Det er de nærmeste, som først forlader kredsen omkring statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). De mest loyale ministre har åbenlyst mistet troen på det blå regeringsprojekt: Forsknings- og uddannelsesminister Søren Pind (V) trådte tilbage, da hans jobansøgning hos Det Kgl. Teater mislykkedes for åbent tæppe, mens nu forhenværende erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) havde større held, da han forleden blev ansat som administrerende direktør i Dansk Erhverv.
På hver sin måde har de været afgørende støtter for statsministeren.
Hvor Søren Pind har været Løkkes håndgangne løjtnant internt i Venstre, har Brian Mikkelsen været selve bindeleddet mellem Venstre og De Konservative. Da den smalle V-regering i efteråret 2016 blev omdannet til VLAK-regeringen, var det i allerhøjeste grad et resultat af den personlige tillid mellem Lars Løkke og netop Brian Mikkelsen. Som en af de eneste ministre har Brian Mikkelsen siddet med i begge af regeringens to mest magtfulde udvalg, Koordinationsudvalget og Økonomiudvalget.
Selv om både Søren Pind og Brian Mikkelsen har været prygelknaber i dele af offentligheden, skal deres betydning ikke undervurderes indadtil. Søren Pind er en af de eneste V-ministre, som trofast har støttet Lars Løkke under alle skandalesager, og uden Brian Mikkelsens prosaiske erfaring og prosaiske tilgang til politik ville hverken De Konservative eller Liberal Alliance være blevet indlemmet i regeringen.
Forventning om fiasko
De to herrers afgang er mere end et symbolsk nederlag for Lars Løkke. Realpolitisk vil det også hurtigt vise sig som et problem for statsministeren, at nedtællingen nu synes at være sat i gang. Efter et år med pauvre resultater for VLAK-regeringen og under et år til næste folketingsvalg er kampgejsten blandt de erfarne ministre for hastigt nedadgående.
Afgangen fra de to ministre forstærker mismodet. Søren Pind og Brian Mikkelsen – som er nogenlunde jævnaldrende med statsministeren med en alder på henholdsvis 48 og 52 år – har på den ene side støttet Løkke og haft hans fortrolige øre i mange sager, men har altså også og på den anden side brugt de seneste mange måneder på at komme videre.
Begge borgerlige eksministre har vurderet, at mulighederne for at øve indflydelse fremover vil være større andre steder end i regeringen Lars Løkke Rasmussen III. Onde tunger blandt de tilbageværende ministre hævder, at statsministeren også selv har været på intensiv jobjagt, hvilket jo kun bidrager til stemningen af forventet fiasko.
Oven i de de usikre meningsmålinger for blå blok er der meldingen fra Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl om, at VLAK-regeringen under ingen omstændigheder vil fortsætte, men i stedet skal erstattes med ministerposter til DF. Den gør udsigterne endnu ringere, særligt for ministrene fra De Konservative og Liberal Alliance. Jobmulighederne skal udnyttes, mens tid endnu er.
Lobbyisme betaler sig
Opløsningstendenserne kan næppe stoppes. Men pinen ville dog i det mindste have været trukket i langdrag, hvis Danmark havde haft en form for regulering af ministres hop til lobbyjob. Men til forskel fra de fleste andre velfungerende demokratier har Danmark ingen mekanismer, der kunne have stoppet erhvervsminister Brian Mikkelsen fra torsdag at hoppe direkte over i direktørstolen i Dansk Erhverv lige på den anden side af Slotsholmsgade.
Brian Mikkelsen har frit kunnet sælge sin viden og netværk, som også bl.a. socialdemokratiske ministre har gjort før ham. Denne manglende regulering af overgangen fra ministerhverv til lobbyisme tilskynder til opportunistiske karrierespring for de mest desillusionerede ministre og udgør i hvert fald et konkret magtproblem for den til enhver tid siddende statsminister i Danmark. Når valg- og udløbsdatoen nærmer sig, forsvinder de bedste.
I tilfældet Søren Pind er situationen lidt mere speget. Officielt er han endnu ikke rykket videre til et nyt job, men efter floppet på nationalscenen rygtes han til at overtage formandsposten for Danmarks Radio. Den nuværende bestyrelsesformand, Michael Christiansen, har for længst annonceret sin afgang, og kulturminister Mette Bock skal snart udpege en afløser. Stærke kræfter arbejder på at få Pind udnævnt, nu hvor det mislykkedes for ham at blive kongelig teaterdirektør.
