Læsetid: 7 min.

Fagbevægelsen: Vi har udskammet DJØF’erne i konkurrencestaten

I kølvandet på professor emeritus Ove K. Pedersens nye bog om konkurrencestaten, indrømmer FTF-formand Bente Sorgenfrey, at fagbevægelsen har et ansvar for at have skabt uhensigtsmæssige modsætninger mellem f.eks. kolde og varme hænder. Til gengæld har hun også et bud på, hvordan vi kommer videre
FTF’s Bente Sorgenfrey mener at fagbevægelsen har bidraget til reformeingen af velfærdsstaten. Men at betragte konkurrencestaten som nødvendighedens politik køber hun ikke.

FTF’s Bente Sorgenfrey mener at fagbevægelsen har bidraget til reformeingen af velfærdsstaten. Men at betragte konkurrencestaten som nødvendighedens politik køber hun ikke.

Peter Nygaard Christensen

27. august 2018

Rigtig mange offentligt ansatte er ikke særlig glade for Ove K. Pedersen og hans omdiskuterede bog fra 2011, Konkurrencestaten. Den blev tolket som professorens legitimering af et neoliberalt projekt, der skulle afløse velfærdsstaten, og hvor alle borgere skulle være små konkurrencestatssoldater.

»Jeg mener, at konkurrencestaten var det forkerte begreb at bruge. Der er i hvert fald rigtig mange offentligt ansatte og folk i fagbevægelsen, der ikke bryder sig om det begreb. Ove K. Pedersens bog blev opfattet som om, at konkurrencestaten er målet i sig selv og en nødvendighedens politik. Det har stødt mange,« siger Bente Sorgenfrey, formand for hovedorganisationen FTF med tilsammen 450.000 sygeplejersker, lærere, pædagoger, politifolk og socialrådgivere mfl.

Nu er Ove K. Pedersen imidlertid på banen med en ny bog, hvor han forsøger at forsvare og forklare sig, der hvor han mener, han har været for upræcis. Det handler bl.a. om at slå fast, at konkurrencestaten er en succesfuld videreudvikling af velfærdsstaten. Men også at den har haft nogle bivirkninger for folk på kanten af arbejdsmarkedet, det nu er tid til at gøre op med.

Til gengæld er det skadeligt for det danske velfærdsprojekt, at ingen politikere vil stå på mål for de reformer, der har fastholdt og udviklet Danmarks position som et af verdens mest rige og lige lande. Det har givet grobund for populisme, der skader udviklingen af velfærdsprojektet, mente professoren, da Information interviewede ham i anledningen af den nye bog, Reaktionens tid.

Og nu er vi troppet op på et spartansk indrettet kontor i centrum af København. Hos en af fagbevægelsens absolutte topfolk Bente Sorgenfrey, der bliver næstformand for den nye storfusionerede hovedorganisation ved årsskiftet. Vi er her for at høre, hvorvidt fagbevægelsen – lige som samtlige røde partier fra Enhedslisten til Socialdemokratiet og inklusive Alternativet –  fortsat tager afstand fra konkurrencestaten på trods af professorens advarsler.

Konkurrencestaten

I sin nye bog Reaktionens tid? – Konkurrencestaten mellem reform og reaktion, forklarer professor emeritus Ove K. Pedersen, hvorfor konkurrencestaten er en videreudvikling af og ikke en modsætning til velfærdsstaten.

I konkurrencestaten er det offentliges opgave at fremme virksomhedernes konkurrenceevne på det internationale marked. Og i den nye bog redegør Ove K. Pedersen både for konkurrencestatens opståen og for den værdi- og idékrise, der er fulgt i kølvandet på dens mange reformer. Krisen består bl.a. i, at konkurrencestaten og den reformisme, der løbende har tilpasset velfærdsstaten til nye konkurrencebetingelser, aldrig er blevet idelogisk begrundet. Det har åbnet op for massiv kritik af konkurrencestaten til trods for, at den er en verdenssucces og har fastholdt og videreudviklet Danmark som et af de rigeste og mest lige lande i verden. Hvis konkurrencestatens værdikrise ikke løses, kan det skade videreudviklingen af velfærd og velstand, mener Ove K. Pedersen.

Professorens nye bog er dermed også en indrømmelse til alle de kritikere, der anser ham for at være fortaler for et neoliberalt projekt, der ødelægger velfærdsstaten, som følge af hans omdiskuterede bog Konkurrencestaten fra 2011. Et projekt, hvor borgere skulle dresseres som konkurrencestatssoldater. Og hvor selve det opportunistiske menneske blev set som samfundets fremtidssikring, fordi han gjorde det, samfundet havde brug for: konkurrerede i det internationaliserede konkurrencesamfund.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, har retorisk lagt afstand til konkurrencestaten og vil gøre op med et af dens fremmeste styringsværktøjer i den offentlige sektor New Public Management. Mens de tre øvrige partier beskylder konkurrencestaten for alt ondt lige fra stressepidemi til djøfisering. Anderledes forholder det sig hos FTF-formanden. Til trods for at hun godt kunne have ønsket sig et andet ord end konkurrencestaten.

»Jeg kan sagtens forstå Ove K. Pedersens analyse af, at konkurrencestaten er et vilkår, som vi er underlagt på grund af globaliseringen. Også at den er en reformering af velfærdsstaten, som er skabt gennem kompromiser og en pragmatisk tilgang. Det har fagbevægelsen bidraget til. Men at betragte konkurrencestaten som nødvendighedens politik køber jeg ikke, og det synspunkt har haft nogle meget store omkostninger f.eks. på det sociale område, hvor man har pisket de arbejdsløse og folk på kanten af arbejdsmarkedet. Dér har prisen for tilpasningen til de ændrede globale vilkår været alt for høj,« siger Bente Sorgenfrey.

Og hun placerer gerne ansvaret hos tidligere finansminister Bjarne Corydon og statsminister Helle Thorning-Schmidt, som hun mener gik for langt i forhold til deres omfavnelse af konkurrecestaten. Og det til trods for at den nuværende formand, Mette Frederiksen, stod bag de nu meget udskælde reformer af fleks- og førtidspension.

»De redskaber, de tog i brug, blev for voldsomme og forkerte i forhold til at overbevise os om, at konkurrencestaten var forudsætningen for reformering og videreudviklingen af velfærdsstaten. Det indebar f.eks., at vi pludselig skulle sælge dele af Dong til storkapitalen. Det tabte Corydon jo på,« som hun siger.

Puste til populisme 

FTF-formanden er også enig med Ove K. Pedersen i, at de modsætninger, der er blevet trukket op med diskussioner om varme og kolde hænder og DJØF’ere mod fagligt personale, er skadelige.

»Vi har fået nogle populistiske diskussioner, som er rigtig uhensigtsmæssige i forhold til udvikling af politik og velfærd. Der synes jeg, at politikerne fra alle partier er stort set lige gode om at piske en stemning op frem for at træde i karakter og sige, ’jamen vi har udfordringer som følge af de ændrede konkurrencebetingelser, og derfor er vi nødt til at skabe nogle forandringer’,« siger Bente Sorgenfrey, der også griber i egen barm.

»Fagbevægelsen har også et ansvar. Vi kan også godt puste til populismen. F.eks. er der kolleger i fagbevægelsen, som har skammet DJØF’ere ud og styrket modsætningen mellem de varme og de kolde hænder, frem for at sige at vi er hinandens forudsætninger, hvis vi skal forbedre velfærden,« siger hun uden at ville nævne navne.

Under OK18-konflikten i foråret blev Moderniseringsstyrelsen, som har været en central spiller i skiftende regeringers reformering af den offentlige sektor, også hængt ud som fjenden og roden til alt ondt. Det var imidlertid ikke udtryk for populisme, tilføjer Sorgenfrey.

»Der var arbejdsgivere, der mente, at fagbevægelsen ikke ville være med til at kigge på nogle af de vilkår og aftaler, de mener fastlåser udvikling og fleksibilitet i de offentlige tilbud. Men jeg mener, det var vigtigt fra fagbevægelsens side at vise, at vi på baggrund af flere års kriseoverenskomster på et tidspunkt, hvor det gik fremad i økonomien, kunne stå fast og også værne om det, der for medlemmerne betyder noget, og som vi har opnået gennem et meget fleksibelt aftalesystem,« siger Bente Sorgenfrey, der med tilfredshed noterer sig flere økonomers udmeldinger om, at virksomhederne nu er i så god form, at der er plads til lønstigninger.

Men det er også en balance, mener fagbossen:

»Nogle medlemmer af fagbevægelsen synes at konsensusmodellen, som ligger til grund for mange af de kompromiser, vi har lavet i Danmark, og som Ove K. Pedersen også fremhæver, er blevet slidt. De vil gerne tilbage til kamporganisationen. Jeg mener ikke, at man skal vælge mellem at være kamporganisation og en mere pragmatiske organisation. Vi skal bruge elementer fra begge steder for at opnå resultater.«

Nye partnerskaber

Ove K. Pedersen fremhæver i sin nye bog den såkaldte Fælleserklæring fra 1987 som et eksempel til efterfølgelse i forhold til, hvordan politikere og organisationer kan skabe kompromiser til gavn for samfundet. Fælleserklæringen og aftalen om de kollektive arbejdsmarkedspensioner har ifølge professoren været med til skabe grobund for konkurrencestatens succes. Og nu er Bente Sorgenfrey og FTF på banen med et forslag, der ifølge Ove K. Pedersen minder om Fælleserklæringens reformisme.

Det drejer sig om en række forslag til at forny styringen og ledelsen i den offentlige sektor i forbindelse med regeringens kommende sammenhængsreform, der tegner til at blive den største i de næste ti år samt den bebudede sundhedsreform. Et helt centralt element er såkaldte partnerskaber på nationalt og lokalt plan, der skal inddrage medarbejderne på gulvet langt mere i de strategiske beslutninger og de styringsmål, der vedrører det faglige personale.

»Den opsparede frustration, vi så udfolde sig under OK18-konflikten, handlede i høj grad om manglende anerkendelse og inddragelse. Det kan partnerskabsmodellen løse op for. Og det er ikke kun regeringen og hovedorganisationerne, der skal inddrages. Men også tillidsfolk og medarbejdere ude på arbejdspladserne.«

De offentligt ansatte ved nemlig godt, at de skal måles og vejes. De vil bare gerne inddrages og have indflydelse på, om de steder, hvor de måles og vejes, giver mening, pointerer FTF-formanden.

»Meningsløsheden i den offentlige sektor er total udbredt. Alt for mange oplever, at de måler på noget, som ikke gavner borgerne eller kvaliteten af deres arbejde,« siger Bente Sorgenfrey, der er kritisk over for, at regeringen endnu ikke har inddraget de fagprofessionelle i forbindelse med den kommende sundhedsreform.

Ledelseskommissionen, der før sommerferien afgav deres anbefalinger til styrket ledelse i den offentlige sektor, peger trods mange gode takter på, at samarbejdssystemerne fylder for meget og blokerer for aftaler, påpeger Bente Sorgenfrey.

»Det billede kan jeg bare ikke genkende. Demokrati og inddragelse er nødvendigt, og det tager tid. Men jeg mener, vi har tid og råd til det. Hvis vi stod over for en meget voldsom krise, så var vi nødt til at handle hurtigt. Men nu har vi momentum, hvor man godt kan sætte partnerskaber i gang,« siger Sorgenfrey.

Serie

Er der håb for konkurrencestaten?

Konkurrencestaten har fejl, der skal rettes op på, indrømmer professor emeritus Ove Kaj Pedersen i ny bog.

Men der er håb for fremtiden, hvis den politiske midte i dansk politik tager sig sammen og formulerer den ideologi for konkurrencestaten, som altid har manglet, lyder det. I stedet har den årelange kritik af den succesrige konkurrencestat været med til at true velfærdsprojektet og næret populismen, mener han.

I denne serie taler vi med kritikere og politikere om, hvorvidt der endnu er håb for konkurrencestaten, som Ove Kaj Pedersen påstår.

Seneste artikler

  • Det engelske ord for konkurrencestat er: Denmark

    15. september 2018
    Hvorfor er det, at vi er stolte over den danske model i verden, men skammer os over ordet for det politiske projekt: Konkurrencestaten
  • Der findes ikke en nødvendig politik

    13. september 2018
    Ja, velfærdsstaten er presset af en global konkurrence, og der er nødvendige økonomiske mål, der må forfølges. Men det er ikke det samme som, at der eksisterer ét nødvendigt politisk svar på de udfordringer
  • »Hvis regelregimet løsnede lidt op, ville det give plads til faglighed og nye ideer«

    12. september 2018
    Som hospitalssygeplejerske er Marie Møllenborg førstehåndsvidne til, hvordan konkurrencestaten, som professor Ove K. Pedersen er aktuel med en ny bog om, ændrer den offentlige sektor. Men målstyringen og sparekravene viser manglende forståelse for hendes faglighed, mener hun
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Jørn Andersen
  • David Zennaro
  • Tommy Clausen
  • Torben K L Jensen
  • Peter Beck-Lauritzen
Espen Bøgh, Jørn Andersen, David Zennaro, Tommy Clausen, Torben K L Jensen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Børge Neiiendam

Professor emeritus Ove K. Pedersens bog fra 2011 søsatte begrebet at 'borgere skulle dresseres til at blive konkurrencestatssoldater'. Med sin nye bog forsøger Professoren at moderere det begreb. Han nævner ligeledes at intet land har større lighed og rigdom end Danmark.

Tidens udvikling har overhalet den kære Professor indenom, for uligheden herhjemme er eksploderet med syvmileskridt. Solidaritet er formentlig et begreb kun en trediedel Danskere besidder og af dem er færre og færre medlemmer af LO-fagforeninger.

Konkurrencestatens Danske version har indenfor det Offentlige udviklet sig til, kun at handle om besparelser. Besparelser der vel at mærke gør varme hænder kolde - eller helt fraværende. Besparelser der forringer alle former for pensionsordninger. Besparelser der medfører uværdig behandling af Ledige, hvad enten disse er syge, eller bare skal have lidt positiv hjælp. Besparelser der forringer syge- og ældrepleje. Besparelser der tager begejstringen ud af skoler og læreanstalter. Besparelser der reducerer arbejdsglæden indenfor Undervisere, Sundhed og Pleje. Besparelser på 'gulvet' der skal give plads, så Leder-, Chef- og Konsulentlønninger kan stige og stige. Besparelser der også påvirker byggeri- og it-investeringers kvalitet.

Tom Andreæ, Jesper Sano Højdal, Johnny Winther Ronnenberg, Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel, Rolf Andersen, Bo Klindt Poulsen , Lasse Glavind, Jørn Andersen, Kjeld Hansen, Bettina Jensen, Flemming Berger, Henrik Peter Bentzen, Per Torbensen, Anders Reinholdt, Mogens Holme, Torben Bruhn Andersen, Viggo Okholm, P.G. Olsen, Lise Lotte Rahbek, Michael Waterstradt, Trine Schmidt Nielsen, John S. Hansen, Kim Houmøller, Michael Larsen, Torben K L Jensen, lars søgaard-jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, David Zennaro, Tommy Clausen og Peter Knap anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Solidariteten blev konkurrence-udsat. Bingo.

Eva Schwanenflügel, Rolf Andersen, Lasse Glavind, Bettina Jensen, Henrik Peter Bentzen, Lise Lotte Rahbek, Philip B. Johnsen, Steffen Gliese og John S. Hansen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Samfundet er en balance, og derfor kan fagbevægelsen ikke meningsfuldt være andet end en kamporganisation, der oven i købet må være den betydeligste faktor, fordi den repræsenterer langt den største del af befolkningens interesser.
Der er stadig ingen grund til den leflen for erhvervslivet, som liberalismen i EU faktisk skulle fjerne os fra: det var jo opgør med nationale hensyn, der i mange år skabte en kant og øgede modstanden, men hvor vi i de seneste årtier med liberalistiske regeringer har oplevet det modsatte: at man igen arbejder for landenes ret til at støtte erhverv, hvis de blot ikke gør det ud fra nationale hensyn.
Overfor det står det langt mere velfungerende velfærdssamfund, der ikke ubetinget arbejder for rigdom, magt og vælde, men for at fordele selvsamme til alle i befolkningen på baggrund af simple borgerrettigheder: samfundet tilhører den enkelte, og derfor er samfundets opgave at beskytte borgeren - som regel imod selvsamme erhvervsliv med tilsætningsstoffer, løndumping og dårligt arbejdsmiljø. Erhvervslivet i et demokratisk samfund er en gøgeunge, der evigt kræver ind fra fællesskabet, men som vi i realiteten kun accepterer, fordi alternativet: en stat, der ejer produktionsmidlerne og derfor handler ud fra rene materielle overvejelser, er værre. Erhvervslivet kan accepteres, når der er en stærk stat, der understøtter borgernes rettigheder og underlægger erhvervslivet disse.

Johnny Winther Ronnenberg, Karsten Aaen, Helle Brøcker og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

“Solidariteten blev konkurrence-udsat.”
som Torben K L Jensen skriver.

Men hvorfor politikere stjæler vores børns eksistensgrundlag og dermed fremtid, for kortsigtede økonomiske gevinster fordelt på stadig færre mennesker?

Er der en ideologi under den økonomiske undertryggelse af mennesker, der kan konsolider magten?

Fra fagfolk.
“Konkurrencestaten er en stat, der uddanner og udstyrer sin befolkning med kompetencer, der sætter den i stand til at konkurrere bedst muligt med andre stater.

I økonomisk henseende er NPM baseret på liberalistisk markedsøkonomi. Effektiviseringen af den offentlige sektor ønskes foretaget gennem udlicitering, privatisering og fri konkurrence mellem udbydere af offentlige tjenester. Kontrollen med disse bygger blandt andet på kontraktstyring og evaluering.

En kendt forsker har betegnet disse elementer som et af fundamenterne for konkurrencestaten.

En væsentlig del af argumentationen bygger på, at globaliseringen har betydet, at konkurrencen på de internationale markeder er afgørende for statens politiske ageren.”

Sådan beskrives vildfarelsen af fagfolk.

Det vi kender som ‘nødvendighedens politik’.

Borgerne er blevet gældslaver langt op i middelklassen og dermed økonomisk udsatte og medgørlige eller borgerne et bare fattiggjorte, det er overhoved ikke noget tilfælde, det er efter det amerikanske forbillede, hvor sikkerhedsnet under den enkelte borger får stadig større masker, hvilket tvinger stadig større dele af befolkningen til at adlyde.

Børnene i fattige familier med syge forældre er i stigende grad selv syge, svage, udmattede eller kriminelle og helt ude af spillet, hvilket umuliggør et socialt løft, der skal ikke være modstand til kamp for beder løn og arbejdsvilkår, som syg og fattig er borgerne udsat for jobcentrenes ydmygelse og tortur, men det er meningen, det er ingen tilfældighed, det er kernen i den blå økonomiske arbejdsudbuds politik.

Pointen er den billige arbejdskraft i mere usikre job, det er, hvad den blå økonomiske arbejdsudbuds politik og dennes politikerne ønsker at udstyre konkurencestaten med.

I standard-økonomisk tankegang arbejdsudbuddet, det samlede antal timer, som de blå økonomisk funderede politikere mener personerne i en befolkning, ønsker at arbejde ved en given realløn, (altså udbuddet af arbejdskraft, ikke udbuddet af jobs), hvor den generelt blå økonomisk funderede, har den opfattelse, at de fattige bogstaveligt talt ’skal’ være sultne nok til ethvert job der tilbydes, precist så sultne, at de fattige ideelt må tage to job, for at holde sulten fra døren, et der betaler huslejen og så et job nummer to, der ’næsten mættet familien’, så de blå økonomisk funderede, har en befolkning, der kan være konkurencedygtigt på produktions enhedspriser i forhold til f.eks. polske teenagers løn og arbejdsvilkår og ikke helt mætte.

Det er en farlig vej at gå, resultatet ses i USA.
Hvad stå Donald Trump for, hvad bringer håb ved den førte politik?
I takt med fattige bliver flere i antal, vil ønsket om forandring sprede sig som ringe i vandet.

Der er frygt fra millioner af ‘working poor’ langt op i middelklassen for selv, at blive fattig, hvor nu Donald Trump i USA, er løftet om forandring, der er den enorme magtfaktor i Donald Trump disruption’ politik, om det faktisk forholder sig sådan, at Donald Trump ‘disruption’ skaber økonomisk eller social fremgang, på den lange bane, er ikke længere relevant for de fattige og udsatte, de er blevet konstant fattigere i årtier, de fattige og det stigende antal udsatte, samt, de mange der ser, at de bliver udsatte på sigt, vil enhver forandring der skaber det mindste håb om hjælp og øget tryghed.

Den stærkes ret!
At den stærke part i et forhold bestemmer, ene og alene i kraft af sin overlegne styrke og uanset om vedkommende har ret eller ej.

Donald Trump siger han vil skrue tiden tilbage til dengang, hvor kul afbrænding og olie afbrænding var fremtiden, hvor hvide amerikanere var en klasse for sig i samfundet, der var sikret privilegier alene af den årsag.

Denne voksende destabiliseret gruppe i befolkningen, vil have adgang til kortsigtede økonomiske gevinster, som de rige høster økonomisk ubegribelige rigdomme ved, på olie, gas og kul afbrænding, dem drømmer de fattige og udsatte om, at få større andel af.

Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel, Henning Nielsen, Kjeld Hansen, Carsten Wienholtz, Steffen Gliese, Torben K L Jensen, John S. Hansen og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Der står fundamentet til den danske syndebuk politik anno 2018, den der skal holde Danmark fra en bæredygtig omstilling.

Verdens samlede forskere skriver samstemmende andre steder:
Forskerne konkluderer, at det globale samfunds ageren i ‘det kommende årti eller to’ får afgørende indflydelse på kloden de næste 10.000 til 100.000 år.”
Link: https://www.dr.dk/nyheder/udland/dominoeffekt-kan-fa-klimaet-til-ga-amok

“Vedvarende energi som biomasse, vind og sol udgør mindre end ‘tre procent’ af det samlede energi forbrug i 2015 og den andel falder.
Link: http://www.eof.dk/Viden/Statistik/Globalt%20forbrug%20af%20energi/global...

»Ved udgangen af 2017 tegner de globale udledninger af CO2 fra fossile brændsler og industri til at stige med omkring to pct., sammenlignet med året før,«
Link: https://www.information.dk/udland/2017/11/tre-stabile-aar-slaar-klimafor...

“Sult i verden stiger igen, drevet af konflikter og klimaforandringer, fastslår FN-rapport”

Link: https://www.wfp.org/content/2017-state-food-security-and-nutrition-world...
Link: http://un.dk/da/dk_news-and-media/sult-i-verden-stiger-igen-drevet-af-ko...

Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen og John S. Hansen anbefalede denne kommentar

Jeg vil her lige prøve at sende en lidt anderledes ballon op i diskussionen her.
Vil vi mennesker ikke gøre noget for vores samfund og hermed alle mennesker uden at få ekstra løn?
Jeg tænker her på ideerne om resultatløn både i det private og det offentlige? Hoppede fagbevægelsen ikke med på den?
Hvorfor skal mennesker med større ansvar og hermed større indflydelse belønnes så stort?
Bente Sorgenfrei kommer fra pædagogverdenen, som jo generelt har ligget i den lave ende af lønskalaen, men her er man bestemt også med på noderne altså man vil sgu ikke være praktikvejleder med mindre det giver ekstra, det er et eksempel. For at pudse min glorie brugte jeg mit praktikvederlag i halvfjersene til at gå ud at spise sammen med den studerende og resten af stuen. Det sker vist ikke mere?
Men hele cirkusset med realløn og forbedringer gennemsyrer hele systemet og uanset hvor forargede vi er over at så mange nu skal leve på kanten, er der ingen i fagbevægelsen lige fra FTF,LO,3F,Foa,DJØF, der holder sig tilbage velvidende at højere anerkendelse gennem lønkroner nødvendigvis medvirker til at de på kanten under ingen omstændigheder tilgodeses. medmindre de kommer ind i konkurrencens "varme"

Eva Schwanenflügel, Per Torbensen, Jørn Andersen, Kjeld Hansen, Bettina Jensen, Flemming Berger, Torben K L Jensen, Carsten Munk, Steffen Gliese, John S. Hansen, jens peter hansen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Viggo Okholm
I takt med global konkurrenceudsættelse og den i befolkningen stigende gældsætning og fattigdom, hvor befolkningen bliver stadigt mere udsatte og medgørlige, der slippe den stadigt mindre gruppe af superrige helt for, at udbetale resultatløn uligheden bar stiger og stiger.

Se her hvordan det er gået USA.
USA er i ruiner, der er økonomisk vækst og arbejde nu, men sandhede er en anden under overfladen og alle ved det.

Professor Philip Alston, United Nations Special Rapporteur on extreme poverty and human rights.

“The proposed tax reform package stakes out America’s bid to become the most unequal society in the world, and will greatly increase the already high levels of wealth and income inequality between the richest 1% and the poorest 50% of Americans.

US infant mortality rates in 2013 were the highest in the developed world.

Americans can expect to live shorter and sicker lives, compared to people living in any other rich democracy, and the “health gap” between the US and its peer countries continues to grow.

US inequality levels are far higher than those in most European countries.

Neglected tropical diseases, including Zika, are increasingly common in the USA. It has been estimated that 12 million Americans live with a neglected parasitic infection. A 2017 report documents the prevalence of hookworm in Lowndes County, Alabama.

The US has the highest prevalence of obesity in the developed world.

In terms of access to water and sanitation the US ranks 36th in the world.

America has the highest incarceration rate in the world, ahead of Turkmenistan, El Salvador, Cuba, Thailand and the Russian Federation. Its rate is nearly five times the OECD average.

The youth poverty rate in the United States is the highest across the OECD with one quarter of youth living in poverty compared to less than 14% across the OECD.

The Stanford Center on Inequality and Poverty ranks the most well-off countries in terms of labor markets, poverty, safety net, wealth inequality, and economic mobility.

The US comes in last of the top 10 most well-off countries, and 18th amongst the top 21.

In the OECD the US ranks 35th out of 37 in terms of poverty and inequality.

According to the World Income Inequality Database, the US has the highest Gini rate (measuring inequality) of all Western Countries.

The Stanford Center on Poverty and Inequality characterizes the US as “a clear and constant outlier in the child poverty league”.

US child poverty rates are the highest amongst the six richest countries Canada, the United Kingdom, Ireland, Sweden and Norway.

To read to full report,
Link: http://www.ohchr.org/EN/NewsEvents/Pages/DisplayNews.aspx?NewsID=22533&L...

Eva Schwanenflügel, Viggo Okholm, Gaderummet Regnbuen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

For at pudse min glorie brugte jeg mit praktikvederlag i halvfjersene til at gå ud at spise sammen med den studerende og resten af stuen. Det sker vist ikke mere? Nej Viggo Okholm, men
Og jeg og kolleger i den gruppe hvor jeg arbejdede på skolen delte praktikpengene, inviterede praktikanterne på middag og resten blev ligelig delt hvad enten man havde haft få eller mange timer med praktikanterne. Den overenskomst vi havde lagde op til at vi selvstændigt kunne gøre masser af ting. Mange steder skete der nu ikke en skid og man skulle passe på når overlæreren fes ud fra parkeringspladsen kl. 11.45. Det har jo været med til at lave hele styringshelvedet.

Brian W. Andersen

@ Viggo Okholm

"Vil vi mennesker ikke gøre noget for vores samfund og hermed alle mennesker uden at få ekstra løn?"

Nogle vil og nogle vil ikke og normalt er der flest af de førstnævnte, men hvis man kan skabe et scenarie, hvor den enkelte tror at andre får noget for deres indsats som han/hun ikke får, så vender dette billede 180 grader. Alle hader følelsen af at være den der blev snydt, så prøv at tage et kig på hvor mange ressourcer det bruges på spin og propaganda rettet imod at hensætte folk i den følelse.

Eva Schwanenflügel, Rolf Andersen, Lise Lotte Rahbek, Viggo Okholm, Bettina Jensen, Torben K L Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Nu må jeg brække mig.
Informations reklame for Ove Kaj Pedersen og hans nye bog om at han i virkeligheden hader konkurrencestaten burde holde her.
Jeg har ihvertfald ikke tænkt mig at købe den bog der undskylder for skabelsen af det mest utroværdige menneskesyn siden dinosaurerne.

Rolf Andersen, Per Torbensen, Hans Larsen, Trond Meiring, Viggo Okholm og Olav Bo Hessellund anbefalede denne kommentar

I mit indlæg kunne nogen måske fristes til at men jeg går arbejdsgivernes og kapitalens ærinde, hvilket bestemt ikke er tilfældet. Men desværre synes det offentlige jo så at bruge arbejdsgiverrollen i ledelsens funktioner fordi man både belønner for ansvar og derudover giver ledelsen status som en arbejdsgiver i samme ombæring. Ikke alle ledere kan tåle den gestus her og bilder sig ind de både har fortjent belønningen samtidig med de stort set kan forpeste undersåtternes trivsel og arbejdsglæde-Lidt fortegnet og hårdt skrevet, for forhåbentlig er det ikke generelt.
De mennesker som ejer en virksomhed eller investerer har jo ingen problemer med at tro de har retten til at snyde og undgå at betale til det offentlige, for hvis de hele tiden holdt samfundet/menneskets vel for øje, ville der vel ikke være behov for den skov af revisorer som i forskellige roller skal sikre vi almindelige ikke snydes mends andre er ansat for at sikre at kapitalens "ejere" lige netop går til grænsen for at sikre egen gevinst.
Under ale omstændigheder er vi hinandens forsørgere på tværs af alle samfundslag og taberne er de mennesker som af en eller anden grund ikke var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt og eller ikke havde de fornødne evner i forhold til de krav flertallet stiller.

Johnny Winther Ronnenberg, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Jørn Andersen, Trond Meiring og Kjeld Hansen anbefalede denne kommentar
Jørn Andersen

Hvem har givet magten magten,hvadenten den hedder Corydon eller Løkke?Det har vi-vælgerne,Sorgenfrei har i realiteten ingen magtmidler overfor et politisk flertal,som det med al tydelighed sås med lærekonflikten.

Bettina Jensen

"»Jeg mener, at konkurrencestaten var det forkerte begreb at bruge. Der er i hvert fald rigtig mange offentligt ansatte og folk i fagbevægelsen, der ikke bryder sig om det begreb. Ove K. Pedersens bog blev opfattet som om, at konkurrencestaten er målet i sig selv og en nødvendighedens politik. Det har stødt mange,« siger Bente Sorgenfrey, formand for hovedorganisationen FTF med tilsammen 450.000 sygeplejersker, lærere, pædagoger, politifolk og socialrådgivere mfl."

Bente er ked af at man har brugt et stødende sprog i bestræbelserne på at omdanne Danmark til en virksomhed hvor lederne er direktører mens resten er administratorer og ansatte. Hun beklager også at man med dikotomien varme/kolde hænder har stødt juristerne og økonomerne, så nu hvor alle disse stød er givet ud, beklaget og tilgivet, kan toget futte videre. Arbejdsgiverne og fagbevægelsen, som også er enige om at arbejdsmiljøprovokeret stress på arbejdspladser er den enkelte ansattes sag, kan i nysproglig forbrødring fortsætte administrationen af de danske lemminger. Passér gaden.

Eva Schwanenflügel, Ebbe Overbye, Viggo Okholm, Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Karsten Olesen

Konkurrencen er ikke = staten

Staten indeholder børn, gravide kvinder, gamle og mange flere

Også arbejderne er I deres fritid fritaget for at være en del af konkurrencen

8 timers arbejdsdagen overenskomstfæstedes I 1919

https://www.leksikon.org/art.php?n=2815

Der findes altså kontraktfæstede juridiske rettigheder - til at stå udenfor konkurrencen

Det er netop juristers - og Djøferes - opgave at holde rede på sådanne rettigheder

Men under en V-ledelse er det ikke nogen nyhed at alle midler tages I brug for at presse de ansattes rettigheder

Eva Schwanenflügel, Trond Meiring og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Verden har sidst af alt brug for konkurrence, den har brug for fornuft. samarbejde, fordeling af velstand og velfærd og en grundlæggende sikring af borgerens frihed i ethvert af verdens lande - i modsætning til sikring af virksomhedernes frihed.

Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

De blå økonomisk funderer partier vil udkonkurrere velfærdssamfundet til fordel for forsikringssamfundet, kun de rige har råd til, der sikre medgørlige fattige mennesker, arbejdskraft der ikke stiller de store krav, det er for risikabelt, at stille krav, når velfærdssamfundet er væk og der kun er det sikkerhedsnet arbejdsgiveren stiller til rådighed.

Danmark kan med fordel stoppe virksomhederne, der snyder i porten og politisk stoppe med at straffe de lovlydige, rettidig skat og momsbetalende virksomhedder, der fortsat ønsker velfærdssamfundet i modsætning til de blå økonomisk funderer partier, der vil, at det skal være enkelt, at være danske og udlandske kriminelle virksomhedder, der ved ikke at betale skat og moms, hjælper de blå økonomisk funderer partier, med at fjerne sikkerhedsnet under danskerne, så de kan få forsikringssamfundet indført og afviklet velfærdssamfundet.

»Religiøs politisk fokusering på besparelser«.
Det bliver konstant fremlagt, som Skat ikke fungere, som følge af politiske ‘fejl’, det er en stor misforståelse, nu har danskerne, sat ræven til at vogte får.

Folketinget fyrede alle Skat's bedste folk, helt ‘bevist’ før EDB systemet kunne overtage deres arbejde, efterfølgende har Folketinget systematisk sikret sig, at det fortsat ikke var muligt at ansætte kvalificeret personale, på trods af Folketinget var velvidende om, at der var meget store økonomiske gevinster for samfundet ved, at ansætte langt fler skattefolk.

Fra link

Ifølge Bagge og Bygholm er Skat blevet sparet i stykker, efter at staten overtog opgaven fra kommunerne i 2005.

En storstilet omlægning, der blev gennemført, af den daværende VK-regering, men som med Bygholms ord blev baseret på en:

»religiøs politisk fokusering på besparelser«.

Ingen vej tilbage
De budgetterede besparelser blev fastholdt, selv om forudsætningerne skred. Det lykkedes aldrig at få helt styr på de it-løsninger, der skulle overtage arbejdet fra de fyrede skattefolk. Og mange af de dygtigste medarbejdere valgte at blive i kommunerne frem for at følge med over i den nye statslige skattevirksomhed.

Alligevel blev spareplanen ikke justeret undervejs:

Link: http://politiken.dk/oekonomi/ECE2388338/svag-kontrol-faar-firmaer-til-at...
Fra link: statsrevisorernes Beretning om

Skatteministeriets økonomistyring 3/2015

3/2015 "Statsrevisorerne kritiserer skarpt, at Skatteministeriet ikke har sikret rammer og grundlag for en tilfredsstillende opgaveløsning i SKAT. SKATs drift og sty- ring er ikke tilstrækkelig effektiv og sikker.

http://www.ft.dk/statsrevisorerne/nyheder/2015/11/~/media/Statsrevisorer...økonomistyring.pdf.ashx