Læsetid: 9 min.

»Gadejuristen opstod på grund af min vrede over at se krigszonen foran Maria Kirkeplads«

Egentlig havde Nanna W. Gotfredsen tænkt sig at blive advokat og score kassen. Men hun blev oprørt over at se stofbrugernes elendighed, når hun passerede Maria Kirkeplads på Istedgade i København, og det ændrede hendes livsbane
Gadejuristens sorte christianiacykel proppet med varm kakao, kager, cigaretter, engangslightere, glidecreme, kondomer og sterilt injektionsværktøj er rullet op foran Mændenes Hjem i Istedgade, og Nanna W. Gotfredsen taler med en stofbruger, der på stedet får retshjælp.

Gadejuristens sorte christianiacykel proppet med varm kakao, kager, cigaretter, engangslightere, glidecreme, kondomer og sterilt injektionsværktøj er rullet op foran Mændenes Hjem i Istedgade, og Nanna W. Gotfredsen taler med en stofbruger, der på stedet får retshjælp.

Sigrid Nygaard

30. juli 2018

Præcis klokken 19 kommer Gadejuristens sorte christianiacykel rullende hen foran Mændenes Hjem på Istedgade på københavnske Vesterbro, der ligger lige ved siden af stofindtagelsesrummet Skyen.

Kassecyklen er fyldt med bl.a. engangslightere, visitkort, cigaretter, termokander med varm kakao og kaffe, dåseflødeskum, sukker, kiks, honningkager og franske vafler, kondomer, glidecreme og sterilt injektionsværktøj.

Hurtigt samles en række hærgede, hulkindede og ofte tatoverede mænd og kvinder om cyklen for at få del i de gode sager. Mens frivillige aktivister hælder kaffe og kakao op og uddeler cigaretter og lightere med Gadejuristens telefonnummer på til gadens stofbrugere, der pænt har stillet sig i kø, giver Nanna W. Gotfredsen knus og kram til mange af dem. For præcis 20 år siden etablerede hun som ung jurastuderende organisationen Gadejuristen, som siden har udviklet sig til at være en af de vigtigste private aktører, der hjælper gadefolket i Danmark.

En gul ambulance stopper på gadehjørnet, og ud af vinduet taler ambulancefolkene gemytligt med folk i forsamlingen. De giver highfives, inden de kører videre. En ung fyr i sort undertrøje med sår i hele ansigtet tripper nervøst frem og tilbage. Han krammer en rulle pengesedler i hånden og spejder opmærksomt op og ned ad gaden.

En tynd rødhåret kvinde snakker længe med Nanna W. Gotfredsen og får cigaretter og en brugt mobiltelefon med taletidskort.

»Send mig en sms, hvis du får det op at køre,« siger Nanna W. Gotfredsen, der giver kvinden en krammer, inden hun forsvinder rundt om hjørnet.

Reglen gjaldt ikke i København

»Det var en stille aften. Der var ikke særlig mange på gaden,« fortæller Nanna W. Gotfredsen bagefter på Gadejuristens kontor på Værnedamsvej.

Hun fortæller om første gang, hun som studerende hjalp en stofbruger. Det var en ældre mand fra Aalborg, der havde hutlet sig gennem tilværelsen i København i otte år uden nogen form for forsørgelse. Han samlede flasker og levede fra hånden til munden for at få penge til stoffer.

Nanna W. Gotfredsen fortalte ham, at han bare skulle henvise til retssikkerhedslovens paragraf 9, der fastslår, at opholdskommunen også er handlekommunen. Så må kommunerne bagefter indbyrdes finde ud af, hvem der skal betale. Men da Nanna W. Gotfredsen tre uger efter mødte manden igen, havde han stadig ikke fået penge fra socialkontoret. Godt nok havde han henvist til paragraffen, men, som han fortalte, på socialkontoret havde de sagt, at den paragraf jo ikke gjaldt for København.

På stedet besluttede Nanna W. Gotfredsen sig for at tage med manden hen på socialkontoret. Allerede da manden gik ind af døren, råbte en høj stemme: Vi har jo sagt til dig, at du ikke kan få en krone. Du må tage hjem til Aalborg ... Men 20 minutter efter stod han med sin første kontanthjælp i hånden, og Nanna var blevet en vigtig erfaring rigere.

