Læsetid: 9 min.

Professor: Et broderskab på omkring 30-40 mand har snor i dansk økonomi

Den økonomiske styring af og tænkning i Danmark tegnes af en lille gruppe af topøkonomer. De vogter over og vedligeholder en stærk enighed om spillereglerne, mener professor Ove Kaj Pedersen. Det har skabt et iltfattigt miljø med meget lidt nytænkning, men det medfører også stor beslutningskraft, siger professoren. Den danske tilstand har dybe historiske rødder
Det er en lille sluttet kreds – kaldet broderskabet – der sikrer konsensus om retningen for dansk økonomi, lyder det fra professor Ove Kaj Pedersen.

Det er en lille sluttet kreds – kaldet broderskabet – der sikrer konsensus om retningen for dansk økonomi, lyder det fra professor Ove Kaj Pedersen.

Tor Birk Trads

18. juni 2018

Stort set alle medlemmer af broderskabet kan på få minutter nå hinanden på cykel inden for den kvadratkilometer om Slotsholmen, hvor de færdes og arbejder. Og de mødes intensivt. De har haft de samme professorer på henholdsvis økonomisk institut på Københavns eller Aarhus Universitet. De tænker stort set ens. De fleste af dem har også den samme sociale baggrund.

De er en del af en stoleleg, hvor topøkonomer fra blandt andre de økonomiske ministerier, Nationalbanken, DA, LO, DI og vismandsinstitutionen skiftes til at indtage de førende positioner. De bliver håndplukket blandt de dygtigste kandidater med de bedste meritter.

»Det er fascinerende. For du ser ikke noget lignende i andre lande. Og det er baggrunden for, at der er stor enighed hele vejen fra LO til DA, fra Socialdemokratiet til Det Liberale Venstre og ud på begge fløje,« siger Ove Kaj Pedersen, professor emeritus i komparativ politisk økonomi. Han understreger, at det ikke ham, der har fundet på at kalde den sluttede kreds for broderskabet.

»Det var et udtryk, mange af dem selv anvender,« fortæller han med henvisning til en lang række interview, han gennemførte for nogle år siden i forbindelse med et bogprojekt for Oxford University Press.

Det økonomiske broderskab er kernetropperne, der forsvarer og udbreder den brede enighed og konsensus, der er cementeret gennem årtier i Danmark. Og som professoren trods grundige komparative studier ikke har set lignende andre steder.

Økonomers magt

Information talte med ham under og efter et debatmøde på Københavns Universitets Saxo Institut om økonomers magt, hvor Ove Kaj Pedersen sammen med den svenske forsker i økonomisk historie fra Upsala Universitet, Gabriel Söderberg, og oplægsholderen – den norske doktor i økonomisk historie Johan Christensen fra universitetet i Leiden – drøftede sidstnævntes bog om økonomers betydning i forskellige lande.

Johan Christensen har sammenlignet den økonomiske tænkning i statsadministrationen i henholdsvis New Zealand, Irland, Norge og Danmark, og han konkluderer, at økonomer i alle fire lande har haft en voksende indflydelse over de seneste tre årtier, ligesom han godt – som Ove Kaj Pedersen – kan se, at Danmark skiller sig ud.

»Selv om der er store forskelle landene imellem, har det haft stor betydning for, i hvilket omfang man for eksempel har indført markedsorienteret og i nogen grad neoliberal skattepolitik,« siger Johan Christensen på baggrund af de 80 interview, han har gennemført med medlemmer af den politiske elite i de fire lande.

Men Danmark skiller sig ud. Ikke kun fra de lande Christensen har studeret, men også fra lande som USA, Tyskland og Frankrig, som Ove Kaj Pedersen har studeret, ligesom sidstnævnte har forsket i de nordiske landes velfærdsstater.

Her er broderskabet, der definerer dansk økonomi

Information har sammen med professor Ove Kaj Pedersen lavet en liste over de stole, der indtages af broderskabet af toneangivende økonomer. Indehavere af de enkelte stole kan have varierende indflydelse, betydning og placering i broderskabet:

  • De økonomiske vismænd: Michael Svarer, Aarhus Universitet. Carl-Johan Dalgaard, Københavns Universitet. Lars Gårn Hansen, Københavns Universitet. Torben Tranæs, VIVE – Det nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
  • Nationalbankens top: Nationalbankdirektør Lars Rohde. Nationalbankdirektør Per Callesen.
  • De førende økonomer i erhvervsliv og foreninger: Fra Danske Bank: cheføkonom Lars Olsen. Fra Nordea: cheføkonom Helge J. Pedersen. Fra DA: cheføkonom Anders Borup Christensen. Fra DI: chefanalytiker Alan Sørensen. Fra LO: cheføkonom Allan Lyngsø Madsen. Fra Danmarks Statistik: afdelingsdirektør Niels Ploug. Og fra den økonomiske modelgruppe DREAM: forskningschef Peter Stephensen

Derudover øves der indflydelse fra topøkonomerne ansat i en række institutioner som: Jyske Bank, Finans Danmark, AE Rådet, faglige organisationer, KL, kreditforeningerne, pensionsselskaber, fonde, tænketanke, formænd for væsentlige råd og kommissioner, samt de økonomiske sekretariater i Finansministeriet og Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Til gengæld ser Ove Kaj Pedersen ikke udviklingen i Danmark som særskilt neoliberalistisk på trods af den sammentømrede struktur af det danske økonomiske broderskab.

»Tværtimod har broderskabet evnet at holde neoliberale ideer på god afstand, og det er først fra 00’erne, at sådanne ideer begynder at få en vis, men begrænset, indflydelse. Et eksempel er brugen af såkaldte dynamiske effekter, hvor blandt andre Enhedslisten har peget på, at de giver regnemodellerne politisk slagside,« siger han. 

Intet skifte

Politologen Rune Møller Stahl og andre har over for Information slået til lyd for, at der har fundet et paradigmeskifte sted, hvor Danmark før 80’erne skulle have ført en mere efterspørgselsorienteret politik med henblik på at sikre fuld beskæftigelse til en udbudsorienteret politik med henblik på at øge arbejdsudbuddet. Det afviser Ove Kaj Pedersen.

»Det samspil har altid eksisteret. Jeg ser et Danmark, hvor vi har brugt velfærdsstaten til at føre udbudspolitik, således at kvinderne kunne komme på arbejdsmarkedet. Vi har bygget børneinstitutioner, indrettet skattestrukturer og en offentlig sektor med henblik på at få så mange kvinder på arbejdsmarkedet som overhovedet muligt. Og det tog sin begyndelse allerede i 50’erne.«

»Samtidig havde vi tidligere en arbejdskraft, der rettede sig mod sæsonarbejde i landbrug og fiskeri. Der har vi også brugt udbudspolitik for at få dem permanent ansat på arbejdsmarkedet,« siger Ove Kaj Pedersen og afviser dermed at vi er gået fra efterspørgsel til udbud i snæver økonomisk forstand.

Det er derimod måden, vi har opfattet udbud på, der har ændret sig radikalt.

»I 1980’erne og før forstod vi udbud som noget, der kunne analyseres via psykologi, pædagogik og sociologi. Udfordringen var at få kvinderne på arbejdsmarkedet ved at frigøre dem fra husholningsforpligtigelsen og familiestrukturen; ligesom der skulle opbygges en forventning hos kvinderne om at de kunne og skulle være på arbejdsmarkedet,« forklarer han. 

I dag er det den økonomiske tænkning, der er fremherskende. Sociologer, psykologer og pædagoger har måttet vige pladsen for økonomerne, og i dag er deres ideer om, at arbejdsudbuddet bedst stimuleres gennem lavere skat og lavere ydelser, fremherskende. Samtidig retter incitamenter sig i dag mod alle, ikke bare kvinder.

Dette er en udvikling, han kan genkende fra andre lande, men ingen andre steder er der et så sammentømret broderskab af toneangivende økonomer til at støbe kuglerne for den økonomiske politik som i Danmark.

Saltvandsøkonomer

Derfor ser man heller ikke noget, der bare tilnærmelsesvis minder om de voldsomme stridigheder, som finder sted i andre lande. I USA strides Chicago-økonomerne (ferskvandsøkonomerne) med østkystøkonomerne (saltvandsøkonomerne), der ikke er helt så liberalistiske. I Tyskland er der voldsomme konflikter mellem de sydtyske og de nordtyske økonomer, der henholdsvis har rødder i katolicismen og protestantismen.

I lande som Frankrig, Tyskland og USA er der en lang tradition for intellektuelle debatører. Når det gælder nationaløkonomien, er de ifølge professoren stort set fraværende i Danmark.

Her i landet er der ro, renlighed og enighed. Og det har både sine fordele og ulemper.

»På plussiden betyder det jo, at tingene glider meget nemmere, og at man langt hurtigere og effektivt kan sikre et beslutningsgrundlag. Konflikterne bliver institutionaliseret og dermed holdt i ave,« siger Ove Kaj Pedersen, som til gengæld konstaterer, at det har skabt et noget iltfattigt akademisk og fagligt miljø, der også har medført, at Danmark hænger noget i bremsen.

»I Danmark er der relativt få teoretiske og metodiske diskussioner. Og det betyder jo, at broderskabet ikke bliver udsat for kritik, hvorfor tingene udvikler sig meget langsommere end i andre lande.«

Der er flere forklaringer på, at Danmark er endt i den situation.

En af dem er religion. Danmark er et uhyre homogent land, hvor protestantismen har været altdominerende og er blevet institutionaliseret gennem folkekirken.

»Det er blandt andet derfor neoliberalismen har mødt så meget modstand og træghed, når den er stødt på næstekærlighed og fællesskab.«

Men der er også den danske tradition for pragmatisme. Den kommer på den ene side fra Danmarks 1000-årige historie som handelsnation. Men den har i endnu højre grad sine rødder i landets udsathed.

Udsat og pragmatisk

»Vores suverænitet har aldrig været givet. Og siden det knussende nederlag i 1864 har vi ikke været i stand til selv at sikre den. Vi har derfor været afhængige af de andres respekt og accept af vores suverænitet. Det gør, at pragmatismen hænger tæt sammen med overlevelse,« siger han og uddyber:

»Skal man overleve som lille nation uden at have de militære midler til at beskytte sig, så er det eddermame mig bare med at udvikle en tilpasningsevne. Og den er institutionelt indgraveret i hele den danske samfundsstruktur. Den er indgraveret i menneskesyn og den er indgraveret i det politiske beslutningssystem.«

Det er helt anderledes i større lande.

»Tag til Tyskland. Der er ikke en fornemmelse af udsathed. Her har man udsat andre for egen magtbrynde. I USA er der ingen grænser for, hvor stor selvfølelsen er. Her finder du ingen pragmatisme. Udsatheden er en væsentlig årsag til, at vi er et af de mest pragmatiske lande og et af de lande, der er gået længst i at institutionalisere konfliktløsninger, herunder bygge økonomiske regnemodeller og lade et broderskab bruge dem til konsensusdannelse.« 

Dertil kommer naturligvis den stærke centralisme, der har sit udspring i enevælden og absolutismen. Med enevældens indførelse i 1660 blev de gamle stændersamfund afløst af et bureaukratisk og centralistisk styre.

Alt det har været med til at skabe broderskabet.

Ove Kaj Pedersen understreger, at det afgørende ikke er navnene på medlemmerne af broderskabet.

»Det vil jeg ikke, for det skifter hele tiden. Det har ikke noget med personer at gøre. Det er rollerne og funktionerne. Bliver du ansat det rigtige sted i Nationalbanken, så sidder du der. Det samme med Finansministeriet, eller hvis du er cheføkonom i LO eller DI. Navnene er ligegyldige,« slår Ove Kaj Pedersen fast og tilføjer, at det i allerhøjeste grad gør sig gældende i Danmark, at det ikke er dig, der tænker i systemet, men systemet der tænker i dig.

