Læsetid: 7 min.

»Generation X er ikke apolitisk. Den er bare højreorienteret«

68’ernes børn, den såkaldte generation X, der i dag befinder sig midt i livet, bliver ofte kritiseret for at være selvoptagede og uengagerede i samfundet. Men meget tyder på, at X’erne bekymrer sig lige så meget om samfundsforhold som andre generationer
Spørger man samfundsvidenskaben er der ikke noget, der bekræfter fortællingen om den fortabte ’generation nå’. De er måske formet af en individualistisk tidsånd, men tilsyneladende kan man godt både realisere sig selv ved at løbe maraton og bekymre sig om klimaforandringerne på samme tid. Her er det maratonløbere i Stockholm.

Spørger man samfundsvidenskaben er der ikke noget, der bekræfter fortællingen om den fortabte ’generation nå’. De er måske formet af en individualistisk tidsånd, men tilsyneladende kan man godt både realisere sig selv ved at løbe maraton og bekymre sig om klimaforandringerne på samme tid. Her er det maratonløbere i Stockholm.

Henrik Montgomery

14. juli 2018

De fleste af os kender efterhånden melodien til sangen om den fortabte generation X. 68’ernes uengagerede og egoistiske børn, der var unge, mens muren faldt, historien nåede sin afslutning og alt var muligt. ’Nå-generationen’, som er så optaget af at realisere sig selv, at den ikke orker at forholde sig politisk til samfundet.

Og selv om generation X’erne i dag har fast job, familie og for længst er fyldt 40, griner de stadig ironisk ad Casper og Mandrilaftalen, ude af stand til at tage andet end sig selv alvorligt.

»Vi er bange for at have en holdning og bange for at tro på noget,« skrev protestsanger Jakob Kappel i en kronik med titlen »Os mellem 35 og 50 burde trække hovedet ud af vores eget numsehul«, som Information bragte onsdag.

Her anklager han sin generation for ikke at interessere sig for andet end at realisere sig selv gennem maratonløb, palæomad og hjemmebrygget IPA-øl.

Spørgsmålet er, om det passer. Har de midaldrende generation X’ere i højere grad hovedet oppe i egen bagdel end andre generationer?

»Bare højreorienterede«

Forfatter og journalist Martin Kongstad erkender, at han er en af dem, der har været med til at formulere forestillingen om generation X. I artikler, klummer og romaner har han spiddende beskrevet sin egen generation som overfladisk og ude af stand til at tage stilling til andet end rejser og gastronomi.

»Min generation har været en meget æstetisk generation. Frem for at diskutere Socialdemokratiets tilstand, diskuterer man, hvordan trøffelolie og parmesanost passer sammen,« forklarede han i et interview med Information i 2006.

I dag har Martin Kongstad et andet syn på sin generations engagement i samfundet, fortæller han. Ligesom mange andre iagtagere overså han dengang, at man godt kan være politisk aktiv eller forholde sig til samfundsspørgsmål på andre måder, end 68’erne gjorde det. Man kan godt være politisk uden at stå med blomster i håret foran den amerikanske ambassade og råbe »Ho Chi Minh!«.

»I den her kliche om generation X ligger det mellem linjerne, at den eneste rigtige måde at være politisk engageret på er ved at være venstreorienteret,« siger han.

I virkeligheden har generation X i høj grad drevet samfundet i en bestemt politisk og ideologisk retning, mener Martin Kongstad. 

»Den er ikke apolitisk. Den er bare højreorienteret.«

Yuppiernes sejr

Udgangspunktet for generation X, som Martin Kongstad forstår som en krydsning mellem dem, der var unge i henholdsvis 1980’erne og 90’erne, var et opgør med 68’erne. At bekæmpe 1970’ernes dogmer om, at man altid skulle være solidarisk og aldrig måtte være reaktionær, der lå meget tungt overalt fra kulturen til uddannelsessystemet.

»I mange år var problemet, at vi ikke havde noget at sætte i stedet for,« siger Martin Kongstad.

Eller det troede man i hvert fald ikke.

I 2003 beskrev Martin Kongstad forskellige ungdomskulturer i bogen Dengang i 80’erne. Da han for nogle år siden satte sig ned med sin gamle bog, slog det ham, at af alle årtiets kulturelle strømninger, er det særligt yuppiebevægelsen, der har sat sig spor i eftertiden. Også politisk, hvor samfundet over en bred kam er blevet mere liberalistisk, og de politiske partier er rykket mod højre.

»Yuppien som karakter bliver defineret i The Yuppie Handbook fra 1983. Det er noget med, at man skal leve i eller tæt på en storby, dyrke fitness efter arbejde og spise brunch i weekenden. I dag gælder det jo os alle sammen,« forklarer han.

Aktive X’ere

Ifølge forfatteren er man altså ikke uengageret i samfundet, bare fordi man er højreorienteret eller liberalt indstillet.

Heller ikke i samfundsvidenskaben er der umiddelbart noget, der bekræfter forestillingen om de selvoptagede eller apolitiske generation X’ere, forklarer Klaus Levinsen, der er lektor ved Syddansk Universitet og forsker i politisk og social deltagelse på tværs af generationer.

»Når man kigger på eksempelvis deltagelse i demonstrationer, underskriftsindsamlinger, frivillighed eller andre sociale og politiske projekter, er der ikke noget i de undersøgelser, jeg er bekendt med, som tyder på, at min generation – X’erne – skulle være mindre aktive end andre generationer,« siger Klaus Levinsen.

Man bliver nødt til at skelne mellem generelle, kulturelle forandringer, der påvirker hele samfundet på tværs af generationer, og så tendenser, der er særligt udtalte i en specifik generation, forklarer lektoren.

Han synes, det er morsomt, når Jakob Kappel i sin kronik tegner et billede af generation X’erne, der er på »palæokure«, løber maraton og går rundt med »et BMI, der ligger et sted mellem kz-fange og 4.000 år gammel farao«.

»Men jeg har svært ved at se, at motions- og slankekulturen skulle begrænse sig til dem, der i dag er midaldrende,« siger lektoren.

Ligesom Martin Kongstad mener også Klaus Levinsen, at forestillingen om de apatiske X’ere kan skyldes en tendens til at forveksle det at være højreorienteret med at være uengageret i samfundet.

»Vi kan se, at X’erne generelt er mere borgerlige end deres forældre, 68’erne,« konstaterer Klaus Levinsen.

Men i den forstand er det snarere 68’erne, der er undtagelsen.

»68-generationen, eller dele af den, brød det politiske landskab op, og der opstod nye engagements- og deltagelsesformer. Men myten om, at der med de efterfølgende generationer skulle være sket et markant, målbart tilbageslag i forhold til deltagelse, har jeg aldrig set bekræftet i videnskabelige undersøgelser,« siger Klaus Levinsen.

Individualister

I sin kronik henviser Jakob Kappel til, at X’erne er formet af at have været unge i 1990’erne, hvor samfundet var præget af en ukuelig tro på, at samfundet bevægede sig i den rigtige retning. At i morgen ville blive bedre end i dag.

»Vi fik i 1990’erne af vide, at historien var slut, og at det frie marked og demokratiet ganske automatisk ville sprede sig over hele planeten. Vi ville gå ind i en ny guldalder; et tusindårsrige af overskud og velstand,« skriver han.

Og det er ikke helt forkert, vurderer professor og leder af Center for Ungdomsforskning, Noemi Katznelson.

»X’erne var i hvert fald den første generation, hvor mange voksede op med en meget klar fortælling, om at de ikke bare var produktet af en bestemt klasse eller et bestemt køn. Det var dem selv, der gennem deres egne, frie valg formede deres egen skæbne,« forklarer professoren, som understreger, at hun nu tegner med »de helt, brede sociologiske penselstrøg«.

Det var ikke nødvendigvis en sand fortælling. Man havde på ingen måde udryddet social arv eller strukturelle forhindringer for de unges fri udfoldelse.

»Men der var et stærkt ideal om selvrealisering, som blev betragtet som noget ubetinget positivt. På den måde kan man sige, at individualiseringen og selvrealiseringen fik fuld udblæsning i 1990’erne,« siger hun.

Unge mennesker skulle være søgende og åbne. De skulle ikke gå på kompromis med noget, og det var bedre at være arbejdsløs end at tage et »lortejob«, forklarer Noemi Katznelson. I dag er tidsånden mere alvorlig – et skifte, der begyndte allerede omkring årtusindeskiftet.

»Jeg mener, at Margrethe Vestager, der dengang var undervisningsminister, var blandt de første til at påpege, at det er enormt dyrt for samfundet, at unge mennesker skal føle og mærke efter i sig selv hele vejen gennem uddannelsessystemet,« forklarer hun.

Det går så småt op for os, at alting altså ikke er muligt for alle. Og det, man i 1990’erne kaldte ’søgende’ og ’åben’ hedder nu ’uafklaret’ og ’tvivlende’, påpeger Noemi Katznelson. Og det bliver meget sjældent forbundet med noget positivt.

Men selv om man måske kan tale om, at X’erne er en særligt individualiseret generation, er det ikke ensbetydende med, at de skulle være særligt uengagerede eller selvoptagede.

»Engagementsformerne har måske ændret sig, men jeg mener ikke, at der nødvendigvis er et modsætningsforhold mellem at ville realisere sig selv og bekymre sig om eller engagere sig i samfundet,« siger Noemi Katznelson.

Vanetænkning

Spørger man samfundsvidenskaben er der altså ikke noget, der bekræfter fortællingen om den fortabte ’generation nå’. De er måske formet af en individualistisk tidsånd, men tilsyneladende kan man godt både realisere sig selv ved at løbe maraton og bekymre sig om klimaforandringerne på samme tid.

Martin Kongstad blev for alvor opmærksom på den udbredte misforståelse, at politisk engagement nødvendigvis er venstreorienteret, da han læste Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsens bog Kritik af den negative opbyggelighed.

»I mine øjne er det en af de vigtigste bøger, der er skrevet i det seneste årti. Det er et opgør med vanetænkningen om kulturen som venstreorienteret pr. definition. De peger på alle de her venstreorienterede automatholdninger, som gennemstrømmede både kultur- og medielivet,« forklarer Martin Kongstad.

Mange har simpelthen været ude af stand til at forestille sig en kultur og et samfundsengagement, der er ikke var venstreorienteret.

»Hele spørgsmålet er stillet ud fra en gammeldags konsensus om, at det at forholde sig til samfundet eller gøre noget ved tingene skal komme fra venstrefløjen,« siger Martin Kongstad.

 – Kan man ikke sige, at selvrealisering bare er blevet en politisk ideologi for generation X?

»Prøv lige at høre. Man kritiserede altså også 68’erne for at være for selvrealiserende. Der er intet nyt i, at man vil realisere sig selv. Tænk på alle de kvinder, der skulle på malerkurser i Provence eller finde deres indre bjørn, og hvad ved jeg. Det har jeg hørt folk tale om, siden jeg var barn. At folk i 40-, 45-, 50-årsalderen pludselig finder ud af, at der er en masse, de ikke har nået i deres liv, og at de prøver at finde lykken på en anden måde, er der jo ikke noget mærkeligt i.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulla enevoldsen
  • Annika Hermansen
  • Martin Lund
ulla enevoldsen, Annika Hermansen og Martin Lund anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ha, ha - Hele landet er en kornmark, hvor regering og folketing tramper forgæves ud for at håndhæve selvskabte plager.

Per Hansen, Katrine Damm, Steen K Petersen, Kristen Carsten Munk og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
leif mortensen

Du blir ved Steffen.... Selv da jeg faktuelt havde ret i tallene blev jeg nedgjort og udråbt som en paria.
Forklar mig så istedet hvor velstanden skal komme fra hvis inge, som ikke ønsker at arbejde skal arbejde?
Jeg er såmænd ikke imod det, forstår bare ikke hvordan det skal fungere?
Ligeledes er jeg også for borgerløn, lighed for alle og det ville kunne afskaffe en mastodont af en offentlig sektor af formynderi som intet skaber af værdi. Men det sekund de en første stiller sig og og siger jeg kan ikke leve af min borgerløn for jeg har særlige behov, begynder det hele jo forfra...så skal der opfindes særlige tillæg og fradrag for alle mulige og umulige termer.... faktum er jo at ingen af dem der skriger på lighed for alle, reelt ønsker det! De har altid munden fuld af argumenter for hvorfor deres egen situation er særligt anderledes og derfor kræver yderligere økonomisk kompensation end den som alle de andre modtager...

Steen K Petersen

Annika, Det er helt ude på overdrevet, at føre den nidkære kontrol, tænk hvor mange værdig trængende der bliver klemt i sådan et kontrolhelvede. OG så er det helt ude af proportioner, når det bemærkes, statskassen går glip af op til 100 mia, om året, i forskellige former for skattesnyd eller mangel fra skat side, til at inddrive skatten.

Vi skal heller ikke glemme det menneskelige, her i en tid hvor alt er penge, nemlig, heller 1 snyder slipper igennem, end 10 værdig trængende borger er ude for mistillid og kontrol. Det er ikke rimeligt.

Per Hansen, Katrine Damm og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
leif mortensen

Steen K. Tænkte først du lavede gas med mig, men det tror jeg ikke...så forklar venligst?
Jeg beder blot om en logisk rationel og praktisk sammenhængende forklaring på hvordan jeres Utopia skal realiseres... Hvis i kan det, fremfor blot at kalde mig en tåbe, så kunne i sagtens få en allieret i mig.

Steffen Gliese

Der er intet utopia over det, Leif Mortensen, det var sådan, vores velfærdssamfund fungerede på bedste vis, indtil neoliberalismen med al dens nid og nag og smålighed blev sluppet løs på den danske befolkning, af først Karen Jespersen og siden Anders Fogh, den suverænt økonomisk mest uansvarlige statsminister, vi har haft.

Per Hansen, Jan Weber Fritsbøger, Katrine Damm og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar

Leif Mortensen - Tak for tilslutningen. Når Borgerlønnen er indført, vil den naturligvis bliver justeret efter omstændighederne hvert år i finansloven.
Nu er fattigdomsgrænsen et aktuelt emne igen. Der har du borgerlønnens niveau - ens for alle og væk med alle særordninger.
Som du selv siger :
" Ligeledes er jeg også for borgerløn, lighed for alle og det ville kunne afskaffe en mastodont af en offentlig sektor af formynderi som intet skaber af værdi. "

Og så er det geniale, at både røde og blå vil kunne tilslutte sig det.
Spørg Alternativet !

Sider