Læsetid: 6 min.

De sovjetiske tanks i Prag banede vejen for den danske venstrefløjs opgør med stalinismen

Invasionen af Tjekkoslovakiet den 21. august 1968 betød ikke blot en knægtelse af tjekkoslovakkernes bestræbelser efter mere demokrati. Også for den danske venstrefløj fik soldaternes indmarch langvarig betydning
Der var demonstrationer med repræsentanter fra højre til venstre på Rådhuspladsen og ved den russiske ambassade, efter Sovjetunionens invasion af Tjekkoslovakiet i 1968. Her er det SF’s formand Aksel Larsen, der er trådt op på talerstolen. Kun kommunisterne var fraværende ved demonstrationerne, hvilket var med til, at sætte skub i det såkaldte nye venstre.

Der var demonstrationer med repræsentanter fra højre til venstre på Rådhuspladsen og ved den russiske ambassade, efter Sovjetunionens invasion af Tjekkoslovakiet i 1968. Her er det SF’s formand Aksel Larsen, der er trådt op på talerstolen. Kun kommunisterne var fraværende ved demonstrationerne, hvilket var med til, at sætte skub i det såkaldte nye venstre.

Knud Jacobsen

21. august 2018

Da kampvogne og soldater fra Sovjetunionen, DDR, Polen, Ungarn og Bulgarien efter midnat onsdag den 21. august 1968 rullede ind over grænsen til Tjekkoslovakiet, sænkede kulden sig over Europa. Det spinkle håb om en mere demokratisk og fri udvikling i Østeuropa – socialisme med et menneskeligt ansigt – som det såkaldte tjekkiske forår havde vakt, blev endegyldigt mast under larvefødderne fra Warszawapagtens kampvogne i de tidlige morgentimer.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Alvin Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Ejvind Larsen
  • David Zennaro
  • Erik Karlsen
  • Oluf Husted
  • Jens Carstensen
Trond Meiring, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Ejvind Larsen, David Zennaro, Erik Karlsen, Oluf Husted og Jens Carstensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Robert Ørsted-Jensen

Socialisme i Marx optik (den ooprindelige optik) handler om menneskets emancipering fra enhver form for underkastelse, og tilvejebringelse af frie menneskers frie styre.

Det bolsjevikkerne lavede var en ny trosretning med nye bibler kætterforfølgelser, en ny pave (Pave Lenin den først og hamns "sande efterfølger" "Lenin af idag"), relikvieskrin og ikoner for paver, apostle, nyt præsteskab - (pariet og dets kommissærer - liturgi oplæst med troskabsed til semiguddommen Lenin - ja hele svineriet var sgu i enhver henseende en kopi af romerkirken (vatikanet inklusive - nu omdøbt til Kreml), inkvisition, underkastelse (hvad fanden har det med emancipation at gøre?) under store (ufejlbarlige paver - Lenin og Lenins sande efterfølgere) lederes beslutninger. Leder som (imodsætning til det princip Marx hyldedede) ikke kunne afsættes af folket på noget tidspunkt. Venstrefløjen burde have været de første antikommunister, istedet fulgte flertallet tilæ venstre for S (og tilsvarende) den slagne vej ud i den store intellektuelle formørkelse. Der er intet at forsvare - fra Janua 1918 og frem var det ikke længere en revolution - men kup på kup rettet mod revolutionen.

Robert Ørsted-Jensen

Der blir aldrig nogen ny og levedygtig venstrefløj før man generelt afviser paternalisme og antidemokratiske opfattelser for de disse er - dødsensfarligt højreorienteret og reaktionært bullshit

Bettina Jensen

"Socialisme i Marx optik (den ooprindelige optik) handler om menneskets emancipering fra enhver form for underkastelse, og tilvejebringelse af frie menneskers frie styre."

Marx nærede næppe illusioner om det frie menneske, som altid vil være influeret af dialektiske kræfter/dynamikker, men emancipering af menneskeligheden i pagt med sociale og naturgivne lovmæssigheder ... og naturligvis uden despotiske styringsmekanismer.

Den dialektiske analyse har naturligvis været misbrugt, ligesom enhver anden analyse formentligt, men det er decideret usagligt at forstå historiens gang, herunder bl.a. Lenins og Stalins handlinger som uanfægtede af deres samtidssituation, herunder de mange, både inden- og udenrigs, modstanderes (mere eller mindre velbegrundede) indsatser for at fravriste dem magten/bremse den revolutionære proces. Lenin og Stalin var jo også mennesker, som reagerede på de hændelser og vilkår, som var gældende for dem - og naturligvis har det ikke været befordrende for nogen af dem, og dermed også demokratiudvikling under den russiske revolution, at de konstant befandt sig i/under angreb og derfor naturligt (moralsk berettiget eller ej), udviklede en mere aggressiv/destruktiv karakter (herunder en periodisk svær paranoia), end tilfældet formentligt ellers ville have været.

Og før ovenstående fortolkes som en art undskyldning for autokrati/despoti, herunder forsvar af Lenins og Stalins reaktionære og kriminelle handlinger, vil jeg lige gentage at jeg på intet tidspunkt har agiteret for den oplyste leders fortræffeligheder eller autokrati/plutokratiske tilstande; det har blot ligget mig på sinde at tilføre debatten andre perspektiver end de forhåndenværende - herunder væsentligst at venstrefløjens reformering i konsekvens af bl.a. den sovjetrussiske intervention i Prag '68 i begrænset grad skete på et klart ideologisk grundlag, men i højere grad på et sovjetkritisk ditto.

Sider