Ost er det nye kød – på godt og ondt

I dag er jeg glad. Rigtig glad. Det føles, som om jeg endelig har fået et gennembrud.

Jeg forsøger at fange min kærestes blik på den anden side af spisebordet for at fremtvinge lidt ros. Men hun fanger ikke rigtig vinket.

»Mmm … det har jeg sgu gjort godt,« siger jeg uden helt at have fået tygget af munden.

Der går nogle sekunder, før hun svarer.

»Det är jättegott. Absolut.«

Det virker, som om hun mener det, men jeg tror måske, hun er lidt træt af min fisken efter anerkendelse af mine evner som kok. Det må hun i så fald leve med. Det er trods alt mig, der står for næsten al madlavning.

Og i dag har jeg særligt fortjent det. Efter en svær periode er jeg endelig ved at have knækket koden til, hvordan man laver lækker mad uden kød.

Det er tre uger siden, jeg konverterede til vegetar. Ideen var at undersøge, om det egentlig ville være nogen stor opofrelse for en kødelsker som mig at gøre det klimamæssigt rigtige. Det vil sige: Om det ville koste på livskvaliteten.

I begyndelsen hældede jeg til, at svaret var ja. Men den seneste halvanden uges tid er der sket noget. Det er lykkedes at finde nogle retter, som jeg ville kunne finde på at vælge frem for kød, selv hvis jeg ikke var vegetar.

Aftenens ret, en carbonara-inspireret pasta-ret med ærter, babyspinat og stegt halloumi, er det foreløbige højdepunkt. Faktisk vil jeg gå så langt som til at sige, at det er lækrere end den klassiske udgave.

Don’t get me wrong, jeg elsker bacon, men det har også en tendens til at blive for dominerende i en ret. Halloumien er en smule mere diskret og har samtidig den sprødhed og salthed, som en carbonara har brug for.

Man skal bare lige lære, hvor længe den skal have på panden. Får den for lidt, bliver den gummi-agtig og afgiver en lidt urovækkende knirkelyd, når man tygger. Nu har jeg mestret det, og jeg er helt solgt. De seneste dage er jeg begyndt at bruge den hvide ost i nærmest alle retter. Det er altså sådan, man skal gøre som vegetar, tænker jeg. Ost er det nye kød.

Der er bare lige ét problem. I mit baghoved rumsterer den statistik over fødevarers klimaaftryk, som jeg slog op, dengang jeg skrev min første klumme.

Der var vist noget med, at ost ikke var så klimavenligt. Og desuden er halloumien transporteret hele vejen fra Cypern. Det har naget mig i nogle dage, men jeg har sagt til mig selv, at det nok trods alt ikke kan være lige så skadeligt for planeten som kød.

Forbandet også

Da jeg efter aftensmaden endelig får taget mig sammen til at google, viser det sig, at virkeligheden ikke er helt, som jeg havde håbet. Jeg kan ikke umiddelbart finde nogen tal specifikt for halloumi. Men det virker umiddelbart rimeligt at antage, at det nok er cirka det samme som feta.

I så fald ser det ikke kønt ud. Aftrykket fra dansk feta – undskyld, salatost – er ifølge Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug på 8,0 kilo CO2 pr. kilo ost. Og dertil kommer transporten, for min ost er ikke dansk.

Det er ganske vist ikke så skadeligt som oksekød. Men noget kunne tyde på, at det faktisk er værre for klimaet at bruge halloumi end bacon i carbonaraen. Aftrykket fra et kilo svinekød er kun på 4,6 kilo CO2.

Min hjerne forsøger febrilsk at komme på argumenter for, at det ikke er så slemt. For eksempel er der jo ingen, der spiser ost i samme mængder, som de spiser kød. Hvem spiser en stor klump ost på samme måde, som man ville spise en steak eller en kotelet? Jeg gør i hvert fald ikke.

Jeg trøster mig også med, at jeg har læst om en undersøgelse, der viser, at vegetarers klimabelastning ligger væsentligt lavere end kødspiseres – også selv om de spiser ost.

Men lige i forhold til dette måltid holder det ikke rigtig. Mængden af halloumi i min pastaret er cirka den samme som mængden af bacon ville have været.

Forbandet også. Det er næsten, som om det er en naturlov, at der skal være en sammenhæng mellem, hvor lækkert noget er, og hvor skadeligt det er for planeten.

Måske skulle jeg i virkeligheden være blevet veganer. Det overvejede jeg faktisk kort, inden jeg gik i gang med eksperimentet. Men jeg kom frem til, at det ikke ville være godt for serien. Veganisme ligger for langt fra den måde, de fleste mennesker i Danmark lever på i dag. Jeg tror ikke, ret mange ville være villige til at tage det skridt.

Én ting er at undvære bøffer, noget andet er basisprodukter som æg og mælk. Den artikelserie ville jeg måske kunne lave om 20 år, sagde jeg til mig selv, men lige nu ville det være afkoblet fra virkeligheden.

Den reelle grund er nok, at jeg heller ikke selv er villig til at gøre det offer.