Læsetid: 11 min.

Fatlum fra ’ghettoen’ Agervang: »Det var godt for mig at komme i vuggestue«

Kampen mod såkaldte ghettoer er klassisk socialdemokratisme, fordi det sikrer lige muligheder i praksis og hjælper de svageste, skrev to socialdemokrater i en kronik i torsdagens Information. Vi har besøgt 18-årige Fatlum Imeri, der bor i et socialt udsat boligområde og begyndte sin integration i vuggestuen
’Jeg er født her, gået i skole og taget en uddannelse, og nu har jeg et arbejde, så jeg har Danmark under huden,’ siger Fatlum Imeri.

’Jeg er født her, gået i skole og taget en uddannelse, og nu har jeg et arbejde, så jeg har Danmark under huden,’ siger Fatlum Imeri.

Peter Nygaard Christensen

27. juli 2018

Fatlum Imeri er 18 år og bor i et socialt udsat boligområde, en såkaldt ghetto. Det gør ham helt automatisk til en hovedperson i en af årets hidtil største politiske debatter: kampen mod parallelsamfundene.

Han er høj, har brunt hår og runde, brune øjne. Han skrår ind over en vej og går imod den blok, han har boet i hele sit liv sammen med sine tre søskende og sin mor og far, der kom til Danmark fra Kosovo i 1990’erne. Blokken hedder »Bøgehuset«, men det har han aldrig kaldt den.

Han peger op over opgang 27 på nogle vinduer med gardinerne trukket lidt for.

»Deroppe bor jeg,« siger han.

Nedenfor sidder seks kvinder med tørklæde om hovedet og spiser aftensmad og sludrer. Børn på små cykler fræser forbi, og en dreng på seks-syv år lytter til den populære rapper Gilli på sin mobiltelefon.

Fatlum Imeri vil vise os »noget flot«. Han fører os videre fra den grå betonblok og over til en grøn bakke med højt græs på hver side. Vi går op ad en lille sti, indtil vi kommer til toppen. Herfra kan man se ud over hele boligkvarteret, der i alt har 1.473 beboere. Blokkene i tre etager er grå, røde og hvide og omringet af græsarealer.

Agervang hedder boligkvarteret, der ligger i Holbæk og er den største ’ghetto’ uden for København og omegn. Den står som nummer syv på den danske ghettoliste, der blev offentliggjort 1. december 2017. 46 procent af beboerne står uden for arbejdsmarkedet. 54,8 er ikkevestlige indvandrere. 56,3 procent har grundskole som den højeste uddannelse.

»Jeg har altid sagt, at jeg ikke vil se det som en ghetto,« siger Fatlum, der udtaler det sidste ord på engelsk.

»Det var på et tidspunkt på top tre-listen, men det var overvurderet. På det tidspunkt var der stille, altså intet at komme efter. Og nu er det sgu også meget stille igen.«

Et forsvar for ghettoplanen

Mens politikerne er gået på sommerferie, kan vi se tilbage på et halvår, hvor de socialt udsatte boligområder har været omdrejningspunktet for en af de største politiske dagsordener. Allerede på årets første dag lancerede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) målet i sin nytårstale:

»Ghettoerne skal afvikles helt.«

Og efter lange forhandlinger i foråret vedtog Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative, Liberal Alliance, SF og Socialdemokratiet den omstridte ghettoplan.

I 2030 skal der ikke længere være ghettoområder, har det brede flertal vedtaget. Det betyder, at et sted som Agervang vil blive »afviklet, udviklet og forbedret«, som boligminister Ole Birk Olesen (LA) siger. Omkring 60 procent af boligerne skal rives ned eller laves om til ældre- og studieboliger, mens en lang række tiltag er vedtaget – eller bliver vedtaget til efteråret – for at gøre op med parallelsamfundene. Herunder tvunget vuggestue til børn over et år, dobbeltstraf i særlige zoner og et stop for, at borgere på integrationsydelse kan bo i områderne.

I udlandet har man i løbet af sommeren fået nys om, at de danske politikere er gået til kamp mod parallelsamfundene. I en artikel i The New York Times med overskriften »In Denmark, Harsh New Laws for Immigrant ’Ghettos’«, der blev bragt denne måned, fortalte journalisterne om den danske ghettoplan og fremhævede blandt andet den del, der handler om at straffe forældre økonomisk, hvis ikke de sender deres børn i vuggestue. Også den engelske avis The Guardian har skrevet en meget kritisk leder om de danske tiltag, der skal gøre op med ghettoerne. På nettet hedder lederen »The Guardian’s view on forcible integration in Denmark: this cannot end well«.

