Læsetid: 6 min.

Neoliberalismen er gået i fisk i verdenshavet

Systemet med omsættelige fiskekvoter har betydet kapitalkoncentration og ulighed i fiskerierhvervet foruden fortsat overfiskeri og miljøbelastning. Systemet er skadeligt og må erstattes af et bedre, siger forskere fra otte lande i ny videnskabelig undersøgelse af det globaliserede kvotesystem, der også skaber problemer og kontrovers herhjemme
Fiskerne fra Thorup Strand laver bæredygtigt fiskeri på Skagerrak. Systemet med omsættelige fiskekvoter har omdannet fiskerflåden til fordel for store fartøjer og medvirket til at skabe færre fiskersamfund. Det er f.eks. kun i Thorup Strand, at erhvervsfiskekuttere trækkes op på stranden.

Fiskerne fra Thorup Strand laver bæredygtigt fiskeri på Skagerrak. Systemet med omsættelige fiskekvoter har omdannet fiskerflåden til fordel for store fartøjer og medvirket til at skabe færre fiskersamfund. Det er f.eks. kun i Thorup Strand, at erhvervsfiskekuttere trækkes op på stranden.

Tor Birk Trads

21. august 2018

Det markedsbaserede, neoliberale system med omsættelige fiskekvoter har fejlet. Rundt om i verden har det vist sig at have en stribe negative konsekvenser for fiskerierhvervet og ødelæggende følger for fiskebestandene og det marine miljø.

Det er konklusionen på et internationalt forskningsprojekt med deltagelse af 22 forskere fra otte lande, heriblandt Danmark – et studie som i dag offentliggøres i det ansete amerikanske tidsskrift Proceedings of the National Academy of Sciences, PNAS.

Studiets omdrejningspunkt er den fare ved at tænke i universalløsninger, som kvotesystemet er eksempel på: Forenklede politiske redskaber der tages bredt i anvendelse uden tanke på de mulige ulemper eller særlige lokale omstændigheder. Man forestiller sig, at sådanne universalløsninger kan bringe både økonomisk effektivitet og miljømæssig bæredygtighed, men virkeligheden er ofte en anden, viser forskningsprojektet om fiskekvoter, kaldet ’individuelle overdragelige fiskerikvoter’, IOK’er.

»Systemet med IOK’er bygger på simple markedsbaserede løsninger, hvor man kan købe og sælge rettighederne til at fiske en bestemt mængde af en bestemt fiskebestand. Og det lyder jo dejlig enkelt, men vi kan se, at fiskerikvotesystemet både skaber miljøproblemer og en koncentration af magten i fiskeriindustrien med sine monopollignende ejerskaber af fiskeressourcerne. Det medfører risiko for korruption og magtmisbrug,« siger postdoc Lau Øfjord Blaxekjær, Nordic Institute of Asian Studies på Københavns Universitet, som er dansk deltager i projektet sammen med professor Jesper Raakjær, Aalborg Universitets Institut for Planlægning.

Artiklen i PNAS fastslår, at »der er mange veldokumenterede negative bivirkninger og utilsigtede konsekvenser forbundet med IOK’er«.

»IOK’er har forårsaget kulturelle omvæltninger via udelukkelse af indfødte og selvforsynende brugere i USA, Canada og New Zealand, resulteret i kvote-oligopoler (et oligopol er en markedsform domineret af få udbydere, red.), manglende fleksibilitet og økonomiske trængsler i Island, Danmark, Storbritannien og Færøerne samt fejlet med at forebygge bestandsreduktioner eller forpurret anstrengelser for genopbygning i adskillige fiskerier i Grønland, Holland, Canada, Australien og internationale farvande,« hedder det.

Kvotekongerne

I Danmark er ’kvote-oligopoler’ kendt fra debatten om de såkaldte kvotekonger. Systemet med salgbare fiskekvoter blev indført herhjemme i 2003 som forsøgsordning for sild, I 2004 udvidet til også at gælde makrel, tobis, sperling m.m. og i 2007 gjort permanent samt også gældende for bundfisk som torsk, rødspætte, kuller, pighvar m.m. I praksis var hele fiskeriet hermed underlagt det ny system.

Før indførelsen af de omsættelige kvoter havde alle fiskefartøjer lige adgang til at fiske en bestemt ration pr. uge eller måned, med rationen bestemt af skibets størrelse. Rationen kunne ikke overføres til en senere periode, endsige sælges.

