Læsetid: 6 min.

De sovjetiske tanks i Prag banede vejen for den danske venstrefløjs opgør med stalinismen

Invasionen af Tjekkoslovakiet den 21. august 1968 betød ikke blot en knægtelse af tjekkoslovakkernes bestræbelser efter mere demokrati. Også for den danske venstrefløj fik soldaternes indmarch langvarig betydning
Der var demonstrationer med repræsentanter fra højre til venstre på Rådhuspladsen og ved den russiske ambassade, efter Sovjetunionens invasion af Tjekkoslovakiet i 1968. Her er det SF’s formand Aksel Larsen, der er trådt op på talerstolen. Kun kommunisterne var fraværende ved demonstrationerne, hvilket var med til, at sætte skub i det såkaldte nye venstre.

Der var demonstrationer med repræsentanter fra højre til venstre på Rådhuspladsen og ved den russiske ambassade, efter Sovjetunionens invasion af Tjekkoslovakiet i 1968. Her er det SF’s formand Aksel Larsen, der er trådt op på talerstolen. Kun kommunisterne var fraværende ved demonstrationerne, hvilket var med til, at sætte skub i det såkaldte nye venstre.

Knud Jacobsen

21. august 2018

Da kampvogne og soldater fra Sovjetunionen, DDR, Polen, Ungarn og Bulgarien efter midnat onsdag den 21. august 1968 rullede ind over grænsen til Tjekkoslovakiet, sænkede kulden sig over Europa. Det spinkle håb om en mere demokratisk og fri udvikling i Østeuropa – socialisme med et menneskeligt ansigt – som det såkaldte tjekkiske forår havde vakt, blev endegyldigt mast under larvefødderne fra Warszawapagtens kampvogne i de tidlige morgentimer.

»Den knugende frygt er forbi. Den militære opmarch langs Tjekkoslovakiets grænser er ikke længere bare manøvrer,« hed det således i Informations forsideleder allerede den 21. august, der kaldte invasionen for den uden sammenligning »skændigste og mest frastødende begivenhed i Europas tilværelse siden den 2. Verdenskrig«. 

Informations forside den 21. august 1968.

For den danske venstrefløj kom den brutale besættelse af Tjekkoslovakiet til at trække lange spor. Den var med til at præcisere, at der fandtes en anden venstrefløj end kommunisterne.

Tidligere forskningsbibliotekar Morten Thing opholdt sig i Prag den onsdag, da invasionen fandt sted. Ved selvsyn så han på nærmeste hold, hvordan hovedstadens befolkning protesterede mod kampvognene.

»Jeg var i Prag med min kæreste, der skulle deltage i en konference. Vi boede på studenterhotellet, og klokken fem den morgen blev jeg vækket af en amerikaner, der kom løbende hen ad gangen: ’The Russians are coming ...’ Jeg tænkte sådan en sindssyg amerikaner, men så hørte jeg en lyd, som om det var vejarbejde nede på gaden,« fortæller Morten Thing.

Da han kiggede ud ad vinduet, var hele gaden fyldt med kampvogne.

»Vores første tanke var, at det skulle vi ned og se på, så vi skyndte os at få noget at så spise og tog så ind på den største plads, Vaclavske Namesti, der var fyldt med mennesker og en masse tanks.«

»I den ene ende stod der en enkelt kampvogn, den prøvede at få folk til at flytte sig ved at speede op, men de flyttede sig overhovedet ikke. På et tidspunkt var der en mand, der kravlede op på kampvognen og skruede antennen af, så besætningen ikke havde radiokontakt.«

Morten Thing husker, at de unge sovjetsoldater blev overrasket over, at tjekkerne kunne tale russisk.

»Soldaterne var 18-19 års drenge, og folk råbte ’okkupanter gå hjem’. Først da nogen begyndte at skyde i den anden ende, begyndte folk at løbe. Vi spænede også ned af en gade, og projektilerne rikochetterede efter os. Til sidst fandt vi en opgang, der ikke var låst og løb helt op på femte sal, hvor vi så sad og hvilede med bankende hjerter.«

Inden den danske ambassade fik organiseret et tog, der kunne køre 30-40 danskere ud af landet, gik Morten Thing og hans kæreste gennem byen.

»Midt på en af de store pladser lå der en sporvogn, som var blevet kørt over af en kampvogn og var klemt fuldstændig sammen på midten,« husker han.

Protester i København

Fra hele verden – de socialistiske lande undtaget – kom der protester, og i Danmark blev der samme dag arrangeret demonstrationer og protestmøder. Foran den sovjetiske ambassade på Østerbro i København og på Rådhuspladsen mødtes borgerlige og socialister i fælles afsky, og her talte bl.a. Erik Sigsgaard fra det nystiftede parti Venstresocialisterne og SF’s partiformand Aksel Larsen. Kun de danske kommunister glimrede ved deres fravær.

»Besættelsen førte til en forstærkelse af spændingerne mellem det, man kaldte det nye venstre, og så de traditionelle kommunistiske partier,« erindrer historiker Niels Finn Christiansen, der dengang var medlem af VS’ internationale udvalg. Han husker tydeligt demonstrationen foran sovjetambassaden i Kristianiagade.

