Klumme
Læsetid: 5 min.

Vi kender kritikken af 68’erne, men jeg tror, at vi unge kan lære noget af dem

Klimaforandringer, populisme og grådig finanskapitalisme. Der er meget at kæmpe imod, men de helt store protester udebliver. I en række interview har 25-årige Laura Friis Wang spurgt 68’ere, hvad hendes generation kan lære af dem. Her er, hvad hun tager med sig
Hvad kan den unge generation lære af oprørerne fra 1968? Svar på det spørgsmål har Informations journalist Laura Friis Wang søgt gennem en serie med tre interview. I denne klumme reflekterer hun over sine erfaringer.

Hvad kan den unge generation lære af oprørerne fra 1968? Svar på det spørgsmål har Informations journalist Laura Friis Wang søgt gennem en serie med tre interview. I denne klumme reflekterer hun over sine erfaringer.

Per Helmer Hansen

Indland
18. august 2018

Da jeg fik til opgave af min redaktør at lave en artikelserie om 68-generationen i anledning af 50-årsjubilæet for studenteroprøret, tænkte jeg først: »Skal vi nu høre om dem igen?«

Jeg har efterhånden læst mange debatindlæg, der skælder ud på 68’erne. De er blevet kritiseret af senere generationer for at overromantisere perioden, for at være forkælede og for bare at ride med på en bølge af modernitet og forandring, mens de var på syre og hyldede Marx. Og nu sidder de velpolstrede i deres dyre huse og herskabslejligheder – mere privilegerede end nogen anden generation før dem.

Men jeg har også altid fået en kildrende fornemmelse i maven, når jeg har hørt historier fra denne tid. En tid, hvor de unge havde stærke holdninger og gik op i emner, der var større end dem selv. Hvor de protesterede over uretfærdigheder, ikke lod sig styre af magten, men flyttede grænser og gjorde op med autoriteter.

Det var der måske i særlig grad brug for dengang. Men det er der også i dag. Så måske var det alligevel ikke helt dumt at tale med 68-generationen. Jeg tog hjem til tre 68’ere for at spørge, hvad min generation kan lære af dem.

Et svært spørgsmål

Dagen efter, at seriens første interview med 68’eren og medstifteren af Det frie Gymnasium Lars Jakob Muschinsky blev bragt her i avisen, fik jeg en mail fra en læser, der er jævnaldrende med mig. Han havde hæftet sig ved, at den gamle oprører siger, at vi – de unge i dag – mangler et kritisk blik på verden og vores tid. Han var enig.

»Jeg frygter, at det er opstået som en konsekvens af det nuværende skolesyn, som ikke lader meget plads til diskussion og demokratisk dannelse tilbage,« skrev han.

Konklusionen bragte ham også i håbløshed, fortalte han. For hvad skal vi gøre? Hvordan bør et oprør tage form i dag, og hvad skal vi gøre oprør imod, spurgte han mig.

Mailen har ligget ubesvaret i min indbakke og givet mig dårlig samvittighed i et par uger. Jeg havde svært ved at finde på et svar. Men efter jeg har talt med de tre 68’ere, vil jeg alligevel forsøge at komme med et.

Et sted at begynde

Jeg er enig med min jævnaldrende læser i, at vi ikke er gode nok til at stille kritiske spørgsmål til tingenes tilstand. Selvfølgelig er der unge, som er medlemmer af politiske ungdomspartier og organisationer. Jeg har engang været medlem af et, og her var unge bestemt interesserede i samfundet, ligesom de ville gøre verden til et bedre sted – om end inden for de eksisterende rammer. Men min oplevelse er også, at det politiske engagement, den politiske indignation og den politiske utopi ikke ligefrem præger ungdomskulturen i dag.

Det gjorde det i 1968 og årene frem. Morten Thing, der er dansk kulturhistoriker og debattør på venstrefløjen, fortalte i serien, om hvordan de studerende på Københavns Universitet ville fjerne professorvældet og have indflydelse på deres studieordninger. Lars Jakob Muschinsky fortalte, hvordan de ville gøre op med den hårde disciplin i skolesystemet og i stedet fremme nysgerrighed og kreativitet. Sociolog, 68’er og forhenværende rødstrømpe Signe Arnfred fortalte, hvordan kvinderne ville frigøre sig fra mændene og fjerne de patriarkalske strukturer og det undertrykkende kapitalistiske system.

De arrangerede fredsmarcher og massedemonstrationer. Mødtes i basisgrupper for at diskutere samfundsomvæltninger. Afholdt seminarer, deltog i stormøder og arrangerede happenings. Lars Jakob Muschinsky sagde til mig, at 68’erne ikke nødvendigvis var bedre til at give svar på verdens udfordringer. Men de var bedre til at udfordre.

Og måske er det lige præcis dér, at min generation skal starte.

Vores udfordringer

I dag er der nok for os unge at blive indignerede over. Der er mange magthavere, som vi bør gå op imod. En diktator i Syrien, en demagog i USA, grådige bankdirektører og multinationale selskaber, der gemmer milliardbeløb væk i skattely. Og der er også nok at kæmpe for, og som måske er mere akut end nogensinde før: vores klode, et mere lige samfund, en humanistisk flygtningepolitik.

Vi kunne arrangere fredsmarcher for Syrien, som de gjorde for Vietnam. Vi kunne demonstrere imod bankerne og for bedre forhold for børn på asylcentrene. Vi unge kunne også bare starte med at deltage i Folkets Klimamarch den 8. september.

Jeg tror, der er flere grunde til, at vi ikke gør det.

Udfordringerne i dag er komplekse. Det er let af blive grebet af afmagt, for hvad nytter det overhovedet? Det kan virke sværere for unge i dag at få indflydelse. Det viste sig blandt andet, da politikerne i 2013 besluttede sig for at gennemføre fremdriftsreformen til trods for tusindvis af studerendes protester.

En gennemgående pointe fra interviewene med de tre 68’ere er, at deres generation havde tiden med sig. Politikerne ønskede måske i virkeligheden den forandring, som de unge var katalysatorer for i slutningen af 1960’erne.

»Vi fik meget forærende. Jeg tror, at Undervisningsministeriet var glad for, at vi lavede ungdomsoprøret. Hvis ikke vi havde gjort op med professorvældet, så var magthaverne blevet tvunget til at gøre det,« som Morten Thing sagde.

Brug for oprørsk ungdom

Når man oplever medvind, er det lettere at skabe forandring. Men hvis vi ikke har medvind i dag, er der så meget desto mere grund til at gøre noget. Så meget desto mere er der brug for en oprørsk ungdom. Vi skal ikke holde os tilbage, bare fordi vi er bange for ikke at få indflydelse. Er modstanden massiv nok, skal den nok få en effekt.

Og her kan vi lære noget af 68’erne. For at mobilisere en modstand, der kan mærkes, må vi først og fremmest igen have fokus på fællesskabet. Som Signe Arnfred sagde, så sagde de altid »vi«, aldrig »jeg«.

Det kan måske lyde som en kliché, at vi i dag går for meget op i os selv og vores selvrealisering og glemmer værdien af at være fælles om noget. Det er sådan noget, ældre generationer siger om de yngre, som de ikke forstår. Men jeg synes faktisk, der er noget om snakken.

Det er heller ikke forkert, når vi bliver anklaget for at være for optagede af andres anerkendelse. Og den konstante søgen efter bekræftelse og succes gør os ikke bare syge af stress og angst. Den står også i vejen for at udfordre autoriteterne – som jo netop er dem, vi søger anerkendelse hos. Først når vi begynder at gå op imod det eksisterende og stille kritiske spørgsmål, kan vi begynde at finde svar.

Og så skal vi måske også bare være mere modige. Som Morten Thing sagde: »Vi vidste, at det samfund, vi levede i, krævede noget andet. Og så tog vi magten.«

Ligesom dem skal vi også turde tro på, at det kan lade sig gøre at skabe et mere retfærdigt og bæredygtigt samfund.

Serie

Hvad kan min generation lære af 68’erne?

I år er det præcis 50 år siden, at studerende gik til oprør mod magten og besatte uddannelsesinstitutioner over hele den vestlige verden.

Informations journalist Laura Friis Wang er 25 år og tilhører dermed den generation, der er 50 år yngre end de berømte studenteroprører. Hun er taget hjem til nogle af dem for at spørge, hvad hendes generation kan lære af dem.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Udfordringerne i dag er komplekse. Det er let af blive grebet af afmagt, for hvad nytter det overhovedet? Det kan virke sværere for unge i dag at få indflydelse".

Det er rigtigt, at udfordringerne er langt mere komplekse i dag end de var dengang, men det kræver jo så blot en større indsat for at kunne overskue dem, få begreb om dem og finde på måder, hvorpå man kan være med til at ændre tingenes tilstand. Det har jo bl.a. noget at gøre med en tilgang til, hvilke former for organisering og aktionsformer i bred forstand, der er nødvendige og mulige i hvilke sammenhænge.

Den følelse af afmagt, som kommer til udtryk i det citerede, var også en følelse, som greb mange af de unge, som var med til at gøre oprør sidst i 60erne, og som i begyndelsen af 70erne oplevede, at at deres forventninger til, hvad det var muligt at ændre, trods alt ret hurtigt stødte på nogle uoverkommelige grænser.

Det var bl.a. én af årsagerne til, at det oprør, der i begyndelsen havde meget at gøre med frihed til valg af kultur og livsstil, og som i hvert fald var en mulighed, i første omgang, på et subkulturelt plan, i langt højere grad udviklede sig til noget politisk - det drejede sig nu om at ændre hele samfundets indretning og om at ændre de samfundsmæssige institutioner og deres måde at fungere på.

Det forudsætter en stor viden om og indsigt i samfundsmæssige forhold, og det var en af årsagerne til, at mange kritiske studerende f.eks. læste bøger af Karl Marx eller af teoretikere, der var påvirket af hans tænkning.

Det var oplagt dengang, som i dag, at tage udgangspunkt de steder og i de sammenhænge, hvor man var aktive i sin dagligdag, og det blev jo for mange studerende til fagkritik og kritik af undervisningen og et ønske om at ændre den måde, som uddannelsesinstitutionerne blev styret på.

Min egen oplevelse af samfundskritiske studerende på de videregående uddannelser i dag, sammenlignet med dengang først i 1970erne, er at vi var bedre teoretisk velfunderede inden for områder, der havde med samfundets opbygning at gøre og med samfundskritik, uanset hvilket fakultet, vi læste under, end studerende på de videregående uddannelser er i dag.

Havde vi ikke mulighed for at inddrage den form for studier som led i den almindelige undervisning, var det noget, som vi organiserede i studiekredse ved siden af studierne. Der er de studerende i dag under et større tidspres, end vi var dengang, hvor der også blev tid til det anderledes, som vi fandt interessant og væsentligt.

F.eks. blev der på et tidspunkt sendt en klage fra det samfundsvidenskabelige fakultet på Odense Universitet til det humanistiske over, at en undersøgelse havde vist, at de studerende på humaniora lånte for mange bøger på universitetsbiblioteket, der egentlig var indkøbt med henblik på brug af de studerende på samfundsfagsstudierne.

For mig var det en positiv overraskelse, at en undersøgelse fra 2015 viste, at rækken af teoretikere, der blev anset for de vigtigste inden for dansk humanistisk forskning, i vid udstrækning kom fra det samfundsvidenskabelige felt. Forhåbentlig er der også plads til, at læsning af de nævnte teoretikere i et vist omfang kan indgå som en del af den planlagte undervisning på humaniora.

