Interview
Læsetid: 10 min.

68’er til ungdommen: Ligestilling er ikke nok, I skal kæmpe for frigørelse

50 år efter ungdomsoprøret og rødstrømpebevægelsen, der fulgte efter, er kampen for kvinders frigørelse ikke blevet mindre aktuel. Det mener 68’eren og forhenværende rødstrømpe Signe Arnfred. 25-årige Laura Friis Wang er taget hjem til hende for at spørge, hvad den unge generation kan lære af 68-generationen om kvindekamp
Hvad kan de unge lære af 68’erne? Fra sociolog Signe Arnfred lyder det: »At være åben og selvkritisk. Og én parole til, som jeg skal huske at have med: Vær realistisk, kræv det umulige.«

Hvad kan de unge lære af 68’erne? Fra sociolog Signe Arnfred lyder det: »At være åben og selvkritisk. Og én parole til, som jeg skal huske at have med: Vær realistisk, kræv det umulige.«

Indland
16. august 2018

Jeg har skrevet en mail til Signe Arnfred, der var en del af ungdomsoprøret i 1968 og senere blev aktiv i kvindebevægelsen. Jeg vil spørge, om hun har lyst til at deltage i et interview i anledning af 50-året for ungdomsoprøret.

»Jeg håber, at vi kan tale sammen, hvor fokus er på ligestilling,« skriver jeg i mailen.

Signe Arnfred, der i dag er kønsforsker på RUC, svarer hurtigt tilbage og takker ja til invitationen. En uges tid senere ringer jeg på dørtelefonen til hendes lejlighed på indre Østerbro.

I de to første afsnit af denne artikelserie, der handler om, hvad min generation kan lære af 68’erne, talte jeg med Lars Jakob Muschinsky og Morten Thing om henholdsvis pædagogik og medbestemmelse på universiteterne.

Områder, hvor 68’ernes ideologiske kamp i dag – ifølge dem selv – er gået mere eller mindre tabt. Til gengæld fremhævede de to mænd ét område, hvor ungdomsoprørerne lykkedes med at sætte varige spor. Kvindekampen.

Signe Arnfred giver dem ret et stykke ad vejen – og så alligevel ikke helt.

»Ja, der er nogle ting, der har ændret sig. For eksempel er fædrene kommet mere på banen. Men det mål, vi havde om kvindernes frigørelse – det blev ikke nået. Slet ikke. De generelle samfundsændringer er ikke gået dybt nok,« siger hun.

Jeg spørger hende, hvad min generation kan lære af hendes, når det gælder kvindekamp. 

Det private er politisk

Signe Arnfred var med i studenteroprøret på Københavns Universitet i 1968, før hun blev en del af kvindeoprøret, som begyndte et par år senere.

Hun var en god kultursociologistuderende, der troligt læste Marx ligesom sine medstuderende og deltog i studiekredse, hvor de diskuterede Kapitalen. På et tidspunkt kom der nogle kvindelige studerende fra litteraturinstituttet, som stillede »alle mulige spørgsmål om køn«.

»Jeg syntes, at de var knald i låget og helt galt afmarcheret,« husker hun.

Men så begyndte hun at lægge mærke til, at ungdomsoprøret bestod af mænd, som var bannerførere for det hele. Der begyndte at røre sig noget inden i hende, og hun spurgte sig selv, »hvad pokker handler det her om?«

I disse år skete der samfundsøkonomiske ændringer, som havde stor indvirkning på kvinderne. Mange flere kom ud på arbejdsmarkedet og fik uddannelse. Signe Arnfred og hendes jævnaldrende kunne se, at de ville få et helt andet liv end deres mødre. Mødrene kunne ikke bruges som modeller for et kvindeliv.

»Og så blev vi jo nødt til at hitte på noget andet.«

Da hun først fik »skrabet hul på problemstillingen«, var hun på. I 1971 tog hun på kvindelejr på Femø. Hun begyndte at gå i overalls og smide bh’en, og sammen med de andre kvinder »skrottede hun de der husmorting, som vi havde hjemmefra«.

Knap et år senere var hun med til at arrangere den første store sammenkomst for kvindebevægelsen – Tåstrupseminaret. I løbet af 1970’erne arrangerede hun flere seminarer og deltog i bogprojekter med andre feminister, ligesom hun var med til at redigere bladet Kvinder, der blev trykt i 9.000 eksemplarer og sendt ud i hele landet.

For Signe Arnfred og hendes meningsfæller handlede det om at slippe af med de adfærdsmønstre inden i dem selv, som de mente at have overtaget fra tidligere tiders kvinderolle.

»Sådan noget med at være afhængig af mandlige vurderinger og måder at se ting på. Det ville vi gerne gøre op med.«

Hun lærte parolen »det private er politisk«.

Rødstrømperne ville ikke kun ændre lovene i samfundet. Det vigtigste var at ændre kvinders måder at tænke og leve på, og derfor henvendte bevægelsens aktiviteter sig til kvinderne selv og ikke til staten. 

– Du siger, at parolen ’det private er politisk’ var vigtig for jer dengang. Men er det ikke det, der har taget overhånd i de næste generationer – ved at være for optaget af det, der berører os selv?

»I min generation betød det med det private og det politiske, at vi lærte at se os selv i en større sammenhæng. Det, vi antog for bare at være vores egen oplevelse, viste sig at være noget, vi delte med en hel masse andre. Noget som kunne forandres, hvis bare vi var sammen om at gøre det. Og det er den dimension, I måske mangler nu,« siger hun.

– Hvordan?

»Unge skal præstere individuelt i dag, og det hele handler om selvkontrol. Det vigtige i vores generation var fællesskabet.«

– I dag har vi identitetspolitiske bevægelser omkring køn og race, hvor kritikken ofte er gået på, at disse grupper er ekskluderende og navlepillende. Hvordan undgik I at blive det?

»Jeg ser i dag, at der er en tendens til, at de grupper, der dannes nu, bliver nogle ekkokamre. Man finder dem, som mener det samme som én selv, og så får man bekræftet sine synspunkter. Og det kan være godt et stykke ad vejen, men det har sine klare begrænsninger. Der er nogle mekanikker i fællesskabet, som er anderledes i dag end dengang,« siger hun.

Det har hun blandt andet oplevet som mangeårig underviser på RUC. Hun uddyber:

»Ingen, der snakker om 1970’ernes sociale bevægelser, siger nogensinde ’jeg’. Det er altid ’vi’. Vi indgik i et fællesskab, som vi samtidig selv skabte.«

Når det private ikke tog overhånd i datidens kvindefrigørelseskamp, handlede det ifølge Signe Arnfred også om en anden parole. Nemlig, at kvindekamp og klassekamp hang sammen.

»Vi så jo også systemet som værende imod os. Det var kapitalismen, den politiske og økonomiske struktur, som vi satte os for at ændre.«

Alt det, der ikke handler om penge

På et rundt spisebord med farvet dug i en af stuerne har Signe Arnfred lagt noter og bøger frem til vores samtale. På notesblokken har hun blandt andet skrevet noget, som hun skal huske at understrege over for mig, og som handler om den mail, jeg skrev til hende. Nemlig, at »ligestilling« ikke er et rammende ord for kvindekampen, som hun ser den.

»Det er vigtigt for mig at minde om, at for os var ligestilling et borgerligt ord. Kampen handlede selvfølgelig om ligestilling, men inden for nogle helt andre rammer, og det var en skelnen, som var meget klar for os dengang. Den borgerlige kvindebevægelse havde jo været der hele tiden, og den havde vi ikke megen respekt for. De ville jo bare være ligestillede med mændene inden for det eksisterende samfund.«

»Men vi ville ikke være lige med mændene på deres præmisser – vi ville lave præmisserne om.«

I den moderne kvindekamp oplever Signe Arnfred, at ordet frigørelse er gået tabt, mens der er for lidt kritisk snak om brugen af ordet ligestilling. Og det illustrerede min mail til hende meget godt.

Over spisebordet fortæller jeg Signe Arnfred, at når jeg som 25-årig tænker kvindekamp i dag, så tænker jeg på ligestilling. Vi har jo en ligestillingsminister, ligestillingsordførere og ligestillingspolitik. Og når jeg tænker på udfordringer for kvinder – i hvert fald vestlige kvinder – så handler det om, at vi ikke er nået i mål på sådan noget som ligeløn og kvinder på magtfulde poster.

Men ifølge Signe Arnfred er det slet ikke nok. For alt det handler om noget, der foregår inden for markedet: Lighed i forhold til at tjene penge.

»Det begreb, vi har om ligestilling mellem kønnene i dag, det er blindt for den del af samfundslivet, som drejer sig om ting uden for markedet. Alt det, der handler om børn, og det, der ikke umiddelbart kan omsættes i penge, det er usynligt,« siger hun.

Jeg påpeger, at både kvinder og mænd i mine kredse deles om børnepasning, madlavning og rengøring i hjemmet. Og hænger det ikke sammen med, at mænd og kvinder i stadig højere grad deltager på lige fod på arbejdsmarkedet, spørger jeg.

Det mener Signe Arnfred ikke. 

»Kønsstereotyperne og den patriarkalske struktur er på det overordnede plan ikke ændret nær nok. Og det er ikke noget, der ændres af sig selv,« siger hun og fremhæver, at der findes tal, som viser, at det stadig er kvinder, der i overvejende grad tager sig af husarbejdet.

»Kvinderne laver simpelthen mere af det ubetalte arbejde, end mændene gør. Selv om begge bruger lige lang tid på lønarbejde.«

Et af de punkter, hvor hun ikke synes, at kvindebevægelsen er slået igennem, er en ordentlig respekt for, at der foregår vigtigt arbejde uden for arbejdsmarkedet. Dengang kæmpede de for orlov til fædre og seks timers arbejdsdag – og det er endnu ikke slået igennem, påpeger hun med et suk. 

– Er det slet ikke et tegn på, at det går den rigtige vej, at flere kvinder når til tops i politik og i erhvervslivet? At de i lige så høj grad som mændene går op i deres karriere?

»Nej, det er det ikke. Jeg så meget hellere, at mændene blev mere bløde. Det andet er ikke en fremgang. Grundlæggende handler det om en kritik af, at man ikke tænker ud over ligestilling. Ligestilling er helt utilstrækkeligt, og det var også en gennemgående holdning i kvindekampen dengang, at vi ikke agtede ligestilling i sig selv som noget, der var værd at kæmpe for.«

– Men I kæmpede for ligeløn?

»Jo, jo. Det er fuldstændig rigtigt. Men når jeg er så kritisk over for ligestilling er det, fordi det er inden for det eksisterendes præmisser. Ligestilling er selvfølgelig vigtigt, for vi gider jo ikke at have ’uligestilling’ – man kan sige, at ligestilling er et trin på vejen, men det er ikke det endelige mål,« siger hun og tilføjer: 

»Det er så også karakteristisk, at det ikke er opnået. Det er helt utroligt, at man bliver ved med at have uligeløn. Så lang tid efter kvindebevægelsen.«

Signe Arnfred tror, at det handler om, at nogle tjener penge på andres lønarbejde. Og jo billigere, man kan komme af sted med at betale for arbejdet, jo bedre. Der er simpelthen nogle, der har fordele af at betale lavere løn til en bestemt gruppe.

Dermed vender den tidligere ungdomsoprører og rødstrømpe tilbage til kritikken af det kapitalistiske system.

»Kampen skal være imod den type samfund, vi har. Imod det ’kapitalistiske samfund’ lyder så underligt, men det mener jeg selvfølgelig. Det er det, der er dårligt. Den dynamik, som det kapitalistiske samfund er bygget op omkring, den skaber ulighed. Mange bliver rigtig fattige, og flere bliver rigtig rige. Og den ulighed afspejler sig også i kønnene.«

Ikke det samme pres

Signe Arnfred har fundet en stor, tung bog frem, der rummer et stort udsnit af artikler fra magasinet Kvinder, som hun var med til at skrive i 1970’erne og 80’erne.

Jeg bladrer igennem artiklerne, der handler om kvindeliv og -erfaringer, om krop, køn og seksualitet og bliver taknemmelig for, at kvinder før min tid har kæmpet for, at min generation af kvinder blev mere frigjorte. 

Velvidende, at der stadig er en kamp at kæmpe, bliver jeg også stolt, når jeg ser på nutidens bevægelser. I disse år er der sociale bevægelser, som handler om kvinders ret til egen krop. Stærkest manifesteret i den globale #MeToo-bevægelse, men også debatten om digitale krænkelser, 4. bølgefeminisme og voldtægtskulturen herhjemme.

En bevægelse som #MeToo viser netop ifølge Signe Arnfred, at de »patriarkalske strukturer« stadig findes, på trods af kvindebevægelsens kamp for at få dem fjernet.

»Især inden for særlige brancher og i prekariatet, hvor man er afhængig af at blive forlænget i sin stilling – og hvor kvinder meget ofte er i et afhængighedsforhold til mænd. Det har været rigtig vigtigt at få det belyst og trukket frem,« siger hun.

Men herudover mangler vi i dag at formulere en grundlæggende samfundskritik, mener Signe Arnfred. Hun tror, at det handler om, at min generation ikke har »nogle klare linjer at gå af«, en særlig teori eller tænker at være inspireret af.

»Vi havde jo trods alt Marx – som havde mange short comings, men som var noget at starte med. En vis rådvildhed er med til, at der ikke har været nogen sammenhængende kritik de seneste år. Energien er vendt indad. Og det hele er i markedets favør.«

– I havde Marx, men I havde også rygvinden, og I var mere privilegerede, end min generation er i dag, så var det ikke også nemmere for jer at gøre oprør?

»Ja, det er en del af det. Det med rygvinden havde også noget at gøre med vores vilkår som studerende. Vi kunne bare blive ved, så længe det skulle være. Der var ikke noget, der hed fremdriftsreform eller stopprøver. Jeg læste i ni år, mens jeg havde travlt med alle mulige ting omkring kvindekampen, og det har I jo ikke tid til. Dengang var det meget nemmere at lave noget andet og alligevel eksistere. Der var slet ikke det samme pres på os, som der er på jer.«

– Hvad kan vi så lære af jer?

»At være åben og selvkritisk. Og én parole til, som jeg skal huske at have med: Vær realistisk, kræv det umulige.«

Min generation er ifølge Signe Arnfred nødt til at have en forestilling om, hvordan vi gerne vil have, at samfundet skal laves om, før vi går i gang med oprøret. Ethvert oprør begynder med en samfundsanalyse og herefter en drøm om noget helt andet, end det vi har i dag.

»Det nytter ikke noget, at I kun ser til kanten. I skal turde at tænke videre og se det, der er helt anderledes.«

Serie

Hvad kan min generation lære af 68’erne?

I år er det præcis 50 år siden, at studerende gik til oprør mod magten og besatte uddannelsesinstitutioner over hele den vestlige verden.

Informations journalist Laura Friis Wang er 25 år og tilhører dermed den generation, der er 50 år yngre end de berømte studenteroprører. Hun er taget hjem til nogle af dem for at spørge, hvad hendes generation kan lære af dem.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

@ Laura Friis Wang

Rigtig dejlig artikel. Godt at blive mindet om, at frigørelse handler om meget mere end ligestilling - både for kvinder og mænd :-)

Signe Arnfred:

"Kampen skal være imod den type samfund, vi har. Imod det ’kapitalistiske samfund’ lyder så underligt, men det mener jeg selvfølgelig. Det er det, der er dårligt. Den dynamik, som det kapitalistiske samfund er bygget op omkring, den skaber ulighed. Mange bliver rigtig fattige, og flere bliver rigtig rige. Og den ulighed afspejler sig også i kønnene."

Estermarie Mandelquist, Curt Sørensen, Minna Conradsen, John S. Hansen, Anne Eriksen, June Beltoft, Martin Mørch, Hans Larsen, anne lindegaard, Ejvind Larsen, Anne Schøtt og Dorte Schmidt-Nielsen anbefalede denne kommentar
anne lindegaard

blivvedblivvedblivvedblivved.
Det er SÅ vigtigt.
Og tak.

Markus Lund, John S. Hansen, Anne Eriksen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
John S. Hansen

Og tillad mig også, rutinemæssigt at nævne værnepligtsloven. Må vi ikke snart få ligestilling på dette område. Faktisk den klareste kønsdiskriminerende lov(og den eneste) - så hvorfor hører man sjældent feministerne(som i aldrig) kræve ligestilling her!

Eva Schwanenflügel

@ John S. Hansen

Det kunne jo være fordi feminister er imod værnepligt?
Jeg siger det bare ;-)

Karen Grue, Christel Gruner-Olesen, Hans Larsen, Nike Forsander Lorentsen og Palle Yndal-Olsen anbefalede denne kommentar
David Zennaro

Kloge ord.

John S. Hansen

@Eva

Det er vist ikke et rimeligt argument for at der ikke skal være ligestilling på området. Forsøg gerne selv med din logik på andre politikområder, og du vil se! Jeg tror umiddelbart heller ikke at min søn på 18 er en påfaldende varm tilhænger af værnepligt. Ikke desto mindre kan han blive anholdt af politiet og smidt i Vestre fængsel til fremstilling i retten, hvis han undlader at reagere på en ordre fra statsmagten om at møde til den såkaldte "Forsvarets dag" (tidligere session). Noget der ikke kan ske for min datter! Men feministernes solidaritet, og (skulle man tro og håbe) ønske om ligestilling (det sure med det søde) rækker altså ikke til at være solidarisk med mændene i denne sag. Hvis behovet for værnepligtige er konstant, så vil en ligestilling på området jo halvere antallet af mænd som skal udsættes for dette overgreb!

Den vigtigste artikel skrevet om dansk feminisme i 2018. Det har aldrig slået mig før, at ligestilling er borgerligt. Men når man er tvunget til at lægge anarkismen på hylden af det, der så fint hedder realpolitiske årsager, så er det klart at systemtankegangen straks står på spring til at overtage.

Eva Schwanenflügel

@ John S. Hansen
17. august, 2018 - 08:48

John, jeg kan da sagtens se det er uretfærdigt, at din søn kan blive tvunget til at være værnepligtig, (altså med mindre han ikke bliver godkendt, eller vælger at være militærnægter), mens din datter er fritaget.

Men dit argument medfører for mig at se, blot at uretfærdigheden fordobles, hvis kvinder også skal tvinges ind under militæret.
Hvis en lov er uretfærdig og anakronistisk for nogen, medfører det så pr automatik, at den skal udbredes til at omfatte andre?
Jeg - og med mig andre feminister - mener værnepligten skal afskaffes.
Så kan vi jo ikke samtidig plædere for at den også skal omfatte kvinder, vel? ;-)

Eva det er dog det tammeste argument jeg længe har hørt. Hvis den skal afskaffes hvorfor hører man så aldrig en erklæret feminist tage emnet op? Andre end lige dig måske. Selvfølgelig skal kvinder inkluderes i værnepligten så længe den består. Alt andet er diskriminerende, også overfor kvinderne.

Fint at mændene selv kæmper for deres ligestilling selv på de få områder, hvor de ikke er ligestillede.
Det behøver de vel ikke kvinderne til, eller hvad?
Nå, men jeg vil jo mene, at kvinder aftjener deres værnepligt ved at føde børn. Den del kan mændene ikke overtage på nuværende tidspunkt. Og uanset, hvor meget en mand måtte være til hjælp, så er det en stor opgave at føde børn.

Majbritt Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Bassim Walid
18. august, 2018 - 06:29

Hvis mænd har brug for at lege krig med hinanden, så behøver kvinderne ikke at kæmpe for at blive inddraget.
Og som Karen Grue siger, så kan mænd heller ikke overtage børnefødsler lige pt ;-)

Karen det er bestemt relevant at udpege de områder hvor kvinder er yderst priviligerede og mænd tilsvarende diskriminerede. Det gælder blandt andet familieområdet som du selv nævner. Mænd er dømt til at være andenrangsforældre og konstant diskrimineret på forvaltningsområdet. Mænd burde have præcist den samme ret til at være forældre som kvinder har. I øvrigt er det ikke mænd der har valgt at kvinder skal føde. Det hedder natur men den moderne feminisme er selvfølgeligt heller ikke ligefrem darwinister ;) Naturen kommer lidt for ofte på tværs af deres nyopfundne verdenssyn. Ææh hvor træls.

Kvinder kan bestemt også lege krig Eva. Thatcher er et glimrende eksempel, Hillary Clinton som udenrigsminister et andet.

Eva Schwanenflügel

Bassim, der har altid været undtagelser, der bekræftede reglen..

Eva gælder det også steder hvor mænd er priviligerede?

Eva Schwanenflügel

Bassim, du er meget trættekær..
Over and out herfra, og hav en god lørdag aften :-)

Kigger jeg tilbage på mit (som nu har varet cirka 54 år) har jeg været vidne til - for nu at tage et personligt eksempel - hvordan min mor i 1960erne blev kaldt Fru fabrikant Poul Aaen eller bare Hr. Fabrikant Poul Aaen med frue til i 1970erne og 1980erne at blive kaldt fru Aaen, og til sidst i 1990erne at blive kaldt ved hendes fornavn, Rigmor! Alt dette kan vi takke kvindebevægelsen for - mener jeg! Og jeg mener også, at vi kan takke kvindebevægelsen for, at vi kvinder har fået en selvstændig seksualitet, hvor stort set ingen længere ser skævt til 18-22 årige kvinder for at have a one-night-stand, ej heller anser man længere enlige mødre med børn som værende noget nær 'ludere' :( der er ude på at forføre hver eneste mand de kommer forbi, fordi....(fortsat selv her). Kvinder i dag i DK kan blive næsten lige, hvad de vil - malere, snedkere, tømrere - det kunne de ikke i 1976, da jeg var teenager sådan cirka!

Og lad mig minde jer alle om, hvilke ballade der blev Christianshavn, da Lise Nørgaard tillod sig at skrive om fru Olsen, der, i serien på Huset på Christianshavn, blev buschaffør! Og hvor selv hendes mandlige medskribenter ikke ville gå med til at Fru Olsen skulle være buschauffør i mere end dette afsnit! Og lad mig også minde jer om, at i DK arbejder næsten alle kvinder - en anden vigtig sejr for kvindebevægelsen, mener jeg! Og at der er gode muligheder for at børnene passet - og plejet - mens forældrene arbejder! Alt dette skyldes kvindebevægelsen! Ligesom det at vi i DK åbent taler om mænds vold, og overgreb, mod kvinder, også skyldes kvindebevægelsen, der i 1978-1979 samlede penge ind til at købe huset, hvor Grevinde Danner-stiftelsen nu holder til....

Eva Schwanenflügel og Majbritt Nielsen anbefalede denne kommentar

Ift. det der med at lave en samfundskritisk analyse og forlange frigørelse? er spørgsmålet så ikke? Frigørelse fra hvad? fra arbejdet? fra kapitalismen ? eller?

Jeg tror (og det er så bare min holdning), at en hel del kvinder i DK allerede mener, at de både er frigjorte, ligestillede og har opnået den frigørelse, som Signe Arnfred taler om her! For hvis det er en frigørelse fra arbejdet, mm. ender det nemt i noget som jeg vil kalde reaktionært - en drøm om at vende tilbage et slags nostalgisk før-kapitalistisk samfund.....

Majbritt Nielsen

Eva Schwanenflügel
16. august, 2018 - 19:53
@ John S. Hansen
Det kunne jo være fordi feminister er imod værnepligt?
Jeg siger det bare ;-)

At ændre det, kræver at grundloven ændres. Det kræver at politikerne sætter sig i gang med det. og så længe der ikke er underskud på folk der vil aftjene værnepligt, frivilligt og en del af dem er kvinder. så tvivler jeg på det sker liige forløbigt.

Måske mænd bringer de ting på banen fordi de oplever de konstante påmindelser om hvor priviligerede de er som lidt fejlplacerede og ofte ignorante overfor det faktum at der er klare områder hvor kvinder er priviligerede som f.eks familiepolitik og forsvaret.