De fleste af os kender efterhånden melodien til sangen om den fortabte generation X. 68’ernes uengagerede og egoistiske børn, der var unge, mens muren faldt, historien nåede sin afslutning og alt var muligt. ’Nå-generationen’, som er så optaget af at realisere sig selv, at den ikke orker at forholde sig politisk til samfundet.
Og selv om generation X’erne i dag har fast job, familie og for længst er fyldt 40, griner de stadig ironisk ad Casper og Mandrilaftalen, ude af stand til at tage andet end sig selv alvorligt.
»Vi er bange for at have en holdning og bange for at tro på noget,« skrev protestsanger Jakob Kappel i en kronik med titlen »Os mellem 35 og 50 burde trække hovedet ud af vores eget numsehul«, som Information bragte onsdag.
Her anklager han sin generation for ikke at interessere sig for andet end at realisere sig selv gennem maratonløb, palæomad og hjemmebrygget IPA-øl.
Spørgsmålet er, om det passer. Har de midaldrende generation X’ere i højere grad hovedet oppe i egen bagdel end andre generationer?
»Bare højreorienterede«
Forfatter og journalist Martin Kongstad erkender, at han er en af dem, der har været med til at formulere forestillingen om generation X. I artikler, klummer og romaner har han spiddende beskrevet sin egen generation som overfladisk og ude af stand til at tage stilling til andet end rejser og gastronomi.
»Min generation har været en meget æstetisk generation. Frem for at diskutere Socialdemokratiets tilstand, diskuterer man, hvordan trøffelolie og parmesanost passer sammen,« forklarede han i et interview med Information i 2006.
I dag har Martin Kongstad et andet syn på sin generations engagement i samfundet, fortæller han. Ligesom mange andre iagtagere overså han dengang, at man godt kan være politisk aktiv eller forholde sig til samfundsspørgsmål på andre måder, end 68’erne gjorde det. Man kan godt være politisk uden at stå med blomster i håret foran den amerikanske ambassade og råbe »Ho Chi Minh!«.
»I den her kliche om generation X ligger det mellem linjerne, at den eneste rigtige måde at være politisk engageret på er ved at være venstreorienteret,« siger han.
I virkeligheden har generation X i høj grad drevet samfundet i en bestemt politisk og ideologisk retning, mener Martin Kongstad.
»Den er ikke apolitisk. Den er bare højreorienteret.«
Yuppiernes sejr
Udgangspunktet for generation X, som Martin Kongstad forstår som en krydsning mellem dem, der var unge i henholdsvis 1980’erne og 90’erne, var et opgør med 68’erne. At bekæmpe 1970’ernes dogmer om, at man altid skulle være solidarisk og aldrig måtte være reaktionær, der lå meget tungt overalt fra kulturen til uddannelsessystemet.
»I mange år var problemet, at vi ikke havde noget at sætte i stedet for,« siger Martin Kongstad.
Eller det troede man i hvert fald ikke.
I 2003 beskrev Martin Kongstad forskellige ungdomskulturer i bogen Dengang i 80’erne. Da han for nogle år siden satte sig ned med sin gamle bog, slog det ham, at af alle årtiets kulturelle strømninger, er det særligt yuppiebevægelsen, der har sat sig spor i eftertiden. Også politisk, hvor samfundet over en bred kam er blevet mere liberalistisk, og de politiske partier er rykket mod højre.
»Yuppien som karakter bliver defineret i The Yuppie Handbook fra 1983. Det er noget med, at man skal leve i eller tæt på en storby, dyrke fitness efter arbejde og spise brunch i weekenden. I dag gælder det jo os alle sammen,« forklarer han.
Aktive X’ere
Ifølge forfatteren er man altså ikke uengageret i samfundet, bare fordi man er højreorienteret eller liberalt indstillet.
Heller ikke i samfundsvidenskaben er der umiddelbart noget, der bekræfter forestillingen om de selvoptagede eller apolitiske generation X’ere, forklarer Klaus Levinsen, der er lektor ved Syddansk Universitet og forsker i politisk og social deltagelse på tværs af generationer.
»Når man kigger på eksempelvis deltagelse i demonstrationer, underskriftsindsamlinger, frivillighed eller andre sociale og politiske projekter, er der ikke noget i de undersøgelser, jeg er bekendt med, som tyder på, at min generation – X’erne – skulle være mindre aktive end andre generationer,« siger Klaus Levinsen.
Man bliver nødt til at skelne mellem generelle, kulturelle forandringer, der påvirker hele samfundet på tværs af generationer, og så tendenser, der er særligt udtalte i en specifik generation, forklarer lektoren.
Han synes, det er morsomt, når Jakob Kappel i sin kronik tegner et billede af generation X’erne, der er på »palæokure«, løber maraton og går rundt med »et BMI, der ligger et sted mellem kz-fange og 4.000 år gammel farao«.
»Men jeg har svært ved at se, at motions- og slankekulturen skulle begrænse sig til dem, der i dag er midaldrende,« siger lektoren.
Ligesom Martin Kongstad mener også Klaus Levinsen, at forestillingen om de apatiske X’ere kan skyldes en tendens til at forveksle det at være højreorienteret med at være uengageret i samfundet.
»Vi kan se, at X’erne generelt er mere borgerlige end deres forældre, 68’erne,« konstaterer Klaus Levinsen.
Men i den forstand er det snarere 68’erne, der er undtagelsen.
»68-generationen, eller dele af den, brød det politiske landskab op, og der opstod nye engagements- og deltagelsesformer. Men myten om, at der med de efterfølgende generationer skulle være sket et markant, målbart tilbageslag i forhold til deltagelse, har jeg aldrig set bekræftet i videnskabelige undersøgelser,« siger Klaus Levinsen.
Individualister
I sin kronik henviser Jakob Kappel til, at X’erne er formet af at have været unge i 1990’erne, hvor samfundet var præget af en ukuelig tro på, at samfundet bevægede sig i den rigtige retning. At i morgen ville blive bedre end i dag.
»Vi fik i 1990’erne af vide, at historien var slut, og at det frie marked og demokratiet ganske automatisk ville sprede sig over hele planeten. Vi ville gå ind i en ny guldalder; et tusindårsrige af overskud og velstand,« skriver han.
Og det er ikke helt forkert, vurderer professor og leder af Center for Ungdomsforskning, Noemi Katznelson.
»X’erne var i hvert fald den første generation, hvor mange voksede op med en meget klar fortælling, om at de ikke bare var produktet af en bestemt klasse eller et bestemt køn. Det var dem selv, der gennem deres egne, frie valg formede deres egen skæbne,« forklarer professoren, som understreger, at hun nu tegner med »de helt, brede sociologiske penselstrøg«.
Det var ikke nødvendigvis en sand fortælling. Man havde på ingen måde udryddet social arv eller strukturelle forhindringer for de unges fri udfoldelse.
»Men der var et stærkt ideal om selvrealisering, som blev betragtet som noget ubetinget positivt. På den måde kan man sige, at individualiseringen og selvrealiseringen fik fuld udblæsning i 1990’erne,« siger hun.
Unge mennesker skulle være søgende og åbne. De skulle ikke gå på kompromis med noget, og det var bedre at være arbejdsløs end at tage et »lortejob«, forklarer Noemi Katznelson. I dag er tidsånden mere alvorlig – et skifte, der begyndte allerede omkring årtusindeskiftet.
»Jeg mener, at Margrethe Vestager, der dengang var undervisningsminister, var blandt de første til at påpege, at det er enormt dyrt for samfundet, at unge mennesker skal føle og mærke efter i sig selv hele vejen gennem uddannelsessystemet,« forklarer hun.
Det går så småt op for os, at alting altså ikke er muligt for alle. Og det, man i 1990’erne kaldte ’søgende’ og ’åben’ hedder nu ’uafklaret’ og ’tvivlende’, påpeger Noemi Katznelson. Og det bliver meget sjældent forbundet med noget positivt.
Men selv om man måske kan tale om, at X’erne er en særligt individualiseret generation, er det ikke ensbetydende med, at de skulle være særligt uengagerede eller selvoptagede.
»Engagementsformerne har måske ændret sig, men jeg mener ikke, at der nødvendigvis er et modsætningsforhold mellem at ville realisere sig selv og bekymre sig om eller engagere sig i samfundet,« siger Noemi Katznelson.
Vanetænkning
Spørger man samfundsvidenskaben er der altså ikke noget, der bekræfter fortællingen om den fortabte ’generation nå’. De er måske formet af en individualistisk tidsånd, men tilsyneladende kan man godt både realisere sig selv ved at løbe maraton og bekymre sig om klimaforandringerne på samme tid.
Martin Kongstad blev for alvor opmærksom på den udbredte misforståelse, at politisk engagement nødvendigvis er venstreorienteret, da han læste Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsens bog Kritik af den negative opbyggelighed.
»I mine øjne er det en af de vigtigste bøger, der er skrevet i det seneste årti. Det er et opgør med vanetænkningen om kulturen som venstreorienteret pr. definition. De peger på alle de her venstreorienterede automatholdninger, som gennemstrømmede både kultur- og medielivet,« forklarer Martin Kongstad.
Mange har simpelthen været ude af stand til at forestille sig en kultur og et samfundsengagement, der er ikke var venstreorienteret.
»Hele spørgsmålet er stillet ud fra en gammeldags konsensus om, at det at forholde sig til samfundet eller gøre noget ved tingene skal komme fra venstrefløjen,« siger Martin Kongstad.
– Kan man ikke sige, at selvrealisering bare er blevet en politisk ideologi for generation X?
»Prøv lige at høre. Man kritiserede altså også 68’erne for at være for selvrealiserende. Der er intet nyt i, at man vil realisere sig selv. Tænk på alle de kvinder, der skulle på malerkurser i Provence eller finde deres indre bjørn, og hvad ved jeg. Det har jeg hørt folk tale om, siden jeg var barn. At folk i 40-, 45-, 50-årsalderen pludselig finder ud af, at der er en masse, de ikke har nået i deres liv, og at de prøver at finde lykken på en anden måde, er der jo ikke noget mærkeligt i.«
Ja, det er jo det, der er så forfærdeligt: verdens bedste samfund - også bedre end Sverige, der på mange måder er for autoritetstro og nogle stivstikkere - blev ødelagt af en tilbagevenden til kæft, trit og retning og dyrkelse af hierarkier og fortjenstfuldhed i stedet for at fortsætte den gode kamp henimod plads til alle, ikke blot dem, 'der vil', men også dem der ikke kan.
Vi havde et samfund, der var suverænt i al sin jævne jagt på de tre honnørord fra den franske borgerlige revolution, og alt det er blevet smadret af for store biler, for meget mad og for meget arbejde.
OG ALT, ALT, ALT FOR LIDT KULTUR!!!
»X’erne var i hvert fald den første generation, hvor mange voksede op med en meget klar fortælling, om at de ikke bare var produktet af en bestemt klasse eller et bestemt køn. Det var dem selv, der gennem deres egne, frie valg formede deres egen skæbne,« forklarer professoren, som understreger, at hun nu tegner med »de helt, brede sociologiske penselstrøg«.
Ja, men pointen er: de er det i kraft af det samfund, der stiller alle lige - ikke i jagten på at indfri samfundets forventninger, men i selv at kunne finde den plads og de færdigheder, man kan bidrage til samfundet med. Friheden handler om ikke at følge slagne veje, men med sin egen frie personlighed at bane nye stier og gøre sig gældende, selvom det så kun er i det små blandt kolleger, venner, familie, i foreningslivet. Det var det, vi havde, og det er det, vi har tabt pga. højreradikaliseringen og markedsforelskelsen.
Hov hov, jeg kan have min tvivl om skribenten, og dem der i øvrigt referes til overhovedet kan huske, hvor begrebet 'generation x' kommer fra.
Douglas Coupland, som i øvrigt har skrevet flere læseværdige bøger udover 'Generation X'
Som født i '63 tilhører jeg vist generation x, men jeg kan hilse at sige, at jeg IKKE er blevet højreorienteret.
Så først skal 68'erne gå bodsgang og nu X'ere.... Hm
Skriv endelig lange navlepillende bøger om det, men der måske mere konstruktive måder.
Kongstad, er begejstret lytter til 'Bearnaise er dyrenes konge' og din beslutning om ikke mere at anmelde oksekødretter fik ikke ubetinget venlige ord med - respekt for den beslutning.
Katrine Damm, jeg tror, at erfaringer og analyse i vores ungdom i 80erne spiller en meget stor rolle.
For mange var den massive arbejdsløshed - der dog immervæk kun var på, hvad, 20% af os unge, og jo ikke altid de samme 20% - en tragedie, mens det for mange af os andre viste vejen til et samfund, der satte frihed, sund fornuft og selvforvaltning højt.