»Selv om disse tiltag er præsenteret sådan – og måske med det formål – at de skal få bugt med landets ghettoer, så er de virkelige mål at ramme dem, der bor der,« afsluttes den.

I onsdagens Information skrev to socialdemokratiske folketingsmedlemmer, Kaare Dybvad og Mathias Tesfaye, så et forsvar for ghettoplanen i lyset af den seneste udenlandske kritik.

»Set fra et socialdemokratisk velfærdssamfund virker det besynderligt, at en avis med hovedsæde i en by (The New York Times, red.), hvor tusindvis af børnefamilier lever i håbløs fattigdom, kan blive forarget over gratis vuggestuepladser til alle etårige i udsatte boligområder. Fra Skandinavien opleves det ikke som et overgreb på forældrene, men som en rettighed til børnene.«

Også udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) står fast på, at det er afgørende at bekæmpe parallelsamfundene via de håndfaste tiltag. Blandt andet af hensyn til drenge som Fatlum Imeri, der bor i dem.

»Et af de største problemer, vi har i øjeblikket, og det, der bekymrer mig allermest, det er den dreng, der for eksempel vokser op i Gellerupparken i Aarhus. For en dreng som ham er sandsynligheden for, at hans forældre er ude på arbejdsmarkedet, under 50 procent. Og sandsynligheden for, at hans forældre taler dansk på et niveau, der gør, at de kan deltage i den helt almindelige danske hverdag, den er ringe,« sagde ministeren for en måned siden, da hun gæstede Informations telt på Folkemødet på Bornholm til en snak om integration.

Hun fortsatte:

»Mit spørgsmål er bare: Hvor får han Danmark ind under huden? Han gør det ikke i børnehaven, ikke i familien, ikke når han kommer i skole. Det er det, der gør, at vi har parallelsamfund, som vi har nu.«

Fatlum Imeri er en af de tusinder af drenge i de danske ghettoer, som Inger Støjberg er bekymret for. Information har besøgt ham for at finde ud af, hvad han tænker om at bo i en ghetto, og hvad han synes om den politiske plan, der i foråret under stor mediebevågenhed blev vedtaget for hans boligområde.

De arbejdsløse

Da Information møder Fatlum Imeri, er han lige kommet fra arbejde. Han er i øjeblikket i praktik som automekaniker på et bilværksted. Han har T-shirt og arbejdsbukser på med påskriften »EUC Nordsjælland«. Hans negle er sorte af olien fra bilerne.

Da han var lille, arbejdede hans far som pladesmed. Fatlum Imeri var af og til med ham på arbejde, hvor han sad på en stol og kiggede på, mens faren rodede med værktøjet. Da han var 13 år gammel, fik faren nyresvigt og blev sygemeldt. Han kom aldrig tilbage på arbejdsmarkedet og er i dag førtidspensionist. Men Fatlum Imeri fik lov til at blive fejedreng på sin fars gamle værksted.

»Jeg fik også lov til at rode lidt med biler og kigge svendene over skuldrene. Det var meget godt. Det var min interesse. Så det har jeg kunnet lide, siden jeg gik i 5. klasse,« siger han.

Lige siden er hans løn gået til at hjælpe familien. I dag beholder han cirka 2.000 kroner ud af de 8.000 kroner, han får i elevløn efter skat. For i lange perioder har hans mor heller ikke haft et arbejde.

»Min mor er forholdsvist hjemmegående. Hun har lært sproget og så videre, men ikke 100 procent optimalt, som man siger, til at hun kan komme på arbejdsmarkedet. Hun har prøvet at være nogle forskellige steder på praktikpladser, som kommunen sender dem ud på, men det er sgu uden held i hvert fald.«

En del af ghettoplanen går ud på, at borgere under uddannelse eller med fast arbejde skal forrest i køen, hvis de vil bo i en lejebolig i et udsat boligområde. Imens må kommunerne ikke anvise boligsøgende til udsatte boligområder, hvis et medlem af husstanden har modtaget en offentlig ydelse i mindst et halvt år. Borgere på integrationsydelse må slet ikke bo i området.

Fatlum Imeri forstår ikke, hvor Lars Løkke Rasmussen vil sende de arbejdsløse hen.

»Dem, der ikke har arbejde, de kan jo ikke betale for et villahus. Så står de med ’gæld til lort til halsen’. Det er der ingen, der vil,« siger han.

– Hvis din familie boede ved siden af to familier, hvor både manden og kvinden arbejdede, tror du så, at din mor ville være mere inspireret til at få et arbejde?

»Det er jo ikke, hvad de andre gør. Der er ikke nok arbejdspladser. Du kan godt sætte hende til at gøre rent, men hvad er det for et arbejde? Du slider dig selv op. Du ødelægger dig selv både fysisk og psykisk. Det er kemikalier, som skader hjernen. Det er nemt nok at sende alle med anden etnisk baggrund til at lave rengøringsarbejdet, men sådan fungerer det ikke.«

Føler sig stemplet

For enden af Fatlum Imeris blok står et tomt skur i falmet grå. Ved siden af ligger det gamle klubhus i en kælder, hvor de unge fra kvarteret engang hang ud om aftenen.

»Der blev røget rigtig meget hash i det skur,« siger han.

Dengang var han omkring ti år gammel, og han husker, hvordan han så til fra sin altan, mens en stor gruppe drenge gik rundt om aftenen og lavede mistænkelige ting. Han var ikke selv gammel nok til at være ude om aftenen, og i øvrigt var han heller ikke tiltrukket af den slags, siger han. Derfor kom han aldrig selv til at stå i skuret.

Selv om Agervang ligger højt på listen over ghettoer i Danmark, scorer det ikke højt på kriminalitetsbarometeret. Her er der 1,82 procent, der er dømt, mens for eksempel Mjølnerparken har 2,52 procent drømte. Og Gellerupparken, der topper statistikken, har 3,43 procent beboere med en dom.

Alligevel er kriminalitet en ting, der fylder i Fatlum Imeris bevidsthed. For han ved godt, at unge lader sig inspirere af hinanden, og hvis der først er én gruppe, som kommer ud på et sidespor, så er der stor risiko for, at flere følger med.

»Det ville for eksempel være nemmere for min lillebror, hvis ikke han boede her. I den aldersgruppe kan man desværre hurtigt godt komme i skidt selskab,« siger han.

Peter Nygaard Christensen
– Hvorfor tror du, at der er mere kriminalitet i visse udsatte boligområder?

»Man bliver stemplet. De tænker: Det er alligevel en ghetto, så hvad så?«

For at bekæmpe kriminaliteten i landets ghettoområder vil politikerne blandt andet gøre det muligt at indføre dobbeltstraf i visse perioder i bestemte zoner. Samtidig skal straffen for simpel vold fordobles, når volden er begået af personer i – eller tæt på – forurettedes husstand.

Fatlum Imeri mener, at dem, der begår kriminalitet, godt kan straffes hårdere. Men han synes ikke, at man skal straffes hårdere, bare fordi kriminaliteten er begået i et bestemt område.

»Skal du så, fordi du begår kriminalitet et andet sted og er bedre stillet, have en mildere straf? Det er ikke demokrati,« siger han.

Godt at komme i vuggestue

Agervang er forbundet af røde stier. I midten af det hele er der en sø med et springvand, og lidt derfra ligger en splinterny multibane og en legeplads. Et par børn hænger i metalbøjlerne, men der er generelt stille i området.

»Det er, fordi alle er taget hjem til deres andet land på ferie,« siger Fatlum Imeri.

Når Agervang er på listen over ghettoer, er det også, fordi over halvdelen af beboerne har en anden etnisk baggrund end dansk. Inger Støjberg er bange for, at det betyder, at man ikke »får Danmark ind under huden«, som hun udtrykker det.

Problemet med hele ghettodebatten er ifølge Fatlum Imeri, at det bliver en negativ debat om indvandrere. Han mener ikke, at man bør kalde det en »ghetto«, bare fordi et flertal har en anden etnisk baggrund end dansk.

»Altså, jeg er født her, gået i skole og taget en uddannelse, og nu har jeg et arbejde, så jeg har Danmark under huden,« siger han.

Ved siden af klubhuset med røde mursten ligger Atlantis Kebab. Den er lukket – ejeren er på ferie. Lidt derfra ligger den vuggestue og børnehave, som Fatlum Imeri gik i som lille. Lige præcis vuggestuen er årsagen til, at han »er så godt integreret« i Danmark, siger han.

Fatlum Imeri kom i vuggestue, fordi hans mor på det tidspunkt havde et arbejde. Ifølge ham kommer flere af dem, han kender fra Agervang, først i børnehave, når de er fire-fem år, eller de venter, til de skal i skole, fordi forældrene på den måde kan spare penge.

»Men det var godt for mig at komme i vuggestue,« siger han.

En del af ghettoplanen er netop, at forældre, der bor i et område med mange arbejdsløse og indvandrere, får frataget børnechecken, hvis ikke de sender børnene i dansk vuggestue mindst 25 timer om ugen. Blandt andet for at komme de velkendte sprogvanskeligheder blandt børn med anden etnisk baggrund til livs.

Fatlum Imeri fortæller, at hans lillebror ikke gik i vuggestue, fordi hans mor på det tidspunkt var arbejdsløs, og så var det nemmere at holde ham hjemme. Og derhjemme bliver der talt albansk.

I dag er lillebroren ikke lige så god til dansk som Fatlum Imeri. Til gengæld er han bedre til albansk.

»Jo mere de er derhjemme, desto bedre lærer de modersmålet,« siger han.

– Er det godt, at man nu vil straffe forældre økonomisk, hvis de ikke sender deres børn i vuggestue?

»Selvfølgelig er det okay, at man gerne vil have, at børnene kommer i vuggestue. Børnene skal jo bo her i længere tid end forældrene, så de skal jo lære det (sproget, red.).«

En ny drøm

Det begynder at øsregne. De legende børn på multibanen farer ind under halvtagene og op i lejlighederne. En lille blå golf kommer kørende, og Fatlum Imeri vinker til chaufføren – en ung, sorthåret mand.

»Min nabo,« siger han.

Den bedste ting ved at bo i Agervang er ifølge Fatlum Imeri fællesskabet.

»Folk bliver stemplet allerede. Og når de gør det, så prøver folk at holde hovedet oppe og sige: Ved du hvad, vi er bedre end det, de siger, vi er. Det er derfor, der er så godt et fællesskab, tror jeg.«

I løbet af årene har debatten om indvandrere og ghettoer fået Fatlum Imeri til at føle, at han har ekstra meget at bevise. Derfor har han planer om at lave sit eget firma.

»Jeg skal vise alle, at selv om jeg er stemplet som en fra ghettoen, så kan jeg godt klare mig og få succes.«

Når han har fået sit firma, og det er blevet en succes, har Fatlum Imeri en ny drøm. Tilbage på toppen af bakken med udsigten over boligkvarteret vender han sig om og peger i retning af østbyen, hvor der er bygget nye, store boliger.

»Man drømmer jo om at få en dejlig villa væk fra kvarteret.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kim Folke Knudsen
  • Flemming Berger
  • Jeppe Lykke Møller
  • Dorte Sørensen
  • David Zennaro
Kim Folke Knudsen, Flemming Berger, Jeppe Lykke Møller, Dorte Sørensen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kim Folke Knudsen

Fatlum Imeri: Held og lykke slip ikke din indre ild ønsket om at vise samfundet, at jeg duer. Generationer af Indvandrere ved det. Kæmp for din og din families fremtid. Den kommer ikke af sig selv og slet ikke fra bureaukratiet af myndigheder og Jobcentrer.

Respekt Respekt for dine udtalelser.

Hvis vi får et boligmarked, hvor den unge generation via billige lejeboliger ( ny finansieringsmodel ), andelsboliger som er til at betale og avance beskatning af gevinsten ved salg af en ejerbolig, så får vi et boligmarked, som er som en trappe. Den er åben for alle uanset hudfarve, etnisk baggrund, social oprindelse osv. En trappe, hvor du kan bevæge dig op ad og opnå stigende velstand.

Denne trappe eksisterede for 20 år siden, men nu er den slået i stykker af det skattestop af liberalisering af andelsboligmarkedet og af nedslidningen af den almennyttige boligsektor, som har skabt en klasseopdeling af danskerne i fattige og rige områder. Den er ved at skabe en dyb generationskløft i Danmark mellem den forældregeneration, som har levet højt på den skattefrie og belånte værdistigning i jord og fast ejendom og på den unge generation, som ikke kan forvente den samme lette vej ind på boligmarkedet uden økonomisk hjælp fra deres forældre generation.

En ny og reformorienteret boligpolitik kan genopføre denne trappe mellem almennyttigt byggeri, andelsboliger og ejerboliger, så alle uanset indkomst har mulighed for at opnå retten til egen bolig, hvor du selv er herre.

Se det er socialliberal tankegang. Et menneske vokser i agtelse og selvværd i det øjeblik vedkommende bliver herre over egen tilværelse og herre over sit eget hus.

Må dine drømme gå i opfyldelse Fatlum Imeri.

Jakob Silberbrandt og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar