Læsetid: 4 min.

Samuelsen: Udenrigsministeriet har ikke modarbejdet Tibetkommissionen

Embedsfolkene i Udenrigsministeriet overvejede ikke at søge efter slettede mails i ministeriets backupsystem, da Tibetkommissionen henvendte sig for at få udleveret dokumenter. Det hævdede Anders Samuelsen under et samråd fredag. Han siger, at han ikke tror, der er noget at komme efter i de slettede mails
Embedsfolkene i Udenrigsministeriet overvejede ikke at søge efter slettede mails i ministeriets backupsystem, da Tibetkommissionen henvendte sig for at få udleveret dokumenter. Det hævdede Anders Samuelsen under et samråd fredag. Han siger, at han ikke tror, der er noget at komme efter i de slettede mails

Linda Kastrup

25. august 2018

Da Udenrigsministeriet i 2016 havde afleveret 20.500 dokumenter til Tibetkommissionen, regnede ministeriets embedsfolk med, at de dermed havde afleveret alt, der måtte være af interesse for kommissionen.

Det sagde udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) under et samråd fredag.

Senere, i foråret 2018, afslørede DR ellers, at ministeriet havde undladt at oplyse kommissionen om, at ministeriet har et backupsystem, som kunne indeholde slettede mails af relevans for kommissionens arbejde.

»Men det var simpelthen ikke en overvejelse dengang,« sagde ministeren under fredagens samråd.

Udenrigsministeriet søgte heller ikke selv efter slettede mails – hverken i backupsystemet eller i ministeriets såkaldte komprimeringssystem. Årsagen var ifølge Anders Samuelsen, at backupsystemet ikke er tænkt som et arkivsystem, og derfor var det ikke et sted, ministeriets medarbejdere overvejede at lede.

Men han afslørede samtidig, at ministeriet faktisk i et enkelt tilfælde søgte efter et bestemt dokument i komprimeringssystemet. Det skyldtes, at en medarbejder havde en formodning om, at der kunne gemme sig et dokument, der ikke var blevet journaliseret. Men søgningen kastede angiveligt ikke noget af sig.

Alligevel overvejede ingen i Udenrigsministeriet tilsyneladende at søge i backupsystemet, selvom Tibetkommissionen henvendte sig flere gange og spurgte, om medarbejderne i ministeriet var sikre på, at de havde afleveret alt relevant materiale.

Tror ikke på det

Udenrigsministeren var sammen med justitsminister Søren Pape Poulsen (K) indkaldt i samråd fredag. Enhedslisten og Alternativet havde indkaldt til samrådet i forlængelse af DR’s afsløringer af, at hverken Udenrigsministeriet eller Statsministeriet har søgt efter slettede mails i forbindelse med opklaringen af Tibetsagen.

Dermed kan relevante mails være undsluppet Tibetkommissionens undersøgelse af, hvem der gav ordren til, at kinakritiske demonstranter skulle gemmes af vejen under officielle kinesiske besøg i 2012 og 2013.

Anders Samuelsen sagde også under samrådet, at hverken han eller Udenrigsministeriets embedsfolk ved, om der gemmer sig mails af relevans for Tibetsagen i ministeriets backupsystem.

Han tvivler dog på, at de slettede mails vil vise sig at indeholde afslørende oplysninger om, at ansatte i Udenrigsministeriet har spillet en afgørende rolle i sagen.

»Jeg tror simpelthen ikke på, at det skulle være forekommet,« sagde Anders Samuelsen under samrådet og tilføjede, at han har en forventning om, at ministeriets medarbejdere journaliserer mails korrekt.

Han afviste desuden, at Udenrigsministeriet har forsøgt at modarbejde Tibetkommissionen. Tværtimod har ministeriet gjort, hvad det kunne, for at hjælpe kommissionen med sit arbejde, sagde han.

Om det er rigtig vil muligvis vise sig, når den gennedsatte Tibetkommission afleverer sin beretning. Den har fået til opgave at undersøge politiets håndtering af samtlige officielle kinesiske besøg siden 1995.

Hvis det i den forbindelse viser sig, at offentlige myndigheder har skjult mails eller på anden måde forhindret arbejdet for den tidligere Tibetkommission, skal der tages stilling til, om der er grundlag for en undersøgelse af de pågældende myndigheder.

’En beklagelig fejl

Efter aftale med Tibetkommissionen søgte Udenrigsministeriet i 2016 efter relevante mails blandt ministeriets journaliserede mails. Derudover bad ministeriet relevante medarbejdere om selv at søge i deres egne mailbokse. Men ingen medarbejdere over kontorchefniveau blev bedt om at søge i deres mailbokse.

En udeladelse, som Anders Samuelsen under samrådet beskrev som »en beklagelig fejl« og ikke et bevidst forsøg på at fritage ledende medarbejdere.

Søren Pape Poulsen ville under samrådet ikke gisne om, hvorvidt noget tyder på, at medarbejdere i forskellige ministerier bevidst har forsøgt at tilbageholde mails for Tibetkommissionen. Han vil afvente den gennedsatte kommissions arbejde.

»Hvis der så undervejs skulle vise sig at være tegn på, at der bevidst har været tilbageholdt materiale, skal det selvfølgelig undersøges,« sagde han.

I det nye kommissorium er det understreget, at kommissionen kan få teknisk bistand til at få udleveret mails. Anders Samuelsen sagde under samrådet, at Udenrigsministeriet har etableret en tværgående enhed, der skal samarbejde med Tibetkommissionen og stille alt relevant materiale til rådighed.

»Det er også i Udenrigsministeriets interesse, at alt kommer frem,« sagde han.

Ny afsløring

Torsdag afslørede DR P1 Orientering, at Rigspolitiet har forkortet slettefristen for optagelser af politiets radiokommunikation fra tre år til seks måneder. Det skete i 2015, kun en måned efter, at Københavns Politi var blevet tvunget til at udlevere de lydoptagelser, der for alvor satte skub i Tibetsagen, til Østre Landsret.

Søren Pape Poulsen har nu bedt Rigspolitiet om en forklaring på, hvorfor man har indført så kort en slettefrist. Havde fristen været gældende i 2015, ville de afgørende lydoptagelser i Tibetsagen formentlig aldrig være kommet for en dag.

Rigspolitiet sendte onsdag en redegørelse til Justitsministeriet. Her redegør politiet for, hvordan man vil skabe en ny kultur i politiet, der skal forhindre lignende sager i fremtiden. Medarbejderne skal vide, »at de ikke alene har ret til, men også pligt til at sige fra, hvis de observerer forhold, som er klart ulovlige«, står der i redegørelsen.

Det skal blandt andet ske gennem en »selvevaluering af organisationskulturen« og »refleksionsmøder«, hvor de ansatte skal se indad på politiets organisationskultur og adfærd.

Serie

Tibetsagen

Under et kinesisk statsbesøg i 2012 blev fredelige demonstranter gemt væk af politiet og fik konfiskeret deres tibetflag – i strid med Grundloven.

Hvorfor skete det? Hvem gav ordren? Og hvordan kunne det ske igen under et nyt besøg i 2013?

Det og meget mere skulle Tibetkommissionen give svar på gennem nærlæsning af 50.000 dokumenter og afhøring af flere end 60 politifolk, embedsmænd og tidligere ministre. Kommissionens rapport blev publiceret i december 2017.

I juni 2018 blev regeringen og oppositionen enige om at genåbne kommissionen for at undersøge mails, som ikke er blevet udleveret til Tibetkommissionen i første omgang.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Oluf Husted
Kurt Nielsen og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Havde juristerne i Tibetkommisionen bare været lidt mere eksperimenterende da de var unge. Er et backupsystem ikke det vi har brug for, de morgener, hvor vi tænker, du er altså nødt til lige at tjekke what condition my condition was in.

I woke up this morning with the sundown shining in
I found my mind in a brown paper bag within
I tripped on a cloud and fell-a eight miles high
I tore my mind on a jagged sky
I just dropped in to see what condition my condition was in

Yeah, yeah, oh-yeah, what condition my condition was in

Anne Eriksen, Karsten Lundsby og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Bjarne Bisgaard Jensen

Det sidste nye med den 6 mdrs. automatiske sletning er blot endnu et eksempel på, at systemet beskytter sig selv fremfor borgernes retssikkerhed, og endnu et eksempel på den klodsethed der følger deraf, hvor man tilsyneladende følger sin egen indbyggede logik frem for hensynet til en demokratisk forståelse af behovet for gennemsigtighed i adfærd.
Magtfuldkommenhed er det lidet flatterende resultat.

Claus Nielsen, Kurt Nielsen, Anne Eriksen, Karsten Lundsby, Bo Carlsen, Eva Schwanenflügel og Verner Nielsen anbefalede denne kommentar