Jeg tror, at det er et alvorligt traume hos især dem, der er nogle år yngre end os, og som så årene fra barnets perspektiv, sådan som f.eks. Bjarne Corydon har givet udtryk for det i forbindelse med sin mors arbejdsløshed. Jeg synes, de er nogle svagpissere, der ikke forstår, at det alene er et spørgsmål om at bevare magten for 'den kompakte majoritet', når man sikrer befolkningen imod fattigdom, sådan som vi gjorde.
Vrøvl med vrøvl på, Gliese
Samfundet har udviklet sig i takt med verden iøvrigt og taget endelig hånd om “dem der kan, men ikke vill”. Skulle være sket for 20 år siden.
Nej, Michael Pedersen, Danmark er gået i forfald, fordi vi ikke holdt fast i den særlige indretning af det danske samfund. Det havde i dag, hvis det ikke var blevet smadret af liberalistiske fantaster, været den løsning, alle higer efter for frie, rige og lige samfund.
Hvilken liberalisering? Danmark har været socialdemokratisk siden du fil stemmeret i 1980’erne
Jeg kan huske den enorme arbejdsløshed blandt unge. Det hed sig, at det var lige meget hvilken uddannelse man tog. Man blev arbejdsløse uanset hvad. På den ene side denne håbløshed og på den anden side, så var det kun dem, der kæmpede deres egen kamp alene, der blev til noget. Der var ingen solidaritet fra den tidligere generation. Måske opdagede vi, os der kæmpede, at man et eller andet sted var sig egens lykkes smed? Måske er det derfor vi er blevet sådan lidt reaktionære?
Nej, Danmark ophørte med at være socialdemokratisk i 90erne.
Annika Hermansen, det er dog bare ikke rigtigt, det var, som altid, de færreste, der blev arbejdsløse, og det var stort set ingen, der var arbejdsløse altid. Selvfølgelig bestemmer man selv, hvad ens liv skal dreje sig om, men det skete i Danmark på baggrund af den ubetingede sociale sikkerhed, som engang gjorde, at folk kunne klare sig, uanset hvad.
Problemet er altid den solidaritet, der i velfærdssamfundet var en selvfølgelighed, overfor dem, der ikke kan og vil noget særskilt af den ene eller anden grund. Samfundet ophørte simpelthen bare med at sikre deres betingelser for et godt liv pga. en masse nye, liberalistiske forestillinger.
Jeg gad egentlig godt vide: hvad mener du, samfundet skulle have gjort, som det ikke gjorde, i 80erne?
Steffen Gliese. Arbejdsløsheden i perioden 82 til 92 (i 92 mere end 12 %) var højere end den havde været og højere end den har været siden. Du ved ikke om de fleste, de der fik et job, ikke også kæmpede mere end de tidligere generation. Og det, at vi kæmpede og lykkedes har måske haft det resultat, at vi blev mere reaktionære end de tidligere generationer.
Jeg har i mit indslag ikke forholdt mig til hvad "samfundet" skulle have gjort anderledes. Samfundet gjorde vel det, der var nødvendigt at gøre på daværende tidspunkt. Vi fik ikke lov til at gå ledige. Vi skulle i aktivering, på samme måde som det sker i dag. Jeg prøver alene at forholde mig til hvordan det kan være, at vi som generation er mere højreorienterede end de tidligere generationer.
Ja, folk kom i aktivering, men de kom det til almindelig løn og almindelige overenskomstvilkår, så det er absolut ikke som vor tids hoveriarbejde.
Jeg var der ligesom selv, jeg fik arbejde, blev arbejdsløs, var på højskole på dagpenge, var aktiveret og fik efterfølgende job. 12% betyder immervæk, at 88% er i arbejde. Og igen: det var ikke hele tiden de samme 12%, folk gik ind og ud af job - men de havde et ordentligt dagpengesystem at forlade sig på.
Anekdotebevisføfelse, Steffen Gliese
Nej, Michael Pedersen, tværtimod. Det var sådan, det var. Jeg ved ikke, hvad du foretog dig i de år, vi åbenbart var unge sammen, hvis jeg har forstået dig ret - men noget kendskab til den fintfølende indretning af velfærdssamfundet mhp at sikre lønmodtagernes rettigheder har du tydeligvis ikke.
Det er nemlig ikke en statistisk illusorisk bevisførelse, men en ægte evidensbaseret, der tager udgangspunkt i faktisk gældende love og cirkulærer og deres udmøntning i levet liv.
Evidens er ikke lig med en persons oplevelse. En sådan for for bevisførelse på de samfundsfaglige eller naturvidenskabelige uddannelser vil medføre, at man dumpede.
Og hvori består det fintfølende? Mig bekendt er de fleste danske lønmodtagere ganske robuste personer og stiller gerne op til kamp, når det er nødvendigt
Steffen Gliese. 12 % var af den samlede arbejdsstyrke. Arbejdsløsheden blandt ungdommen var betydelig større. Og jeg var der også og nej vi fik ikke overenskomstmæssig løn i det aktiveringsprojekt jeg var i, os der var på kontanthjælp. Og jeg har selv knoklet mig ud af at være enlig mor på kontanthjælp til enlig mor på SU og nu akademisk uddannet og har ikke oplevet at være arbejdsløs i 25 år. Ræverød var jeg da jeg selv havde brug for systemet, men nu befinder jeg mig et eller andet politisk vakum hvor mine slags ikke repræsenteres hverken på traditionelle venstre- eller højrefløj. Socialliberal er det bedste bud på et politisk ståsted, men det findes ikke i det nuværende politiske billede. Vi vil gerne hjælpe de reelt svage, men vi vil f..... ikke finde os i at man snyder systemet.
Nej, Michael Pedersen, det er heldigvis spørgsmålet om empiri, en sørgeligt forsømt, mere grundlæggende form for videnserhvervelse, som rent faktisk bygger på de menneskelige egenskaber at kunne iagttage, sanse og ræsonnere. Det lærte man i skolen i min tid, og det er, hvad vi skal tilbage til, hvis vi igen vil kunne blive reelt klogere på os selv, vores samfund og verden iøvrigt.
Annika Hermansen, hvem snyder dog systemet? Ting har jo som regel en årsag, så var det ikke bedre at finde ud af den, fremfor at stemple folk?
Jeg har lykkeligvis kunnet holde mig ude af det offentlige kontrolregime i mange år, hvilket er nærmest nødvendigt, når man vil kæmpe den retfærdige kamp for igen at få et samfund fremfor en arbejdslejr.
Steffen Gliese. Er offentlig ansat og ved at der snydes i stor stil. Det er derfor kommunerne har etableret særlige funktioner, der kan holde øje med snyderiet. Og det kan betale sig.
Annika Hermansen, ræverød var du, da du selv havde brug for systemet, men nu.... Ja det er jo ganske stigende.
Håb du bare på, at du ikke får brug for systemet igen, for så vil du opdage, at meget har ændret sig og nu bedst kan betegnes som et menneskefjendsk regime.
.
Annika:
Så må du jo vide hvem der snyder- de der har nok i forvejen, men mener de fortjener mere eller dem som ikke har fået foden indenfor og fosøger at overleve med lidt løse og alternative sandheder.
Jo der findes sikkert mindre ansvarlige end dig og varmt tillykke med din indsats og vilje. Men det ville klæde dig og andre ikke at være misundelige eller forargede over dem der ikke lige kunne som dig.
"Bare"!! - Det er sq også slemt nok. Ingen grund til at bagatellisere, hvor langt til højre, 68'ernes børn har bevæget sig.
"Bare"!! - Det er sq også slemt nok. Ingen grund til at bagatellisere, hvor langt til højre, 68'ernes børn har bevæget sig.
Sanse og iagttage er vigtige egenskaber på mikroniveau, Steffen Gliese, og iøvrigt helt enig.
Men det starter på makroniveau. Man kan ikke dømme Danmark på at iagttage og observere alkoholikerne i den lokale park, men man kan konkludere, at der er nogle mennesker, som har brug for hjælp.
Jeg synes, denne artikel zigzagger lidt mellem ‘kultur’ og ‘politisk deltagelse/engagement’.
Hvad er det for konkrete politiske områder, denne gruppe kæmper for? Der bliver sagt, at der ingen modsætning er mellem marathon og engagement i klimabevægelsen - men er der nogen, der kan få øje på en høj klar stemme på sidstnævnte område? Jeg hører mere om, at danskerne køber større biler, lige så snart afgifterne falder...