»Besættelsen gjorde det klart for alle, at det nye venstre havde andre målsætninger for den socialistiske fremtid og visioner, end hvad vi kunne finde i Sovjet-kommunismen. Først og fremmest skulle man sikre demokratiet og arbejde for et socialistisk demokrati, som adskilte sig fra regimerne i Østeuropa. Der var brede dele af venstrefløjen, som ikke ville acceptere Danmarks Kommunistiske Partis tolkninger af, hvad kommunisme er. Det var en splittelse, som fortsatte op gennem 1970’erne og 80’erne helt frem til dannelsen af Enhedslisten,« siger han.

Også historikeren Claus Bryld, der ligeledes var VS’er dengang, deltog i demonstrationen foran den sovjetiske ambassade:

»Vi var jo vant til at demonstrere mod Vietnamkrigen foran den amerikanske ambassade og mod Franco-styret foran den spanske. Men nu skulle vi demonstrere sammen med højrefløjen. Det var lidt mærkeligt, og det var der også mange, der havde reservationer over for,« siger han.

Der var nemlig, fortsætter Claus Bryld, mange på venstrefløjen, som mente, at »man ikke skulle puste for meget til ilden under Den Kolde Krig« og navnlig ikke støtte »krigshetzere og den voldsomme amerikanske propaganda mod USSR og mod kommunismen«.

»På venstrefløjen var man jo alvorligt bange for, at det skulle komme til krig mellem USA og USSR, hvad der jo faktisk også var ved at ske,« tilføjer han.

Pelle Voigt, tidligere formand for SF’s ungdomsorganisation og folketingsmedlem for SF, deltog i demonstrationen på Rådhuspladsen:

»Det var den socialistiske klub på B&W skibsværft, der rykkede ud, og alt, hvad der kunne krybe og gå, var med,« fortæller han.

»Invasionen fik stor betydning for vores diskussioner her i Danmark af, hvad socialisme egentlig er for noget. Inspirationen fra studenterbevægelsen i Frankrig, Tyskland og USA flød sammen med en enorm indflydelse af en almindelig oprørsånd og frihedstrang, og sammen med invasionen i Tjekkoslovakiet viste det, at der var brug for en demokratisering både i øst og vest,« tilføjer Pelle Voigt.

Invasionen blev lakmusprøve

Preben Wilhjelm, der var folketingsmedlem for VS, ser også invasionen som en vigtig markør for den danske venstrefløj.

»Den kom til at betyde en større bevidsthed om forholdet mellem mål og midler,« siger han.

Han ser Warszawapagtens invasion som »den første lakmusprøve« på, om hensigten helliger midlet.

»Og det kan hensigten jo ikke. Midlerne vil altid kompromittere hensigten. Så selv hvis russerne havde haft gode hensigter med deres invasion, så ville det stadig ikke være i orden. Der kan nemlig ikke være andre regler for dem, man holder med, end for dem, man ikke holder med. Det var helt principielt, og det var for mange unge, der blev venstreorienterede, den første indikator på, at der ikke kunne være en lemfældighed om mål og midler, ligegyldigt om det så var cubanske tropper i Afrika eller besættelsen af Afghanistan 11 år senere.«

Morten Thing, der havde været medlem af SF’s ungdomsorganisation frem til dannelsen af VS, husker, at han inden invasionen – lidt naivt, som han erkender i dag – havde forestillet sig, at der med det tjekkiske forår kunne komme ændringer i Østeuropa.

»Men besættelsen viste, at det stadig var den senile stalinisme, der var ved magten. Besættelsen førte til en opstramning af de socialistiske dagsordener herhjemme. For os blev invasionen et symbol på, at dét, vi skulle kæmpe for, skulle fundamentalt adskille sig fra det, man kendte fra Østeuropa,« siger han og tilføjer:

»Besættelsen gjorde det bestemt ikke nemmere at sælge vores budskaber. Folk havde jo en forestilling om, at kommunisme var det, man så i Sovjetunionen. Vi blev tvunget til at forklare, at dét, vi ville, var meget nærmere det, som den tjekkiske befolkning havde været i gang med at udvikle, men som blev stoppet og knust af besættelsen.«

Blev mere antiautoritær

Tidligere arbejdsmiljøkonsulent Karen Mygind var også i Prag den 21. august 1968 og så de sovjetiske kampvogne på tæt hold akkurat som Morten Thing.

»Efter den rejse var jeg grundigt vaccineret over for de stalinistiske organisationer. Jeg har altid været antistalinist efter den oplevelse. Jeg blev mere antiautoritær af at se en autoritet smadre en befolkning på tæt hold. Hele den antiautoritære del af ungdomsoprøret og venstrefløjen tog næring fra, hvad der skete i Tjekkoslovakiet,« siger Karen Mygind.

I august 1968 var den senere avisredaktør Peter Wivel på vej hjem fra ferie i Italien og så undervejs lange militærkolonner i Polen.

»Besættelsen af Tjekkoslovakiet var en katastrofe og var med til at gøre det nye venstre til det tredje standpunkt mellem Warszawapagten og NATO. Besættelsen af Tjekkoslovakiet blev dermed et brud, hvor en uortodoks og mange gange kaotisk venstrefløj meldte sin ankomst på scenen,« erindrer han.

Else Dombernowsky, der var skolelærer og VS-kommunalbestyrelsesmedlem, husker invasionen som »meget skelsættende for VS«.

»Vi diskuterede det tjekkiske forår i VS, og vi gik ind for den liberalisering, der var i gang. Og da invasionen fandt sted, mente partiets hovedbestyrelse, at når et stort land invaderer et mindre land, så er det uanset hvad de kalder sig forkert. Det var der nogle, der ikke mente var klogt, så det var der en vældig ballade om, fordi nogle mente, at kritikken af USSR var alt for voldsom.«

»Selv var jeg helt enig med hovedbestyrelsen i, at invasionen var et tilbageslag for socialismen overalt i verden,« husker Else Dombernowsky.

»Vi har vundet en stor moralsk sejr. Russerne kom med tanks. Czekiske mænd og kvinder frygtede dem ikke,« sagde løbelegenden Zapotek til Informations udsendte under protesterne i Prag.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Alvin Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Ejvind Larsen
  • David Zennaro
  • Erik Karlsen
  • Oluf Husted
  • Jens Carstensen
Trond Meiring, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Ejvind Larsen, David Zennaro, Erik Karlsen, Oluf Husted og Jens Carstensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Robert Ørsted-Jensen

Socialisme i Marx optik (den ooprindelige optik) handler om menneskets emancipering fra enhver form for underkastelse, og tilvejebringelse af frie menneskers frie styre.

Det bolsjevikkerne lavede var en ny trosretning med nye bibler kætterforfølgelser, en ny pave (Pave Lenin den først og hamns "sande efterfølger" "Lenin af idag"), relikvieskrin og ikoner for paver, apostle, nyt præsteskab - (pariet og dets kommissærer - liturgi oplæst med troskabsed til semiguddommen Lenin - ja hele svineriet var sgu i enhver henseende en kopi af romerkirken (vatikanet inklusive - nu omdøbt til Kreml), inkvisition, underkastelse (hvad fanden har det med emancipation at gøre?) under store (ufejlbarlige paver - Lenin og Lenins sande efterfølgere) lederes beslutninger. Leder som (imodsætning til det princip Marx hyldedede) ikke kunne afsættes af folket på noget tidspunkt. Venstrefløjen burde have været de første antikommunister, istedet fulgte flertallet tilæ venstre for S (og tilsvarende) den slagne vej ud i den store intellektuelle formørkelse. Der er intet at forsvare - fra Janua 1918 og frem var det ikke længere en revolution - men kup på kup rettet mod revolutionen.

Robert Ørsted-Jensen

Der blir aldrig nogen ny og levedygtig venstrefløj før man generelt afviser paternalisme og antidemokratiske opfattelser for de disse er - dødsensfarligt højreorienteret og reaktionært bullshit

Bettina Jensen

"Socialisme i Marx optik (den ooprindelige optik) handler om menneskets emancipering fra enhver form for underkastelse, og tilvejebringelse af frie menneskers frie styre."

Marx nærede næppe illusioner om det frie menneske, som altid vil være influeret af dialektiske kræfter/dynamikker, men emancipering af menneskeligheden i pagt med sociale og naturgivne lovmæssigheder ... og naturligvis uden despotiske styringsmekanismer.

Den dialektiske analyse har naturligvis været misbrugt, ligesom enhver anden analyse formentligt, men det er decideret usagligt at forstå historiens gang, herunder bl.a. Lenins og Stalins handlinger som uanfægtede af deres samtidssituation, herunder de mange, både inden- og udenrigs, modstanderes (mere eller mindre velbegrundede) indsatser for at fravriste dem magten/bremse den revolutionære proces. Lenin og Stalin var jo også mennesker, som reagerede på de hændelser og vilkår, som var gældende for dem - og naturligvis har det ikke været befordrende for nogen af dem, og dermed også demokratiudvikling under den russiske revolution, at de konstant befandt sig i/under angreb og derfor naturligt (moralsk berettiget eller ej), udviklede en mere aggressiv/destruktiv karakter (herunder en periodisk svær paranoia), end tilfældet formentligt ellers ville have været.

Og før ovenstående fortolkes som en art undskyldning for autokrati/despoti, herunder forsvar af Lenins og Stalins reaktionære og kriminelle handlinger, vil jeg lige gentage at jeg på intet tidspunkt har agiteret for den oplyste leders fortræffeligheder eller autokrati/plutokratiske tilstande; det har blot ligget mig på sinde at tilføre debatten andre perspektiver end de forhåndenværende - herunder væsentligst at venstrefløjens reformering i konsekvens af bl.a. den sovjetrussiske intervention i Prag '68 i begrænset grad skete på et klart ideologisk grundlag, men i højere grad på et sovjetkritisk ditto.

Sider