Læsetid: 7 min.

»Der var en opfattelse af, at man lige så godt kunne hælde penge i kloakken som at satse på grøn omstilling«

Finansministeriets magtposition står i vejen for langsigtede løsninger på klimaområdet, siger en række tidligere grønne ministre. Alligevel afviser de, at Alternativets grønne superministerium kunne være en løsning på problemet
29. august 2018

I 2013 præsenterede daværende SF’er og miljøminister Ida Auken en affaldsplan, der skulle fordoble mængden af affald, der bliver genanvendt. Planen var grundigt gennemregnet, så ministeren følte sig sikker på, at den hang sammen økonomisk.

Men ifølge Auken klyngede Finansministeriet sig så hårdnakket til overbevisningen om, at miljø- og klimatiltag er noget, der koster penge, at de byttede om på minusser og plusser.

»De troede, det ville blive dyrt for borgerne, men i virkeligheden gjorde planen det billigere. Og det var en ret vild oplevelse at måtte ind at sige til dem, at de havde misforstået det. De regnede forkert, fordi de havde en rygmarvsreaktion om, at miljø og klima er dyrt og besværligt,« siger Ida Auken, der i dag er miljø- og klimaordfører for De Radikale.

»Som minister oplevede man tit, at kampen ikke stod mod oppositionen, men mod at slippe igennem et nåleøje i en regering styret af Finansministeriet. Og det tror jeg, at alle grønne ministre har oplevet de seneste mange år.«

Det kan der være noget om.

I hvert fald udtaler tre andre tidligere ministre på det grønne område, at de oplevede Finansministeriets centrale position i dansk politik som en hæmsko for langsigtede investeringer og grøn omstilling.

Alternativet med partileder Uffe Elbæk i spidsen afslørede forleden, at partiet vil omstrukturere de danske ministerier markant, såfremt de vinder magten. Det centrale er, at Finansministeriets koordinerende rolle skal overtages af et grønt overministerium.

Hvis man spørger den tidligere konservative klimaminister og EU-kommissær Connie Hedegaard har partiet en pointe i, at Finansministeriet knægter grønne initiativer.

»Hvert møde i økonomiudvalget startede med, at daværende finansminister Thor Pedersen sagde, at hans æbletræer stadig stod flot. Underforstået, at der var slet ikke var noget klimaproblem. Når man starter der, så kan det godt føles virkelig bøvlet,« fortæller hun.

»Der er et issue med måden, man tænker eller ikke tænker klima ind i de store politiske udspil, og det tror jeg stadig, der er.«

Øger udslippet

Connie Hedegaard, der i dag er bestyrelsesformand for Berlingske Media og tænketanken Concito, påpeger, at de seneste fire vækstpakker under skiftende regeringer har øget CO2-udslippet. Ifølge hende er det derfor vigtigt, at man konstant ser på, om politiske initiativer bringer Danmark i en mere klimavenlig retning, eller om det øger problemet.

Derfor pointerer Hedegaard, at de grønne konsekvenser bør regnes ind, når der laves økonomisk politik.

»Det bør være alles ansvar. Jeg stødte ofte på, at de grønne sidegevinster ikke blev medregnet. Så kunne jeg kæmpe med embedsmænd om det i uge- og månedsvis frem og tilbage.«

Kirsten Brosbøl, der var miljøminister fra 2014-15, skelner mellem to forskellige debatter: Debatten om selve statsadministrationens struktur, som Alternativet altså har gjort op med i deres forslag om et grønt superministerium, og så debatten om Finansministeriets regnemodeller.

Sidstnævnte har været et stort politisk stridsspørgsmål i de seneste måneder, men diskussionen har primært kredset om, hvorvidt man skal indregne dynamiske effekter af investeringer på det sociale område – ligesom man gør det med skattelettelser.

Brosbøl mener dog, at Finansministeriets regnemodeller også gør det umuligt at se grønne tiltag som investeringer snarere end udgifter. Det oplevede hun selv, da hun var miljøminister.

»Vi ved, at der er konsekvenser for de mennesker, der dør for tidligt på grund af luftforurening, og vi ved, at det har store samfundsøkonomiske konsekvenser. Det var ikke noget, man kunne tage med i en vurdering af en ren luftplan, fordi regnemodellerne ikke tager højde for investeringer på det grønne område. Og det er ærgerligt. For så bliver diskussionen en anden: Så bliver det et spørgsmål om, hvor vi skal tage de her penge fra for at få råd til grønne tiltag,« siger Brosbøl.

