Efter fire uger uden kød melder abstinenserne sig

Jeg vågner med vand i munden.

Normalt har jeg svært ved at huske mine drømme. Men i dag er en undtagelse. Jeg ser billederne for mit indre, mens jeg rækker ud efter vækkeuret: Papiret rundt om sandwichen har store, våde pletter. Det er næsten opløst af fedt. Gennem det kan jeg mærke varmen fra det nyristede brød. Fuld af forventning vrikker jeg det ud af papiret, snuser lidt til det og tager en bid.

I drømmen er det det bedste, jeg nogensinde har smagt. Smagen af den konfiterede and breder sig fra tungen og helt ud i krogen af kinderne. Det må næsten være en form for abstinens.

I fire uger har jeg nu levet som vegetar. Ideen var at undersøge, om det ville være nogen stor opofrelse for en kødelsker som mig at gøre det, der klimamæssigt er det rigtige. Det vil sige: Om det ville koste på livskvaliteten.

I begyndelsen var det en stor udfordring. Jeg var vant til at tænke kød som hovedingrediens i nærmest alle retter og så grøntsager som rent tilbehør. Men over de seneste uger har jeg lært at sætte pris på vegetarmad. Jeg føler, jeg er blevet mere kreativ i køkkenet. Jeg har lavet retter, som jeg ellers aldrig ville have fået prøvet, og en del af dem er jeg blevet helt vild med.

Desuden har jeg opdaget, at der er en hel del fordele ved at spise vegetarisk. For eksempel giver det en anden mæthedsfornemmelse, der umiddelbart virker mere sund. I min tid som kødæder blev jeg ofte frygteligt træt, når jeg havde spist. Det var især et problem efter frokost, hvor min produktivitet var negativt påvirket i noget, der lignede en time. Nu kan jeg arbejde som normalt. Måske er det en placeboeffekt, men det føles som om, kroppen ikke skal bruge lige så meget energi på at fordøje en kødfri kost.

Jeg er også gået lidt ned i vægt, hvilket i mit tilfælde er en god ting. Det er en rar fornemmelse at spænde sit bælte i tredje hul i stedet for i det første. Og så er der følelsen af god samvittighed. Den kan ikke undervurderes, særligt ikke i en tid, hvor sommervejret har sat sig for at vise os konsekvenserne af klimaforandringer. Jeg føler mig ikke længere som en hykler – i hvert fald ikke i samme omfang. Det er befriende.

En pragmatisk løsning

Men de fire uger, jeg havde afsat til eksperimentet, er slut. Det er ikke bare tid til at gøre status. Det er tid til at træffe et valg: Skal jeg vende tilbage til min tilværelse som kødæder, eller skal jeg gøre det her til en permanent ting?

Jeg er lidt i tvivl, og det kommer faktisk bag på mig. Min indstilling, da jeg indledte eksperimentet, var, at det netop bare var et eksperiment. Hvis jeg skal være ærlig, havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg ville fortsætte derefter. Måske fordi jeg ikke havde så stor tiltro til, at vegetarmad kunne være lækkert. Det her var en opgave, der skulle løses. Og så skulle jeg videre.

Men det har været en bevidstgørende proces at leve som vegetar. Og måske især at skrive om det. Før i tiden følte jeg af og til skyld over mit kødindtag, men det var ikke svært at skyde det fra sig. Nu, hvor jeg har sat ord på hykleriet i min hidtidige livsstil, virker det ikke så let. Det føles som om, mine klummer for altid vil stå som en skamstøtte over min svage karakter, hvis jeg går videre som om ingenting var hændt.

Der er bare det, at jeg virkelig savner smagen af kød. Det forestiller jeg mig i hvert fald, at jeg gør. Men måske er det mest ideen om kød, jeg savner. Efter en måned er jeg lidt usikker på, om det egentlig er så lækkert, som jeg husker det.

Det bliver jeg nødt til at få afklaret, før jeg træffer en beslutning, siger jeg til mig selv. Så jeg går ned til cafeen og bestiller min drømmesandwich med konfiteret and. Det pirrer af forventning i min krop.

Jeg lukker øjnene for rigtigt at kunne fokusere på smagsindtrykkene og tager den første bid. Det er ikke helt så saftigt og intenst, som jeg huskede. Jeg kunne måske godt leve uden. Men … Okay, der er ingen grund til at benægte det. Det er virkelig lækkert.

Måske kunne jeg vælge en middelvej, siger jeg til mig selv. Det er jo mest oksekød og lammekød, der er slemt for klimaet. Svin og kylling er mindre belastende. Hvis jeg nu bare fortsætter med at lave de vegetarretter, jeg er blevet glad for, og sørger for at vælge de mindre problematiske dyr, når det endelig skal være … Det virker som en god, pragmatisk løsning.

Man skal jo heller ikke være fundamentalist, tænker jeg og tager en bid mere. Og får så alligevel et stik af dårlig samvittighed. Ikke nok til at få mig til at omgøre min beslutning om ikke at droppe køddet helt. Men forhåbentlig nok til holde mig fast på, at det skal være i langt mindre mængder end tidligere. En disciplinerende effekt.

I aften skal jeg lave noget grønt, lover jeg mig selv. Skabe balance i regnskabet igen.