Læsetid: 5 min.

Ny finanslov lægger op til alvorlig knægtelse af armslængdeprincip på kulturområdet

Når det omstridte omprioriteringsbidrag rulles tilbage i 2022, vil pengene gå tilbage til kulturområdet. Men det bliver regeringen og Folketinget, der kommer til at bestemme, hvad de skal bruges på. På den måde bliver kulturinstitutionernes råderum vendt mod at gøre politikerne tilfredse, lyder det fra tidligere kommunikationschef i Kulturministeriet. Forskere advarer mod en forkortning at den politiske armslængde – en taler ligefrem om »kulturstalinisme«, hvor øget politisk styring sniger sig ind
Med udspillet til en ny finanslov kommer kulturområdet i stigende grad under politisk kontrol, mener kritikere. På billedet er kulturminister Mette Bock på besøg hos nogle kunstnere  i Værebro nord for København.

Med udspillet til en ny finanslov kommer kulturområdet i stigende grad under politisk kontrol, mener kritikere. På billedet er kulturminister Mette Bock på besøg hos nogle kunstnere  i Værebro nord for København.

Emma Line Sejersen

1. september 2018

Før regeringens finanslovforslag blev præsenteret torsdag klokken 11, havde flere medier fået fat i større eller mindre lunser. Det gjaldt også Berlingske og DR, som kunne lave hurtige nyheder. På Twitter skrev Berlingskes Politiko-sektion: »Regeringen dropper sparekrav på undervisning og kultur«, og i en overskrift berettede DR, at »regeringen vil droppe sparekrav på undervisning, uddannelse og kultur i 2022«.

Men de versioner af finanslovforslaget er ifølge ph.d. og leder af Institut for Medier, Erkendelse og Formidling ved Københavns Universitet, Maja Horst, »flot spin«:

»For det første er det noget vrøvl, at regeringen stopper sparekravene, for de stopper først om tre år,« siger hun. »Der er et folketingsvalg og alt muligt andet imellem. At regeringen ’stopper kravene’ er højest en hensigtserklæring og nok mere valgflæsk.«

»Derudover,« fortsætter hun, »siger de, at et beløb svarende til provenuet vil komme tilbage til sektoren. Men det er jo heller ikke det samme, som at sparekravene stopper. Det betyder bare, at de kommer til at give flere penge til nogle ting, som nogle til den tid bestemmer sig for, hvad skal være.«

Ifølge regeringens udspil til finansloven vil omprioriteringsbidraget på to procent, som de statslige kulturinstitutioner hvert år skal spare, fortsætte. Finansministeren og regeringen lover imidlertid, at pengene – omkring 75 millioner kroner årligt – fra 2022 vil gå tilbage til kulturområdet. Og så vil regeringen og Folketinget bestemme, hvad pengene skal bruges til.

Omprioriteringsbidraget har længe været omstridt, og ifølge ph.d. og litteratursociolog Lisbeth Worsøe-Schmidt er det formentlig også den folkelige modstand, der har gjort, at man nu – fra 2022 – vil gøre op med det. Men måden, der skal gøres op med sparekravet, er problematisk, mener hun:

»Det gør jo kort og godt op med armslængdeprincippet. Det kommer til at blive politikerne, der år for år bestemmer, hvilke områder, de synes, trænger. Og så vil det i højere grad blive – i gåseøjne – folkets røst og ikke folk, der har forstand på kultur, der får lov til at diktere, hvad pengene skal bruges på.«

»Kulturstalinisme«

Kultursociolog og lektor emeritus ved Københavns Universitet Peter Duelund kalder ligefrem finanslovforslaget for »kulturstalinisme med øget politisk styring, der sniger sig ind«.

»Det er første gang i mange år, at noget så principielt i dansk demokratitradition som armslængdeprincippet bliver sat på spil. Principperne om armslængde og selvforvaltning har kendetegnet dansk kulturpolitik siden Anden Verdenskrig. Bomholts bevingede ord ’Nok støtte, ikke styre’ er forandret til ’Vi støtter for at styre’, og det udmøntes meget konkret i det, de kalder omprioriteringsbidraget.«

Duelund kalder forsøget på at øge den politiske styring af kulturinstitutionerne »åbenlyst«, når regeringen i 2022 vil føre penge tilbage til områderne, fordi der ligger den skjulte hensigt, at politikerne årligt i forbindelse med finansloven vil prioritere, hvad de skal bruges til.

»Det er en total tilsidesættelse af museer og andre institutioners dispositionsfrihed og dermed tilsidesættelse af armslængdeprincippet og den frihedstradition, der har været i dansk kulturpolitik. Det er jo i virkeligheden grove løjer. Hvis det bliver vedtaget i den form, det nu er fremsat, er det principielle sager som kunstnerisk frihed og ytringsfrihed, der pilles ved.«

Maja Horst siger imidlertid, at praksissen ikke usædvanlig er i moderne politik. Hun nævner forskningsreserven (øremærkede penge til forskning ud over de penge, der bliver givet til forskning på finansloven, red.), som finanslovspartierne hvert år skal blive enige om, hvordan fordeles. Men ikke desto mindre er der tale om, at politikerne har reserveret sig ret til støtte mere vilkårligt efter 2022 – altså et politisk rum, hvor de kan sole sig i at bruge pengene på særlige ting, der kan profilere dem.

»Der bliver flere midler, der skal fordeles på den måde, og mindre og mindre som kulturinstitutionerne kan regne med, at de har til at passe deres opgaver. De får mindre og mindre råderum til at kunne gøre kerneopgaven. Og de bliver mere og mere afhængige af, om man lige kan overbevise en politisk alliance om, at der skal penge til et bestemt område.«

– Det at rummet bliver mindre og mindre, gør vel også at armslængden bliver kortere?

»Ja. Der bliver mindre og mindre rum for institutionerne selv til at varetage den kerneopgave, de har. De bliver mere og mere afhængige af at handle i forhold til, hvad der er politisk opportunt. Det er det modsatte af armslængdeprincippet, som netop går ud på, at politikerne ikke skal bestemme tæt, men kun give en overordnet ramme.«

Svær debat om armslængde

Ledelelseskoordinator hos Gyldendal Michael Jannerup, der har været kommunikationschef i Kulturministeriet, og som for nylig med Esben Schjørring udgav bogen Værdikæmperne – slaget om danskernes sjæl, der opruller den borgerlige værdikamp fra magtovertagelsen i 2001 og frem til 2011, kalder diskussionen om armslængde »svær«:

»Hvis man tager kritiske briller på, er det klart, at det her er en måde at sikre sig politisk kapital, når man får penge i hånden. Det, der traditionelt har været nede i institutionerne, ryger tilbage til politikere, som helt sikkert ikke kommer til at give pengene til drift. De kan lave prestigeprojekter og på den måde laver man politisk kapital.«

– Men er det så ikke et brud med armslængdeprincippet?

»Altså. Historisk set har de budgetter, man nu har beskåret i en periode, jo også været politisk bestemt. At man så på et tidspunkt vælger at bruge pengene på noget andet – politisk bestemt og flertalsmæssigt igen – er jo ikke mere en knægtelse af armslængdeprincippet, end dengang man allokerede pengene,« siger han og tilføjer, at en knægtelse af armslængdeprincippet i hans bog er, når politikere f.eks. blander sig i DR’s programplanlægning eller i udstillinger på et museum.

»Da Brian Mikkelsen som kulturminister skrev til en bestyrelsesformand i DR, at regeringen ikke brød sig om dækningen af Irak-krigen, forsøgte han at påvirke nyhedsformidlingen på et frit public service medie – det er i mine øjne en knægtelse af armslængdeprincippet.«

– Men eftersom politikerne har reserveret sig ret til at støtte mere vilkårligt efter 2022, har de vel reserveret sig et politisk rum?

»Det kan man selvfølgelig sige. Vi ved ikke, hvad de vil bruge pengene på. Fra kulturchefernes perspektiv bliver det en mere usikker virkelighed. Og institutionschefernes råderum kommer til at blive vendt mod at gøre politikerne mere tilfredse,« siger han.

Han mener, det er »ærgerligt«, at politikerne åbenbart føler, de kommer til kort med almindelige styringsredskaber.

»Kravene til institutionscheferne på områderne har hele tiden været skærpet i forhold til at være publikumsinddragende og den slags ting. Så jeg mener: De der bestemmelser ligger der. Institutionerne skal fornyes og være til tiden og alt muligt – det er jo en del af rammeaftalerne og de styringsmekanismer, der foreligger. Men dem tror man åbenbart ikke på, hvis man vil holde pengene tilbage, indtil man er helt sikker på, at det giver os lige, hvad man vil have.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Eva Schwanenflügel
  • Dorte Sørensen
Thomas Tanghus, Eva Schwanenflügel og Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu