Læsetid: 12 min.

68’er til ungdommen: Vi var ikke nødvendigvis gode til at give svar. Men vi var bedre end jer til at udfordre

Det er 50 år siden, at ungdomsoprøret omvæltede samfundet og ikke mindst pædagogikken. Informations 25-årige Laura Friis Wang er taget hjem til 68’eren Lars Jakob Muschinsky, der var med til at stifte Det frie Gymnasium i København, for at spørge, hvad hendes generation kan lære af 68-pædagogikken
»Den pædagogiske del af ’68 var på mange måder et overklasseoprør, eller et ’mellemlagsoprør’, der i særlig grad var båret af folk fra og med fokus på de videregående uddannelser,« siger den gamle oprører Lars Jakob Muschinsky.

»Den pædagogiske del af ’68 var på mange måder et overklasseoprør, eller et ’mellemlagsoprør’, der i særlig grad var båret af folk fra og med fokus på de videregående uddannelser,« siger den gamle oprører Lars Jakob Muschinsky.

Peter Nygaard Christensen

7. august 2018

Det hele er ødelagt af den frisindede, antiautoritære 68-generation. I hvert fald når det kommer til måden at bedrive skole på. Den bløde 68-pædagogik er blevet et skældsord, og den har forhindret fagligheden i den danske folkeskole.

Det synes at være mantraet, når vi taler pædagogik i dag.

Sidste år sagde undervisningsminister Merete Riisager (LA), at vi skal tilbage til nogle af tankerne fra den sorte skole. Vi gør ikke de ressourcesvage børn en tjeneste ved at undervise på slap line, sagde hun. Det har nemlig ifølge hende ført til det, vi har i dag: En folkeskole, hvor omkring 20 procent af en årgang går ud af 9. klasse uden at have lært af læse og regne ordentligt. 

I år er det 50-året for ungdomsoprøret og dermed også 68-pædagogikken, som handlede om at gøre op med autoriteterne og i stedet lytte til eleverne og sætte dem fri.

Jeg er 25 år gammel, så min generation er 50 år yngre end 68-generationen. Når jeg ser tilbage på min skoletid, synes 68-pædagogikkens principper langsomt at være blevet erstattet med læringsplaner, styringsmål, fremdrift og karakterræs.

Denne udvikling blev bekræftet så sent som mandag, hvor Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet fremlagde en rapport, der viser, at et stigende fokus på karakterer i gymnasiet har betydet, at eleverne – i stedet for at blive fagligt dygtige og dannede – lærer at tænke strategisk og sige det, som de tror, at lærerne gerne vil høre.

En af de 68’ere, der førte an i det pædagogiske oprør i Danmark, er den i dag snart 70-årige Lars Jakob Muschinsky, der sammen med en gruppe revolutionsbegejstrede studerende og lærere i slutningen af 1960’erne satte sig sammen for at danne Det frie Gymnasium i København. Et gymnasium med elevdemokrati, alternative undervisningsformer – og ingen karakterer.

Jeg er taget hjem til ham for at spørge, hvad min generation kan lære af 68’ernes pædagogiske strømninger i en tid, hvor deres principper synes at være eroderet.

Red med på en bølge

Lars Jakob Muschinskys hår er kridhvidt, og han har sorte hornbriller på. Han sidder i sit køkken i sit Kartoffelrækkehus i indre København.

Midt på bordet ligger Dagbladet Information slået op på kronikken. Der er bøger overalt i det snævre rækkehus – et rigtigt kulturradikalt hjem med PH-lamper og kunst på væggene.

Lars Jakob Muschinsky er en af dem, der ifølge ham selv har »gjort karriere på ungdomsoprøret«. Først som lektor på universitetet og senere som rektor for Zahles Lærerseminarium.

Han begyndte i gymnasiet i 1964 og hadede det. Lærerne var skræmmende og hånede eleverne, hvis der var noget, de ikke forstod. Undervisningen foregik i en nedladende tone med fokus på frygt, uden appel til nysgerrighed og helt uden opmærksomhed på elevernes tanker og måder at arbejde med stoffet på, husker han.

Eleverne var blot tildelt rollen som statister i en afdanket nationalromantisk vaudeville. Stemning, kultur og pensum pegede mere mod selvforherligende navlepilleri for »blomsten af Danmarks ungdom« end mod oplysning.

Han svor på, at han ikke ville have noget med skole og pædagogik at gøre, da han blev student tre år senere. Men da en gymnasielærer i 1967 skrev i Politiken, at han ville lave et forsøgsgymnasium, besluttede Muchinsky sig alligevel for at melde sig på holdet. På det tidspunkt var han kun lige selv begyndt på universitetet.

»Det var en blanding af et hævntogt og en naiv ungdomsdrøm om, at vi kunne gøre det bedre,« siger han.

Sammen med de andre stiftere ville han skabe en skole, hvor læringen var præget af nysgerrighed og ikke frygt, hvor man droppede at give karakterer, og hvor eleverne bestemte over deres uddannelse.

De følgende år rejste han rundt i landet for at besøge det ene gymnasium i provinsen efter det andet. Han troppede op med langt, krøllet hår og blev ofte modtaget af eleverne som en anden rockstjerne. Han talte om Det frie Gymnasium, som om at det allerede eksisterede, og opfordrede til strejker og besættelse af skolerne.

»Det var skide skægt,« siger han og strækker sine arme over hovedet.

– Hvad kom der ud af det?

»Vi bidrog til at sprede den almindelige 68-stemning’ lokalt og var indimellem med til at skabe en masse ballade. Nogle brugte det til at melde sig ud af gymnasiet for at vente nogle år, indtil de kunne begynde på Det frie Gymnasium, der først åbnede i 1970.«

Lars Jakob Muschinsky rejste rundt med ideerne om en ny måde at tænke læring på i en opbrudstid, hvor skolen ifølge ham var præget af usamtidighed og fordrede, at man tænkte nyt.

Det passede ikke længere til den verden, de levede i, at der blev sunget fædrelandssange og viftet med dannebrog i klasseværelserne, mens den teknologiske udvikling havde åbnet Danmark mod verden. Og samtidig var skolen stadig alt det, man ikke ville gentage fra verdenskrigene: ensretning, gåen i takt og dyrkelse af autoriteter.

Det pædagogiske oprør, som den unge Lars Jakob Muschinsky var med til at skabe, kom samme år, som det blev forbudt at slå børn i folkeskolen. Undervisningsministeren støttede initiativet til deres forsøgsgymnasium, og tilslutningen var kæmpestor fra elever og forældre.

Det var faktisk ikke så svært at gøre oprør.

»Vi red med på en bølge,« siger han.

– Var I produkter af en opbrudstid, eller var I opbrudstiden?

»Vi var hverken entydigt produkter eller skabere. Jeg tror ikke, at det var sket uden 68’ernes ballade, men jeg tror heller ikke, at det var på grund af 68’ernes opfindsomme revolution – vi var måske snarere katalysatorer for alt det, der ikke skete af sig selv. Men i en skøn bevidsthed om at have opfundet den dybe tallerken og være båret af historiens medvind på cykelstierne.«

Tankerne fra reformpædagogikken, som blandt andet blev dyrket på Bernadotteskolen i Hellerup, hvor Lars Jakob Muschinsky selv havde gået, blev med 68’ernes oprør radikaliseret, bredt ud og gjort mere almindelig.

»Det overgik fra at være små laguner hist og her til at være en trend,« fortæller han.

Eleverne begyndte at sige ’du’ til lærerne. De skulle agere ligeværdigt med børnene og tale i øjenhøjde. Undervisningen skulle være kreativ og ikke baseres på udenadslære.

Skoleklassen var ikke længere kun rammen for disciplin, men også socialt samvær og kammeratskab, og eleverne skulle have lov til at lære i forskellige tempi.

Det var lige før, Lars Jakob Muschinsky og hans venners utopi var opfyldt.

Sammen med de andre stiftere af Det frie Gymnasium ville Lars Jakob Muschinsky skabe en skole, hvor læringen var præget nysgerrighed og ikke frygt, hvor man droppede at give karakterer, og hvor eleverne bestemte over deres uddannelse.

Fotoet er taget i 1968

Parodien på den bløde lærer

Som 25-årig er jeg selv vokset op med spor efter den såkaldte 68-pædagogik. Jeg kan tydeligt huske min fars fortællinger fra dengang, hans folkeskolelærerforældre i midten af 1970’erne meldte ham ind på en Lilleskole, hvor man ikke måtte tvinge eleverne til noget, de ikke havde lyst til.

Min far kunne ikke lide at øve sig på alfabetet, men til gengæld elskede han at sy på symaskine. Så det fik han lov til at gøre igennem et helt skoleår.

»Jeg har stadig ikke lært at stave,« sagde han og lagde dermed en ironisk distance til den form for læring.

Jeg selv har gået på en helt almindelig folkeskole i Holbæk. Jeg mindes ikke at have læst særligt mange klassikere i dansktimerne. Jeg har aldrig lært kongerækken udenad, jeg kan ikke vores statsministre på rygraden. Og da jeg begyndte i gymnasiet, havde jeg ikke hørt om Kanslergadeforliget.

Til gengæld havde vi emneuger og projektuger med gruppearbejde, vi valgte ordstyrer og referent og spiste kage i klassens time, analyserede tv-reklamer og skrev den ene fristil efter den anden.

Jeg synes, at det var sjovt at gå i skole, men måske kunne mine klassekammerater og jeg have fået mere ud af det, hvis vi var blevet undervist på en mere systematisk og disciplineret måde?

I 2003, da jeg var ti år gammel og gik i anden klasse, kom pædagogikprofessor Niels Egelund med et opråb. Han kritiserede den frie ’68-pædagogik for at have ødelagt disciplinen i skolen – eleverne havde glemt, hvordan man rakte hånden op.

Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen begyndte også at udtale sig kritisk om ’rundkredspædagogikken’, som han kaldte den.

Ifølge Lars Jakob Muschinsky skete der det, at parodien på det, han og andre havde kæmpet for tilbage i 1968, blev den her søde, langhårede skolelærer, der aldrig svarede på spørgsmålet, men bare spurgte: »Hvad synes I?«

En skolelærer, der kiggede mere på processen end på produktet. Som var bange for at markere sig tydeligt omkring det faglige. Som pressede børnene ind i en social kontekst, der ikke nødvendigvis gav mening, men som man ikke kunne undvige og derfor blev en tvang, der ikke var til at holde ud. Som fremmede »rundkredsvældet«, der appellerede til fællesskabet uden at udfordre eleverne intellektuelt.

Disciplin er fordummende

»Jeg tror, at den her parodi på skolelæreren på mange måder har bidraget til at miskreditere fællesskabet: ’Hold da kæft, det er sådan noget pædagogisk vrøvl,’ siger I jo i dag. Den her dyrkelse af fællesskabet er dødssygt. Man vil slippe for det og være fri for befamling,« siger Lars Jakob Muschinsky.

Det var blandt andet denne bløde parodi på en skolelærer, der var med til at kickstarte kritikken af ’68-pædagogikken i løbet af 00’erne, mener han.

Han medgiver, at den pædagogik, han stod for – og som blev dyrket på Det frie Gymnasium – blev promoveret med nogle pædagogiske dogmer, som fokuserede mere på formen, end hvad det krævede af den voksne for, at barnet rent faktisk lærte noget.

Hvis en elev – som min far – skal have lov til at sidde og sy i flere år i træk, skal det ikke ske uden en opmærksomhed på, hvad der foregår inde i hovedet på ham. Her har lærerne måske ikke altid været gode nok til at have et kvalificeret fokus på den sidste del, indrømmer Lars Jakob Muschinsky.

»Jeg tror, at mange kunne have en oplevelse af hulheden af det, vi sagde. Og man kan komme med eksempler på, at det var hult. Og den hulhed er på en måde også brændstof i den reaktion, der kom efterfølgende,« siger han og tilføjer:

»I den forstand synes jeg, at vi har været medansvarlige.«

– Noget af kritikken af 68-pædagogikken går på, at den er meget fin for de ressourcestærke børn, men at man taber de mindre ressourcestærke børn på gulvet, fordi man lægger ansvaret over på individet. Er der en pointe i det?

»Vi lever i et klassesamfund med en kæmpe ulighed, og uligheden reproduceres fra generation til generation. Det sker bl.a. gennem skolen og uddannelsessystemet, som grundlæggende er indrettet sådan, at overklassen og dens børn klarer sig bedre.«

Lars Jakob Muschinsky kigger sig til hver side i sit pæne rækkehus og svarer med en hvisken, som om han er bange for, at nogle hører ham.

»Den pædagogiske del af 68 var på mange måder et overklasseoprør,« siger han. Han holder en pause. Så tilføjer han: »Eller måske et ’mellemlagsoprør’, der i særlig grad var båret af folk fra og med fokus på de videregående uddannelser.«

– Var jeres måde at tænke skole på så bedre for de ressourcestærke børn?

»Det siger næsten sig selv, at bestemte pædagogiske tankegange og strategier tager tydeligt farve af dem, der promoverer dem. Men det er ikke det samme, som at de ikke var velegnet for andre,« siger han.

»Skolen og uddannelsessystemet er på mange måder grundlæggende en legeplads for de ressourcestærke. Og her tror jeg nok, at man i sejrsrus og pædagogisk optimisme har overvurderet den automatiske rækkevidde af pædagogiske paroler og gode viljer. Den er næppe blevet dårligere for de ressourcesvage, men er dog stadig bedst for de ressourcestærke.«

Men det var ifølge Lars Jakob Muschinsky nødvendigt at tage et radikalt opgør med disciplinen i uddannelsessystemet i 1968. Den var ifølge oprøreren mere fordummende end oplysende, fordi den på den ene side – ved sit fokus på »ro og regelmæssighed« – underkendte, at læring var noget, der foregår i forskellige tempi.

Og på den anden side fungerede disciplinen som mere eller mindre bevist dække over, at pensum og undervisningsstof »havde mistet sin aura og uomtvistelighed«, mener han.

»Det er selvfølgelig altid afgørende med en vis ro og opmærksomhed, lytten til hinanden og tillid til læreren. Men lige så vigtigt er det, at eleverne kan forholde sig undersøgende og udfordrende til det, de skal lære. Erobre det som noget, de kan bygge videre på, og ikke bare lære det instrumentelt som noget, de kan reproducere ved en test. I en eller anden forstand må vi vel fastholde det afgørende i, at man lærer for at blive klogere, ikke for at modtage lærerens ros, rette op på skolens gennemsnit eller undgå bebrejdelser.«

Brug for kritisk tænkning

I 2006 begyndte jeg i udskolingen. Her blev PISA-testene introduceret og indført som et obligatorisk styringsmål i folkeskolen. Og i 8. klasse skulle mine klassekammerater og jeg lægge en uddannelsesplan og beslutte, hvad vi ville med vores fremtid.

Da jeg kom i gymnasiet, gjaldt det for mig og mine veninder om at få de bedste karakterer, så vi kunne komme ind på de mest prestigefulde uddannelser.

Sidenhen er denne udvikling taget til op igennem uddannelsessystemet. Med blandt andet karakterkrav for at komme i gymnasiet og fremdriftsreformen. 

Ifølge Lars Jakob Muschinsky har der hele tiden været andre tendenser til mere individualitet og konkurrence, som er taget til i løbet af årene. Blandt andet på grund af mødet med en »udvandet, institutionaliseret ’68-pædagogik«.

»Når et oprør bliver til en slags mainstream, mister det vel noget af sin glød og kant. Pionerernes entusiasme, nysgerrighed og varme blegner. Hvad der oprindeligt var trods og udfordring af et system, bliver selv et system, som skal befæstes og forsvares.«

Men det er en kedelig udvikling, mener han. Uddannelsessystemet har med lavinen af test, handleplaner, evalueringer, karakterkrav og karakterræs medvirket til at undergrave nysgerrighed og fællesskab og i stedet spillet eleverne ud mod hinanden.

Det er dog helt naturligt, at nogle andre vil noget andet i dag, mener den gamle oprører.

»Der er både tale om en reel politisk og faglig uenighed og et generationsopgør. For at de næste generationer meningsfuldt kan vippe os af pinden, skal de uanset alt muligt andet tydeliggøre sig som repræsentanter for noget nyt og begrunde deres flaghejsning. Så der er en historisk logik i det – som man kan beklage, men man kan ikke komme uden om den. Og måske ville det være værre, hvis de bare stod oven på skuldrene af os og sagde, at vi gør ligesom dem. For de skal jo ikke gøre som os.«

– Men er der noget ved den modreaktion mod den måde at tænke pædagogik på siden ’68, der er god?

»Jeg synes ikke, at der bliver sagt ret meget klogt. Det er mindst lige så meget automatpilot som det værste ved min generations oprør. Og jeg kan specielt savne noget af den varme og humor, det blik for mangfoldigheden og den nysgerrigt undersøgende tilgang, der alt andet lige også var en vigtig del af ’68.«

I dag bliver vi – min generation – nødt til at fastholde at sætte spørgsmålstegn ved autoriteter, formaner oprøreren mig om. At være kritiske over for, hvad der er fagligt og ikke fagligt, hvad der er sikker viden og ikke sikker viden, siger han.

»Det betyder ikke, at man ikke kan savne drømmen om, at vi indiskutabelt ved, hvad der er vigtigt. Men vi er nødt til at give os hen i, at det ikke er givet, at det, man tror er nyttigt, rent faktisk er det, og at det, man tror er indiskutabelt sandt, også er det. Sandheden er ikke nødvendigvis relativ, men den er ikke altid lige indlysende og let at få hold på. Derfor er vi nødt til at have et undersøgende og diskuterende blik på verden, lytte til og udfordre – og ikke underkaste os – autoriteterne.«

– Er vi ikke gode nok til at have et kritisk blik på verden og vores tid?

»Nej, det synes jeg ikke.«

– Var I bedre til det dengang?

»Nej, men der fandtes modeller, hvor man gjorde det pr. automatik, hvor man satte spørgsmålstegn ved alt det givne på nogle måder og med en voldsomhed som på en eller anden måde krævede et svar. Så vi var bedre til at udfordre – og vores udfordringer var fandeme relevante. Men vi var ikke nødvendigvis gode til at give svar.«

Studerende fra en håndfuld parisiske universiteter tager del i en demonstration i Paris mod en stribe af regeringens reformer af den offentlige sektor.
Læs også
Serie

Hvad kan min generation lære af 68’erne?

I år er det præcis 50 år siden, at studerende gik til oprør mod magten og besatte uddannelsesinstitutioner over hele den vestlige verden.

Informations journalist Laura Friis Wang er 25 år og tilhører dermed den generation, der er 50 år yngre end de berømte studenteroprører. Hun er taget hjem til nogle af dem for at spørge, hvad hendes generation kan lære af dem.

Seneste artikler

  • Vi kender kritikken af 68’erne, men jeg tror, at vi unge kan lære noget af dem

    18. august 2018
    Klimaforandringer, populisme og grådig finanskapitalisme. Der er meget at kæmpe imod, men de helt store protester udebliver. I en række interview har 25-årige Laura Friis Wang spurgt 68’ere, hvad hendes generation kan lære af dem. Her er, hvad hun tager med sig
  • 68’er til ungdommen: Ligestilling er ikke nok, I skal kæmpe for frigørelse

    16. august 2018
    50 år efter ungdomsoprøret og rødstrømpebevægelsen, der fulgte efter, er kampen for kvinders frigørelse ikke blevet mindre aktuel. Det mener 68’eren og forhenværende rødstrømpe Signe Arnfred. 25-årige Laura Friis Wang er taget hjem til hende for at spørge, hvad den unge generation kan lære af 68-generationen om kvindekamp
  • Morten Thing: »Vi vidste, at vores samfund krævede noget andet. Og så tog vi magten«

    9. august 2018
    I 1968 væltede de studerende professorvældet og fik medbestemmelse på universiteterne. I dag siger 68’eren Morten Thing, at der stadig er brug for omvæltning. Men 68’ernes studenteroprørere var hjulpet af tiden, mens yngre generationer – på trods af demoer imod eksempelvis fremdriftsreformen i 2013 – ikke har formået at påvirke politikerne
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
  • Randi Christiansen
  • Mihail Larsen
  • Trond Meiring
  • Mikael Aktor
  • Frede Jørgensen
  • Ejvind Larsen
  • Jørn Andersen
Katrine Damm, Eva Schwanenflügel, Randi Christiansen, Mihail Larsen, Trond Meiring, Mikael Aktor, Frede Jørgensen, Ejvind Larsen og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tillad en gammel dfg elev, Bagsværd 73_76, som rent faktisk fulgte undervisningen (i min skævert), kom ud med en masse 10 taller (som har givet mig selvværd hele livet), var elitefodboldspiller (indtil jeg ikke var det mere) samtidig og kollektivist på Maglehøj en tid..og siden i flere andre, Indiensfarer, naiv, romantisk, blød, Forvirret, menneske, svag, og derefter, siden jeg ikke kom på journalisthøjskolen i første take - skolelærer gennem 35 år...stadig med de yderste, afbidte negle, en kommentar:

Skolen afspejler tiden. Så enkelt er det. Derfor er den fuld af modsatrettede tendenser. Det var den også i min barndom, gammeldags og moderne på samme tid. Det skyldes den iboende konflikt, eleverne er til en fest, som de ikke selv har bedt om, alle, også de mest aparte, deltager, der er rabiate folk på sidelinjen og bag i form af politikere, kommune, skolebestyrelsesmedlemmer, forældre, kolleger, ledelser, elever, pædagoger, tidens tendenser og modeord, professorer, medier. I modsætning til dfg er det ikke en pulserende smeltedigel, men dog en uskøn kombination af autoritær tænkning og styring på den ene side og laissez faire og undercover på den anden. Af sponserede it skrammelplatformer, af udenlandsk forskning, af gammel tænkning på nye flasker. Som tiden, vildfaren. Og de sidste ti år har ungerne lidt. Generationen omkring de tyve år nu er blevet svigtet i den grad. Af såkaldte voksne.

Karsten Aaen, Vivi Rindom, Bo Klindt Poulsen , Jørn Andersen, Eva Schwanenflügel, Herdis Weins, Randi Christiansen, Ejvind Larsen, Torben K L Jensen, Bettina Jensen, Trond Meiring og John S. Hansen anbefalede denne kommentar

- 68 er et symbol på opgøret mod konformiteten - som nu hærger igen..

Mogens Holme, Randi Christiansen, Torben K L Jensen, Trond Meiring og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Steiner pædagogikken tager radikalt udgangspunkt i det enkelte barns udviklingsniveau. Det forudsætter naturligvis kompetente, opmærksomme, kærlige og engagerede lærere. Det er ikke kompetencer, der fremmes i det nuværende uddannelsessystem, som i stedet for kærlighed til livet og samarbejdets kunst har fokus på vækst-og konkurrencesamfundets grimme kamp for udkommet.

En bekendts dreng som gik på steiner skole lærte først at regne, da han som 14 årig blev bybud. Han er nu højtlønnet computerekspert.

Motivation og gode opvækstbetingelser er altafgørende. Min egen søn insisterede på at spille ludo med mig, da han var fire år. Så må du lære at regne, sagde jeg - hvilket han så gjorde, mens vi spillede.

Karsten Aaen, Jørn Andersen, Hans Houmøller, Herdis Weins og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Helene Brochmann

Når undervisningsministeren ræsonnerer, at "vi skal tilbage til nogle af tankerne fra den sorte skole. Vi gør ikke de ressourcesvage børn en tjeneste ved at undervise på slap line, sagde hun. Det har nemlig ifølge hende ført til det, vi har i dag: En folkeskole, hvor omkring 20 procent af en årgang går ud af 9. klasse uden at have lært af læse og regne ordentligt." - er der så nogen, der kan opklare for os allesammen, om de 20 procent er flere eller færre, end den sorte skole producerede? Jeg har en fornemmelse af, at opfattelsen af den moderne skole som forfejlet (til dels) skyldes, at vi har langt højere forventninger til den, end man havde til skolen i 50'erne.

Bo Klindt Poulsen , Randi Christiansen, Trond Meiring og Hans Houmøller anbefalede denne kommentar
willy rekdal schønemann

Vi blev overløbet af munkesocialisterne i 70'erne. En hilsen fra Bagsværd Ny Lilleskole. Der var "medstifter" af Det Fri Gymnasium i Gladsaxe.
Mvh Willy Rekdal Schønemann

Hans Houmøller

Interessant og tankevækkende artikel.

Jeg har et par indvendinger:

1. Jeg bryder mig meget lidt om det moderne ord “læring”. Det hedder altså “undervisning”, det lærere bedriver, og som eleverne forhåbentlig lærer af.

2. Det er en sær opfattelse af tid og udvikling, der lægges for dagen, når der i artiklen skrives: “For at de næste generationer meningsfuldt kan vippe os af pinden, skal de uanset alt muligt andet tydeliggøre sig som repræsentanter for noget nyt og begrunde deres flaghejsning. Så der er en historisk logik i det – som man kan beklage, men man kan ikke komme uden om den. Og måske ville det være værre, hvis de bare stod oven på skuldrene af os og sagde, at vi gør ligesom dem. For de skal jo ikke gøre som os.« Tid og udvikling foregår ikke i spring, så der kun sker noget nyt med i tidsintervaller. Tid og udvikling foregår kontinuerligt, så der er noget pjattet vrøvl at skrive, at nogen har behov for at vippe andre af pinden, som om der netop ikke er sket noget i de åbenbart tænkte periode på 50 år.

PS! Kan jeg få oplyst, hvad en 68´er er? Jeg levede i året 1968, men gør det mig til en sådan en?
PPS! ... og hvorfor skal nogen vippes af pinden?

Rikke Emilie Christensen

Åh - jeg gik selv på Berna i 90'erne og min mand på Det Fri. For mig er reformpædagogikken indlysende: Det gælder først og fremmest om at understøtte børns læringslyst, opdage glæden ved at skabe ting, at lære hvordan man lærer og synes det er spændende og stimulerende og have motivation. Særlig da hvis man kommer fra familier med meget lidt overskud til at fortælle gode historier, sætte gang i skøre projekter og rejse verden rundt. Jeg er lykkelig for at jeg selv gik på Berna og at mine børn i dag går på Steinerskole, hvor det i det mindste stadig lugter lidt af regnbue.

Karsten Aaen, Hans Larsen, Randi Christiansen, Trond Meiring og Hans Houmøller anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

'at understøtte børns læringslyst' - jo da, men det er jo ikke ligemeget hvad, de skal lære vel?

Det er klart, at et samfund, som danser om midasguldet, ikke stimulerer det sunde menneske - som derfor gør oprør eller bryder sammen. Og medicinalindustriens psykofarmaka har kronede dage og stabile leverancer af lønslaver til den ene procent og co.