Effektiv rådgivning

Man kommer ikke uden om, at en mand som Torben Tranæs, der er økonomisk vismand, professor og forskningsdirektør ved Det Nationale Forsknings-og Analysecenter for Velfærd (VIVE), er selvskrevet medlem af broderskabet.

»Jeg forstår godt, hvad det betyder – at det kan virke som Tordenskjolds soldater,« siger Torben Tranæs, der dog ikke har hørt om begrebet ’broderskabet’.

Han kan også godt se, at der ikke er så skarpe fronter i den økonomiske debat.

»De pågældende økonomer er jo rådgivere, og de viderefører de samme traditioner, mens regeringer kommer og går. Rådgivernes rolle er at pege på de mest effektive løsninger,« siger Tranæs, som mener, det er meget naturligt, at der er større diversitet i store lande som Tyskland og USA.

Han afviser, at danske økonomer er en slags loge, hvor man ikke kan presse sig ind.

»De personer, der indtager de toneangivende positioner, har fået dem på grund af kvalifikationer og ikke, fordi de tilslutter sig en bestemt økonomisk skole,« siger vismanden, der dog sætter pris på, at man kan tage sin cykel og besøge en styrelse, eller hvem man ellers måtte have behov for at mødes med.

Hvad er konsensus i Danmark?

Ifølge professor Ove Kaj Pedersen er der blandt medlemmerne af broderskabet langt overvejende enighed om, at:

1. Velfærdsstaten er en uomgængelig forudsætning for dansk økonomi. Den er helt central for, hvordan dansk økonomi fungerer; men den rummer også  forklaringen på, at Danmark er blandt de rigeste og mest effektive økonomier i verden.

2. Det betyder, at finanspolitikken er central, og vigtigere end pengepolitikken, selvom de to altid er sammentænkte.

3. Heraf følger også, at efterspørgselspolitik i årtier har udgjort den væsentligste bestanddel af økonomisk politik og stadig gør det.

4. Det udelukker dog ikke, at udbudspolitik næsten indtager samme position. Lige siden 50’erne er der ført udbudspolitik med vægt på at få beskæftigelsesraten forøget, især ved at bringe kvinder på arbejdsmarkedet.

5. Beskæftigelsespolitikken er traditionelt den væsentligste af alle vækstpolitikker.

6. Her er fuld beskæftigelse sammen med høj beskæftigelsesrate den primære målsætning.

7. Derfor har der – med arbejdsmarkedspolitikken i centrum – hersket enighed om at forbinde det konjunkturelle (kortsigtede) med det strukturelle (langsigtede) i næsten 70 år.

8. Dansk økonomi skal være åben. Derfor er konkurrenceevnen den vigtigste indikator på økonomisk udvikling og succes.

9. Fastkurspolitikken – og dermed tilknytningen til euroen – er vigtig for både penge- og finanspolitikken samt ’de finansielle markeders’ tillid til dansk økonomi.

10. Økonomisk- og social lighed er en forudsætning for økonomisk stabilitet, men også for et højt arbejdsudbud og en stor efterspørgselsevne.

Det indebærer, at:

11. Dansk økonomi er en samfundsøkonomi, hvor den offentlige og private sektor er komplementære og hinandens forudsætninger. I USA tales om en markedsøkonomi, i Tyskland om en socioøkonomi, i Frankrig om en statsøkonomi, men i Danmark indgår de to sektorer i en organisk helhed kaldet samfundets økonomi.

12. Økonometriske modeller og derved statistiske tidsserier lægges til grund for økonomisk analyse. I stigende grad (siden 90’erne) kombineres makro- med mikroøkonomiske modeller – det korte med det lange sigte.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ervin Lazar
  • David Breuer
  • odd bjertnes
  • ingemaje lange
  • Anne-Marie Krogsbøll
  • Bjarne Toft Sørensen
Ervin Lazar, David Breuer, odd bjertnes, ingemaje lange, Anne-Marie Krogsbøll og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lad os få navne på det hemmelige broderskab.

David Breuer, Flemming Berger, Søren Fosberg, Michael Christensen, Anne-Marie Krogsbøll, Benny Larsen, Eva Schwanenflügel, Henrik Peter Bentzen, kjeld jensen, lars søgaard-jensen, Bjarne Andersen, Finn Nissen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Anne Eriksen

Det skal ikke undre mig, om ikke også diverse fonde er en del af det...

Anne-Marie Krogsbøll og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Det virkelig frygtindgydende er, hvis politikerne gør, som de siger og glemmer at være politikere.

Anne-Marie Krogsbøll, Henrik Peter Bentzen, kjeld jensen, lars søgaard-jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Hvad Ove Kaj Pedersen (manden der skrev Corydon´s bibel : "Konkurrencestaten") i virkeligheden har skrevet er negationen af virkeligheden. Han er fuld af løgn.

David Breuer, Mogens Holm, Eva Schwanenflügel, Henrik Peter Bentzen, kjeld jensen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Nødvendighedens økonomiske politik.
Ikke særligt overraskende men meget rart at se formuleret.

Troels Ken Pedersen, Eva Schwanenflügel, Henrik Peter Bentzen, Katrine Damm og Peter Andreas Ebbesen anbefalede denne kommentar
Anne Eriksen

Det er politikerne, der arbejder for broderskabet!

Anne-Marie Krogsbøll, Benny Larsen, Eva Schwanenflügel, Henrik Peter Bentzen, kjeld jensen, Torben K L Jensen og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

De analyse af samfundsstyring i Danmark gendriver teorien som binære et samfunssystem " sekulære/ religiøse. I Danmark spiller den protestantiske religion store rolle i kontrol af befolkning og i syring. Også danmark, på grund af sin adsattethed har fundet på at kombinerer hvad de andre lande ikke har brug for. Exmplet viser at demokrati har ikke at gøre med "en livsform" mem er ren styreform. Livsformen kommer fra traditioner og andre nødvendigheder. Demokraterne i de muslimske lande har fundet på det for længe siden.

Touhami Bennour

Men at kalde den elite for "broderskab" er bare en måde. Religionen og udsattethed spiller den afgørende rolle

En flot og oplysende artikel - der samtidig, indirekte, understreger, hvorledes perspektivløsheden sameksisterer med de mange ideologisk- internaliserede elementer.

En flot og oplysende artikel - der samtidig, indirekte, understreger, hvorledes perspektivløsheden sameksisterer med de mange ideologisk- internaliserede elementer.

Steffen Gliese

Ove Kaj Pedersen tager fejl eller lyver med vilje: der blev ikke gjort plads til kvinderne på arbejdsmarkedet, det blev inviteret, fordi der var stigende efterspørgsel på arbejdskraft.
Vi førte netop efterspørgselspolitik til Nyrup-regeringens andet år, hvor altid derefter gik af lave og den langsomme nedtur begyndte med løgn og svig overfor befolkningen.

Josephine Kaldan, David Joelsen, Mogens Holm, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel, Anders Reinholdt, Ole Henriksen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det var den såkaldte 2010-plan, der over en ca. 15-årig periode skulle bringe dansk økonomi på fode igen og afskaffe den i løbet af 60erne og 70erne oparbejdede gæld. Imidlertid kunne selv et barn forstå, at man ikke retter op på noget ved at afskaffe det, så vi var mange, der så forfaldet og den dårlige socialdemokratiske vane med at ville være folkeopdragere i en puritansk forstand.
Det er aldrig lykkedes socialdemokraterne at fange, at frihed ikke handler om at kunne rage ligeså meget til sig som middelklassen, men i stedet at være ligeså uafhængig af kampen for det daglige brød som overklassen. Derfor er konservative og socialistiske kræfter langt mere forenede end den ene og den anden gruppe er med liberalister.

Randi Christiansen, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel, Anders Reinholdt og Ole Henriksen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Nej, bestemt ikke godt. Eller rettere: han har ret derhen, at det økonomiske broderskab til engang i anden halvdel af 90erne beskyttede velfærdssamfundet; men at de siden har kørt den stik modsatte kurs er uomtvisteligt, synes jeg nok. Det er netop dér, hvor samfundet begynder at forvitre.

Olav Bo Hessellund, lars søgaard-jensen, Anne Eriksen, Benny Larsen, Eva Schwanenflügel, Frede Jørgensen, Anders Reinholdt, Thomas Tanghus, Katrine Damm, Bjarne Bisgaard Jensen, Lise Lotte Rahbek og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Kristian Rikard, jeg kan godt genkende samtlige elementer, men ikke en folkelig opslutning eller erfaring. Store dele af befolkningen fik dannet deres samfundssyn i de 25 år, fra 1973 til 1998, hvor velfærdssamfund og økonomisk krise i livsformen neutraliserede hinanden: borgerne skulle beskyttes imod virkninger af strukturelt bestemte sociale hændelser.
Det var en anden verden, hvor vi i langt mindre grad lå under for det udbudsøkonomiske, som EUs frihandel siden har underlagt os: dansk konkurrenceevne var stærk i kraft af specialiseret nicheproduktion, som ingen andre gjorde efter. Vi fulgte den strategi, som Lykketoft tit har talt om: at vi sikrede, at produktionen var så meget værd, at vi ikke behøvede lavtlønsjob på det danske arbejdsmarked. I dag drives økonomien til gengæld af forbrug, fordi man satser så entydigt på beskæftigelsen.
For os, der var unge i 80erne og op i 90erne under massearbejdsløsheden, er det imidlertid skønne spildte kræfter, fordi erfaringen er, at det, der foregår uden arbejdsmarkedets pisk over nakken, både giver et større engagement og en højere kvalitet.

Randi Christiansen, lars søgaard-jensen, Anne Eriksen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Henrik holm hansen

alle loger røde blå sorte grønne eller gule bør være i et glas bur med fuld gennemsigtighed og der som det skal være hemmeligheds kræmmeri så bør politikere og medier holde sig langt væk og offentligt tage afstand.

Jørn Andersen

Jeg oplever at broderskabet består af ordentlige mennesker med perspektiv og langsynethed,i skærende kontrast til politikerne.De hylder ikke rabiate ideologier;men har snarere en snert af Grundtvig.Jeg er overbevist om ,at de vil landet og dets indvånere det bedste.Ved jorden at blive,det tjener os bedst

Dorte Sørensen

Et PS: til Torben K L Jensen,17. juni, 2018 - 21:46
Det under mig ,at Ove Kaj Pedersen har taget AE Rådet med - de har da lavet mange analyser der viser mere skævhed i det danske samfund forårsaget at den førte politik.
CEPOS har også kritiseret den førte politik men deres kritik gå på at der ikke skæres mere ned på dit og dat og ikke gives større skattelettelser.

Randi Christiansen, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Ove Kaj Pedersen gik for at være socialdemokrat - ligesom Karsten Dybvad i DI også har været gennem AE og økonom i LO. Beskyttelse af velfærdssamfundet i Nyrup-regi ved privatiseringer,neo-liberal politik a la´ Tony Blair,New Labour og den 3. vej var de to herrer frontfigurer i. Det har jo vist sig at være fatal for socialdemokraterne i Europa.

Randi Christiansen, David Breuer, Bent Gregersen, Knud Chr. Pedersen, Anne Eriksen, Benny Larsen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Ole Henriksen anbefalede denne kommentar
Jørn Andersen

Dermed ikke være sagt,at de ikke kan tage gruelig fejl og dermed medvirke til at underminere en hel samfundsinstitution mest eklatant med "folkeskolereformen",så har dette ikke udvirket alvorlig selvransagelse hos broderskabet,er vi ilde stedt.

Kim Houmøller, Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

På en fabrik er teknikere ansat til at tilrettelægge den bedste måde at producere på.
Ledelsen - direktion og bestyrelse - bestemmer HVAD der skal produceres.

Lise Lotte Rahbek

Men Leo Nygaard, et land er ikke en fabrik.
Problemet ligger jo netop i, at landets magtfulde opfatter landet som en fabrik, som skal styres som en fabrik.
Fabrikker er ejede, styrede arbejdslejre og ikke demokratiske fællesskaber.

Kenneth Krabat, Randi Christiansen, Bent Gregersen, Josephine Kaldan, Knud Chr. Pedersen, Flemming Berger, lars søgaard-jensen, ingemaje lange, Anne Eriksen, Benny Larsen, Carsten Munk, Torben K L Jensen, Jørn Andersen, Helene Kristensen, Eva Schwanenflügel, Kim Houmøller, Anders Reinholdt, Thomas Tanghus, Steffen Gliese, Diego Krogstrup, Dorte Sørensen, Katrine Damm, Bjarne Bisgaard Jensen, Torsten Jacobsen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

For en gangs skyld anbefaler jeg en artikel (ingen regel uden undtagelser, selv om jeg egentlig er imod princippet), fordi den for mig at se er godt skrevet og i høj grad er oplysende om et vigtigt emne, som det for personer uden insiderviden er utroligt vanskeligt at overskue og skaffe sig indblik i.

Det er godt, at vi i DK har en person, der på baggrund af sit forskningsområde har den nødvendige ekspertise om emnet, i form af Ove Kaj Pedersen. At tale om et "broderskab", i overført betydning, er vel i denne sammenhæng i orden, fordi måden, tingene institutionelt fungerer på, i praksis minder om det, vi normalt forbinder med et broderskab.

Ud fra den teoretiske forhåndsviden, jeg har som tidligere underviser inden for netop områderne økonomi, organisation og kultur, har jeg svært ved faglig set at finde kritikpunkter mod de synspunkter og argumenter, der fremsættes i artiklen.

At Ove Kaj Pedersen er forfatter til Konkurrencestaten er vel ikke specielt relevant i denne sammenhæng, men når nu det tages op i denne debatstreng, vil jeg mene, at det var en nødvendig bog i tiden (uanset, hvem der måtte have skrevet den), på grund af Danmarks placering i den internationale og globale politik og økonomi.

At politikere i skiftende borgerlige og socialdemokratiske regeringer har brugt lignende tanker til økonomisk at ramme de svageste i samfundet, ofte på måder, der har karakter symbolpolitik, fordi den reelle økonomiske effekt har været forholdsvis ringe, i forhold til de ulemper, folk er blevet udsat for, kan jeg selvfølgelig kun tage afstand fra.

Kenneth Krabat, Randi Christiansen, lars søgaard-jensen, ingemaje lange, Anne Eriksen, Kim Houmøller og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Peter Sterling

Ønsker vi demokrati eller autokrati i fremtidens Danmark? Skal beslutningerne stadigvæk tages af en mindre røverbande?

Er det professor Ove Kaj Pedersen, Ali Baba eller broderskabet af de fyrretyve røvere som skaber fattigdom i Danmark? Det er i virkeligheden folketinget som har gennemført fattiglovene, og den maniske ulighedsskabelse har givet landet det største antal fattige i nyere tid, bestemt ved lov.

Jeg er ikke så sikker på at der er stor enighed ud på fløjene mht. at skabe fattigdom og ulighed, i hvert i fald ikke på venstrefløjen. Her er der skabt et rigt miljø med megen nytænkning, der med tiden vil medføre stor beslutningskraft, fordi den danske tilstand af social bevidsthed har dybe historiske rødder.

Den sociale modstandsbevægelse, som over tid vil afskaffe fattigdommen, er oppe på 25 foreninger og 120.681 medlemmer. Det er 5 % af de 2,4 millioner vælgere der er i Danmark, det er nok til at komme ind i folketinget.
https://denoffentlige.dk/120681-medlemmer-hvilken-virkelighed-lever-soci...

Næstehjælperne, Jobcentrets Ofre, Liv Over Lov, Ja tak til pension og fair behandling af syge, Aalborg kommune stop jobcentrenes jagt på syge borgere, Syg i Norddjurs, Syg i Jammerbugt kommune, Kamp for velfærd og fællesskab, Aktion systemets ofre, Behandl Mig Ordentligt, Vi vælger fællesskabet, Aktivistisk samling, Dokumentation til Ministeren omkring fastholdelse af syge på lavindtægt, Gensidig forsørgerpligt nej tak, Bedre vilkår for førtidspensionister, Bekæmp Fattigdom NU, Folkebevægelsen for Social retfærdighed, SYGE SIGER STOP, Alle os i Ressourceforløb, Syge og Udsatte i Assens kommune, Sygdomsramte kræver anstændig sagsbehandling, Velfærdsdemokrati, De syges talerør.

I artiklen "120.681 medlemmer: Hvilken virkelighed lever socialcheferne i?", beskriver avisen DenOffentlige hvordan den sociale modstandsbevægelse er vokset sig stor. Hvis nu hvis der er et flertal i folketinget efter næste valg, som bliver enige; hvilke konkrete tiltag skulle der så til, for at afskaffe fattigdommen for de 15 % af underklassen, dem udenfor arbejdsmarkedet, dem som ikke kan arbejde?

Erhvervslivet bugner af penge. De har 1381 mia. stående på bankkonti som de ikke aner hvad de skal bruge til. Alligevel bruges der mellem 5 og 20 mia. på erhvervsfremmende tiltag, alt efter hvordan man regner, det er spild af penge, flyt dem over til at løse problemerne med de ny-fattige. Giv de hjemløse de 5 mia. pr. år som de almindelige erhvervsfremmende midler er, giv hver af de hjemløse 50.000 til indskud i en bolig, samt 50.000 til indretning. Giv dem desuden 150.000 pr. år de næste 5 år.

