Flere målinger har vist, at de store banker har mistet troværdighed ovenpå de seneste års skandalesager.
Men under den bagende sol i København omkring Gothersgade er det de færreste, som kan mønstre ophidselse over, at deres bank enten har været involveret i en sag om skattely – som tilfældet med Nordea – eller i en af danmarkshistoriens største bankskandaler, som hvidvaskesagen i Danske Bank er blevet kaldt.
I løbet af fredag eftermiddag stopper Information omkring 40 mennesker. Cirka en tredjedel fortæller, at de ikke har hørt om skandalesagerne, selv om de er kunder i en af de to store banker. Som en ung kvinde med konto hos Danske Bank siger, mens hun nyder sin orangefarvede aperol spritz:
»Det har jeg ikke rigtig hørt om, men jeg vil da lige google det, nu hvor du gør mig opmærksom på det.«
En enkelt Danske Bank-kunde kalder bankerne »nogle svin«, og et par stykker benytter ordet »griskhed«. Men ingen af dem har tænkt sig at skifte bank. Dels fordi de mener, at det kræver for meget arbejde, dels at det er for dyrt at omlægge lån.
Andre føler sig apatiske og er ikke overraskede over sagerne – at det sikkert er kutyme inden for bankverdenen. Som en mand svarer, da han bliver spurgt, hvad han tænker om, at Nordea har hjulpet kunder med at lave skattelykonstruktioner:
»Hvad er der nyt i det? De svindler jo alle sammen.«
Men den helt store årsag til, at skandalesagerne ikke for alvor har skabt hverken ramaskrig eller oprør, er, at det ikke har påvirket folks privatøkonomi.
»Når det er store firmaer, som laver svindel, så virker det en lille smule fjernt i forhold til, hvis det havde været den almindelige dansker, som var blevet berørt,« siger Ian Nielsen, 39 år, kok og kunde i Nordea.
»Der er jo en distance til det, fordi det ikke er min egen formue, eller min families formue, som bliver påvirket af det.«
Ikke foruroligende nok
En af dem, Information møder på en sidegade til den befærdede Gothersgade, og som har hørt om hvidvaskesagen, er Zerina Nordin. Hun har været kunde i Danske Bank i det samme antal år som hendes alder, nemlig 28.
Hun »elsker« sin bank. Men da hun hørte om hvidvaskningen, blev hun foruroliget.
»Jeg hørte om sagen i TV Avisen, og der blev jeg faktisk ret bekymret. Men jeg ved også, at historier kan blive pustet op i medierne, så jeg valgte at ringe til min bankrådgiver for at spørge ind til sagen,« fortæller hun.
»De sagde, at jeg ikke skulle være bekymret. Så det vælger jeg at tro på, når jeg har været kunde der i så mange år.«
Hun understreger dog også, at det »langtfra er en god sag«. Derfor er hun heller ikke stolt over at være kunde i en bank, der har været involveret i en sag om hvidvaskning af penge. Men, som hun siger: »Det har ikke haft den store betydning for mig personligt.«
»Desuden tror jeg også, at det er helt normalt, at der sker sådan nogle ting. Jeg tror ikke, at det ville være bedre at være kunde i en anden bank.«
Det er Nordea-kunden Ian Nielsen enig i. Altså, at de fleste banker formentlig er involveret i den type sager, og at der sikkert er mange flere skandalehistorier, som ikke er kommet frem i lyset endnu.
Ian Nielsen har tidligere forsøgt at indhente tilbud fra mindre banker, men de har ikke været i stand til at tilbyde tilstrækkeligt favorable vilkår til, at han for alvor har overvejet af flytte fra Nordea.
»En lille bank, som måske ikke er involveret i sådanne sager, tilbyder ikke det samme, som de store aktører,« siger han.
»Og det er jo utopi at vælge at betale mere, fordi man har en ideologisk idé om, at de gør det bedre end de andre banker.«
Tilliden ligger hos bankrådgiveren
Men hvor meget skal der egentlig til, før folk er villige til at skifte bank? Det er et af de spørgsmål, Information forsøger at få svar på. For som man også kan læse i dagens avis, er den helt store kundeflugt efter de store bankskandaler udeblevet. Og den ellers vellykkede bevægelse Skift-Bank-Dag, som så dagens lys i 2012, har i dag mistet momentum.
Spørger man Danske Bank-kunden Zerina Nordin, skal der meget til, før hun vil skifte bank. Ligesom Ian Nielsen mener hun, at det både er besværligt og kostbart. Men der er en grænse:
»Det skulle være, hvis der for eksempel var en, som hackede min konto, og jeg ikke kunne få mine penge tilbage og stod uden hjælp.«
En sådan situation ville svække det tillidsbånd, Zerina Nordin har opbygget til sin bank. Og det fremhæver hun som noget af det allervigtigste, fordi hendes bank kender hende som kunde, »ligesom lægen kender min journal«, som hun siger. Ved et bankskifte skulle hun derfor bruge lang tid på at opbygge den samme relation til en ny bankrådgiver.
