffen Gliese.

Men det værste er da, at man ikke åbent fortæller, hvem der finansierer virksomheden - uanset hvilket medie.

René Arestrup

Det er altid en tilsnigelse - og nogle gange i åbenbar strid med sandheden - når medier hævder sig uafhængige af politiske- og økonomiske interesser.
Alle medier er holdningsbårne og alle medier er nødt til at tage bestik af den markedsdrevne, økonomiske logik.
Problemet med Pio er, at mediet, lige fra starten, har deklareret sig selv på et falsk grundlag.

Maiken Guttorm, Ole Bach, Katrine Damm og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Kjeld Jensen

Tak for en oplysende artikel.
Nu vil jeg gerne have en tilsvarende opgørelse over, hvor Information får pengene fra?

Malan Helge, Holger Madsen og Bo Carlsen anbefalede denne kommentar
Helle Walther

Hvis alle politikere oplyste deres støtte fra erhvervsliv osv og medierne ligeså, ligeledes hvis fagbevægelse er inde over, åbenhed, men det skal gælde alle af begge slags, medierne og politikere, såsker det ikke synes jeg Information skal stoppe sin hetz mod Pio pio.

Malan Helge, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen, Torben Bruhn Andersen og Holger Madsen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Det var med andre ord et svineheld for skriverkarlene i Dagbladet Informations nuværende korps af 'meningsdannere', at 'Outzes Drenge' nåede at installere sig i 'Fædrelandets' lokaler, før internettet blev opfundet og okkuperet af Mark Zuckerberg og Steve Jobs med flere af pionererne fra Silicon Valley i God's Own Country ... ;o)

Henrik Pedersen

Offentlig mediestøtte 2017:

Netavisen Pio: kr. 360.459,-
Information: kr. 25.526.165,-

Ca. 70 gange så meget.

Er Information så 70 gange mere i lommen på statsmagten?

Malan Helge, Peter Beck-Lauritzen, Flemming Berger, Carsten Wienholtz, Torben K L Jensen, Ole Bach og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
René Arestrup

@Helle Walther
Man skal vist være en tro og forblændet partisoldat for at hævde, at Pio er udsat for en hetz.
Pio er blot blevet udfordret på sine egne ord - helt i overensstemmelse med almindelig praksis i et demokratisk samfund, hvor pressen stiller kritiske spørgsmål til magthavere og meningsdannere.

Maiken Guttorm og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Grethe Preisler, vi har vist aldrig været så mange abonnenter på Information før, som vi er i dag - og netop informeren har alle dage været kendt for netop at være uafhængig af politiske og økonomiske interesser. Man kunne dog svinge lidt mere overbevisende med fanen dengang, hvor bladet også var medarbejderejet og ikke så fyldt med reklamer, som var det BT! (Jeg overdriver, jeg ved det godt).
Så fandt alle de andre aviser på, at de også hellere måtte bryde med deres hævdvundne og hæderværdige rolle som formidler af virkeligheden ud fra et standpunkt - og så havde vi balladen, for selvfølgelig kan de ikke det, der er kun plads til ét dagblad med det udgangspunkt. Nærmeste konkurrent, Weekendavisen, er derfor i den diametralt modsatte ende af ringen og leverer holdningsbåret journalistik for alle pengene. Det voksede man op med at vide, men det gør man desværre ikke mere, og så bliver man let desorienteret som ny avislæser.

Malan Helge, Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar