De bliver ofte citeret i medierne eller refereret af politikerne i Folketinget. Tænketankene. Og der kommer flere og flere af dem for hvert år.
Selv om det er svært helt præcist at udregne, hvor mange der findes, giver Global Go Think Tank Index deres bud: Antallet er i Danmark steget fra 34 i 2008 – da opgørelsen første gang blev lavet – til 51 i 2017.
»En af de store tendenser er, at der kommer flere privatfinansierede tænketanke. Private aktører kan være enkeltindivider, virksomheder eller fonde, som har fået øjnene op for, at de kan sætte en dagsorden og måske også få indflydelse ved at finansiere en tænketank,« siger Jesper Dahl Kelstrup, lektor på Roskilde Universitet, som i februar udgav en bog om tænketanke i Danmark.
Han understreger, at det ikke er uproblematisk at bruge denne type af lister over tænketanke, fordi tænketanke bliver defineret forskelligt. Alligevel kan de bruges til at sige noget generelt om udviklingen.
Et godt eksempel på en af de nye tænketanke er Unitos, som Information skrev om i torsdagens avis, og som ønsker at sætte fokus på konsekvenserne af indvandring og integration i Danmark. Den er en ud af en række nye aktører, som er privatfinansierede og ønsker at sætte fokus på et bestemt område.
Men selv om vi får flere tænketanke, er det ikke givet, at vi dermed bliver klogere. Faktisk bidrager de ikke nødvendigvis med nye tanker, lyder det fra Ove Kaj Pedersen, professor emeritus på Copenhagen Business School.
»De nye tænketanke er relativt små og har reelt ikke de store ressourcer til at skabe ny viden, til at lave videnskabelige undersøgelser,« siger Ove Kaj Pedersen.
»De er afhængige af den viden, som allerede eksisterer. De samler den op og præsenterer den med nye vinkler, men de skaber ikke noget reelt nyt.«
Ove Kaj Pedersen bliver bakket op af Jesper Dahl Kelstrup, som mener, at der er »en fare for, at tænketankenes ressourcer til at tænke nyt er begrænsede«.
Derudover mener Kelstrup, at det sagtens kan diskuteres, om de bare kommer med en række ideer, som er »mere af det samme«, fordi de på forhånd har lagt sig fast på nogle kerneideer, som de så bare markedsfører igen og igen.
Magtfulde bestyrelser
Det er svært at vurdere, hvor stor indflydelse danske tænketanke har på samfundsdebatten og den førte politik. Jesper Dahl Kelstrup har i bogen Tænketanke – nye aktører i dansk politik forsøgt at kaste lys over det ved at undersøge, hvor meget de forskellige tænketanke er nævnt i medierne, og hvor ofte de omtales i Folketinget.
Kelstrups analyser viser, at offentlige ’tænketanke’ som SFI (nu VIVE, red.), DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier) og De Økonomiske Vismænd generelt bliver omtalt meget, både i medierne og i Folketinget. Ingen tænketank er imidlertid lige så omtalt i medierne som CEPOS. Foruden den liberale tænketank er Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Cevea, Kraka og Concito blandt de tænketanke, der oftest henvises til i aviserne og i Folketinget.
De mest citerede offentlige tænketanke
Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)
DIIS blev oprettet som institution i 2002 og er en upartisk offentlig tænketank, som primært er finansieret af Udenrigsministeriet. Ved oprettelsen fusionerede flere ledende offentlige forskningsinstitutioner med fokus på globalisering, sikkerhed, udenrigspolitik og udvikling.
Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE)
I 2017 blev Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (KORA) og Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) slået sammen til VIVE. Det er i dag et uafhængigt forsknings- og analysecenter under Økonomi- og Indenrigsministeriet, som fokuserer på social- og velfærdspolitisk forskning. Der er cirka 200 ansatte.
De Økonomiske Råd (DØR)
DØR er finansieret af Økonomi- og Indenrigsministeriet og blev oprettet i 1962. Der er 25 medlemmer af DØR som foruden formandsskabet repræsenterer arbejdsmarkedets parter, interesseorganisationer, regeringen og Nationalbanken. De laver uafhængige analyser af den danske økonomi, og formandsskabet beskrives som en »finanspolitisk vagthund«.
Kilder: Toft Kommunikation og de enkelte tænketankers hjemmesider
Landets mest indflydelsesrige tænketanke har det til fælles, at de er økonomisk velpolstrede, har relativt store sekretariater med mange ansatte, og så har de det, man kan kalde »tunge bestyrelser«, forklarer adjunkt ved Copenhagen Business School, Christoph Ellersgaard.
Christoph Ellersgaard er medforfatter til bogen Magteliten – hvordan 423 danskere styrer landet, der udkom sidste år. Bogen, som baserer sig på et større forskningsprojekt, er et forsøg på at kortlægge, hvordan magtfulde danskere fra virksomheder, fagforeninger, politiske partier og interesseorganisationer er forbundet i en række netværk.
Når Christoph Ellersgaard siger »tunge bestyrelser«, mener han bestyrelser, hvor der sidder et anseeligt antal af de 423 danskere, som er beskrevet i bogen. Og det er tilfældet i størstedelen af de mest citerede tænketanke.
»De toneangivende tænketanke spiller på mange måder en systembevarende rolle,« siger Christoph Ellersgaard og understreger samtidig, at man ikke nødvendigvis udfordrer det etablerede system, bare fordi man har styr på ressourcerne.
For selv om CEPOS og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ofte er uenige om aspekter af den økonomiske politik, så arbejder de – ifølge Ellersgaard – inden for de samme grundlæggende rammer:
»De bruger stort set de samme regnemodeller og anerkender grundlæggende de samme, dominerende politiske og økonomiske logikker, som der også er konsensus om i den danske magtelite.«
Det er ikke nødvendigvis tilfældet i den underskov af mindre, nicheprægede tænketanke, der er opstået de senere år. Spørgsmålet er, hvor meget det betyder, om der er 34 eller 51 tænketanke i Danmark.
»Noget tyder i hvert fald på, at det er de samme fem eller ti tænketanke, der på mange måder minder om hinanden, der har indflydelse og gennemslagskraft,« siger Christoph Ellersgaard.
Inden for rammen
Det mest iøjnefaldende eksempel på en »systembevarende tænketank« er tænketanken Kraka, der blev stiftet i 2011 med det erklærede formål »at fremtidssikre velfærdssamfundet«.
En række nøglepersoner i Kraka har en fortid i Det Økonomiske Råd eller i Finansministeriet, som i øvrigt også er en af tænketankens store kunder.
»Mange af folkene omkring Kraka har været med til at udvikle regnemodellerne og udstikke linjerne for de seneste årtiers dominerende, økonomiske politik. Nu laver de så i høj grad analyser, der legitimerer den politik. Man kan i hvert fald sige, at deres arbejde i høj grad bekræfter Moderniseringsstyrelsens syn på verden,« siger Christoph Ellersgaard.
Men måske er der god ræson i, at tænketankene i bred forstand ikke nødvendigvis kommer med det ene vilde nybrud eller det andet og i stedet fokuserer på at bidrage med noget, som politikerne kan bruge og dermed være med til at ændre på noget.
Det mener i hvert fald fra Ceveas direktør, Kristian Weise.
»Grunden til, at vi opfattes som systembevarende, er, at vi grundlæggende vil have en effekt og gøre en forskel, og det gør man kun, hvis man taler ind i de magtstrukturer og ind i det politiske spillerum, som der er i dag.«
De mest citerede private tænketanke
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE-Rådet)
Da AE-Rådet blev oprettet i 1936, var det som et forum for danske fagforeningsledere og repræsentanter for Socialdemokratiet. I dag er det en økonomisk-politisk tænketank og et samfundsøkonomisk analyseinstitut, der både arbejder på egne initiativer og analyser men også i tæt samarbejde med fagbevægelsen.
Center for Politiske Studier (CEPOS)
CEPOS bliver tit beskrevet som den tænketank, der startede bevægelsen i Danmark. Den borgerlig-liberale tænketank blev oprettet i 2004 af en gruppe fremtrædende danske erhvervsfolk og er i dag finansieret af private aktører.
Cevea
Cevea er en centrum-venstre tænketank, som blev etableret i 2008. Deres arbejde er delvis finansieret af private bidrag, delvis af bidrag fra fagforeninger. De fokuserer bl.a. på social- og arbejdsmarkedspolitik, offentlige finanser og ulighed.
Kilder: Toft Kommunikation og de enkelte tænketankers hjemmesider
Det skal dog ikke forstås sådan, at man ikke har en ambition om at udfordre det etablerede eller komme med nye tanker, understreger Kristian Weise. Et eksempel på, at Cevea har forsøgt at udfordre de fastlagte rammer, handler om finansministeriets regnemodeller. De har sat en erhvervs-ph.d.-stipendiat i gang med at se på regnemodellerne og deres udvikling for at tage en større diskussion om, hvorvidt man kan regne på en anden måde.
»Men for at vi kan gøre det på en overbevisende på, bliver vi nødt til at finde forskning, som bliver respekteret af Finansministeriet,« siger han.
»Hvis vi byggede det på ti rapporter, som ikke blev anerkendt i den danske statsadministration, så ville det være svært at få lydhørhed.«
Konsensus i Danmark
Det er ikke kun i Danmark, hvor udviklingen i antallet af tænketanke er steget markant gennem de seneste år. Samme udvikling gør sig også gældende i eksempelvis USA, Frankrig og Tyskland.
I 2014 udgav Ove Kaj Pedersen sammen med sociologiprofessoren John L. Campbell bogen The National Origins of Policy Ideas, hvor de så på de tre omtalte lande og Danmark. Og selv om udviklingen var den samme med flere privatfinansierede tænketanke, som fokuserede på smalle tematikker, var der en ting, som adskilte Danmark fra de andre lande: konsensusorienteringen.
I USA har flere tænketanke næsten bekriget hinanden gennem de seneste år. De kritiserer hinanden for at basere deres analyser på forkerte fakta og kontrollerer hinanden så meget, at de stort set aldrig når frem til en samlet konklusion. En udvikling, som kun har taget fart under præsident Trump og den evindelige diskussion om falske nyheder.
I Danmark har debatten i særlig grad været konsensuspræget, når det gælder den økonomiske velfærdspolitik, understreger Ove Kaj Pedersen.
»Antallet af tænketanke og konkurrencen blandt dem genererer altså ikke en ny type debat eller præsenterer nye typer af tematikker i debatten. Tværtimod er det nogenlunde det samme, som det altid har været.«
Det er selvfølgelig godt for den offentlige debat, at der kommer flere stemmer på banen, medgiver Ove Kaj Pedersen – men hvis man skal have banebrydende viden og nyskabelse, bør man fjerne sit fokus fra tænketankene og i stedet rette det mod universiteterne, siger han.
»Det er primært, fordi universiteterne har en grad af selvstændighed i forhold til de store organisationer og fonde, så det er her nyskabelsen, kan komme frem.«
"Vi får flere tænketanke. Men bidrager de også med nye tanker?"
Nej, men hvis folk ikke gider tage vidensbaserede, naturvidenskabelige uddannelser, får vi et stigende overskud af relativiserende tomgangstænkere, og hvad skulle vi ellers bruge dem til ?
Tanketomme tænkere trives udemærket i vores postvidenskabelige retræte, men det er kostbart i uddannelse, løn, pension og manglende brainforce.
"Men bidrager de også med nye tanker"
Her har jeg min tvivl. Jævnfør sidste knopskydning.
Under alle omstændigheder er det nok yderst fornuftigt, at læse op på, hvem financierer og hvilken politisk observans har de pågældende "eksperter"
Og måske kunne man ønske sig, at vederhæftige journalister, gik disse tænketanke, som der bliver flere og flere af, efter i sømmene, og selvsagt deres såkaldte konklusioner.
Medierne har kun råd til mikrofonholderi og ihvertfald ikke råd til at gå i rette med kapitalen, der finansierer dem herunder reklameindtægterne.
Put det her i tanken.
Vi betalte sidste år 18,6 milliarder for at købe hjælp til vores "ukvalificerede" landsmænd hos dansk erhvervsliv. Året før var det 17,8, og året før igen knap 17.
Det betaler vi til de mennesker der før "behovet" for løntilskud opstod gerne fortalte os, de ikke havde brug for at tage lærlinge. Og det i en tid hvor uddannelses systemet "er indrettet efter erhvervslivets behov". Læg mærke til at det ikke er indrettet efter nationens eller samfundets behov!
Når behovet tilsyneladende stiger i takt med, at vi bruger flere penge på det, så er det nok ikke hjælp vi får for pengene.
Samtidig beskæres eller saboteres myndighedernes mulighed for kontrol med midlerne.
Hos jobcentrene oplyser de, at de ikke tjekker om nogen misbruger systemet, for hvis nogen gjorde ville der være et flueben i et felt på en side på deres computerskærm. Spørges der om hvordan sådan et flueben bliver sat når ingen tjekker, kan der ikke svares.
Der kan altså blive til en del bidrag til løkkefonden og div. erhvervsklubber ud af 18,6 milliarder kr.!
Derudover er sabotagen af skat og deres lemfældige omgang med adgangen til fælleskassen for de bredeste skuldre et helt kapitel for sig selv.
På bibiblioteket her hænger der en lille sparebøsse med lås ved kopimaskinen. En tekst lyder "1.5 kr. pr. kopi" Da jeg spurgte bibliotekaren om jeg bare skulle tage de kopier jeg ville og putte penge i bøssen, sagde hun ja eller jeg kunne bare give hende pengene.
Så jeg spurgte om det ikke bare betød, at de ærlige betalte for de uærliges kopier. Hun svarede de forventede da at alle er ærlige, men stod tavs tilbage da jeg svarede:
Det virker ikke for skat!
Endelig kom indlægget om "tænketanke", som det lader til allerede er beskrevet af Jesper Dahl Kelstrup, lektor på Roskilde Universitet, som oven i købet har udgivet en bog herom, og som forhåbentlig virkelig går i dybden med problematikken ved "tænketanke" og deres roller i samfundet!
Nogle virker mere apolitiske end andre, og baserer deres kritik på tidens politiske løsninger - love, set gennem de faktuelle briller ud fra eksisterende viden om forholdene.
Andre er klart mere politiske i deres forhold til de forandringer, som de gerne ser deres politikere i parlamentet gennemføre i samfundet, og det være sig både til højre og venstre og helt uagtet faktuel viden på området.
Atter andre spekulerer mere direkte i politisk indflydelse og styring af samfundsretningen via love der ønskes fremlagt og vedtaget, og her er det mere et spil om politisk lobbyisme for den politiske retning man ønsker lovene skal føre samfundet i retning af.
Så er der også de mere slet skjulte, der hellere tilbyder politisk tryghed og sikkerhed overfor angst og utryghed, og samtidig sværger til mere overvågning - helst udenfor eller i snæver politisk kontrol, som ikke er alt for offentlig.
Den politiske hensigt er tydelig, men åbenheden kan være særdeles lukket, og antage helt absurde former, og som indtager særstillinger i det politiske billede af såvel indenrigs- som udenrigspolitisk.
Det helt absurde ser vi f.eks. i Amerika og England, hvor såkaldte sikkerhedsfirmaer "tilbyder" rådgivning om landets sikkerhed i forhold til kendte et lande politiske paradigme om venner og fjender, hvoraf sidstnævnte krydres med tilbud om hjælp til at løse problemet - mod betaling selvfølgelig!
Sidstnævnte opererer måske endog som aktionærvirksomheder, hvor udbytte vurderes til stadighed, og hvor fortjenesten måles i aktiekurser, - og derved er blevet en politisk forretning, der igen kræver politisk lydhørhed, så forretningen - "virksomheden" kan vokse, og hvor brugen af lejesoldater indgår i tjenesterne de tilbyder en regering.
"Rådgivningen" fra disse virksomheder skal naturligvis gives til der hvor lydhørheden og behovet findes, - og så må uvildigheden nok vige ind imellem for forretningsmodellen.
Seneste indslag jeg så i tv herom var et engelsk firma der rekrutterede lejesoldater i et afrikansk land, heraf endog nogle tidligere børnesoldater til en løn der lå tæt op af "kost og logi" for at maksimere fortjenesten.
Et generelt problem er disse såkaldte "sikkerhedstænketanke" er, at de lever af deres donationer og abonnementer og den politiske indflydelse der kan spores sideløbende, - men det skaber også en markedstilstand i konkurrence med de andre "sikkerhedstænketanke", og hvor konkurrencen for at levere mere opfyldelse af mere ekstrem politisk observans for at fastholde donatorer og abonnenter og de politiske yderliggående grene ønsker og ser for sig.
Endvidere er der sidenhen ikke nogen der har noget ansvar for de politiske beslutninger der følger af disse "sikkerheds tænketankes" virke og påvirkning af den politiske udvikling hvor de måtte have haft en indflydelse på opfattelsen i regeringskredse.
Tænketanke er ikke værre end lobbyisme og korruption.
Tænk en gang. Der har jeg gået rundt med den tanke, at vores universiteter i grunden er så fint skabt til at undersøge, udfordre og reflektere over diverse emner fra det ganske univers til den mindste politikers lillebitte strøtanke.
Men det forudsætter naturligvis, at universiteterne er frie for utidig indblanding fra udenforstående !
Og måske ville det også hjælpe på processen, hvis politikerne var i stand til at kvalificere deres indlæg med mere lødighed end forudbestilte såkaldte forskningsresultater giver anledning til.
Ove Kaj Pedersens slutreplik om "universiteternes grad af selvstændighed" bør få alarmlamperne til at blinke, igen, igen, for hvorfor er det nu at de kun har en grad af selvstændighed når de burde ha' fuld selvstændighed?
På tide med en dybere kritisk gennemgang af fænomenet "tænketanke".
Deres funktion har ikke haft fokus på nytænkning for løsning af problemer, men snarer omtænkning for at få løninger, der passer til foretrukne teorier.
FJollehoveder - man har jo ikke en tænketank for at bidrage, men for at se på sine tanker hver dag, tage bad i dem, og kaste dem op i luften, så de regner ned over ens hovede.
(Det er et stykke tid siden jeg har læst Jumbobøger, så jeg fejlciterer muligvis Onkel Joakim)
Man kan få den tanke, at der også er gylle iblandt.
Hvad får vi så hvis vi ikke får ny viden?
Vi får flere would--be politikere, som ikke helt klarede den med at komme i Folketinget, men med samme ret til at strække sandheden, så den passer til til partiprogrammet. Som igen er et neoliberalt af slagsen - hvad skulle ellers få virksomhederne til at betale til 3. rangs politikere i en tænke-tank...
Tilstedeværelsen af disse tænketanke gør demokratiet mindre spændstigt og dermed mindre dejligt. De lugter lidt af selvhøjtidelig effektivisering.
Det er helt klart fra bl.a. Washington DC's tænketanke, at de mest magtfulde arbejder - eller er fronter for - etablerede interesser. Gud hvor er jeg træt af at vi nu i over 10 år har importeret de værtste tendenser fra USA. Det startede med FOGH og det er ikke stoppet. Vi er landet der indførte "hate crime" (Ikke engang en oversættelse gad Thorning finde på) efter det var blevet jordet af både kriminaleksperter og South Park. Danmark bevæger sig baglæns. Finansministeriet er endnu federe og bombastisk end Claus Hjort Frederiksen og vi gør slet ikke nok for klimaet.
Og jeg er stadig overbevist om at Fogh arbejder for militær industrien og/eller er klassisk "covert operative" som Bush Snr var lang tid før han blev CIA direktør.
Så jeg er enig, tlænketanke er ofte systembvarende og vildledende, bare se hvad der kommer ud af Mads' røv ovre hos CEPOS.
Politikere med holdninger og meninger søges?
Mange af dem idag, er afhængige af tænketanke/Tordenskjolds soldater (i.e. tidl.medarbejdere i ministerier/donorer/rygklappere etc.) spindoktorer og kortsigtede målsætninger for at fastholde egne positioner og "ben"!
Giv universiteterne fri til egen forskning, modsat de bundne opgaver, med fast facit, regeringen afstikker idag mod betaling til driften!
Hvad var det lige Fogh Rasmussen sagde om disse "hjælpe-instititioner?
Et "autonomt" (i ordets oprindelige betydning!) Folketing kunne være befriende for demokratiet.
Ret tankevækkende nogen har penge nok til at finansierer alle de tænketanke.
Mens nationen ingen har til forskning!
En kulturel tænketank, med det dejligt hihi fortumlede borgelige navn CULTAS, er ikke en utænkelighed. Bestemt ikke. Slet ikke i Danmark, hvor vi har en rodfæstet tradition for højskoler og kunstskoler. Men det kræver en fælles indsats at etablere en sådan. Den skal selvfølgelig løse otte opgaver:
1. Den skal have som formål at åbne sig op på vid gab overfor spørgsmålet om hvad det specifikt menneskelige består i ud fra ukomplicerede følelser som sorg, glæde, vrede, frygt og misundelse.
2. Den skal oplyse om dette.
3. Den skal bevidst, åbent og med stor taktisk snilde og arbejdsomhed oplyse om den menneskelige situation uden det mindste element af vidensfetichisme. Vidensfetichisme uden ånd er den direkte vej til kassetænking og mistænkeliggørelse.
4. Jeg tror at stressniveauet kan mindskes og folkesundheden højnes hvis vi har et udgangspunkt der mistænkeliggør frustrationsfølelser og i en vis udstrækning frustrationsmennesker.
5. Den skal udfordre med fantasifulde udsagn simpelthen: "Man må ikke føle hvad man har lyst til. Følelsernes liberalisme gælder ikke. Følelser skal kultiveres. Hvilket blandt andet sker gennem total passivitet."
