Læsetid: 6 min.

Migrantkrisen er ingen krise – den er det nye grundvilkår

Migrant- og flygtningekrisen er slet ikke en krise – den er et nyt grundvilkår. Den erkendelse har for alvor indfundet sig i Bruxelles, hvor EU’s ledere netop nu forhandler om en ny migrationspolitik. Reglerne skal ændres, hvis Europa skal være politisk stabilt. Men hvordan?
Eksperter forventer, at vi inden for få år vil komme til at se pilotprogrammer med modtagecentre uden for Europa og eksperimenter med ilandsætning af migranter i Libyen.

Eksperter forventer, at vi inden for få år vil komme til at se pilotprogrammer med modtagecentre uden for Europa og eksperimenter med ilandsætning af migranter i Libyen.

Ritzau Scanpix

29. juni 2018

72-årige Demetrios Papademetriou trisser omkring i sit hjem i Washington og taler i mobiltelefon, mens han pakker sin kuffert. Han er ikke alene stifter og tidligere direktør i tænketanken Migration Policy Institute i Washington og Bruxelles, for 53 år siden var han også selv migrant. Han forlod sit hjemland Grækenland og rejste til USA – for at få et bedre liv, for at blive uddannet og forelsket.

»Det var helt andre tider,« siger han. »Dengang kom migranter mest fra nabolandene. Og verdens krige havde en start, en midte og en slutning. Der kunne selvfølgelig gå mange år, men konflikterne sluttede på et tidspunkt. Nutidens kriser slutter ikke. De splitter befolkningerne i etniske, religiøse og socioøkonomiske grupper. Se på Myanmar, Syrien, Irak, Afghanistan. Og det bliver ved. Migranterne kan rejse over hele verden, og det producerer en permanent strøm.«

Det vi plejer at kalde migrantkrisen, er ikke en rigtig krise, siger han – det er et nyt grundvilkår. Så selvom antallet af migranter, der ankommer til Europa, er faldet siden 2015, er alt forandret.

Tysklands kansler, Angela Merkel, sagde torsdag, at »migrationen kan afgøre Europas fremtid«, og formanden for Europa-Parlamentet, italienske Antonio Tajani, skrev torsdag på Twitter, at et sammenbrud i de aktuelle forhandlinger på EU-topmødet i Bruxelles kunne blive »et dødsstød for det europæiske projekt«.

Nødt til at finde løsning

Indvandrerspørgsmålet har allerede splittet Europa politisk: I Sverige er Sverigedemokraterna det næststørste parti i meningsmålingerne, Merkels regering vakler i en strid om grænser og migranter, og den nye italienske regering er kommet til magten med løfter om en strammere migrantpolitik.

Lige nu aner ingen, hvilke regler der gælder for migranter i Europa. Hvad ville der ske, hvis der ankom en halv million mennesker i løbet af de næste seks måneder? Ville Dublin-forordningen gælde? Hvad med Schengen?

»Ingen ved det,« siger Demetrios Papademetriou. »Men EU-lederne ved en ting: Hvis der kom en halv million, ville de alle sammen miste deres job.«

Fremtidens migrationssystem er et af de helt store spørgsmål på stats- og regeringschefernes EU-topmøde i Bruxelles torsdag og fredag. De færreste forventer, at det hele munder ud i en fælles migrationsaftale. Europa kan meget vel ende med at stå tilbage med mange små aftaler.

»Alternativet til store aftaler er at lade en masse vilde blomster gro,« siger Thomas Gammeltoft-Hansen, der er forskningschef ved Raoul Wallenberg Instituttet for Menneskerettigheder i Lund.

»At mindre grupper af lande forsøger ting og laver samarbejder. Laboratorier. Det kan godt være, at det ikke bliver kønt at se på for jurister og EU-tilhængere, men Europa kan næppe holde til ikke at finde en løsning.«

Der findes ikke én løsning på migrantspørgsmålet. Fremtidens system skal stykkes sammen af en række politiske byggeklodser, der hver især har fordele og ulemper – og politiske problemer. Her er de seks vigtigste for en løsning:

  • Hård ydre grænsekontrol

Engang var Fort Europa et kontroversielt begreb, i dag er øget grænsekontrol noget af det eneste, alle EU-landene kan blive enig om. Det er helt nødvendigt for at kontrollere tilstrømningen af migranter til EU, og EU-Kommissionerne har allerede lagt op til en femdobling af budgettet til den ydre grænsekontrol. Ulempen er, at en hård kontrol også skaber et marked for menneskesmugling. Og at det får migranter til at løbe større risici for at komme ind i EU.

  • Flere hjemsendelser

EU-Kommissionerne vurderer, at der lige nu befinder sig over en million afviste asylansøgere i Europa. Og det går ikke. Det giver andre migranter håb om, at de også kan skabe sig en tilværelse i Europa, selv om de ikke har ret til asyl. Den udfordring kan løses ved at lægge yderligere pres på de lande, der afviser at tage deres landsmænd tilbage – f.eks. gennem handelssanktioner og reduceret udviklingsbistand. Ulempen ved en kontant hjemsendelsespolitik er, at de mange hjemsendelser kan udvikle sig til et brutalt regime med trøstesløse udrejsecentre og hårdhændede deportationer af mennesker, der sendes til ustabile stater.

  • Mere hjælp til nærområderne

Ved at skabe bedre mulighed for uddannelse og arbejde i og omkring flygtningelejrene i nærområderne, kan EU begrænse migrationsstrømmen. Det kræver penge, udviklingsstøtte og at Europa åbner for handel. Desværre virker den slags tiltag først på længere sigt, og det ændrer ikke grundlæggende på incitamentstrukturerne: Det kan stadig betale sig at stævne ud mod Europa. Meget tyder faktisk på, at økonomisk udvikling umiddelbart skaber flere migranter, fordi flere får råd til at rejse. Desuden er erfaringerne fra årtiers udviklingsarbejde ikke entydigt positive.

  • Mere samarbejde med regimer og militser

EU samarbejder allerede med militser og diktatorer, som bidrager til at holde migranter tilbage. Erdogan i Tyrkiet, regeringen i Niger, kystvagten i Libyen, al-Sisi i Egypten. I Sudan støtter EU grænsebevogtning, som varetages af en tidligere militsleder, der har etnisk udrensning i Darfur på samvittigheden. Fordelen er, at »det virker«, som Margrethe Vestager konstaterede, da hun var i København i sidste uge. Bagdelen er, at det er en skrøbelige løsning, som bygger på samarbejde med ustabile stater og dubiøse forbrydere. Den type samarbejde underløber EU’s værdier og giver ledere som Erdogan og al-Sisi magt over Europa.

  • Bedre fordeling af flygtninge i EU

De flygtninge, som kommer til Europa, skal fordeles bedre mellem landene – ellers står Sydeuropa med alle problemerne. Men hvordan? Lars Løkke Rasmussen kaldte torsdag EU’s tidligere fordelingssystem en »skrivebordstanke«, der er død. Det er mange andre statsledere enige i. Visegrádgruppen – Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn – vil slet ikke være med i en fordelingsordning.

  • Lejre uden for Europa

Både Østrig, Frankrig og Danmark har leget med tanken om at lave modtagecentre uden for Europa, hvor alle migranter bliver sendt hen, når de er blevet samlet op på Middelhavet eller blevet stoppet på et græsk bakkedrag. Så skal deres sag prøves dér frem for i Europa.

»Det vil ændre incitamentstrukturen, så det ikke længere kan betale sig at stævne ud mod Europa,« mener migrationsforsker Morten Lisborg fra Migration Management Advice. »Og det ville være en regulær reform af det nuværende asylsystem, som er uretfærdigt, dyrt og ineffektivt.«

Kritikere mener omvendt, at det er urealistisk – ingen ’tredjelande’ har sagt, at de vil huse lejrene, og hvad skal der efterfølgende ske med dem, der får afslag på asyl?

Opløsningstoget?

I sin bog Efter Europa beskriver den bulgarske politolog Ivan Krastev flygtningekrisen som et vendepunkt for EU – en begivenhed, det vil føre til splittelse og opbrud i Europa.

»Opløsningstoget har forladt perronen i Bruxelles,« som han skriver.

Og ja, det er der en risiko for, medgiver Thomas Gammeltoft-Hansen.

»Tilliden til EU og de fælles regler har lidt et knæk,« siger han. »Tidligere startede man med fælles løsninger, harmonisering og direktiver. I dag er internesseforskellene for store, og tilliden til EU-løsninger for små.«

EU er blevet spaltet i mindre dele.

I syd kræver Grækenland, Italien og til dels Spanien solidaritet, omfordeling og et opgør med Dublin-forordning, der siger, at migranter skal registreres og have deres sag prøvet i det første EU-land, de ankommer til. De skal sendes retur, hvis de rejser videre for at søge asyl i et andet land.

I øst kæmper Visegrádgruppen imod en hver form for tvungen fordeling af flygtninge. De vil ikke have muslimske flygtninge, og de vil selv bestemme.

I nord fokuserer lande som Danmark og Holland på at stramme den nationale lovgivning, så migranterne søger mod andre lande.

Og så er der Angela Merkel og Emmanuel Macron, der gerne vil have en fælles europæisk løsning. Men som Demetrios Papademetriou i Washington siger:

»Tiden, hvor to lande kan lave regler for 27 lande, er forbi. Det er latterligt at tro, at Merkel og Macron kan opfinde en løsning, som så appliceres på resten af Europa.«

I Washington er hans kuffert pakket, og han er klar til at flyve til Bruxelles, hvor statslederne fortsætter forhandlingerne.

»Jeg tror, vi kommer til at se pilotprogrammer med modtagecentre uden for Europa, og eksperimenter med ilandsætning i Libyen,« siger han.

»Advokater og aktivister vil råbe op, der vil måske endda komme demonstrationer. Men det vil blive accepteret. Det vil tage tid, men på et tidpunkt vil det stå klart: Migranter skal ikke bruge alle deres penge på at blive fragtet til Europa, for de ender alligevel på et center i Afrika, hvor deres sag vil blive behandlet. Og så vil folk langsomt forstå, at det ikke er umagen værd. Sådanne tiltag bliver stadig betragtet som revolutionerende, overtrædelse af søretten og af principperne i flygtningekonventionen. Men jeg tror, det er nødvendigt.«

I en tidligere version af denne artikel stod der, at Sverigedemokraterna er det største parti i meningsmålingerne. Det er forkert. Partiet er det næststørste. Information beklager fejlen.

Tysklands kansler, Angela Merkel, og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, mødtes i sidste uge på et slot i den lille tyske by Meseberg for at finde fælles fodslag forud for EU-topmødet torsdag og fredag. Det gik relativt godt.
Læs også
EU-topmødets mest presserende emne er migration og asyl. Italien presser på for europæisk solidaritet, mens den tyske regering er i krise over indenrigsministerens forslag om at lukke de tyske grænser. Her asylansøgere i Dortmund, Tyskland. 
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mihail Larsen
  • Torben K L Jensen
Mihail Larsen og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Migrantkrisen er slet ikke en krise, for den drejer sig slet ikke om migranter nok til at være en krise.
Den er selvfølgelig dobbeltmoralsk: hvide mennesker forventer stadig at kun bevæge sig overalt i verden uden begrænsninger. Lad os se, hvad der sker, i det øjeblik afrikanske lande lugter lunten og indfører skærpet visumtvang for de værste udøvere af skæve bytteforhold.

Vores angreb på Irak i 2003 sendte 4.7 milioner mennesker, 16 % af befolkningen, på flugt. 2 millioner flygtede ud af landet, mens 2,7 milioner flygtede internt i Irak. Syrien og Jordan tog, da krisen var værst, mod 100.000 flygtninge om måneden.

Har nogen taget et ansvar? Ikke rigtigt.... I 2015 interviewede Fareed Zakaria den tidligere premiereminister Tony Blaire på CNN hvor han undskyldte for sine fejl angående Irakinvasionen, og indrømmede at der var elementer af sandhed i synspunktet at invasionen havde hjulpet promoveringen af ISIS....altså på fucking CNN....og ikke i Haag.

Vil man selv gøre noget ved den manglende ansvarstagen: Anders Fogh og Per Stig Møller....civil anholdelse...

Per Torbensen, Steffen Gliese, Joy Nitav og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar

I EU gælder snakken sig om ikke at sidde med aberne.
Vestens ansvar er stort for at medvirke til abernes flugt fra deres naturlige habitat.
Vi har - sammen med de korrupte - forbrugt naturrigdomme, uden at det er kommet aberne til gavn.
Imens fører EU tysk indenrigspolitik under protest fra de nye italienere.

René Arestrup

Man kunne lige så godt kalde det en fordelingspolitisk krise - som kun bliver accentueret af klimaproblemer og krig.
Erkendelsen af at massemigration er et nyt grundvilkår, burde få politikerne i EU til at anlægge et helt anderledes perspektiv, istedet for blot at diskutere grænsebevogtning og opsamlingslejre i Nordafrika.
Men på den anden side, der har aldrig været mange stemmer i at fortælle vælgerne at de skal til lommerne.

Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Gert Romme og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Men, René Arestrup, en befolknings størrelse har altid været baggrunden for velstand. Det er den stadig - det var i årene med allerflest på arbejdsmarkedet i Vesten, at velstanden steg så umanerligt meget. Sammenhængen i dag er næppe på samme måde ligefrem proportional, men den er heller ikke det modsatte. En stor del af Afrikas fattigdom skyldes immervæk også den tilbagevendende affolkning af store dele af verdensdelen: ved kolonisering og slaveeksport, ved epidemier - sidst AIDS - og ved indbyrdes kampe om råstoffer, som i realiteten er udløbere af en moderne form for kolonisering.

René Arestrup

@Steffen Gliese
Jeg er ikke helt sikker på at jeg forstår din pointe.
Affolkning er næppe problemet. Snarere tværtom. Tag et land som Nigeria, der rummer næsten 200 millioner mennesker og har en fødselsrate, der er mere end tre gange så høj som i Danmark. På trods af pæne vækstrater, lever en trediedel af befolkningen under FNs fattigdomsgrænse.
Det giver vel sig selv at en sådan demografi og socioøkonomisk tilstand medfører et enormt pres, ikke blot internt i Nigeria, men også mod Europa.
Min pointe er såmænd blot, at vi er nødt til at lette presset, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at undgå massemigration.
I sidste ende er det også et sikkerhedspolitisk spørgsmål.

Steffen Gliese

René Arestrup, Nigerias problem er jo ikke fattigdom, men udbytning. I realiteten kunne de fleste afrikanske lande opretholde et højt velfærdsniveau, hvis de ikke led under en militært støttet magtelites undertrykkelse.

Touhami Bennour

I går skete det i Syrien at Russiske bombefly angreb "deraa" i syd syrien og skabte over 60.000 flygtninge til Jordan Siger FN. Amerikaner her, Russerne der, og nogle europeirere selvfølgelig er med. Det skaber sikker alert i Europa og forstyrrer søgn andre stede i verden.

René Arestrup

@Steffen Gliese
Jo, Nigeria har et akut fattigdomsproblem, ligesom mange andre afrikanske lande har det.
Man kan så diskutere de bagvedliggende årsager, hvoraf korruption, magtmisbrug og udbytning kun udgør en del af problemet.
Jeg tror det er helt illusorisk at forestille sig 'et højt velfærdsniveau' - i betydningen en par med europæisk ditto - men der er helt sikkert rum for forbedring. Og her har vi ikke bare et ansvar, men også en interesse i at bidrage.

Steffen Gliese

Jeg tror bare, vi taler forbi hinanden: Nigeria har et fattigdomsproblem, der går ud på, at de enorme værdier, landet rummer, ikke kommer befolkningen til gode. Ligesom det i højere og højere grad er tilfældet i den vestlige verden.

Philip B. Johnsen

Krisen og EU ansvarsfralæggelsen.

Der er ikke nogen akut migrant krise, men det er en øjeblikkelig akut politisk krise, den skal EU løses ved at dæmpe populisme fremmarchen i medlemslandene, det er den løsning LLR kommer hjem til Danmark med, problemet er, at det i virkeligheden faktisk er en meget stor udfortring med fortsat migration og årsagen til denne, men hele projektet i EU handler om en kollektiv EU ansvarsfralæggelse, der kan sikre genvalg til de i forvejen siddende politikere.

Hvis der skal skabes håb om, at politikere virkelig ønsker at ændres kurs og finde bæredygtige løsninger, så kræver det effektive handling der i handling afspejler den eksistentielt akut handlingskrævende udfordring, som de menneskeskabte klimaforandringer udgør.

Det handler det ikke om i EU eller her hjemme for den sag skyld.

For en måneds tid siden var Nigerias udenrigsminister på besøg og i Deadline, som repræsentant for en ny regering.
Han sagde bl.a :
- Der er tale om emigration, som Europæisk emigration gennem tiderne.
- Den tidligere regering var korrupt.
- De nigerianere, der vender hjem, får vores støtte.
Der burde være basis for et samarbejde om problemet.

Touhami Bennour

Det blev sagt fra officielle side At import, som eksport og national produkt et fordopplet, det vil sige i det 40-60 år der er gået i Danmark. Hvis det vil tage for resten af verden lige så langt tid for at opnå etvelfærdniveau. vil det være fantastisk, set med historiske øjne i de sidste 200 hundrede år. Jeg håber vil de gøre det bedre, især i sundhed s område, hvor uligheden burde ikke eksistere.