68’er til ungdommen: Vi var ikke nødvendigvis gode til at give svar. Men vi var bedre end jer til at udfordre

Det hele er ødelagt af den frisindede, antiautoritære 68-generation. I hvert fald når det kommer til måden at bedrive skole på. Den bløde 68-pædagogik er blevet et skældsord, og den har forhindret fagligheden i den danske folkeskole.

Det synes at være mantraet, når vi taler pædagogik i dag.

Sidste år sagde undervisningsminister Merete Riisager (LA), at vi skal tilbage til nogle af tankerne fra den sorte skole. Vi gør ikke de ressourcesvage børn en tjeneste ved at undervise på slap line, sagde hun. Det har nemlig ifølge hende ført til det, vi har i dag: En folkeskole, hvor omkring 20 procent af en årgang går ud af 9. klasse uden at have lært af læse og regne ordentligt. 

I år er det 50-året for ungdomsoprøret og dermed også 68-pædagogikken, som handlede om at gøre op med autoriteterne og i stedet lytte til eleverne og sætte dem fri.

Jeg er 25 år gammel, så min generation er 50 år yngre end 68-generationen. Når jeg ser tilbage på min skoletid, synes 68-pædagogikkens principper langsomt at være blevet erstattet med læringsplaner, styringsmål, fremdrift og karakterræs.

Denne udvikling blev bekræftet så sent som mandag, hvor Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet fremlagde en rapport, der viser, at et stigende fokus på karakterer i gymnasiet har betydet, at eleverne – i stedet for at blive fagligt dygtige og dannede – lærer at tænke strategisk og sige det, som de tror, at lærerne gerne vil høre.

En af de 68’ere, der førte an i det pædagogiske oprør i Danmark, er den i dag snart 70-årige Lars Jakob Muschinsky, der sammen med en gruppe revolutionsbegejstrede studerende og lærere i slutningen af 1960’erne satte sig sammen for at danne Det frie Gymnasium i København. Et gymnasium med elevdemokrati, alternative undervisningsformer – og ingen karakterer.

Jeg er taget hjem til ham for at spørge, hvad min generation kan lære af 68’ernes pædagogiske strømninger i en tid, hvor deres principper synes at være eroderet.

Red med på en bølge

Lars Jakob Muschinskys hår er kridhvidt, og han har sorte hornbriller på. Han sidder i sit køkken i sit Kartoffelrækkehus i indre København.

Midt på bordet ligger Dagbladet Information slået op på kronikken. Der er bøger overalt i det snævre rækkehus – et rigtigt kulturradikalt hjem med PH-lamper og kunst på væggene.

Lars Jakob Muschinsky er en af dem, der ifølge ham selv har »gjort karriere på ungdomsoprøret«. Først som lektor på universitetet og senere som rektor for Zahles Lærerseminarium.

Han begyndte i gymnasiet i 1964 og hadede det. Lærerne var skræmmende og hånede eleverne, hvis der var noget, de ikke forstod. Undervisningen foregik i en nedladende tone med fokus på frygt, uden appel til nysgerrighed og helt uden opmærksomhed på elevernes tanker og måder at arbejde med stoffet på, husker han.

Eleverne var blot tildelt rollen som statister i en afdanket nationalromantisk vaudeville. Stemning, kultur og pensum pegede mere mod selvforherligende navlepilleri for »blomsten af Danmarks ungdom« end mod oplysning.

Han svor på, at han ikke ville have noget med skole og pædagogik at gøre, da han blev student tre år senere. Men da en gymnasielærer i 1967 skrev i Politiken, at han ville lave et forsøgsgymnasium, besluttede Muchinsky sig alligevel for at melde sig på holdet. På det tidspunkt var han kun lige selv begyndt på universitetet.

»Det var en blanding af et hævntogt og en naiv ungdomsdrøm om, at vi kunne gøre det bedre,« siger han.

Sammen med de andre stiftere ville han skabe en skole, hvor læringen var præget af nysgerrighed og ikke frygt, hvor man droppede at give karakterer, og hvor eleverne bestemte over deres uddannelse.

De følgende år rejste han rundt i landet for at besøge det ene gymnasium i provinsen efter det andet. Han troppede op med langt, krøllet hår og blev ofte modtaget af eleverne som en anden rockstjerne. Han talte om Det frie Gymnasium, som om at det allerede eksisterede, og opfordrede til strejker og besættelse af skolerne.

»Det var skide skægt,« siger han og strækker sine arme over hovedet.

