Læsetid: 9 min.

Morten Thing: »Vi vidste, at vores samfund krævede noget andet. Og så tog vi magten«

I 1968 væltede de studerende professorvældet og fik medbestemmelse på universiteterne. I dag siger 68’eren Morten Thing, at der stadig er brug for omvæltning. Men 68’ernes studenteroprørere var hjulpet af tiden, mens yngre generationer – på trods af demoer imod eksempelvis fremdriftsreformen i 2013 – ikke har formået at påvirke politikerne
Morten Thing, der er dansk kulturhistoriker og debattør på venstrefløjen, erkender, at den tilkæmpede studenterindflydelse på universiteterne i forbindelse med oprøret i 1968 måske ikke var et reelt oprør, da der var bred politisk opbakning til sagen. »Men vi lavede aktioner, som overskred nogle grænser. For eksempel da vi besatte rektor Mogens Fogs kontor i 1969 for at presse ham til indrømmelser,« siger han.

Morten Thing, der er dansk kulturhistoriker og debattør på venstrefløjen, erkender, at den tilkæmpede studenterindflydelse på universiteterne i forbindelse med oprøret i 1968 måske ikke var et reelt oprør, da der var bred politisk opbakning til sagen. »Men vi lavede aktioner, som overskred nogle grænser. For eksempel da vi besatte rektor Mogens Fogs kontor i 1969 for at presse ham til indrømmelser,« siger han.

Sigrid Nygaard

9. august 2018

For 50 år siden besatte studerende i Danmark universiteterne og demonstrerede mod professorvældet. Professorerne blev fjernet fra magten, og de studerende fik til gengæld medbestemmelse.

Det lyder som en lykkelig historie. Men som 25-årig er jeg en del af den generation, der er ung et halvt århundrede efter 68-generationen. Og i dag kan det være svært at få øje på den medbestemmelse, som vi fejrer i år.

Jeg er derfor taget hjem til den 73-årige ungdomsoprører Morten Thing for at spørge, hvordan hans generation vandt så meget magt og indflydelse på universiteterne. Og om der overhovedet er noget tilbage af den uddannelsesinstitution, som 68’ernes blev berømte for at omvælte.

Morten Thing var en af de der ’rigtige 68’ere’ med stort krøllet hår. Han boede i kollektiv, læste Marx og deltog i massedemonstrationerne mod Vietnamkrigen. Og så var han aktiv i studenteroprøret på Københavns Universitet, hvor han læste på danskstudiet.

I dag bor han i en herskabslejlighed på Østerbro i København. Han har stadig krøller, men de er blevet lidt mere krusede og grå. Hans stemme er hæs og dialekten københavnsk.

I gangen er der fotografier af ham, hans familie og venner fra gamle tider. Han tager imod mig i døråbningen i blomstret skjorte og viser mig ind i lejlighedens mindre stuer, hvor der er bøger fra gulv til loft og potteplanter i vindueskarmen.

Ifølge Morten Thing er der ikke meget tilbage af det universitet, som han og hans jævnaldrende ville skabe for 50 år siden. Demokratiseringen er død, lyder dommen. Men på et mere abstrakt plan viste 68, at oprør kan ske.

»De studerende kan pludselig i en kort konjunktur tage magten. Det er rart at vide. Men det er ikke det samme, som at alle studerende til alle tider kan gøre det igen.«

Et efterår med forandring

I 1968 drømte Morten Thing om at blive gymnasielærer og undervise i dansk. Men på danskstudiet blev de studerende primært undervist i oldnordisk, lingvistik, fonetik og dialektik. Et pensum, som de magtfulde professorer understøttede, og som var overleveret fra 1800-tallet.

Morten Thing skulle lære at tale rigsdansk, for som professoren sagde til den unge københavner:

»De må forstå hr. Thing, at man ikke kan læse Guldhornene op på københavnsk.«

I månedsvis gik han derfor til sprogundervisning for at tillære sig en mere korrekt udtale. Indtil han ikke længere gad, for »det var sgu for åndssvagt!«.

Sammen med sine medstuderende rettede han i stedet sin vrede mod den form og det indhold, som professorerne underviste i, og som ifølge Morten Thing handlede om tradition frem for brugbarhed.

»Vi ville jo aldrig komme til at undervise i oldnordisk.«

I løbet af efteråret 1968 arrangerede de danskstuderende en debatuge, hvor de indkaldte forskellige mennesker, der skulle komme med input til danskstudiet, husker Morten Thing. De vedtog hurtigt, at der skulle laves et blad, som udkom hver dag og som kunne holde de studerende orienteret om, hvad der skete på fakultetet. Morten Thing blev redaktør for bladet, og kort efter stillede de krav.

»Vi gik op til professorerne og sagde, at vi skal have 50 procent af indflydelsen på vores egen studieordning, og så skal I sammen med de andre lærere dele de resterende 50 procent,« fortæller han.

De studerende fik opbakning fra en professor i litteratur, og han blev en slags mellemmand mellem dem og de andre professorer. Og det virkede. Professorerne sagde, »at det ville de gerne gå med til«.

I efteråret 1968 samledes hundredvis af studerende i et auditorium og valgte de første repræsentanter til et studienævn, som skulle være med til at bestemme den nye studieordning. De foreslog blandt andet, at den skulle være mere fleksibel, og at man i en vis udstrækning selv skulle kunne vælge sine fag.

– Det lyder som om, at det var ret let for jer at gøre oprør. Kan man overhovedet kalde det et oprør?

»Næh,« siger Morten Thing.

»Men vi lavede aktioner, som overskred nogle grænser. For eksempel da vi besatte rektor Mogens Fogs kontor i 1969 for at presse ham til indrømmelser. Der blev også løbende indkaldt til demonstrationer på Frue Plads i København, hvor studerende fyldte hele pladsen. Det var en fornemmelse af sammenhold. Det var en fantaaastisk følelse,« siger han.

Politisk opbakning

Jeg kan tydeligt huske, da min far fortalte mig, mens jeg endnu ikke var særlig gammel, at min oldefar – der var så venlig, havde runde briller og hvidt hår – i 1968 fik tilnavnet ’Onde Helge’ af studerende fra landets universiteter.

Min oldefar Helge Larsen var ikke ond, tænkte jeg. Men det syntes de unge i slutningen 1960’erne og 1970’erne, hvor han var undervisningsminister.

Morten Thing fortæller, hvordan de lavede en forside på Politisk Revy, der viste en tegning af Helge Larsen som en karikatur over historien med drengen, der får et æble på sit hoved, som hans far skal ramme. På forsiden går pilen lige gennem hovedet på undervisningsministeren.

»Vi hadede alle, der var repræsentanter for magten,« siger Morten Thing.

Men når han i dag tænker tilbage, havde de studerende dengang opbakning fra politikerne. Selv den ansvarlige minister i den borgerlige regering havde sympati for de danske studenteroprørere i 1968.

I 1970 vedtog Undervisningsministeriet i Hilmar Baunsgaards regering Styringsloven, der byggede videre på ungdomsoprøret i 1968 og cementerede magten hos de studerende. Ifølge Morten Thing var universiteterne så forældede, at de kaldte på at blive forandret.

»Vi fik meget forærende. Jeg tror, at Undervisningsministeriet var glad for, at vi lavede ungdomsoprøret. Hvis ikke vi havde gjort op med professorvældet, så var magthaverne blevet tvunget til at gøre det.«

Et masseuniversitet

Ungdommen i dag – min egen generation – får tit at vide, at vi ikke er særligt oprørske.

»Der har været utilfredshed blandt de studerende, men det har aldrig igen udmøntet sig i et studenteroprør på universitetet,« siger Morten Thing, som om han ærgrer sig. Det kunne der nemlig være brug for, mener han.

De studerendes 50 procent medbestemmelse på uddannelsesinstitutionerne var en kort fornøjelse. I slutningen af 1970’erne blev der vedtaget en lov, der gav en tredjedel af magten til de såkaldte ’tappere’ – det teknisk administrative personale. Og som årene gik, begyndte Undervisningsministeriet ifølge Morten Thing at tage mere og mere magt fra universiteterne.

Universitetet ændrede sig fra at være et eliteuniversitet til et masseuniversitet. Det betød, at der kom flere penge til, og af den grund ville ministeriet have tjek på, hvad pengene blev brugt til.

»Så godt nok blev professorvældet skyllet ud med badevandet med ungdomsoprøret, hvilket var en god ting, men vores afstand fra magten på universitetet blev meget større, da først Undervisningsministeriet kom til.«

I 2003 vedtog Folketinget Universitetsreformen, som ifølge Morten Thing »dræbte demokratiseringen«. Reformen var et opgør med brugerdemokratiet, og fremover blev det bestyrelser med repræsentanter fra erhvervslivet, som skulle ansætte det ledende folk på universiteterne.

Siden har der været en tendens til en stigende erhvervsorientering af universitetsuddannelserne. Forskning har vist, at de danske reformer som for eksempel den udskældte fremdriftsreform har bygget på en tænkning, hvor det handler om, hvad studierne kan anvendes til i praksis, og hvordan viden kan omsættes til specifikke jobtyper. Imens er principperne om livslang læring og fleksibilitet røget længere i baggrunden, lyder dommen fra Morten Thing.

Undervisningsministeriet har i dag skabt et universitet, hvor man ifølge ham affinder sig med, at det er studietrinstilvæksten, der tæller. Studietrinstilvækst er, når elever gennemfører et trin eller moduler i et uddannelsesforløb, og de fag, der producerer mange studietrinstilvækster, får således tilført flere penge.

»Den økonomiske styring bider sig selv i halen. De større fag bliver større. Det fører til, at man nedlægger mange af de små fag,« siger Morten Thing.

Det er ikke ønskværdigt for de studerende i dag.

»Der kan opstå nye ideer hos de studerende eller nye måde at gøre det på, som vi gerne ser fremmet. Men i tildelingen af penge ligger en cementering af, at de største fag bestemmer, mens de små fag vil forsvinde. Det vil ikke give de samme valgmuligheder for de studerende.«

Samtidig hæfter han sig ved, at der bliver skåret på antallet af undervisningstimer. Og endelig er der forskningen, som ifølge Morten Thing er truet. Der bliver færre midler til fri forskning, mens der er blevet mere forskning for profitten. Samtidig lyder kritikken, at der er et politisk pres på universitetets forskere.

»Langsomt, men sikkert bliver den forskningsfrihed, som er basis for fornuftig forskning, eroderet. Man vænner sig til, at sådan er det jo bare. Så heller ikke blandt forskere er der oprør. Der er utilfredshed, men ikke oprør.«

Vi tog magten

Selv om min generation ofte får at vide, at vi ikke gør oprør i dag, så samledes tusindvis af studerende sig faktisk på Frue Plads i 2013, 45 år efter det berømte ungdomsoprør.

Her besatte de studerende også fakulteterne og demonstrerede på en fyldt plads, ligesom Morten Thing og hans venner havde gjort før os.

Med bannere som ’VREDE HUMANISTER’ og fællesråbet ’Vi siger nej til reformen!’ aktionerede studerende mod politikernes milliardnedskæringer og krav om, at vi nu skulle hurtigere igennem vores uddannelse. Men i modsætning til Morten Things generation havde min generation ikke meget vind i ryggen.

Fremdriftsreformen blev vedtaget og trådte i kraft et år senere.

– Du siger, at de forandringer, som I var med til at skabe, havde skabt sig selv – af magten – hvis ikke I havde gjort det. Hvis det, min generation gør oprør imod, ikke er noget, politikerne vil ændre, er det så ikke svært for os at vinde samme indflydelse, som I gjorde?

»Det afhænger af, i hvor høj grad I tror på, at det kan lade sig gøre at flytte det. Jeg kan huske, at vi på dansk havde en lærer, vi var meget utilfredse med. Så på et møde, vi havde uden læreren, besluttede vi, at vi ville overtage undervisningen. Så han blev tvunget væk fra katederet, mens han måtte blive og høre på, mens vi underviste. Det gjorde vi, fordi vi vidste, at vi faktisk var bedre end ham. Vi vidste, at det samfund, vi levede i, krævede noget andet.«

»Og så tog vi magten.«

Problemet er kontrol

Da Morten Thing var studerende, kom oprøret som reaktion på trange lokaler, forældet undervisning og professorernes enerådende magt. I dag ser universiteterne helt anderledes ud. De er blevet markant større og står over for andre udfordringer. Så kan vi overhovedet lære noget ved at se 50 år tilbage?

»Vores oprør var tidsspecifikt. Så jeg tror, at det er jeres egne ideer, der skal bære det frem. Men medbestemmelse viste sig at være en rigtig god idé, fordi det gjorde, at nye ideer kunne blive til undervisning relativt hurtigt og prøvet af.«

Ved at »låse de studerende fast« med blandt andet fremdriftsreformen gør man det ifølge Morten Thing vanskeligt at fremme ideer, der kan forny universitetet.

»Så på mange måder er det selvindlysende, at de ideer, som politikerne selv har fostret siden masseuniversitetet begyndte, har skabt et universitet, som bliver stadig dårligere både på undervisning og på produktion af kandidater og forskning,« mener han.

Problemet er i dag, mener Morten Thing, at ministeriet vil have kontrol med alting. Der bliver brugt kilometervis af timer på at udfylde kontrollerende skemaer, fordi man ikke har tillid til, at universiteterne selv kan. Men historien viser ifølge Morten Thing, at det kan de godt.

»De studerende og lærerne kan i fællesskab virkelig forny meget.«

Studerende fra en håndfuld parisiske universiteter tager del i en demonstration i Paris mod en stribe af regeringens reformer af den offentlige sektor.
Læs også
Serie

Hvad kan min generation lære af 68’erne?

I år er det præcis 50 år siden, at studerende gik til oprør mod magten og besatte uddannelsesinstitutioner over hele den vestlige verden.

Informations journalist Laura Friis Wang er 25 år og tilhører dermed den generation, der er 50 år yngre end de berømte studenteroprører. Hun er taget hjem til nogle af dem for at spørge, hvad hendes generation kan lære af dem.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Curt Sørensen
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
  • Ejvind Larsen
  • Christian Mondrup
  • Mihail Larsen
Curt Sørensen, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Ejvind Larsen, Christian Mondrup og Mihail Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Problemet er i dag, mener Morten Thing, at ministeriet vil have kontrol med alting. Der bliver brugt kilometervis af timer på at udfylde kontrollerende skemaer, fordi man ikke har tillid til, at universiteterne selv kan. Men historien viser ifølge Morten Thing, at det kan de godt"

Det alvorlige i denne sammenhæng er ikke den ministerielle kontrol i sig selv, men de principper og idealer for pædagogik og forskning, der f.eks. kommer til udtryk i universiteternes studieordninger, og de principper og idealer, som uddannelserne dermed skal leve op til for at opnå deres akkreditering og ministerielle godkendelse. Form og indhold er ikke noget, der kan adskilles her.

Det er ikke noget, der er "opfundet" af ministeriet selv, men udtryk for et politisk ønske om, af konkurrencemæssige hensyn, at leve op til en række standarder vedtaget internationalt og ikke mindst på EU - niveau, når det drejer sig om forskning og undervisning.

Det gør det betydeligt sværere at gøre oprør mod i dag, hvor det er svært at addressere sin kritik.

https://www.youtube.com/watch?v=IZKqfwNugFk

Bjarne Bisgaard Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Der er i den grad brug for et oprør og opgør med fjendtlig og samfundsskadelig politisk indblanding.

Fra link:
"Exxon Mobile, BP, Shell, Chevron, Total og Maersk bidrager flittigt til, at man på universiteter herhjemme forsker i at få mere olie og gas op af jorden.

"Videnskab.dk har søgt aktindsigt i universiteternes private bevillinger, hvoraf det fremgår, at danske universiteter har modtaget mindst 275 millioner kroner af olieindustrien fra 2009 til 2014.
Størstedelen af midlerne går til at forske i, hvordan man hiver endnu mere olie og gas på af de eksisterende olie- og gaslommer.

En tiårig bevilling på godt en milliard finansierer et Center for Olie og Gas på Danmarks Tekniske Universitet med samme formål.

Udviklingen i olieforskningen kan forekomme mærkelig, når man ved, at klimaforskning viser, at man for at begrænse temperaturstigningen på Jorden til 2 grader må lade allerede kendte olie og gasforekomster blive i jorden.

»Det er fuldstændig absurd at lede efter ny olie, når vi ved, vi ikke må brænde det af af hensyn til klimaet. Det er på alle måder den forkerte vej at gå.«

siger ph.d.-studerende Emil Urhammer, som forsker i bæredygtig omstilling ved Aalborg Universitet i København, til Videnskab.dk."
https://videnskab.dk/kultur-samfund/fuldstaendig-absurd-industrien-betal...

Marianne Stockmarr, Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Det er afgørende for regeringen, at vi gør alt, hvad vi overhovedet kan for at understøtte, at Danmark fortsat er et førende olie- og gasland."
Citat Klimaminister Lars Christian Lilleholt.

"Der bør ikke være begrænsninger for, hvor meget olie og gas, der må pumpes op af den danske undergrund på trods af den nye klimaaftales målsætning om at holde den globale opvarmning »et godt stykke under to grader«.
Citat Klimaminister Lars Christian Lilleholt

Det mener et bredt politisk flertal i Folketinget, som dermed bakker op om Energi, Forsynings- og Klimaminister Lars Christian Lilleholt (V)."
Link: https://www.dr.dk/nyheder/penge/minister-danmark-skal-vaere-et-foerende-...

Holger Madsen, Marianne Stockmarr og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Morten Thing citat:
"Sammen med sine medstuderende rettede han i stedet sin vrede mod den form og det indhold, som professorerne underviste i, og som ifølge Morten Thing handlede om tradition frem for brugbarhed.
»Vi ville jo aldrig komme til at undervise i oldnordisk.«"

Det er som Morten Thing ikke kan se, at fra det han siger her er de lige linje til det han siger siger her:

"Forskning har vist, at de danske reformer som for eksempel den udskældte fremdriftsreform har bygget på en tænkning, hvor det handler om, hvad studierne kan anvendes til i praksis, og hvordan viden kan omsættes til specifikke jobtyper."

Oldnordisk - hvad kan man bruge det til? Man skal jo ikke undervise i det! Nej, man man kan bruge det til at læse de islandske sagaer, oversætte dem til nudansk! som meget få nulevende danskere kan!

Allerede her i studenter-oprørets unge dage kan man se, hvordan de her oprørere kræver, at man ikke længere skal lære noget for traditionens, eller samfundets skyld, eller for kulturens skyld, men for at det man lærer skal være direkte anvendeligt - ikke for folket, men for staten, og ja, for erhvervslivet også! For oldnordisk sælger jo ikke grise, møbler, eller lego - men det gør det at kunne analysere reklamer og tekster i og på nudansk altså! (bare lige for at provokere lidt ;) )

Citat fra artiklen:

"Selv om min generation ofte får at vide, at vi ikke gør oprør i dag, så samledes tusindvis af studerende sig faktisk på Frue Plads i 2013, 45 år efter det berømte ungdomsoprør. Her besatte de studerende også fakulteterne og demonstrerede på en fyldt plads, ligesom Morten Thing og hans venner havde gjort før os. Med bannere som ’VREDE HUMANISTER’ og fællesråbet ’Vi siger nej til reformen!’ aktionerede studerende mod politikernes milliardnedskæringer og krav om, at vi nu skulle hurtigere igennem vores uddannelse. Men i modsætning til Morten Things generation havde min generation ikke meget vind i ryggen. Fremdriftsreformen blev vedtaget og trådte i kraft et år senere."

Man bliver nødt til at se her i sammenhæng med det som står i den her artikel:

https://www.information.dk/indland/2018/08/68er-ungdommen-noedvendigvis-...

hvor Lars Jakob Muschinsky kommer ind på, at 1968 også var et tiltrængt opgør med autoriteter af alle slags! Og da Anders Fogh Rasmussen kom til i 2001/2002 som statsminister satte en ære i at tage et opgør med 1968ernes holdning til alt det hele - og det førte så til mener jeg, at der ikke var nogen større politisk opbakning til de studerende i 2013!