Danmark er et paradoks. Vores samfundsmodel er altovervejende en verdenssucces. Alligevel kritiserer vi den sønder og sammen.
Og professor emeritus Ove K. Pedersen, der gav kritikerne ordet ’konkurrencestaten’, som pludselig blev et samlet begreb for alt ondt – lige fra øget stress, kontrol af de arbejdsløse og præstationspres på de unge – siger nu, at al den kritik skader den danske velfærdsmodel.
I konkurrencestaten er det offentliges opgave at fremme virksomhedernes konkurrenceevne på det internationale marked. Og den har haft utilsigtede bivirkninger. F.eks. overdrevet fokus på de få tilbageværende, der ikke kan arbejde.
Det skal der rettes op på, indrømmer Ove K. Pedersen.
»Men kritikken af konkurrencestaten er også en trussel mod det succesfulde danske velfærdsprojekt. De regeringsbærende partier på midten af dansk politik har ikke formået at formulere konkurrencestatens værdier og ideologi. I stedet kritiserer de den med udgangspunkt i velfærdssamfundets idealer om det dydige menneske, der gør alt i fællesskabets interesse. Idealer, som reelt for længst er forladt.«
»Det har slidt på konkurrencestaten, samtidig med at den har gjort Danmark til et af de mest rige og lige samfund, hvor langt de fleste unge får en uddannelse, og langt de fleste bidrager på arbejdsmarkedet,« siger Ove K. Pedersen, der har sat sig for at hjælpe politikerne lidt på vej med en ny bog, Reaktionernes tid – konkurrencestaten mellem reform og reaktion, der netop handler om konkurrencestatens historie, og hvorfor vi fik den.
En historie, som han mener, aldrig er blevet fortalt, selvom den ellers så udskældte tidligere finansminister Bjarne Corydon (S) faktisk gjorde et hæderligt forsøg. Og som Ove K. Pedersen også bygger sit håb for fremtiden på. For håb er der i høj grad brug for.
Kritikken af konkurrencestaten og dens manglende ideologiske værdisæt har nemlig også givet grobund for populisme og øget følelsen af meningsløshed i befolkningen, fordi den politiske midte har svigtet, mener professoren.
»Det har været min ambition at skrive en optimistisk bog og formulere et håb i lyset af den meget negative og apokalyptiske stemning, der er i den politiske debat, hvor Trump og Brexit ved gud er trusler, og hvor kulturkonservatismens vægt på national identitet og populismen brager frem. Men der er også muligheder for handling. Og jeg forsøger at pege på de brudlinjer, hvor det faktisk er muligt at have den idédebat, som, jeg mener, er helt afgørende for håb og positive forandringer,« siger Ove K. Pedersen og opremser en række brudlinjer.
F.eks. økonomisering af politikken; tab af faglig autonomi i det offentlige; pædagogikken, der underlægges incitamentsstyring; flygtninge, der over en kam ses som opportunister på jagt efter velfærdsgoder, men også umenneskelig kontrol af de svageste arbejdsløse.
Det er, som den ellers altid så analyserende professor skriver i bogen, kamptid igen.
Corydon turde
Men faktisk har der været én politiker, som turde stå på mål for konkurrencestaten. Det er den tidligere socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon.
Ove K. Pedersen understreger, at han ikke er meget for at blande sig i den nuværende socialdemokratiske ledelses forsøg på at distancere sig fra de upopulære såkaldte reform-amok-år med Helle Thorning-Schmidt og Corydon i spidsen.
Men den tidligere finansminister forsøgte at gøre det, Ove K. Pedersen nu efterspørger og samtidig bygger sit håb for fremtiden på. Det skete, da Corydon omfavnede konkurrencestaten i et stærkt omdiskuteret interview med Politiken i 2013.
»I min optik forsøgte Bjarne Corydon at forstå konkurrencestaten som led i reformeringen af velfærdsstaten. Det jeg kalder reformismen. Og der igennem lægge op til en ideologisk begrundelse for konkurrencestaten samt vitalisere en idédebat om, hvorfor vi har fået en konkurrencestat. En debat om, hvad vi vil med den, og hvordan den kan gøres meningsfuld, så borgerne ikke bare accepterer den, men også kan se sig selv i dens kompromisser, prioriteringer og løsninger,« siger Ove K. Pedersen.
Men i stedet kom der et rabalder af en kritik, hvor der blev sat spørgsmålstegn ved, om Corydon i det hele taget var socialdemokrat. Og det endte der, hvor konkurrencestaten med professorens ord blev set som djævlens eget redskab.
Dermed fik vi aldrig den ideologiske diskussion, der kan begrunde konkurrencestaten, dens succes og dens negative sider. Vi fik heller ikke den tiltrænge nyformulering af reformismen.
Og nu står konkurrencestaten altså vingeskudt tilbage. Uden en idelogi til at begrunde sig selv og skabe mening. Uden fremtidsvision. Og uden nogen til at forsvare den. I hvert fald gør den måske kommende statsminister, Mette Frederiksen (S), alt for at lægge afstand til den.
Det samme gør Alternativet, Enhedslisten og SF, der ifølge professoren alle er gået til angreb mod konkurrencestatens resultater. I det mindste retorisk. For hverken hun eller andre har ikke leveret politiske udspil, der konkret udfordrer konkurrencestaten, pointerer Ove K. Pedersen.
Og det sker vel at mærke i en tid, hvor ikke bare Danmark, men hele den vestlige verden står over for en usædvanlig stærk fjende: populismen og et opbrud i den verdensorden, der har ligget til grund for hele velfærdsprojektet.
Kamp til døden
»Den tyndslidte og meget kritiserede konkurrencestat står over for én stærk modstander, som den ikke har formået at inkorporere, ligesom den tidligere har formået med liberalismen, socialismen og konservatismen. Og som den måske heller ikke principielt kan inddrage,« siger Ove K. Pedersen.
»Det er den kulturkonservatisme, der formulerer sig som populisme. Den, der siger, de fremmede og os. De kolde hænder mod de varme hænder. DJØF’erne mod alle andre, og den, som sondrer hårdt og brutalt mellem folket og eliten. Alle de modsætninger er der ingen, der kan inkorporere. For i selve modsætningen ligger der kun kampen – til en af parterne taber,« påpeger Ove K. Pedersen med henvisning til den evne, konkurrencestaten bygger sin succes på, og som han i bogen kalder ’reformismen’.
Det vil sige evnen og viljen til reformer, der gennem det ene politiske kompromis efter det andet stræber efter at opnå velfærdssamfundets målsætninger ved at integrere kritik fra højre og venstre.
»Reformismen er blevet så stærk i Danmark, fordi den er lykkedes med at korrigere sig selv i lyset af den kritik, den har været udsat for. I den proces har den omfavnet både socialdemokrater, liberalister, konservative og socialister og er blevet den dominerende politiske retning i Danmark. Forudsætningen var imidlertid, at kritikken kunne integreres og bøjes, og dermed kunne danne grundlag for kompromiser og reformer. Men hvis selve kritikken kun fremføres som ’os og dem’, er der ingen mulighed for, at kritikken kan integreres,« konstaterer Ove K. Pedersen, der i sin bog beskriver den »etniske populisme«, der går ud fra, at vi er ét folk, samt at kulturarven eller indfødsretten bestemmer, hvem vi er, som den farligste.
En indrømmelse
For at gå op imod populismen skal vi altså kende historien, mener professoren. Og velfærdssamfundets historie er også Ove K. Pedersens egen. Så når man skal fortælle den, kan man lige slå et smut forbi Skagen i 1948, hvor professoren blev født i en arbejderfamilie.
Hans forældre hed Inger og Kai og kom fra småbyer i det nordjyske med få hundrede indbyggere. Faren var blevet politimand efter år med arbejdsløshed, og arbejderklassehjemmet var præget af stærke traditioner.
Man skulle passe sit arbejde. Og man skulle hjælpe dem, der ikke kunne selv. De holdninger var så uomgængelige, at man ikke engang behøvede at tale om dem, husker professoren. Hvis han skred uden for rammerne, blev der hævet et øjenbryn ved spisebordet, og så fandt man tilbage til sin plads.
»Der var en utrolig implicit disciplinering i skolen og i hverdagen i den familie, jeg kom fra,« som han siger. Ove K. Pedersens historie er langt fra særlig. Den er kendetegnende for mange andre i efterkrigstidsgenerationen. Og den forklarer, hvordan velfærdssamfundets idealer opstod og senere endte som bristede illusioner.
Fra social- til konkurrencestat
Danmark har ifølge Ove K. Pedersen i løbet af de seneste godt 130 år udviklet sig via forskellige former for velfærdsprojekter:
- Socialstaten, der fra slutningen af 1800-tallet introducerede statslig finansiering ved sygdom, handicap og alderdom.
- Velfærdssamfundet, der fra 1950’erne og frem koblede velstand til velfærd og velfærd til demokratisering, men også til retten til social ydelse, pligten til selvforsørgelse og endelig frivillig deltagelse til medansvar for andres velfærd. Dermed blev den statslige finansiering udvidet til også at omfatte frivillig deltagelse.
- Velfærdsstaten, der fra 1970’erne udvidede den statslige finansiering med statslig kontrol og styring af virksomheder og husholdninger, skabte velfærdspolitikker med det formål at fremme fuld beskæftigelse, men også et udstrakt system af institutioner for at øge udbuddet af arbejdskraft.
- Konkurrencestaten, der fra 1990’erne og frem indførte en statslig styring af den offentlige sektor, etablerede incitamentsstyring af borgerne, koblede udbetaling af sociale ydelser sammen med tilknytning til arbejdsmarkedet og i det hele taget investerede i forebyggelse af arbejdsløshed med det formål at begrænse de offentlige omkostninger, men også at øge arbejdsmarkedets fleksibilitet.
Kilde: Ove K. Pedersen og Mandag Morgen
Bogens dedikation er til Inger og Kai. Og heri ligger også Ove K. Pedersens indrømmelse til alle de kritikere, der har truet ham og anset ham for at være fortaler for et neoliberalt projekt, der ødelagde velfærdsstaten, i kølvandet på hans omdiskuterede bog Konkurrencestaten fra 2011.
Et projekt, hvor borgere skulle dresseres som konkurrencestatssoldater. Og hvor selve det opportunistiske menneske blev set som samfundets fremtidssikring, fordi han gjorde det, samfundet havde brug for: konkurrerede i det internationaliserede konkurrencesamfund.
Den (fejl)læsning har Ove K. Pedersen imidlertid selv et ansvar for, erkender han.
Bogens pointer var trukket for skarpt op, hvilket han forsøger at rette op på i sin nye bog. Han er selv blevet klogere af den efterfølgende debat. Selve bogen, Konkurrencestaten, er imidlertid aldrig blevet kritiseret, bemærker professoren.
Begrebet ’konkurrencestaten’ er. Det var enkelt og kunne rumme årtiers samlede kritik af alle velfærdsstatens skavanker, som debattører, politikere og journalister kunne bruge og misbruge.
»I min nye bog tillader jeg mig at være normativ og erkender, at jeg selv er partisk i og med, at jeg er barn af velfærdssamfundet og tilhænger af dets idealer. Jeg var aldrig blevet sådan en, som journalister ville snakke med, hvis ikke det var for velfærdssamfundet – og vel at mærke ikke velfærdsstaten.«
Velfærdssamfundet, der opstod som en reaktion på verdenskrigene, byggede på ideen om, at man kunne danne det dydige menneske til frivilligt at agere i samfundets og fællesskabets tjeneste. Idealer, som blev til brudte illusioner, fordi det viste sig, at vi alle sammen – borgere, embedsfolk og politikere – også er opportunister, der handler ud fra egeninteresser.
I 1970’erne begyndte der at udkomme bøger om, hvordan velfærdssamfundet havde medført enormt bureaukrati og ekspertvælde, mens velfærdsgarantien af nogle blev set nærmest som en slags tvang.
Dernæst fulgte debatten om skattesnyd, socialt bedrageri og sort arbejde. Velfærdssamfundets pædagogiske disciplineringseksperiment var slået fejl. Velfærdsstaten afløste velfærdssamfundet i løbet af 1970’erne, og meget af ansvaret blev lagt over i bureaukratiet i stedet for den enkelte.
The rest is history, som man siger.
For meget tvang
Reformeringen af velfærdsstaten tog form i konkurrencestaten. Og det blev det danske velfærdsprojekts redning. Det er der bare ingen politikere, der ønsker at tage æren for. I stedet hylder de idealet om det velfærdssamfund, vi for længst har forladt, mener Ove K. Pedersen.
Samtidig står vi i den paradoksale situation, at mens velfærdssamfundets idealer hyldes, bruges der flere og flere ressourcer på at betale sig fra eller tvinge borgerne til at opføre sig i fællesskabets interesse gennem pensionssystemer, skattepolitikken, ved at øge forskellen på dagpengesats og kontanthjælp og gennem den aktive arbejdsmarkeds- og aktiveringspolitik.
Men i arbejdsmarkedspolitikken er konkurrencestaten gået for langt, mener Ove K. Pedersen.
Kontrolregimet skaber et samfund, hvor de svageste uden for arbejdsmarkedet stigmatiseres, og den offentlige sektors medarbejdere er blevet gjort til del af en truende og mægtig formynderisk stat med en labyrintisk jungle af regler.
»Vi er endt der, hvor velfærdssamfundet begyndte. Nemlig med en benhård skelnen mellem de værdigt trængende og de uværdigt trængende, der kontrolleres, straffes og ekskluderes på umenneskelig vis. Det er et problem,« konstaterer Ove K. Pedersen.
Men den udvikling kan man ikke kritisere reformismen for, understreger han:
»Reformismen har stræbt efter at fuldende velfærdssamfundets ambitioner i takt med, at man indså, at alle ikke altid opførte sig dydigt, og der opstod nye internationale betingelser for konkurrence mellem stater. Men man kan kritisere den for, at den ikke har opbygget et sæt af værdier, der gør det meningsfuldt og forståeligt, at man skal beskytte dem, der vitterligt har behov for beskyttelse.«
Historieløs Brinkmann
Til gengæld giver Ove K. Pedersen ikke meget for kritikere af konkurrencestaten, som f.eks. den populære forfatter og psykologiprofessor Svend Brinkmann.
»Brinkmann taler om at reformere ’den etiske fordring’, som er selve grundlaget for velfærdssamfundets ’tilværelsesoplysning’. Herigennem er det enkelte menneske underlagt en fordring om at træffe etisk begrundede beslutninger. Det er jeg helt enig med ham i. Men han forstår ikke, hvorfor vi er endt i konkurrencestaten. Han springer over 60 års historie og siger, at vi burde ’stå fast’ (titlen på en Brinkmanns bøger, red.) på det, vi allerede har opgivet. Det er historieløst og udtrykker mangel på accept af, at der faktisk ligger nogle problemer bag den udvikling, der er sket – f.eks. ineffektiv og dyr styring af universiteter og sygehuse,« siger Ove K. Pedersen, som dog også peger på, at vi har overladt meget af ansvaret til teknokrater og økonomer.
»Teknokraterne siger, at de har en løsning på alt. Samtidig er reformismen blevet så økonomiseret, at den kun kan tænke i økonomiske termer. Resultatet er, at de konstante dilemmaer og modsætninger, som folk skal have indsigt i for at træffe valg, prioritere og acceptere kompromisser, forsvinder eller bliver tvunget i baggrunden af teknokratiet og økonomistyringen.«
Og så minder Ove K. Pedersen om, at der ikke tidligere har været fremført alternativer til konkurrencestaten og dens løsningsmodeller fra hverken fagforeninger, politikere eller andre kritikere.
»Styringsregimet New Public Management eksempelvis. Det blev indført med jubel og fanesang fra alle sider. For det var en løsning på de problemer, vi havde på det tidspunkt i 1980’erne. Ingen så mulige alternativer. Den diskussion er vigtig, fordi den handler om, hvorfor vi valgte konkurrencestaten som det næste led i reformismens historie.«
Populistiske fagforeninger
Alternativer er der til gengæld nu. Og det er bl.a. til alternativerne, Ove K. Pedersen knytter sine forhåbninger om, at reformismen så at sige kan reformeres.
For eksempel har FTF’s formand, Bente Sorgenfrey, i forbindelse med regeringens kommende sammenhængsreform i den offentlige sektor netop foreslået, at de faglige medarbejdere tages meget mere med på råd i styringen af den offentlige sektor.
Konkret ved at der lokalt ude i kommunerne, men også nationalt oprettes nye partnerskaber, hvor der skal sidde både faglige medarbejdere og ledelse.
Det forslag er ifølge Ove K. Pedersen et eksempel på, hvordan modsatrettede interesser mellem ledelse og medarbejdere, vendes til kompromisser og reformer af hensyn til samfundets bedste.
Og det minder på den måde om den såkaldte Fælleserklæring fra 1987, hvor arbejdstagere, arbejdsgivere og den borgerlige Schlüter-regering indgik kompromiser om bl.a. de kollektive arbejdsmarkedsreformer, hvilket ifølge professoren har været en altafgørende faktor i konkurrencestatens efterfølgende fremkomst og succes.
Ligeledes ser han mange gode forslag i grundlaget for den nye fusionerede hovedorganisation mellem FTO og LO. Og det til trods for, at forårets dramatiske overenskomstforhandlinger på det offentlige område i høj grad ifølge Ove K. Pedersen var præget af populisme blandt fagforeningerne.
»Der var masser af eksempler på populisme under OK18. Men der har også altid været masser af populisme i dansk debat. I 1950’erne var det f.eks. kultureliten over for folket og rindalismen. Hvorimod den aktuelle form for populisme er mere grundlæggende, fordi den udfordrer strukturelle forudsætninger for vores samfundsmodel. Eksempelvis den åbne økonomi og de internationale institutioner eller de offentlige medarbejderes forpligtelse til at yde både faglighed, men også at gøre det økonomisk effektivt,« siger Ove K. Pedersen.
»Den form for populisme sætter spørgsmålstegn ved selve reformismens kerne. Men det spørgsmål, som FTF og mange andre rejser om, hvordan vi får inddraget medarbejdere baseret på en accept af faglighed, samtidig med at den udøves på den mest effektive måde, det er i høj grad vejen frem.«
Er der håb for konkurrencestaten?
Konkurrencestaten har fejl, der skal rettes op på, indrømmer professor emeritus Ove Kaj Pedersen i ny bog.
Men der er håb for fremtiden, hvis den politiske midte i dansk politik tager sig sammen og formulerer den ideologi for konkurrencestaten, som altid har manglet, lyder det. I stedet har den årelange kritik af den succesrige konkurrencestat været med til at true velfærdsprojektet og næret populismen, mener han.
I denne serie taler vi med kritikere og politikere om, hvorvidt der endnu er håb for konkurrencestaten, som Ove Kaj Pedersen påstår.
Seneste artikler
Det engelske ord for konkurrencestat er: Denmark
15. september 2018Hvorfor er det, at vi er stolte over den danske model i verden, men skammer os over ordet for det politiske projekt: KonkurrencestatenDer findes ikke en nødvendig politik
13. september 2018Ja, velfærdsstaten er presset af en global konkurrence, og der er nødvendige økonomiske mål, der må forfølges. Men det er ikke det samme som, at der eksisterer ét nødvendigt politisk svar på de udfordringer»Hvis regelregimet løsnede lidt op, ville det give plads til faglighed og nye ideer«
12. september 2018Som hospitalssygeplejerske er Marie Møllenborg førstehåndsvidne til, hvordan konkurrencestaten, som professor Ove K. Pedersen er aktuel med en ny bog om, ændrer den offentlige sektor. Men målstyringen og sparekravene viser manglende forståelse for hendes faglighed, mener hun
Sørgeligt og pinligt forsvar for hans kuldsejlede konkurrencestatsprojekt - at han så også roser Bjarne Corydon viser kun han ikke har forstået en skid af den umenneskelige udvikling der kom efter neo-liberalismen satte turbo på den ide der skulle redde velfærdsstaten fra sig selv.
I bedste fald bliver han et fejl-slået komma i udviklingen af et bæredygtigt samfund der kan tackle de enorme problemer der tårner sig op i horisonten - for hans skide konkurrencestat er slet ikke gearet til fremtiden. HUH.
Konkurrence hører kun hjemme i leg og sport.
Nej, det er ikke en stats opgave at arbejde for erhvervslivets rolle på verdensmarkedet.
Han er jo fuldstændig galt afmarcheret - det er netop 'den åbne økonomi', der har ødelagt Danmark, som før var overordentligt beskyttet af vores nationale sprog og særlige samfundsindretning, herunder ikke mindst et særegent uddannelsessystem, der beskyttede dansk arbejdskraft.
Den mest himmelråbende ligegyldige samfundsanalyse, jeg har læst i Information.
Tilhængerne af konkurrencestaten misbruger nu velfærdsstaten til at fremme deres dagsorden, men velfærdsstaten havde velfærd som fremmeste mission; ikke virksomhedernes konkurrenceevne - og velfærdsstaten var bl.a. kendetegnet ved at den skulle afgrænse/afbalancere erhvervslivets indflydelse på politikken, i erkendelse af at der på en lang række områder er modsatte interesser. Konkurrencestatens paradigme søger at udgrænse disse interesseforskelle via diskursen om nødvendighedens politik, hvor erhvervslivets succés kædes direkte sammen med befolkningens levevilkår i en konstrueret forestilling om at vores samfundsøkonomi er at ligne med en husholdningsøkonomi, selvom dette er endog meget langt fra de faktisk gældende forhold.
Jeg er selv stor fortaler for konkurence. At gøre noget bedre er det der driver os i de gode øjeblikke, men det hæmmer også når konkurenceelementet det ikke er aktuelt.
Konkurrence er derfor ikke et mantra man kan drive et helt samfund på, ligesom socialisme heller ikke kan anvendes kritikløst på alt fra toiletpapir til bankdrift.
Bjarne Corydons opførsel som finansminister var sjofel, ensidig og "jeg ved bedre". Han var en misforståelse for de mennesker der havde valgt ham.
David Joelsen, ønsket om altid at gøre ting bedre er det modsatte af konkurrence, det er en personlig drift mod præstation. Det bliver først giftigt, når man går op i, hvordan denne stadige forbedring af sig selv ser ud i forhold til andre: så begynder den at blive gradbøjet, og det bliver nok at gøre ting bedre end andre, fremfor at forsøge hele tiden at leve op til sine egne forventninger og mål. Det går galt, når man i stedet for en personlig bestræbelse sætter kampen om at overgå hinanden, hvor vi nu for første gang nogensinde har fuldkommen ideelle muligheder for at realisere menneskets bedste egenskab, nemlig at samarbejde.
Fremtiden kalder ikke på konkurrence - snarere et globalt samarbejde om investering i klimasikring og bærbare løsninger der kan standse/nedbringe udledningen af drivhusgasser,sikring af ferskvandsforsyning til konflikttruede områder,inddæmning af landbrugsarealer og ørkendannelser - i virkeligheden at reducere den globale industrielle produktion til mere lokale produktionsformer der mindsker de lange transportveje der - som vi ved - udgør 20 % af udledningen.
»Styringsregimet New Public Management eksempelvis. Det blev indført med jubel og fanesang fra alle sider. For det var en løsning på de problemer, vi havde på det tidspunkt i 1980’erne. Ingen så mulige alternativer. Den diskussion er vigtig, fordi den handler om, hvorfor vi valgte konkurrencestaten som det næste led i reformismens historie.«
Jeg tror mere, at det var en lille kreds af embedsmænd og politikere, der jublede - den største del af befolkningen opfattede næppe de såkaldte problemer, men ville bare gerne have en økonomisk politik, der kunne bringe renten og inflationen ned igen. Og arbejdspladser. Den løsning kom jo, da vi blev selvforsynende med energi fra Nordsøen. At vi heldigvis også fandt ud af at bruge den økonomiske fordel til en omstilling væk fra fossil energi, var så både nødvendig og yderligere konsoliderende.
Politisk opbakning til den finansielle sektor undergraver desværre samtidig stabiliteten, som er det fundament, et samfund kan udvikle sig fra. Jo mere konsolideret selve samfundet står, jo mere udvikling kan og vil der foregå.
Konkurrencen bringer os nærmere og nærmere monopoler. Og tabernes befolkninger søger mod vindernes områder, hvor der opstår mere og mere trængsel og opstår grundlag for at bygge mure og holde folk ude.
Hvorfor er det en ønskværdig tilstand?
Jeg forstår det oprigtigt ikke
Ove K. Pedersen er en meget klog mand, men jeg tror han har lavet en fejl med selve ordet: "Konkurrencestaten". "Velfærdsstaten" var et genialt ord eller navn, det klinger godt, og er svært at være imod ... der er noget "samtalekøkken" over det. Men "konkurrencestaten" er for brutalt, der bringer f.eks. omgående alle kommentatorer her på siden så højt op i det røde felt at det ikke længere er muligt at læse hvad manden egentlig skriver, udmærket formidlet af Mette-Line Thorup.
Jeg mener jo at Uffe Elbæk er stort set ubrugelig til andet end at hygge med vennerne for offentlige midler, men hvis vi f.eks. bare kunne få ham til komme med et godt nyt navn for de mange millioner skattekroner de får i partistøtte? Men så skal da også være i topklasse, på linie med det svenske "Folkhemmet", 70'ernes "Thy-lejren" eller andet fra den øverste hylde.
Brøndum
Jah, måske er der noget om, at ordet 'konkurrencestaten' i sig selv er med til at bringe folk i affekt. I al fald mig.
Men hvis det er konkurrence mellem stater (og virksomheder), det hele handler om, kan man vel næppe kalde det *ord* uden at falde i grøften med falsk varebetegnelse og orwellske mindelser.
»Det er den kulturkonservatisme, der formulerer sig som populisme. Den, der siger, de fremmede og os. De kolde hænder mod de varme hænder. DJØF’erne mod alle andre, og den, som sondrer hårdt og brutalt mellem folket og eliten. Alle de modsætninger er der ingen, der kan inkorporere. For i selve modsætningen ligger der kun kampen – til en af parterne taber«
Etiketten er forkert mener jeg, men beskrivelsen rammer meget godt.
Det handler ikke om kulturkonservatisme, men om "information overload", forfejlede forsøg på at løse problemer gennem forsimplede modsætningsforhold og tyndt maskerede reptilhjernereflekser.
Blandt marketingfolk er det velkendt at hvis man afdækker et basalt behov, præsenterer en radikal løsning og stresser folk lidt, så er de nemmere at få til at gøre det man vil have dem til.
Konkurrencestat eller velfærdsstat - mange folk har valgt på rygmarvsrefleksen, allerede inden de har sat sig ind i hvad begreberne dækker over.
Problemet er - Lykkeberg var inde på i gårsdagens leder - protest-partier og protest-protestpartier, som puster til revolutionstanker: Ud med indvandrerne, ned med Finansministeriet, forbyd flyrejser og oksekød, ned med skatten.
Nej! Nej! Nej! Træk vejret, se hinanden i øjnene, sæt dig i den andens sted. Handl lokalt og stem på dem som du tror på kan tage det lange seje beskidte træk med at holde sammen på samfundet.
@Lise Lotte Rahbek
Hvad der egentlig menes med K-ordet, er Ove K. Pedersen meget bedre til at redegøre for end jeg. Hvad med at læse hans originale tekster?
Konkurrence er imod selve den nordiske tankegang, hvor det netop handler om at realisere sig selv indenfor rammerne af det fælles samfund - se den fremragende artikel om det svenske velfærdssamfund, der ideologisk ligner det danske.
Magtmennesker botaniserer med manges manglende øvelse i at tænke og fremkalder frygt for de mest banale aktiviteter og forskelle mellem menneskers måde at leve på, enten som individ eller gruppe.
Vi skal, som altid, trække på samme hammel og fortsat gøre grin med dem i udlandet, der lever for at rage til sig, frem for her i landet, hvor vi ved, at der er brug for og plads til alle, hvad de så end bidrager med, om det er i hjemmet eller på arbejdsmarkedet, i frivilligt arbejde eller blot som kulturelt og politisk engageret borger.
Brøndum
Jeg er ikke i besiddelse af omtalte tekster. Men jeg kan da svinge omkring et bibliotek, hvis du mener det er umagen værd.
@Steffen Gliese
Jeg mener du skal læse op på din jantelov. Logikken er denne simple: "Din succes er kun noget værd, hvis den også smitter af på fællesskabet." Men det skal man læse mellem linierne for at se.
Janteloven har ikke betydet noget i mange år - men er selvfølgelig kommet til det, efter at samfundsudviklingen igen har presset mange mennesker ind i den hierarkiske tænkning, der er den forudsætning, men som velfærdssamfundet negerer.
Allerede nu ser hvad konkurrencestaten medføre, utallige eksempler på kortsigtede nedskæringer, som viser sig at blive dyre på sigt. Tag bare de fattigdomsskabende ydelser, som har sendt tusindvis af unge ud i hjemløshed med ekstra udgifter for kommunerne som resultat. Eller hvad med menneskesynet man som fortaler for konkurrencestaten har, det har medført af lidelser for mange af dansker, der er kommet i klemme i jobcentret trædemølle.
Vi ser gang på gang, hvordan besparelser, som ser fine ud i én konkurrencestatens formands Excel-ark, pludselig bliver til uforudsete ekstraudgifter i en kommunernes forvaltnings regneark, hvor man undrer sig over, hvad der mon kan være sket.
Den teori og tid som OKP tilhører, skal vi se at komme over, det har været hårdt, nedværdigende, unødvendigt, for mange borgere, som tilhængers af konkurrencestatens menneskesyn har mishandlede dem med.
Ove Kaj Pedersen bliver for velfærdsstaten, hvad Bjørn Lomborg blev for klimaet.
Og lad os ikke glemme, at Lomborg blev født og nurset af dagbladet Politiken, indtil han voksede sig stor og mægtig "for debattens skyld."
Hvorfor skal vi blive ved med at gå så meget op i ”virksomhedernes konkurrenceevne på det internationale marked”? Vi har nu et stort overskud på betalingsbalancen og en kæmpestor udlandsformue – over 1200 mia. kr. Hensynet til konkurrenceevnen er gået over gevind. Det burde være fortidens politik.
Desværre efterlader artiklen et manglende svar på, hvorfor det var nødvendigt at gå fra velfærdsstat til konkurrencestat. I hvert fald set ud fra de forudsætninger, som alle folketingets midterpartier tænker økonomi på.
Vores placering i den globale økonomi (vores konkurrencesituation) og den forholdsvis store samhandel med udlandet. Den forholdsvis store offentlige sektor med en række "gratis" ydelser til befolkningen. Faldet i den økonomiske vækst til nogle få procent eller mindre om året. Den teknologiske udvikling, der har gjort en række offentlige ydelser dyrere, hvis et internationalt niveau på ydelserne skal fastholdes (f.eks. på sygehusene). Med mere.
Mange samfundsforskere vil gerne give indtryk af, at konkurrencestaten bare er en ny variant af velfærdsstaten, men glemmer at nævne, at den kan sammenlignes med en virksomhed, der i økonomiske nedgangstider på en række områder har været nødt til at indskrænke produktionen, har fundet besparelser, hvor det kunne lade sig gøre og i det hele taget har forsøgt sig med en række rationaliseringer og "effektiviseringer" og en masse kontrol.
At det har drejet sig om "velfærdsstatens" overlevelse i en ny og på nogle områder reduceret form er en fortælling, som det er svært at "sælge" til befolkningen, og derfor har ingen partier forsøgt sig med den løsning. I det hele taget er begrebet "konkurrencestat" uheldigt og vil aldrig kunne "sælges" til størstedelen af befolkningen.
Når Socialdemokratiet nu forsøger at lægge afstand til konkurrencestaten er det for mig at se ren valgpropaganda. Selvfølgelig bliver de nødt til stort set at fortsætte i samme spor, som er lagt ud med begrebet om konkurrencestaten, men forhåbentlig i en variant, hvor den er mindre ihærdigt kynisk i gennemførelsen end de seneste borgerlige og socialdemokratiske regeringer har været, og hvor der er færre regler og mindre kontrol.
Nu har jeg haft tid til at nærlæse artiklen, og jeg må spørge mig selv, hvorfor i alverden kaj ove har navngivet barnet 'konkurrencestat', når 'samarbejdsstat' passer meget bedre til hans ideer.
Jeg er helt med på, at ude i den store verden slås man til døden, men det ulvekobbel behøver vi ikke at hyle med. Vi kan i stedet - ligesom på vore andre velfærdsområder som bl.a. andelsbevægelse og højskolebevægelse har dannet grobund for - være forbilleder for den civiliserede og frugtbare måde at omgås hinanden.
Man kommer meget længere med anerkendende samarbejde og kærlighed end med indbyrdes kamp om de overlevelsesressourcer, som tilhører alle. Og nej, henrik brøndum, det er ikke utopisk naivitet, det er fremtiden. Som uffe elbæk har forstået - og det kommer du også til, når du får løsnet slipset, trukket vejret dybt og erkendt, at livets sande værdier ikke kan hverken ejes, handles eller konkurreres om. Give love & peace a chance ... Yeah
Sry - ove kaj
'Jeg var aldrig blevet sådan en, som journalister ville snakke med, hvis ikke det var for velfærdssamfundet – og vel at mærke ikke velfærdsstaten.'
Den økonomiske analyse er ubegavet. Men analysen af pressen (som jo ynder at kalde sig den fjerde statsmagt) er spot on.
Randi, det skyldes, at han her på stort set alle punkter skriver det diametralt modsatte af, hvad han forfægtede sidste år.
Ok steffen, men så er det jo godt, hvis han kan blive enig med sig selv, så vi - corydon og co og os andre - ved, hvad vi taler om. Sproglig præcision fremmer den indbyrdes forståelse.
Måske er Danmark, set med den øvrige verdens øjne, så stor en succes, fordi vi er så gode til at kritisere det, vi synes kan blive endnu bedre, end det er nu. Og pege på problemer førend at politikerne opdager at her er der sørma da et problem, vi må have løst. osv. Måske den kritiske sans er en vigtig del af vores succes?
Konkurrencestat?
Har aldrig hørt ordet og, efter udlægningen, forstår jeg ikke hvor denne samfundsform findes, og hvordan den defineres. Den findes ikke her til lands.
Udsagnet må betyde at det er en stat der konkurrerer mod andre stater, virksomheder, ideer osv. eller osse vil den fremme en intern konkurrence statens borgere , virksomheder osv. mellem!
Normalt sysler borgerne med at fylde deres egne lommer, undgå/mindske deres personlig beskatning ved snuhed og en vis rivalisering mod ”de andre”
Hele fremstillingen er volapyk og ønsketænkning.
Hvorfor fremhæves den socialdemokrat som var drivende i fiaskoen ved salget af DONG-aktierne til den us-baserede finans virksomhed? Denne solgte jo ret snart efter aktierne (som blev amatøragtigt undervurderet) og lavede en milliard profit. Det beviser den kommercielle middelmådighed hos sælgerne og fraværet af den aggressivitet som den slags forudsætter for at kunne betegnes konkurrence. Den findes derimod hos køberen.
Hvis man taler om konkurrence mellem samfundsmodeller ville den nordiske model vinde på alle parametre - måske var det der var meningen fra begyndelsen. Hvis det var tilfældet er "konkurrencestaten" den bedste vej til at afmontere den nordiske (danske) model - fordi den ikke passer ind i EU´s neoliberale agenda - var den for god ?
En på mange måder selvmodsigende og ufuldendt analyse af projektet "konkurrencestaten".
Hvorfor det var 'nødvendigt' at afskaffe velfærdssamfundet får vi intet svar på, andet end det fluffy begreb 'verdensomspændende konkurrence'.
Men EU og den tyske Marks indflydelse på hele eurozonen, samt på Danmarks mulighed for at bestemme sin egen økonomiske politik, kommer Ove Kaj slet ikke ind på.
Samt at der er blevet solgt ud af offentlige styrelser, forvaltninger og infrastruktur, at bankerne har gældsat hele samfundet med luftige kreditpenge, at de private aktører er dyrere end de offentlige, at der i stor stil bliver monopoliseret, at politikerne efterhånden er mere eller mindre ejet af finanseliten og lobbyisterne, etc, etc.
Ove Kaj Pedersen :
"Kontrolregimet skaber et samfund, hvor de svageste uden for arbejdsmarkedet stigmatiseres, og den offentlige sektors medarbejdere er blevet gjort til del af en truende og mægtig formynderisk stat med en labyrintisk jungle af regler.
»Vi er endt der, hvor velfærdssamfundet begyndte. Nemlig med en benhård skelnen mellem de værdigt trængende og de uværdigt trængende, der kontrolleres, straffes og ekskluderes på umenneskelig vis. Det er et problem,« konstaterer Ove K. Pedersen.
Men den udvikling kan man ikke kritisere reformismen for, understreger han".
Hvem i hulans navn kan man så bebrejde ?!?
Da midterpartierne gjorde projekt "konkurrencestaten" til samfundsmodel blev midterpartierne ekstreme....
Er der noget ved at leve et liv, hvor man er bange for at blive spist til morgenmad af de store dyr i skoven? Eller er det alligevel sjovere at sige - næh, vel vil vi ej og så bruge de små grå til at regne ud, hvordan vi får de menneskelige rovdyr til at tage en slapper ved siden af lammene. Ellers får vi bare zombiestress ad helvede til, og det kan medicinalindustriens psykofarmaka ikke tilsløre i det lange løb.
Det vi mangler er, at helheden er mere end summen af delene, og alle delene får del i det mere.
Konkurrencestaten søger at skumme det "mere" fra delene.
Nu har jeg så også læst artiklen et par gange, og ret beset burde man måske læse Ove K. Petersens bog inden man går ind i en dyb kritik. Det er dog alligevel lidt slående, hvilken konsensusforståelse der ligger indlejret i begrebet om konkurrence-staten, hvor velfærdstaten dog et stykke ad vejen var skabt på forudsætninger af klassekamp og social indignation.
Og skulle modsætningsforholdet mellem arbejde og kapital så med et slag ophøre? Som var selve begrebet om konkurrenceevne klasseneutralt? Så trækkes Corydon ind i regnestykket som en politiker der havde mod til, plædere for konkurrence staten.
Bottom line er selvfølgelig, at konkurrence staten et eller andet sted savner legitimitet, fordi hele reformprocessen har medført en form for social skævhed, som der naturligvis må gælde grænser for i hvilket omfang spørgsmålet om konkurrenceevnen bliver hele folkets sag. I sidste ende så skal kapitalen reproducers, og al effektivisering og kontrol gavner kapitalen frem for arbejderne..
Var tidsstudier måske basalt set i arbejdernes interesse fordi de så kunne få en mere konkurrence dygtig arbejdsgiver - eller at der slet ikke fandt en udbytning af arbejdskraften sted?
Nu er det ikke fordi, at det er ubegribeligt, at velfærd skal finansieres, men konkurrence-staten er alt andet end socialt afbalanceret - eller baseret på lighed. Den synes snarere funderet i statslige måder og sikre effektiv organisering af merværdi.
Ingen gider at leve i konkurrence staten, selv om vi tudes ørerne fulde af dens nødvendighed. Vi vil formentlig gerne noget andet, som dem der skabte velfærdssamfundet ville noget andet.
Men det synes aldeles glemt af de socialdemokrater som Ove K Petersen måske er rundet af socialdemokratisme.
Mennesker er konkurrencedrevne af natur.
I Danmark har vi så formået at opbygge en velfærdsstat som tilgodeser konkurrencebehovet og samtidig er solidarisk overfor dem, der trænger. Graden af solidaritet er så naturligt nok altid til forhandling. Personligt synes jeg integrationsydelsen bør fjernes, men den overordnede model er den, der gør os til et trygt land.
@Rikke Nielsen: Jeg vil ikke gå dybt ind i om hvor vidt mennesket er konkurrencedrevet af natur. I min verden er udsagn om mennesket natur i al væsentlighed ahistoriske. Men lad den ligge for det er en længere diskussion
Mit simple postulat er, at det der drev mod velfærdssamfundet var et ønske om lighed, hvor staten var et instrument for skabelsen af denne lighed, hvor det er så som så med denne lighed i konkurrence staten, som i et eller andet punkt godt nok skal sørge for en et finansielt grundlag der tilgodeser alle. Men konkurrence-staten bliver i stedet til et instrument der skal sikre produktionen og konkurrenceevnen, hvor det er en simpel forudsætning, at erhvervslivet kan tjene penge, at staten drives effektivt. Grundlaget herfor kan kun hentes hos de arbejdende, arbejdskraftreserveren etc.
Kagen fordeles ikke ligeligt med andre ord, som det ikke nødvendigvis giver mening for dem på overførelses indkomster, at de skal ned- reguleres fordi det gavner konkurrence staten, eller som skattelettelser og velfærd skal tilpasses - helt på hvad der gælder på kapitalmarkedet, fordi sådan er konkurrence-staten indrettet.
I opbygningen af velfærdsstaten var det et stykke ad vejen også forståelsen, at staten skulle modvirke de uhæmmede markedskræfter gennem sociale foranstaltninger, selv for de reformister som Ove K Petersen omtaler
Det nye er, at nu må vi naturligvis tilpasse os - underforstået - det har vi interesse i.
Velfærdstaten indebar en vision, hvor konkurrence-staten er noget aldeles visionsløst, og i øvrigt bliver den hele tiden nedjusteret, så hvad var egentlig Corydons vision? Og hvorfor ikke bare stemme på Venstre?
Kapital er jo ikke mere end et paradigme, bygget på en infrastruktur. Kapital er ikke vigtig, udveksling af ressourcer er. Kapitalen var en på et tidspunkt nødvendig infrastruktur til udveksling af umage ressourcer; men kun i konkret fysisk forstand: med digitaliseringen ophæves selve den nødvendighed, som kapital bygger på: vi kan udveksle på baggrund af kommunikation og projekter til det fælles bedste. Efterhånden som besvær og reel ulempe mindskes af automatisering, vil dette blive en naturlig og uproblematisk måde at bringe det nødvendige frem til den, der har brug for det.
Velfærdssamfundet byggede på, at produktionen (firmaerne) skulle tjene befolkningen (demokratiet) og var national. I konkurrencestaten er det omvendt, her skal befolkningen tjene firmaerne (ellers flytter de) og er global. Befolkningen er forbruger, hvor det gælder om at shoppe, indynde sig og være fleksibel, håbe på, at det hele bliver bedre og ellers dope sig.
Rikke Nielsen
17. august, 2018 - 22:13 :
"Mennesker er konkurrencedrevne af natur." Kan du underbygge den påstand, eller er det bare noget du synes?
Rikke Nielsen
17. august, 2018 - 22:13 :
"Mennesker er konkurrencedrevne af natur." Kan du underbygge den påstand, eller er det bare noget du synes?
Den rigeste ene procent af verdens befolkning ejer over halvdelen af verdens formue. Verdens formuer blev større i 2017. 82 procent af det beløb, som formuerne voksede med, gik til den rigeste ene procent. Men den fattigste halvdel af jordens befolkning fik ingenting.
Konkurrencestaten må naturligvis begrunde, hvorfor 99 % skal i al væsentlighed arbejde for 1 %. I Velfærdssamfundet var aftalen, at kapitalen fik noget og arbejderne noget, altså en politisk kamp.
Ovenstående vil Ove K. Pedersen måske kalde populismen, som truer velfærdsprojektet. Han håber, at den politiske midte vil tage sig sammen og formulere den ideologi, som konkurrencestaten altid har manglet.
Her er et bud:
Matthæus 13
Thi den, som har, ham skal der gives, og han skal få Overflod; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har.
Så arbejder let røven, og de der er på overførselsindkomst pas på, vi vil trække jer i løn, så I kan blive motiveret.
Mener dog at der tales om viden og ikke mammon i det vers fra Matthæus 13.
Viden gives, og uvidenhed fratages.
Ja ib, megen mening er gået tabt i oversættelse
Hverken konkurrencestat eller kapitalisme hører hjemme i et demokrati, uanset hvor liberalt demokratiet så end måtte være.
I det øjeblik man siger konkurrence, har man allerede fravalgt 2/3 af borgerne, der enten ikke orker at gøre økonomisk politik til deres hovedinteresse, og terpe tabeller og læse tykke bøger, eller ganske enkelt dem, der ikke forstår mekanismerne og dermed ikke aner, hvad de egentlig stemmer for. Det er det, folketingspolitikerne er sat i verden for at formidle klart, og udstikke nogle helt overordnede linier for dem, der gerne vil udfordres. konkurrencebegrebet skaber kun een vinder, resten betegnes som tabere. Det er ikke et godt budskab at sende sin befolkning, når det er på deres nåde, de sidder på magelige stole i magtens hovedsæde.
Samtidig er vi blevet et folk, der har taget internettets muligheder for at “tale” med ligesindede og indhente præcis den viden, man har brug for p.t. Vi kan sagtens tage beslutninger om, hvilket samfund vi ønsker, uden en akademisk eksaminen, så en centraladministration, der er uafhængig af politikerne ville være garanti nok, for at landet ikke går under i overtrædelser af lov og forordninger. Det behøver vi ikke at have en minimal gruppe af kapitalister, og en hær af lobbyister til at holde liv i. Innovative politikere, der selv tør tage beslutninger uden først at spørge Bæredygtigt Landbrug eller hvem der nu end bliver ramt af lovgivningen og så dygtige, kedelige bogholdertyper, der nøjagtig ved, hvornår vi krydser en grænse, altså djøfferne, må være rigeligt. Hvis de 50 rigeste private eller virksomheder så har lyst til at indkassere flere penge, end de kan bruge, skal det ikke være pensionister, syge og arbejdsløse, der skal aflevere en andel af deres ydelser. Det skal ved gud heller ikke være den store grå mellemklasse, der i forvejen skraber gigantiske summer hjem til kapitalinteresser via afgifter og besparelser på den velfærd, de faktisk har betalt til i mange år.
Kan vi komme frem til et samfund, hvor pengene ikke kun har det bedst i lommen på virksomhedsejerne, men også i arbejderens lomme, kan vi begynde at tale om konkurrence i en tone, der ikke stresser skolebørn i en grad, der kan sætte medicinalindustriens aktionærer på livslang ferie.
Vi lever i en Verden, hvor så mange virkelig trænger til et løft, men bliver holdt nede for at den økonomiske vækst helt i toppen forbliver inkakt. Men det er i min optik en form for blår at tro, at hvis de rigeste 10% bliver rigere og rigere, vil rigdommen sprede sig nedad.
De bruger ikke penge til forbrug eller til at løfte de fattigste ud af fattigdom. De bruger ikke penge til at sikre, at kloden holder i lige så lang tid, som deres formuer, og de har skabt en økonomisk bombe, i deres iver efter at investere med penge, der ikke findes fysisk, men kun eksisterer så længe, der er gældsplagede mennesker, så de kan høste renteindtægter og gebyrer via overflytninger af papirer m.v.
Bare en brøkdel af hele den velstand kunne få lavet noget infrastruktur i Afrika, få skabt skoler i mellemøsten og asien, for ikke at tale om vand. Man kunne blive ved.
Men i stedet vil de hellere bruge beskedne donationer, for at stå sig godt med nationernes magthavere, så de kan få arbejdskraft og godkendt deres projekter. Resten af formuerne ligger i nogle avancerede systemer, hvor det åbenbart kan lade sig gøre, at man på verdensplan leger med en formue, der er væsentlig større end den formue vi har rent fysisk.
Konkurrencen kan i fremtiden passende blive, hvem nedruster først sit atomprogram. Bare ned til at kunne udslette jorden ned det en enkelt gang, og så måske tage bestik af, hvem der har fået mest ud af alle krigene, vesten har blandet sig. Og ikke mindst er kampen for at holde kloden beboelig for en almindelig forvændt hverdagsdansker, og ikke en minimal flok af magt og pengegridske fanatister.
Nuværende finansielle system er kriminelt. Det stjæler fællesejet fra de fattige og giver til de rige. De kriminelle skyr tilsyneladende ingen midler for at fastholde deres position - visse steder i verden i grotesk omfang med bl.a. palæstina som et grumt eksempel her i danmark mere tilsløret, men bedraget bliver stadig tydeligere i takt med det miljø-og socioøkonomiske forfald, vi ser omkring os. Ved næste valg har vi chancen for at stemme på mennesker, som har forstået, at sidste udkald for bæredygtig omstilling hastigt nærmer sig.
Følg pengene - find de ansvarlige, og tag magten fra dem. De må forstå, at de leger med ilden, at deres adfærd truer alles eksistens inklusiv deres egen.
samarbejdsstat - eller samarbejdssamfund er som tidligere nævnt i tråden et meget mere præcist begreb end K-staten, som jo er født af NPM tænkningen fra USA/UK. Samarbejdssamfund indikerer den daglige praksis i samarbejdet som den centrale forudsætning udvikling af et velfungere samfund. Samarbejde der selvfølgelig forudsætter gensidig respekt og lydhørhed - dvs. mental spændstighed. Underligt at prof. OKP stadig ikke har forstået at en velfungerende offentlig sektor det det velregulerede marked er hinandens forudsætning - ikke markedets redskab. Interessant at følge den nye faglige organisering af FTF/LO samarbejdet som den tredje centrale forudsætning i et velfungerende samfund
@Annette Munch
Har du spurgt Ove K. Pedersen om han er uenig med dig i den vinkel?
Man kan vel forudsætte, at ove kaj følger med i den samtale, han selv har startet?
Sider