Læsetid: 4 min.

’Regionerne gør mange gode ting, men det er bestemt ikke godt nok’

Til efteråret skal Folketinget drøfte en ny sundhedsreform. Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative vil afskaffe regionerne, der i dag står for driften af sygehusene. Information spørger her formanden for Lægeforeningen og Liberal Alliances sundhedsordfører om de bedste argumenter for og imod
11. august 2018

Andreas Rudkjøbing, formand, Lægeforeningen

– Hvorfor skal regionerne bevares?

»Hvis man skal kaste sig ud i en stor reform af sundhedsvæsenet, skal man være sikker på, at det vil føre til en mærkbar forbedring for patienterne. Lige nu ved man ikke, hvilke fordele og ulemper, det vil føre med sig. Det virker som et uigennemtænkt, virkelighedsfjernt forslag.

Vi har nogle meget konkrete problemer med underfinansiering, en nødlidende psykiatri, sygeplejerskemangel og lægedækningsproblemer. I den situation er det forunderligt, at man vil diskutere struktur og langsigtet styring. Det vil tage en årrække at få et nyt system på plads, det vil blive enormt dyrt, og det vil tage energi fra de problemer, vi har nu og her.«

– Et af problemerne i sundhedsvæsenet i dag er, at patienter falder mellem to stole i samspillet mellem regioner og kommuner. Ville det ikke hjælpe at skære det ene led bort – altså regionerne?

»Det tror jeg ikke. Så ville det bare være staten, der skulle lede hospitalerne. Man kan faktisk argumentere for, at opgaven ville blive sværere. Det er et lokalt problem, hvor man skal mødes med lokale aktører i området. Jeg tror, at staten ville have endnu sværere ved at løse den opgave centralt.«

Pressefoto
– Er det ikke for dårligt, at der stadig er stor forskel på kvaliteten af behandlingen mellem de forskellige regioner?

»Jo. Det er en stor udfordring, og det er noget af det, man med rette kan udfordre regionerne til at få gjort bedre. Men det er faktisk lykkedes at skabe større ensartethed, end der var i amternes tid.«

– Mange har nok indtryk af, at aben bliver skubbet rundt mellem stat og regioner, når der opstår problemer. Ville man ikke kunne komme det til livs ved at afskaffe regionerne og placere ansvaret ét sted?

»Det er en rigtig god pointe. Det er enormt frustrerende og beskæmmende at være vidne til det abespil. På den anden side er det ikke en dynamik, der forsvinder ved, at man får et statsstyret sundhedsvæsen.

De diskussioner finder også sted i England og Norge og andre steder, hvor man har et statsstyret sundhedsvæsen. Så er det bare Folketinget, der skændes med hospitalsledelserne i stedet for.

Desuden ser man i England, og til dels i Norge, at selv mindre problemer bliver genstand for folketingsdiskussioner, som så ender på ministerens bord, hvor han eller hun føler sig forpligtet til at vise handlekraft. Det er en del af årsagen til, at det engelske sundhedsvæsen bliver kastet ud i store forandringer meget ofte, og det er ødelæggende. Hvis man vil have et velfungerende sundhedsvæsen, er noget af det vigtigste, at der er nogenlunde ro om rammerne, så det kan få lov til at udvikle sig.«

May-Britt Kattrup, sundhedsordfører, Liberal Alliance

»Danmark er et lille land, og der er ikke brug for tre lag, altså stat, regioner og kommuner. Det er unødigt bureaukrati.

Vi ser ofte, at patienter lander mellem to stole på grund af silotænkning mellem kommuner og regioner og endda også regionerne imellem. Vi skal have afskaffet den silotænkning og betragte patienternes behandling som ét sammenhængende forløb. Som det er nu, bliver ansvaret skubbet frem og tilbage og lander hele tiden mellem to stole – og det gør patienterne også.

Desuden er ventetiderne for lange, særligt i Region Hovedstaden og Region Sjælland. Der er også nogle problemer på et vigtigt område som hjerteområdet, hvor udredningsretten ikke bliver overholdt. Det går ud over patienterne og kan i sidste ende koste menneskeliv.«

– Er det ikke problemer, som regionerne kan løse – er det nødvendigt helt at nedlægge dem?

»Så skulle de jo have haft rettet op på dem for længe siden. De har haft lang tid til at gøre det. Regionerne gør mange gode ting, men det er bestemt ikke godt nok. Det er patienterne, der er det vigtigste i det her.«

– Hvad skal regionerne så erstattes af?

Claudia Dons
»Vi er åbne over for at tale om forskellige muligheder. Men vi ser for os, at man laver hospitalerne til selvejende institutioner lidt ligesom gymnasierne, som så står til ansvar over for staten. Der skal sidde en professionel ledelse, som er ansvarlig for både det økonomiske, driften og resultaterne. Så vil ledelsen have det samlede ansvar, og de kan ikke skubbe det videre.«

– Vil staten være bedre til sygehusdrift end regionerne?

»Det eliminerer i hvert fald den problemstilling, hvor ansvaret hele tiden bliver skubbet mellem regionerne og staten.

Vi ser også gerne, at man bliver bedre til at samarbejde med private aktører. På den måde får man bedre konkurrence og større valgfrihed, og det er med til at øge kvaliteten.«

– Risikerer man ikke at kaste sundhedsvæsenet ud i et uoverskueligt kaos, som det vil tage lang tid at komme ud af, hvis man nedlægger regionerne og laver alting om igen?

»Opgaven bliver selvfølgelig at tænke det ordentligt igennem og lave en god implementering. Hvis man bare kaster sig hovedkulds ud i det, kan man godt risikere det, du siger. Men det fungerer jo sådan set med gymnasierne, der er selvejende med reference til staten.«

– Hvor demokratisk er jeres forslag til en ny struktur med professionelle ledelser, der ikke er folkevalgte?

»Selvfølgelig skal demokratiet herske. Lederne vil skulle referere til Christiansborg, hvor der jo sidder folkevalgte politikere. Så det vil stadig være politikerne, der fastsætter rammerne.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Sterling

Enten har politikerne fået storhedsvanvid, eller de lever i et helt anden parallel-univers, med en skæbnesvanger tro på deres egen ufejlbarlighed. De fleste af politikernes milliard planer fejler stort, listen over kulsejlede projekter ville fylde hele avisen.

Det er sandsynligvis diverse konsulent virksomheder som nodger politikerne over i projekter ingen af dem kan overskue, men hvorfor kan politikerne ikke tage ved lære? Sporene skræmmer, da konsulenterne altid høster frugterne uanset hvad, og regningen hænger borgerne på, hver gang.

Der må indarbejdes konsekvenser i kontrakterne over for konsulentfirmaerne, men hvad med politikerne som har bestilt de vandvittige storprojekter? De giver sig selv og hinanden amnesti, og er derved fri for enhver erstatning. Kaos er hvad de efterlader sig i kølvandet, hvorefter de ansættes som lobbyister, konsulenter eller som underholdning i TV.