Læsetid: 7 min.

Kun en fløj prioriterer reelt socialpolitik, og DF er endnu ikke en del af den

Socialpolitik er et af få områder, hvor det stadig giver mening at tale om en traditionel højre-venstre-akse i dansk politik. Det mener Carsten Jensen, der er velfærdsforsker og professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet – og så er han fagdommer i Informations panel, der i denne serie vurderer partierne inden for en række områder. Ikke mindst Enhedslisten og SF, men også Socialdemokratiet prioriterer socialpolitik markant højere end de borgerlige partier, lyder det
Ifølge DF’s Karin Nødgaard er hendes parti der, hvor de kan få deres politik gennemført. Også når det gælder socialpolitik.

Ifølge DF’s Karin Nødgaard er hendes parti der, hvor de kan få deres politik gennemført. Også når det gælder socialpolitik.

Jeanne Kornum

10. juli 2018

Hvilke partier har den mest ambitiøse socialpolitik? Information har nedsat et dommerpanel, der har vurderet folketingspartiernes placering på det socialpolitiske område på en skala fra 1-10. Dommerne er blevet bedt om at forholde sig til tre ting:

  1.  Partiernes prioritet og vægtning af stofområdet.
  2.  Partiernes evne til at kommunikere sin politik og markere sig på dagsordenen. 
  3.  Partiernes evne til at gennemføre sin politik.

Socialpolitik er her snævert defineret og adskilt fra eksempelvis uddannelses- og sundhedspolitik. Det handler om forsørgelsen af og omsorgen for de borgere, der ikke kan forsøge eller tage vare på sig selv.

Et 1-tal er den højeste vurdering ud fra de tre kriterier – et markant fokus på socialpolitikken og en evne til at skabe resultater for samfundets udsatte og sårbare – mens et 10-tal er den laveste vurdering og udtryk for en lav prioritering af det sociale sikkerhedsnet, en beskeden profil på dagsordenen og få eller ingen realpolitiske tiltag på området.

Partierne er placeret ud fra et gennemsnit af de tre dommeres vurdering.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Katrine Damm
  • David Zennaro
  • Ejvind Larsen
  • Eva Schwanenflügel
ingemaje lange, Katrine Damm, David Zennaro, Ejvind Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Karakter for Information´s valg af dommere : 0 - Nul -Nil - Zero Og hvorfor det ?
Vægten ligger på udbudstænkning.

Alvin Jensen, Katrine Damm, Henrik Peter Bentzen, Bettina Jensen, Eva Schwanenflügel og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Torben - måske er du lidt streng i din bedømmelse? Jeg synes faktisk dommerne kommer ret godt i mål på den korte plads.

Men der er selvfølgelig ingen tvivl om, at dommer ML ligger til højre for midten. Og Information kunne godt have lavet en noget mere dybdegående analyse.. Det forekommer noget overfladisk.
Derfor har du også ret i, at der fokuseres for meget på udbudspolitik.

Desværre er det jo udpræget det eneste sprog, de fleste politikere forstår efterhånden..
Undtagelsen er Enhedslisten, der som de eneste er vedholdende i deres kritik af sammenblandingen af socialpolitik og besklftigelsespolitik. Her har SF altså ikke mere en plads. De var jo med til at vedtage den asociale reform af førtidspension og fleksjob i Thorning-regeringen. Og SF's kamp for dagpengene må siges at være totalt kollapset.

Apropos virkningen af den såkaldte "aktive beskæftigelsespolitik", er der fornyligt lavet en undersøgelse, der kan læses på Videnskab.dk fra 19. Juni 2018 :

"Aktivering af syge ledige har kun minimal effekt på beskæftigelsen"
- Det kan formentlig ikke betale sig at forsøge at hjælpe de her syge ledige tilbage i arbejde, siger forsker Anders Holm, professor i sociologi på Western University i Canada.

Uddannelse, kurser, virksomhedspraktik eller løntilskudsjob er fire redskaber, jobcentrene i landets kommuner kan bruge til at få ledige på sygedagpenge tilbage i ordinært arbejde.

Men virker noget af det?

Nej, kun i mindre grad. Det er konklusionen i et dansk studie, som har undersøgt effekten af de fire typer beskæftigelsesindsatser.

I studiet har forskerne via registre fulgt knapt 90.000 ledige på sygedagpenge fra 98 kommuner i 3 år.

https://videnskab.dk/krop-sundhed/aktivering-af-syge-ledige-har-kun-mini...

Anne Mette Jørgensen, ingemaje lange, Alvin Jensen, Katrine Damm, Hanne Ribens, Henrik Peter Bentzen, Torben K L Jensen, Kim Houmøller, Ebbe Overbye, Tue Romanow, Mogens Holme, Per Klüver, Marianne Stockmarr og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

PS. Når man har lavet lovgivning omkring aktivering af svage ledige, har man brugt forskning fra gruppen af stærke ledige og forudsat, at når det virker med sanktioner for stærke ledige, så er det også det der sker i forhold til socialt udsatte på kontanthjælp.

Det er det jeg mener med politikernes enøjede forståelse. De misbruger forskningen for at få deres politik igennem, på trods af at det ikke engang har en økonomisk virkning.
Det handler om 'mavefornemmelser' og ideologi.
Aktivering har så at sige ingen positiv effekt, snarere tværtimod når vi taler om syge mennesker.
De kommer faktisk længere væk fra at få et arbejde ved tiltag som virksomhedspraktik og "pipfuglekurser".
Ofte forværres deres sygdom, de bliver mere stressede, og deres økonomiske situation falder mere og mere fra hinanden. Flere dør imens de er i endeløse udredningsforløb.
Hamsterhjulet er lavet af barberblade.

Anne Mette Jørgensen, ingemaje lange, Lars Løfgren, Katrine Damm, Hanne Ribens, Torben K L Jensen, Ebbe Overbye, Bettina Jensen, Mogens Holme, Lise Lotte Rahbek, David Zennaro, Egon Stich og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Bettina Jensen

Allerede når vi tager betegnelsen 'ledige' om arbejdsløse ind og integrerer den i vort sprog, er vi igang med at kolportere en vrangforestilling om at mennesker uden arbejde pr. definition er disponible for staten og markedet - eller, med lidt god vilje, et politisk paradigme hvor tvangsarbejde (kaldet nyttejob, praktik o.a.) bliver et selvfølgeligt redskab. Mennesker bliver objekter; radiobiler i kapitalens cirkus.

Anne Mette Jørgensen, ingemaje lange, Katrine Damm, Hanne Ribens, Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel, Svend Elming og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Peter Sterling

Uligheden er lovgivet af 85 % af de politiske partier.

På de sociale medier tigger socialt sårbare og skriver indkøbslister, da de ikke selv har råd til at købe ind i supermarkederne. Der er mange områder i landet hvor fattige mennesker ikke har råd til at bo. Og nu er der direkte lovgivet om at fattige ikke må bo i specifikke boligområder, det er neoliberal-ekstremisme.

De mennesker som er udenfor arbejdsmarkedet, de syge og de handicappede er overladt til selv at kæmpe sig op. Den sociale modstandsbevægelse er nu oppe på 25 foreninger og 120.000 medlemmer. Dette kan skabe et grundlæggende paradigmeskifte.

Socialpolitik har intet med beskæftigelsespolitik at gøre.

Folk hungrer efter en ny generation af ledere, som kan skabe en genoprejsning af den politiske og den forvaltningsmæssige respekt for fagfolk og fagvurderinger, blandt andet af borgernes egne lægers vurderinger i socialsager. Uden respekt for de lægefaglige vurderinger af borgerne, ingen retssikkerhed i systemet og ingen værdig behandling til dem, der reelt er værdigt trængende.

"Se og støt borgerforslaget her, hvis du også ønsker en anden og mere værdig social- og beskæftigelsespolitisk kurs". https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-00638

"Det er baggrunden for, at vi sammen med syv andre borgere har stillet et borgerforslag om at flytte den offentlige sagsbehandling og sociale sikring af borgere med dokumenteret sygdom og deraf følgende nedsat funktionsniveau over i social- og sundhedspolitikkens ressort".

Der er tale om fælles værdier og modigt samspil mellem individer med integritet, retfærdighedssans og ærlig følelsesmæssig intelligens. Oprigtighed og menneskehed, optimisme og tolerance er noget af det, der binder mennesker sammen i fornyende borgergrupper, og som medlemmer af et bedre samfund. Det er nøgleelementer i enhver vellykket social bevægelse.

Anne Mette Jørgensen, ingemaje lange, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Man kan overhovedet ikke opsætte en bedømmelsesskala 1-10 for socialpolitik uden at forudsætte præmissen for en bestemt socialpolitik. Her er meningerne meget delte.
En stor socialstat med mange styrende regler og tilsvarende mindre personlig frihed - eller omvendt.
Et parti, der ikke ønsker ændringer, behøver ikke den stor aktivitet - og omvendt.
Det kan Information få nogen til at undersøge.

Brian W. Andersen

@ Eva Schwanenflügel
@ Bettina Jensen
@ Peter Sterling

I har alle ret, så der er ikke meget at tilføje her, andet end en faktor bag det konstante politiske flertal for mere af den aktuelt anvendte beskæftigelsespolitik og hvilken næste udvikling herfra, der ligger i kort fremtid, samt en idé jeg længe har overvejet.

Studiet som Eva linker til viser samstemmende resultater med det meste af den uvildige forskning på området. Det stemmer også overens med meget af den forskning, som er udført af den politiske venstrefløj. Ikke overraskende kan Cepos, DA og DI fremvise egen forskning, som viser præcis det modsatte. Regeringens egne analyser og forskning, der for det meste udføres af firmaerne Mploy, Discus, Deloitte og Rambøll viser at beskæftigelsesindsatsen er en stor succes og de fleste resultater ligger tæt op ad dem fra Cepos, DA og DI. Dette brogede billede har være det samme siden 2004, hvor daværende regering, 2 år efter at have flyttet socialpolitikken over under Beskæftigelsesministeriets resortområde, privatiserede hovedparten af statens socialforskning. Der er færre usandheder og forskningsfejl i alle disse tilsyneladende modstridende resultater end de fleste tror og ingen part sidder med hele sandheden. Beskæftigelsesindsatsen er både en succes og en katastrofe og det er netop dette, der gør et kursskifte for socialpolitikken så svært at få gennemført.

Forskningen der viser succes er for det meste korrekt nok udført. Resultatet opstår af de ting, der måles på, som typisk er: Antal personer omregnet i fuldtidspersoner, som er afgået fra en forsøgelsesydelse uden at være overgået til en anden ydelse. Det totale antal af personer beskæftiget i ordinære jobs eller egen virksomhed omregnet til fuldtidsbeskæftigede. Udviklingen i statens omkostninger til sociale ydelser. Nogle undersøgelser indrager flere parametre som f.eks. udgifterne ved beskæftigelsesindsatsen, men de tre nævnte er altid primære.
Denne metode er ret genial, fordi stort set enhver social forringelse, om denne så er nedskæring af ydelsessatser, øgede pligter og krav, flere/større administrative sanktionsstraffe, reduktion af behandlingstilskud eller noget helt femte, vil, når den sættes ind i starten af udregningerne, altid vise succes i slutresultatet. Det er i høj grad disse succesresultater som binder flertallet af politikere på begge sider af midten fast på en og samme kurs, da resultaterne altid vil vise økonomisk vækst og beskæftiigelsesvækst, samt fordi metoden i anvendelseshastighed og præcision kan vise resultater helt ned på de enkelte kvartaler i et finansår, hvilket gør det til den perfekte metode til at vise politisk handlekraft.

Den faktor jeg gerne vil pege på, ligger gemt i hvorfor og hvordan den ovennævnte forskning giver positive resultater, der i det store og hele er ægte. Dette er nemlig en faktor, som vi alle ofte glemmer i den kritik, som vi lige så ofte er enige om at give. Vi ved alle at enhver borger under 65 år, som falder ud af selvforsørgelse og som ikke bliver forsørget af partner/familie, bliver hamret igennem flere og flere såkaldt jobrettede tiltag og under stadigt ringere økonomiske vilkår, ligegyldigt hvilken årsag, der har kostet dem egenforsørgelsen. Den faktor, som jeg også selv tit glemmer at få med, er hvad jeg for mig selv kalder for varegørelsen af alle disse mennesker og dette skal med nu, så alle kan være med til at løfte kritikken af socialpolitikken en tak højere op ad skalaen.

Varegørelsen kommer fra privatisering og udlicitering af det offentliges opgaver. Store dele af beskæftigelsesindsatsen bliver foretaget af private aktører. Det samme gælder for hjemmehjælp og hjemmepleje og der er en konstant stigning i mængden af sundhedsbehandlinger, som lægges over til private lægeklinikker, sundhedshuse og klinikker for fysioterapi, psykologi og meget mere. Paradoksalt nok er det altid nogle af højrefløjens politikere, der råber arrigt op om "velfærdsindustri", samtidigt med at netop de har stået i front for at skabe en hastigt voksende markedsliberal og privatejet dansk velfærdsindustri, der både bliver betalt af borgernes skattekroner og af borgeres stadigt stigende egenbetaling.

Vi har nu hele koncerner på socialområdet, sundhedsområdet og i beskæftigelsesindsatsen (herunder dele af uddannelsesområdet), der hver især ejer op til omkring 30 danske arbejdspladser hvis opgaver tidligere lå i det offentlige non-profit regi. Hjemmepleje/hjælpsdelen af disse, der også beskæftiger sig borgere over 65 år, er plaget af konkurser og konkursrytteri, men bortset fra dette er der samlet set tale om en nyere dansk industri med stærk vækst i både sin beskæftigelse og økonomi. der agerer på ca. samme måde som det bl.a. kendes fra de amerikanske sundhedskarteller.

Enhver der i dag falder ud af det danske arbejdsmarked uden formue eller kapitalindkomst til at forsørge sige selv, bliver automatisk den vare som disse firmaer skal tjene sin profit på. Det er her at der sker noget "spændende", som næsten i sig selv kan garantere at en konstant hårdere beskæftigelsespolitik giver en målbar vækst i beskæftigelsen, uden at en eneste af disse varegjorte borgere kommer tilbage til arbejdsmarkedet. Her ligger der en virkelig god forretning i at presse både syge og raske mennesker så hårdt at deres helbred bryder sammen. Det sender folk over i sundhedssektoren, hvor de offentlige sygehuse bærer størstedelen af "reparationsomkostningerne" og hvor efterbehandling, pleje og omsorg sender penge lige i firmaernes kasser. Når folk næsten er kommet på benene igen, så sendes de tilbage i beskæftigelsesindsatsen igen, hvilket udløser en ny pose penge ned i firmaernes sultne pengekasser og cirklen starter forfra.

Den samme person er varen, der kan handles 100 gange uden at tabe værdi for firmaerne. Tværtimod vil gentagelserne gøre hvert hele cirkulære forløb mere og mere lukrativt for firmaerne, efterhånden som borgeren mister både almen helbredstilstand og håb under de gentagne belastninger, så det påkræver mere hjælp og pleje på den ene side og større beskæftigelsestiltag på den anden. Med et næsten totalt stop for tilkendelser af førtidspensioner og et mikroskopisk nåleøje til fleksjobs, så er dette en kommerciel guldmine, hvori enkelte borgere kan sendes frem og tilbage i både 5, 10 og 15 år. Den enkeltes borgers exit herfra ender oftere i en kiste end i et job, men den mest almindelige udvej går til pension eller fleksjob/fleksydelse med smerter og livslangt handicap, som I helt sikkert ved. Her klinger det i firmakasserne endnu en gang, når den nu helt ødelagte borger skal have hjælp og pleje resten af livet. Inden at det når så langt, så er der flere og flere, der forlader deres ydelser og beskæftigelsesindsatsen, for i stedet at lade sig forsørge af partner/familie/netværk eller forsøge sig med de indtægter fra småkriminalitet og/eller sexindustri som de kan overkomme.

Selv det sidstnævnte kan sørgeligt nok i mange tilfælde være det bedre livsvalg. Jeg kender især mange kvinder, der har valgt prostitutionens vej væk fra jobcenteret, hvor stort set alle har brugt indtægter herfra til egenbetalte sundhedsbehandlinger og nogle af dem også på en ny uddannelse. Faktisk har jeg tilbragt ret meget tid på danske bordeller, men aldrig som kunde. Det har været som ven, rådgiver og hjælper i baglokalerne, hvor mænd normalt ikke er velkomne. Det er efterhånden en del år siden at jeg til mit chok opdagede at vejen fra prostitution til et alm. fast job og en normal hverdag, i en række livssituationer er blevet kortere end vejen fra et jobcenter til et alm. fast job og en normal hverdag. Vejen har dog sin pris, fordi jeg kender ikke nogle, som ikke kender følelsen af vold, voldtægt og andre overgreb på egen krop, og som bærer arene fra dette med sig resten af livet. Hvis I nogensinde har undret jer over hvor mit sociale engagement og indignation kommer fra, så er der et ikke helt lille spor at hente i dette: At i Danmark kan prostitution være det bedste valg. Prøv at mærke efter hvordan den tanke føles og prøv så bagefter at forestille jer hvordan det ville føles at se mennesker gennemleve det som et faktum i full living colors. Gjorde det ondt? Så lad mig lige smide salt i såret ved at dele endnu en erfaring fra mine tider i selvsamme lokaler. Den mest typiske danske bordelkunde (og her snakker vi ca. 75%) er en "pæn" konservativ eller liberal mand i egen bil og med ekstra penge på kistebunden til underlivets og sikkert også andre glæder. Hvordan føles det nu? Prøv nu at skifte jeres fokus tilbage på det der foregår i beskæftigelsesindsatsen og tag den følelse I har dannet jer med over i perspektivet.

Tilbage på emnet efter sidespringet, så kræver den ekstra behandling, hjælp, pleje og beskæftigelsestiltag, som dette ping-pong-spil med mennesker skaber behov for, flere og flere medarbejdere at udføre, så jobvæksten kan måles tusinder af fuldtidspersoner, der gerne trækkes ind fra andre brancher. Flere af disse brancher trækker så manglende hænder ind igennem udenlandsk arbejdskraft, hvorved antallet af fuldtidsbeskæftigede på nationalt plan stiger. Dermed kan man med den valgte målemetode påvise jobvækst. Jobvæksten giver også økonomisk vækst, så det andet succeskriterie er hamret ind i målet. Folks flugt fra jobcentrene kombineret med effekten af sanktionsstraffe og ydelsesloft hamrer både det første og det tredje kriterie lige så effektivt i mål. Alene det at man klipper op til 6 ugers ydelse af den enkeltes årlige ydelse reducerer antallet af beregnede fuldtidspersoner betragteligt. Det bliver lidt sværere at vise total succes, hvis også omkostningerne på beskæftigelsesindsatsen er medtaget, men ikke meget, fordi dels tørres en stor del af de reelle udgifter af på sundhedsvæsenets separate pengekasse i regionerne, dels finansieres dele af beskæftigelsesindsatsen direkte af satspuljemidlerne og som rosinen i pølseenden er dele af både hjælpeindsatser og beskæftigelsestiltag flyttet over i de boligsociale indsatser, der finansieres af almennyttige lejeres huslejebetalinger, dels direkte og med midler fra Landsbyggefonden. I statsregnskabet opgøres beskæftigelsesudgifterne under kommunernes og Beskæftigelsesministeriets resortområder, så der ser prisen rimelig ud og hele succesen er hjemme.

Socialt er det naturligvis en katastrofe og den uvildige forskning, samt meget af venstrefløjens forskning, viser helt korrekt og med lige så stor præcision at der ikke er nogle positive resultater af beskæftigelsesindsatsen, som gør denne bedre og billigere end f.eks. at give arbejdsmarkedets frafaldne en førtidspension på stedet. Fastholder man lovens nuværende forhold, hvor førtidspensionister må tjene op til 60.000 kr. pr år. uden modregning, så vil folks brug af deres restarbejdsevne sandsynligvis skabe en jobvækst målt i omregning til fuldtidsbeskæftigede, der ligger meget tæt på jobvæksten fra nuværende beskæftigelsesindsats. Den vil bare være længere tid om at komme i gang og ville skulle måles over en 3 eller 5-årig periode, før nogen politiker kan råbe succes og heri ligger et af problemerne for den politiske vilje til et kursskifte. Et andet handicap for den politiske vilje, er at man på denne måde ikke kan komme erhvervslobbyen i møde, hvilket bl.a. omfatter pres på de laveste lønninger, tilførsel af gratis praktikanter, betaling af arbejdskraftens opkvalificering. Om man kan lide disse ting eller ej, kan ikke ændre på at i realpolitik er det ting, der styrker danske firmaers konkurrenceevne ved at reducere deres driftsudgifter. Det tredje handicap er hensynet vælgerflertallet, hvor der konstant er 57-60% med et stabilt og livslangt overskud i privatøkonomien, der aldrig har set et jobcenter indefra og som kun har set lidt til sundhedsvæsenet. Det er der næste valg skal vindes og det gavner ikke et spor at have DF og Co til at rende rundt og gøre al socialpolitik til udlændingepolitik. Der er et par handicaps mere, så generelt er det sådan at selv hos de politikere, der fuldt ud kender og forstår sandheden i begge sider af forskningen, bliver viljen til et kursskifte overvundet af pragmatismen, uanset om S eller V sidder i Statsministeriet. Prisen er simpelthen for høj og bliver ved med at være det, lige til den dag at vi kan vende et af disse politiske vilje-handicaps 180 grader og det er hele min pointe i dette lange indpark.

Vi kan ikke tale til flertallets empati og humanisme. Vi kan ikke engang overbevise et tilstrækkeligt stort befolkningsflertal om at nøden, fattigdommen og lidelsen er virkelighed i dagens Danmark. Vi kan bestemt ikke få virksomhederne til at slippe deres fordele fra beskæftigelsesindsatsen og det er endnu sværere at få nationalisterne til at holde op med blindt at svinge social og beskæftigelsespolitikken som en nihalet kat over ryggen på alle for at jage udlændinge og efterkommere ud af landet. Det er alt sammen prøvet igen og igen og helt forgæves, men der er en lille mulighed tilbage...

Der er en ting, det bevisligt kan gøre især den stærke vælgergruppe på 57-60% rasende nok til at råbe på forandringer. Tanken om at de betaler skattekroner, der uden deres samtykke eller vidende føres direkte over i private firmaers profit. Senest har voldsomme mediestorme fulgt sager som DONG-sagen og salget af SSI's vaccinefabrik, uden egentlig at ændre noget, men før disse var en kæmpe storm om beskæftigelsesindsatsen, det faktisk skabte ændringer. Flertallet rasede over de mange såkaldte pipfuglekurser som det offentlige købte hos private firmaer. En stor del af personkredsen bag disse firmaer er de samme, der i dag sluger endnu flere penge på ping-pong-spillet i beskæftigelsesindsatsen uden egentlig at bringe ledige i arbejde. Det er milliarder hvert år, der hverken kommer lønmodtagere, syge eller alm. arbejdsledige til gavn og som tages ud af skatteprovenuet. Hvis vi kan afsløre tilstrækkeligt meget af denne del af hele spillet med de konkrete fakta inkl. firmanavne, ejerkreds og pengebeløb og få mediedækningen bag det, så kan det skabe en folkelig forargelse, som kan gøre det meget svært for politikerne at fastholde nuværende kurs og samtidigt kan reaktionen også åbne folks ører for nogle af de argumenter, der hidtil er blevet ignoreret. Dette er aktuelt den bedste chance for at åbne døren til forandringer. Gør hele den arbejdende del af befolkningen opmærksom på at her der der nogle, som er skyld i den smerte som så mange altid føler i pengepungen. Vis dem hvem de nogle er, hvordan de gør det og hvilke politikere, der har faciliteret det. Vreden skal nok komme.

Dette er en stor opgave, der kræver mange hænder og skarpe hoveder, som kan lave en masse "follow the money"-research og videregive denne til og i pressen og helst i så store portioner at mediehusene kan se oplagstal i overskrifterne. Den er også svær, fordi vi skal glemme ofrene, lidelserne og vores empati i en arbejdsperiode for at holde fokus på penge og det bedrestillede flertals interesser i disse og kun på det. Holdes det ikke adskilt, så vil for mange tro at det blot er en flok påtaget svage og pseudofattige, der peger fingre ad andre for selv at få flere penge i lommen, uden at lave noget for dem, hvorefter alle fakta blankt afvises.
Denne adskillelse er så svær at jeg indtil nu har glemt at videregive idéen, men tiden er nu, fordi med den kommende Sammenhængsreform får den markedsliberale velfærdsindustri endnu en knopskydning lige midt på beskæftigelsesområdet. En kombination af virksomhedspraktikker og mentorstøtte bliver gjort til standard i alle sager.
Det er mentorstøtten som er mest interessant her. Mentorerne er konsulenter og coaches fra private firmaer, der hyres af jobcentrene på kommunens regning i 1-2 timer pr. uge til den "ledige" på en ydelse under Aktivloven. Indtil nu har mentorer kun været brugt i begrænset omfang, men efter reformen skal over 100.000 borgere have tilknyttet en mentor. Dette bliver som sædvanligt finansieret ved at fodre hunden med dens egen hale, så pengestrømmen fra det offentlige til private firmaers kasser bliver tydelig som aldrig før.

Dette er aktuelt den eneste åbne vej, jeg kan se med den viden, der er mig tilgængelig, så jeg håber at have inspireret jer til at dele idéen med andre.

Torben Skov, Anne Mette Jørgensen, ingemaje lange, Lars Løfgren, Eva Schwanenflügel, Ebbe Overbye, Lise Lotte Rahbek, Bettina Jensen og Katrine Damm anbefalede denne kommentar
Bettina Jensen

Fin analyse/vurdering, Brian Andersen. I parantes bemærket er det slående at mentorer udgør en slags 5. kolonne i manøvren, fordi mentoring er så populært - det er ej så svært, folk skal bar' ha' det lært. På samme måde som tv-programmer (Luksusfælden o.a.) søger at gøre psykosociale problemer og strukturelle uhensigtmæssigheder til et træningsanliggende for den enkelte, faciliterer mentorparadigmet at problemerne skal løses ved den enkelte, den enkelte alene og hovedsageligt AF den enkelte. Hvis vedkommende er motiveret, altså. Ellers er der en endnu mindre hundekennel klar.

Sat lidt på spidsen en onsdag morgen.

Anne Mette Jørgensen, ingemaje lange, Lars Løfgren, Eva Schwanenflügel, Brian W. Andersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Det bedømte er :
1 - Partiernes prioritet og vægtning af stofområdet.
2 - Partiernes evne til at kommunikere sin politik og markere sig på dagsordenen.
3 - Partiernes evne til at gennemføre sin politik.

Altså ikke hvordan partiernes holdninger er.
De partier, der ligger højest, må formodes at ville forandre mest.
Hvad det er, kunne være et godt emne til en undersøgelse af en neutral fagdommer.

Jeg foreslår, at partierne begrunder, hvorfor de IKKE går ind for Basisindkomst.
Svarene vil rumme et væld af samfundsforhold, der kræver en beskrivelse og stillingtagen - hvis partierne tør svare ærligt.
Hermed som en opfordring til Information.

Anne Mette Jørgensen

Basisindkomst, er det borgerløn ala Å?
I så fald er det ulighedsskabende, da Å jo vil give det til samtlige borgere.D.v.s at også den der har rigelig indkomst skal have samme beløb. Det er jo vanvid.
Jeg har efter 40 års job og syg været igennem i forløb i Københavns jobcenter ballongynge forløb.

Blev løjet for,da jeg stadig stolede på at folk talte sandt. Blev opfordret til at flytte til Lolland og meget mere.
Ved en tilfældighed efter 4 år, som jeg så ved en tilfældighed, forsøgte jeg som 62½ at søge Seniorførtidspension. Efter endnu en mærkværdig besked, hvor jeg kort forinden ved egen undersøgelse havde undersøgt mere om pensionsordningen via, Ældre Sagen, fordi min datter sagde: Det kan da ikke passe og hun kontaktede SB. Han gentog sin uvidenhed om, at jeg jeg mindst skulle i et års ressourceforløb.
Jeg var vred, meget og han ville så gerne hjælpe mig af med vreden, hvortil jeg sagde: Hvis jeg mister min vrede, så har jeg intet tilbage. Så ny SB igen igen. På intet tidspunkt i mit forløb mødte Jeg en uddannet socialrådgiver, men en del der skulle læse til lærer og et hav af kommunal uddannede SB og hvad har vi.
Efter den lange stenede vej mødte jeg et endnu værre system i det såkaldte, rehabiliteringsteam.
Første gang blev jeg og bisidder efter få min. smidt på porten af mødeleder og de mange fremmødte. Der manglede ATP udregninger. Ingen vidste hvordan man udregnede, men det blev SB beordret til. Hun havde aldrig før mødt en der søgte S. Ftp. Nej det tror dog fanden eftersom ingen oplyste om muligheden.
Endnu en indkaldelse nu med nye repræsentanter fra diverse lakerede personer herunder en meget ung læge. Samme mødeleder.
Efter få min sagde , hun : Du indstilles ikke til pension. Du kan sagtens arbejde. Overfor mig sad den unge læge , og jeg udbrød, hvorfor er du her som læge, min egen læge og speciallæge har jo skrevet det modsatte. Han vendte min egen læges status totalt på hovedet.
Jeg blev så vred som aldrig før og råbte, det her er jo flueknerrri. Tog et papkrus, rejste mig, smed stolen hen ad gulvet. Der blev stille og jeg vendte mig om og udtrykte arrigt: Bare rolig jeg slår ikke nogen, jeg er blevet slået nok. Aldrig før har jeg smækket en dør så hårdt.
Efter ca 1½ md. blev jeg inviteret til at deltaget i pensionsteamet, hvor sagen skulle afgøres endelig.
Samme Mødeleder og en ung jurastuderende til referatskrivning.
Fik oplyst at jeg vil får svar/afgørelsen om max 14 dage.
Nej det blev jul og over 1 md. og kort før jul den 23 dec. kontaktede jeg afdelingen. En af de åbenbart 6 - 7 medlemmer tog telefonen , men hun bekendtgjorde over for mig at kun mødelederen havde set min sag. Det har jeg på skrift med brev.
Ankestyrelsen gav kommunen ret
Jeg mente og mener stadig at der var tale om inhabilitet og klagede til folketingets ombudsmands institution.
Efter mdr. var afgørelsen begrundet med, at der ikke var tale om inhabilitet og der henvistes til en landsretsdom i 1986 som intet havde med reformen og heller ej heller med jobcentrene.
Jeg behøver vel ikke at sige, at jeg ingen tillid har det systemet overhovedet.
Mennesker bliver ikke fysisk tortureret i dette land men psykisk tortur det er det sgu.
Som folkepensionist er det heller ikke en skovtur.
På min vej i det pæne indre KBH var jeg i en årrække overbo til at bordel. Vi er vistnok eneste lejebolig i gaden. Øvrige er dyre ejer og andele.Når nogen flytter stiger huslejerne pga moderniseringer til 2½ x husleje.
Det kom en alfons, hentede indtjening og kørte med et barn på ca. 2 år, som skreg på sin mor. Satte hende foran rattet uden sele, kørte afsted med hende. Efter flere gange kontaktede jeg politiet.
Efter kort tid ringede han på min dør og blev truende. Og ja mange i BMV og volvoer har ringet på min dør fordi de åbenbart ikke kan finde knappen. Det var ofte halvgamle i dyre biler i frokosttiden. .
Det er jo håbløst i dette mørkeland, hvor man jagter folk med diskriminerende og modbydelige love.
Og ja SF er heller ikke rene. Resten har jeg komplet opgivet, men de værste er de der siger: Jeg stemmer S , for det har jeg altid gjort og de aner ikke engang hvad der foregår.