Jobformidlingen er erhvervslivets problem. Flyt de 16 mia. som nu bruges til Jobcentrene over til at løse sociale problemer. F.eks. kan man for de penge bygge almene boliger som de fattige kan betale. Drop direktørboliger, leasingbiler, ekstreme fradrag til erhvervslivet, inddrag den manglende momsbetaling, stop skattely, osv. alle disse penge skal flyttes over til at løse de sociale problemer som politikerne har skabt de sidste 20 år.

Lillian Larsen, Kenneth Krabat, Randi Christiansen, Torben Kjeldsen, Torben K L Jensen, Knud Chr. Pedersen, Mogens Holm, Anne Eriksen, Ebbe Overbye, Steffen Gliese, Katrine Damm og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Jeg kan fuldt ud forstå, vore politikere falder på halen, når de møder intelligensen, som i disse tider søger mod økonomisk styring, men det burde være politikernes pligt at løfte blikket og tage stilling til de grundliggende parametre og deres konsekvenser for de yngste af jer og vore efterkommere.

Vi er rige, vi er beskæftigede, vi har stadig det bedste sikkerhedsnet trods de lidt større masker, vi er relativt gældfri på penge, men hvor stammer velfærden fra ?

Uden mere vækst og uden større forbrug fra år til år, mister motoren sin primære kraft og det bliver dyrt at generkende, at ideen om en perpetuum mobile er en boble, som gør helvede hedt (og kloden hed) for de sidste uskyldige i pyramidespillet.

Det bliver aldrig muligt at bringe 10 milliarder mennesker op på vores velstand, vores forbrug af ressourcer og vores udledning. 10 milliarder globale charterturister ? Nej, dertil er kloden og dens atmosfære vist for lille, but who cares?

Protektionisme er rabatten i den ene side af vejen, men anarkistisk globalisering er altså rabatten i den anden side, men ok. Det er vel i grunden indlejret i den demokratiske ide ?

Sommeren i Danmark tegner til at blive bedre end sidste år, og vi vinder VM i bold.

Derfor skal vi have genetableret selvstyre som en forudsætning. Problemerne og konflikterne løses ikke ved forordringer fra oven. Dem klarer vi på demokrstisk vis her, som før.

Touhami Bennour

De nye lande (u lande)kan aldrig opnå vesten forbrug. Men 80 % af vestens befolkningen har forpasset chancen at blive velhavene og opnå velstand, Det er 20 % af vesten befolkning som sidder på velstand. I USA forbrug af vand 450 liter i gennemsnit, men hvormange forbruger så mange liter vand? i U-lande er gennemsnit 20 liter. Mange af de 80 % som flertallet i vesten bliver ruineret det første uge hvis de spiser bare nogle gange i en fransk restaurant. Man kan sige det på samme måde når man taler om rigdom, 1% af vesten befolkning besidder og forbruger 22gange af landet formue . Det kan ikke mærkes, fordi man kan blive mæt bare ved at spise brød ( Cesar vidste det da han sagde "folket vil have brød og spil". Så kloden´s ressourcer er endnu ikke udtømt. Trump ved det helt sikkert.

Nu skriver Ove Kaj Pedersen, at der i Danmark er en konsensus omkring den økonomiske politik.

Men det gælder vel kun ud fra en ret så grovkornet skabelon? Den økonomiske politik er stadig et politisk valg, og man kan vel godt sige, at der også eksisterer en diskurs til den fremherskende neoliberale økonomiske politik. – Dels i hvad man vel stadig må betegne som arbejderklassen, som har måttet betale en pris for udbudspolitikken mht. arbejdskraft og nedskaleringen af velfærdsstaten. Den neoliberale politik er ikke for alvor legitimitet i forhold til arbejderklassen; hvilket jo også manifesterer i den politiske kultur; når man taler om en modreaktion mod ”the establishment”. Så kan det godt være, at sådanne strømninger i befolkningen giver tilslutning til populistiske bevægelser. En konkurrencestat har aldrig været et folkeligt projekt, og bliver det næppe heller.

Og samtidig skulle man jo synes, at der et oplagt demokratisk problem, hvis et broderskab af ca. 40 topøkonomer kan fastlægge retningen i den økonomiske politik, som nogle allerede har været inde på. Man taler jo også om nødvendighedens politik, som var der ikke noget reelt valg.
Tilpasninger efter hensynet til konkurrenceevnen vil i et kapitalistisk samfund, altid skulle funderes i og finansieres af den arbejdende befolkning. Både indkomstudviklingen og skattepolitikken i den forgange æra har bevirket stigende ulighed i det danske samfund.

Men nu er det sikkert ikke kun 30-40 mennesker på slotholmen der bestemmer politikken. Der findes sikkert meningsfæller i andre lande og er stærke interesser bagved den reelle økonomiske magt.

Steffen Gliese

Ja, Jan Boisen, der er kun konsensus, fordi virkeligheden manipuleres og løves om
Politikerne har siden Nyrup talt om, at velfærdsstaten skal transformeres for at bevare den; men man bevarer den ikke ved at transformere den: tværtimod er det det, der er helt grundlæggende i velfærdsstaten, der skæres i - åbenbart for at komme ind til noget, de kalder 'kernevelfærd'. Men der er ingen kerne, der er et lag på lagsystem, der begynder med allerførst, at folk er sikret materielt og har et sted at bo. Alt andet bygger ovenpå det.

Steffen Gliese: Jamen det er et underligt paradoks i nyere tids politik, at man for, at bevare velfærd, skal beskære velfærd. Liberale ville sikkert tale om, at skære overflødigt fedt bort. I den optik kan nedskæringer omtales som "reformer", "modernisering", "effektivisering" etc.

Men nu skriver Ove Kaj Pedersen jo også, at udbudspolitikken til dels skal sikres gennem neoliberal skattepolitik

Os der gamle nok husker nok en velfærdsstat der har set bedre dage, og at nedskæringer helt reelt er nedskæringer: Og de færreste tror vel for alvor, at toget holder stille ved perronen, så de 40 personer på Slotsholmen kan sikkert hitte på yderligere tiltag der skal forbedre udbuddet af arbejdskraft og konkurrenceevnen dvs. yderligere skattelettelser.

Peter Sterling

Jeg lever fint med at rejsebranchen ikke tjener en krone på en mig, da jeg ikke har råd til charterferier o.l. Men jeg vil aldrig acceptere at der er skabt børnefattigdom i Danmark. Man kunne indenfor et år udrydde fattigdommen, hvis viljen var til stede, da der er akkumuleret tusinde af milliarder i formuer her i landet.

Mere vækst er ikke en fordel for alle, tværtimod. Mens de rige bliver rigere, har regeringers reformer bevirket nedskæringer i selskabsskatten, og nedskæringer i offentlige sociale institutioner, samt skabt den største fattigdom i nyere tid. Næsten al velstand der blev skabt sidste år, gik til de 1% af de rigeste, samtidigt fik den nederste halvdel ingen stigning.

IMFs forskning har vist, at omfordeling ikke skader væksten, og omvendt, at den ekstreme ulighed vi ser i dag er skadelig for væksten. Hvis vi takler ekstrem ulighed, kan vi skabe en økonomi, der er både retfærdigere og mere dynamisk.
https://www.imf.org/en/Publications/Staff-Discussion-Notes/Issues/2016/1...

I de sidste 20 år har uligheden været stigende i Danmark og er nu på et farligt højt niveau. Der er mange beviser for at ekstrem ulighed har negative sociale, politiske og økonomiske konsekvenser.

Vi har brug for en anden slags økonomi. En, der deler værdierne mere retfærdigt. En der behandler kvinder på samme måde som den behandler mænd. En der øger velstand og trivsel for alle, uden at ødelægge planeten i processen. En økonomi, der belønner arbejde, ikke rigdom. Den enorme ubalance i rigdom omsættes til en enorm ubalance af magt og muligheder.

Vi skal tackle ulighed ved at øge og forbedre de sociale udgifter, opbygge mere retfærdige skattesystemer og sikre, at kvinder bliver bedre betalt. Det er ikke tilfældigt, at de fleste af de ny-fattige er kvinder. Antallet af kvindelige hjemløse er eksploderet.

Vores land er tydeligt opdelt, og det er en åbenlyst uretfærdig og uholdbar situation. Vi skal tage fat på de virkelige store udfordringer her i landet, såsom økonomisk ulighed, kønsdiskrimination og klimaforandringen, disse problemer handler grundlæggende om magt.

Politikerne har fuldstændigt skævvredet demokratiet. Det har intet med demokrati at gøre at over 80 % af medlemmerne i folketinget ikke taler om andet end virksomhederne; bla bla bla erhvervslivet, bla bla bla....... Jeg vil aldrig acceptere et system som i den grad skaber ulighed i dette land, det er absurd, perverst og helt uacceptabelt. Det skal stoppes, der skal en retfærdig omfordeling til.

Økonomisk vækst er ikke drevet af en række iværksætters handlinger. Det er bygget på ryggen af millioner af almindelige mennesker, der yder service, dyrker frugt, grønsager, og køber ting. Alle har ret til at dele fordelene ved denne vækst. Meld dig ind i den sociale modstandsbevægelse for at bekæmpe ulighed og børnefattigdom.

René Arestrup

@Peter Sterling
'Økonomisk vækst er ikke drevet af en række iværksætters handlinger. '
Jo, blandt andet.
Du går galt i byen, når du forveksler indkomstpolitik/erhvervspolitik med fordelingspolitik.
Kagen skal skabes, derefter skal den fordeles.
Det er vist kun rendyrkede socialister, der indskrænker sig til udelukkende at tale fordeling.

Thomas Frisendal

Jeg husker kvindernes entre på arbejdsmarkedet som værende primært drevet af et bredt ønske om lige muligheder og lige løn.

Randi Christiansen

Kagen skal bages, og opskriften vælges.

De 40 har ikke taget det nødvendige opgør med den metode, som skaber ubalance, ref piketty o.a. Men som ove kaj selv noterer, er det 'et noget iltfattigt akademisk og fagligt miljø'. Med fordele og bagdele, hastværk er lastværk, men fordelene at :

"Det er blandt andet derfor neoliberalismen har mødt så meget modstand og træghed, når den er stødt på næstekærlighed og fællesskab.
Men der er også den danske tradition for pragmatisme. Den kommer på den ene side fra Danmarks 1000-årige historie som handelsnation. Men den har i endnu højre grad sine rødder i landets udsathed." Og :

"tværtimod har broderskabet evnet at holde neoliberale ideer på god afstand, og det er først fra 00’erne, at sådanne ideer begynder at få en vis, men begrænset, indflydelse. Et eksempel er brugen af såkaldte dynamiske effekter, hvor blandt andre Enhedslisten har peget på, at de giver regnemodellerne politisk slagside, siger han."

Og det er jo godt, bare ikke godt nok. Selvom vi er en lille presset økonomi, har vi vel stadig økonomisk selvforvaltning, og må derfor kunne omstille nværende produktionsmetoder og fordelingsnøgle, som er ufattelig uhensigtsmæssig på de tre bundlinjer : den sociale, økonomiske og økologiske.

Vækst-og konkurrencesamfundet er den uddaterede, mølædte model. Der må tænkes i andre miljø-og socioøkonomisk bæredygtige, som i permakulturelle, baner. Hvis ikke det allerede er for sent. Antarktis afsmelter 25 mia liter vand i timen - her skal ageres snapt og intelligent, hvis katastrofen skal afværges. Og når man nu er i gang med de store projekter, kan man passende tænke på al den metangas, som er på nippet til at blive lukket ud fra de afsmeltede områder - oveni resten. En ny forskerrapport vist i the guardian siger, at ved maksimal omlægning af den globale kødproduktion kan co2 belastningen reduceres med 80%.

Kenneth Krabat

Ikke fordi jeg ønsker mig større uorden, men det forekommer mig, at denne indre stabiliseringskerne af kompetente og ordentlige mennesker, der kender økonomien, er lig med at give mindre kompetente politikere frit lejde til at tvære med pengene, fordi beregningerne hele tiden præcist kan foretages og retninger og konsekvenser angives. Nu har stort set alle regeringer siden Schlüter ignoreret mennesket og ladet samfundets forvaltning udadtil (ført af politiken indadtil) køre som en fabrik, der gennem skiftende regeringer (uanset partifarve) rationaliseres og rationaliseres og rationaliseres, indtil i dag, hvor vi ikke kan se PÅ, hvad vi gør ved mennesker og familier og tilliden til fremtiden som lavtlønnet, fordi det er så uhyrligt. Mens vi samtidig falder på røven over, hvad Der Trumpf gør ved sit landet og verden.

HVIS vi er så økonomisk stærkt et land, MÅ vi have råde til mennesker. Eller: mind mig lige om igen, hvorfor man er et land?

Jan Weber Fritsbøger

om jeg fatter at så mange bakker op om klubben, og om dens legitimitet som skyggeregering, som jeg ser det er det et meget alvorligt problem, at en flok grådige egoister har tilranet sig så stor magt at demokratiet er blevet ren illusion, den eneste grund jeg kan finde er at medløberne ligesom klubben tror på økonomisk vækst som et universelt gode, en tyrkertro på at hvis vi bare øger vores forbrug og vores indtægt, så skal det nok i sig selv forbedre verden,
at det ikke er sådan har været indlysende for de fleste tænkende mennesker i mere end et halvt århundrede, økonomisk vækst har været problemet længe, især fordi den ikke som den burde være, er forbeholdt dem som har udækkede basale behov, men i stedet nærmest er forbeholdt de allerede forgyldte som lever i en uanstændig overflod, og så sidder sådan en flok psykopater og ødelægger alt godt som folket har tilkæmpet sig gennem årene, alt sammen med det formål at svække de svage yderligere, og dermed selv få endnu mere magt til at forgylde sig selv og deres egen klasse, man tramper målbevidst på ledige, syge, fremmede, lavtlønnede, alle på overførsel, og agiterer for at dem med penge og magt skal tilgodeses yderligere, man sætter skub i uligheden til stor skade for samfundet nærmest bare fordi man kan, de er skadedyr af værste skuffe og alt de gør er egoistisk i en grad som kan betegnes som sygeligt, men lur mig om ikke også de selv tror de er de vigtigste mennesker i landet eller i verden, og synes vi burde betragte dem som en slags guder, det er der desværre også nogen der gør, og derfor bakker dem aktivt op ved at stemme på deres politikere ( hele den borgerlige "fløj" incl S )
virkeligheden er at de absolut ikke er klogere, dygtigere, mere arbejdsomme end nogen andre, men de er mere egoistiske, mere grådige, mere skruppelløse, og har "højere" ambitioner, og de mener selv mere ret end alle os andre, den slags mennesker skader det samfund de virker i, i en grad så det kan være svært at forstå, ikke kun her i danmark men overalt hvor den slags klubber virker,
men man kan faktisk sige at de er årsag til alle problemer, krig, fattigdom, flygtninge, sult, eneste problem de kun er delvist skyldige i er sygdom, nemlig de sygdomme som ikke skabes af forkert livsstil.

Randi Christiansen

Jeg copypaster lige mig selv fra bent vinn tråden :

Hvornår i historien har det ikke været tilfældet, at magten udnyttede resten? På den ene eller anden måde. Vi har aldrig haft ægte solidariske, socialt intelligente samfund, og det ser ud til at blive vores undergang.

Efterkrigstiden havde antydninger af en større omsorgsbevidsthed, som hurtigt blev smadret af den vækst-og forbrugermentalitet, det var nemt at lokke krigstrætte og førkrigsfattige borgere ind i. Hvilket paradoksalt nok gav deres børn det materielle overskud, de ikke selv havde haft, til at gøre oprør mod det materialistiske misbrug af menneskelige og planetare ressourcer.

Men ingen lyttede til miljøbevægelsen Noah eller hippiernes hjertelige bidrag til samfundsdebatten. De blev affærdigede som verdensfjerne tosser. Min far sagde hovedrystende til mig som 15 årig ’er du dum tøs?’ - og generationskløften var et sørgeligt faktum.

Koryfæerne og de moralske fyrtårne : gandhi, john kennedy, robert kennedy, martin luther king, john lennon blev myrdet. Det ligner et mafiøst mønster, de var for farlige for pengemagten. Jimmi hendrix, jim morrison, janis joplin - de døde bare næsten for egen hånd men i virkeligheden af sorg. Og vi sørgede med dem.

Verdens deroute blev tydeligere, og da selv nyrup/lykketoft red med på den finansielle deregulering i ly af murens fald, var et stort slag tabt.

Vi står nu med de rygende rester af et ressourcemisbrug, som historisk set overgår alt kendt, og verdens ledere ser stadig ikke ud til at have lært lektien.

Dovne? Nej, vor frue bevare os vel - men misbrugte af dumme og hjerteløse uhyrer i menneskeform, det er vi og vores børn. Man kan godt blive træt, og vore stakkels børn de pisker afsted for at holde trit - eller ryger med i den voksende flok af dem, der må gi op.

Tilbage er en fragmenteret modstand, som omtåges af upålidelige medier, økonomisk bedrag og i yderste konsekvens militær intervention. Usa fremstår i stigende grad som et mafiøst styre, der ingen midler skyr for at bevare et herredømme, der alligevel smuldrer for dem.

Menneskehedens chance er at vågne op til en bedre forståelse af lovmæssighederne i den vidunderlige, kosmiske biotop, vi bebor. Spørgsmålet er hvorfra og hvordan, kravet om ægte bæredygtig omstiling skal komme? Fra neden og med høtyvene eller kan man håbe på, at pengemagten og co snart forstår, at også de er del af en interagerende helhed, hvor ubalancer på både kort og især langt sigt er ødelæggende for alle.

Give peace a chance