Svækket beslutningskraft
Inden udnævnelsen af en ny DR-formand skal regeringen dog lande et nyt medieforlig. Og det har vist sig sværere end forventet: På papiret har kulturminister Mette Bock flertal for et snævert borgerligt forlig, men efter Dansk Folkeparti meddelte – umiddelbart efter Brian Mikkelsens afgang og udnævnelsen af Rasmus Jarlov (K) som afløser i Erhvervsministeriet – at TV 2 alligevel ikke skal sælges delvist, står regeringen atter afmægtig tilbage. Medieforliget kan stadig indgås, men uden så stærkt et ideologisk aftryk. Kuløren er falmet. Igen.
På samme måde kæmper VLAK-regeringen også med en række af de andre forlig og reformer, som var planlagt til for længst at være blevet vedtaget. Energiforliget er blevet kraftigt forsinket, og forhandlingsforløbet møder intern kritik, bl.a. fordi energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) endnu ikke har evnet eller villet koble regeringens bebudede klimatiltag sammen med selve energipolitikken.
Ingen er imponeret over hverken Mette Bock eller Lars Christian Lilleholts evner som forhandlere. Absolut ingen. Mens de garvede topministre er rykket videre, er det uerfarne og fummelfingrede juniorministre, som skal forsøge at lande forlig frem mod valget.
Regeringen har også måttet droppe vidtgående reformer såsom omlægningen af hele SU-systemet. Intet tyder længere på, at VLAK-regeringen vil kunne få gennemført flere store tiltag før valget. Spørgsmålet er snarere: Hvem bliver den næste topminister, der forlader Løkke-regeringen?
Lars Trier Mogensen er politisk kommentator. Han er medstifter af nyhedsbrevet Føljeton og radiovært på Radio24Syv og nu også i Informations spalter, hvor han skriver politiske analyser.
Det er uansvarligt at lade den regering køre videre i et helt år - Så forsvind ud af landet som din forgænger - Løkke.
Dysfunktionelle Tidende lader forstå:
Det kan ikke lade sig gøre at føre blå liberalistisk politik med det frie marked minimal stat, præmie til de rige og stræbsomme og ris til dem som ikke forstår dette projekt - Når Kristian Thulesen Dahl DF sidder for bordenden. Slut med blå projekter.
Det kan heller ikke lade sig gøre at drømme sig tilbage til de gode gamle dage med en uforstyrret sociademokratisk velfærdsidyl anno 1968 - Når tiderne er skiftet og Kristian Thulesen Dahl sidder for bordenden.
Når et parti som DF får så afgørende en indflydelse, som de har nu i dansk politik, så er der kun en vej. Partiet tager ansvar og vi får en Regering med DF deltagelse.
Det er bare meget enkelt efter et valg, de andre partier skal foreslå en dronningerunde med DF som leder heraf, og siden pege på DF som regeringsparti.
Så får vi se hvad DF kan og vil - ikke mindst kan levere af politikere til opgaverne i ministerierne.
Det varer næppe længe inder sandheden går op for mange vælgere, - at partiet ikke kan mønstre duelige ministre til en kompetent regering.
Regeringens vanskeligheder ved at fungere i det daglige udstilles af at tre ministre, har valgt at skride. De bliver næppe de sidste. Set i det lys står Lars Løkkes forsikringer om hvor godt det hele går mere og mere grotesk. Tydeligt, at både V og K er skidetrætte af Team Saxo Bank, der ikke ejer evnen til at være loyale overfor det arbejdsfællesskab som en regering jo er.
Mette Suk kan ikke få sit medieforlig igennem - og det er jo fint. Kun DF vil være med - på egne betingelser, og hvor det er tydeligt, at DF kun er ude på, at ydmyge Mette Suk. Bl.a. ved at DF løber fra deres eget krav om et salg af TV2. Det vil de så pludselig ikke alligevel. Dvs. det vil de godt, hvis ikke kulturministeren hed Mette Suk.
Simon Emil Ammitzbøl fik en bunden opgave af Lars Løkke om at lave en aftale om em udlignings- ordning mellem de "rige" og de mindre velstillede kommuner. Også det røg til jorden, fordi han søgte at spille SD og DF ud mod hinanden. Forstod ikke hvor dyb og tæt alliancen er mellem de to partier, og at der skal mere til, end en gnom fra Team Saxo Bank til at splitte de to ad. Rent bortset fra, så er udligningsordningen en lort som især SD ikke vil røre ved, for de har jo mange borgmesterposter både blandt de "rige" hovedstadskommuner, og de "fattige" provinskommuner.
Så er der energiforliget. Her er regeringens udspil så vattet, at det vil SD og SF ikke være med til. DF er ligeglad med klima og miljø. Her forfølger de en dagsorden om, at den "grønne omstilling" ikke må ske på bekostning af den alm. velfærd og de ældre.
Hertil kommer så Team Saxo Banks maniske besættelse af skattelettelser, der nær var ved at koste regeringen livet sidste år.
Alt dette - og meget mere til - gør det tragikomisk, at se det klip Jersild minus spin bragte i går aftes, d. 22.6. kl. 23. Det var fra Folkemødet i Allinge, og vi skulle se om de tre partiledere i fælles-skab kunne samle en - taburet! (Yderst begavet påfund). Det kunne til sidst, og det hele foregik unde megen morskab. Fred være med det - bortset fra at de alle tre bagefter bedyrede med himmelvendte øjne, hvor godt de havde det i hinandens selskab, og hvor rart det var at grine sammen. Det var naturligvis den mindst troværdige af de tre partiledere, Ander Samuelsen, der forsikrede, at i det daglige fik de skam også rigtig meget fra hånden, og at de havde et perfekt samarbejde.
Her var det, jeg gik i seng.
Det er naturligvis vanskeligt for en mindretalsregering, når både Socialdemoktatiet og Dansk Folkeparti er totalt u-konstruktive og kun morer sig med enten benspænd eller hængekøje.
Det gik helt galt allerede ved det sidste valg. Lars Løkke blev valgt ud, og så vælger DF ham ind, da de ved, at de kan rende om hjørner med ham. Lars Løkke har en rygrad som en regnorm. Men har har superlim på bagen, han letter sig kun, hvis taburetten vælter.
Der skal et paradigmeskift til i dansk politik..
intet bliver anderledes med en Socialdemokratisk
styret regering
I ugebrevet Mandag Morgen skriver Lisbet Knudsen i anledning af en kæmpe undersøgelse :
"Demokratiet er i krise. Det er sagt mange gange som en påstand uden klar dokumentation. Nu får vi det sort på hvidt serveret i en kæmpe befolkningsanalyse med 125.000 respondenter i 50 lande indsamlet i perioden 6. juni til 18. juni i år.
Befolkningerne i demokratiske lande rundt omkring i verden har i stor udstrækning tabt tilliden til, at deres stemme overhovedet bliver hørt, og til at regeringen i deres land arbejder i den almindelige borgers bedste interesse.
Desillusioneringen er tilmed større i demokratier end andre steder. Overraskende 64 procent af befolkningerne i demokratiske lande svarer i undersøgelsen, at deres regering ”sjældent” eller ”aldrig” handler i offentlighedens bedste interesse, mens gennemsnittet af alle lande i undersøgelsen ligger på 58 procent."
I Danmark står det endnu værre til end gennemsnittet. Hele 69% mener, at regeringen "sjældent" eller "aldrig" handler i befolkningens bedste interesse.
Så ja, Frede, et paradigmeskifte burde være oplagt i dansk politik.
Væk med mørkelygter, småkorruption og populistiske studehandler !!
Eva
Tak for et godt indlæg
Frede, velbekomme :-)
Det var nu mest Lisbet Knudsen som 'skrev' det.
En anden ting; jeg er rigtig glad for at Lars Trier Mogensen har valgt at udkomme i Information med sine skarpe og spændende analyser. Jeg savner ham ihvertfald i Jersild uden Spin, suk..
Han har ofte helt ret. Bla. forudsagde Trier Mogensen, at Trump stod til at blive valgt som præsident - og advarede om det - længe før andre mente det var en mulighed.
Eva
Jeg er helt enig - Lars Trier er fænomenal
jeg bruger altid store ord, og sådan er det :)