Steffen Gliese, et "lige" samfund indeholder også mange ingredienser af kæft, trit og retning. Kort sagt et lighedstyranni. For mig et meget skræmmende fremtidsperspektiv, hvor det ikke er ok at stikke ud. Hvorfor jeg også er en stor støtte af den samfundsmodel, vi har i Danmark, som indeholder både velfærdssamfundet, men også retten til at realisere sig selv, så vi ikke ender op i et samfundskollektiv, hvor vi skal aflevere alt til staten inklusive vores sjæl.
Nej, Rikke Nielsen, lighed er netop det modsatte af enshed.
Rikke, vores velfærd er en illusion og hvis du er i tvivl om mine ord, kan jeg varmt anbefale Nick Allentofts nyeste bog, VELFÆRDSILLUSIONEN - et samfund i krise. Nick kan i sin bog tage, dig og andre, med helt ind i maskinrummet og vise hvor pilråddent systemet er.
Men alligevel betaler vi med glæde vores SKAT og generation X, har ikke kæmpet kampen for vores svage og syge, de springer over, tror de kan slippe med aflad/skat, til den dag det rammer dem selv og den tid nærmere sig, med den alder de har nu.
Annika Hermansen, jeg googlede dig selvfølgelig, og bestemte mig derefter til, at jeg ikke havde den store lyst til at spilde mig tid med en diskussion: for mig er du og dine synspunkter hele grunden til, at vores velfærdssamfund ikke længere findes. Du havde selv dårlige erfaringer med kontanthjælpssystemet, kan jeg forstå; men i stedet for at arbejde for at få løst disse urimeligheder, kaster du dig med entusiasme ind i at udbrede dem til endnu flere, hvorved vores velfærd fjerner sig endnu mere fra sit altruistiske grundlag og gør borgere til hoveriarbejdere, hvor de i virkeligheden hver og en er parthaver og derfor ikke skal håndteres, udskammes og udsættes for et regeltyranni, men derimod serviceres på en måde, som rent faktisk løser DERES, og ikke 'samfundets' problem - for samfundet har ikke særskilte problemer i forhold til borgeren. Borgeren ER samfundet.
Det letteste af verden er at skabe snydere, folk lever som regel op til de forventninger, de mødes med! Derudover handler det jo bare om at skabe regelsæt, som folk ikke kan overholde, og det er, hvad man med flid har gjort i de seneste 20 år, siden Karen Jespersens Lov om aktiv socialpolitik afskaffede velfærdssamfundet.
Eller som når man aktivt arbejder på at fattiggøre folk, der mister deres arbejde eller bliver syge - stik imod principperne i velfærdssamfundet, der gik ud på at sikre, at folk ikke røg ud af arbejdsmarkedet , hvad man gør, når man ryger på kontanthjælp: kontanthjælpen er til folk, der ikke er på arbejdsmarkedet, selvom vore politikere har opdyrket en anden forståelse; men med en anden forståelse undergraver man selve det danske arbejdsmarked og det balance mellem ret og pligt, herunder den uskrevne pligt til at forsikre sig imod arbejdsløshed.
Alle disse gamle systemer sikrede balancen mellem interesser i samfundet, og det skred, der er sket over imod en korporativ stat, der ejer sine borgere, fremfor at være ejet af borgerne, fører netop til den konformitet, som Rikke Nielsen med rette er bange for i sit indlæg.
Enshed er ikke velfærdssamfundets mål, tværtimod er det den enkeltes ret til sin egen personlighed og egenart i samfundet, som sikrer mangfoldigheden og friheden - og så pligten til at deltage i det politiske og kulturelle fællesskab.
Det er jo også dér, Rikke Nielsen, at det går galt: velfærdssamfundet gik ud på at lægge rammerne for borgernes udfoldelse og sikre midlerne til det, med et armslængdeprincip imod indblanding.
Det blev af embedsmænd og politikere langsomt nivelleret fra slutningen af 80erne og frem til i dag, hvor vi desværre begynder at kunne se det destruktive projekt fuldført.
Det første eksempel, jeg husker, var, da kommunerne solgte deres udlejningsejendomme og i stedet fik ret til at anvise borgere med et behov til den almennyttige sektor - med det argument, at boligforeningerne modtog offentlig støtte til byggeriet og derfor måtte give noget igen.
Det var så tåbeligt et argument, at man skulle have troet, at det ville blive skudt ned; men desværre havde man et hemmeligt våben, udlejningen af attraktive kommunale lejligheder i København til folk med relation til det politiske og organisatoriske liv i hovedstaden. Sådan har man gang på gang manipuleret denne for velfærdssamfundet dødbringende 'logik' igennem.
Som Annika Hermansen anfører, er der mange 'snydere'; men det skal jo løses på en anden måde, ved at reglerne er enkle og hjælpen lovfæstet, så snyd ikke er en mulighed.
Steffen Gliese du er utrolig at høre på...du vil leve af gratis penge og ligeså vil mange andre - problemet med projektet er jo at mennesker er egoister (socialister faktisk nogle af de største) og helst vil have at de andre betaler...der er færre og færre danskere der trækker læsset og vi opretholder kun status quo i vores levestandard pga. at vi kan importere billigt fra udlandet(hvor de virkelig fattige findes)...vi har ingen reelle produktivitetsstigninger og al politisk fokus er på at dele kagen i lige stykker fremfor at gøre kagen større.
Du lever i en bobbel med resten af de primære skribenter herinde, smid dog de rige og de store virksomheder ud så blir vi relativt set færre fattige...
Sørgeligt med et land hvor ingen er taknemmelige for alt det de får gratis og tænker så gir jeg den sgu en skalle for at komme videre, men istedet kun fokuserer at andre må tage ansvaret for deres lykke
Nej, Leif Mortensen, mennesker er, hvad man gør dem til.
Og der er da ingen, der får noget gratis! Hvor tror du egentlig, at velsstanden kommer fra? Det er jo ikke fra direktørkontoret. Til gengæld er produktiviteten selvfølgelig stedet i takt med digitaliseringen - hvor færre og færre hænder kan frembringe mange gange mere, end vi tidligere kunne. Så det er ikke produktiviteten, der ikke stiger, men behovet for menneskelig indsats. Og sådan vil det heldigvis fortsætte.
Og der er da ingen, der får noget gratis! Hvor tror du egentlig, at velsstanden kommer fra? Det er jo ikke fra direktørkontoret. Til gengæld er produktiviteten selvfølgelig stedet i takt med digitaliseringen - hvor færre og færre hænder kan frembringe mange gange mere, end vi tidligere kunne. Så det er ikke produktiviteten, der ikke stiger, men behovet for menneskelig indsats. Og sådan vil det heldigvis fortsætte.
Steffen Gliese, det er vist ikke rigtigt.
Danmark er det land i OECD, der har den højeste digitaliseringsgrad men også det land med en af de laveste vækstrater.
Så samlet set kan man vist konkludere, at digitaliseringen ikke konverteres til vækst men til besparelser.
Så Leif Mortensen er vist ikke her gal på den?
jo, Leif Mortensen er også helt galt på den, men igen, det var en gratis omgang fra ham også.
Michael Pedersen, det er så helt tydeligt, fordi digitaliseringen i sig selv ikke tæller med, som den burde: i kraft af den er virkelig mange aktiviteter af både økonomisk og ikke-økonomisk art blevet lettere og billigere, så det er jo nok dér, humlen ligger begravet: lønnen og indtægterne falder, fordi arbejdet lettes.
Til flere:
Diskussionen her peger jo på det væsentlige, men med forskellige udgangspunkter, hvad er et liv og med hvilke betingelser.
Ordet vækst er et centralt ord i næsten alle samfund for hvis vi hver især tænker vækst hvad er den første association? Min var på trods af det jeg tænker større muligheder for materiel vækst i produkter og profit. Hvordan kan vi vende skuden så den menneskelige og humane vækst, som i mine øjne er kærlighed, medfølelse og tænksomhed omkring de mennesker vi møder uanset race og nationalitet. Det vil nok være absurd at tro at vi kun kan leve af kærlighed og kildevand, men et sted midt imellem kunne måske være bedre end det vi ser her p.t. og ikke kun i vores smørhul, hvor en del også falder igennem for at miste smørret på brødet. I de sikre vækst fanatikeres hoved er det den enkeltes problem for de kan bare tage sig sammen! Måske er jeg for grov her?
