Læsetid: 8 min.

Fløjtenisten, der blev direktør for idealisternes bank

Andelskassen Merkur, der bl.a. investerer i økologiske og sociale projekter, er siden 1985 vokset fra et beskedent kælderlokale i Aalborg til knap 100 ansatte og hovedsæde i København. Den konservatorieuddannede fløjtenist Lars Pehrson har været direktør i hele perioden
Egentlig ville Lars Pehrson have været fløjtenist i et symfoniorkester. Men da der ikke var nogen ledige job, blev det han hans interesse for naturen, der afgjorde hans karriere. Først som ekspedient i en biodynamisk butik, siden som bankdirektør.

Egentlig ville Lars Pehrson have været fløjtenist i et symfoniorkester. Men da der ikke var nogen ledige job, blev det han hans interesse for naturen, der afgjorde hans karriere. Først som ekspedient i en biodynamisk butik, siden som bankdirektør.

Tine Sletting

19. juli 2018

Lars Pehrson voksede op i 1960’erne og 70’erne i villakvarteret Højene i den nordlige del af Hjørring.

Til den ene side bredte villaerne sig, til den anden side markerne. Grænsen mellem land og by var en lille bæk, som fik stor betydning for Lars Pehrsons liv.

Han kunne se, at der ikke var klart vand i bækken, og det gjorde ham fra en tidlig alder optaget af naturen.

Alligevel var det et tilfælde, der gjorde, at Lars Pehrson endte med at blive medstifter og siden direktør for Andelskassen Merkur, der i 2016 nåede op på 28.464 kunder og 6.067 andelshavere.

»Min ene interesse var miljøspørgsmål. Jeg var meget optaget af antroposofien, altså Rudolf Steiners tanker, og jeg brugte en lang sommerferie på at besøge biodynamiske landbrug. For mig var det en ny og spændende måde at se sammenhængen mellem samfund, natur og menneske på. Min anden interesse var musikken. Jeg spillede fløjte og drømte om en dag at spille i et symfoniorkester,« fortæller Lars Pehrson, der fylder 60 år om to måneder.

Efter skolen blev han optaget på musikkonservatoriet i Aalborg. Men desværre var der ikke snarlig udsigt til et job som fløjtenist, da han blev færdig på konservatoriet.

»Der var ingen pensionsmodne fløjtenister i nogle af symfoniorkestrene, så det blev kun til tilfældige og korte vikarjob,« husker han. Det blev derfor hans anden interesse, der kom til at præge hans livsbane.

I 1974 oprettede han sammen med andre en forbrugerejet butik i Hjørring, der bl.a. solgte biodynamiske fødevarer. Ud over at sælge gulerødder eller dadler til kunderne påtog Lars Pehrson sig at føre regnskab med butikkens omsætning.

»Uden at kende udtrykket crowdfunding var vi en gruppe personer, der gik med til at betale for varerne, inden vi modtog dem. På den måde fik butikken penge, som der kunne købes ind for.«

Tysk bank som forbillede

Diskussionen i den lille butik gik højt ind imellem, og en af de ting, der ofte blev snakket om, var den vesttyske bank GLS, som siden har udviklet sig til at blive meget stor.

»Det var en meget eksperimenterende tid dengang, og det spændende var, hvad man kunne bruge penge til. Kan man udtrykke sine visioner for samfundet og tilværelsen ved at bruge sine sparepenge på en anden måde end bare at have dem stående på en konto i et almindeligt pengeinstitut? Det var det, som GLS gjorde.«

Selv om det virkede som en uoverkommelig opgave at oprette en bank, gik Lars Pehrson og en halv snes andre sammen om at oprette en spare- og låneforening. Hver især skød deres sparepenge i projektet, og snart havde foreningen næsten 200.000 kroner i kassen.

»Pengene gjorde det muligt for indskyderne at lave nogle projekter, som de hver især havde lyst til og mulighed for, fordi vi gik sammen. En ville udgive en bog, en anden, som var økologisk landmand, ville gerne anskaffe sig to ekstra malkekøer. Da jeg nu havde erfaring med at føre regnskab i butikken, tilbød jeg at lave regnskab og stå for det praktiske.«

Det var den spæde begyndelse til Andelskassen Merkur, og Lars Pehrson var netop fyldt 24 år. Snart fik gruppen kontakt til andre, der ligeledes var inspireret af GLS i Vesttyskland, og lidt efter lidt voksede projektet.

Som 24-årig blev Lars Pehrson direktør for Andelskassen Merkur, der ville investere indskydernes penge i aktiviteter, der bl.a. kunne fremme økologi. I dag har banken knap 100 medarbejdere og en årlig balance på 3,5 milliarder kroner.

Sigrid Nygaard

I begyndelsen blev bankforretningerne udført hjemme fra Lars Pehrsons lejlighed i Aalborg, og hans vigtigste redskab var en almindelig kladdebog, hvor han førte regnskab over indskuddene og udlånene.

Pengene stod på en konto i et andet pengeinstitut, og alle forretninger foregik i et lukket kredsløb. Det var helt lovligt, så længe man ikke gik ud og averterede offentligt efter nye kunder.

Dét, der for alvor satte skub i projektet, var et initiativ fra EF, som ville harmonisere banklovgivningen i medlemslandene.

Man ville lave en fælles lovgivning for banker, sparekasser og andelskasser, og Danmark valgte, hvad Lars Pehrson kalder en meget pragmatisk tilgang: Man kunne blive offentligt anerkendt som andelskasse, hvis man tilmeldte sig Finanstilsynet, der skulle godkende ens vedtægter. Man skulle bare overholde nogle få og simple regler.

»Det så vi som en kæmpechance, der kunne gøre det muligt for os at gøre lige som GLS, som vi hidtil havde troet var helt uden for vores rækkevidde. Ingen af os havde nogen bankuddannelse, men vi tænkte, at det nok ikke var så svært endda. Og man kommer jo også langt ved bare at bruge sin sunde fornuft.«

Fuldstændig åbenhed om alt

Ideen bag andelskassen, som blev tilmeldt Finanstilsynet i 1985, var enkel: Den skulle gøre det muligt for borgerne at komme med deres sparepenge, som kassen så kunne låne ud til projekter, der understøttede gode formål – det kunne være kulturelle projekter, højskoler, økologiske landmænd eller sociale institutioner – og som samtidig også var økonomisk fornuftige.

»Vi ville fremme ting, som bidrog positivt til samfundet. Det var ikke et spørgsmål om at få billigere udlån. Det var at få noget til at ske, som ellers ikke ville ske.«

Dengang spillede økologi ikke så fremtrædende en rolle som i dag, og det kunne tit være svært for en landmand, der ville omlægge sin drift, at få lån i det sædvanlige pengeinstitut. Listen over økologiske projekter, der i 1980’erne lånte pengene til at starte med af Merkur, omfatter bl.a. Thiese Mejeri, slagteriet Hanegal og bageriet Aurion.

»Nu er økologi i langt højere grad blevet allemandseje, og vi finansierer kun en meget lille del af det marked. Men vi var nogle af de første til at tro så meget på det, at vi ville udlåne indskydernes penge til det.«

Et helt grundlæggende princip lige fra begyndelsen var åbenhed:

»Alt skulle foregå helt åbent, så de, der indskød pengene, også vidste, hvad de blev brugt til.«

Snart voksede bankforretningerne, så Lars Pehrson måtte leje et kælderlokale i Aalborg og ansætte en kontordame.

Projektet greb mere og mere om sig, og Merkur fik snart omkring tusind kunder, der indskød deres sparepenge. I 1990 købte Merkur en lejlighed i Aalborg, så der var plads til endnu flere ansatte. Snart kom staben op på syv-otte personer.

»Bankens fornemmeste opgave var og er at skabe forbindelse mellem entreprenører og folk med penge. Vi vil kort sagt styrke forbindelsen mellem dem, som har flere penge end ideer, og dem, der har flere ideer end penge, og det har været en kæmpe glæde at se projekter, som vi har lånt penge til, vokse og blive store og stærke.«

Blev 20 gange større på 15 år

De første år var også nødvendige læreår. Lars Pehrson og hans medarbejdere skulle finde ud af, hvordan man via samarbejde med andre pengeinstitutter gradvis kunne udvide tilbuddene til indskyderne.

Som et tidligt eksempel nævner han et samarbejde med en lokal sparekasse, så Merkur også kunne tilbyde checkkonti. Dengang var checks den mest avancerede måde at betale på uden kontanter.

»Først og fremmest skulle vi lære at vurdere projekter, der gerne ville have et lån. Hvem var de, hvad gik projektet ud på, hvor meget troede de selv på ideen, og vigtigst af alt: Hvilken sikkerhed kunne de stille, så vi kunne være sikre på at få lånene forrentet. Vi var meget bevidste om, at hvis vi dummede os, så kunne vi være ude af historien på et øjeblik. Så vi var meget snusfornuftige og forsigtige i begyndelsen.«

På et tidspunkt bidrog den dansk-canadiske filantrop og rigmand Ross Jackson med et kapitalindskud på fire millioner kroner.

»Det var med til at give os luft under vingerne,« husker Lars Pehrson.

Op gennem 1990’erne voksede Merkur med 10-20 procent hvert år. I 1992 havde banken en balance på 50 millioner, i 2005-06 en balance på en milliard kroner. På bare 15 år blev den 20 gange større, fortæller Lars Pehrson.

Reglerne er sværere

Selv om finanskrisen i 2008 også påvirkede Merkur, var det først i 2011, at banken for første gang oplevede et underskud på et regnskabsår.

»Det var et chok for os og for vores selvforståelse.«

– Du har været direktør hele tiden?

»Det er jo let nok at blive direktør, når der ikke er andre. Men jo, bestyrelsen har ment, at jeg fortsat kan være direktøren for det hele. For mig har det været utroligt spændende at være med til og se alle de ting vokse frem. Og møde alle de personer, der brænder for et projekt, og som er klar til at bruge deres liv på at virkeliggøre det.«

I 2004 flyttede Merkur sit hovedkontor til Vesterbrogade i København.

»Vi blev enige om, at det var nødvendigt at have hovedkontor i hovedstaden, og det passede også godt med min families behov på det tidspunkt. Min kone er skolelærer, og hun trængte til at komme til en større arbejdsplads.«

»Hvis en Informationslæser er tilhænger af en bæredygtig fremtid, hvis han eller hun er tilhænger af en fossilfri fremtid og tilhænger af udvikling i udviklingslande, så er vi absolut en mulighed,« siger direktør for Andelskassen Merkur, Lars Pehrson.

Tine Sletting

Selv om Merkur er vokset, er banken stadig en beskeden aktør på det danske finansmarked.

Lars Pehrson fortæller, at banken til trods for væksten kun står for omkring fem promille af markedet.

»Uden at prale tror jeg dog, at vores betydning har været større end vores størrelse.«

– Er I så blevet så store nu, at I har fået jeres egen bankboks?

»Nej. Vi har aldrig haft kontanter i banken. Vi har altid haft vores midler placeret hos andre. Vi har nu en årlig balance på 3,5 milliarder, hvoraf 1,7 er lånt ud. Resten er bundet i obligationer eller i Nationalbanken.«

I dag har Merkur 95 ansatte. Og det var kun de første år, at ingen af de ansatte havde en rigtig bankuddannelse.

»Mange af vores ansatte fortæller, at de her i Merkur kan bruge deres uddannelse på måder, som de ikke har været vant til fra andre pengeinstitutter. Der er en anden og større ide bag vores arbejde, som de ikke finder andre steder.«

Da Lars Pehrson tilbage i 1985 tilbød at føre regnskabet og stå for det praktiske, var banklovgivningen relativt simpel.

»Den fyldte ca. 35 sider og var til at forstå for de fleste. I dag er det blevet langt mere kompliceret, og loven sammen med en masse EU-regler fylder tusindvis af sider. Det er blevet meget sværere at overskue og forstå.«

Et af de nye tilbud til kunderne er firmapensionsopsparing. Ifølge Lars Pehrson kan Merkurs tilbud matche, hvad man kan få andre steder. Over en femårig periode har forrentningen været 3,7 procent på en pensionsordning med lav risiko, 5,5 procent på en ordning med mellem risiko og 7,6 procent på en ordning med høj risiko.

– Hvorfor skulle Informations læsere benytte sig af jeres tilbud om pensionsopsparing?

»Hvis en Informationslæser er tilhænger af en bæredygtig fremtid, hvis han eller hun er tilhænger af en fossilfri fremtid og tilhænger af udvikling i udviklingslande, så er vi absolut en mulighed. Hvis læseren kort sagt vil put your money where your mouth is, så kan vi hjælpe med det.«

–­ Burde læseren gøre det?

»Jeg er ikke prædikant. Det ville for mig være en moralsk opfordring, og den vil jeg ikke komme med. Men hvis læserne selv synes, at deres penge kan gøre større gavn hos os end andre steder, så er de velkomne.«

Det er en lille sluttet kreds – kaldet broderskabet – der sikrer konsensus om retningen for dansk økonomi, lyder det fra professor Ove Kaj Pedersen.
Læs også
Serie

De utrættelige

Selv om vi måske er ved at være trætte af politikere, er vi ikke trætte af politik. Og selv om vi måske ikke længere har så meget fidus til politikernes verdenssyn, så tror vi stadig på, at verden kan og skal ændres.

Derfor har Information opsøgt en håndfuld borgere, der hver på deres måde skubber på for nødvendige forandringer.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kim Øverup
  • Ejvind Larsen
  • Kurt Nielsen
  • Arne Albatros Olsen
  • Jørgen Wassmann
  • Hans Larsen
  • Anker Nielsen
  • Viggo Okholm
  • Henrik Rasmussen
  • David Zennaro
  • Niels-Simon Larsen
Kim Øverup, Ejvind Larsen, Kurt Nielsen, Arne Albatros Olsen, Jørgen Wassmann, Hans Larsen, Anker Nielsen, Viggo Okholm, Henrik Rasmussen, David Zennaro og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Rart at vi har Merkur og andre andelskasser.

Kim Øverup, Henrik Brøndum, Ejvind Larsen, Matilde Walter Fønss, Anders Reinholdt, Lisbeth Andersen, Knud Anker Iversen, David Zennaro og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar
Jesper Jørgensen

Bare man lige husker at Rudolf Steiner bevægelsen står bag banken og har oprettet den for primært at støtte egne skoler, virksomheder og skoler. og reelt er det vel en nyreligiøs sekt fra forrige århundrede.