»Han blev så glad, at jeg stadig bliver helt rørt. Det var startskuddet på Gadejuristen, for jeg blev klar over, at det ikke var nok, at gadens folk kendte til deres rettigheder. Der var brug for en udgående og vedholdende retshjælp for alle de mest udsatte, og den opgave ville jeg påtage mig. Naivt forestillede jeg mig, at det ville være klaret på ét til halvandet år, men nu er der foreløbig gået 20 år.«

Krigszonen ved Maria Kirkeplads

Første gang Nanna W. Gotfredsen så en stofbruger, var, da hun som meget vred og oprørsk 12-årig holdt til i et okkuperet hus i Badstuestræde i Haderslev, hvor unge røg hash fra morgen til aften. En noget ældre fyr, Michael, der var på heroin, tog sig tid til at gå lange ture med Nanna W. Gotfredsen, så hun kunne få talt ud om al sin vrede. Han sagde to ting, som Nanna W. Gotfredsen aldrig har glemt: For det første tog han ikke heroin for at dø, men for at kunne være i livet. For det andet ville han slå Nanna W. Gotfredsen ihjel, hvis hun nogensinde så meget som tænkte på at prøve det.

Selv om man godt kunne skaffe brun heroin i Haderslev dengang, tog Michael til København for at få ren, hvid heroin. En dag kom han ikke tilbage fra sådan en tur, og Nanna fik at vide, at han var død af en overdosis på et af toiletterne på Hovedbanegården.

»Jeg ved ikke hvilken betydning, det har haft for mit liv, men jeg fandt i hvert fald tidligt ud af, at stofbrugere kan være rigtig udmærkede mennesker.«

Det var vreden over at se stofbrugernes elendighed på Maria Kirkeplads på Istedgade, som fik den jurastuderende Nanna W. Gotfredsen til et etablere foreningen Gadejuristen, der på 20 år er blevet en af de vigtigste private aktører, der hjælper gadens folk med råd og omsorg.

Sigrid Nygaard

Michaels overdosis fik Nanna W. Gotfredsen til at rette op på sit liv. Hun holdt op med at komme i Badstuestræde og begyndte at passe sin skole, hvor hun lidt efter lidt fik høje karakterer. Hun kom på Haderslev Katedralskole, og efter studentereksamen i 1988 flyttede hun til København med så pæne karakterer, at hun kunne vælge og vrage mellem alle uddannelser. Det endte med jurastudiet. Ikke fordi hun havde nogen overvejelser overhovedet om at blive gadejurist, men fordi hun forestillede sig, at hun som advokat ville komme til at tjene mange penge. Men sådan kom det ikke til at gå.

»Jeg kom til at bo på Vesterbro, og når jeg gik ned mod Hovedbanegården ad Istedgade, kunne jeg ikke undgå at se alle stofbrugerne, der hang ud på Maria Kirkeplads. Jeg fik et chok. Jeg kunne slet ikke fatte, hvorfor folk bare kunne gå forbi uden at gøre noget. Jeg blev virkelig vred over det, jeg så. Det lignede jo en krigszone, hvor folk humpede rundt med amputerede arme og ben og styrtblødte fra fix i lysken. Det var blodigt og beskidt og åbenbart ikke noget, som nogen ville gøre noget ved. Man kan godt sige, at Gadejuristen opstod på grund af min vrede over at se krigszonen foran Maria Kirkeplads.«

»Jeg blev så edderspændt rasende over at konstatere, at jeg næsten var nået helt gennem et jurastudium i en velbevaret tro på, at jeg levede i et retssamfund. Men når jeg talte med folkene på Maria Kirkeplads, var der ikke meget retssamfund. Det nåede i hvert fald ikke ned til dem på bunden.«

Politikere på gadebesøg

Indtil 2002, hvor Gadejuristen for første gang fik penge til at lave udgående retshjælp fra satspuljemidlerne, havde Nanna W. Gotfredsen arbejdet gratis. Nu blev der råd til tre ansatte, heriblandt Nanna W. Gotfredsen, og de tre ansatte delte to lønninger. Formålet var at give retshjælp til gadens folk, og udfordringen var, hvordan man bedst ville kunne komme i kontakt med dem. Her opstod ideen om den sorte christianiacykel som en mobil serviceenhed.

»Vi spurgte dem, hvad de havde behov for, at vi skulle komme med, og jeg har stadig deres ønskeseddel: varm kakao, kage, kondomer, glidecreme og sterilt værktøj. Det har vi nu gjort et par gange om ugen i 20 år.«

Ofte har Nanna W. Gotfredsen inviteret politikere med ud og møde gadefolket, når hun skulle ud med cyklen. Det har vist sig at være en god måde at få vist politikerne, hvordan forholdene reelt er for nogle af samfundets allermest udsatte. Listen over deltagere er lang: Villy Søvndal, Peter Skaarup, Henrik Sass Larsen, Ellen Trane Nørby, Tom Behnke, Jan E. Jørgensen, Liselott Blixt, Mette Frederiksen ...

