Læsetid: 12 min.

Ove K. Pedersen: Der er håb for konkurrencestaten

Fejlfri er den ikke, konkurrencestaten, men den konstante kritik af den truer velfærdsprojektet og nærer populismen, lyder det fra professor emeritus Ove K. Pedersen i ny bog. Han håber, at den politiske midte nu vil tage sig sammen og formulere den ideologi, som konkurrencestaten altid har manglet
Ove K. Pedersen er aktuel med en ny bog, hvor han erkender konkurrencestatens fejl og mangler. Men samtidig er den også et opråb om, at midterpolitikere forsøger at beskrive en ideologi for den og vedkender sig at have skabt den.

Ove K. Pedersen er aktuel med en ny bog, hvor han erkender konkurrencestatens fejl og mangler. Men samtidig er den også et opråb om, at midterpolitikere forsøger at beskrive en ideologi for den og vedkender sig at have skabt den.

Tor Birk Trads

17. august 2018

Danmark er et paradoks. Vores samfundsmodel er altovervejende en verdenssucces. Alligevel kritiserer vi den sønder og sammen.

Og professor emeritus Ove K. Pedersen, der gav kritikerne ordet ’konkurrencestaten’, som pludselig blev et samlet begreb for alt ondt – lige fra øget stress, kontrol af de arbejdsløse og præstationspres på de unge – siger nu, at al den kritik skader den danske velfærdsmodel.

I konkurrencestaten er det offentliges opgave at fremme virksomhedernes konkurrenceevne på det internationale marked. Og den har haft utilsigtede bivirkninger. F.eks. overdrevet fokus på de få tilbageværende, der ikke kan arbejde.

Det skal der rettes op på, indrømmer Ove K. Pedersen.

»Men kritikken af konkurrencestaten er også en trussel mod det succesfulde danske velfærdsprojekt. De regeringsbærende partier på midten af dansk politik har ikke formået at formulere konkurrencestatens værdier og ideologi. I stedet kritiserer de den med udgangspunkt i velfærdssamfundets idealer om det dydige menneske, der gør alt i fællesskabets interesse. Idealer, som reelt for længst er forladt.«

»Det har slidt på konkurrencestaten, samtidig med at den har gjort Danmark til et af de mest rige og lige samfund, hvor langt de fleste unge får en uddannelse, og langt de fleste bidrager på arbejdsmarkedet,« siger Ove K. Pedersen, der har sat sig for at hjælpe politikerne lidt på vej med en ny bog, Reaktionernes tid – konkurrencestaten mellem reform og reaktion, der netop handler om konkurrencestatens historie, og hvorfor vi fik den.

En historie, som han mener, aldrig er blevet fortalt, selvom den ellers så udskældte tidligere finansminister Bjarne Corydon (S) faktisk gjorde et hæderligt forsøg. Og som Ove K. Pedersen også bygger sit håb for fremtiden på. For håb er der i høj grad brug for. 

Kritikken af konkurrencestaten og dens manglende ideologiske værdisæt har nemlig også givet grobund for populisme og øget følelsen af meningsløshed i befolkningen, fordi den politiske midte har svigtet, mener professoren.

»Det har været min ambition at skrive en optimistisk bog og formulere et håb i lyset af den meget negative og apokalyptiske stemning, der er i den politiske debat, hvor Trump og Brexit ved gud er trusler, og hvor kulturkonservatismens vægt på national identitet og populismen brager frem. Men der er også muligheder for handling. Og jeg forsøger at pege på de brudlinjer, hvor det faktisk er muligt at have den idédebat, som, jeg mener, er helt afgørende for håb og positive forandringer,« siger Ove K. Pedersen og opremser en række brudlinjer.

F.eks. økonomisering af politikken; tab af faglig autonomi i det offentlige; pædagogikken, der underlægges incitamentsstyring; flygtninge, der over en kam ses som opportunister på jagt efter velfærdsgoder, men også umenneskelig kontrol af de svageste arbejdsløse.

Det er, som den ellers altid så analyserende professor skriver i bogen, kamptid igen.

Corydon turde

Men faktisk har der været én politiker, som turde stå på mål for konkurrencestaten. Det er den tidligere socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon.

Ove K. Pedersen understreger, at han ikke er meget for at blande sig i den nuværende socialdemokratiske ledelses forsøg på at distancere sig fra de upopulære såkaldte reform-amok-år med Helle Thorning-Schmidt og Corydon i spidsen.

Men den tidligere finansminister forsøgte at gøre det, Ove K. Pedersen nu efterspørger og samtidig bygger sit håb for fremtiden på. Det skete, da Corydon omfavnede konkurrencestaten i et stærkt omdiskuteret interview med Politiken i 2013.

»I min optik forsøgte Bjarne Corydon at forstå konkurrencestaten som led i reformeringen af velfærdsstaten. Det jeg kalder reformismen. Og der igennem lægge op til en ideologisk begrundelse for konkurrencestaten samt vitalisere en idédebat om, hvorfor vi har fået en konkurrencestat. En debat om, hvad vi vil med den, og hvordan den kan gøres meningsfuld, så borgerne ikke bare accepterer den, men også kan se sig selv i dens kompromisser, prioriteringer og løsninger,« siger Ove K. Pedersen.

Men i stedet kom der et rabalder af en kritik, hvor der blev sat spørgsmålstegn ved, om Corydon i det hele taget var socialdemokrat. Og det endte der, hvor konkurrencestaten med professorens ord blev set som djævlens eget redskab.

Dermed fik vi aldrig den ideologiske diskussion, der kan begrunde konkurrencestaten, dens succes og dens negative sider. Vi fik heller ikke den tiltrænge nyformulering af reformismen. 

Og nu står konkurrencestaten altså vingeskudt tilbage. Uden en idelogi til at begrunde sig selv og skabe mening. Uden fremtidsvision. Og uden nogen til at forsvare den. I hvert fald gør den måske kommende statsminister, Mette Frederiksen (S), alt for at lægge afstand til den.

Det samme gør Alternativet, Enhedslisten og SF, der ifølge professoren alle er gået til angreb mod konkurrencestatens resultater. I det mindste retorisk. For hverken hun eller andre har ikke leveret politiske udspil, der konkret udfordrer konkurrencestaten, pointerer Ove K. Pedersen. 

Og det sker vel at mærke i en tid, hvor ikke bare Danmark, men hele den vestlige verden står over for en usædvanlig stærk fjende: populismen og et opbrud i den verdensorden, der har ligget til grund for hele velfærdsprojektet.

Kamp til døden

»Den tyndslidte og meget kritiserede konkurrencestat står over for én stærk modstander, som den ikke har formået at inkorporere, ligesom den tidligere har formået med liberalismen, socialismen og konservatismen. Og som den måske heller ikke principielt kan inddrage,« siger Ove K. Pedersen.

»Det er den kulturkonservatisme, der formulerer sig som populisme. Den, der siger, de fremmede og os. De kolde hænder mod de varme hænder. DJØF’erne mod alle andre, og den, som sondrer hårdt og brutalt mellem folket og eliten. Alle de modsætninger er der ingen, der kan inkorporere. For i selve modsætningen ligger der kun kampen – til en af parterne taber,« påpeger Ove K. Pedersen med henvisning til den evne, konkurrencestaten bygger sin succes på, og som han i bogen kalder ’reformismen’.

Det vil sige evnen og viljen til reformer, der gennem det ene politiske kompromis efter det andet stræber efter at opnå velfærdssamfundets målsætninger ved at integrere kritik fra højre og venstre.

»Reformismen er blevet så stærk i Danmark, fordi den er lykkedes med at korrigere sig selv i lyset af den kritik, den har været udsat for. I den proces har den omfavnet både socialdemokrater, liberalister, konservative og socialister og er blevet den dominerende politiske retning i Danmark. Forudsætningen var imidlertid, at kritikken kunne integreres og bøjes, og dermed kunne danne grundlag for kompromiser og reformer. Men hvis selve kritikken kun fremføres som ’os og dem’, er der ingen mulighed for, at kritikken kan integreres,« konstaterer Ove K. Pedersen, der i sin bog beskriver den »etniske populisme«, der går ud fra, at vi er ét folk, samt at kulturarven eller indfødsretten bestemmer, hvem vi er, som den farligste.

En indrømmelse

For at gå op imod populismen skal vi altså kende historien, mener professoren. Og velfærdssamfundets historie er også Ove K. Pedersens egen. Så når man skal fortælle den, kan man lige slå et smut forbi Skagen i 1948, hvor professoren blev født i en arbejderfamilie.