Her en henvisning til Informations anmeldelse af kilden til min oplysning.
https://www.information.dk/moti/anmeldelse/2015/07/humaniora-mere-tror

Steffen Gliese, Karsten Aaen, Bjarne Bisgaard Jensen, Viggo Okholm, Eva Schwanenflügel, Dorte Sørensen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

I kan tro i kan lære af 68erne. I kan lære, hvordan man ikke gør. Den verden vi har nu er skabt af dem (os), der uden problemer har svigtet alle idealer for magt og forbrugsgoder.

Karsten Aaen, Jack Køhler, Bjarne Bisgaard Jensen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Da liberaliseringen af finanssektoreren og dermed udsalget af fællesejet - herhjemme på nyrup&lykketofts vagt, de har vist nok sagt et forkølet undskyld - skete i ly af murens fald i 89 'se selv, kommunisme duer ikke', så dumt at det gør ondt - sad jeg magtesløs og målløs hjemme i sofaen og græmmede mig. Jeg havde ingen stemme i den offentlige debat eller andre steder, og den intelligentsia, som i 68 var arnestedet for oprøret, var faldet i søvn.

Med internettet er det blevet meget nemmere at kommunikere og organisere modstanden mod den ene procent og co's highway robbery. Men se, hvordan det er gået med occupy bevægelsen. Vi bliver tromlet af kræfter, der er meget stærke.

Jeg ser alternativet og enhedslisten som det mest potente sted lige nu at samle energien til den miljø-og socioøkonomiske omstilling, som er så absolut nødvendig. Lad os sætte alt ind på, at det kommende valg vil give mulighed for, at dette sker. Hvis ikke, er vi bare for svage og dumme ifht at kommunkere nødvendigheden heraf til en vælgerskare, som er stor nok. Og så må vi alle lide under konsekvenserne. Hvis centrumhøjre = de miljø-og socioøkonomiske neoliberalister fortsætter som nu uden at forstå omstillingens bydende nødvendighed, bliver alt kun værre - lokalt og globalt.

Karsten Aaen, Estermarie Mandelquist, Morten Larsen, Viggo Okholm, Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Laura Friis Wang

Tak for din opdagelsesrejse. Det var dejligt at høre fra de gamle 68'ere, og godt at få et frisk blik på begivenhederne dengang.

Jeg kan lide dine refleksioner om, hvordan et nyt ungdomsoprør skal foregå :
"Og så skal vi måske også bare være mere modige. Som Morten Thing sagde: "Vi vidste, at det samfund, vi levede i, krævede noget andet. Og så tog vi magten."

Ja, tag magten igen, det trænger vi sgu til !! ;-)

Steffen Gliese, Mogens Holme, Karsten Aaen og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar

Vi venter på Godot
Det er vel noget i den retning, at vi venter på Godot, når vi forestiller os, at der kommer et nyt ungdomsoprør. Ungdomsoprøret omkring tresserne var et unikt oprør i en unik tid, og faciliteret af meget mere end bare de unge dengang. Det er bare blevet til en sovepude for mange, at de tror der kommer et nyt ungdomsoprør. Det er troen på et nyt ungdomsoprør der legitimere, at man venter, og ikke gør noget, for at samfundet skal bevæge sig fremad. Det er rigtig mange der stiltiende ser til, og ikke bare ungdommen, og ikke gør noget. Det er denne laissez-faire holdning som de reaktionære udnytter til forandre samfundet, så det passer til deres ønsker.

Den største forskel på unge i dag og i tresserne er nok, de unge dengang forestillede sig, at samfundet vil blive bedre og hele tiden rykke sig i den rigtige retning, det var et håb og en tro. Tvivler stærkt på at de unge i dag, har et håb og tro på at fremtiden vil blive bedre, og samfundet bevæger sig i den rigtige retning.

Elise Berg, Peter Knap, Steffen Gliese, Estermarie Mandelquist og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Karsten Olesen

Den nuvaerende situation er skabt af 68-ernes borgerlige modstandere - isar V-karrierepolitikere som Anders Fogh, Claus Hjort, Bertil Haarder -

som forskansede sig I Christiansborg-politiken -

mens de fleste 68ere (på grund af venstrefløjens ringe mandattal) måtte satse på græsrodsbevægelser, lokale beboerforeninger o.l.

Christiansborg-politikerne har således I flere omgange søgt at tilbagerulle de fremskridt , venstrefløjen har opnået - værst I de allerseneste år.

Medbestemmelsen på uddannelsesinstitutionerne bremsedes af borgerlige regeringer I 70erne

dog fortsatte fagkritik og alternative synsvinkler frem til universitets”reformen”

Schluter-regeringen lukkede eller beskar Fredsforskningsinstituttet og Sociologisk Institut.

Presset pa arbejderklassen viste sig ved arbejdskonflikter med havnearbejdere, buschauffører, typografer, skraldemænd.

Bankliberaliseringerne indledtes 1989 med loven om “finansielle supermarkeder” og udmøntedes de følgende år I fusioner og sammenlægninger -
hvor fjernelsen af det lokale grundlag øgede risikoen for at usolide investeringer kunne slippe igennem (som I Roskilde Bank)

Værst for unge og studerende er, at boligsituationen I København for især unge I flere årtier er blevet modarbejdet af V, der håber at drive lavindkomstgrupperne ud af byen for at øge Vs stemmeprocent.

Alle disse “reformer” er gennemført med det spinklest mulige mandatflertal og til ugunst for store samfundsgrupper.

Per Torbensen, Elise Berg, Steffen Gliese, Jørn Andersen, Karsten Aaen, Randi Christiansen, Bjarne Bisgaard Jensen, Estermarie Mandelquist, Jes Kiil, Eva Schwanenflügel og Per Langholz anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Ja karsten, og vi ser nu hvor ødelæggende disse regnearkpolitikeres umenneskelige politik har været for mennesker og natur.

De har med frygt og bestikkelse kunnet forføre vælgere nok til at danse med om guldkalven, men borgerne falder som fluer omkring dem. Miljøødelæggelser og psykisk sygdom hærger vore samfund, og spørgsmålet er, om der er hjerte og hjerne nok til at bryde forførelsen og ændre kursen? Det skal ske ved næste valg.

Steffen Gliese, Jørn Andersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Værst for unge og studerende er, at boligsituationen I København for især unge I flere årtier er blevet modarbejdet af V, der håber at drive lavindkomstgrupperne ud af byen for at øge Vs stemmeprocent.

Nåh er det nu venstrebønderne der har styret København. Hvad har det yderste venstre i København leveret ud over cykelstier, og tak for det, samt bycykler som er mere eller mindre overflødige. Det er Socialdemokratiet der sammen med venstrefløjen har haft flertallet i staden København. Kramer Mikkelsen fik vendt skuden så København fra at være tæt på fallitten blev de riges paradis. Og venstrefløjen har siddet på hænderne, når de ikke lige var uden at klippe en snor over. Så langt at bevæge sig, for at se efter at renoveringen af Tingbjerg ikke blev den skandale det blev, var for meget for den grådige Kabell. Det ligger jo også såååå langt væk fra Indre By.

Peter Sterling

Hvis vi skal fjerne fattigdommen i Danmark, er det i Nord-Djurs kommune slaget skal stå, hvor en af Danmarks fattigste kommuner gør en indsats for netop at fjerne fattigdommen. Intet sted er det mere tydeligt hvad der foregår, og hvordan de liberale gennemtvinger fattigdom, end i Nord-Djurs kommune.