»Vi går ikke så meget op i politikernes partifarve. Vi er interesseret i dialog med alle. Over 100 har været med, og nu har Lars Løkke Rasmussen også på Folkemødet givet tilsagn om at deltage.«

Baggrunden var en debat i Folketinget i 2005 om, hvorvidt der skulle etableres gadejurister i alle større byer.

»Det gik op for mig under den debat, hvor vanvittigt naive folketingsmedlemmerne kan være. De tror, at når de har lavet en lov, så bliver det også straks sådan ude i landet. Jeg blev klar over, at de slet ikke kender til virkeligheden.«

Ifølge Nanna W. Gotfredsen er virkeligheden, at gadens folk nærmest er retsløse. Systemet er indrettet efter middelklassens behov.

»Men retsstaten skal særligt stå sin prøve, når det gælder de allerværste forbrydere og så de allermest udsatte. Og der er stadig meget langt igen. Jeg ser det som en slags kapløb med tiden, hvor spørgsmålet er, om vi kan nå at gøre noget, inden folk dør. Gennemsnitslevealderen for en stofbruger er nu knap 42 år. Da jeg begyndte som gadejurist, var den godt 31 år. Så meget for det fremskridt, der er nået.«

»Min ambition er, at Gadejuristen snart lukker, fordi systemet kommer til at virke, og at det ikke længere vil være nødvendigt at føre sager for gadefolket,« siger Nanna W. Gotfredsen, der foreløbig har brugt 20 år på projektet.

Sigrid Nygaard

Systemet er ifølge Nanna opbygget i en række siloer uden indbyrdes koordination. I en silo jager, ransager og fængsler politiet stofbrugere og kriminaliserer dem for besiddelse af stoffer. I en anden silo lader domstolene retssager mod stofbrugere for stofbesiddelse fortsætte, selv om den anklagede ryster som et espeløv af abstinenser. I en tredje silo kan hospitalerne ikke rumme alle dem, der ikke er dybt taknemmelige, blot de møder en hvid kittel, som Nanna W. Gotfredsen formulerer det.

»Hovedparten af landets omkring 20.000 stofbrugere er totalt ukendte i behandlingssystemet, indtil de dør en hård, brutal og unødigt tidlig død. Jeg forstår ikke, at vi kan holde os selv ud, og at politikerne så let kan slippe af sted med at tale om at bevare vores velfærdssamfund. Hvilken velfærd?«

En dyr dame

Gadejuristens virksomhed har kostet skatteyderne mange penge. Ifølge Nanna W. Gotfredsen vinder organisationen f.eks. ni ud af ti sager om afslag på døgnbehandling, der i gennemsnit koster en kvart million for en kommune.

»Det er ingen sag at vinde en sag mod det offentlige, og så får vi ret på individniveau. Det er godt, at det kan lykkes, men det er endnu ikke lykkedes at få ændret fundamentet for systemet.«

Oveni kommer så udgifter på 70 millioner om året til heroinordination og dertil udgifterne til de fixerum, der efterhånden er oprettet i en række byer.

»Fra i år registrerer vi værdien af hver eneste retshjælpsindsats, men jeg ved endnu ikke, om vi vil offentliggøre resultatet.«

Gadejuristen har også en udstrakt foredragsvirksomhed. Nanna W. Gotfredsen har således gennem årene undervist knap 4.000 kommunalt ansatte om stofbrugernes vilkår. Hun har nogle plancher med fotos af stofbrugeres arme og ben, som hun plejer at vise frem ved den slags lejligheder. På billederne ses arme og ben med væskende sår og hud, der er ved at gå i opløsning. På et af billederne ses en kvinde med store ar ned over ansigtet.

»Hun er blevet tævet og stukket med kniv og er blevet skambidt af en pitbull terrier. Hun har også forsøgt at springe ned fra en togbro og har fået et brud på rygsøjlen. Hun vil gerne i døgnbehandling, men foreløbig er der gået fire år, hvor hun ikke har fået svar.«

– Er narkomani en sygdom?

»Det er det i WHO’s diagnosesystem. Det er en tilstand, hvor personer fortvivlet og desperat forsøger at optimere deres funktionsniveau på trods af alle deres traumer. Akkurat som min gamle ven Michael sagde.«

– Er narkomani en evig tilstand?

»Nej, man kan uden tvivl komme sig, selv om der er høj grad af kronicitet. Men man kan lykkes med at stoppe helt, eller man kan gå fra et problembrug til et kontrolleret brug. Hvis det lykkes en stofbruger at blive omkring 45 år, så sker der noget. Hvis vi kan holde dem i live, indtil de er så gamle, og hvis de ikke får HIV og hepatitis, og hvis det lykkes dem at have deres arme og ben i behold og ikke få for mange traumatiske oplevelser, så vil flertallet komme sig også uden egentlig behandling.«

»Min ambition er, at Gadejuristen snart lukker, fordi systemet kommer til at virke, og at det ikke længere vil være nødvendigt at føre sager for gadefolket. Og jeg håber, at det sker allerede til efteråret – det håb må du ikke tage fra mig,« smiler hun.

Serie

De utrættelige

Selv om vi måske er ved at være trætte af politikere, er vi ikke trætte af politik. Og selv om vi måske ikke længere har så meget fidus til politikernes verdenssyn, så tror vi stadig på, at verden kan og skal ændres.

Derfor har Information opsøgt en håndfuld borgere, der hver på deres måde skubber på for nødvendige forandringer.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Karsten Aaen
  • Ole Henriksen
  • Anker Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Dorte Sørensen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • David Zennaro
  • Ete Forchhammer
  • Klaus Lundahl Engelholt
  • Grethe Preisler
  • Frede Jørgensen
Karsten Aaen, Ole Henriksen, Anker Nielsen, Eva Schwanenflügel, Dorte Sørensen, Bjarne Bisgaard Jensen, David Zennaro, Ete Forchhammer , Klaus Lundahl Engelholt, Grethe Preisler og Frede Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

En lille side historie - Line Barfoed EL fik Gadejuristen på dagsordnen i Folketinget, men kunne ikke få den med i Finansloven. Så blev et flertal i Folketinget alligevel blødgjort og fik Gadejuristen med i Satspuljen - og så kunne de hoverende sige at LB og EL ikke stemte for.

Karsten Aaen, Carsten Wienholtz, Anne Mette Jørgensen, Mogens Holme, Eva Schwanenflügel, Steen Sohn og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Nanna Gotfredsen

@Dorte Sørensen - den der blødgøring tog mange års virkelig hårdt arbejde, men du har ret, de første der støttede Gadejuristens virksomhed var dog SF, kort efter gjorde også Enhedslisten og her mange, mange år senere har vi i Gadejuristen kritisk dialog med alle, også alle partier, enhver der gider, når det gælder de mest udsatte.

Jesper Sano Højdal, Bjarne Bisgaard Jensen, Lise Lotte Rahbek, Karsten Aaen, Dorte Sørensen, Anne Mette Jørgensen og Vivi Bech anbefalede denne kommentar
Martin Kristensen

Der er et godt interview med hende fra tidligere også:

https://www.vice.com/da/article/qbv545/nanna-gotfredsen-kmper-for-alle-d...

Og en Informations artikel her:

https://www.information.dk/indland/2016/11/gadejuristen-liberal-alliance...

Hun giver vist ikke selv Enhedslisten den store kredit, men vigtigst er det at arbejdet med at give de mest udsatte en håndsrækning via fixerum, afkriminalisering (stoffer på recept) og også ting som socialt frikort fortsætter.

Anne Mette Jørgensen

Nanna Gotfredsen er en ener og hun burde vinde meget mere gehør på borgen.
Hørte 2 programmer på p.1 eller var det radio 24/syv, hvor hun viste Lars Seier Kristensen de usle forhold man tilbyder narkomaner og andre hjemløse. Han var rystet og undrede sig over dels hvad en ussel herbergsplads koster og de forhold man i øvrigt tilbyder de allermest udsatte.
At man ikke for år tilbage har bygget flere skæve boliger er også en skændsel. Vi har kun velfærd for de allerede velstillede.
I deadline ser vi aften efter aften den ene professor og kloge Åge berette om statistikker, men jeg erindrer kun en eneste gang at have set Nanna Gotfredsen i programmet.
Det er DR i en nøddeskal. Folket skal spises af med feel good programmer, spædet op med krige, som vi åbenbart har rigeligt råd til.
Folk mødes med krav og løgn og politikerne håber de snart dør.
Tillykke til middelklassen og overklassen.