– Hvad kom der ud af det?

»Vi bidrog til at sprede den almindelige 68-stemning’ lokalt og var indimellem med til at skabe en masse ballade. Nogle brugte det til at melde sig ud af gymnasiet for at vente nogle år, indtil de kunne begynde på Det frie Gymnasium, der først åbnede i 1970.«

Lars Jakob Muschinsky rejste rundt med ideerne om en ny måde at tænke læring på i en opbrudstid, hvor skolen ifølge ham var præget af usamtidighed og fordrede, at man tænkte nyt.

Det passede ikke længere til den verden, de levede i, at der blev sunget fædrelandssange og viftet med dannebrog i klasseværelserne, mens den teknologiske udvikling havde åbnet Danmark mod verden. Og samtidig var skolen stadig alt det, man ikke ville gentage fra verdenskrigene: ensretning, gåen i takt og dyrkelse af autoriteter.

Det pædagogiske oprør, som den unge Lars Jakob Muschinsky var med til at skabe, kom samme år, som det blev forbudt at slå børn i folkeskolen. Undervisningsministeren støttede initiativet til deres forsøgsgymnasium, og tilslutningen var kæmpestor fra elever og forældre.

Det var faktisk ikke så svært at gøre oprør.

»Vi red med på en bølge,« siger han.

– Var I produkter af en opbrudstid, eller var I opbrudstiden?

»Vi var hverken entydigt produkter eller skabere. Jeg tror ikke, at det var sket uden 68’ernes ballade, men jeg tror heller ikke, at det var på grund af 68’ernes opfindsomme revolution – vi var måske snarere katalysatorer for alt det, der ikke skete af sig selv. Men i en skøn bevidsthed om at have opfundet den dybe tallerken og være båret af historiens medvind på cykelstierne.«

Tankerne fra reformpædagogikken, som blandt andet blev dyrket på Bernadotteskolen i Hellerup, hvor Lars Jakob Muschinsky selv havde gået, blev med 68’ernes oprør radikaliseret, bredt ud og gjort mere almindelig.

»Det overgik fra at være små laguner hist og her til at være en trend,« fortæller han.

Eleverne begyndte at sige ’du’ til lærerne. De skulle agere ligeværdigt med børnene og tale i øjenhøjde. Undervisningen skulle være kreativ og ikke baseres på udenadslære.

Skoleklassen var ikke længere kun rammen for disciplin, men også socialt samvær og kammeratskab, og eleverne skulle have lov til at lære i forskellige tempi.

Det var lige før, Lars Jakob Muschinsky og hans venners utopi var opfyldt.

Sammen med de andre stiftere af Det frie Gymnasium ville Lars Jakob Muschinsky skabe en skole, hvor læringen var præget nysgerrighed og ikke frygt, hvor man droppede at give karakterer, og hvor eleverne bestemte over deres uddannelse.

Fotoet er taget i 1968

Parodien på den bløde lærer

Som 25-årig er jeg selv vokset op med spor efter den såkaldte 68-pædagogik. Jeg kan tydeligt huske min fars fortællinger fra dengang, hans folkeskolelærerforældre i midten af 1970’erne meldte ham ind på en Lilleskole, hvor man ikke måtte tvinge eleverne til noget, de ikke havde lyst til.

Min far kunne ikke lide at øve sig på alfabetet, men til gengæld elskede han at sy på symaskine. Så det fik han lov til at gøre igennem et helt skoleår.

»Jeg har stadig ikke lært at stave,« sagde han og lagde dermed en ironisk distance til den form for læring.

Jeg selv har gået på en helt almindelig folkeskole i Holbæk. Jeg mindes ikke at have læst særligt mange klassikere i dansktimerne. Jeg har aldrig lært kongerækken udenad, jeg kan ikke vores statsministre på rygraden. Og da jeg begyndte i gymnasiet, havde jeg ikke hørt om Kanslergadeforliget.

Til gengæld havde vi emneuger og projektuger med gruppearbejde, vi valgte ordstyrer og referent og spiste kage i klassens time, analyserede tv-reklamer og skrev den ene fristil efter den anden.

Jeg synes, at det var sjovt at gå i skole, men måske kunne mine klassekammerater og jeg have fået mere ud af det, hvis vi var blevet undervist på en mere systematisk og disciplineret måde?

