Læsetid: 8 min.

»Jeg er blevet kaldt en abe. Sorte svin. Der er blevet kastet bananer ind på banen«

Lige siden den tyske fodboldstjerne Mesut Özil meddelte, at han stopper på landsholdet, fordi han har følt sig udsat for racisme, har diskussionen bølget frem og tilbage: Kan man godt have »to hjerter«, som Özil siger, når man skal kæmpe for sit land? Og hvor meget racisme er der egentlig i fodbold? Information har talt med tre danske fodboldspillere, der selv har stået med overvejelserne: De er født i Danmark, men har indvandrerforældre. De har spillet på landsholdet. Og de har oplevet racisme
Patrick Mtiliga, tidligere fodboldspiller og nuværende sportschef i B93.

Patrick Mtiliga, tidligere fodboldspiller og nuværende sportschef i B93.

Jens Dresling

11. august 2018

Patrick Mtiliga

37 år. Født og opvokset på Østerbro med en dansk mor og en far fra Tanzania. Han har spillet seks landskampe for Danmark og var udtaget til VM i 2010. Han var kaptajn, da FC Nordsjælland vandt Superligaen, og Ronaldo har brækket hans næse, da Mtiliga spillede i Malaga. I dag er han sportschef i B93.

– Føler du dig dansk?

»Ja. Jeg er født og opvokset i Danmark med dansk mor og danske traditioner. Men nu har jeg efterhånden boet så mange steder, at jeg er blevet mere multikulturel – jeg har boet halvdelen af mit liv i Holland.«

»Jeg voksede op med tyrkere, albanere og den danske underklasse. Min mor er dansker, og når hun kørte med mig bag på cyklen, da jeg var barn, fik hun masser af tilråb.«

»Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg skulle være på det danske landshold. Men jeg har også altid følt, jeg skulle gøre noget ekstra for at gøre mig bemærket – der er fordomme, når man er anderledes.«

– Har du oplevet racisme i forbindelse med fodbold?

»Ja, ja. Jeg er blevet kaldte en abe. Sorte svin. Der er blevet kastet bananer ind på banen og lavet abelyde. Men det er også en del af at være på den store scene, og det lærer man at acceptere. Jeg har været udsat for det, siden jeg var en lille dreng – også uden for banen.«

– Er der stadig racisme i dansk fodbold i dag?

»Jeg synes, det er minimalt. Jeg synes ikke, man skal gøre det værre, end det er.«

– Har du skullet kæmpe ekstra hårdt, fordi du har brun hud?

»Ja, der har været barrierer, som skulle nedbrydes. Da jeg var ung, gik jeg med hængerøvsbukser og omvendt kasket – en gadedreng. Og det gør, at folk har en særlig opfattelse af dig på forhånd. Og folk ved ikke helt, hvordan de skal håndtere det. Jeg reagerer måske også anderledes, end mange andre ville have gjort.«

»En af lederne i FC Nordsjælland fortalte mig engang, at han havde set mig spille til en U21-landskamp, hvor jeg var kommet ind med høretelefoner og baggy jeans, og så havde han tænkt: ’Sikke en smartass.’ Han har fået et helt andet billede af mig.«

– Kan du forstå Mesut Özil, når han siger, at han er tysker, når han vinder, og indvandrer, når han taber?

»Ja, der er fordomme, som gør, at han har følt det sådan. Jeg har selv en skal, som gør, at jeg nogle gange bliver dømt på mit ydre. Man kunne ikke komme ind på diskotekerne. Man blev stoppet af politiet uden at have gjort noget. Så jeg kan godt forstå det, Özil siger. Når folk ser, at du er professionel fodboldspiller, synes de, at du er en succes, men hvis de ikke ved, hvem du er, så har de alle mulige fordomme.«

– Hvad tænkte du, da du første gang stod på banen og hørte nationalsangen?

»Det har nok været med et ungdomslandshold et sted. Jeg tænkte: ’Hey, den sang har man da siddet og hørt på på tv.’ Der er noget fællesskab i den – hvis man er en del af det, er det fedt, og omvendt hvis man ikke føler sig inkluderet. Men der er også masser af fællesskab i ens klub.«

– Hvordan havde du det, da du fik debut for A-landsholdet?

»Det var en lidt flad fornemmelse. Vi spillede på Brøndby Stadion mod Wales, og jeg kom ind og fik en halvleg. Der var ikke noget prangende over det.«

Niels Husted

Jerry Lucena

38 år. Født og opvokset i Esbjerg med en filippinsk far og en dansk mor. Han har spillet 38 kampe for det filippinske landshold og 363 superligakampe for Esbjerg og AGF. I dag er han U17-træner i Esbjerg fB.

– Føler du dig dansk?

»Ja, fuldstændig. Jeg er født og opvokset i Esbjerg. Min far var sejler og efterlod sin familie på Filippinerne, da han mødte min mor og flyttede til Danmark, og så bliver man lidt bandlyst i Filippinerne. Så jeg kom først derover, da jeg var 16 år.«

– Hvorfor valgte du at spille for det filippinske landshold?

»Første gang de spurgte mig, var jeg stadig inde omkring det danske U21-landshold og udtaget til ligalandsholdet, så jeg ville forfølge muligheden for at spille for Danmark. Jeg var heller ikke klar til at opgive mit danske statsborgerskab for at kunne spille, så det krævede, at jeg fik dobbelt statsborgerskab. Men det lykkedes i 2011, og der var jeg heller ikke inde omkring det danske landshold mere.«

»Jeg kan huske, at jeg fløj derover for at lave mit pas og tog ud for at se mine nye holdkammerater træne på et college. Der var både politi og 3.000 studerende. Det var helt vildt. Og da træningen var færdig, løb de bare ind på banen og ville have autografer og billeder. Også fra mig. Det var fedt at blive dyrket som idol, som man gør i Asien.«

»Jeg skulle spille min første kamp i Myanmar, hvor jeg aldrig havde været før. Jeg rejste helt alene derover og spillede i 44 graders varme. Men det var fedt. De talte engelsk alle sammen, og jeg følte mig hjemme. Det er svært at forklare, men når man har et halvt tilhørsforhold til et andet land, kan man føle sig som et puslespil, der næsten er lagt færdigt – og når man så kommer over og er sammen med den anden befolkning, er det, som om noget falder på plads. Jeg fik en følelse af, at jeg også hørte til dér.«

– Hvad tænke du, da du første gang stod på banen og hørte den filippinske nationalsang?

»Jeg har sgu aldrig rigtig lært nationalmelodien 100 procent. Jeg tænkte altid på min far og på min fars familie, og så holder man højre arm på hjertet og vender sig mod det filippinske flag. Jeg tænkte, at jeg kæmper for min far.«

»Der var stor diskussion i de filippinske medier, for vi var mange, der var halve: spaniere, tyskere, hollændere, amerikanere … Vi blev kaldt azkals, der betyder gadekryds.«

Kan du forstå Özil, når han siger, at han er tysker, når han vinder, og indvandrer, når han taber?

»Nej. Jeg synes, det er en del af gamet: Når det går godt, elsker alle én, og det modsatte, når det går dårligt. Men jeg håber ikke, at han er blevet udsat for mere end de andre på grund af sin baggrund.«

– Har du selv oplevet racisme i forbindelse med fodbold?

»Ja, da jeg var yngre. Hvis man var sammen med vennerne, og der startede en diskussion, så var der hurtigt nogen, der sagde noget om hudfarve. Sådan var det. Men jeg har altid været god til at parere det og ikke gå med på det. Bare gå min vej.«

– Hvornår føler du dig mest dansk?

»Hele tiden når jeg er herhjemme.«

– Og hvornår føler du dig mindst dansk?

»Da jeg var med det filippinske landshold i tre uger. Jeg levede og tænkte på engelsk og spiste på deres måde. De tager det meget roligt med alting. Hidser sig ikke op, kommer aldrig til tiden. Det er meget mere laid back, hvor vi i Danmark er mere stressede.«

–Hvad er det bedste ved Danmark?

»At vi har det så godt. Gode veje, fine bygninger i forhold til andre steder i verden. Gode skolesystemer. Ikke så stor forskel på rig og fattig.«

– Hvad er det værste ved Danmark?

»At mange går ned med stress. Og at vi brokker os for meget. Uanset hvor lidt de har i Filippinerne, så smiler de mere end dem, der har mest i Danmark. Når vi scorede mål i Filippinerne, var det, som om vi havde vundet VM. Hele bænken fløj ind på banen og ville ligge i bunke. Nogle gange i Danmark gider vi knap nok juble over et mål. Jeg kunne godt tænke mig, at vi havde noget mere glæde ved livet.«

– Hvad betyder det for dig, at du ikke kun er etnisk dansk, men også har en anden baggrund?

»Jeg er stolt over at være fra filippinerne. At spille for Filippinerne og ikke bare ligne alle andre. Jeg er stolt af min far og stolt af mit navn, som ikke bare er Hans, Peter eller Jørgen. Jeg er glad for at være den, jeg er.«

Claus Bonnerup

Rajko Lekic

 37 år. Født og opvokset i Ballerup med forældre, der begge er fra Montenegro. Han har spillet én A-landskamp for Danmark og er tidligere topscorer i Superligaen. Han har spillet i Spanien, USA og Ungarn. I dag er han selvstændig i sit eget træningsfirma.

– Har du oplevet racisme i forbindelse med fodbold?

»Ja, helt klart. Jeg er blevet kaldt lidt af hvert i mine år som fodboldspiller. Perker, skrid hjem til dit eget land, fremmedarbejder, indvandrer … Men det har heldigvis prellet af på mig.«

– Føler du dig dansk?

»Ja, jeg er jo født og opvokset i landet. Men når jeg rejser til Montenegro, kan jeg godt få en fornemmelse af, at jeg er allermest hjemme der. Måske fordi der ikke er nogen, der spørger, hvor jeg kommer fra, når jeg er på ferie, og på den måde blender jeg ind i mængden.«

– Hvad betyder det for dig, at du ikke har etnisk dansk baggrund?

»Det betyder, at jeg har en anden bagage, og at folk aldrig rigtig kommer til at kigge på mig med de samme øjne som på mine danske holdkammerater.«

– Hvad har det betydet for din fodboldkarriere?

»Der har helt klart givet nogle bump på vejen. Men det værste er nok, når man går i byen med drengene fra holdet, og der er en dørmand, der ikke vil give dig adgang, fordi du er lidt mørkere i huden. Dér føler man sig godt nok anderledes.«

»Jeg har fornemmelsen af, at uanset hvor dansk du er, om du så fejrer jul og kun har danske venner, så vil du til enhver tid blive set på med nogle øjne, hvor du er anderledes.«

– Kan du forstå Özil, når han siger, at han er indvandrer, når han taber, og tysker, når han vinder?

»Jeg synes, at han har ret i, at man fokuserer for meget på hans baggrund. Özil er jo tysker. Han er født i Tyskland, og han har gjort det godt. Men det der billede med den tyrkiske præsident var nok ikke så smart gjort.«

– Hvad følte du, da du stod på banen og hørte nationalsangen for første gang?

»Jeg fik kuldegysning, og tænkte: ’Kan det her virkelig passe?’ Jeg stod bare og prøvede at få det hele med, for lige siden jeg var 10 år, havde jeg drømt om det.«

»Dengang i 2010 var det stort, at man blev hentet ind som superligaspiller, for landsholdet bestod hovedsageligt af store profiler, der spillede i udlandet. Men jeg skilte mig også ud, fordi jeg var den eneste, der havde udenlandsk baggrund.«

–Hvornår er man dansk, synes du?

»Når man er indforstået med de danske værdier og er integreret på egen hånd.«

–Hvad er dansk kultur for dig?

»Det er hygge, ytringsfriheden, og at vi har et velfærdssamfund, hvor alle er lige.«

Emre Mor er født og opvokset i Danmark, men spiller for det tyrkiske landshold. Her ses han under en VM-kvalifikationskamp mod Ukraine i 2016. 
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benno Hansen
  • Carsten Munk
  • David Zennaro
Benno Hansen, Carsten Munk og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Martin Sørensen

Patrick Mtiliga er blevet udsat for rendyrket racisme, hvorimod Mesut Özil trækker racismekortet, efter at han opdagede, at hans lovprisning af halvdiktatoren Erdogan gav bagslag.

Ifølge Özil kan man have to hjerter. Ja åbenbart, men til gengæld ingen hjerne.