Læsetid: 10 min.

»Vi skulle skabe den skole, som vi selv ville vælge til vores børn«

Skoleleder Yasar Cakmak er blevet kendt i den danske skoleverden som manden, man tilkalder, hvis en skole er kørt skævt og skal rettes op
48-årige Yasar Cakmaks claim to fame er hans tid som leder af Amager Fælled Skole. Her lykkedes det ham frem til 2014 at få vendt den fortælling om skolen på Sundholmsvej på Amager, der indtil da havde været dominerende: for mange tosprogede elever, dårligt arbejdsmiljø og højt sygefravær blandt lærerne.

48-årige Yasar Cakmaks claim to fame er hans tid som leder af Amager Fælled Skole. Her lykkedes det ham frem til 2014 at få vendt den fortælling om skolen på Sundholmsvej på Amager, der indtil da havde været dominerende: for mange tosprogede elever, dårligt arbejdsmiljø og højt sygefravær blandt lærerne.

Peter Nygaard Christensen

31. juli 2018

48-årige Yasar Cakmaks claim to fame er hans tid som leder af Amager Fælled Skole. Her lykkedes det ham frem til 2014 at få vendt den fortælling om skolen på Sundholmsvej på Amager, der indtil da havde været dominerende: for mange tosprogede elever, dårligt arbejdsmiljø og højt sygefravær blandt lærerne. Et ry, der i stigende grad havde fået forældre i kvarteret til at fravælge skolen.

»Når det står på gennem længere tid, så bliver det fortællingen om skolen, uanset hvor meget af det, der er sandt eller ej. Og så længe den fortælling eksisterer, så er vi nødt til at forholde os til det og ikke afværge og komme med alle mulige og umulige bortforklaringer,« siger Yasar Cakmak.

Da han forlod Amager Fælled Skole efter syv år, var udviklingen vendt. I dag svarer elevsammensætningen bedre til distriktet, så under en tredjedel af eleverne er tosprogede. Skolen har fået mange flere elever og er blevet femsporet, attraktiv og respekteret.

I hans tid blev skolens motto: »faglighed x trivsel = attraktiv skole«.

Yasar Cakmak mente ikke, at skolen skulle profilere sig på kompenserende indsatser som f.eks. »rummelighed og integration«.

»En ambition om ’rummelighed og integration’ fortæller sikkert noget om vores menneskesyn, og det lyder jo meget godt. Men en skole skal altså profilere sig på faglighed og trivsel, så børnene er trygge og forlader skolen med de nødvendige kompetencer til at komme videre i uddannelsessystemet. Amager Fælled Skole udviklede sig fra at være den skole, hvor mange af de børn, der ikke kunne rummes andre steder, blev sendt hen, til nu at være en skole, som forældre aktivt søger til deres børn. Den er blevet kvarterets skole igen,« siger Yasar Cakmak.

Han sidder på sit beskedne kontor på Glostrup Skole, hvor han nu er ansat som den øverste skoleleder på en af Danmarks største skoler med 2.200 elever og over 300 medarbejdere. Her er hans opgave at få kommunens fire skoler, der i 2012 blev sammenlagt til én skole, til også i praksis at udvikle sig til, hvad han selv kalder for »en fælles skole, der samler byen med høj faglig kvalitet og trivsel for både elever og medarbejdere«.

»Og det skal nok lykkes, selv om vi har en række udfordringer foran os. Jeg tror på det. Jeg kan ikke stå over for forældre, børn og medarbejdere og udtrykke høje ambitioner, som jeg ikke selv tror på, at vi kan lykkes med. Men det er selvfølgelig vores handlinger og praksis, der skal vise, at der er substans i det, vi siger. Det tager tid at udvikle og forankre en ny praksis, og det kræver hårdt arbejde.«

Den dårlige fortælling

Først tilbage til tiden på Amager Fælled Skole, som ifølge Yasar Cakmak altid vil have en særlig plads i hans hjerte. Han sammenligner det lidt med ’den første store kærlighed’. Hvad var det, han udrettede der?

Yasar Cakmak tænker sig om et øjeblik. Og så kommer det som skidt fra en spædekalv:

»Jeg kan ikke pege på én enkelt faktor og sige, at det var dét, der gjorde forskellen. For mig handler ledelse først og fremmest om at tage ansvar for den organisation og sammenhæng, man er i – med alt, hvad det indebærer. Det handler om at kunne analysere og aflæse situationen, skære ind til benet og identificere det væsentlige, der skal gøres eller ændres. Og så handler det også om at være vedholdende og have modet og evnen til at gøre det. Også når det er svært, og ikke alle er enige. Som leder vil jeg hellere have, at medarbejderne kan bruge deres tid og kompetencer på at løse de rigtige opgaver og så begå fejl undervejs, end at de skal løse ligegyldige eller kompenserende opgaver på den rigtige måde. Jeg er ikke tilhænger af nulfejlskulturen.«

Yasar Cakmak mener, at han med sin baggrund kunne tillade sig nogle ting, som mange af hans lederkolleger nok ville have sværere ved. Og han mener selv, at han er meget lidt berøringsangst.

»For så længe vi ikke tør kalde tingene ved deres rette navn og sætte ord på udfordringerne og det, der volder problemer, så vil vores indsatser minde om kattenes dans om den varme grød, uanset hvor meget og hvor hårdt vi end knokler. Og til sidst kan det blive en selvopfyldende profeti, at det ikke kan lade sig gøre at ændre tingenes tilstand. Min tilgang var, at jeg skal fandeme være med til at vise, at man godt kan ændre udviklingen, selv om man har et svært udgangspunkt. For der var jo masser af potentiale og mange dedikerede medarbejdere, som knoklede dagen lang.«

Peter Nygaard Christensen

Som skoleleder kunne Yasar Cakmak være tydelig i sine forventninger og krav både til eleverne og forældrene.

»Og ikke give efter f.eks. i forhold til religiøse eller kulturelle forklaringer eller særhensyn. Jeg kunne tillade mig ikke at sænke ambitionsniveauet og mine forventninger f.eks. om læsekundskaber til elever, som var børn af indvandrere og tosprogede. Lige som jeg heller ikke kunne acceptere en holdning om, at det bliver nok ikke bedre med den baggrund, børnene kommer fra. Jeg havde lærere på skolen, der turde sige til nogle af de tosprogede børn, at de skulle knokle ekstra hårdt, fordi de var bagud allerede ved skolestarten. Den indstilling havde og har jeg stor respekt for.«

Han understreger, at der var mange gode og dygtige lærere, da han begyndte på Amager Fælled Skole, selv om der også var nogle, som ikke burde have været der. Men det negative omdømme havde lidt efter lidt fået skolen til at internalisere fortællingen.

»Hvis man hele tiden bliver slået i hovedet, så ender man med at dukke sig.«

Yasar Cakmak formulerede sin ambition på en enkel måde: »Vi skulle skabe en skole, som vi selv ville vælge til vores børn. Hvis vi lykkedes med det, ville vi også lykkes med at ændre den negative fortælling om vores skole. Det var den ultimative ambition. Har vi skabt en skole og en praksis, som vi selv ville lægge børn til? Hvis man som leder eller lærer arbejder på en skole over længere tid, men ikke selv vil lægge børn til, så er det næsten hykleri. Hvorfor skulle man forvente, at andre mennesker så ville lægge børn til en praksis, hvis vi ikke syntes, at det var godt nok til vores egne børn?«

Det første års tid var der flere, som tvivlede på, at han mente det, når han troede på, at de godt kunne vende udviklingen. Var det ikke bare endnu en storsnakkende midlertidig skoleleder, som hurtigst muligt ville kigge sig om efter et andet job?

»Jeg kunne godt forstå, at ikke alle lærerne var superbegejstrede fra første dag. En medarbejder med ti års ansættelse i en kommune har i gennemsnit oplevet omkring 800 nye planer og strategier, hvoraf ca. 80 procent løber ud i sandet. Så i virkeligheden var deres skepsis sund og berettiget. De ville vel se, om der var vilje, kompetence og realitet bag det, jeg sagde.«

Yasar Cakmak gjorde det til en regel at deltage i forældremøderne på skolen. Han opsøgte også børnehaverne i distriktet og var både ærlig om skolens udfordringer og tydelig i sine ambitioner på sin skoles vegne. Han fortalte om de indsatser, der var i gang, så skolen ikke blev fravalgt på forhånd på grund af dårlige rygter.

»Det gjaldt om at få gjort forældrene til ambassadører for skolen. Vi inviterede kommende forældre til åbent hus-arrangementer, hvor de kunne se og opleve skolen indefra, tale med medarbejdere og opleve deres engagement, tale med andre forældre, der allerede havde børn på skolen. Det var vigtigt for mig, at vi turde lytte til den kritik og de fortællinger, der var, og at der blev plads og rum til, at de utrygge kunne sige, hvad de var bange for. Her fik vi samtidig mulighed for at fremstå som værdige repræsentanter for vores skole i stedet for at dukke os. Vi erkendte åbent, at vi ikke var verdensmestre til det hele, men der var meget, som vi ville, og også meget, som vi kunne være stolte af. Det var ikke et mirakel, men et langt og sejt arbejde, der lidt efter lidt lykkedes.«

Kunne næsten ikke et ord dansk

Yasar Cakmak var 15 år, da han i 1985 blev familiesammenført til Danmark fra Kurdistan. Hans far var kommet til Danmark som kurdisk flygtning, og Yasar Cakmak husker, at han gik et halvt år i modtageklasse på Gasværksvejens skole på Vesterbro i København.

»Da jeg begyndte i en almindelig klasse, forstod jeg næsten intet af, hvad der foregik. Jeg kunne meget lidt dansk.«

Selv om han efterhånden blev bedre til dansk, var der stadig mange røde streger, når han fik dansk stil retur fra læreren. Han gik også til ekstra matematik.

»Der havde jeg en fantastisk lærer, som virkelig gjorde en forskel for min faglige udvikling. Han gav mig en matematisk forståelse, og jeg begyndte at få rimelige karakterer i matematik og blækregning, og det var med til at styrke min selvtillid.«

Yasar Cakmak husker også, da han i 10. klasse fik 10 for en dansk stil, og at han »knoklede« for at komme i gymnasiet. Det lykkedes, »selv om tingene ikke er kommet nemt til mig, for jeg har altid skullet arbejde for sagen,« som han siger. I 1991 fik han studenterhuen på Rysensteen Gymnasium.

Efter et år med græsrodsarbejde fik han arbejde som lærervikar på nogle skoler i Hvidovre, og samtidig blev han optaget på Københavns Dag- og Aftenseminarium i Skovlunde.

»Det var hårdt arbejde at være på arbejde om dagen og studere om aftenen. Jeg fik mit første barn i 1997, da jeg var ved at være færdiguddannet, og jeg tvivler på, at jeg havde kunnet gennemføre uddannelsen, hvis jeg havde fået familie og børn tidligere.«

Yasar Cakmak var glad for at arbejde som lærer i Hvidovre, hvor han blev fastansat. Og han var helt sikker på, at han ikke skulle være skoleleder.

»Jeg brændte for lærerfaget, og jeg var overbevist om, at der var alt for meget administrativt arbejde ved at være leder. Jeg var optaget af undervisning, pædagogik og skoleudvikling. Så min plan var at blive deltidsansat og så studere psykologi eller samfundsfag på Danmarks Pædagogiske Universitet.«

På Rådmandsgades Skole

En dag blev han gjort opmærksom på en stillingsannonce som souschef på Rådmandsgades Skole i København.

»Da jeg læste annoncen, kunne jeg se, at de havde adskilt det administrative fra det pædagogiske, så det var lige mig. Der manglede bare mit foto i annoncen.«

På skolen, der ligger tæt på Mjølnerparken, var op mod 80 procent af børnene tosprogede. Men det var ikke dét, der tiltrak Yasar Cakmak. Det var den pædagogiske udfordring.

»Jeg er nødt til at nævne Lise Egholm, den daværende skoleleder. Hun var fantastisk, og jeg plejer at sige, at ét år sammen med Lise er som et hundeår, altså svarer til syv år. Hun var meget kærlig, meget tydelig og absolut ikke berøringsangst. Jeg opfatter mig selv som en progressiv leder, men hvis jeg bare kunne give en brøkdel af den plads, jeg fik hos Lise, til andre, så vil jeg være glad. Hun var meget generøs og god til at give anerkendelse og plads til andre.«

Peter Nygaard Christensen

Efter tre år på Rådmandsgades Skole var Yasar Cakmak klar til at rykke videre. Det blev til Amager Fælled Skole. Nu som øverste leder.

»Måske lyder det lidt frelst, men man skal virkelig brænde for sit arbejde, når man arbejder i folkeskolen. Fordi den kitter os sammen og er nødvendig for vores fællesskab og sammenhængskraften i samfundet. Derfor skal man efter min opfattelse have flere og større ambitioner end sin egen personlige karriere, hvis man skal være skoleleder. Det er ikke bare et job. Måske finder nogen det mærkeligt, men nogen gange tænker jeg, at jeg er mit arbejde. Jeg synes, at det er en gave at få lov til at lave noget, der er så meningsfyldt, og gøre en forskel for børn og unge, der skal være med til at forme vores samfund i fremtiden. Tænk, hvis man havde et job, hvor man skulle slæbe sig gennem dagene.«

– Er opgaven som leder så at få kollegerne til at tænke lige sådan?

»Godt spørgsmål. Nej, egentlig ikke. Jeg går ikke ind for ensretning, men for ensartethed, så det ikke er et tilfælde eller held, der bliver bestemmende for resultaterne og den oplevede kvalitet. Som leder skal man arbejde på at skabe genkendelighed og tydelighed, så alle ved, hvad de kan forvente i forhold til roller, ansvar og kvaliteten af vores arbejde.«

»Som leder skal man være meget opmærksom på, at man er kulturskaberen på arbejdspladsen. Det er dig, der legitimerer godt eller skidt, rigtigt og forkert. Men det er ikke ensbetydende med, at du som leder er alvidende og har patent på sandheden. God ledelse handler om at lykkes sammen med og igennem andre.«

– Kan man gøre det, du har gjort, på alle skoler?

Igen tænker Yasar Cakmak sig om: »Ledelse gør en forskel og har en betydning. Ja, det kan man godt de fleste steder, og der er heldigvis også andre end mig, der er lykkedes med det. En skole skal helst afspejle distriktets beboersammensætning og skal som minimum præstere på et niveau, der svarer til elevernes socioøkonomiske baggrund. Helt grundlæggende mener jeg, at ledelseskvaliteten eller mangel på samme har afgørende betydning for en skoles succes eller fiasko. For i sidste ende er det lederen, der sætter retningen, legitimerer kulturen og praksis, bestemmer rammerne, fordeler ressourcerne og dermed også prioriterer skolens indsatser, og hvad medarbejderne skal have deres fokus på.«

Serie

De utrættelige

Selv om vi måske er ved at være trætte af politikere, er vi ikke trætte af politik. Og selv om vi måske ikke længere har så meget fidus til politikernes verdenssyn, så tror vi stadig på, at verden kan og skal ændres.

Derfor har Information opsøgt en håndfuld borgere, der hver på deres måde skubber på for nødvendige forandringer.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • Nikolai Beier
  • Henrik Rasmussen
  • Malan Helge
  • Steffen Gliese
Viggo Okholm, Nikolai Beier, Henrik Rasmussen, Malan Helge og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

niels astrup

"....Glostrup Skole, hvor han nu er ansat som den øverste skoleleder på en af Danmarks største skoler med 2.200 elever og over 300 medarbejdere."

Nok en af de mest skræmmende sætninger, jeg har læst længe.

Det er måske DJØFernes (og Niels Egelunds) våde drøm om stordrift - men som far ville du ikke kunne se min rø. for bare skosåler, hvis det her skulle være mine ungers skole.

Flemming Berger, Steen K Petersen, Henrik Rasmussen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

»Måske lyder det lidt frelst, men man skal virkelig brænde for sit arbejde, når man arbejder i folkeskolen. Fordi den kitter os sammen og er nødvendig for vores fællesskab og sammenhængskraften i samfundet. Derfor skal man efter min opfattelse have flere og større ambitioner end sin egen personlige karriere, hvis man skal være skoleleder. Det er ikke bare et job. Måske finder nogen det mærkeligt, men nogen gange tænker jeg, at jeg er mit arbejde. Jeg synes, at det er en gave at få lov til at lave noget, der er så meningsfyldt, og gøre en forskel for børn og unge, der skal være med til at forme vores samfund i fremtiden. Tænk, hvis man havde et job, hvor man skulle slæbe sig gennem dagene.« - Og sådan bør det som hovedregel være for alle

Viggo Okholm, Steen K Petersen, Jens Winther, Sølvi Domsten og Bettina Brandt anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Niels Astrup, retfærdigvis skal det siges, at det ikke er under samme tag, men administrativt, at Glostrup har så stor en skole.

Undlader bekvemt at nævne hans rolle i et af de mest betændte skolevæsener i Danmark, Rudersdal kommunes, synlig læring, samt det helt forfærdelige ledelsesfokus.

niels astrup

Steffen - talte om de store skoler med min 14-årige i går. Drengens observation - som jeg tror, han har ret i: PÅ hans friskole er der godt 200 elever. Og rektor har mere end nok at lave. Med et par tusinde elever, ville elevkontakt være et fremmedord.

Kim Houmøller

Har gået i en skole hvor elevtallet var over 2000. Når man går i første klasse, er man meget lille.

Steffen Gliese

Jeg er jo enig, Niels Astrup - store skoler er ikke noget at stræbe efter; heller ikke selvom skolen her er delt op på tre adresser med - går jeg ud fra - lokal ledelse hvert sted.

Jens Winther

Steffen Gliese, gode gamle Lee Iacocca - manden, der skabte Ford Mustang, var CEO for Ford Motor Company og senere som CEO to gange reddede Chrysler fra konkurs - har du hørt om ham?

Lee Iacocca sagde engang: "In a completely rational society, the best of us would be teachers and the rest of us would have to settle for something else".

Annika Rasmussen, Flemming Berger og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar

Man kan vel sige her uanset om man læser artiklen kritisk eller ej, at man sagtens kan blive født i en anden kultur med andre betingelser og blive et fyrtårn i en såkaldt dansk sammenhæng.
Dejligt at der findes ildsjæle som ham her. Men at bruge så meget af sin tid i et job som Yasar her, kræver et bagland og meget forstående familie. Egentlig synd han ikke bare blev på Amager. Det er godt at flytte og få nye udfordringer men det kan over tid ødelægge det ægte i det enkelte menneske, håber ikke det sker her.

Steffen Gliese

Jens Winther, problemet med udsagnet er, at 'the best' ikke er noget, man er, men noget, man bliver - ved at beskæftige sig indgående med det og forfine sig selv i det.

@Steffen Gliese, der er ikke noget problem i det! "The best" er altid "the best" - og de bliver bedre, for hvert år, de går. Ellers ville de jo ikke være "the best"!

Men det er desværre ligegyldigt, for vi lever ikke i et "completely rational society".