I weekenden kom Dansk Folkepartis klimaordfører, Mikkel Dencker, ud i noget af en storm med et udsagn om, at klimaforandringer var et spørgsmål om tro, og tro hører til i kirken.
Udtalelsen fik blandt andre Liberal Alliances klimaordfører, Carsten Bach, til at konstatere, at der er brug for tiltag, som kan nedbringe Danmarks CO2-udledning.
»Selvfølgelig påvirker de nu snart otte milliarder mennesker på Jorden vores klima,« sagde han til Ritzau.
Men Villum Christensen, partiets tidligere klimaordfører og nuværende medlem af Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget, ser tilsyneladende markant anderledes på sagen.
»Emnet (klimaforandringer, red.) har langt mere tilfælles med religion og tro end med videnskab,« skrev han i sidste uge på Facebook og kritiserede endvidere FN’s klimapanel:
»FN’s klimapanel er en politisk organisation og forfølger ikke de afgørende principper for seriøs forskning, herunder krav om åbenhed og kritik.«
Villum Christensen kom med udsagnet i en facebooktråd, hvor han bakkede forsker Jens M. Hansen op i, at påstanden om menneskeskabte klimaforandringer er »en af videnskabshistoriens mest ’succesfulde’ løgne«.
Information har spurgt politisk ordfører Christina Egelund, hvad der er op og ned.
– Hvem skal man stole på i forhold til LA’s klimapolitik?
»Jeg er fuldstændig enig med Carsten Bach, som er den, der tegner LA’s klimapolitik. Jeg er ikke i tvivl om, at klimaet påvirkes af menneskelig adfærd, og derfor er det et politisk ansvar at reducere CO2-udslippet. Hvad Villum skriver på Facebook, det må stå for Villums egen regning.«
– Villum Christensen er et af LA’s to medlemmer i Energi-, Forsynings-, og Klimaudvalget. Kan I have et medlem siddende, der mener sådan?
»Det anliggende tager vi internt. Men der må ikke være tvivl om, at det er den linje, Carsten Bach lægger for dagen, som gælder. Jeg er helt uenig med Villum og tager afstand fra det.«
– Kan du forstå, hvis vælgerne bliver forvirrede, når I internt kan være så uenige?
»Nej, vores klimaordfører er meget klar i mælet. Og jeg er meget klar i mælet. Og det er den linje, man kan regne med.«
– Er det ikke et problem, at I har et folketingsmedlem, som siger noget modsat end den linje?
»Jo, selvfølgelig er det et problem. Villum udtaler sig modsat af, hvad vores ordfører gør. Derfor er jeg glad for, at jeg her kan slå fast, at LA’s klimapolitik tegnes af Carsten Bach.«
Anerkender FN’s klimapanel
Det er langt fra første gang, at Villum Christensen rager uklar med LA’s politiske ledelse. I 2015 vakte det opsigt, da han her i avisen sagde, at »der ikke er videnskabeligt belæg for at påstå, at klimaændringerne i overvejende grad skyldes menneskelig aktivitet«, hvorefter han også dengang skosede FN’s klimapanel, der gentagne gange har understreget, at udledning af drivhusgas fører til global opvarmning.
Adspurgt, om man i Liberal Alliance stoler på FN’s klimapanel, svarer Egelund:
»Absolut.«
– Hvordan kan det så være, at Villum Christensen får lov at fortsætte med de her udtalelser?
»Jeg tror også, at det er ret tydeligt, at jeg ville helst have haft, at Villum ikke havde skrevet de ting.«
På linje med Lilleholt
Egelund påpeger, at partiet ligger på linje med energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V), der i sidste uge kaldte klimaforandringerne »en brændende platform«.
»Klimaforandringer er menneskeskabte, og det betyder, at vi har et politisk ansvar for at tage hånd om den CO2-udledning, som vores adfærd har forårsaget,« siger hun.
»Og der skal gøres langt, langt mere.«
Villum Christensen har ikke ønsket at medvirke i artiklen.
Iøvrigt mener jeg, at jorden er flad
Jamen det er den da. Det kan man jo se med sine egne øjne. Og ude ved kanten er der et højt plankeværk så børnene ikke falder ud.
Synd for Villum, at han stadig ikke sætter sig ind i problemstillingerne/eller fatter dem. Men han har også travlt med at passe både lokal- og landspolitik, samt diverse ben plus ævl og kævl.
Villum er vel lidt undskyldt! Patetisk, Villum, - træk dig, du er ikke værd at høre på!
L.A. er en sekt på linje med Jehovas vidner (undskyld til vidnerne). Ingen er forpligtet udover deres evner. Men forsvind ud af politik!
Hvem skal man stole på i forhold til LA’s klimapolitik? spørger Martin Bahn.
Svaret må være, du skal overhovedet ikke stole på LA, heller ikke i klimapolitik.
LA.
La Familia.
De tunge drenges klub
"Dyden i midten" sagde Fanden.
Han satte sig mellem to prokuratorer.
Apropos DF/Dencker og LA/Willum christensen. Georg Metz skrev denne kronik i 2011. Den holder stadig den dag i dag selv om LA denne gang melder mere tåget ud i forhold til klimaforandringerne end nogensinde før (partiet ved jo godt, at de er ude hvor de ikke kan bunde).
https://www.information.dk/indland/2011/09/udeblevne-befrielse
Der er et helt enkelt spørgsmål, der bør stilles til de klimaskeptiske og klimalunkne partier.
Hvis der stilles et forslag i folketinget, som vil mindske Danmarks bidrag til klimaændringerne men samtidig vil betyde, at vores BNP falder med 0,1 %. Hvad vil i så stemme til det forslag?
Det er stadig i folketinget at politiken vedtages og hvad partierne stemmer der, er langt vigtigere end alle de hensigtserklæringer der luftes i agurketiden.
Desværre er der ikke mange journalister der følger med i folketingets arbejde, ud over de forholdsvise ligegyldige åbnings- og afslutningsdebatter, hvor der jo ikke bliver vedtaget reel politik.
Shhhh, først EFTER valget!!