Dette system blev skiftet ud med de salgbare kvoter i bestræbelsen på at løse problemet med en dansk fiskerflåde, der dengang var for stor i forhold til skrumpende fiskebestande, for gammel og med for dårlig økonomi.

»Antagelsen bag reformen var, at ved at markedsliggøre fiskerirettighederne ville markedskræfterne sikre en løbende tilpasning, som ville samle fangstmulighederne hos de fiskere, der med moderne fartøjer bedst kunne levere den højeste kvalitet af fisk,« skriver Rigsrevisionen i sin redegørelse fra sidste år om den politiske reform, der indførte kvoterne.

Det mål må i den grad siges at være nået, om end med alvorlige omkostninger. De mindre fiskere, herunder de danske kystfiskere, var ikke kapitalstærke og i stand til at investere så meget i kvoterne som de store trawlere og rederier, og derfor er de gradvist blevet trængt ud af erhvervet. Som Rigsrevisionen formulerer det:

»Generelt har udviklingen fulgt devisen: jo større fartøjer, jo bedre økonomi. De største fartøjer på over 40 meter havde allerede fra reformens start en tilfredsstillende økonomi, som gradvist er blevet forbedret. Nøgletallene for disse fartøjers økonomi viser en særdeles tilfredsstillende udvikling. Derimod har små fartøjer under 15 meter haft en utilfredsstillende økonomi i hele perioden 2003-2012.«

Så udviklingen er gået mod stadig færre, men samtidig stadig større fartøjer i gruppen af store fiskefartøjer, mens flåden af mindre både er drastisk reduceret. De 16 største ejere af IOK-kvoter, samlet i 10 selskaber, har ifølge Rigsrevisionen øget deres andel af den samlede kvote fra 50 pct. til 66 pct. bare siden 2012.

Halvdelen af de små fartøjer, der fisker kystnært, er forsvundet siden 2005. Af egentlige kystfiskersamfund, hvor kutterne trækkes op på stranden, er der kun ét tilbage: Thorup Strand ved Jammerbugten. Gennem de seneste 10 år er erhvervsfiskeriet fra 26 danske havne ophørt.

I bestræbelserne på at erhverve sig flere kvoter har de store aktører, ’kvotekongerne’, lavet selskabs- og ejerskabskonstruktioner, der i perioder bl.a. har gjort det uvist for myndighederne, hvem der egentlig ejede en del af kvoterne. Greenpeace kunne sidste år påvise, at svenske fiskerivirksomheder via danske datterselskaber har opkøbt danske fiskekvoter for over en milliard kr.

Den allerstørste ejer af danske kvoter på industrifisk som sild og makrel er således det svenske selskab Astrid Fiskeri, der sidste år havde en omsætning på godt 425 mio. svenske kr.

Et andet af de svenske selskaber, Themis Fiskeri der er Sveriges næststørste fiskerivirksomhed, ejer udelukkende danske – ingen svenske – fiskekvoter.

Denne udvikling mod stadig færre, stadig større fartøjer på få hænder har ikke kun haft negative konsekvenser for de mindre fiskere, fiskerisamfund og havne. Det har også øget presset på havmiljøet. De meget store bomtrawlere pløjer havbunden op med deres tunge grej og ødelægger dermed både levesteder for liv i havet og fiskemuligheder for mindre fartøjer med mere skånsomme redskaber og metoder.

Nyt system påkrævet

Det er en udvikling som denne i Danmark, forskerne bag kortlægningen i PNAS-studiet beskriver og advarer imod.

»De individuelle fiskekvoter har ført til stor ulighed mellem ejerne af de store etablerede fiskerivirksomheder – de såkaldte kvotekonger – og yngre fiskere og mindre fiskerivirksomheder,« hedder det bl.a. i pressemeddelelsen, der ledsager offentliggørelsen.

»Den udbredte brug af IOK’er har medført, at bifangster i dag bliver smidt ud og forhindrer ikke overfiskeri,« tilføjes det.

De 22 forskeres fokus er forestillingen om kvotesystemet som en universalløsning, der kan bruges overalt, uanset særlige lokale og aktuelle forhold. De taler om ’universalløsnings-mentaliteten’, der opstår og breder sig, når komplekse problemstillinger så som regulering af fiskeriet beskrives forenklet og dermed leder til forsimplede løsninger.

Konkret ser de det neoliberale økonomiske paradigme som den forsimplede fortælling, der har lokket til forestillingen om, at alt kan klares via markedet, dvs. ved introduktion af kvoter, der kan handles frit.

»Det understreger markedskræfterne som alternativ til regulering, idet man ignorerer markedsfejl, transaktionsomkostninger og de fleste former for eksternaliteter«, samtidig med at »det neoliberale paradigme ignorerer de sociale, politiske og økonomiske realiteter, der danner rammer for samfundets håndtering af fiskeriet.«

Den gradvise opsplitning af fiskerierhvervet er en selvforstærkende konsekvens af de salgbare kvoter, mener forskerne: Jo flere kvoter kapitalstærke fiskevirksomheder får samlet sammen, jo mere fokuseret bliver de på at sikre forrentning af de store investeringer og lån, der har muliggjort kvoteopkøbene. Denne bevægelse i retning af monopolstatus fjerner deres opmærksomhed fra fiskeriets økologiske konsekvenser såvel som de sociale konsekvenser af, at mindre fiskere marginaliseres eller tvinges i knæ.

Og »når indbyggerne i de fiskersamfund, som mærkerne omkostningerne af det forsimplede kvotesystem, har ringe politisk magt, så har beslutningstagere få incitamenter til at forholde sig til deres bekymringer.«

»Dette handler ikke kun om social retfærdighed. Som følge af deres afhængighed af lokale ressourcer har disse samfund større interesse i at beskytte det lokale økosystem,« skriver forskerne og henviser bl.a. til de danske kystfiskersamfund, hvor fiskere i 2014 begyndte at organisere sig i Foreningen for skånsomt kystfiskeri.

Lau Øfjord Blaxekjær understreger, at det beskrevne paradigme hersker og skaber problemer mange andre steder end i fiskeriet.

»Vores forskning viser, hvor udbredt den tænkning er over hele verden, og at vi grundlæggende har brug for at udfordre den måde at forvalte klodens ressourcer,« siger han.

»Kvotesystemet og IOK’erne bunder i en neoliberal politisk økonomi, der også er helt eller delvist skyld i de klimaforandringer og miljøproblemer og mangel på reelle løsninger, vi i øvrigt ser i dag.«

Professor Jesper Raakjær understreger, at selv om kvotesystemet ikke som i dag bør bruges som universalløsning for alle typer fiskeri, så kan det godt have berettigelse i konkrete situationer, f.eks. i det nordøstatlantiske fiskeri på sild, makrel m.m.

»Desuden bør de fiskere, der får kvoterne, betale en ressourceskat, som det kendes for udnyttelse af andre typer af naturressourcer, f.eks. olieudvinding i Nordsøen, så myndighederne kan sikre, at udnyttelsen af et offentligt gode – fiskeressourcerne – kommer hele samfundet til gavn og ikke kun en lille gruppe enkeltpersoner,« siger Jesper Raakjær.

Forskerne bag studiet offentliggjort i PNAS anbefaler et opgør med det udskældte IOK-system via oprettelse af en åben global database, der samler forskning og erfaringer med konkrete måder at forvalte fiskeriet for dermed at bane vej for bedre løsninger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Anne Eriksen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Henrik Leffers
  • Kurt Svennevig Christensen
  • Torben K L Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Hans Larsen
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Benno Hansen
  • Torben Ethelfeld
  • Ejvind Larsen
  • David Zennaro
Trond Meiring, Anne Eriksen, Bjarne Bisgaard Jensen, Henrik Leffers, Kurt Svennevig Christensen, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel, Hans Larsen, Peter Beck-Lauritzen, Benno Hansen, Torben Ethelfeld, Ejvind Larsen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Beck-Lauritzen

Dårlig politik, - så det er en "ommer". På verdensplan udløser denne politik, at små fiskesamfund fratages deres livsgrundlag, migration er så et forsøg på at overleve.
Shocking! Elementary, dear politicians. Helicoptor-view ønskes.

Flemming Berger, Anne Eriksen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Kurt Svennevig Christensen

Flere af disse forskere har tidligere talt for omsættelige private kvoter også vores egen Jesper Raakjær. At de små fiskere og fiskesamfund forsvinder, bliver opkøbt, ser forskerne heller ikke som det store problem i kølvandet på IK/FKA.

Det helt store problem er helt enkelt at fiskeriet er så langt fra biologisk og ikke mindst økologisk bæredygtigt som tilfældet er efter mere end 10 år med voldsomme nedskæringer i fiskeriet. Hvorfor er fiskeriet så ubæredygtigt i dag at man helt må stoppe fiskeriet på torsk og nu også må skære mere end 60 % af sildefiskeriet? Hvorfor er der så få tobis, og hvor blev rødspætterne af, de koster i dag en formue fordi der er så få rødspætter i Nordsøen og Skagerrak i dag.

Men i dag har fiskerne fået ejerskabet over kvoterne og de handles og fiskeriet er nu reduceret til få men meget store fartøjer - og med hvilket resultat? Dansk fiskeri har aldrig været så biologisk og ikke mindst økologisk ubæredygtigt som det er i dag.

Hele forhistorien til den virkelighed vi står med i fiskeriet i dag kan man få viden om via Levende Havs hjemmesider http://gl.levendehav.dk/politik/dansk-fiskeripolitik/man-gjorde-et-erhve... og http://gl.levendehav.dk/politik/dansk-fiskeripolitik/dansk-fiskeripoliti... ingen af de ansvarlige kan i dag sige at de ikke var blevet advaret.

Trond Meiring, Anne Eriksen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Bjarne Bisgaard Jensen

Kvote mig her og kvote mig der. Kvoterne fungere jo blot som endnu en mulighed for at kapitalisere erhverv og ressourcer i endnu højere grad. Du kan også købe klimakvoter, vil du have en?

Man kunne med samme analysemetodik med rette påvise uheldige konsekvenser af den generelle markedsøkonomiske regulering - som hovedparten verdens effektive økonomier anvender som en ”universalløsning”; men jo i en noget forskellig udførelse. Omsættelige fiskekvoter kan vel kaldes en universalløsning, men kun hvis man er blind for at udformningen kan varieres til uendelighed. Rapporten diskuterer desværre ikke dette. For Danmarks vedkommende er situationen den, at alle partier fra højre til og med SF støtter systemet med omsættelige kvoter, og at man i dec. 2016 netop benyttede sig af, at man inden for denne ramme kan justere modaliteterne - bl.a. med flere fisk til kystsegmentet og i forhold til koncentration af rettigheder, således som forudset allerede i den grundlæggende politiske aftale af 2005.

Kurt Svennevig Christensen

Mogens Schou: Man kan lave alle mulige analyser, krumspring og kreative bogføringer og det er også hele historien om dansk fiskeri i dag.

Derfor burde de ansvarlige for IOK i den pelagiske arter (derefter kan vi tage FKA) forklare os alle hvorfor statens overdragelse (foræring) af kvoter og rettigheder til fiskerne og deraf følgende koncentration af kvoter i store private selskaber, ikke som lovet har ført til et mere bæredygtigt fiskeri? Biologerne mener i år at fiskeriet på sild helt skal stoppes og/eller beskæres med over 60 % i 2019.

Hvordan er det muligt Mogens Schou? Du har haft et stort ansvar for privatiseringen af kvoter og rettigheder til fiskeri og du mente også at fiskeriet ville blive mere bæredygtigt med IOK og FKA.

Der er nu omkring 500 fartøjer tilbage i dansk fiskeri, 50 fiskerihavne har mistet deres fiskeri og de andre havne er næsten blevet tømte for fiskefartøjer. Og nu er spørgsmålet: Hvorfor er der ingen sild? Hvor er tobisen blevet af? Rødspætterne er væk og det samme er torsken i Østersøen.

IOK og FKA fik du vedtaget under og med Fogh regeringen, med den påstand at der var for mange fiskere til for få fisk, nu er der meget få fiskere tilbage, hvorfor bugner havet ikke af fisk i dag? "Alle partier" i 2005 stod Dansk Folkeparti helt alene bag med regeringen og dine planer for fremtidens fiskeri.

Og nej den eneste forudsigelse der desværre holdt vand efter 2005 var denne: http://gl.levendehav.dk/politik/dansk-fiskeripolitik/man-gjorde-et-erhve... med flere fra Levende Hav.