I 2003, da jeg var ti år gammel og gik i anden klasse, kom pædagogikprofessor Niels Egelund med et opråb. Han kritiserede den frie ’68-pædagogik for at have ødelagt disciplinen i skolen – eleverne havde glemt, hvordan man rakte hånden op.

Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen begyndte også at udtale sig kritisk om ’rundkredspædagogikken’, som han kaldte den.

Ifølge Lars Jakob Muschinsky skete der det, at parodien på det, han og andre havde kæmpet for tilbage i 1968, blev den her søde, langhårede skolelærer, der aldrig svarede på spørgsmålet, men bare spurgte: »Hvad synes I?«

En skolelærer, der kiggede mere på processen end på produktet. Som var bange for at markere sig tydeligt omkring det faglige. Som pressede børnene ind i en social kontekst, der ikke nødvendigvis gav mening, men som man ikke kunne undvige og derfor blev en tvang, der ikke var til at holde ud. Som fremmede »rundkredsvældet«, der appellerede til fællesskabet uden at udfordre eleverne intellektuelt.

Disciplin er fordummende

»Jeg tror, at den her parodi på skolelæreren på mange måder har bidraget til at miskreditere fællesskabet: ’Hold da kæft, det er sådan noget pædagogisk vrøvl,’ siger I jo i dag. Den her dyrkelse af fællesskabet er dødssygt. Man vil slippe for det og være fri for befamling,« siger Lars Jakob Muschinsky.

Det var blandt andet denne bløde parodi på en skolelærer, der var med til at kickstarte kritikken af ’68-pædagogikken i løbet af 00’erne, mener han.

Han medgiver, at den pædagogik, han stod for – og som blev dyrket på Det frie Gymnasium – blev promoveret med nogle pædagogiske dogmer, som fokuserede mere på formen, end hvad det krævede af den voksne for, at barnet rent faktisk lærte noget.

Hvis en elev – som min far – skal have lov til at sidde og sy i flere år i træk, skal det ikke ske uden en opmærksomhed på, hvad der foregår inde i hovedet på ham. Her har lærerne måske ikke altid været gode nok til at have et kvalificeret fokus på den sidste del, indrømmer Lars Jakob Muschinsky.

»Jeg tror, at mange kunne have en oplevelse af hulheden af det, vi sagde. Og man kan komme med eksempler på, at det var hult. Og den hulhed er på en måde også brændstof i den reaktion, der kom efterfølgende,« siger han og tilføjer:

»I den forstand synes jeg, at vi har været medansvarlige.«

– Noget af kritikken af 68-pædagogikken går på, at den er meget fin for de ressourcestærke børn, men at man taber de mindre ressourcestærke børn på gulvet, fordi man lægger ansvaret over på individet. Er der en pointe i det?

»Vi lever i et klassesamfund med en kæmpe ulighed, og uligheden reproduceres fra generation til generation. Det sker bl.a. gennem skolen og uddannelsessystemet, som grundlæggende er indrettet sådan, at overklassen og dens børn klarer sig bedre.«

Lars Jakob Muschinsky kigger sig til hver side i sit pæne rækkehus og svarer med en hvisken, som om han er bange for, at nogle hører ham.

»Den pædagogiske del af 68 var på mange måder et overklasseoprør,« siger han. Han holder en pause. Så tilføjer han: »Eller måske et ’mellemlagsoprør’, der i særlig grad var båret af folk fra og med fokus på de videregående uddannelser.«

– Var jeres måde at tænke skole på så bedre for de ressourcestærke børn?

»Det siger næsten sig selv, at bestemte pædagogiske tankegange og strategier tager tydeligt farve af dem, der promoverer dem. Men det er ikke det samme, som at de ikke var velegnet for andre,« siger han.

»Skolen og uddannelsessystemet er på mange måder grundlæggende en legeplads for de ressourcestærke. Og her tror jeg nok, at man i sejrsrus og pædagogisk optimisme har overvurderet den automatiske rækkevidde af pædagogiske paroler og gode viljer. Den er næppe blevet dårligere for de ressourcesvage, men er dog stadig bedst for de ressourcestærke.«

Men det var ifølge Lars Jakob Muschinsky nødvendigt at tage et radikalt opgør med disciplinen i uddannelsessystemet i 1968. Den var ifølge oprøreren mere fordummende end oplysende, fordi den på den ene side – ved sit fokus på »ro og regelmæssighed« – underkendte, at læring var noget, der foregår i forskellige tempi.

Og på den anden side fungerede disciplinen som mere eller mindre bevist dække over, at pensum og undervisningsstof »havde mistet sin aura og uomtvistelighed«, mener han.

»Det er selvfølgelig altid afgørende med en vis ro og opmærksomhed, lytten til hinanden og tillid til læreren. Men lige så vigtigt er det, at eleverne kan forholde sig undersøgende og udfordrende til det, de skal lære. Erobre det som noget, de kan bygge videre på, og ikke bare lære det instrumentelt som noget, de kan reproducere ved en test. I en eller anden forstand må vi vel fastholde det afgørende i, at man lærer for at blive klogere, ikke for at modtage lærerens ros, rette op på skolens gennemsnit eller undgå bebrejdelser.«

Brug for kritisk tænkning

I 2006 begyndte jeg i udskolingen. Her blev PISA-testene introduceret og indført som et obligatorisk styringsmål i folkeskolen. Og i 8. klasse skulle mine klassekammerater og jeg lægge en uddannelsesplan og beslutte, hvad vi ville med vores fremtid.

Da jeg kom i gymnasiet, gjaldt det for mig og mine veninder om at få de bedste karakterer, så vi kunne komme ind på de mest prestigefulde uddannelser.

Sidenhen er denne udvikling taget til op igennem uddannelsessystemet. Med blandt andet karakterkrav for at komme i gymnasiet og fremdriftsreformen. 

Ifølge Lars Jakob Muschinsky har der hele tiden været andre tendenser til mere individualitet og konkurrence, som er taget til i løbet af årene. Blandt andet på grund af mødet med en »udvandet, institutionaliseret ’68-pædagogik«.

»Når et oprør bliver til en slags mainstream, mister det vel noget af sin glød og kant. Pionerernes entusiasme, nysgerrighed og varme blegner. Hvad der oprindeligt var trods og udfordring af et system, bliver selv et system, som skal befæstes og forsvares.«

Men det er en kedelig udvikling, mener han. Uddannelsessystemet har med lavinen af test, handleplaner, evalueringer, karakterkrav og karakterræs medvirket til at undergrave nysgerrighed og fællesskab og i stedet spillet eleverne ud mod hinanden.

Det er dog helt naturligt, at nogle andre vil noget andet i dag, mener den gamle oprører.

»Der er både tale om en reel politisk og faglig uenighed og et generationsopgør. For at de næste generationer meningsfuldt kan vippe os af pinden, skal de uanset alt muligt andet tydeliggøre sig som repræsentanter for noget nyt og begrunde deres flaghejsning. Så der er en historisk logik i det – som man kan beklage, men man kan ikke komme uden om den. Og måske ville det være værre, hvis de bare stod oven på skuldrene af os og sagde, at vi gør ligesom dem. For de skal jo ikke gøre som os.«

– Men er der noget ved den modreaktion mod den måde at tænke pædagogik på siden ’68, der er god?

»Jeg synes ikke, at der bliver sagt ret meget klogt. Det er mindst lige så meget automatpilot som det værste ved min generations oprør. Og jeg kan specielt savne noget af den varme og humor, det blik for mangfoldigheden og den nysgerrigt undersøgende tilgang, der alt andet lige også var en vigtig del af ’68.«

I dag bliver vi – min generation – nødt til at fastholde at sætte spørgsmålstegn ved autoriteter, formaner oprøreren mig om. At være kritiske over for, hvad der er fagligt og ikke fagligt, hvad der er sikker viden og ikke sikker viden, siger han.

»Det betyder ikke, at man ikke kan savne drømmen om, at vi indiskutabelt ved, hvad der er vigtigt. Men vi er nødt til at give os hen i, at det ikke er givet, at det, man tror er nyttigt, rent faktisk er det, og at det, man tror er indiskutabelt sandt, også er det. Sandheden er ikke nødvendigvis relativ, men den er ikke altid lige indlysende og let at få hold på. Derfor er vi nødt til at have et undersøgende og diskuterende blik på verden, lytte til og udfordre – og ikke underkaste os – autoriteterne.«

– Er vi ikke gode nok til at have et kritisk blik på verden og vores tid?

»Nej, det synes jeg ikke.«

– Var I bedre til det dengang?

»Nej, men der fandtes modeller, hvor man gjorde det pr. automatik, hvor man satte spørgsmålstegn ved alt det givne på nogle måder og med en voldsomhed som på en eller anden måde krævede et svar. Så vi var bedre til at udfordre – og vores udfordringer var fandeme relevante. Men vi var ikke nødvendigvis gode til at give svar.«