Læsetid: 2 min.

Den forhadte blokpolitik har fordele og ulemper – nu vil Mette Frederiksen af med den

Blokpolitikken i Danmark har i de seneste 25 år skabt både politisk stabilitet og politisk dødvande. Den kan synes umulig at bryde ud af, men lykkes det for Mette Frederiksen, kan der være stor gevinst at hente
»Fordelen ved blokpolitik er, at det giver ro om, hvem der har magten,« siger Christoffer Green-Pedersen, professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet

»Fordelen ved blokpolitik er, at det giver ro om, hvem der har magten,« siger Christoffer Green-Pedersen, professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet

Ritzau Scanpix

9. juni 2018

Socialdemokratiets formand vil lægge blokpolitikken i graven.

Mandag annoncerede Mette Frederiksen, at De Radikale ikke vil blive inviteret med i en eventuel socialdemokratisk regering efter næste folketingsvalg.

Torsdag uddybede hun i Deadline på DR2, at bruddet med de radikale skyldes, at et bredt samarbejde i Folketinget ifølge hende fordrer bedre politiske løsninger.

»Men,« sagde hun, »det er også for at markere, at jeg synes, blokpolitikken er nået til sin endestation, og jeg gerne vil sætte mig i spidsen for en regering, for et folketing, for et Danmark, der evner at samarbejde med hinanden.«

»Blokpolitikken er ikke til gavn for Danmark,« gentog hun.

Det er ellers blokpolitikken, der har sikret politisk stabilitet i Danmark gennem det seneste kvarte århundrede. Det forklarer professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet Christoffer Green-Pedersen.

»Fordelen ved blokpolitik er, at det giver ro om, hvem der har magten,« siger han.

»Uanset hvor meget ballade der har været i rød og blå blok, så vælter regeringerne jo ikke. For de partier, der støtter regeringerne, får ikke noget ud af at vælte dem, fordi så får de bare en anden farve.«

Østergaards problem

Det er også Morten Østergaards (R) problem lige nu, vurderer professoren. Selv om den radikale leder har truet med, at Socialdemokratiet ikke kan tage de radikales opbakning for givet, har han endnu ikke sagt, at han vil støtte en Venstre-regering.

»Så længe han ikke gør det, støtter han de facto Mette Frederiksen,« siger Christoffer Green-Pedersen.

Derfor er der heller ikke tale om et decideret opgør med blokpolitikken, siger han. Blokkene er stadig klart defineret.

Til gengæld kan Mette Frederiksen havne i den situation, som Lars Løkke Rasmussen har stået i siden valget i 2015. Nemlig den, at en regerings støtteparti gerne vil holde den ved magten, men ikke vil støtte dens politik.

»De blå partier er enige om, at de ikke vil have Mette Frederiksen som statsminister. Men derfra kniber det på mange områder,« siger Christoffer Green-Pedersen.

I sådan en situation går det politiske arbejde i stå, fordi regeringen ikke vælter, men samtidig ikke kan enes med sit støtteparti om at vedtage love.

Mette Frederiksen risikerer at komme til at stå i samme situation, hvis hun vinder næste valg, men ikke kan danne flertal uden De Radikale.

Men hvis et kommende folketingsvalg falder sådan ud, at hun kan danne flere forskellige flertal, både med DF og de røde partier, uden om De Radikale, vurderer professoren, at hun har gode chancer for at gøre op med blokpolitikken.

»Hvis hun får to-tre brugbare flertal, vil hun stå enormt stærkt.«

Fordelen ved at gøre op med blokpolitikken, siger Christoffer Green-Pedersen, kan også være, at lovgivningen bliver mere demokratisk og gennemsigtig. Har regeringen ikke et klart flertal, er det lettere for oppositionen at stille spørgsmål, få indflydelse og samle flertal uden om regeringen.

Statsminister Thorvald Stauning (S) og udenrigsminister Peter Munch (R) var ledere af Danmarks længst siddende flertalsregering. Stauning-Munch-regeringen styrede landet i de farefulde kriseår fra 1929 til den tyske besættelse af Danmark i 1940. Regeringen gennemførte omfattende reformer. Arkivfoto.
Læs også
Efter valget i 2011 fik fik den radikale leder, Margrethe Vestager, ydmyget både S og SF under forhandlingerne i det ’sorte tårn’ på Amager. Forhandlingerne fra tårnet præger stadig forholdet mellem de to partier. Og det handler ikke kun om udlændinge. Arkivfoto.
Læs også

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Det, der påstås at være en fordel, er jo i realiteten bomben under demokratiet: det handler ikke om stabilitet, det handler om at regere dynamisk efter de interesser, majoriteten har - herunder som minoritet i alle mulige sammenhænge, der kræver samfundets beskyttelse.

Karsten Lundsby og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Men det er jo kun højrefløjen, der har kunnet drive blokpolitik, på 'venstrefløjen' er der alt for mange, som deler liberalisternes materialistiske teenagedrømme om større og mere.

Lise Lotte Rahbek, Torben Skov og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Og Mette Frederiksen vil jo ikke af med blokpolitikken, hun vil på samme måde som Anker Jørgensen splitte den opposition, der omgiver hende til alle sider, desværre med et alt for lille parti og - værst af alt - en politik, der har det sik modsatte objektive mål for et godt samfund.

Karsten Lundsby, Jan Skovgaard Jensen, Eva Schwanenflügel og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar
Jørgen Lejf Hansen

Hvis hun ville af med blokpolitikken, ja så skal vi have en magistratsregering. Hvor de politiske partier fik ministerposter efter deres mandater.
Men så langt tør hun nok ikke gå, Socialakrobaterne drømmer nok stadig om et et parti stat.

Hvis Mette smider taktikken over bord og engagerer sig i nogle få essentielle, åbenlyse overgreb, uretfærdigheder og uhensigtsmæssigheder i den førte politik gennem et par årtier, kan hun initiere et skifte i det danske, politiske paradigme, som synes fastlåst her i det 21. århundrede.

Stop dansk eksport af retten til at udforme lokal lovgivning.

Stop arbejdsprøvning af åbenlyst uarbejdsdygtigt udfordrede borgere.

Prioriter faglig uddannelse af de næste generationer over semiforskningsbaserede feel-good eksperimenter og prioriter de nødvendige læringskræfter og den nødvendige tid.

Prioriter ressourcer til bemanding af kernen i den velfærd, som eroderes og udpines på tværs af al fornuft.

Stop pengestrømmene til så stor en del af det kriminelle tagselvbord som muligt og led dem ind i en forbedring af udfordrede borgeres generelle livskvalitet og sikkerhed.

Påfør ikke beskatningen yderligere tiltag i håb om at redde komplementærmængden til Danmark mod sig selv i selvretfærdighedens navn.

Ansvarliggør politisk udygtighed, uvederhæftighed og simpel frås.

Stop deltagelsen i forværring af konflikter med alle vore naboer, samhandelspartnere og gode venner.

Fortsæt selv eksemplerne.

Mette har alle chancer, hvis hun har modet og viljen.

Stop tyranniet overfor landets svageste befolkning - Indfør den frihedsskabende Basisindkomst.

Sammenhold grøn politik med målrettede skatter og afgifter. som støtter klimaet.

Stop militære engagementer overalt i udlandet. Drop købet af jagerflyene.

Jan Skovgaard Jensen

Det virker bare ikke så godt ...på mig...at Mette F.skulle have som mål at Danmark kommer af med blokpolitikken, før hun åbenbart har som mål at få regeringsmagten. Det er totalt utroværdigt og det klæder ingen politiker. Men de gør det alle sammen. Politikene. Som en slags ret de har til ikke at tale helt sandt. Mette F. er som sagt ikke speciel i den sammenhæng. Hvorfor finder vi os i det?

Christoffer Green Pedersen siger jf. interviewet, at der på den ene side kunne være fordele ved, at opgive blokpolitik, mens blokkene på den anden side eksisterer i bedste velgående.

Og man kan jo med god grund have sin skepsis al den stund, at politisk opbakning også er noget man må "købe sig til".

Nu er der ganske vist formentlig et stykke tid til et valg. Men forlods har Enhedslisten jo haft en debat om, ikke at støtte en S ledet regering for hver en pris, men muligvis også at stemme den ned. Morten Østergaard er også ude med en melding om, at de radikale ikke med nødvendighed bakker en S ledet regering op.

Enhedslistens melding kom oven på erfaringerne med HTS regeringen, mens Morten Østergaards udmelding kom efter Mette Fs melding om, at R ikke skulle med i regering.

Den slags meldinger er naturligvis taktiske. Men de er også en logisk konsekvens af, at en regering forlods melder ud, at den kan finde alternative flertal.

Men nu er S sikkert ikke de eneste der kan finde alternative flertal. Det kan DF også. De kan jo stemme regeringen ned sammen med de øvrige borgerlige partier - eller lægge æggene i V´s kurv..

Og skal man følge logikken i den analyse, som følger fra Christoffer Green Pedersen kommer med nemlig; at muligheden for alternative flertal kunne stille S stærkt. Ja så man vel sige noget tilsvarende gælder for DF der kan danne alternative flertal.

Spørgsmålet er hvilken pris S vil komme til, at betale for en alliance med DF, men den bekymring kan man jo lade S om. Normalt ville man jo synes, at en regering der skal hente sine flertal forskellige steder står svagt. Og samtidig er det jo tvivlsomt hvilken interesse de gængse støttepartier har i, at holde en regering ved magten, hvis alle væsentlige politik områder divergerer fra hvad disse støttepartier vil af politik.

Så det er bestemt et risikobetonet projekt og måske endog ønsketænkning, at man sådan kvit og frit kan hente flertal der hvor det ønskes. På sigt kunne det måske endog svække hele venstrefløjen. Så ønsket om, at komme til magten - kunne tænkes af bane vejen for en længerevarende epoke med borgerlige regeringer.

Og med mindre man virkelig man virkelig vil det samme som de borgerlige, så er det måske den kalkulerede risiko man tager. Blokpolitikken har næsten konsekvent været ført af den borgerlige blok, men S vil samarbejde bredt. Det synes at være en melding der gentager sig, og en fejltagelse som man måske gentagne gange foretager sig

Men måske vil pendulet svinge mellem en S ledet regering og en V ledet regering i en rum tid fremover. DF vil komme til, at stå stærkt for i virkeligheden er det dem der vil komme til, at stå stærkt, da de kan skifte side. S får næppe ubetinget opbakning fra det hidtidige parlamentariske grundlag til pardans med DF.

Peter Sterling

Over hele Europa har Socialdemokraternes valg ført til den samme selvdestruktive politisk dødvande: Man har systematisk udhulet det sociale sikkerhedsnet og skabt større fattigdom. Siden 2007 er de fattiges disponible indkomst i Danmark faldet. Sociopatien og egoismen sejrer ad helvede til.

Mette Frederiksen har lige svaret SF, at pengene ikke skal gå til børnene, men i stedet for til erhvervslivet. Det S gør op med er ikke blokpolitik, men rød blok, og blå blok jubler over denne foræring. I det mindste burde S slette ordet Social i navnet, samt fjerne den røde farve som baggrundsfarve.

Det er de tre sidste venstreorienterede partiers udfordring, at både R og S har flyttet blok mht. økonomien; R og S vil fortsætte med at skabe større ulighed. Det er lykkes de rige af skabe splittelse ved deres propaganda om at det er de fremmede som er problemet.

Den afgørende drivende faktorer bag den stigende ulighed i samfundet, har været de kæmpemæssige skattelettelser af flere omgange til dem, der har de højeste indkomster. De rige sidder på en større del af samfundskagen i dag og på en stigende andel af den samlede indkomst.

På TV ser vi kornfede selvglade liberale journalister ytrer sig i glade vendinger om denne fantastiske udvikling; deres bankbøger og opsparing bugner og millionerne flyder ind på deres private konti.

Ikke et ord om fattigdomsskabelsen, ikke et ord om dem som nedskæringerne går ud over. Ikke et ord om at det såkaldte råderum, som bliver til skattelettelser, kommer fra nedskæringerne overfor de socialt udsatte.

Hold kæft hvor går det godt i Danmark; vi er nu i samme klub, som de lande den forrige generation ikke ville sammenligne sig med.

En magtfuld forsamling af anti-sociale kræfter har overtaget kontrollen med folketinget, de søger permanent økonomisk domination til fordel af deres samfundsklasse, velstand og magt. Dette er gjort muligt ved en stadig stigende grad af anti-demokratisk embedsmænd i finansministeriet.