Lige præcis det argument – relationen til bankrådgiveren – går igen flere gange i løbet af eftermiddagen: Den nære tillid til den personlige rådgiver er langt vigtigere end de skandalehistorier, der kommer frem om bankrådgiverens arbejdsgiver.
Sådan er det også for Ian Nielsen, som trods skandalen er glad for Danske Bank.
»Især er jeg glad for min bankrådgiver,« som han siger.
»Jeg tror, at det er der, tilliden ligger.«
Kan det tænkes, at vi danske, i gennemsnit, også svindler med: Sort arbejde, (begge veje) skattesnyd, smugleri, forsikrings svindel, hæleri, tyveri og falsk sygefravær, samt vold i familien?
Og derfor ikke skal ha' gjort opmærksom på egen person, med større mishags-ytringer.
Måske skulle vi teste, om der er folkeafstemnings flertal for: "Åbne Skattebøger" (som i 1950'erne)
Jeg er så åbenbart ikke som alle andre, for allerede i oktober/november henvendte jeg mig til den lokale filialdirektør for Danske Bank. Jeg meddelte at jeg desværre ikke længere kunne blive som kunde, pga af hvidvaskningssagen, selv om jeg altid var blevet godt behandlet i den lokale filial. Jeg blev mødt med: "det er jeg da ked af", "det er jo længe siden", "det kommer ikke til at ske igen" og heldigvis "du altid velkommen tilbage". I dag har jeg to banker, da det gør det lettere at skifte hurtigt, hvis jeg af den ene eller anden grund skulle ønske det. Indtil andet er bevist, tror jeg på, at disse banker er mere moralske end Danske Bank.
Jeg kan kun opfordre andre kunder til at gøre det samme, det er den eneste måde man kan få bankerne til at tænke som om en anden gang. 53 mia er så mange penge, at der ikke er nogen undskyldning for at have reageret langt tidligere. De fleste har sikkert også glemt at det var det offentlige der holdt en hånd under Danske Bank under finanskrisen tilbage i 2008.
Kunderne er som bankerne selv. Får jeg personlig vinding eller taber jeg ikke på det, så er alt andet ligegyldigt. Mig først.
Ha ha. Tror hun virkelig at bankrådgiveren - uanset tillid og personlig sympati - ville råde hende til at skifte til en konkurrende bank. Spørg hellere Fanden om Helvede er et behageligt sted.
"Han sagde, at jeg ikke skulle være bekymret."
Det svar vil du få fra enhver bankrådgiver - selv når lokummet for alvor brænder. Eftersom bankerne kun ligger inde med en lille procentdel af de penge, som de har ude at svømme, vil ethvert tilløb til et bank-run - altså at alle forsøger at få deres penge ud, inden det går helt galt - udgøre en fare for at banken kollapser.
"Hun understreger dog også, at det »langtfra er en god sag«. Derfor er hun heller ikke stolt over at være kunde i en bank, der har været involveret i en sag om hvidvaskning af penge. Men, som hun siger: »Det har ikke haft den store betydning for mig personligt.«
»Desuden tror jeg også, at det er helt normalt, at der sker sådan nogle ting. Jeg tror ikke, at det ville være bedre at være kunde i en anden bank.«
Danskernes (privatøkonomiske) selvrealisering, herunder frygten for at gå til grunde økonomisk og blive afhængig af andre, er det allervigtigste for dem - og så gør det ikke noget at nogen fusker lidt undervejs (for dét gør alle jo, hvilket desværre nok er tæt på sandt). Hvis bare danskerne kan have deres på det tilsyneladende tørre, er der vel ikke så meget de ellers kan gøre?
Det er en konge overskrift, den skulle i glas og ramme:-)
Hvis det er symptomatisk for hvor lidt der skal til for at tilfredsstille den let bekymrede spørgende kunde, så har bankerne nok ikke så meget at frygte på den konto.
Noget andet er, at det er ubegribeligt at kunderne ukritisk køber at deres bankrådgiver kalder sig rådgiver.
Rådgiver er vedkommende givet, men vedkommende er også sælger.
Efterhånden som banker har udviklet sig til finansielle supermarkeder, hvor bank og realkredit er godt og grundigt sammenblandet, og hvor bankerne har egne primærer produkter, er det naivt at tro på at din bankrådgiver er uvildig.
Det er og kan denne ikke være.
Jeg er udmærket tilfreds med min bank, og har ingen grund til at skifte, men hvis jeg skulle komme sådan rigtig til penge, ville jeg aldrig gå til et møde med min bankrådgiver uden en uvildig ekspert som bisidder, som jeg ville betale for at være det.
Mødet med din bankrådgiver er gratis, der er der gode grunde til, mens en uvildig bisidder koster, og det med god grund, for har du penge kan pengene til en bisidder være givet godt ud.
En del år før arbejdsmarkedspensionerne endnu havde udviklet sig til noget af betydning, startede jeg med at spare op på en Kapitalpension.
Jeg har ellers aldrig haft møder med min bankrådgiver, jeg tjener såre simpelt, låner ikke, sparer op og betaler kontant, bortset fra en meget lille restgæld i min ejerbolig.
Så er der ligesom ikke rigtig nogen grund til at holde møde:-)
Men en dag blev jeg inviteret til et møde, for jeg var skam blevet millionær, nå det havde jeg ellers ikke selv helt opfattelsen af var tilfældet?
Friværdi og bunden urørlig pensions opsparing havde gjort mig formuende i bankens øjne, mens jeg selv alene kiggede på den beskedne sum jeg havde hver måned i rådighedsbeløb, og den beskedne opsparing i frie midler.
De ville gerne have mig til at omplacere min opsparing i banken, men få klare spørgsmål hertil, herunder en sammenligning mellem hvordan det var gået for min eksisterende placering de seneste 2 år, og så den anbefalede placering, viste at den eksisterende placering var gunstigere for mig.
Men den foreslåede placering ville give banken større indtægter på mig.
Jeg takkede nej og gik hjem og kiggede på min arbejdsmarkedspension, non profit og med minimale omkostninger - helt modsat bankens produkt.
Efter det møde flyttede jeg hele min pensionsopsparing i banken til Pension Danmark, og det har siden vist sig som en klog beslutning, og nu har jeg det hele samlet i Pension Danmark.
Men jeg har nu fået nedgraderet min status i min bank, det lever jeg fint med.
Grundlæggende er jeg blot en proletar, der har været så heldig at tjene mere på papiret ved at bo i en bolig, end jeg betaler hver måned i boligudgift, men som jeg med min indtægt ikke selv ville kunne købe, og bo alene i i dag.
Basalt set er din øjeblikkelige økonomi, det du tjener, og de frie midler du har.
Resten er fiktive urørlige penge på papiret, som jeg ikke ville kunne forrente og afdrage hvis jeg tog lån i dem, med den indtægt jeg har.
Så jeg venter med at tage pengene på papiret i betragtning, til jeg går på pension, og får den udbetalt, og eller jeg sælger boligen og flytter fra København, og sætter pengene i banken.
Den dag jeg gør det kan jeg ikke blive boende i København, for det har jeg ikke råd til, hvis jeg efterfølgende skal finde en bolig til markeds leje.
Venlig hilsen
Danny Hedegaard
Der findes ikke bankrådgivere, de er alle sammen sælgere.
Det er godt nok utroligt at bankerne STADIG har den samme troværdighed hos disse mennesker som læger. Man fristes til at sige at de er dumme.
En bankrådgiver er som ordet siger bankens rådgiver, og ikke kundens rådgiver. De råd der gives dig, er kun givet, for at banken kan tjene mest muligt. Og når bankens rådgiver er sød, venlig og hjælpsom, er det ikke dig, som sådan han/hun er interesseret i, det er dine penge. Når du så bider på limpinden sikrer det sikkert bankens rådgiver en bedre løn? eller muligheden for det. Men intet til dig, kun tomme ord og forsikringer om at det gør vi sandelig ikke igen, som beskrevet i artiklen
På de 4 minutter det ca tager at læse artiklen, finder vi ud af, hvorfor omstillingen til et bæredygtigt samfund aldrig kommer til at ske.
Så længe 80 % af befolkningen ikke er villig til at bringe selv det mindste offer (hvilket vi kan se på deres stemmeafgivelse til FT-valg, at de ikke er), så er det bæredygtige samfund ren utopi.
Den dag opvågningen til virkeligheden sker, vil det være alt, alt for sent.
Her ser vi sort på hvidt konsekvensen af den tankeforbrydelse, liberalisterne har begået imod befolkningerne i vore samfund over de seneste 18-20: at man var neutral, hvis man bare arbejdede for penge, man var en part i en sag, hvis man arbejde ud fra faglig interesse og indsigt.
Det er den gift, der langsomt dræber vores samfund hver dag og forærer milliarder til folk, som ikke bekymrer sig om andet, i stedet for at bruge dem dér, hvor understøtter velfærden, kulturen, videnskaben og dermed udviklingen.
Dagens gode grin: Min bankrådgiver sagde der intet var at være bekymret for. Så slap damen for at tage ansvar.