Viggo Okholm, du peger jo på det, vi intuitivt ved, at alt er godt i små doser, at vi forstår verden igennem kontraster, at vores liv er en rejse gennem dannelse og erkendelse. Og det er jo så smukt beskrevet filosofisk af nogle af de romerske filosoffer, mest prægnant af Seneca, i den Villy Sørensen udgivne "Om mådeholdet".
Kære Steffen Gliese. Jeg havde ikke dårlige erfaringer med kontanthjælpssystemet. Det hjalp mig med at have indhold i mit liv, men det hjalp mig ikke i arbejde eller uddannelse. Det gjorde jeg selv helt alene.
Og her en lille historie fra det virkelige liv om snyderiet.
ESBJERG: En særlig kontrolindsats i Esbjerg Kommune har siden 2017 i samarbejde med Udbetaling Danmark sparet kommunekassen og de øvrige offentlige kasser for 8,4 mio. kr. ved at afsløre snyd og bedrag.
I alt 1,7 mio. kr. er tilbagebetalinger, hvor borgere har modtaget uberettigede ydelser, som de nu er blevet pålagt at betale tilbage. I det forløbne år var der for eksempel fokus på borgere i indsatsen, som var tilmeldt en såkaldt c/o-adresse og som samtidig modtog sociale ydelser. Resultatet var, at otte borgere efterfølgende fik frataget eller nedsat ydelser for over en halv mio. kr.
- Resultaterne viser desværre, at det stadigt er nødvendigt med kontrol, hvis vi skal vinde kampen mod dem, som vil snyde. Når pengene havner i de forkerte lommer, så går det ud over alle de borgere og områder, som så har rigelig brug for pengene, fortæller Henrik Vallø (Borgerlisten), der er formand for Social & Arbejdsmarkedsudvalget.
Men, Annika Hermansen, hvor meget KOSTEDE det at finde de 8 mio og hente de 1,7 tilbage? Det forekommer mig i de fleste tilfælde at være storken i kornmarken om igen.
Du blir ved Steffen.... Selv da jeg faktuelt havde ret i tallene blev jeg nedgjort og udråbt som en paria.
Forklar mig så istedet hvor velstanden skal komme fra hvis inge, som ikke ønsker at arbejde skal arbejde?
Jeg er såmænd ikke imod det, forstår bare ikke hvordan det skal fungere?
Ligeledes er jeg også for borgerløn, lighed for alle og det ville kunne afskaffe en mastodont af en offentlig sektor af formynderi som intet skaber af værdi. Men det sekund de en første stiller sig og og siger jeg kan ikke leve af min borgerløn for jeg har særlige behov, begynder det hele jo forfra...så skal der opfindes særlige tillæg og fradrag for alle mulige og umulige termer.... faktum er jo at ingen af dem der skriger på lighed for alle, reelt ønsker det! De har altid munden fuld af argumenter for hvorfor deres egen situation er særligt anderledes og derfor kræver yderligere økonomisk kompensation end den som alle de andre modtager...
Leif mortensen - du er urimelig.
Annika, Det er helt ude på overdrevet, at føre den nidkære kontrol, tænk hvor mange værdig trængende der bliver klemt i sådan et kontrolhelvede. OG så er det helt ude af proportioner, når det bemærkes, statskassen går glip af op til 100 mia, om året, i forskellige former for skattesnyd eller mangel fra skat side, til at inddrive skatten.
Vi skal heller ikke glemme det menneskelige, her i en tid hvor alt er penge, nemlig, heller 1 snyder slipper igennem, end 10 værdig trængende borger er ude for mistillid og kontrol. Det er ikke rimeligt.
Steen K. Tænkte først du lavede gas med mig, men det tror jeg ikke...så forklar venligst?
Jeg beder blot om en logisk rationel og praktisk sammenhængende forklaring på hvordan jeres Utopia skal realiseres... Hvis i kan det, fremfor blot at kalde mig en tåbe, så kunne i sagtens få en allieret i mig.
Der er intet utopia over det, Leif Mortensen, det var sådan, vores velfærdssamfund fungerede på bedste vis, indtil neoliberalismen med al dens nid og nag og smålighed blev sluppet løs på den danske befolkning, af først Karen Jespersen og siden Anders Fogh, den suverænt økonomisk mest uansvarlige statsminister, vi har haft.