6. Vi er sorgmennesker. De bedste af os, i forhold til samfundsanliggender, er melankolske naturer. Ikke handlingslammede knudemennesker der sprutter af indestænkt bitterhed og galde. Melankolikere.
7. Vores samfund skal ikke have slagne veje, men et vidt forgrenet netværk af biveje der snor sig ind og ud mellem hinanden.
8. Den kulturelle tænketank skal selvfølgelig, i lighed med resten, financieres af staten.
En kulturel tænketank er en nødvendighed, i lyset af at der ikke kommer et væld af nye tanker fra dem der allerede findes og i lyset af tingenes tilstand i øvrigt.
En såkaldet "tænketank" må ikke være pekuniært udgiftsbetinget/afhængig, men være HELT uden økonomiske interesser hvad medlemmerne angår. Kun da, og KUN da, vil den være under en afgørende betingelse for at kunne bevise sin uegennyttighed og mulige samvittighed. Kun da vil den (muligvis) kunne arbejde for noget højere end den selv...
"Christoph Ellersgaard er medforfatter til bogen Magteliten – hvordan 423 danskere styrer landet, der udkom sidste år. Bogen, som baserer sig på et større forskningsprojekt, er et forsøg på at kortlægge, hvordan magtfulde danskere fra virksomheder, fagforeninger, politiske partier og interesseorganisationer er forbundet i en række netværk.
Når Christoph Ellersgaard siger »tunge bestyrelser«, mener han bestyrelser, hvor der sidder et anseeligt antal af de 423 danskere, som er beskrevet i bogen. Og det er tilfældet i størstedelen af de mest citerede tænketanke."
Er det netop ikke essensen af problemet med tænketanke, at de ofte er fuldstændig indspiste med magteliten - ja, selv er en del af den, og/eller financieres af den?
Det gør jo at uvildigheden går temmelig fløjten..
Som Frede Jørgensen sagde ret så morsomt :
"Tænketanke er ikke værre end lobbyisme og korruption."
Det er måske sat på spidsen.
Men det at politikerne og medierne så ofte citerer tænketanke ukritisk, eller interviewer de samme Tordenskjolds soldater (især Cepos) om samfundsudviklingen som var de orakler, eller sågar bruger deres biased undersøgelser som basis for politik, gør tænketankene alt for indflydelsesrige på bekostning af almindelige menneskers oplevelser fra det virkelige liv.
Nu da arveafgiften er sænket monstro nogle af de rare penge ender i CEPOS, der gerne vil sænke skatten yderligere.
På ventrefløjen skulle vi måske til at mobilisere en ny bevægelse, af ALLE der stemmer Socialdemokratisk på Enhedslisten, Alternativet og SF, som står klar til at gå på gaden når Irankrigen starter, når de næste lærer bliver kørt over eller når vi vil have de rige til at betale deres fair andel til velfærdssamfundet.
Hvornår får vi en tænketank for underklassen, eller bare en organisation der varetager deres interesser. Der er et mega demokratisk underskud i den måde tænketanke florere.
@Per Langholz
Bare tænk på dem vi har som et defekt kompas. Ved man nålen peger mod syd i stedet for nord, kan den stadig bruges.
@ Jan Skovgaard Jensen :
"Nu da arveafgiften er sænket monstro nogle af de rare penge ender i CEPOS, der gerne vil sænke skatten yderligere."
Jan - jeg mener ikke en nedsættelse af arveafgiften er blevet vedtaget. Det var vidst Socialdemokratiet og DF der indså deres muligheder for at begrænse regeringens indflydelse her..
Men jeg kunne tage fejl ;-)
En tank er da noget man lukker noget andet ind i. I dette tilfælde er det altså tænkningen der skal afskærmes, undtagen fra de "tænkere" der er lukket indenfor i tanken. Kunne det tænkes at der er bedre tanker i vente på mødestæder fem for i tanke eller drivhuse? Hvad slags "tanke" er der tænkt på? Er det komposteringstanke hvor tankerne tænkt af de ligedantænkende kan ligge og blande sig og udvikle diverse gasser og dunster?
@Frede Jørgensen
"Tænketanke er ikke værre end lobbyisme og korruption"
Helt enig. Man kunne også sige det omvendte:
Lobbyisme og korruption er ikke værre end tænketanke.
De er alle forskellige udgaver af det selvsamme beskæftigelsesprojekt, og der er ikke andre til at finansiere det, end os.