Læsetid: 9 min.

Søren Magnussen ’flytter det bedste fra den normale verden ind på de lukkede afsnit’

Den 60-årige Søren Magnussens projekt ’Frirum i Psykiatrien’ går ud på at give patienterne på de psykatriske sengeafsnit på Rigshospitalets område ’små glimt af håb, glæde og skønhed’
Søren Magnussen vander blomster i den have, som han sammen med patienter på Rigshospitalets psykiatriske afsnit har indrettet i det indhegnede område, hvor patienterne kan trække frisk luft. Haven er blevet et frirum, hvor patienterne kan opleve skønhed og lave noget normalt, fortæller han.

Søren Magnussen vander blomster i den have, som han sammen med patienter på Rigshospitalets psykiatriske afsnit har indrettet i det indhegnede område, hvor patienterne kan trække frisk luft. Haven er blevet et frirum, hvor patienterne kan opleve skønhed og lave noget normalt, fortæller han.

23. juli 2018

Han har været der selv. Indlagt på et lukket afsnit og ligget i fosterstilling i en hospitalsseng og ikke kunnet slippe tankemylderet om at kvitte det hele og bare dø.

Han har fået elektrochok 20 gange, samtaleterapi og medicinsk behandling. Men vigtigst af alt: Han er kommet ud igen på den lyse side af livet.

Det er de oplevelser, 60-årige Søren Magnussen først og fremmest bruger, når han forsøger at skabe kontakt til patienterne på de fire psykiatriske sengeafsnit på Rigshospitalets område i København.

Søren Magnussen er tætbygget, korthåret med tatoveringer på armene, og han er netop blevet fastansat som leder af det projekt, Frirum i Psykiatrien, hvor han har været frivillig i to år. Kort fortalt går Frirum i Psykiatrien ud på at skabe en medmenneskelig kontakt, som ikke er en del af behandlingen, og samtidig give patienterne stor indflydelse på, hvad der skal ske.

»Lige så forsigtigt nærmer jeg mig de dejlige mennesker og fortæller, hvem jeg er, og hvad jeg selv har oplevet. Hvis det så lykkes at opnå deres tillid, får jeg skabt en relation, og den bruger jeg så til at få øje på nogle mulige ressourcer hos dem. Det kan være deres interesser eller ting, som giver dem glæde og håb. Og så prøver jeg at dyrke dét, så det vokser og vokser midt i sygdommens rædsel,« fortæller han.

Tidligere har Søren Magnussen været en aktiv organisator og leder for mange gadeplansindsatser for udsatte unge og metodeudviklingsprojekter under Socialforvaltningen i Københavns Kommune. Men efter tre alvorlige depressioner og en voldsom manisk periode for seks-otte år siden har han skiftet spor. Fremover gælder det patienterne i psykiatrien.

»Gennem mit arbejdsliv siden 1986 med alle de ungdomsprojekter har jeg mødt mange, mange mennesker, som har været på røven. Men patienterne på de psykatriske sengeafsnit er endnu mere på røven. Nogle af dem endda så meget, at de er låst inde.«

De små glimt af håb, glæde og skønhed skal vise patienterne, at selv om de selv og alt omkring dem lige nu føles som totalt kaos, så er det ikke en permanent tilstand.

»Jeg forsøger at trænge ind til de dejlige mennesker med noget medmenneskeligt, og jeg er helt klar over, at det ikke lyder særligt originalt, og det er det sgu heller ikke. Men jeg er ret stædig.«

Det centrale i projektet er ifølge Søren Magnussen at forsøge at inddrage patienterne som frivillige, allerede mens de er indlagt.

»Det er selvfølgelig en kompliceret proces, men det lykkes rimeligt ofte. Så vi har skabt en slags selvhjælpsorganisation.«

Afgørende med frie rammer

Uanset at Søren Magnussen selv vurderer, at det ikke er noget særligt, han gør, så er de rammer, som Psykiatrisk Center København har givet til Frirum i Psykiatrien højst usædvanlige.

Der findes næppe noget tilsvarende andetsteds i det danske sundhedssystem.

»Jeg skal ikke sidde på et kontor, jeg skal ikke deltage i møder, jeg skal ikke skrive noget på Sundhedsplatformen, og jeg skal ikke lave notater om patienterne og de ting, jeg gør. Jeg kender end ikke til patienternes diagnoser fra deres journaler, og jeg taler aldrig med personalet om patienternes diagnoser.«

Når Søren Magnussen skal i kontakt med nye patienter, fortæller han om sine egne indlæggelser og sine egne selvmordstanker. »Jeg havde det forfærdeligt og var voldsomt selvmordstruet. Jeg har stået i frostvejr oppe øverst på en kran i Nordhavn og været på vej ud i det store intet,« siger han.

Han er klar over, at han er kommet ind i en organisation, der er meget formaliseret, men de frie rammer er en forudsætning for, at det, han vil gøre, også kan lykkes.

»Men det er vigtigt at gøre opmærksom på, at jeg ikke opfatter det som en kamp mod systemet eller institutionen. Der er fuldstændigt medspil fra systemet fra klinikchefen over afdelingssygeplejerskerne til det almindelige personale. Jeg er ikke i kamp mod nogen eller noget, men jeg har da tænkt mig at udnytte de rammer, som jeg nu har fået, til det yderste.«

Her i foråret har Søren Magnussen sammen med patienterne brugt meget tid på at etablere en have i det indhegnede område på 20 gange 40 meter, som grænser op til det lukkede afsnit på Rigshospitalets område.

»Normalt ville man sætte et gartnerfirma til at anlægge en have, men i stedet har patienterne gjort det selv. Det er et projekt, hvor patienterne kan gå til og fra og være så meget eller lidt med, som de magter. Det kan være store ting som at grave, eller det kan være en så lille, men vigtig ting som at plante et frø.«

Mange af planterne er gaver, som forskellige givere, blandt andre Tivoli, kolonihaveforeninger og enkeltpersoner, er kommet med. Andre, som de mange tomatplanter i krukker, har først spiret hos venner af projektet.

Midt i haven, i god afstand fra hegnet, er patienterne ved at anlægge Det Vilde Bjerg, som er bygget af affaldsjord, der skal køres ind med trillebør. På bjerget skal der kun vokse vilde planter, som er foræret til projektet, og det skal symbolisere vildskab midt i de meget kontrollerede omgivelser.

Humor og smukke træer

»Det giver en fantastisk ro at arbejde med planter. Og det er en tilfredsstillelse, at andre patienter kan se, at det, man gør, ender med noget smukt. Haven bliver et ægte frirum, hvor der kan ske skønne, håbefulde og glædelige ting. Et sted, hvor vi laver noget normalt.«

Søren Magnussen stopper pludseligt sin talestrøm:

»Jeg er ellers meget påpasselig med at bruge det ord normalt, men det har faktisk været min tanke fra begyndelsen, at projektet skulle gå ud på at flytte det bedste fra den normale verden ind på de lukkede afsnit.«

Andre aktiviteter er grillaftener i det gode vejr, hvor patienterne kan få ansvar som grillmester, hvor Søren Magnussen så har købt ind. Eller de kan være med til at lave juice til andre på afdelingen. Eller lave amerikanske pandekager, som alle kan nyde.

Eller det kan være at gå en tur i Fælledparken. Mange af aktiviteterne foregår om aftenen eller i weekenden, hvor der som regel ikke foregår andre aktiviteter.

Søren Magnussen fortæller, at han ofte bruger humor i sin kontakt med patienterne.

»Det er ikke ironi, allerhøjest mod mig selv, men humor er afgørende, fordi det hele på en lukket afdeling let bliver så tragisk. Men hvis vi kan grine lidt sammen, så er vi nået et lille stykke. Det vækker f.eks. stor morskab, når jeg træder ind i et lokale fyldt med patienter og med træt, men dog autoritativ stemme udbryder: Ja, jeg er så den nye overlæge!«

Søren Magnussen går også mange ture med patienterne.

»På sådan en tur kan vi snakke om mere alvorlige ting som f.eks. elektrochok eller selvmordstanker. Eller vi kan tale om drømme og fritidsinteresser, eller om hvad man kan gøre bagefter. Eller om hvordan man kan få venner.«

Endnu et initiativ er fem hunde, der sammen med deres ejere er tilknyttet projektet. Hundeejerne kommer med deres hunde, og så får patienterne lov til at klappe og kæle eller gå tur med hunden i snor, hvis de vil.

»Jeg går så ti meter bagefter, hvis det kræves. Det er selvfølgelig små hunde, som ejerne har fuldstændig styr på. Vi kan også tage en hund med ind på den lukkede afdeling og gå tur med inden for det indhegnede område.«

Og så er der aftenkoncerterne. Flere end 100 kunstnere har sagt ja til gratis at komme og optræde for patienterne.

– Hvad er effekten på patienterne af alle disse aktiviteter?

»Det er svært at sige noget præcist. Jeg kunne i hvert fald ikke drømme om at påstå, at det, vi laver, gør folk raske. Men min målestok er meget enkel: Hvis patienterne siger, at de er glade og vil være med til at lave noget mere, så er der for mig ikke tvivl om, at vi har skabt glimt af håb og skønhed.«

Søren Magnussen har lige fra begyndelsen brugt opslag på sin personlige facebookside meget aktivt og skabt en slags åben logbog, hvor alle kan følge med i projektet.

Klaverspil trængte igennem

Det var en sammenblanding af et hårdt arbejdsliv og belastninger i privatlivet, der førte til Søren Magnussens depression.

Han brugte cirka tre år på at blive mere og mere syg, spiste en masse piller og gik til psykolog og psykiater, og selv om de var dygtige, blev han dårligere og dårligere. Han gik også til mental og fysisk træning, kort sagt gjorde han alt, man skulle, men det endte alligevel med indlæggelser.

»Jeg havde det forfærdeligt og var voldsomt selvmordstruet. Jeg har stået i frostvejr oppe øverst på en kran i Nordhavn og været på vej ud i det store intet. Kun tanken om, at hvordan mit ansigt ville se ud, når mine pårørende og mit barn skulle se det, holdt mig tilbage.«

»På hospitalet lå jeg meget længe i fosterstilling og havde kun lyst til at dø, fordi jeg ikke kunne se nogen mening med livet. Jeg mente, at det ville være bedst for alle, hvis jeg bare forsvandt.«

Han husker meget tydeligt en bestemt episode:

»En dag, mens jeg var mest syg, gik jeg i et lille mødelokale, hvor der stod et klaver. Jeg forsøgte at forsvinde fra jordens overflade, men så kom der en anden patient ind og spurgte, om hun måtte spille lidt på klaveret. Jeg havde mest lyst til at sige ’Forsvind, jeg er ved at dø’. Men det gjorde jeg heldigvis ikke, og så satte hun sig til at spille. Og det var så skønt. Så selv om jeg var allermest traumatiseret, så havde jeg også en modtagelighed for noget smukt. Det er en historie, jeg tit bruger, når jeg skal fortælle om hvad og navnlig hvorfor jeg gør, som jeg gør.«

Søren Magnussen fik en rigtig god behandling, hvor han var indlagt på tre af afdelingens fire afsnit.

»Det siger jeg ikke for at holde mig gode venner med min arbejdsgiver, eller fordi der ikke er brug for forbedringer, men fordi det er et faktum. Det var psykiatrien, der reddede mit liv.«

»Jeg skal ikke sidde på et kontor, jeg skal ikke deltage i møder, jeg skal ikke skrive noget på Sundhedsplatformen, og jeg skal ikke lave notater om patienterne og de ting, jeg gør,« siger SørenMagnussen, der arbejder for at skabe frirum i psykatrien.

For Søren Magnussen er det vigtigt at understrege, at for ham er de psykiatriske patienter »godt selskab«.

»Når de møder en som mig, hvor de kan mærke, at jeg er meget afslappet og kan lide dem, så får jeg ekstra meget kærlighed tilbage. Jeg etablerer også venskaber med nogle af dem, selv om det i behandlerverdenen lyder meget uprofessionelt. Så jeg holder meget af særlige mennesker– det er mit forsøg på at sætte ord på de folk, som ikke er helt som andre. For mig er de spændende, og de har så meget at give af, når det lykkes at trænge ind til dem.«

– Det lyder på en måde alt for positivt?

»For mig er det de smukke historier, der fylder. Det er dem, der gør indtryk. Jeg kan da sagtens opleve, at nogen er så syge, at de ikke magter at kommunikere med mig. Men de, der ikke vil have noget med mig at gøre i dag, de vil måske om to uger. Så det er ikke for at være smart, at jeg fastholder, at de særlige mennesker er godt selskab, det er, fordi det er rigtigt.«

Selv om Søren Magnussen dagen før interviewet er blevet fastansat, ændrer det ikke noget. Han kommer ikke til at blive ’systemets forlængede arm’, selv om han nu får løn for sit arbejde, forklarer han.

»Hvis vi ikke for alvor begynder at forstå, at de mennesker, der har en alvorlig psykisk lidelse, stadig er fyldt med kærlighed, omsorg og små drømme, så sker der aldrig væsentlige forandringer på de psykiatriske sengeafsnit. Og så er der brug for mange flere patientstyrede aktiviteter.«

I sommeren 2017 blev socialrådgiverne på Jobcenter Lærkevej udsat for hård kritik og demonstrationer fra frustrerede borgere. Jobcentret blev kritiseret for at tildele langt færre førtidspensioner end andre kommuner – og for at forværre syge borgeres sygdom med lange og tunge forløb.
Læs også
Serie

De utrættelige

Selv om vi måske er ved at være trætte af politikere, er vi ikke trætte af politik. Og selv om vi måske ikke længere har så meget fidus til politikernes verdenssyn, så tror vi stadig på, at verden kan og skal ændres.

Derfor har Information opsøgt en håndfuld borgere, der hver på deres måde skubber på for nødvendige forandringer.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Munk
  • Mette Poulsen
  • ulla enevoldsen
  • Morten Hjerl-Hansen
  • Maria Francisca Torrezão
  • David Zennaro
  • ingemaje lange
  • Poul Erik Riis
  • Eva Schwanenflügel
Carsten Munk, Mette Poulsen, ulla enevoldsen, Morten Hjerl-Hansen, Maria Francisca Torrezão, David Zennaro, ingemaje lange, Poul Erik Riis og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ete Forchhammer

Tænk,hvis det var Søren Magnussens tilgang til medmennesker der blev dyrket i samfundet! Tænk, om flere ledere ville efterspørge og ansætte folk af samme støbning som SM...

ulla enevoldsen, Anne Mette Jørgensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
ingemaje lange

Ifm psykiatrisk hospital i Aarhus har der i mange år været en grøntsags og blomsterhave. Her arbejder både indlagte og ambulante patienter sammen med frivillige. Og vi andre har så den glæde at vi kan købe deres ting.

Anne Mette Jørgensen, Ete Forchhammer og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar