Læsetid: 7 min.

I retspolitikken vil et flertal indskrænke friheden af hensyn til national sikkerhed

Tyngdepunktet i dansk retspolitik har ændret sig. Den kollektive tryghed har fået forrang over hensynet til individuelle rettigheder. En udvikling, som formanden for Retspolitisk Forening Bjørn Elmquist kalder »et voldsomt ryk«, der skal ses i lyset af de terrorangreb, den vestlige verden har gennemlevet
Dansk politik har ændret sig. Den kollektive tryghed har fået forrang over hensynet til de individuelle rettigheder. En udvikling der skal ses i lyset af de terrorangreb, den vestlige verden har gennemlevet. Som forman for Retspolitisk Forening Bjørn Elmq

Preben Bang Henriksen fra Venstre medgiver, at hans parti har flyttet sig og nu vægter sikkerhed – modsat frihedsrettigheder – højere. Her ses han til møde i Justitsministeriet om bandekonflikten.

Jens Dresling

20. juli 2018

Hvordan adskiller folketingspartierne sig fra hinanden på retsområdet? Information har nedsat et dommerpanel, der har vurderet partiernes placering på det retspolitiske område på en skala fra 1-10.

For at afgrænse området er dommerne blevet bedt om at vurdere partierne ud fra, hvor de placerer sig i afvejningen mellem på den ene side hensynet til de individuelle frihedsrettigheder og den enkeltes retssikkerhed, på den anden side hensynet til samfundets generelle tryghed og den kollektive sikkerhed.

Et 10-tal indikerer, at partiet prioriterer den kollektive sikkerhed, mens et 1-tal omvendt indikerer, at partierne prioriterer individets frihedsrettigheder.

Partierne er placeret ud fra et gennemsnit af de tre dommeres vurdering.

Dansk politik har ændret sig. Den kollektive tryghed har fået forrang over hensynet til de individuelle rettigheder. En udvikling der skal ses i lyset af de terrorangreb, den vestlige verden har gennemlevet. Som forman for Retspolitisk Forening Bjørn Elmq

Men hvad begrunder dommerne deres vurderinger med? Vi begynder med en af panelets dommere, advokat Bjørn Elmquist.

Dommer: Det er paradoksalt nok Enhedslisten, der forsvarer den enkelte borger mod statsmagten

Der plejede at være en bred konsensus i Folketinget om betydningen af de borgerlige frihedsrettigheder og den enkelte borgers retssikkerhed. Men den enighed er smuldret gennem de seneste årtier.

Det mener i hvert fald advokat Bjørn Elmquist, der er formand for Retspolitisk Forening, og som op igennem 1980’erne var retsordfører for Venstre.

»Under Den Kolde Krig kunne vi helt konkret se, hvordan Sovjetunionen og warszawapagtlandene havde en kollektiv form for tryghed, hvor den personlige frihed blev undertrykt. Når man udtrykte synspunkter, der prioriterede individuelle frihedsrettigheder højt, blev det dengang opfattet meget positivt – men det har virkelig rykket sig,« siger Bjørn Elmquist.

Partier, der for 25 år siden utvetydigt prioriterede individets frihedsrettigheder over den kollektive tryghed, har med andre ord skiftet kurs. Foruden Den Kolde Krigs ophør tilskriver Bjørn Elmquist udviklingen med de terrorangreb, den vestlige verden har været udsat for siden 11. september 2001.

De har medført, at hensynet til den nationale sikkerhed er trådt i forgrunden med antiterrorlovgivning og nye beføjelser til efterretningstjenesterne. Og det er ikke kun Bjørn Elmquists eget tidligere parti, Venstre, som han mener, har ændret position.

»Hele feltet af politiske partier og selve tyngdepunktet i retspolitikken har flyttet sig. Konkret udtrykt således, at et parti som Socialdemokratiet – der for 20 år siden klart stod som beskytter af individet – i dag er rykket voldsomt den anden vej. Du ser det senest med de her ungdomssanktioner for de 10-17 årige.«

Omvendte roller

Traditionelt set har individets retssikkerhed været borgerligt hjerteblod, mens venstrefløjen har hævdet fællesskabet. Kontrasten har stået mellem at have enten individet eller kollektivet som det retspolitiske subjekt.

»Hvis du går tilbage til 1980’erne gjorde de borgerlige partier meget ud af den individuelle retssikkerhed, fordi man havde den opfattelse, at socialister var nogle, der hyldede den stærke stat, og hvis ikke de liberale forsvarede de individuelle borgere, hvem gjorde det så?« siger Bjørn Elmquist.

I dag synes rollerne ifølge dommerpanelet næsten at være byttet rundt. Husdommer David Rehling mener, at Venstre og De Konservative – skubbet af Danske Folkeparti – har »forladt deres højborgerlige, liberale frihedsidealer«, og panelets tredje dommer, retsfilosofiprofessor ved RUC Jacob Dahl Rendtorff, tilslutter sig analysen.

»Når det gælder terrorbekæmpelse flytter skemaet sig, eftersom venstrefløjen bliver kritisk over for overvågningsstaten, og højrefløjen bliver mere fokuseret på borgerens sikkerhed frem for frihed,« siger Jacob Dahl Rendtorff.

Konkret er det især Enhedslisten, der ifølge dommerpanelet stiller sig på individets side i afvejningen mellem den enkeltes retssikkerhed og kollektivets tryghed. Det giver sig blandt andet til kende i diskussioner om overvågning, digitale frihedsrettigheder og udvidede kompetencer til FE og PET. En konklusion, som Bjørn Elmquist beskriver som »dybt paradoksal«.

»Jeg har undret mig over det. Man plejede at opfatte den yderste venstrefløj som nogen, der virkelig forsvarede en stærk stat og gik ind for, at kollektive rettigheder skulle have forrang over individualismen. Men hvis man ser på Enhedslistens afstemningsmønster og de forslag, de fremlægger i Folketinget, så har de siden årtusindeskiftet været dem, der har forsvaret den enkelte borger mod statsmagten,« siger Bjørn Elmquist.

Og netop opgøret med den statsautoritære udgave af socialismen lægger David Rehling også til grund for Enhedslistens nuværende position.

»Det er imponerende, hvordan Preben Wilhjelms frihedspolitik i det gamle parti Venstresocialisterne nu er blevet arvegods for Enhedslisten. Stalinismen på venstrefløjen synes uddød,« siger David Rehling.

Skåltalere eller anarkister

Dommerpanelets største uenighed opstår, når det kommer til Liberal Alliance. Jacob Dahl Rendtorff mener, at partiet adskiller sig fra de øvrige borgerlige partier, fordi aversionen mod en dyb stat er så central.

»Liberal Alliance er så meget imod en stærk stat, at de på nogle området kan være enige med Enhedslisten. Der er et anarkistisk element hos dem. Der er det måske nemmere for De Konservative at sluge en stærk overvågningspolitik, fordi de jo går ind for en stærk stat på retspolitikken – så der er en modsætning,« siger Jacob Dahl Rendtorff.

David Rehling anerkender, at Liberal Alliance kunne forventes at være liberale i retspolitikken, men mener, at partiet »føjeligt har rettet ind efter regeringens DF-linje«.

Tilsvarende vurderer Bjørn Elmquist, at partiet er blevet bundet af regeringspartnerne.

»Meget af det er skåltaler og grundlovsretorik. Hvis man ser på deres konkrete lovgivning – nu er det et regeringsparti, og derfor er de på en måde låst – og hvis du tager deres ordførere, så er de jo især liberale på det økonomiske område. Det er der, at deres individualisme viser sig. Hvis du tager hardcore retspolitik, så er billedet anderledes.«

Men hvad siger partierne selv? Vi har talt med Preben Bang Henriksen fra Venstre.

Venstre: »De liberale principper har nok været mere spidse«

– Preben Bang Henriksen, Venstres retsordfører, hvor placerer dit parti sig i afvejningen mellem individets frihedsrettigheder på den ene side og den kollektive tryghed på den anden?

»Fuldstændig som du siger, er det netop en afvejning mellem individets frihedsrettigheder og terrorbekæmpelse og lignende. Der kan ikke siges noget stationært om det, fordi det afhænger af situationen.«

»Jeg synes, vi har en udmærket afvejning i dag. Jeg ved, at der er mange mennesker, der synes, at vi bliver overvåget for meget og i det hele taget holdt for meget øje med, men på den anden side er de jo nok taknemmelige for, at terroren ikke har ramt Danmark i større omfang.«

»Det skal ikke være nogen hemmelighed, at hvis vi får flere terrorangreb eller lignende i Danmark, så er vi nødt til at kigge på den afvejning en gang til. Det er efter min opfattelse en vægtskål, som afhænger af den givne situation.«

– Er det et område, som Venstre har rykket sig på?

»Ja, det tror jeg da nok, vi kan sige. Vi er jo ikke hverken døve eller blinde, når der sker terrorangreb rundt omkring os i Belgien, Berlin og Stockholm. Det er jo klart, at så reagerer vi. Vi må tage de forholdsregler, der skal til. Vi skal gøre alt, hvad vi kan i relation til at hindre, at det sker i Danmark.«

»Som situationen har foreligget, hvis man kigger over de seneste 20 år, så tolererer vi da nok mere overvågning i dag. En indskrænkning af frihedsrettighederne, tror jeg, man kan sige – på det område tåler vi nok mere, end vi gjorde tidligere. De liberale principper har nok været mere spidse, end de er i dag. Men det er altså udelukkende, fordi vi indstiller vores politik efter det samfund, vi lever i. Derfor har vi rykket os.«

– Hvordan ville du vurdere Venstres position sammenlignet med de andre borgerlige partier?

»Liberal Alliance har måske en lidt anden afvejning, men det må du spørge dem om. Det er ikke mit indtryk, at vi har en anderledes afvejning i forhold til de øvrige partier. I hvert fald må vi sige, at Dansk Folkeparti er kommet med flere beslutningsforslag, der måske ikke har taget det store individhensyn, men mere hensyn til bekæmpelse af kriminalitet og terror.«

Ni politiske akser

De politiske blokke er i opløsning. Derfor har Information sat sig for at kortlægge det politiske landskab og se, hvor partierne står på de vigtigste stofområder. Det vurderes hver gang af et panel af dommere.

Dagens område er retspolitik, og panelet er:

  • Fagdommer, Jacob Dahl Rendtorff, professor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, RUC
  • Bjørn Elmquist, advokat og formand for Retspolitisk Forening
  • David Rehling, journalist på Dagbladet Information, uddannet jurist og tidligere direktør for Danmarks Naturfredningsforening.

Sådan fordelte stemmerne sig

Dommerne har som bekendt vurderet de ni partiers retspolitik. Et 10-tal indikerer, at partiet prioriterer den kollektive sikkerhed, mens et 1-tal omvendt indikerer, at partierne prioriterer individets frihedsrettigheder.

De stemte således:

  • Socialdemokratiet: 7,3 (JR: 7, BE: 7, DR: 8)
  • SF: 5,3 (JR: 6, BE: 6, DR: 4)
  • Enhedslisten: 2,6 (JR: 4, BE: 2, DR: 2)
  • Alternativet: 5 (JR: 5, BE: 4, DR: 6)
  • De Radikale: 3,3 (JR: 6, BE: 3, DR: 1)
  • Dansk Folkeparti: 9 (JR: 8, BE: 9, DR: 10)
  • Venstre: 7,6 (JR: 7, BE: 8, DR: 8)
  • De Konservative: 8,3 (JR: 8, BE: 9, DR: 8)
  • Liberal Alliance: 6,3 (JR: 3, BE: 8, DR: 8)
Man kan frygte at den aftale, som regeringen, DF og S i fredags indgik om en reform af indsatsen mod ungdomskriminalitet i højere grad skal tilgodese det øvrige samfunds retsfølelse frem for børnenes og de unges retssikkerhed og at bringe dem tilbage i fællesskabet
Læs også
valgtest 2019 hvilket parti skal jeg stemme på
Læs også
Serie

Dansk politik er i opbrud – hvor står partierne?

Der skal være valg i Danmark senest juni 2019, og de politiske blokke, som vi kender dem, er i opløsning. Derfor har Information sat sig for at kortlægge det politiske landskab og se, hvor partierne står på en række forskellige stofområder. I serien ser vi på klimapolitik, socialpolitik, kulturpolitik, udlændingepolitik, forsknings- samt uddannelsespolitik, sundhedspolitik, EU-politik, beskæftigelsespolitik og retspolitik.

Seneste artikler

  • De danske partier er i opbrud. Det gør næste folketingsvalg til en gyser

    2. august 2018
    Det knirker i både rød og blå blok. Det kommende folketingsvalg bliver afgjort af, hvor det knirker mest
  • På sundhedsområdet overbyder partierne hinanden

    1. august 2018
    Tilførslen af midler til sundhedsvæsenet følger i højere grad den økonomiske udvikling end den politiske. Det hænger sammen med, at stort set alle partier ser sundhedsområdet som en vindersag, og at det økonomiske råderum ikke er særlig stort, lyder det fra dagens dommerpanel, der har vurderet partiernes sundhedspolitik. Hvad angår brugerbetaling, er det stort set kun Liberal Alliance, der ønsker mere, end i dag
  • Chefanalytiker: Partierne har omsider fået et normalpolitisk forhold til EU

    28. juli 2018
    Indholdet i EU-politikken har overhalet den principielle ja-nej-stillingtagen. Det mener Rasmus Nørlem Sørensen, chefanalytiker i DEO (Demokrati i Europa Oplysningsforbundet). Den mest markante udvikling på området er, at partierne er begyndt at få en egentlig EU-politik
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Steffen Gliese
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
Katrine Damm, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Bemærkning til - " Det mener i hvert fald advokat Bjørn Elmquist, der er formand for Retspolitisk Forening, og som op igennem 1980’erne var retsordfører for Venstre." - for en god ordens skyld så var BE ikke længe i Folketinget som venstremand - han hoppede hurtigt over til de radikale og det var hos dem han var retsordfører. Men det andet var unægtlig en "bedre" historie.

Carsten Wienholtz, Katrine Damm, Hans Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Frihed, sikkerhed- to sider af samme sag.
Giver ingen mening skille det ad.
Frihed til det enkelte individ betyder usikkerhed for de mange (indbygget logik).
Hvis den enkelte kan ytre hvad som helst omk "de andre",
vil der være en masse enkelt-individer blandt "de andre" som føler sig krænket.
Krænkelse er det modsatte af frihed.

Bettina Jensen

Prisen for 'friheden' er den næsten usynlige og umærkelige (slave)binding til vold, kontrol og sold.

Vibeke Hansen, Anne Eriksen, Bjarne Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

"Konkret er det især Enhedslisten, der ifølge dommerpanelet stiller sig på individets side i afvejningen mellem den enkeltes retssikkerhed og kollektivets tryghed. Det giver sig blandt andet til kende i diskussioner om overvågning, digitale frihedsrettigheder og udvidede kompetencer til FE og PET. En konklusion, som Bjørn Elmquist beskriver som "dybt paradoksal".

Det er ikke spor paradoksalt.

De borgerlige har altid slået alle på venstrefløjen i hartkorn for netop at fremme deres eget fokus på individets personlige rettigheder. Det er så en myte, der efterfølgende er blevet nærmest en selvstændig sandhed i egen selvforståelse.
Kommunister og socialister har aldrig været enige om særlig meget, især ikke hvad angår statens indblanding i borgernes frihedsrettigheder. Socialdemokratiet er et helt kapitel for sig..

Karsten Aaen, Steen K Petersen, Verner Nielsen, Carsten Wienholtz, Katrine Damm, Anne Eriksen, Bettina Jensen, Bjarne Andersen, Dorte Sørensen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Mange på venstrefløjen er blevet overvåget af FE og PET. Det har fx. Preben Vilhelm fortalt om. Så overvågning har ikke været et ukendt fenomen i Danmark for visse grupper.
Ja selv socialdemokraterne har haft en gruppe, der overvågede kommunisterne.

Karsten Aaen, Verner Nielsen, Katrine Damm, Anne Eriksen, Hans Larsen, Eva Schwanenflügel og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Det tyske socialdemokrati i 1930'erne..
Vi ved alle hvad de forårsagede :-(

Katrine Damm, Anne Eriksen, Torben K L Jensen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar

Når Preben Bang Henriksen fra Venstre stille op til foto-seance med et så surt fjæs som på billedet, så vil man helst ha at han IKKE har med retspolitik at gøre (eller bestemmer nede i vuggestuen).

I øvrigt er vi doomed på det retspolitiske område indtil en eller anden amerikansk præsident melder at krigen mod terror er vundet og vi kan komme af med antiterrorlovgivningen indført efter 9/11, som er vildt skudt over mål eller til at ventrefløjen tager over og afskaffer den.

Karsten Aaen, Flemming Berger og Ken Sass anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Eva - de tyske socialdemokrater svigtede allerede før 1. verdenskrig - de stemte FOR mobiliseringen af Tyskland.

Flemming Berger og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Weimarrepublikken havde kun to politiske venner, SPD og det borgerlige DDP, som var væk allerede i 1930!. Stort set alle andre partier havde enten et lunkent forhold til republikken eller et direkte modsætningsforhold, som kommunisterne, KPD, og senere nazisterne, NSDAP. Disse to stærke grupperinger var i deres kamp om magten med til at likvidere det borgerlige demokrati i Tyskland. For sent fandt kommunisterne i 1935 ud af det var fascisterne, der var deres reelle modstandere og at man var nødt til samarbejde med socialfascisterne, som man kaldte socialdemokraterne, i en folkefront. Denne fejlslagne strategi var med til at likvidere kommunisterne og social-demokraterne i allerede i marts 1933 et par måneder efter Hitlers magtovertagelse. Ved ved afstemningen om den såkladte ermächtigungsgeset, hvor rigsdagen gav magten til Hitler, var SPD det eneste parti der stemte imod. Kommunisterne var enten blevet arresterede eller gået under jorden. Samtlige borgerlige partier stemte for. (Nach der Ausschaltung der KPD, „denen im übrigen die Mandate durch Verordnung entzogen worden sind“,[18] stimmte allein die SPD (94 Stimmen) im Reichstag gegen das Gesetz. 109 Abgeordnete verschiedener Fraktionen nahmen nicht an der Abstimmung teil:
26 Abgeordnete der SPD waren inhaftiert oder geflohen
81 Abgeordnete der KPD (die gesamte Fraktion) wurden vor der Abstimmung widerrechtlich verhaftet oder waren geflüchtet und untergetaucht
2 weitere Abgeordnete waren erkrankt bzw. entschuldigt)
Det er således forkert at angribe SPD, som til sidst reelt var det eneste parti der forsøgte at redde demokratiet i Tyskland.

Bettina Jensen

Undskyld, Jens Peter Hansen, men det er altså ukorrekt at kommunisterne (KPD) i begyndelsen af trediverne ikke var klar over at kampen stod mod fascisterne, som på daværende tidspunkt mere eller mindre åbenlyst støttedes af de store tyske erhvervslivskanoner (herunder Freundkreis Keppler) - dette påvises klart af KPD's gentagne kritik af Brünnings nødforordninger i starten af trediverne og KPD's efterfølgende appeller til SPD (herunder enhedsfront-forslaget, som genfremsættes adskillige gange i 1933, uden at SPD vil tiltræde det; kun enkelte fagforbund tiltræder den antifascistiske enhedsfront).

Desuden skriver den britiske forfatter Midge Gillies at SPD ikke udgjorde nogen egentlig modstand mod nazisterne; dels stemte 70 af 120 SPD-deputerede i Rigsdagen for Hitlers krigsaktivisme d. 17. maj 1933 - og dels var der stor splittelse i SPD, som både havde ekskluderet og mistet mange stærkt antifascistisk indstillede medlemmer.

Som du sikkert er bekendt med hersker der en vis diskussion af SPD's rolle og ageren op til - og i starten - af Hitlers magtovertagelse; Gillies og andres beretninger stor i en vis kontrast til f.eks. Noel-Bakers fremstilling af begivenhederne, men sidstnævnte vedgår dog at SPD 'forståeligt nok' havde været kritisk indstillet overfor det tyranniske Rusland og Frankrig!

SPD var splittet under Hitlers magtovertagelse, men bestemt passiv - og på visse områder medløberisk - og at beskrive SPD som de sidste, der forsvarede Weimar-republikken (altså demokratiet), er direkte et historisk falsum.

jens peter hansen

In der Sitzung des Ältestenrates drohte Reichsinnenminister Dr. Frick den Sozialdemokraten mit Terror, sollten sie im Reichstag die Resolution ablehnen. Die Fraktion – von 120 Abgeordneten waren nur noch 65 anwesend – stimmte mit 48 Stimmen der Annahme zu.
Altså under halvdelen af SPD's 120 medlemmer af rigsdagen. Ikke desto mindre en grim plet på SPD's omdømme.

Det er rigtig at SPD stemte for, men var på dette tidspunkt i fuld opløsning. Fagforeningsledere og socialdemokrater og andre var blevet arresterede. Hvad jeg sagtmodigt forsøgte at forklare var at demokratiet i Weimarrepublikken havde få venner , men mange fjender. En af dem var KPD. I maj 1933 havde nazisterne stort set overtaget alle funktioner i landet og SPD'erne var skræmte. At de stemte imod den såkaldte ermächtigungsgesetz 24. marts er for mig bevis på at de kæmpede for demokratiet. Det gjorde KPD ikke før Moskva ændrede kurs og støttede den spanske republik, formedelst rigelig betaling.

Bettina Jensen

Jens Peter Hansen, forskellige kilder angiver forskellige tal og positioner, men det er jo grotesk at du i din fremstillign dels ignorerer at SPD var splittet, passivt og på mange måder medløberisk under nazisternes magtovertagelse - og at du ignorerer at KPD adskillige gange måtte se SPD sige ja til nødforordninger under henvisning til det 'nødvendige behov for finansiel vækst' - og desuden afslog at tiltræde KPD's gentagne forslag om en fælles front mod fascisterne. Du påstår at KPD var med til at ødelægge det tyske demokrati, fordi man påpegede Weimar-republikkens strukturelle svagheder (hvilket jo bevistes; den demokratiske sikring var ikke stærk nok; dén kunne kapitalen og politiske opportunister med lethed knægte) - men i virkeligheden afslog SPD at gå Hitler og borgerskabet direkte imod. Lavpunktet blev nok nået, da rigsdagsformand Paul Löbe i juni 33 desperat indkaldte alle SPD-ledere og lod dem vælge en jødefri ledelse, i håbet om at SPD ville kunne undgå at blive forbudt af nazisterne, men det var blot et forfængeligt, opportunistisk håb, som vist meget fint illustrerer hvordan SPD agerede.

Gaderummet Regnbuen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

SPD's gøren og laden efter 24. marts er så absolut dadelværdig og på mange måder et uhyggeligt billede på hvorledes et parti for at overleve tilpasser sig overmagten. Som det gjorde i DDR og sammen med KPD blev til SED.

Bettina Jensen

Jens Peter Hansen, det illustrerer jo at SPD's etik og moral var anløben - og at man ikke havde en klar politik mod fascismen; man blev selv en del af den - og siden har køen ved håndvaskene været alenlang.

Lige en sidste ting; hvor mange af SPD's tilstedeværende Rigsdagsmedlemmer stemte for Hitlers krigsaktivisme d. 17. maj 1933? Og var det ikke sådan at KPD's Rigsdagsmedlemmer var hindret i at stemme? To ret afgørende forhold, jvf. dit forsøg på at kompromittere KPD og idealisere SPD vha. denne parlamentariske hændelse.

jens peter hansen

Der var som bekendt ingen KPD'ere tilstede,. Det ved du jo godt, Bettina Jensen. Hvad jeg skrev om var Weimarrepublikkens manglende venner. Efter 30. januar 1933 var republikken vel nærmest opløst. Som skrevet ovenfor stemte 48 for Hitlers opgør med Versailles. På det tidspunkt var SPD's ledelse i Saarland, som jo var besat af Frankrig ,et bevis på at partiet ikke kunne handle frit i Tyskland.
Man kan med rette spørge hvorfor SPD med sine mange medlemmer, stærke fagforeninger og stærke organisering ikke gjorde mere efter 30. januar 1933. Dette og meget andet er enormt interessant og Tysklands historien fra 1918 til og med 1933 ligeledes. Jeg siger tak for kampen og vil igen, igen læse kloge bøger om hvordan demokratiet gik under i Tyskland. Jeg anerkender naturligvis KPD's kamp mod nazisterne, men tror heller ikke at en folkelfront mod nazisterne kunne have reddet Tyskland. Men det ved man jo ikke.

Bettina Jensen

Jens Peter Hansen, beklager at jeg måtte jokke i det - men jeg synes sgu det er en trist omgang at forsøge at bagvaske KPD som ignorant og Moskva-styret, når sagen er at KPD på en lang række områder forsøgte at mobilisere modstand mod fascismens indtog i tysk politik, mens socialdemokraterne var vægelsindede og samarbejdsorienterede - og siden forsøgte at anbringe ansvaret for den demokratiske deroute på kommunister, som ønskede en endnu stærkere demokratisering end Weimar-republikken lagde op til. Du må undskylde, men det ligner til forveksling den klassiske ansvarsfralæggelse, som vi set fra socialdemokraterne allevegne, også historisk, når deres passivitet og samarbejde med kapitalistiske kræfter resulterer i demokratiske kriser, krige og katastrofer. Og som regel er der tale om manipulation, om historisk revisionisme og offer-tankegang; socialdemokraterne som blev ofre for omstændighederne og jo ikke kunne forudse at ...

Karsten Aaen

Vi taler ikke her om Hitlers krigsaktivisme, vi taler her om, hvem der stemte for, i den tyske Rigsdag, i 1933 (eller 1934) at overlade hele magten til hr. Hitler. Og her det korrekt, at kun socialdemokraterne stemte imod! Kommunisterne (KPD) kunne ikke stemme, da samtlige af deres delegerede, personer, valgt til Rigsdagen, var i fængsel, eller på vild flugt fra Hitlers, og nazisternes, forfølgelse af dem.

Og samtlige borgerlige politikere, inkl. medlemmer af det katolske parti, Zentrum, stemte for! Fordi Vatikanet sagde, at de skulle. Fordi Hitler havde arbejdet på at få et såkaldt konkordat, en aftale, med Vatikanet, i lang tid. Uden Zentrums stemmer var Hitler aldrig blevet diktator...

jens peter hansen

Nedenstående fra mit tidligere indlæg:
Ved ved afstemningen om den såkaldte ermächtigungsgeset, hvor rigsdagen gav magten til Hitler, var SPD det eneste parti der stemte imod. Kommunisterne var enten blevet arresterede eller gået under jorden. Samtlige borgerlige partier stemte for. (Nach der Ausschaltung der KPD, „denen im übrigen die Mandate durch Verordnung entzogen worden sind“,[18] stimmte allein die SPD (94 Stimmen) im Reichstag gegen das Gesetz. 109 Abgeordnete verschiedener Fraktionen nahmen nicht an der Abstimmung teil:
26 Abgeordnete der SPD waren inhaftiert oder geflohen
81 Abgeordnete der KPD (die gesamte Fraktion) wurden vor der Abstimmung widerrechtlich verhaftet oder waren geflüchtet und untergetaucht
2 weitere Abgeordnete waren erkrankt bzw. entschuldigt)
Det er således forkert at angribe SPD, som til sidst reelt var det eneste parti der forsøgte at redde demokratiet i Tyskland.
Og god søndag.

Bettina Jensen

Korrigeret kommentar:

Jens Peter Hansen, du skriver at SPD var det eneste parti, som forsøgte at redde demokratiet i Tyskland - men du glemmer KPD, som imidlertid have gjort så kraftig modstand mod fascisterne at de alle som én var jaget ud af de parlamentariske sammenhænge, mens SPD på en lang række områder havde samtykket og samarbejdet. Det er dermed ikke korrekt fremstillet at SPD var det eneste parti, som forsøgte at redde demokratiet i Tyskland, men SPD var modsat KPD i stand til at møde frem i Rigsdagen d. 17. maj 1933, fordi partiet endnu var spag i sin modstand og villig til at underkaste sig (dette demonstrerede bl.a. forsøget på at gøre sig stuerene ved at vælge en ikke-jødisk ledelse i SPD i juni 1933).

Karsten Aaen, er du slet ikke opmærksom på at SPD’s delvise tilslutning til Hitlers krigsaktivisme, herunder underkendelse af det internationale nedrustningskrav, d. 17. maj 1933 udgjorde et eklatant brud med Weimar-republikkens præmisser og overlevelse - og at store dele af SPD dermed undsagde republikken og nikkede ja til krig med Europa?

I marts 1933 vedtog Rigsdagen i øvrigt Bemyndigelsesloven, også kaldet Fuldmagtsloven, som historisk anses for at være banebrydende for afviklingen af Weimar-demokratiet; her stemte også en hel del socialdemokrater for.

Det er altså svært at renvaske SPD for en betydelig andel i at fascismen så relativt uhindret kom til fuld magt i tredivernes Tyskland, ligesom det er helt på hovedet at give Zentrum ansvaret; enhver bør da vide at det tyske erhvervsliv lagde et massivt pres på samtlige borgerlige politikere i Rigsdagen, bl.a. med brevet til den tyske regering i november 1932, hvor de absolut tungeste drenge indenfor tysk kapital/erhvervsliv opfordrer til at nazisterne får en ledende position i den tyske regering. Hvilket naturligvis siden blev efterkommet.

jens peter hansen

I marts 1933 vedtog Rigsdagen i øvrigt Bemyndigelsesloven, også kaldet Fuldmagtsloven, som historisk anses for at være banebrydende for afviklingen af Weimar-demokratiet; her stemte også en hel del socialdemokrater for. Dette er ikke rigtigt!!!

og så læs da for pokker hvad jeg har skrevet og citeret: (Nach der Ausschaltung der KPD, „denen im übrigen die Mandate durch Verordnung entzogen worden sind“,[18] stimmte allein die SPD (94 Stimmen) im Reichstag gegen das Gesetz. 109 Abgeordnete verschiedener Fraktionen nahmen nicht an der Abstimmung teil:
26 Abgeordnete der SPD waren inhaftiert oder geflohen
81 Abgeordnete der KPD (die gesamte Fraktion) wurden vor der Abstimmung widerrechtlich verhaftet oder waren geflüchtet und untergetaucht
2 weitere Abgeordnete waren erkrankt bzw. entschuldigt)

Altså ALLE SPD'ere stemte imod Bemyndigelsesloven 24. marts , det har jo netop været min hovedpointe. SPD's videre forløb er ikke smukt, men deres modstand her var historisk.

Bettina Jensen

Jens Peter Hansen, jeg har læst dine kommentarer - og din unavngivne kilde ... og jeg gentager lige at der er uenighed blandt kilderne; nogle hævder at alle SPD'ere en bloc stemte imod, andre at flere af dem stemte for. Der er ligeledes uenighed når det kommer til fortællingen om at SA-folk fysisk omringede de tilstedeværende SPD'ere i Rigsdagen, da der skulle stemmes.

Hvad der yderligere er interessant er at såvel Rigdagsbrandforordningen som Bemyndigelsesloven, som udgør to absolut bærende lovakter for den fascistiske magtovertagelse, blev tilvejebragt med hjemmel i den eksisterende forfatning - altså Weimar-republikkens liberale demokratifundats. Og dermed viste historien at kommunisternes kritik af Weimar-konstruktionens potentiale for totalitarisme og mangel på demokratisk sikring var absolut relevant; en kritik som SPD i årevis havde undsagt og ekskommunikeret som Moskva-propaganda.

jens peter hansen

Mit 444 Stimmen der Regierungskoalition aus NSDAP und DNVP sowie von Zentrum, Bayerischer Volkspartei (BVP) und Deutscher Staatspartei wurde das Gesetz in namentlicher Abstimmung angenommen. Lediglich die 94 Abgeordneten der SPD ließen sich nicht von den Drohgebärden der im Reichstag aufmarschierten Sturmabteilung (SA) einschüchtern und stimmten gegen die Selbstentmachtung des Parlaments. In seiner Reichstagsrede hatte ihr Parteivorsitzender Otto Wels zuvor ein eindrucksvolles Bekenntnis zur parlamentarischen Demokratie abgelegt.

An der Abstimmung nicht teilnehmen konnten die 81 Abgeordneten der KPD. Ihre Mandate waren auf Basis der Reichstagsbrandverordnung bereits am 8. März 1933 annulliert worden.

Denne er fra https://www.dhm.de/lemo/kapitel/ns-regime/etablierung-der-ns-herrschaft/... fra Det historiske museum. Den anden citerede er fra Wikipedia med angivelse af kilde.
Nu tror jeg at jeg stopper.

Nikola Nedeljkovic Gøttsche

Til Dorte Sørensens kommentar:
Bjørn Elmquist var MF for Venstre fra oktober 1979 til november 1990 og var retsordfører i alle 11 år.