Hans forældre hed Inger og Kai og kom fra småbyer i det nordjyske med få hundrede indbyggere. Faren var blevet politimand efter år med arbejdsløshed, og arbejderklassehjemmet var præget af stærke traditioner.

Man skulle passe sit arbejde. Og man skulle hjælpe dem, der ikke kunne selv. De holdninger var så uomgængelige, at man ikke engang behøvede at tale om dem, husker professoren. Hvis han skred uden for rammerne, blev der hævet et øjenbryn ved spisebordet, og så fandt man tilbage til sin plads.

»Der var en utrolig implicit disciplinering i skolen og i hverdagen i den familie, jeg kom fra,« som han siger. Ove K. Pedersens historie er langt fra særlig. Den er kendetegnende for mange andre i efterkrigstidsgenerationen. Og den forklarer, hvordan velfærdssamfundets idealer opstod og senere endte som bristede illusioner.

Fra social- til konkurrencestat

Danmark har ifølge Ove K. Pedersen i løbet af de seneste godt 130 år udviklet sig via forskellige former for velfærdsprojekter:

  • Socialstaten, der fra slutningen af 1800-tallet introducerede statslig finansiering ved sygdom, handicap og alderdom.
  • Velfærdssamfundet, der fra 1950’erne og frem koblede velstand til velfærd og velfærd til demokratisering, men også til retten til social ydelse, pligten til selvforsørgelse og endelig frivillig deltagelse til medansvar for andres velfærd. Dermed blev den statslige finansiering udvidet til også at omfatte frivillig deltagelse.
  • Velfærdsstaten, der fra 1970’erne udvidede den statslige finansiering med statslig kontrol og styring af virksomheder og husholdninger, skabte velfærdspolitikker med det formål at fremme fuld beskæftigelse, men også et udstrakt system af institutioner for at øge udbuddet af arbejdskraft.
  • Konkurrencestaten, der fra 1990’erne og frem indførte en statslig styring af den offentlige sektor, etablerede incitamentsstyring af borgerne, koblede udbetaling af sociale ydelser sammen med tilknytning til arbejdsmarkedet og i det hele taget investerede i forebyggelse af arbejdsløshed med det formål at begrænse de offentlige omkostninger, men også at øge arbejdsmarkedets fleksibilitet.

Kilde: Ove K. Pedersen og Mandag Morgen 

Bogens dedikation er til Inger og Kai. Og heri ligger også Ove K. Pedersens indrømmelse til alle de kritikere, der har truet ham og anset ham for at være fortaler for et neoliberalt projekt, der ødelagde velfærdsstaten, i kølvandet på hans omdiskuterede bog Konkurrencestaten fra 2011.

Et projekt, hvor borgere skulle dresseres som konkurrencestatssoldater. Og hvor selve det opportunistiske menneske blev set som samfundets fremtidssikring, fordi han gjorde det, samfundet havde brug for: konkurrerede i det internationaliserede konkurrencesamfund.

Den (fejl)læsning har Ove K. Pedersen imidlertid selv et ansvar for, erkender han.

Bogens pointer var trukket for skarpt op, hvilket han forsøger at rette op på i sin nye bog. Han er selv blevet klogere af den efterfølgende debat. Selve bogen, Konkurrencestaten, er imidlertid aldrig blevet kritiseret, bemærker professoren.

Begrebet ’konkurrencestaten’ er. Det var enkelt og kunne rumme årtiers samlede kritik af alle velfærdsstatens skavanker, som debattører, politikere og journalister kunne bruge og misbruge.

»I min nye bog tillader jeg mig at være normativ og erkender, at jeg selv er partisk i og med, at jeg er barn af velfærdssamfundet og tilhænger af dets idealer. Jeg var aldrig blevet sådan en, som journalister ville snakke med, hvis ikke det var for velfærdssamfundet – og vel at mærke ikke velfærdsstaten.«

Velfærdssamfundet, der opstod som en reaktion på verdenskrigene, byggede på ideen om, at man kunne danne det dydige menneske til frivilligt at agere i samfundets og fællesskabets tjeneste. Idealer, som blev til brudte illusioner, fordi det viste sig, at vi alle sammen – borgere, embedsfolk og politikere – også er opportunister, der handler ud fra egeninteresser.

I 1970’erne begyndte der at udkomme bøger om, hvordan velfærdssamfundet havde medført enormt bureaukrati og ekspertvælde, mens velfærdsgarantien af nogle blev set nærmest som en slags tvang.

Dernæst fulgte debatten om skattesnyd, socialt bedrageri og sort arbejde. Velfærdssamfundets pædagogiske disciplineringseksperiment var slået fejl. Velfærdsstaten afløste velfærdssamfundet i løbet af 1970’erne, og meget af ansvaret blev lagt over i bureaukratiet i stedet for den enkelte.

The rest is history, som man siger.

For meget tvang

Reformeringen af velfærdsstaten tog form i konkurrencestaten. Og det blev det danske velfærdsprojekts redning. Det er der bare ingen politikere, der ønsker at tage æren for. I stedet hylder de idealet om det velfærdssamfund, vi for længst har forladt, mener Ove K. Pedersen.

Samtidig står vi i den paradoksale situation, at mens velfærdssamfundets idealer hyldes, bruges der flere og flere ressourcer på at betale sig fra eller tvinge borgerne til at opføre sig i fællesskabets interesse gennem pensionssystemer, skattepolitikken, ved at øge forskellen på dagpengesats og kontanthjælp og gennem den aktive arbejdsmarkeds- og aktiveringspolitik.

Men i arbejdsmarkedspolitikken er konkurrencestaten gået for langt, mener Ove K. Pedersen.

Kontrolregimet skaber et samfund, hvor de svageste uden for arbejdsmarkedet stigmatiseres, og den offentlige sektors medarbejdere er blevet gjort til del af en truende og mægtig formynderisk stat med en labyrintisk jungle af regler.

»Vi er endt der, hvor velfærdssamfundet begyndte. Nemlig med en benhård skelnen mellem de værdigt trængende og de uværdigt trængende, der kontrolleres, straffes og ekskluderes på umenneskelig vis. Det er et problem,« konstaterer Ove K. Pedersen.

Men den udvikling kan man ikke kritisere reformismen for, understreger han:

»Reformismen har stræbt efter at fuldende velfærdssamfundets ambitioner i takt med, at man indså, at alle ikke altid opførte sig dydigt, og der opstod nye internationale betingelser for konkurrence mellem stater. Men man kan kritisere den for, at den ikke har opbygget et sæt af værdier, der gør det meningsfuldt og forståeligt, at man skal beskytte dem, der vitterligt har behov for beskyttelse.«

Historieløs Brinkmann

Til gengæld giver Ove K. Pedersen ikke meget for kritikere af konkurrencestaten, som f.eks. den populære forfatter og psykologiprofessor Svend Brinkmann.

»Brinkmann taler om at reformere ’den etiske fordring’, som er selve grundlaget for velfærdssamfundets ’tilværelsesoplysning’. Herigennem er det enkelte menneske underlagt en fordring om at træffe etisk begrundede beslutninger. Det er jeg helt enig med ham i. Men han forstår ikke, hvorfor vi er endt i konkurrencestaten. Han springer over 60 års historie og siger, at vi burde ’stå fast’ (titlen på en Brinkmanns bøger, red.) på det, vi allerede har opgivet. Det er historieløst og udtrykker mangel på accept af, at der faktisk ligger nogle problemer bag den udvikling, der er sket – f.eks. ineffektiv og dyr styring af universiteter og sygehuse,« siger Ove K. Pedersen, som dog også peger på, at vi har overladt meget af ansvaret til teknokrater og økonomer.

»Teknokraterne siger, at de har en løsning på alt. Samtidig er reformismen blevet så økonomiseret, at den kun kan tænke i økonomiske termer. Resultatet er, at de konstante dilemmaer og modsætninger, som folk skal have indsigt i for at træffe valg, prioritere og acceptere kompromisser, forsvinder eller bliver tvunget i baggrunden af teknokratiet og økonomistyringen.«

Og så minder Ove K. Pedersen om, at der ikke tidligere har været fremført alternativer til konkurrencestaten og dens løsningsmodeller fra hverken fagforeninger, politikere eller andre kritikere.

»Styringsregimet New Public Management eksempelvis. Det blev indført med jubel og fanesang fra alle sider. For det var en løsning på de problemer, vi havde på det tidspunkt i 1980’erne. Ingen så mulige alternativer. Den diskussion er vigtig, fordi den handler om, hvorfor vi valgte konkurrencestaten som det næste led i reformismens historie.«

Populistiske fagforeninger

Alternativer er der til gengæld nu. Og det er bl.a. til alternativerne, Ove K. Pedersen knytter sine forhåbninger om, at reformismen så at sige kan reformeres.

For eksempel har FTF’s formand, Bente Sorgenfrey, i forbindelse med regeringens kommende sammenhængsreform i den offentlige sektor netop foreslået, at de faglige medarbejdere tages meget mere med på råd i styringen af den offentlige sektor.

Konkret ved at der lokalt ude i kommunerne, men også nationalt oprettes nye partnerskaber, hvor der skal sidde både faglige medarbejdere og ledelse.

Det forslag er ifølge Ove K. Pedersen et eksempel på, hvordan modsatrettede interesser mellem ledelse og medarbejdere, vendes til kompromisser og reformer af hensyn til samfundets bedste.

Og det minder på den måde om den såkaldte Fælleserklæring fra 1987, hvor arbejdstagere, arbejdsgivere og den borgerlige Schlüter-regering indgik kompromiser om bl.a. de kollektive arbejdsmarkedsreformer, hvilket ifølge professoren har været en altafgørende faktor i konkurrencestatens efterfølgende fremkomst og succes.

Ligeledes ser han mange gode forslag i grundlaget for den nye fusionerede hovedorganisation mellem FTO og LO. Og det til trods for, at forårets dramatiske overenskomstforhandlinger på det offentlige område i høj grad ifølge Ove K. Pedersen var præget af populisme blandt fagforeningerne.

»Der var masser af eksempler på populisme under OK18. Men der har også altid været masser af populisme i dansk debat. I 1950’erne var det f.eks. kultureliten over for folket og rindalismen. Hvorimod den aktuelle form for populisme er mere grundlæggende, fordi den udfordrer strukturelle forudsætninger for vores samfundsmodel. Eksempelvis den åbne økonomi og de internationale institutioner eller de offentlige medarbejderes forpligtelse til at yde både faglighed, men også at gøre det økonomisk effektivt,« siger Ove K. Pedersen.

»Den form for populisme sætter spørgsmålstegn ved selve reformismens kerne. Men det spørgsmål, som FTF og mange andre rejser om, hvordan vi får inddraget medarbejdere baseret på en accept af faglighed, samtidig med at den udøves på den mest effektive måde, det er i høj grad vejen frem.«

7-Eleven-kiosker er blevet faste knudepunkter i forlængelse af den kollektive trafik. Uanset hvilken større station man stiger af på, er det nærmest umuligt ikke at blive mødt af en 7-Eleven. En kollektiv infrastruktur domineret af energidrik, kanalsnegle og kærnemælkshorn i dobbelt størrelse.
Læs også
Serie

Er der håb for konkurrencestaten?

Konkurrencestaten har fejl, der skal rettes op på, indrømmer professor emeritus Ove Kaj Pedersen i ny bog.

Men der er håb for fremtiden, hvis den politiske midte i dansk politik tager sig sammen og formulerer den ideologi for konkurrencestaten, som altid har manglet, lyder det. I stedet har den årelange kritik af den succesrige konkurrencestat været med til at true velfærdsprojektet og næret populismen, mener han.

I denne serie taler vi med kritikere og politikere om, hvorvidt der endnu er håb for konkurrencestaten, som Ove Kaj Pedersen påstår.

Seneste artikler

  • Det engelske ord for konkurrencestat er: Denmark

    15. september 2018
    Hvorfor er det, at vi er stolte over den danske model i verden, men skammer os over ordet for det politiske projekt: Konkurrencestaten
  • Der findes ikke en nødvendig politik

    13. september 2018
    Ja, velfærdsstaten er presset af en global konkurrence, og der er nødvendige økonomiske mål, der må forfølges. Men det er ikke det samme som, at der eksisterer ét nødvendigt politisk svar på de udfordringer
  • »Hvis regelregimet løsnede lidt op, ville det give plads til faglighed og nye ideer«

    12. september 2018
    Som hospitalssygeplejerske er Marie Møllenborg førstehåndsvidne til, hvordan konkurrencestaten, som professor Ove K. Pedersen er aktuel med en ny bog om, ændrer den offentlige sektor. Men målstyringen og sparekravene viser manglende forståelse for hendes faglighed, mener hun
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Andersen
  • Annika Hermansen
Jørn Andersen og Annika Hermansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Grethe Preisler

Det ville jeg ikke være så sikker på, hvis jeg var dig Randi.

Professor emeritus Ove K. Pedersen er vist anderswo engagiert for tiden.
I går aftes kunne han opleves på slap line i 'Deadline' på public service-kanalen DR-TV,og det så ud til at passe ham ganske udmærket at være genstand for så megen smigrende interesse for hans seneste opus om det danske velfærdsamfunds 'ups and downs' gennem 130 år fra debatværten Sigge Winthers side ... ;o)

Randi Christiansen

Ved godt grethe, at der fra kronikforfatteres side er tradition for at gå i flyverskjul og undlade at blande sig i samtale med den pøbel, de formodes også at henvende sig til, men hvis ikke han i det mindste følger med fra sidelinjen, gir jeg ikke meget for dén emeritus

Grethe Preisler

@Randi Christiansen,
Ovenstående artikel er ikke en kronik, men et interview med professor og samfundsdebattør Ove Kaj Pedersen fra CBS, som lider af den fejl, de fleste pensionerede professorer lider af.
Nemlig den, at de hellere vil høre sig selv snakke end prøve at fatte, hvad tilhørerne har brug for af forkundskaber for at fatte, hvor professoren egnelig vil hen med sine forelæsninger om egne værker for tilhørerne i 'autorium populares' .. ;o)

Eva Schwanenflügel, Randi Christiansen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Ja selvf, men det ændrer ikke på, at han burde deltage i den efterfølgende samtale, som et minimum orientere sig i den.

Grethe Preisler

@Randi C
Det ville jo kræve en invitation fra formanden for vedkommende debatforum og/eller tænketank.
Og så vidt jeg har forstået, deltager professor emeritus Ove K. Pedersen ikke i 'offentlige samtaler' uden honorar, med mindre begivenheden transmitteres af et landsdækkende medium med professionelle journalister bag kamera og mikrofon ;o)

Randi Christiansen

Hvilken tænketank bestemmer, hvem ove kaj må samtale med? At få tilladelse af informations debatredaktør kan da kun være en formalitet. Min pointe står.

Grethe Preisler

@Randi Christiansen
Op flyver ordet, tanken stille står

Det kan da godt være, at emeritus O.K. Pedersen er nysgerrig nok til at læse, hvad du og jeg og vi to med flere, synes om hans optræden i medierne. Men jeg regner nu ikke med, at han tager sig tid til at 'debattere' med læserne af 'den mindst ringe' i nærværende debattråd af den grund.

Så der er nok ikke andet for end at frekventere kommunebiblioteket og skrive sig på venteliste til at låne hans bøger, hvis man er en fattigrøv i knibe, der ikke har råd til at købe dem selv ... ;o)

Randi Christiansen

Med mindre man er clairvoyant, kan man ikke vide, hvad ove kaj gør - jeg tillader mig kun at sige, hvad jeg mener, han bør.

Grethe Preisler

@Randi Christiansen,

Så må vi tage den derfra, når Lars Løkke Rasmussen finder ud af, hvornår det er mest opportunt for ham selv at udskrive det folketingsvalg, der ikke kan udsættes længere end til forsommeren 2019. Som du måske ved, er det i h.t. grundloven statsministerens prærogativ at bestemme valgdatoen uden først at spørge 'dronningen' eller andre om lov, så længe det stadig er ham, der sidder med 'nøglerne til maskinrummet på Christiansborg' i lommen ;o)

Martin Thomsen

Konkurrencestaten eksisterer kun i hovedet på OKP og ligesindede. Staten eksisterer, men at give den en bestemt betegnelse er en konstruktion, og derfor er der ikke noget naturligt over eksistensen af en konkurrencestat. Konkurrencestaten som konstruktion betyder at samfundet, staten, er overordnet individet. Vi eksisterer for statens skyld, ikke det, det burde være, at staten eksisterer for borgernes skyld. OKP burde gøre os alle en tjeneste og lade sig pensionere fra den offentlige debat, så vi kan komme i gang med at snakke om hvordan vi ryder op efter sporene af hans skadelige tankegang.

Sider