Læsetid: 8 min.

’Der er ikke noget specielt stort i at hjælpe andre, for man får det selv skidegodt af at gøre det’

Samtidig med at Karin Kornø Rasmussen passer sin tandlægeklinik på det mondæne Østerbro, er hun frivillig tandlæge for fattige og udsatte. Fra Jerusalem og Vestbredden til Mændenes Hjem på Vesterbro har den 62-årige tandlæge i årevis brugt sin fritid på at hjælpe andre
Tandlæge Karin Kornø Rasmussen bruger en del af sin fritid på at hjælpe andre. Det kan være hjemløse og stofbrugere i København, det kan være fattige børn i Jerusalem eller fattige i Nicaragua. »Alt det fnidderfnadder, der kan være i ens hverdag, sættes i relief, når man så tæt på ser, hvordan andre kan have det‚« siger hun.

Tandlæge Karin Kornø Rasmussen bruger en del af sin fritid på at hjælpe andre. Det kan være hjemløse og stofbrugere i København, det kan være fattige børn i Jerusalem eller fattige i Nicaragua. »Alt det fnidderfnadder, der kan være i ens hverdag, sættes i relief, når man så tæt på ser, hvordan andre kan have det‚« siger hun.

Sigrid Nygaard

26. juli 2018

Tandklinikken ’Bisserne’ på Mændenes Hjem på Vesterbro i København er indrettet på anden sal i et tidligere baderum. Her kommer 62-årige Karin Kornø Rasmussen hver tredje uge, når det er hendes tur til at tage vagten.

»Det er en meget flot klinik, vi har fået bygget der, og det er som at åbne døren til en helt anden og smuk verden,« siger hun. »I opgangen i Mændenes Hjem lugter der af tis, og folk vælter rundt i deres rus. Men så åbner man døren til klinikken, og den ligner en hvilken som anden tandlægeklinik.«

Patienterne i tandlægestolen er socialt udsatte, hjemløse, stofbrugere og andre eksistenser, der af den ene eller anden grund har det så dårligt, at de ikke magter at komme på en almindelig tandlægeklinik. Behandlingen er gratis, og de tilknyttede tandlæger og klinikassistenter arbejder alle ulønnet og frivilligt.

»Det værste er de unge piger, der har været udsat for trafficking. De har været udsat for så mange svigt i deres unge liv, at det gør en helt trist. Men ellers er det meget spændende og udviklende at arbejde på klinikken. De fleste er endog rigtigt søde, og når først de ligger i tandlægestolen, er de helt forsvarsløse, men trygge. Så er det lige som at trykke på en knap, så får man hele deres livshistorie,« siger Karin Kornø Rasmussen.

Hun husker en patient, der havde så meget tandsten, at han slet ikke kunne lukke munden. Hvornår havde han sidst været til tandlæge? Det kunne han ikke huske, men det var i hvert fald ti år siden, at han sidst havde børstet tænder.

– Lugter de ikke ud af munden?

»Jo, det kan man roligt sige. Men hvis det er slemt, kan man åbne vinduet. Og ellers kan man jo tage et kirurgisk mundbind på. Det gør jeg som regel ikke, fordi min erfaring er, at det tit kan være med til at øge den angst, som mange i forvejen har for tandlæger. De skal lugte meget slemt ud af munden, før jeg tager et mundbind på.«

»Jeg laver mest nødbehandling, proteser og ind i mellem rodbehandling. Gennemsnitslevealderen for denne gruppe patienter er ca. 42 år, og det er ikke så meget tandpinen, der betyder noget for dem. Den doper de sig fra. Nej, det er deres udseende, der betyder mest.«

Karin Kornø Rasmussen sidder i solen med en kop te og en halv croissant og fortæller, inden hun skal på arbejde på sin egen klinik, der ligger i starten af Østerbro tæt ved Langeliniebroen.

»Egentligt ville jeg helst have været en ansat tandlæge, men det var umuligt at få fri i så lange perioder, som jeg har lyst til. For mig har løsningen så været at få min egen klinik og så bruge nogle uger om året på at tage ud og ordne tænder.«

Gør kun ondt, når jeg spiser

Da Karin Kornø Rasmussen var færdiguddannet tandlæge i 1980, blev hun ansat på en klinik på Vesterbro. Og det var mødet med patienterne her på ’det gamle Vesterbro’, der satte gang i hendes engagement.

»Der var så mange elendige skæbner. Jeg husker en ganske ung pige, der havde huller i næsten alle tænder. Det var helt forfærdeligt at se. Gør det ikke ondt, spurgte jeg. Næh, kun når hun spiste, svarede hun. Dengang var det ikke let at få tilskud til tandbehandling. Men min oplevelse var, at når en patient først fik ordnet sine tænder, så fik de også rent tøj på og fik vasket håret. Det var meget tankevækkende at se, hvor meget det betød, at deres tænder kom i orden.«

Hjemløse skal lugte meget slemt ud af munden, før jeg tager et mundbind på,« siger Karin Kornø Rasmussen og tilføjer: »Det gør jeg som regel ikke, fordi min erfaring er, at det tit kan være med til at øge den angst, som mange i forvejen har for tandlæger.«

Sigrid Nygaard

En dag så hun en annonce i Tandlægebladet, hvor projektet Dental Volunteers for Israel søgte frivillige tandlæger til en klinik i Jerusalem. Projektet var startet af Holocaust-overleveren Trudi Birger, som ikke selv var tandlæge, men som i 1982 havde fået oprettet en tandklinik, der tog mod alle fattige børn.

»Det lød meget spændende, og jeg var især optaget af, at klinikken var åben for både palæstinensiske og israelske børn. I et land, hvor der er så meget ballade og udsigtsløshed, var det virkelig optimistisk med sådan et coexist-projekt.«

Karin Kornø Rasmussen meldte sig og tog til Jerusalem. I fire uger arbejdede hun på klinikken, der var etableret med moderne udstyr. Hun blev snart dansk repræsentant for projektet, og siden har hun været af sted 20 gange.

»De første år havde børnene meget dårlige tænder, så der var i høj grad tandudtrækning og meget dybe huller, der skulle laves. Nu går det bedre, og en af forklaringerne er sikkert, at Trudi Berger lagde meget stor vægt på forebyggende tandpleje, altså undervisning i tandbørstning og kostvaner.«

Kommunikationen med børnene gik via klinikassistenterne, der kunne engelsk. Og så fik Karin Kornø Rasmussen udleveret en lang liste, hvor de mest almindelige udtryk var oversat til hebraisk: ’Stor pige’, ’åbn munden’, ’luk munden’, ’det var fint’ osv. Når hun skulle tale med de arabiske børn, måtte klinikassistenterne oversætte.

»I løbet af en måned var jeg typisk på arbejde på klinikken i seks timer seks dage om ugen, og i løbet af en dag kunne jeg – og de andre tandlæger, der kom fra bl.a. Holland, Tyskland, Norge, Sverige – behandle omkring 25 børn. Så det var travle dage. Næsten alle de jødiske børn var børn af ultraortodokse, fordi familierne dels havde rigtig mange børn, dels ikke havde nogen penge, når manden brugte al sin tid på at læse Toraruller.«

– Hvad fik du ud af det?

»Det var dejligt at kunne hjælpe. Tandpine var en af de vigtigste årsager til, at mange børn forsømte deres skole. Så det var en stor tilfredsstillelse. Der er ikke noget specielt stort i at hjælpe andre, for man får det selv skidegodt af at gøre det. For mig var det også en meget inspirerende måde at rejse på. Og så var det sjovt at være i børnehøjde, normalt er der jo ikke børn på en almindelig tandlægeklinik i Danmark,« siger Karin Kornø Rasmussen.

Hun ser eftertænksom ud: »Man får også en større taknemmelighed over for alt det, man selv har. Alt det fnidderfnadder, der kan være i ens hverdag, sættes i relief, når man så tæt på ser, hvordan andre kan have det.«

Fra Upernavik til Vesterbro

På et tidspunkt rejse Karin Kornø Rasmussen til Grønland som tandlæge, hvor hun i løbet af tre måneder besøgte en række bygder og byer helt oppe mod nord. Det var ikke frivilligt, hun fik løn for det. Men på nogen måder mindede det alligevel lidt om oplevelserne fra Jerusalem.

»For dælen, hvor havde de dårlige tænder. Det var jo bygder, hvor der ikke havde været en tandlæge i årevis. Så der trak jeg rigtig mange tænder ud og lavede mange fyldninger, men ikke så mange rodbehandlinger. For der kunne jo gå år, før der igen kom en tandlæge forbi.«

Da hun for tredje gang skulle derop, blev hun syg. I et halvt år døjede hun med smerter i ryggen.

»Så måtte jeg jo finde på noget andet. Jeg var derfor med næsten fra starten af ’Bisserne’, altså de hjemløses tandklinik. I 13 år var jeg med i bestyrelsen, og jeg har fortsat vagter jævnligt.«

»Det burde være en del af velfærdssamfundet, at socialt udsatte og hjemløse kunne få gratis tandpleje,« siger Karin Kornø Rasmussen, der i sin fritid arbejder gratis på tandklinikken på Mændenes Hjem i København.

Sigrid Nygaard

Projektet har nu bredt sig til næsten at være landsdækkende, så der i dag også er tandklinik for hjemløse og udsatte på Kofoeds Skole på Amager foruden klinikker i bl.a. Aalborg, Randers, Svendborg, Hillerød og Odense. Ganske vist er de basale driftsudgifter til klinikken i Mændenes Hjem nu kommet på finansloven, men det er stadig et frivilligt projekt, der er afhængigt af, at tandlæger vil arbejde gratis. Karin Kornø Rasmussen mener derfor, at det burde være en del af velfærdssamfundet, at socialt udsatte og hjemløse kunne få gratis tandpleje, lige som der findes skoletandplejen for børn, specialtandplejen for psykisk syge og omsorgstandplejen for ældre.

»De færreste tænker over, at skoletandplejen oprindeligt startede som et frivilligt projekt. I dag opfattes det som en naturlig del af velfærdssamfundet, og på samme måde burde det være med socialtandplejen, der kunne omfatte udsatte og hjemløse.«

Vestbredden og Nicaragua

Siden 2003 har Karin Kornø Rasmussen betalt til TUG, Tandsundhed uden Grænser – der svarer til Læger uden Grænser bare i mindre format.

»De første mange år var jeg kun betalende medlem, men så for snart tre år siden blev jeg ringet op. De ville til at påbegynde et projekt på Vestbredden, og de mente, at jeg med erfaringerne fra Jerusalem måske var den rigtige til at være med i sådan et nyt projekt.«

Karin Kornø Rasmussen kom ikke af sted. Først døde hendes mand, siden blev hun selv syg, så først to år senere fik hun prøvet at arbejde som tandlæge på Vestbredden, hvor hun mødte næsten uovervindelige vanskeligheder.

»Hvordan får man vand, tandbørster, tandpasta ud på skoler i områder, hvor der ikke altid er vand, og hvor der regelmæssigt afbrydes for elektriciteten? Det var jo næsten som at være i de nordlige bygder i Grønland. Man må improvisere sig frem: Her er et lokale, måske i en nedlagt moske, og hvis vi nu tager et skrivebord og to almindelige stole, kan vi så bruge det som en tandlægestol, hvor børnene kan ligge? Vi havde et batteridrevet bor, men der var primært tale om tandudtrækning. Hold fast, hvor var det på en måde grumt. På den anden side var det også en stor oplevelse at være af sted.«

I modsætning til projektet i Jerusalem, hvor der blev stillet en bolig til rådighed, skulle Karin Kornø Rasmussen selv betale alle sine udgifter til rejse, ophold og fortæring, mens hun var af sted. Det gjorde hun gerne.

Her i april har hun igen besøgt Vestbredden. Hun havde fået til opgave en lave en midtvejsevaluering af projektet. Den slags havde hun aldrig prøvet før.

»Det har været helt fantastisk og meget demensforebyggende! Der skulle jeg virkelig tage mig sammen. Jeg har talt med alle mulige og spurgt ind til erfaringerne og fået mange input om ting, der kan forbedre projektet. Det har været så fedt at være fokuseret på det.«

Sidt i juni skulle Karin Kornø Rasmussen og en koordinator fra TUG til Nicaragua for at se, om der kan laves et nyt projekt der. Men foreløbig er rejsen udsat på grund af uro i det mellemamerikanske land.

»Vi skulle lave forundersøgelser og forsøge at få aftaler med lokale ngo’er og myndigheder, allerhelst Sundhedsministeriet, så der er en vis form for sikkerhed for, at det forebyggende arbejde kører videre, og at lokale kan overtage projektet, når de frivillige tandlæger rejser hjem.«

– Hvad siger dine patienter på Østerbro til alt dit rejseri?

»Vi er tre tandlæger på klinikken, så de kommer bare ind til en af de andre. Men jeg skal da også love for, at mange af mine patienter er interesserede i at høre, hvad jeg har oplevet, når jeg er ude.«

Serie

De utrættelige

Selv om vi måske er ved at være trætte af politikere, er vi ikke trætte af politik. Og selv om vi måske ikke længere har så meget fidus til politikernes verdenssyn, så tror vi stadig på, at verden kan og skal ændres.

Derfor har Information opsøgt en håndfuld borgere, der hver på deres måde skubber på for nødvendige forandringer.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Peter Wulff
  • Anne Eriksen
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
  • Erik Karlsen
  • Anne Berry
  • Frede Jørgensen
  • Steffen Gliese
  • Katrine Damm
Bjarne Bisgaard Jensen, Peter Wulff, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Erik Karlsen, Anne Berry, Frede Jørgensen, Steffen Gliese og Katrine Damm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Respekt for din indsats, Karin.

Steffen Gliese, erling jensen, Katrine Damm, David Joelsen, Peter Wulff og Per Langholz anbefalede denne kommentar
Katrine Damm

Jeg bliver lidt trist over at denne artikel ikke ser ud til at få meget respons.
Mig forekommer det ubegribeligt, hvorfor tandpleje ikke er en del af sundhedssystemet.
Både fysisk og psykisk er det et regulært handicap, at have dårlige tænder.
Ligeledes virker det komplet uforståeligt, at man får tilskud til almindeligt tandeftersyn, rensning osv, men har man alvorlige tandproblemer, såsom rodbehandlinger, broer etc, så er der nada eller meget lidt.

Tandlægerne forsøgte at råbe op tilbage i maj, der var desværre ikke meget mediebevågenhed.