Formand i DF Ungdom: »Vi skal genopbygge den autoritet, som 1968 nedbrød«

Her i 50-året for ungdomsoprøret i 1968 er Chris Bjerknæs, landsformand for Dansk Folkepartis Ungdom, overbevist om, hvad et nutidigt ungdomsoprør bør dreje sig om. Han siger:

»Fokus skal være på, at vi skal samle de skår, der blev slået i 1968-oprøret. Vi skal genopbygge autoriterne.«

– Det lyder ikke særligt oprørsk?

»Næh. Til gengæld er det enormt vigtigt. Vi har behov for ro, navnlig i min generation. Vi kæmper med, at vi skal være til stede på alle mulige platforme. Vi kæmper med, at vi er stressede og pressede. Vi har fået en kultur, hvor vi har fokus på nulfejl, og vi hele tiden skal præsentere os selv i den bedste udgave. Vi har behov for at trække stikket og give os tid til at fordybe os. Derfor har vi også behov for nogle faste strukturer og systemer. Dem, som 1968’erne var med til at smadre.«

Når Information i denne sommerserie taler med ledere af rebelske ungdomsorganisationer om det oprør, de ønsker sig, må det også handle om konkret politik: Hvordan Chris Bjerknæs rent praktisk vil gennemføre sit oprør. Han forklarer:

»Blandt andet igennem lovgivning, hvor vi sikrer mere orden. At vi har fået grænser – i en bred betydning. Der er kommet større fokus på det nationale, på det danske i kulturpolitikken.«

– Hvem er det så, der er blevet udgrænset?

»Der er blevet mindre kreativitet. Det skal være mere håndgribeligt. For Danmarks Radio betyder det blandt andet, at der er større fokus på public service og mindre på gak og løjer. For uddannelserne gælder det, at vi lægger vægt på kundskaber og de klassiske fag – dansk, matematik og historie – som har større betydning end længe. Men vi skal også lægge vægt på kloge hænder. Der skal være bedre styr på balancen i forhold til de kloge hoveder i vores uddannelsessystem.«

Ud af EU

Men der er jo en verden uden for Danmark. Ønsker Chris Bjerknæs, at dansk ungdom skal afgrænses fra den øvrige europæiske ungdom?

»Danmark skal i hvert fald ud af EU. Vi skal have mere magt tilbage til nationalstaterne og flere beslutninger tættere på borgerne. På den måde får vi også engageret flere i de politiske bevægelser – sådan som vi også så det i 1968.«

Dansk Folkeparti omtales ofte som ’EU-skeptisk’. Men her er der én, der lyder, som om han er stik imod. Kan man ligefrem kalde Chris Bjerknæs »lodret modstander«? Han svarer:

»Yes. Jeg vil ud!«

Chris Bjerknæs erkender, at han her ikke er på linje med et flertal af danske unge. Ifølge Dansk Folkepartis Ungdoms egne vurderinger er det nok kun 15-20 procent af de unge, der vil ud. Men alligevel mener han, at det er forkert at sige, at han vil tromle et flertal:

»Nej, jeg vil overbevise de andre, så det bliver et flertal. Det er en af de visioner og missioner, som Dansk Folkepartis Ungdom har.«

– Og det er det oprør, som I vil iværksætte?

»Ja, for min generations største udfordring er: Indvandring og dens konsekvenser, kulturelt og økonomisk. Og dér har EU spillet en kæmpe rolle – sammen med blandt andre 1968’erne.«

Her er noget, der lyder til ikke at hænge sammen. I kraft af sit retsforbehold er Danmark jo slet ikke med i EU’s flygtninge- og indvandrerpolitik. Hvordan kan EU så spille en rolle?

Chris Bjerknæs forklarer:

»Den bølge, der er svømmet over Europa med flygtningestrømmene ad motorvejen mod Sverige, har kastet dønninger ind over Danmark.«

Ram på kulturradikale

Oprør har det med at rette sig mod noget bestående. Information spørger Chris Bjerknæs:

– Hvem vil jeres oprør ramme?

»Det er kulturradikalismen. Det er dem, der har stået for de åbne grænser. Det er dem, der har været bannerførere for at kaste flere beslutninger til EU.«

– Har et sådant oprør udsigt til at lykkes?

»Ja. Det er det korte svar. Det længere svar er, at det er en hård og lang kamp, fordi 1968’erne og de kulturradikale har sat sig på flæsket.«

Nogle vil mene, at 1968’erne er biologisk uddøende, og at de kulturradikale har mistet deres ledende rolle. Men det er Chris Bjerknæs ikke enig i:

»Ånden lever videre. Det ser vi blandt andet ved, at de unge engagerer sig i enkeltsager, men ikke tør melde sig ind i et forpligtende fællesskab.«

– Og et sådant ’forpligtende fællesskab’ er DF?

»Ja. Det er vi, fordi vi er et politisk parti, som har politik på alle hylder. Vi skal kunne stå inde for det hele. Det er det, der forpligter. For eksempel har vi haft et par stykker, der meldte sig ud på grund af ulvesagen. De mente, at vi ikke svarede klart og tydeligt. Og det er sådan set også rigtigt. Men vi bruger tre dage på vores sommermøde på at diskutere ulve og natur.«

Hvor står Chris Bjerknæs selv i den prekære ulvesag?

»Jeg mener ikke, ulven skal være i Danmark. Vi må komme af med dem. På en god og ordentlig måde. Enten til zoologiske haver – eller ved at skyde dem.«

Oprør har det med at komme på en måde – og fra kanter – som ingen har forudset. Chris Bjerknæs vedgår, at han kan være bange for, at næste opgør kan ramme ham selv og det, han står for.

»Ja. Det har det jo gjort før. De har jo smadret det hele en gang før. Det gør, at der stadig er sprækker i suppeterrinen, og den kan næppe tåle en tur mere på gulvet.«

– Så du er ikke sikker på, at jeres oprør vil lykkes?

»Det er jeg sådan set. Jeg tror på det. Der er en god ild og energi, og bevægelsen vokser – i vores favør.«