Nyhed
Læsetid: 4 min.

De praktiserende læger får et tiltrængt løft

Der har været alt for meget fokus på hospitalerne, og derfor er antallet af praktiserende læger faldet de seneste ti år. Regeringens nye sundhedsudspil vil rette op på problemet med flere penge og privatisering. Sundhedsøkonom og lægeforening ser privatisering som en dyr nødløsning
70 procent af de praktiserende læger har i dag lukket for nye patienter, og lægemanglen vil kun tage til, da en tredjedel af de praktiserende læger ventes at gå på pension inden for de næste ti år, viser tal fra Sundhedsministeriet.

70 procent af de praktiserende læger har i dag lukket for nye patienter, og lægemanglen vil kun tage til, da en tredjedel af de praktiserende læger ventes at gå på pension inden for de næste ti år, viser tal fra Sundhedsministeriet.

Indland
12. juni 2018

At finde en praktiserende læge i Danmark, der har åben for patienter, er efterhånden blevet sin sag. 70 procent af lægerne med almen praksis har nemlig i dag lukket for nye patienter, og lægemanglen vil kun tage til, da en tredjedel af de praktiserende læger ventes at gå på pension inden for de næste ti år, viser tal fra Sundhedsministeriet.

Derfor præsenterede sundhedsminister Ellen Trane Nørby mandag et nyt udspil, der skal øge antallet af læger og andet sundhedspersonale i lægehuse og -praksisser i den primære del af sundhedssektoren. 736 mio. kroner er der afsat til formålet, og målet er, at 70 procent af de praktiserende læger i 2030 skal være åbne for nye patienter. For at afhjælpe lægemanglen vil regeringen desuden udbyde enkeltydelser, som lægerne i dag står for, til private aktører.

Både Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og professor i sundhedsøkonomi ser udspillet som et kærkomment løft til den del af sundhedssektoren, som de fleste danskere har kontakt med. Om det er nok til at vende manglen på læger er så spørgsmålet.

»Det er nok lidt i underkanten. Selv om prognoserne for antallet af praktiserende læger er begyndt at vende, så tager det jo mange år,« siger Kjeld Møller Pedersen, der er professor i sundhedsøkonomi på Syddansk Universitet.

Den aktuelle mangel på praktiserende læger skyldes især, at det politiske fokus primært har været på hospitalerne – både fra regionernes og Folketingets side, mener sundhedsøkonomen.

Sundhedsordfører for Venstre Jane Heitmann er enig i, at der har været et »enormt stort fokus« på hospitalssektoren.

»Men nu er det på tide også at styrke de almene praksisser, for det får alle alarmklokker til at ringe, når syv ud af ti læger har lukket for tilgang af patienter. Det vil betyde, at mange danskere vil opleve, at der er meget langt til lægen,« siger Jane Heitmann.

OK13 gav færre læger

Fra 2007 og frem til i dag er antallet af praktiserende læger i PLO faldet med syv procent, mens antallet af uddannede læger og overlæger på hospitalet har været kraftigt stigende. Især lovindgrebet over for de praktiserende lægers overenskomst i 2013 har skræmt yngre læger fra at vælge speciale i almen praksis, mener Kjeld Møller Pedersen.

»Indgrebet skabte et billede af, at det ikke var særligt attraktivt at blive praktiserende læge, og i det hele taget har både regionernes og Folketingets fokus været meget på hospitalerne. Derfor er det positivt, at det er ved at vende, for det er de praktiserende læger og ikke hospitalerne, som er omdrejningspunktet for vores sundhedsvæsen,« siger Kjeld Møller Pedersen.

Sundhedsudspillet

  • 736,5 millioner kroner skal løfte og modernisere almen praksis
  • Antallet af videreuddannelsesforløb i almen praksis øges med 30 i 2019 og 2020
  • Bedre fastholdelse af ældre læger
  • Afbureaukratisering af journalføringsregler
  • Bedre digitale løsninger og datadeling
  • Opbygning af større læge- og sundhedshuse
  • Efterudddannelse af praksispersonale f.eks. sygeplejersker
  • Udbud af opgaver til private

Et af redskaberne til at øge antallet af praktiserende læger er at skrue op for antallet af uddannelsespladser i almen medicin. Men selv om regeringen vil øge antallet af pladser med 60 de næste to år, så vil det ifølge formanden for PLO, Christian Freitag, tage længere tid at få rettet op på manglen på praktiserende læger, selv om udspillet er et vigtigt skridt fremad. Især efter indgrebet i 2013 over for de praktiserende læger faldt antallet af læger, der valgte specialet almen medicin kraftigt, og i dag er der stadig kun ansøgere nok til 80 procent af pladserne på specialet i almen medicin, oplyser PLO. Det politiske fokus på hospitaler og overenskomsten har ifølge Christian Freitag haft en dobbelt negativ virkning på antallet af praktiserende læger.

»Politisk set har man brugt næsten alle nye midler på sygehuse og specialisering, hvilket har tiltrukket mange nye læger, mens de praktiserende læger ikke har set investeringer i ti år. Oveni kom så konflikten i 2013, hvor mange mistede lysten til at være praktiserende læge eller blev utrygge ved at investere i lægeklinikker. Derfor er det her udspil helt nye toner,« siger Christian Freitag.

Private aktører

Regeringen vil ifølge udspillet løse den akutte mangel på læger ved at udbyde specifikke lægeopgaver til private firmaer, som det allerede er sket i Nordjylland.

Sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen ser det som en udmærket nødløsning på lægemanglen, selv om det næppe fører til hverken billigere eller bedre behandling.

»Udfordringen for de private aktører er, at de har svært ved at holde på lægerne i længere tid, og det skaber en manglende kontinuitet for patienterne. Men det er da en nødløsning her og nu, selv om det meget vel kan blive dyrere end at have nok praktiserende læger,« siger Kjeld Møller Pedersen med henvisning til de udbudsklinikker, der allerede eksisterer i Nordjylland.

Christian Freitag mener, at det er prisen for ikke at have grebet ind i tide over for den mangel på praktiserende læger, som man allerede længe har kunnet forudsige.

»Vi betaler nu prisen for ikke at have planlagt det her i tide, det er et faktum, men det er klart, at i de regioner, hvor man ikke kan skaffe nok praktiserende læger, så må man stille nogle andre tilbud til rådighed for borgerne,« siger Christian Freitag.

Sundhedsordfører Jane Heitmann kender ikke til prisen på de private udbudsklinikker. Hun ser dog udbud til private aktører som en del af løsningen på manglen på praktiserende læger: »Det er helt afgørende, at vi får alle muligheder i spil med private aktører, at vi får uddannet flere praktiserende læger, og at vi får specialuddannede sygeplejersker, jordemødre mm, som kan være med til at skabe en stærk almen praksis.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her