Blå blok straffer de kommuner hårdt, som gør en ekstraordinær indsats på det sociale område. Derfor skal vi alle støtte op om kampen for et socialt retfærdigt land. Vi skal ikke vente på at politikerne skifter mening: Vi skal selv bekæmpe den neoliberale fattigdomsskabelse. Derfor støt op tirsdag den 21. september 2018

Bag refusionsreformen står Socialdemokraterne, Radikale, Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance.

"Vi skal have ændret de dybt urimelige refusionsregler og fortsætte kampen for en ordentlig behandling af syge og handicappede. Og vi mangler en udligningsreform, der kan korrigere for de her flytninger til de fattigste kommuner".

https://arbejderen.dk/indland/sociale-bev%C3%A6gelser-p%C3%A5-gaden-n%C3...

Vi skal bekæmpe Danmarks skjulte fattigdom

Huslejerne er høje i Hovedstaden og stigende, derfor søger de socialt udsatte til udkanten af Danmark for at overleve. Ingen ved præcis, hvor mange mennesker der kæmper i hemmelighed for at få enderne til at mødes. Hvor mange vil indrømme at de er fattige?

Fattigdom eksisterer i hemmelighed

De fattige har ikke meget håb om, at politikerne vil forbedre deres situation, tværtimod. Regeringen har meldt ud at nye nedskæringer er i vente. Jo mindre politikere er villige til at bekæmpe fattigdom, jo hurtigere vokser den sociale modstandsbevægelse.

Det er en krigserklæring

Der er rigeligt penge i dette land til alle, men den stigende fattigdom som politikerne skaber, gør at fattigdom er blevet normaliseret i Danmark: Vi lever med uligheden som var det en naturlig ting, det er det ikke.

Ulighed og fattigdom vokser begge. Ældre har været hårdest ramt. Mange sagde, at de skamme sig over, at være afhængige af at tigge på Facebook, men de har intet andet valg. De siger at de aldrig har haft problemer med penge, men med de nye fattiglove har de meget lidt.

Det rige Danmark har et ulighedsproblem

På trods af at være en stor bekymring for vælgerne, er de fleste politikere tavse om emnet, og ønsker ikke at sandheden kommer frem under den kommende valgkamp.

Vi burde spørge, hvilken slags samfundssystem er det, der gør det muligt for fattigdom at brede sig som den gør.

Randi Christiansen, Elise Berg, Eva Schwanenflügel og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Peter sterling@ - "Vi burde spørge, hvilken slags samfundssystem er det, der gør det muligt for fattigdom at brede sig som den gør."

Så skal man spørge, hvorfra tilslutningen til den neoliberalistiske økonomi, dvs måden vore fælles ressourcer administreres, kommer. Jeg tror, du kender svaret. Magt og penge samles i stigende grad hos den ene procent. Det er et indiskutabelt faktum. Altså er det deres ansvar, hvorledes de befolkninger, hvis ressourcer de administrerer, trives.

Udgår vi fra, at demokratiet fungerer, må vi derfor også spørge, hvorledes det har været muligt for den ene procent således at erobre magten. Mit bud er, at det er sket med frygt og forførelse. Den ene procent og deres lakajer hersker med frygt og bestikkelse. En dumhed, som magten historisk har haft for vane at excellere i.

Befolkningerne reagerer forskelligt på fattiggørelsen af mennesker og miljø i n ubehagelig cocktail af højre-og venstrepopulisme, svækkelse af offentlige forvaltninger, kriminalitet, sygdom, tidlig død og et stærkt stigende forbrug af psykofarmaka og selvmedicinering.

Samfundets vigtigste bærepiller, miljø-og socioøkonomien, degenerer på grund af magtens inkompetence, selviskhed og grove svigt af det lederansvar, som dens grå eminencer selv har påtaget sig. Man burde i magtens korridorer vågne op til, hvilken farlig kurs også for een selv man lægger.

Alternativet er tidens bedste bud på at imødegå disse problemer.