Nyhed
Læsetid: 5 min.

Det Kriminalpræventive Råd: ’Det er ikke tydeligt, hvorfor der er behov for at skærpe adgangen til fysisk magtanvendelse’

Det Kriminalpræventive Råd kritiserer aftalen om en reform af indsatsen mod ungdomskriminalitet for at være ’uklar’ og mener ikke, at et ungdomskriminalitetsnævn bør behandle sager med børn ned til ti-års-alderen
Søren Pape Poulsen (K), Peter Kofod (DF), TrineBramsen (A) ankommer til pressemøde i Justitsministeriet om en ny aftale for ungdomskriminalitet under overskriften »Alle handlinger har konsekvenser«.

Søren Pape Poulsen (K), Peter Kofod (DF), TrineBramsen (A) ankommer til pressemøde i Justitsministeriet om en ny aftale for ungdomskriminalitet under overskriften »Alle handlinger har konsekvenser«.

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Indland
4. juli 2018

I sidste uge indgik Regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti en aftale om en reform af indsatsen mod ungdomskriminalitet under overskriften »Alle handlinger har konsekvenser«.

I aftaleteksten understreges det, »at den kriminelle lavalder er 15 år, og børn ikke skal i fængsel«, men der skal til gengæld sættes mere »konsekvent og tidligere ind over for ungdomskriminalitet« igennem en ny helhedsorienteret indsats med »mærkbare reaktioner«, der kan havde opdragende og genoprettende karakter.

Aftalen indeholder i alt 24 punkter, herunder oprettelsen af et såkaldt ungdomskriminalitetsnævn, en ungekriminalforsorg og ny adgang til fysisk magtanvendelse på sikrede og delvist lukkede institutioner, der har til formål, at »børn og unge bringes ud af kriminalitet og tilbage i fællesskabet«. 

Information har spurgt Anna Karina Nickelsen, der er sekretariatschef i Det Kriminalpræventive Råd, hvad hun synes om aftalen:

– Hvad tænker du om, at det i aftaleteksten på den ene side understreges, at børn og unge ikke skal i fængsel, men at man vil oprette et ungdomskriminalitetsnævn?

»Håndteringen af kriminelle handlinger udført af børn og unge er baseret på nogle hårfine balancer  mellem sociallovgivningen og det strafferetlige system. Kriminalretten fokuserer på den kriminelle handling og individets ansvar og skyld. Den kriminelle lavalder markerer, hvornår man må stilles til ansvar over for samfundet. Sociallovgivningens hovedfokus i forhold til børn og unge er at tage hånd om dem, hvis de har sociale problemer, og få dem på rette køl ved at inkludere dem – skabe et godt livsforløb. Det er en helt basal forskel. Kriminalitet anses for et alvorligt socialt problem.«

– Hvorfor er det væsentligt, om det er sociallovgivningen eller straffelovgivningen, der ligger til grund for den nye indsats mod ungdomskriminalitet?

»På det sociale område handler retssikkerhed om, at man får de foranstaltninger, man har behov for, altså et fokus på individet og dets evne til at klare sig. Mens retssikkerheden på kriminalitetsområdet handler om en retfærdig proces, når man fastlægger skyld og straf for en kriminel handling.«

– Hvad tænker du om, at man kalder det for et ungdomskriminalitetsnævn?

»Hvis man mener, at der fortsat er tale om en socialforanstaltning – der dog ikke længere fastsættes af kommunen, men i et nævn, hvor kommunen også indgår, så burde man kalde det et børne- eller ungenævn. Vi er bekymrede over, at man kalder det et kriminalitetsnævn og i øvrigt vil behandle sager med børn helt ned til ti år.«

– Er der ikke tale om en form for børnedomstol, når man inkluderer en dommer i ungdomskriminalitetsnævnet?

»Det, at der sidder en dommer i Ungdomskriminalitetsnævnet kender man også fra anbringelsessager i dag, så det er ikke i sig selv nyt. I dag er der nogle særlige regler for behandlingen af anbringelsessager. Aftalen er lidt uklar på, hvilke regler der skal gælde for behandlingen af sager i Ungdomskriminalitetsnævnet. På den ene side står der, at man benytter sig af sociallovgivningsregler i forhold til anbringelse. Men på den anden side skal beslutningerne lægges i et ungdomskriminalitetsnævn. Om der er en realitetsændring der, det kan man ikke se ud fra aftalen.«

– Kan man ikke risikere, at der bliver gået på kompromis med børn og unges sociale rettigheder, når beføjelserne fra socialforvaltningen overgår til et kriminalitetsnævn?

»Det fremgår ikke helt tydeligt af aftalen, hvordan sagerne skal forbedres. Der står, at det skal være en helhedsorienteret og kriminalitetsforebyggende indsats.«

– Når der står, at ungdomskriminalitetsnævnet skal kunne komme med en straksreaktion, som har en opdragende og genoprettende karakter, er der så ikke tale om en regulær straf?

»Det er jo noget af det, hvor man tænker, om det ikke i virkeligheden er en straf. Når man forstsætter med at nævne internationale forpligtelser, så kan man få den mistanke. Vi har anbefalet, at man skulle arbejde med genoprettende ret, der kan handle om at unge konfronteres med offeret, og hvor man kigger på, hvordan skaden kan gøres god igen.«

– Er der ikke et paradoks i at ville fastholde den kriminelle lavlader på 15 år og ikke fængsle børn, men samtidig stille børn og unge til ansvar for deres kriminelle handlinger?

»Hvis det går ud på, at barnet bliver fortalt, at det ikke må agere på en bestemt måde og i stedet skal udføre en handling, så ligner det en straf. Men hvis det handler om at hjælpe barnet med at forstå, at det ikke er den måde, man omgås på, så kan det have en mere uddannende og opdragende eller udviklende karakter. Det er en vanskelig balance, men i aftalen ser det lidt betænkeligt ud.«

– Er der tale om afstraffelse, når børn ned til 13 års alderen kan pålægges at udføre samfundsnyttigt arbejde, herunder gøre rent i lokale boligforeninger, vaske brandbiler og vedligeholde parker og offentlige områder?

»Det må handle om, hvordan man arbejder med tiltaget. Hvis der er en sammenhæng mellem det, man skal gøre, og det, man har gjort, så kan det have effekt. Hvis man skal bruge en handling til at øge barnets empati og forståelse for konsekvensen af dets handling, så skal reaktionerne have sammenhæng med det, som er begået. Men hvis det ikke har, så ligner det godt nok straf.«

– Risikerer man ikke, at børn og unge ender i en kriminel løbebane, hvis deres handlinger kriminaliseres, og de institutionaliseres tidligt i livet?

»Jo, der er et dilemma med det, man kalder stemplingseffekten, som handler om, at hvis man først har fået et label, der viser, at man er knyttet til kriminalitet i andres eller egne øjne, så kan det have en negativ virkning på udviklingen.«

– Hvad tænker du om, at man ønsker ny adgang til fysisk magtanvendelse på sikrede og delvist lukkede institutioner?

»Man kan ikke komme uden om, at der kan forekomme situationer på lukkede institutioner, hvor der er behov for at bruge magtanvendelse. Men det skal være klart reguleret, og de mennesker, som arbejder med det, skal vide, hvad de har beføjelser til. Det vigtigste er, at man benytter sig af gode pædagogiske velafprøvede metoder først. Det er ikke tydeligt, hvorfor der er behov for at skærpe adgangen til fysisk magtanvendelse.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her