Professor: Ny aftale mellem regeringen og regionerne er et »paradigmeskifte« i sundhedsvæsenet

Sundhedssektoren får tilført en milliard kroner, herunder 200 millioner kroner til psykiatrien, ligesom at området fritages fra det såkaldte produktivitetskrav på to procent om året. Sådan lyder rammerne i den aftale om regionernes økonomi for 2019, som regeringen og Danske Regioner præsenterede tidligt tirsdag morgen.

Men først og fremmest betyder den nye aftale en helt ny styringsmodel for sundhedssektor. Det vurderer professor ved VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Jakob Kjellberg.

»Der kommer fremover til at være mere manøvrerum i sundhedssektoren til at tilrettelægge behandlingen på den klinisk mest fornuftige måde,« siger han.

De seneste 20 år har økonomistyringen i sundhedsvæsenet grundlæggende fungeret efter ét princip. Jo flere og jo mere omfattende aktiviteter – operationer, behandlingsforløb, kontroltjek – regionerne gennemførte, jo flere penge fra den såkaldte aktivitetspulje fik de udmøntet. Men fra 2019 bliver aktivitetspuljen erstattet af en en ny styringsmodel med nogle bredere incitamenter, forklarer professoren.

»Det er et forsøg på at vende incitamenterne om, så regionerne også bliver belønnet, hvis de for eksempel nedbringer antallet af aktiviteter eller flytter dem over til egen læge. Så løsningen ikke altid er behandling på et sygehus,« siger Jakob Kjellberg. 

Nærhed

Den ny styringsmodel, der har fået navnet nærhedsfinansiering, fungerer på den måde, at regionerne skal leve op til fire ud fem konkrete mål eller parametre, som eksempelvis ’færre sygehusforløb’ og ’flere virtuelle sygehusforløb’, for at få udløst pengene.

Og det vil altså, vurderer Jakob Kjellberg, sætte regioner mere fri til at flytte behandling fra hospitaler til praktiserende læge eller prioritere langvarige genoptræningsforløb i stedet for operationer, uden at det rammer dem på budgetterne.

I aftaleteksten skriver regeringen og regionerne, at hensigten er at flytte det nuværende, »mekaniske fokus på sygehusaktivitet« til et bredere og mere dynamisk system, der skal sikre »plads og rum til nye, lokale løsninger for patienten.«

Mere styring

Ikke alle er tilsvarende begejstrede for den nye styringsmodel.

Overlægeforeningen skriver i en pressemeddelelse, at der allerede »er rigeligt med styringsinstrumenter.« Også regionsrådsformand i Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen, forholder sig kritisk til den nye nærhedsfinansiering.

Hun ærgrer sig over, at staten ikke viser regionerne mere tillid. »Med nye styringsformer følger også mere administration og bureaukrati – det synes jeg er en uheldig udvikling,« skriver Sophie Hæstorp Andersen i en pressemeddelelse.

Men ifølge Jakob Kjellberg kan man ikke tale om, at der er mere styring eller mere kontrol i den nye styringsmodel.

»Politikere vil selvfølgelig altid have mest muligt frihed. Men når staten bruger omkring ti procent af BNP på sundhedsvæsenet, kan det ikke komme som en overraskelse, at den også har nogle holdninger til sundshedssektorens udvikling,« siger han.

Jakob Kjellberg mener, at spørgsmål om økonomistyring i den offentlige sektor alt for ofte bliver til et sprøgsmål om, hvorvidt man er for eller imod kontrol og New Public Management. Men det er et forkert perspektiv, mener professoren.

»Det er sådan et begreb, der betyder alting og ingenting. Det var elementer af New Public Management i det gamle system, og det er der også i det nye. Bare det forhold at man måler og belønner regionerne efter fem helt konkrete parametre er meget new public management-agtigt, hvis man kan sige sådan,« vurderer professoren.

Den rigtige vej

Selv om det nye styringsprincip giver regionerne et stærkere incitament til at gennemføre færre behandlinger, indlæggelser og kontrolbesøg, er der ikke tale om en spareøvelse, forklarer Jakob Kjellberg.

Sundhedsvæsenet bruger altid præcis de penge, som politikerne har sat af til sundhedsvæsenet. Krone for krone, uanset hvordan styringen foregår.

»Det handler om, hvorvidt vi bruger pengene på en hensigtsmæssig måde. Skal vi bede en patient om at køre 70 kilometer til kontrolbesøg, der ikke nødvendigvis er evidensen for, fordi det ser godt ud på afdelingens aktivitetsregistrering?« spørger Jakob Kjellberg. »Tanken i det nye system er, at vi ikke bare skal producere mere og mere og mere. Vi skal prøve at tilrettelægge behandlingen bedre.«

Jakob Kjellberg lægger ikke skjul på, at han er positivt indstillet over for den nye styringsmodel. Det aktivitetsbaserede system var muligvis den rette medicin i starten af 00’erne, da der var problemer med lange ventelister, og sundhedsvæsenet havde bedre forudsætninger for at effektivisere.

»Men det er tiltagende åbenlyst, at det ikke er løsningen længere,« siger han. »Udviklingen i medicinpriser og den demografiske udvikling med flere ældre gør det strengt nødvendigt, at vi kun udfører de behandlinger, der er nødvendige,« siger Jakob Kjellberg. »Denne her nærhedsfinansiering er ikke den endelige løsning, men det er et markant skridt i den rigtige retning.«