Tesfaye: Finansministeriets regnemaskine kan ikke acceptere, at bedre uddannelser sparer penge

De senere år har der været tiltagende diskussion af, at Finansministeriets regnemodeller regner skævt.

Venstrefløjen har på den ene side krævet, at Finansministeriet i sine regnemodeller anerkender, at øgede investeringer i blandt andet uddannelse og sociale indsatser ikke bare er rene udgifter for statskassen, men kommer igen i form af forbedret produktivitet, øget arbejdsudbud eller lavere udgifter til overførselsindkomster.

Finansministeriet har på den anden side fastholdt, at der ikke er tilstrækkelige empiriske undersøgelser af, hvordan investeringer i velfærd påvirker økonomien, til at det er sikkert nok at regne med dem.

Debatten er dels en overordnet fagøkonomisk og ideologisk debat om empiriske grundlag, forventninger til hvornår mennesker ændrer adfærd, og hvad der skal til før noget kan gøres til generelle regneregler om dynamiske effekter. Men det er også en uenighed, der fører til løbende konflikter om antagelser og beregninger i politiske forhandlinger.

En af de konflikter udspillede sig i forhandlingsforløbet om den Forberedende Grunduddannelse (FGU’en) sidste år.

Reformen af de forberedende uddannelser fik opbakning fra samtlige partier i Folketinget og samlede en række tidligere spredte indsatser overfor unge, der har svært ved at komme i gang med en uddannelse til et mere sammentænkt forløb.

Målsætningen er, at reformen skal hjælpe de 50.000 unge mellem 15 og 24 år, der i dag hverken er i job eller i gang med en uddannelse til bedre at kunne overskue de forskellige muligheder, de har. Reformen begrænser hvor lang tid de unge kan være i de forberedende forløb, og ved at samtænke indsatserne og sikre bedre mulighed for en blanding af uddannelse og praktikforløb prøver man også at undgå, at de unge farer vild i mulighederne og starter på flere forskellige tilbud.

Mindre spildtid

Netop forventningen om, at de unge ville opnå mindre spildtid ved alle de adskilte forberedende uddannelsestilbud kunne Socialdemokratiets erhvervsuddannelsesordfører Mattias Tesfaye se, da han fik fremlagt beregninger over effekten af reformen i løbet af forhandlingerne.

Her fremgik det, at Undervisningsministeriet antog, at de unge i gennemsnit ville bruge fire måneder mindre i det forberedende forløb – fra 18 til 14 måneder – som følge af, at det blev bedre tænkt sammen, og at der blev lagt en øvre grænse for, hvor længe de unge må bruge i forløbene.

»Det er der ikke nogen, der sætter spørgsmålstegn ved, fordi vi alle sammen er enige om, at der er masser af spildtid i det eksisterende. Det er det, der er hele grunden til, at vi laver det om,« siger Mattias Tesfaye og tilføjer:

»Jeg tænkte, at det er da godt, for så er der fire måneders færre udgifter til uddannelse, fire måneders færre udgifter til ydelse og sådan set også fire måneders øget arbejdsudbud, da der jo må komme nogle unge mennesker fire måneder hurtigere ud end før,« siger han.

Men en embedsmand gjorde ham opmærksom på, at der trods de positive forventninger altså ikke var tale om nogen besparelse. For et andet sted i arket var der indsat nogenlunde tilsvarende udgifter til såkaldt »meraktivitet« på erhvervsuddannelserne, som de unge kan ende på efter at have været på FGU.

Ifølge embedsmændene vil den hurtigere og bedre vej igennem de forberedende tilbud nemlig betyde, at de unge vil være længere tid om at gennemføre deres senere uddannelse som f.eks. anlægsgartner eller SOSU-assistent, end de er i dag. En forudsætning som de fleste i forhandligerne – ifølge Mattias Tesfaye – havde svært ved at forstå.

»Alle trækker lidt på smilebåndene, for de kan godt høre, at det jo er latterligt, at vi sidder og diskuterer, hvordan vi forbedrer det forberedende uddannelsessystem, og så konkluderer vi samtidigt, at det så nok vil tage dem fire måneder længere at gennemføre deres ungdomsuddannelse bagefter. Det er jo hul i hovedet,« siger Mattias Tesfaye.

»Det skyldes, at regnemaskinen åbenbart ikke kan acceptere, at vi – ved at indrette uddannelsespolitikken bedre og investere lidt – kan lave en reform, der frigør 200 millioner kroner.«

Vanskeligt at forudsige

Information har spurgt både Undervisningsministeriet og Finansministeriet om, hvorfor de forventer, at reformen af de forberedende uddannelser vil betyde, at unge bliver længere om at gennemføre deres efterfølgende uddannelse. Finansministeriet henviser til Undervisningsministeriet, der svarer skriftligt.

»Med FGU-reformen er der etableret et nyt system, hvor der ikke er tidligere erfaringer til at vurdere målgruppens samlede uddannelsesadfærd. Der er tale om en forholdsvis svag målgruppe med mange frafald og omvalg, hvorfor deres adfærd i det hele taget er vanskelig at forudsige,« skriver de og fortsætter:

»Det skønnes konkret, at den gennemsnitlige varighed i forberedende tilbud vil blive forkortet, men at en del af denne mindre brug af forberedende tilbud til gengæld vil føre til et større træk på andre dele af uddannelsessystemet.«

Ministeriet svarer altså ikke på, hvad der mere konkret ligger til grund for troen på, at fordi man er hurtigere og mere effektivt igennem et sted i uddannelsessystemet, så er man langsommere og falder fra andre steder i uddannelsessystemet.

Som det ser ud nu, regner Finansministeriet kun med dynamiske effekter af uddannelse, hvis det medfører, at flere får løftet deres uddannelsesniveau, da det antages, at det fører til forbedret produktivitet og øget arbejdsudbud. Men ministeriet regner altså ikke med dynamiske effekter af øgede investeringer i uddannelsessystemet, og det er et problem, siger Mattias Tesfaye.

»Hvis uddannelsespolitik bare er på statens udgiftsside, så bliver det betragtet som nice to have. Det bliver set som, at vi er et rigt samfund, og derfor er det godt at bruge penge på uddannelse i stedet for at sige, vi er et rigt samfund, fordi vi har brugt penge på uddannelse.«

Undersøgelse vil komme

Ifølge Mattias Tesfaye er det helt fint, hvis man politisk vælger at være konservative og vente på, at pengene kommer ind før man bruger dem. Men det er uholdbart, at politikerne ender med at acceptere forudsætninger, som de ikke kan få til at give mening, og som har betydning »ikke bare for en eller anden ligegyldig detalje, men for selve reformøkonomien«.

Han peger dog på, at man med en formulering til allersidst i aftaleteksten har forsøgt at sikre sig, at de eventuelle dynamiske effekter, der vil komme af FGU-reformen også vil tilfalde de unge, man forsøger at løfte. Her forpligter aftalepartierne sig til over de kommende år at følge med i, hvordan reformen påvirker de unges vej igennem uddannelsessystemet.

Et eventuelt overskud skal så diskuteres og prioriteres blandt de partier, der er med i den politiske aftale – og altså ikke bare gå tilbage i den store offentlige kasse – ligesom partierne også forpligter sig til at finde pengene, hvis det viser sig, at der ikke er afsat nok.

»Hvis der er en regnemaskine i Finansministeriet på den ene side og et ønske fra os om at kunne beregne investeringer i velfærd på den anden, så endte det vel uafgjort. Vi har ikke fået vores vilje, og det synes jeg et eller andet sted også er okay, for der skal være et solidt grundlag at få sin viden på. Jeg er bare tilfreds med, at vi nu i det mindste har aftvunget systemet, at det skal undersøges. Det, håber jeg, kan være en trædesten til at få bygget noget viden op, der gør, at når vi sidder og forhandler, så er alle investeringer i velfærdssamfundet ikke bare udgifter med udgifter på,« siger Mattias Tesfaye.

Han håber, at den måde, man har løst konflikten i aftalen om FGU’en, kan bruges i andre forlig også, og at den empiri, der bliver indsamlet om de unges adfærd i FGU og efterfølgende uddannelsesforløb, kan bruges til at udfordre den måde, regnemodellerne fungerer på nu.

»Den almindelige borgerlige økonomiske tænkning trænger til at blive udfordret. Den har sat sig på den fælles regnemaskine på en måde, der gør, at den regner skævt. Når vi får fremlagt konsekvensberegninger af politiske forslag, så vil den alt andet lige trække i en blå retning. Den trænger til en opdatering, og det håber jeg, at det her vil være et lille skridt i retningen af.«