Her er mulighederne for at danne en ny regering, så længe Uffe Elbæk hverken vil støtte rød eller blå blok

Uffe Elbæk vil hverken støtte eller forhindre rød eller blå blok i at danne regering efter et valg. I Danmark har vi negativ parlamentarisme, hvilket vil sige, at en regering ikke behøver at have et positivt flertal bag sig. Den må bare ikke have et flertal imod sig.

Og som de fleste meningsmålinger spår for øjeblikket, ser hverken statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) eller Mette Frederiksen (S) ud til at kunne mønstre et klart flertal efter et folketingsvalg. Og hvad sker der så? Det vil denne guide forsøge at give svar på.

Der bliver indkaldt til en dronningerunde, hvis regeringen har mistet sit flertal i Folketinget, eller hvis der efter et valg ikke er noget klart flertal for en statsministerkandidat. I en dronningerunde bliver den med flest mandater bag sig udnævnt til kongelig undersøger.

Med Alternativets mandater »ude af ligningen« ville det, hvis man skal dømme efter de aktuelle meningsmålinger, blive Lars Løkke Rasmussen, fordi der er flest mandater, der vil pege på ham. Men allerede her fører det umiddelbart bekendte til flere ubekendte:

Lars Løkke har tre muligheder ...

1. VLAK fortsætter: Faktisk behøver Lars Løkke Rasmussen slet ikke at indkalde til en dronningerunde, hvor Uffe Elbæk kan pege på sig selv, fordi Løkke jo ikke har et flertal imod sig. Ifølge valgforsker ved SDU, Christian Elmelund-Præstekær, kan Lars Løkke Rasmussen fortsætte uanfægtet med sin gamle regering, hvis han ikke har meldt sin afgang og sagt til dronningen, at regeringen går af i forbindelse med, at han udskrev valget. Det behøver man nemlig ikke. Det er til gengæld ikke sikkert, at Løkke har interesse i, at hans gamle regering fortsætter.
    
2. Ny V-regering: Hvis han gerne vil stå friere, kan han smide partier ud og tage nye partier ind, blot han ikke sidder tilbage med et flertal imod sig. Han kan f.eks. forsøge at danne en smal Venstre-regering igen.
    
3. Ny V-DF-regering: Løkke kan også samle en ny regering bestående af Venstre og Dansk Folkeparti. Dermed har Uffe Elbæk med sin manøvre, som det hurtigt blev påpeget, medvirket til at sikre en ny Venstre-ledet regering evt. med Dansk Folkeparti på ministertaburetterne, fordi Alternativet har sagt, at de ikke vil stemme for et mistillidsvotum. Et sådant scenarie kan Kristian Thulesen Dahl kun se frem til med glæde, eftersom han har meldt ud, at et selvstændigt mål for Dansk Folkeparti er at sende primært Liberal Alliance, men også De Radikale og Enhedslisten så langt ud i den politiske Gobi-ørken som muligt.

... og tre ubekendte:

1. Hvad gør Løkkes regeringspartnere: Spørgsmålet er så, hvad de to vragede regeringspartier, LA og Konservative, vil sige til, at Løkke danner en ny regering uden dem. Den politiske modydelse kan hurtigt vise sig at være en klods om benet, hvis de to partier ikke har tænkt sig at stille sig velvilligt an, efter de er blevet smidt på porten.
    
2. Hvad gør Kristian Thulesen Dahl: Det er imidlertid også nødvendigt at have med i ligningen, hvordan Dansk Folkeparti vil agere i deres nye nøglerolle på midten af dansk politik. Hvis Lars Løkke alligevel skulle vælge at fortsætte på Alternativets nåde (se nedenfor), vil han formentlig få et værre hyr med at få de umage partier til at mødes. Hvis Kristian Thulesen Dahl synes, det bliver lidt for speget, kan han have nemmere ved at forklare over for sine vælgere, at han hellere vil samarbejde med Mette Frederiksen og danne en S-DF-regering – eventuelt med inddragelse af SF.
    
3. Hvordan kan Løkke køre parløb med Elbæk: Den tredje ubekendte er, hvordan Lars Løkke vil stille sig i en situation, hvor han kan se frem til, at hans regering lever på Uffe Elbæks nåde i folketingssalen, og der kun kan stilles forslag, som Alternativet ikke er imod. En politik, umage partier som Liberal Alliance, De Konservative, Alternativet og DF bakker op om, kan være svær at forestille sig. Her er det til gengæld værd at hæfte sig ved, at en regering godt kan blive siddende, selv om den på afgørende områder ikke har flertal for sin politik. I stedet kan den regere på skiftende flertal. Medmindre en regering altså selv gør en sag til et kabinetsspørgsmål, hvilket man så med Det Røde Kabinet (en samarbejdsaftale mellem Socialdemokratiet og SF, red.) i slutningen af 1960’erne.

Især den sidste ubekendte kræver en uddybning:

»Politisk vil Løkke nok stå med et bedre taktisk argument, hvis han har haft en dronningerunde til at afæske Alternativets position, og så efterfølgende fremlægger forslag i Folketingssalen, som der så måske ikke er flertal for. I den situation kan det godt være, at kommentatorer ville sige, at Løkke bør gå af. Men det vil være nemmere for ham at afvise det,« siger Christian Elmelund-Præstekær med henvisning til fodnotepolitikken i 1980’erne, hvor den daværende borgerlige regering ofte kom i mindretal – men hvor det mindretal ikke udløste et mistillidsvotum, fordi »det var det muliges kunst«.

»Det var den regering, der kunne dannes,« som valgforskeren udtrykker det.

»Det vil så at sige videreføre en dronningerundes logik med uklart flertal i folketingssalen. Omvendt kan det også vise sig uholdbart, hvis en regering ikke kan få vedtaget store dele af sin egen politik. Og flytter Løkke sig mere ind mod midten i visse spørgsmål for nemmere at få sin politik igennem, kan det give problemer med LA eller DF, alt efter hvilke sager det drejer sig om. Det er ikke så nemt at regere ud fra et permanet mindretal,« tilføjer valgforskeren.

Det er dog noget Lars Løkke Rasmussen med den nuværende VLAK-regering må siges at have udvist stor vilje til at leve med. Under alle omstændigheder vil de ovennævnte scenarier kunne føre til, at Løkke ender på, at det alligevel er bedre at tage en dronningerunde lige efter valget i stedet for at skifte ud i regeringen.

• Resultat: Alternativet kan altså med deres udmelding medvirke til at holde hånden under flere forskellige varianter af Løkke-regeringer. »Hvis ikke man stemmer for et mistillidsvotum, så udgør man pr. definition det parlamentariske grundlag,« som Enhedslistens finansordfører Pelle Dragsted skrev på Twitter.

Også dette kræver en uddybning. For noget kunne tyde på, at Alternativet har fået den såkaldte refleksvirkning galt i halsen. Den indebærer ifølge den kommenterede grundlov af nu afdøde professor dr. jur. Henrik Zahle, at der kan »stilles det krav til en nydannet regering, at den ikke ved sin fremtræden i Folketinget, må forventes mødt med et mistillidsvotum (…)«.

»Refleksvirkningen betyder, at man godt kan stille nogle krav til Mette Frederiksen, men samtidig sige, at vi modsætter os dannelsen af en Løkke-regering. Det er den strategi, vi har lagt os fast på i modsætning til Alternativet, som med deres manøvre kan sikre Løkke magten,« siger Pelle Dragsted.

I en situation, hvor Alternativet ikke havde peget på sig selv som forhandlingsleder i en dronningerunde, ville Mette Frederiksen nemlig kunne bruge deres mandater til at blive forhandlingsleder.

»Enhedslistens overvejelser er, at vi ikke kommer til at skrive på et stykke papir til dronningen i en dronningerunde, at vi bare peger på Mette Frederiksen som statsminister. Punktum. I stedet overvejer vi at give hende et betinget mandat og kræve, at der skal være en forhandling først, hvor der skal gives nogle indrømmelser forud for dannelsen af en regering. På den måde kunne vi spille en mere aktiv rolle i forhold til regeringsdannelse,« siger Dragsted.

Mette Frederiksens muligheder

Det bringer os frem til Socialdemokratiets muligheder. Indtil videre holder Alternativet altså fast i, at de ikke vil forhindre Lars Løkke Rasmussen i at danne regering. Men selvom nogle kunne mene, at det ville ligne Lars Løkke Rasmussen dårligt, han kan imidlertid også nå frem til, at det vil være for ustabilt at regere på et grundlag, som udgøres af så umage partier som Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, De Konservative og Alternativet.

Det ville åbne for muligheder for Mette Frederiksen. Ender Løkke med at kaste håndklædet i ringen ville det nemlig betyde, at et blåt flertal (medregnet Elbæks mandater, fordi de ikke kan tages ud af ligningen) efter et valg kan føre til, at Mette Frederiksen sætter sig i statsministerstolen.

Historisk har en lignende situation ført til, at Poul Hartling, en anden Venstre-statsminister, efter valget i 1975 forsøgte at fortsætte sin smalle Venstre-regering på sin mandatfremgang. Fremskridtspartiets Mogens Glistrup væltede den imidlertid efter kun fem dage, og vendte også tommelfingeren ned til nye forhandlinger om en VK-regering, hvorefter en socialdemokratisk mindretalsregering under Anker Jørgensen fik opgaven at lede landet i kriseårene.

Mette Frederiksen har på forhånd meldt ud, at Socialdemokratiet går efter en ren S-regering uden De Radikale, hvis magten skifter efter næste valg.

Christian Elmelund-Præstekær vurderer, at en S-regering ledet af Mette Frederiksen med støtte fra de røde partier og evt. DF vil være mere levedygtig end en Løkke-ledet regering, der skal nå fra Alternativet over DF til Liberal Alliance – til trods for, at Socialdemokratiet kan lave udlændingepolitik med blå blok og DF imod de andre røde partier og Alternativets ønske.

• Resultat: Så uanset hvad kan Uffe Elbæks manøvre være med til at sende DF’ere i ministerstolen, enten i en regering sammen med Løkke eller sammen med Frederiksen.

Flere dronningerunder

Vi indledte med at skrive, at der måske slet ikke kommer en dronningerunde, hvor Uffe Elbæk kan pege på sig selv som kongelig undersøger og statsministerkandidat. Men der kan også sagtens komme flere dronningerunder.

»Man kan godt forestille sig, at der vil være flere dronningerunder efter et grumset valgresultat. Ved atommissilvalget i 1988 skulle der fire dronningerunder og tre ugers forhandlinger til, før Schlüter igen kunne danne regering,« siger Christian Elmelund-Præstekær.

• Resultat: Uffe Elbæk kan altså være tvunget til igen og igen at skulle vælge mellem Løkke eller Mette Frederiksen, uanset at Elbæk ville trække sit parti ud af ligningen.

Skulle Elbæk have gjort noget andet?

Endelig kan der være dem, der ærgrer sig over, at den såkaldte »forandringsalliance«, som Enhedslistens har arbejdet på at bygge op med partier som Alternativet og SF, nu er blevet endnu sværere at få testet levedygtigheden af – eller i hvert fald tage særlig alvorligt i fremtiden.

Alliancen skulle have været et regeringsalternativ, der kunne presse Socialdemokratiet til indrømmelser, hvis de tre partier skulle blive større end Socialdemokratiet til sammen, hvilket har været tæt på i enkelte målinger.

Det ærger Pelle Dragsted fra Enhedslisten.

»Det er jo helt usandsynligt, at Uffe Elbæk får flertal for at danne en regering. En forandringsalliance havde måske haft en lille bitte chance, men en ren Uffe Elbæk tager ingen alvorligt. Og det er brandærgerligt, at Alternativet er gået solo,« siger han.