Den daværende SSFR-regering gav i sin tid Danmarks Statistik en bevilling for perioden 2015-17 til at udvikle et grønt nationalregnskab. Sidste år lukkede VLAK-regeringen imidlertid programmet.

Som beskrevet her i avisen har økonomiprofessor på Københavns Universitet, Peter Birch Sørensen, siden sat sig for at udvikle et nyt grønt BNP. Og Kirsten Brosbøl understreger, at det er væsentligt, at modellen bliver implementeret i Finansministeriets regnemodeller.

– Så det er vigtigere, at man fokuserer på regnemodellerne frem for den institutionelle struktur?

»Jeg synes, begge dele er vigtigt. Vi har også sagt, at det er vigtigt at kigge på strukturen. Det er jeg også sikker på, at der bliver lejlighed til at gøre, hvis vi får en ny regering.«

Revolutioner forandrer ingenting

Ida Aukens partifælle Martin Lidegaard (R), der er tidligere klima- og energiminister, rettede sidste år en lignende kritik mod Finansministeriet i et stort interview i Information.

»Fagligheden fylder for lidt. På den måde kan Finansministeriet blive en begrænsende faktor, fordi man ikke får kreativiteten, innovationen og fagligheden i spil. Og derfor har jeg sagt, at der var stunder, hvor man føler, at man har mere indflydelse som finanspolitisk ordfører end som minister. Bare det at få sine sager taget op i Økonomiudvalget. Det er blevet en hæmsko,« sagde Lidegaard dengang.

Lidegaard fremsatte allerede kritikken i sin bog fra 2008, Sidste udkald, hvor han citerede den tidligere socialdemokratisk miljø- og energiminister Svend Auken for at sige, at »hvis man virkelig vil have indflydelse i dansk politik, skal man for Guds skyld ikke blive minister. Så skal man blive fuldmægtig i Finansministeriet«.

Lidegaard holder på linje med Brosbøl, Hedegaard og Auken fast i kritikken i dag, idet han især som klima- og energiminister oplevede, at de økonomiske ministerier modsatte sig grønne tiltag.

»Jeg fornemmede, at der var en opfattelse i Finansministeriet af, at man lige så godt kunne hælde penge i kloakken som at satse på grøn omstilling,« siger Martin Lidegaard.

»Når det daværende oppositionsparti Venstre spurgte til, hvor mange penge et forslag kostede, så skrev jeg altid, det kostede så og så meget i investeringer. Men der ville de økonomiske ministerier altid skrive omkostninger i stedet for – og det er problemets kerne. Man har haft en overbevisning om, at det var billigere at lade være og i stedet satse på andre energikilder.«

Kritikken betyder dog ikke, at Lidegaard er parat til at slutte sig til Alternativets model for ministerierne. Han siger direkte, at han ikke abonnerer på »den store konspirationsteori«.

Nok mener han, at det er fornuftigt at tænke over, hvordan man kan styrke de grønne ministeriers position. Men han understreger, at det først og fremmest er et spørgsmål om politisk vilje.

»Hvis vi politikere ikke går forrest, så efterlader vi hele embedsværket i en fortabt situation. Min kritik er ikke rettet mod embedsmænd, men mod de politikere, der ikke har rejst den her dagsorden, mens de var i Finansministeriet,« siger Lidegaard og pointerer, at Finansministeriet stadig bør indtage en central rolle i den grønne omstilling.

»Der er stadig en økonomi, der skal hænge sammen,« tilføjer han.

Også partifællen Auken frygter, at Alternativets forslag vil skabe »et administrativt monster«, selv om hun indrømmer, at hun selv har gået med tanken om et grønt superministerium.

»Man kan ikke bare sige, at nu bomber vi det hele, og så bliver det nye, vi bygger op, nok godt. Det er ikke min erfaring, at revolutioner skaber forandringer. Det gør omvendt de vedholdende skridt hver eneste dag i en klar retning. Og der kunne man sagtens give meget mere retning fra toppen i en regering. Det er for mig vigtigere at have en statsminister og en finansminister, der kan se retningen i det her.«

Ros til Alternativet

Connie Hedegaard betvivler også, at den bedste løsning er at oprette et særligt ministerium med samme magt, som Finansministeriet har i dag. Og hun smiler, når hun hører ord som »nysgerrighedsministerium«.

Når det er sagt, er den tidligere minister enig i ambitionen om at få det grønne spor ind i den økonomiske tænkning.

»Det er positivt, at man lægger op til, at Finansministeriet og de økonomiske ministerier skal indtænke konsekvenser for klima, miljø og ressourcer. Så Alternativet fortjener ros for at spille ud på en måde, der gør, at vi nu får den debat. Det trænger vi til. Jeg tror så ikke lige, at et grønt overministerium er den bedste løsning.«

Selv om Martin Lidegaard er kritisk over for Alternativets regeringsstruktur, forsikrer han, at også De Radikale vil komme med konkrete forslag til at ændre rammerne i administrationen.

»Generelt har vi kig på, at den budgetlov, som har givet Finansministeriet meget stor økonomisk styring, skal evalueres her i efteråret. Og det er et oplagt tidspunkt at se på, om man kan gøre rammerne for ressortministerierne mere fleksible, så de får en større selvstændighed i deres arbejde og dermed fremmer den faglighed, som de står for.«

Information har forsøgt at få fat i energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V), men han har ikke ønsket at udtale sig.

Flere tidligere klima- og miljøministre retter kritik mod finansministeriet for at hæmme den grønne omstilling. Grøn omstilling er først og sidst et spørgsmål om politisk vilje, lyder det blandt andet.
Læs også
Finansminister Kristian Jensen (V) mener ikke, at hans ministerium bremser den grønne omstilling, som flere tidligere ministre ellers anklager ministeriet for.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Vang Nielsen
  • Hans Larsen
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
  • Katrine Damm
  • Lise Lotte Rahbek
  • Poul Erik Riis
Anders Vang Nielsen, Hans Larsen, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Katrine Damm, Lise Lotte Rahbek og Poul Erik Riis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hans Ditlev Nissen

Vi ved at når man bruger penge på at mindske luftforureningen, bliver folk mindre syge af den.
Det sparer penge i sundhedsvæsnet, og øger arbejdsudbuddet som igen øger statens indtægter.
Vi ved også at man ikke kan tage højde for disse effekter i Finansministeriets modelberegninger.
Det kan ikke gøres på en økonomfagligt forsvarlig måde, og derfor afviser model-økonomerne det.
På samme måde afviser man at indregne andre dynamiske effekter, fordi man ikke kan gøre det økonomfagligt forsvarligt.

Vi ved at forskellige afledte dynamiske effekter vil manifestere sig i samfundsøkonomien.
Og vi ved at de ikke er medtaget i Finansministeriets beregninger.
Det betyder at vi ved at disse beregninger er korrekt udførte i forhold til økonomfaglige kriterier, men forkerte i forhold til virkeligheden.

Når det er sådan med en modelberegning, kan den dårligt bruges som et sagligt argument i en debat om et politisk forslag.

(I hele denne diskussion skal man selvfølgelig at huske, at samfundsøkonomiske modeller overhovedet ikke på nogen måde er udtryk for den form for videnskabelig pålidelighed, som de naturvidenskabelige modeller man fx bruger i ingeniør-videnskaben, når man skal finde ud af hvordan man bedst konstruerer fysiske ting.)

Karsten Lundsby, Palle Yndal-Olsen, Marianne Stockmarr, Tue Romanow og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar

hvis man vælger at satse mere end symbolsk på grøn omstiling, mister man jo en masse olie og gaspenge, så det kommer ikke til at ske, klimaændringer eller ej. Pessimist, tja, historien har vist at pengene altid vinder.

Steffen Gliese

Det handler om, at penge ikke er andet end et middel til at flytte ressourcer fra det ene sted til det andet - i sig selv er de INTET værd. Det har folk desværre glemt.

Tom Andreæ, Marianne Stockmarr og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Lars Bo Jensen

Problemet med de positive effekter af eks. mindre luftforurening i byerne, er at det ikke er penge man kan hente med det samme. Man kan ikke skære i hospitalernes midler til behandling af luftvejssygdomme, fordi man har mindsket forureningen, det kan jo tage år inden alle de positive effekter viser sig på bundlinjen.
Den øgede livskvalitet for borgerne ved mindre forurening, kan jo heller ikke gøres op i kroner og ører.

Jens J. Pedersen

Penge er en fiktiv størrelse, der kun har værdi ved gensidig forståelse og accept.
Når vi kun har cyber penge, taler vi om en dobbeltabstraktion. Et tal på en skærm er kun lidt lys og farve, der er anderledes. Det anderledes lys er forårsaget af noget IT-mekanik et eller andet sted, men er der ingen strøm/energi, er der ingen andeledes lys.
Tilbage i tiden, når man stod med en guldmønt i hånden, var det også en abstraktion, men kun en enkelt, da mønten var håndgribelig, men det er det anderledes lys på skærmen ikke.

Tom Andreæ, Marianne Stockmarr og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Man kan og skal ikke hente penge i det offentlige, man skal drive et samfund på optimal vis for borgerne, og det vil sige mere og mere grønt, mere og mere frit og mere og mere lige, hvilket er det modsatte af ens.

Anders Vang Nielsen

"Information har forsøgt at få fat i energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V), men han har ikke ønsket at udtale sig."

I al stilfærdighed: WTF, Lars Christian?

Ellers stærkt af avisen at samle så markante stemmer om det her!

Ivan Breinholt Leth

Hans Ditlev Nissen
29. august, 2018 - 07:39
Selvfølgelig kan det gøres på en økonomifagligt forsvarligt måde, hvis der er vilje til det. Det er der bare ikke, så længe man ikke opfatter miljøødelæggelser som reelle trusler. Så behøver man ikke at overveje, hvad der er miljøfagligt forsvarligt. Mange af verdens store forsikringsselskaber har allerede udarbejdet modeller for, hvad forskellige kategorier af mijøødelæggelser koster. Det har de naturligvis gjort, fordi de er nødt til det. Miljøkatastrofer, kan udradere selv meget store forsikringsselskaberne i løbet af no time. Forsikringsselskaber finder det ikke nødigt at overveje, om deres beregninger er økonomifagligt forsvarlige. Sådanne sofisterier har de ikke råd til.

Hans Ditlev Nissen, Flemming Berger og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar
Hans Ditlev Nissen

Ivan Breinholdt Leth
Miljø-fagfolk bygger generelt på langt mere solid videnskab end samfunds-økonomer.
Forsikrings-faglighed må være at have et professionelt forhold til alverdens ulykker, og ud fra det vurdere sansynligheden for forskellige begivenheder og deres omkostninger. Og så at kunne regne på det ud fra bundsolid videnskabelig statistisk.

Det er ikke det samme at påtage sig at forudsige hvad de samfunds-økonomiske konkvenser af en bestemt politik er.
Og Finansministeriets embedsmænd både laver og fremlægger deres vurderinger, skøn, gæt, på måder der er gjort så indviklede og fagligt indforståede at andre får meget svært ved at tage stilling til om det samlet set overhovedet er rimeligt. Det kommer til kun at hvile på økonomernes egen autoritet, som derfor er stadigt svindende.

Jeg kan iikke vurdere hvordan de i Finansministeriet er begrænset af deres egen særlige faglighed, hvad de ikke rigtigt ved noget om, hvad de ikke kan forstå, eller hvad de bare er uddannet til at være inderligt imod.

Ivan Breinholt Leth

Hans Ditlev Nissen

At det er mere indviklet end nødvendigt, tvivler jeg ikke på. Men hver gang der har været en miljøkatastrofe - f.eks. orkanen i New Orleans eller skovbrandene i Californien, får vi en opgørelse over, hvad disse katastrofer koster. Det er økonomer, der foretager disse beregninger. Mon det er de samme økonomer, som hævder, at sådanne beregninger ikke kan inkorporeres i økonomiske modeller?

Hans Ditlev Nissen

Problemet er at udgiften til grøn omstilling ikke kan sættes i forhold til de fremtidige omkostninger ved miljøkatastrofer.
Hvis den danske stat bruger 1 krone i dag til at undgå en katastrofe, hvor meget billigere slipper den så i fremtiden?
Det kan model-økonomer (heller) ikke regne ud på en forsvarlig måde.
Det er et politisk ansvar at bruge sin sunde fornuft til at tænke langsigtet.

(Den måde, de beregner dynamiske effekter af ændringer af skatter og afgifter på, er så vidt jeg ved heller ikke videnskabeligt forsvarlig. Men på det område er de involverede økonomiske interesser meget mere magtfulde. Og tænketank-ejere.)